Mens jeg barsler med et nyt blogindlæg om efteråret og en forunderlig gæstebog, som stammer fra dette års ferietur til Sverige, får du her en fortælling, som jeg skrev i og om Oktober sidste år.
”I en park i Småland dukkede hun op og lige dér vidste jeg, igen, alt alting er som det skal være. Jeg er mit eget efterår og selvom det gør ondt, må jeg lade det sidste blad falde, når tid er. Den sidste illusion om, at man kan holde fast på noget, der ikke er evigt, men som må indgå i den naturlige cyklus og symbiose.
“Det er efterår nu, rejsen går mod vinter, det uundgåelige mørke, der må komme og beskytte det, du nu har valgt at tage med dig videre. Men der er stadig noget at give slip på. Der er stadig flere blade på træerne, ja de gule, brune og de smukke røde, men også dem må du lade gå.”
”Jeg ser et sørgmodigt blik glide over dit ansigt, jeg ser din modstand som en trods og en smerte. Noget må blive tilbage, tænker du og betragter det røde blad, der så perfekt hænger dér og gør dig tryg. Men ser du, end ikke det blad kan du beholde. For når vinterens første storm har vist sit sande ansigt og tilsyneladende ubarmhjertigt kastet sin renselse over det, der var, må du sande at det sidste blad faldt. Også det smukke røde. Først da er du fri. Først da har du alt.”
Jeg nikker, men jeg ved egentlig ikke om jeg helt forstår det. Hvorfor kan jeg ikke bare beholde et blad? Er der virkelig ingen træer, som får lov at beholde et blad eller to, nogle, der ligesom skjuler sig for vind og vejr og bare får lov at være? Men hun ryster på hovedet, det er vist ikke meningen og det er ikke noget, jeg skal ønske mig. Alvorligt ser hun på mig gennem dybbrune øjne, hun er som skovbunden i den mørke granskov.
Lad det hele gå og du vil have alt tilbage.
Jeg troede, at det var slut med at møde månederne på den måde, men pludselig dukkede hun op i en park. I Småland. Da jeg mindst af alt ventede det, gav hun sig til kende på det mest overraskede sted og i en mundering, som jeg på ingen måde havde forestillet mig. Hun lignede ikke den Oktober, jeg kender fra tidligere, hun havde forandret sig og hendes smukke efterårskrop var klædt helt i hvidt. Fra top. Til tå. Et usædvanligt valg, for hører den hvide farve ikke sommeren til, er den ikke forbundet med luftige sommerkjoler og lagner, der hænger til tørre i vinden.? Duften af vasketøj smelter en streng af modstand i mig, jeg er pludselig tilbage på en grøn sommereng, hvor alting blomster i lyset fra solen.
Men det er efterår nu og derfor undrede det mig, at hun stod dér i hvidt. Højt til vejrs på en træstamme dansede hun med himlen og det træ, der fuld af latter bøjede sig over hende og raslede med sine høstblade. Rød, orange, gul og brun, det var en farvelade af strålende energi og glæde. Hendes arme var strakte mod himlen og fingrene dansede i glidende bevægelser. Alt ved hende rørte sig og berørte mig.
”Oktober?” udbrød jeg og mærkede en tåre i øjenkrogen. ”Er det virkelig dig? Her?”
I en park i Småland dukkede hun op og lige dér vidste jeg, igen, alt alting er som det skal være. Jeg er mit eget efterår og selvom det gør ondt, må jeg lade det sidste blad falde, når tid er. Den sidste illusion om, at man kan holde fast på noget, der ikke er evigt, men som må indgå i den naturlige cyklus og symbiose.
“Det er som musik”, siger hun nu og ser på mig over kaffekoppens kant, den smukkeste komposition, men også den har en finale og så er det slut. “Stilheden kommer efter”, hendes stemme ændrer sig pludselig til en kildrende hvisken og hendes brune øjne bliver sorte som natten. Men det er en smuk form for sort, som et beskyttende mørke og jeg rykker lidt nærmere for at få varmen dér, hvor jeg mindst af alt ventede at finde den. “Stilheden og mørket, min ven”, hun klapper mig på hånden og hendes læber åbner sig i et kærligt smil.
Stilheden og mørket. Jeg nikker, det er svært at kapere, jeg kan mærke at det trækker i hele kroppen, men jeg overgiver mig. Først er overgivelsen en mental beslutning og jeg ved af erfaring, at det langt fra er nok, men det starter ofte dér. Herefter er overgivelsen en proces, som på mange måder spejler sig så fint i det efterår, der nu uden hverken tøven eller hastværk går mod vinter. Kragerne sidder i hegnet i den første morgenstund, misser med øjnene mod lyset og kaster et blik mod det vindue, hvor en søvnig kvinde stikker hovedet frem og siger god morgen.
”Kommer I også med vinterhistorier” spørger hun forsigtigt og lader en hånd glide gennem sit uglede hår. Tanken gør hende tryg og hun ser forventningsfuld på dem. Særligt en krage har hendes opmærksomhed. Han hedder Harald.
Og det er da også ham, som svarer, men det gør han uden ord. Han vender sit hovedet og ser på hende gennem det tidlige morgenmørke og gør så et tegn, hun ikke er i tvivl om. Det er som varselstagning, hun havde en intention, en hensigt, med sit spørgsmål og hun fik sit svar. Harald er en klog fugl og jeg er taknemmelig for at kende ham, siger hun til sig selv, mens hun folder hænderne som tak, mumler en bøn og forlader badeværelset for at gå helt ind i morgenen.
Og du er en klog kvinde, fordi du spørger, synger vinden.
Udenfor danser Oktober og det er ikke kun i parken i Småland, at hun byder op til dans. Gå ud, gå ud i vinden og vejret og mød hende dér, hvor du er og hvor du mindst af alt venter det. Lad det være en intention i hjertet, at du gerne vil have helt dit eget efterårsbudskab og lyt så til efterårets sang. Lyt så dybt at du bliver den sang. Og syng så!
* * *
Læs også gerne NÅR VINDEN DANSER – om sjælens indsigter, tomrum, naturen, pauser og svar der kommer, når vi giver slip og bare er, som vi er skabt til at være. Fra min tur efterårstur til Småland 2015.
Til dig og din skrivelængsel – Vinteren og mørkets gave
Vintercirklen er et skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel. Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt, får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord kærlig vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i dine egne omgivelser eller hvor, du vil. Du skal ikke begive ud i stormvejret eller gennem sneen, som de andre i skrivecirklen sidder du hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt og som gør dig godt. Men vi deler, beriger, støtter og løfter hinanden i et fælles rum, som jeg skaber og holder til formålet.
Jeg vil komme med ideer til, hvordan du kan skabe dit eget hellige skriverum og dedikere dig. Du vil blive inviteret til indledningsvis at formulere en hjertelig intention med skrivegruppen og forløbet. Du vil lære, hvorfor din hjertelige intention og din dedikation er magisk. Blandt andet.
Mere information finder du i invitationen her.
Vinteren, naturen og mørkets magi
Hver måned modtager du et nyt sæt skriveøvelser og opgaver, som er forankret i årstiden, naturen og mørkets magi.
Naturlig visdom, nærvær og stilletid
Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. I stedet for at flygte eller begræde den mørke tid, hylder vi mørket og den tid, der er som skabt til sjælelige sysler og så skriver vi. Blandt andet. For forløbet vil også omhandle nærvær og stilletid, det vil indbyde til kærlig omsorg for dig selv via små mindfulness øvelser og meditationer. Og mørkning.
Der vil dukke styrkende mantraer op undervejs og du vil i det hele taget blive beriget med vinterlig inspiration, visdom og styrke. Og til din store forundring vil du opdage, at det meste kommer fra et sted dybt i dig selv. Fordi du kom. Fordi du sagde ja, mødte op og skrev. En inderlig sårbarhed og styrke som er helt i tråd med vinteren og mørkets budskab.
Og du vil skrive.
Er din tid kommet? Er det din tur til at tage på en vinterlig skriverejse og lære både dig selv, vinteren og mørket bedre at kende? Lade fortællingens kraft støtte og løfte dig og i cirkel med andre skrivende kvinder skrive dig gennem vinteren og uden at du ved af, skrive helt din egen vinterbog med ord, som støtter, løfter og forvandler dig. Over tid. I processen.
Det startede med Vintercirklen … og nu er vi snart tilbage igen
Vintercirklen var et tilløbsstykke i 2015 og pladserne blev hurtigt booket. Det er en glæde at hengive sig til mørket, vinteren og at skrive om det. Og i år er jeg et års erfaring rigere, så der vil være endnu mere skriveinspiration, mindfulness og naturvisdom at koble dig på. For hold da op, hvor har jeg selv lært meget ved at skriverejse gennem året med en flok skønne, vise kvinder. Det er summen af den læring og visdom, der nu får lov til at cirkulere videre i kommende skrivecirkler og forløb.
Tak til alle jer, som var med. Tak til alle jer, som kommer.
Det startede med Vintercirklen og snart er vi tilbage igen. En ny Vintercirkel kan begynde.
By the Earth which is her body.
By the Air which is her breath.
By the fire which is her bright spirit.
By the living Waters of her womb.
The circle is open.
And yet unbroken.
Merry meet and merry part and merry meet again.– Gammelt keltisk vers –
Du er hjertelig velkommen.
Kærlig hilsen
Lene
Skrivecoach Lene Frandsen 
Skriv et svar