Når de lyse nætter ender

Kære ven, skønne fortællerske in spe, måske, jeg håber at du nyder sommeren. Jeg barsler med et blogindlæg og en fortælling om kaos, balance og kærlighed og om at være lige ved at ryge i sommerfælden. Der er også en slange involveret. Fortællingen lander i løbet snart, men indtil da vil jeg blot gøre dig... Continue Reading →

Jeg giver det til vinden

Jeg giver det til vinden Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alting kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter. Og tag så alt det, jeg ikke længere skal bruge. Lad det flyve... Continue Reading →

På skriverejse i Forårscirklen

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om en din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, som bølger dybt i dig. Den vise kvinde, du egentlig er, bag modstand, frygt og alt det, der står i vejen.... Continue Reading →

Ravnen og skriveworkshoppen

Lyset er dristigere denne morgen, luften frisk og lovende. Måske er regnen færdig med sit rengøringsarbejde for denne gang? Fuldmånen er ikke længere fuld, men hun lyste godt tidligt i morges, så jeg fandt ud på toilettet uden min lommelygte. Jeg vågnede i ro efter en god nats søvn. Jeg oplever endnu engang, at jeg... Continue Reading →

På ordrejse gennem vinteren

Der findes en anden sang, andre toner og et sted, hvor vinteren ikke bare er noget, det skal overstås, men er et helligt sted i os selv, hvor vi sanker, hviler, hengiver os. Og skriver om det. Kom og vær med på en magisk ordrejse gennem vinteren i VINTERCIRKLEN Vinteren og den mørke tid Vinteren... Continue Reading →

Stilhed og mørke

Mens jeg barsler med et nyt blogindlæg om efteråret og en forunderlig gæstebog, som stammer fra dette års ferietur til Sverige, får du her en fortælling, som jeg skrev i og om Oktober sidste år. ”I en park i Småland dukkede hun op og lige dér vidste jeg, igen, alt alting er som det skal være.... Continue Reading →

Tusmørkekvinden

Jeg mødte hende i skumringen. Der stod hun svøbt i blåt, mens en stjerne forsigtigt blinkede over hendes hoved. ’Er det din stjerne?’ spurgte jeg og trådte et skridt nærmere. Hun nikkede bare. Så på mig med øjne, der havde samme farve som tusmørkehimlen. Jeg mærkede en sælsom fornemmelse af noget, der rakte dybt ind... Continue Reading →

Lad det ske

Det er en smuk sensommerdag og ifølge kalenderen er det sommerens sidste dag. Jeg har lovet mig selv at tilbringe så meget af dagen udendørs som overhovedet muligt og har sidst på formiddagen har jeg sat mig ud med ord og en kop grøn te. Solen varmer, vinden er blot en let brise og himlen... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑