At komme hjem

winter-sunrise_-griffett

I disse dage skriver jeg på de allersidste kapitler af min kommende bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”. Jeg er stadig i sporlægningsfasen, men den fase slutter den 21. december ved Vintersolhverv. Så sluttes en cirkel og jeg træder ind i en ny fase. I bogens tilblivelse er det så detektivfasen, som bl.a. indeholder gennemlæsning, gennemskrivning og en overordet struktur, den røde tråd.

Jeg har æret processen, jeg er ikke på noget tidspunkt (med ganske få undtagelser) gået tilbage og har læst, rettet eller redigeret i det, jeg har skrevet gennem året. Så jeg er virkelig spændt på at læse bogen igennem ved Vintersolhverv. For første gang.

På rejse gennem ord, stemninger og årshjul

Gennem ord og stemninger har jeg rejst gennem årstiderne, årshjulet og har forankret mig i skrivningen og den kreative proces. Og snart har jeg skrevet bogen færdig. Lige nu består den i uredigeret form af 318 sider, men der er en del flere sider at skrive her i opløbet. Og jeg elsker det. Jeg elsker denne måde at skrive og arbejde på.  Jeg elsker at fordybe mig, hengive mig og skrive. Jeg elsker at skrive.

En skrivebog, en levebog

Undervejs har jeg delt lidt af de små fortællinger fra den store fortælling på Skrivehusets Facebookside. Det føles naturligt, for bogen er nemlig også en slags skrivebog om at hengive sig til skrivning og den kreative proces på en lidt anden måde end den, der normalt tales og skrives om. Det er også det, jeg underviser i på de intuitive skriveworkshops og i skrivecirklerne, som finder sted hele året.

Bogen fortæller også ørnens historie, en opgave, som jeg fik under en trommerejse på et shamanistisk sommerkursus. Men selvom jeg i starten troede, at det betød noget andet, ved jeg nu, hvad bogen egentlig handler om: Mit liv som ørn. Min rejse over broen, overgangen og helt ind i den kvinde, jeg er i dag.

Et unikt og helt almindeligt liv, som samtidig ligner mange andre kvinders til forveksling. Alle de kvinder, som måske ikke har sagt fra eller haft stemmer indtil nu. Men det får de nu, bl.a. gennem fortællingens kraft.

Kvinder på skriverejse

Undervejs bliver jeg dybt inspireret af alle de kvinder, som jeg samtidig har i skriveforløb og skrivecirkler. De er med til at udvikle mig og min virksomhed gennem deres processer, som jeg får lov til at være en del af i en kort periode af deres skriverejse.  En af mine tidligere skriverejsende kaldte mig for ”skrivemor”. Selv ser jeg mig som en slags guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper den enkelte med at finde skrivevej, retning og resonans gennem fortællingens kraft.

Historiemedicin og fortællingens kraft

Jeg tror på historiemedicin. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Fortællingens Kraft. Intentionen. Ordene, som folder sig ud og strømmer fra et dybt sted i os, når vi skriver os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Det er den mest kraftfulde måde at befri sig selv på, jeg kender. Det er min måde. Men det er meget mere end det. Vi er nemlig skabt til at skabe og bruge vores iboende kreativitet, vi er skabt til at fortælle vores historier, fortællinger og lade dem fortælle os.

Slut med at klippe hæle og hugge tæer – Kom hjem

Jeg tror sørme, at jeg er kommet hjem nu. Hjem til mig selv. Ikke flere besynderlige kompromiser eller klip-en-hæl og hug-en-tå løsninger for at forsøge at være nogen eller noget, jeg ikke er. Det handler bogen også om. Om at komme hjem.

Og hele tiden svæver ørnen over det hele og holder øje. Med mig.  Kom lad os danse.

Dance when you’re sitting down.
Dance like an eagle.
Fly when you touch the ground.
Fly like an eagle.

solhvervscirklen

SOLHVERVSCIRKLEN

Har du skrivelængsel?

Har du skrivelængsel og har du fået lyst til også at hengive dig til den kreative skriveproces og årshjulet, lære at skrive fra sjæl og hjerte og gennem ord og stemninger at finde din vej og måde, er du hjertelig velkommen hos mig i Skrivehuset.

Den næste skrivecirkel er SOLHVERVSCIRKLEN, vi starter den 6. januar og der er stadig ledige pladser.

I Solhvervscirklen (og i alle andre forløb og på skriveworkshops, som jeg afholder) lærer du ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer at skrive på din måde.

Vi arbejder og leger med fortællingens og intentionens kraft forankret i naturen, årshjulet og solhvervsenergien på rejsen gennem vinter mod forår.

Ro, fordybelse og hengivelse til den kreative skriveproces

Et skriveforløb med plads til ro, fordybelse og hengivelse til den kreative skriveproces. Invitation til SOLHVERVSCIRKLEN finder du her. Du er hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Winter Sunrise” © Griffett, Dreamstime
Photo “Winter light” © Kellers, Dreamstime

Stilhed og mørke

magiskfortaellerkabe

Mens jeg barsler med et nyt blogindlæg om efteråret og en forunderlig gæstebog, som stammer fra dette års ferietur til Sverige, får du her en fortælling, som jeg skrev i og om Oktober sidste år.

”I en park i Småland dukkede hun op og lige dér vidste jeg, igen, alt alting er som det skal være. Jeg er mit eget efterår og selvom det gør ondt, må jeg lade det sidste blad falde, når tid er. Den sidste illusion om, at man kan holde fast på noget, der ikke er evigt, men som må indgå i den naturlige cyklus og symbiose.

“Det er efterår nu, rejsen går mod vinter, det uundgåelige mørke, der må komme og beskytte det, du nu har valgt at tage med dig videre. Men der er stadig noget at give slip på. Der er stadig flere blade på træerne, ja de gule, brune og de smukke røde, men også dem må du lade gå.”

”Jeg ser et sørgmodigt blik glide over dit ansigt, jeg ser din modstand som en trods og en smerte. Noget må blive tilbage, tænker du og betragter det røde blad, der så perfekt hænger dér og gør dig tryg. Men ser du, end ikke det blad kan du beholde. For når vinterens første storm har vist sit sande ansigt og tilsyneladende ubarmhjertigt kastet sin renselse over det, der var, må du sande at det sidste blad faldt. Også det smukke røde. Først da er du fri. Først da har du alt.”

Jeg nikker, men jeg ved egentlig ikke om jeg helt forstår det. Hvorfor kan jeg ikke bare beholde et blad? Er der virkelig ingen træer, som får lov at beholde et blad eller to, nogle, der ligesom skjuler sig for vind og vejr og bare får lov at være? Men hun ryster på hovedet, det er vist ikke meningen og det er ikke noget, jeg skal ønske mig. Alvorligt ser hun på mig gennem dybbrune øjne, hun er som skovbunden i den mørke granskov.

Lad det hele gå og du vil have alt tilbage.

Jeg troede, at det var slut med at møde månederne på den måde, men pludselig dukkede hun op i en park. I Småland. Da jeg mindst af alt ventede det, gav hun sig til kende på det mest overraskede sted og i en mundering, som jeg på ingen måde havde forestillet mig. Hun lignede ikke den Oktober, jeg kender fra tidligere, hun havde forandret sig og hendes smukke efterårskrop var klædt helt i hvidt. Fra top. Til tå. Et usædvanligt valg, for hører den hvide farve ikke sommeren til, er den ikke forbundet med luftige sommerkjoler og lagner, der hænger til tørre i vinden.? Duften af vasketøj smelter en streng af modstand i mig, jeg er pludselig tilbage på en grøn sommereng, hvor alting blomster i lyset fra solen.

Men det er efterår nu og derfor undrede det mig, at hun stod dér i hvidt. Højt til vejrs på en træstamme dansede hun med himlen og det træ, der fuld af latter bøjede sig over hende og raslede med sine høstblade. Rød, orange, gul og brun, det var en farvelade af strålende energi og glæde. Hendes arme var strakte mod himlen og fingrene dansede i glidende bevægelser. Alt ved hende rørte sig og berørte mig.

”Oktober?” udbrød jeg og mærkede en tåre i øjenkrogen. ”Er det virkelig dig? Her?”

I en park i Småland dukkede hun op og lige dér vidste jeg, igen, alt alting er som det skal være. Jeg er mit eget efterår og selvom det gør ondt, må jeg lade det sidste blad falde, når tid er. Den sidste illusion om, at man kan holde fast på noget, der ikke er evigt, men som må indgå i den naturlige cyklus og symbiose.

“Det er som musik”, siger hun nu og ser på mig over kaffekoppens kant, den smukkeste komposition, men også den har en finale og så er det slut. “Stilheden kommer efter”, hendes stemme ændrer sig pludselig til en kildrende hvisken og hendes brune øjne bliver sorte som natten. Men det er en smuk form for sort, som et beskyttende mørke og jeg rykker lidt nærmere for at få varmen dér, hvor jeg mindst af alt ventede at finde den. “Stilheden og mørket, min ven”, hun klapper mig på hånden og hendes læber åbner sig i et kærligt smil.

Stilheden og mørket. Jeg nikker, det er svært at kapere, jeg kan mærke at det trækker i hele kroppen, men jeg overgiver mig. Først er overgivelsen en mental beslutning og jeg ved af erfaring, at det langt fra er nok, men det starter ofte dér. Herefter er overgivelsen en proces, som på mange måder spejler sig så fint i det efterår, der nu uden hverken tøven eller hastværk går mod vinter. Kragerne sidder i hegnet i den første morgenstund, misser med øjnene mod lyset og kaster et blik mod det vindue, hvor en søvnig kvinde stikker hovedet frem og siger god morgen.

”Kommer I også med vinterhistorier” spørger hun forsigtigt og lader en hånd glide gennem sit uglede hår. Tanken gør hende tryg og hun ser forventningsfuld på dem. Særligt en krage har hendes opmærksomhed. Han hedder Harald.

Og det er da også ham, som svarer, men det gør han uden ord. Han vender sit hovedet og ser på hende gennem det tidlige morgenmørke og gør så et tegn, hun ikke er i tvivl om. Det er som varselstagning, hun havde en intention, en hensigt, med sit spørgsmål og hun fik sit svar. Harald er en klog fugl og jeg er taknemmelig for at kende ham, siger hun til sig selv, mens hun folder hænderne som tak, mumler en bøn og forlader badeværelset for at gå helt ind i morgenen.

Og du er en klog kvinde, fordi du spørger, synger vinden.

Udenfor danser Oktober og det er ikke kun i parken i Småland, at hun byder op til dans. Gå ud, gå ud i vinden og vejret og mød hende dér, hvor du er og hvor du mindst af alt venter det. Lad det være en intention i hjertet, at du gerne vil have helt dit eget efterårsbudskab og lyt så til efterårets sang. Lyt så dybt at du bliver den sang. Og syng så!

* * *

Læs også gerne NÅR VINDEN DANSER – om sjælens indsigter, tomrum, naturen, pauser og svar der kommer, når vi giver slip og bare er, som vi er skabt til at være. Fra min tur efterårstur til Småland 2015.

Vintercirklen

Til dig og din skrivelængsel – Vinteren og mørkets gave

Vintercirklen er et skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel. Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt, får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord kærlig vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i dine egne omgivelser eller hvor, du vil. Du skal ikke begive ud i stormvejret eller gennem sneen, som de andre i skrivecirklen sidder du hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt og som gør dig godt. Men vi deler, beriger, støtter og løfter hinanden i et fælles rum, som jeg skaber og holder til formålet.

Jeg vil komme med ideer til, hvordan du kan skabe dit eget hellige skriverum og dedikere dig. Du vil blive inviteret til indledningsvis at formulere en hjertelig intention med skrivegruppen og forløbet. Du vil lære, hvorfor din hjertelige intention og din dedikation er magisk. Blandt andet.

Mere information finder du i invitationen her.

Vinteren, naturen og mørkets magi

Hver måned modtager du et nyt sæt skriveøvelser og opgaver, som er forankret i årstiden, naturen og mørkets magi.

Naturlig visdom, nærvær og stilletid

Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. I stedet for at flygte eller begræde den mørke tid, hylder vi mørket og den tid, der er som skabt til sjælelige sysler og så skriver vi. Blandt andet. For forløbet vil også omhandle nærvær og stilletid, det vil indbyde til kærlig omsorg for dig selv via små mindfulness øvelser og meditationer. Og mørkning.

Der vil dukke styrkende mantraer op undervejs og du vil i det hele taget blive beriget med vinterlig inspiration, visdom og styrke. Og til din store forundring vil du opdage, at det meste kommer fra et sted dybt i dig selv. Fordi du kom. Fordi du sagde ja, mødte op og skrev. En inderlig sårbarhed og styrke som er helt i tråd med vinteren og mørkets budskab.

Og du vil skrive.

Er din tid kommet? Er det din tur til at tage på en vinterlig skriverejse og lære både dig selv, vinteren og mørket bedre at kende? Lade fortællingens kraft støtte og løfte dig og i cirkel med andre skrivende kvinder skrive dig gennem vinteren og uden at du ved af, skrive helt din egen vinterbog med ord, som støtter, løfter og forvandler dig. Over tid. I processen.

Det startede med Vintercirklen … og nu er vi snart tilbage igen

Vintercirklen var et tilløbsstykke i 2015 og pladserne blev hurtigt booket. Det er en glæde at hengive sig til mørket, vinteren og at skrive om det. Og i år er jeg et års erfaring rigere, så der vil være endnu mere skriveinspiration, mindfulness og naturvisdom at koble dig på. For hold da op, hvor har jeg selv lært meget ved at skriverejse gennem året med en flok skønne, vise kvinder. Det er summen af den læring og visdom, der nu får lov til at cirkulere videre i kommende skrivecirkler og forløb.

Tak til alle jer, som var med. Tak til alle jer, som kommer.

Det startede med Vintercirklen og snart er vi tilbage igen. En ny Vintercirkel kan begynde.

By the Earth which is her body.
By the Air which is her breath.
By the fire which is her bright spirit.
By the living Waters of her womb.
The circle is open.
And yet unbroken.
Merry meet and merry part and merry meet again.

– Gammelt keltisk vers –

Du er hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

magiskfortaellerkabe

 

Tusmørkekvinden

Fuldmåne

Jeg mødte hende i skumringen. Der stod hun svøbt i blåt, mens en stjerne forsigtigt blinkede over hendes hoved.

’Er det din stjerne?’ spurgte jeg og trådte et skridt nærmere. Hun nikkede bare. Så på mig med øjne, der havde samme farve som tusmørkehimlen. Jeg mærkede en sælsom fornemmelse af noget, der rakte dybt ind i mig og tog fat om mit hjerte. Et suk rejste sig og fik fugleskikkelse. Sort mod blåt fløj den dybt ind i solnedgangen, der ikke var mere. Mørket lagde sig til rette og jeg trådte endnu et skridt nærmere. Hun var som magnet, kvinden i blåt.

’Hvem er du?’. Ordene flød ud af min mund, inden jeg kunne nå at stoppe dem.

’Jeg er tusmørkekvinden’, svarede hun og smilede så. ’Og jeg er kommet for at tage imod dig’.

’Tage imod mig?’ Jeg skælvede i tomrummet mellem nat og dag. Hvis du nogen sinde har været der, så kender du sikkert den isnende fornemmelse af ingenting, der som kroge af iskrystaller griber fat i dig. Du vil flygte, men du kan ikke. For det er meningen at du skal blive i tomrummet. Dér, på perronen mellem dag og nat, i skumringen. Bare blive lidt og fornemme, hvordan det føles at være vægtløs.

’Spørgsmålet er selvfølgelig hvem, der tager imod hvem, men det betyder ikke så meget. Jeg er kommet for at møde og tage dig med på rejse. En rejse, hvor du møder dig selv et nyt sted og skriver det, du føler, mærker og ser. Kan du forestille dig, hvordan natten svøber sit dybe fløjl om dig, mens du bevæger dig gennem øjeblikke af visdom. Ord for ord, stjerne for stjerne på den mørke nattehimmel. Eller oplyst af månen.

Du opdager, at du er din egen nat og at stjernerne lyser på din vej. Du forstår, at hver eneste stjerne har et budskab til dig og at din rejse er nærmest hellig. Med en kærlig intention i hjertet og håb om at finde noget andet, noget dybere og mere betydningsfuldt. Og en helt anden måde at skrive og skabe dig på.”

’Jeg har ikke pakket’, udbrød jeg og trådte uvilkårligt et skridt tilbage. Jeg ønskede at beskytte mig selv nu, jeg kunne mærke en snert af sårbarhed ved tanken om at begive mig af sted uden at vide, hvor jeg egentlig skulle hen. Rejse gennem natten svøbt i fløjl og mørke, lytte til stjernerne og deres budskab, træde gennem øjeblikke af …

’Du er klar’. Du har ikke brug for andet, end hvad du har med dig i hjertet. Din sjæl kender vejen. Det eneste du skal gøre er at lade mig lede dig på vej og snart vil du mærke, at du sagtens kan gå selv. Dybt i dig findes et kompas som er indstillet efter din drøm og dit hjertes intention. Du skal blot overgive dig og gå i tillid.’

’Gå i tillid? Tillid til hvad?’

’Til dig selv og din rejse. Du er nødt til at stole på ordene og på det, de vil fortælle dig. Men du skal ikke fremprovokere ordene eller anstrenge dig unødigt. Du skal derimod overgive dig til rejsen og møde det, der kommer, med åbent hjerte.

’Er der ikke uhyrer gemt bag træerne i mørket? Hvordan kan jeg vide, at …’

’Du kan ikke vide noget som helst’. Hun lo højt og lagde en varm hånd på min skulder. Jeg kunne mærke, hvordan varmen bredte sig i hele kroppen og gjorde mig modigere.

’Du vælger at møde op og begive dig på vej, fordi du nu tager din skrivelængsel alvorligt. Du kan mærke den, mærke lysten til at give slip og se, hvad der gemmer sig bag de tykke mure af modstand og forlis. Du har lyst til at sejle ud og møde morgengryet i sin reneste form. Skrive fornemmelsen af tågen, der pludselig letter som en fugl fra sin gren. Lyden af sne, der daler, lyset der farver himlen og åbner døre til nye horisonter. Den skønneste udsigt og den dybeste indsigt. En slags balance mellem to, en guddommelig oplevelse.’

’En guddommelig oplevelse? Nu var min nysgerrighed vakt. Og med hendes varme hånd på min skulder, med nysgerrigheden boblende i blodet og med en voksende længsel efter at kaste mig ud i rejsen, var der ikke længere nogen særlig modstand. Det var blot et spørgsmål om tid. Så var jeg på vej.

’Forestil dig, at du har rejst hele dit liv. Hele tiden på vej, hele tiden på udkig efter noget, der kan stilne din sult. Og der er ting, mennesker og steder, der smager af det, minder lidt om det, men det er ikke helt rigtigt. Længslen er der som en konstant størrelse, en tæge, der suger af dit hjerteblod. En dag går det op for dig, at du er nødt til at gøre noget. Kun du kan fjerne den tæge. Det er din beslutning om at møde det, der er gemt til dig, dybt i dit indre, der sætter rejsen i gang. Og nu skal du ikke længere søge i øst og vest og udenfor dig selv. Du vender næsen indad, du går dybt ind i kroppen og møder din sjæl som den viseste guru af dem alle. ’

’Alt det kan jeg skrive frem?’

’Hvis du vælger, at det skal være sådan. Ja! Hun ler igen, det morer hende tilsyneladende, at jeg stadig er så fuld af skepsis og forunderlig modstand. Men det er svært at give slip og det er jo det, hun beder mig om, tusmørkekvinden.

’Kom nu’. Hun rækker mig sin hånd og trækker mig tættere ind til sig. I samme sekund min kind strejfer hendes, sker der noget. Der er ikke længere nogen afstand, nogen adskillelse. Tusinde jordskælv ryster min krop og jeg står tilbage svøbt i blåt. Jeg betragter mine hænder i lyset fra månen. Men … Det er jo hendes hænder. Det er jo mig som er … tusmørkekvinden.

’Kom nu, siger en stemme dybt i mig selv. Du er nødt til at gå nu. Du er nødt til at skrive …’

* * *

Kære ven

Måske har du lyst til at høre mere af historien om tusmørkekvinden? Eller også har du fået lyst til at skrive hende selv? Tusmørkekvinden er en fremstilling af skriverejsen, sådan som den kan være. Forestil dig, at du begiver dig på rejse i din egen nat, rejser med månen og stjernerne og møder en kvinde – eller mand – som du bliver draget af. Vedkommende er den mest spændende person, du nogensinde har mødt og du indser snart, at han eller hun er alt det, du drømmer om at være. Den visdom, hun så gavmildt deler, rammer dit hjerte som perler af dug og du føler dig så godt tilpas, at du aldrig mere ønsker at bevæge dig videre fra det sted, hvor I har mødt hinanden. For hvordan kan hun dog vide?

Men det gør hun. Og snart opdager du, at der ingen adskillelse er. Kvinden (eller manden) er dig. Alt det, hun fortæller dig, er noget, du allerede ved. Det eneste, det krævede, var at du mødte op og skrev, så det kunne komme til syne. Vise sig for dig i form af ord. Ord med  en særlig energi, genklang og glæde.

En ting er sikkert. Vi kan ikke tænke os til det. Vi er nødt til at møde op og skrive. Og der sker altid noget uventet på skriverejsen. Nogle gange dukker der fortællinger op, som den om tusmørkekvinden, andre gange skriver vi os selv. Vores livshistorie. Sorger, glæder, små detaljer, som pludselig bliver betydningsfulde.

Fælles for alle oplevelser er, at de forandrer os og vores tilgang til det at skrive. Vi oplever, at skrivegerningen er et kraftfuld og magisk værktøj til at få hul på vores indre skattekiste af visdom. Det er i sandhed en magisk rejse, et skrivende pilgrimsfærd. Og det er en proces.

Skrivelyst og længsel?

Er du klar til at skrive fra sjæl og hjerte og folde alt det ud, der gemmer sig bag din skrivelængsel? Du skal være hjertelig velkommen i et forløb hos mig i Skrivehuset.

Scroll ned og bliv fristet.

Kærlig hilsen
Lene


Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

SKRIVEDAG FOR SJÆLEN
Kom med på årets sidste intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
lørdag den 22. oktober 10. Invitation og flere detaljer finder du ved at klikke på billedet. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.


Vintercirklen
Find indre ro og varme i vinteren gennem ord og skriverier

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Tid til fordybelse og til at nære dig selv. Kom ned i tempo, læn dig ind i mørket og oplys dit skriverum med masser af stearinlys. Tid til te, indre nærvær og kontakt til den stille del af dig selv, den hviskende, sjælelige del, der bærer på så meget visdom.

Vintercirklen er et forløb og en skrivegruppe for dig og din skrivelængsel forankret i årshjulet og naturens cyklus. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja.

Bivirkning! Angst, uro og stress dulmes, når vi møder op, tager pennen i hånden og hengiver os til skriveprocessen.

Invitation og yderligere detaljer finder du ved at klikke på billedet. Vintercirklen er årets mest populære skrivecirkel, så tøv ikke, hvis du vil reservere din plads. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

vintercirklen-011116

Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig,
men du er nødt til at møde op og holde pennen.
– Lene Frandsen –

Lad det ske, Gaia

ValmuerGaia

I denne tid sker der en masse på det indre plan. På mange måder står det i kontrast til årstiden, der er lige nu. Sommer, udfoldelsen, alt det, der burde eksplodere.

Mens jeg skriver det, ved jeg, at det er løgn. Det er en illusion at alting pludselig bare eksploderer og folder sig ud på én gang. Også udfoldelsen er en proces, som lige nu synes at bevæge sig i sneglefart og alligevel går for stærkt til at jeg egentlig kan fatte det.

Jeg indser, at jeg igen forsøger mentalt at forstå noget, som er så hårfint, subtilt og egentlig ganske uforståeligt for sindet. Allermest fordi jeg står lige midt i processens rindende strøm. Begge ben er nede i floden, jeg mærker følelsen af vand, strømmens retning og det våde element mod min hud. Kulden, der også er varm og … Der er ikke noget at forstå! Der er kun én ting at gøre; at lade det ske.

Jeg sidder i hjørnet af gårdhaven, delvis i sol, delvis i skygge. Fuglene synger over mit hoved, jeg ved en lærkerede og den findes i tagrenden over gæsteværelset. Himlen er blå med små hvide skyer og brisen er let og mild. Jeg er kaldt udenfor af Gaia og et budskab om at huske noget, jeg faktisk ofte husker, men som jeg undlader at handle på i tide. Når jeg endelig handler, er det ofte fordi balancen er lige ved at tilte. Men jeg falder ikke, jeg retter jo op! Det går pludselig op for mig, at jeg jo faktisk mestrer den dans nu. Jeg falder ikke, jeg retter op om end i sidste øjeblik.

Her sidder jeg i formiddagssolen med kaffe og lærkesang, mens valmuerne dovent danser i grøftekanten, på kanten. Dovent? Hvor kommer det fra? Hvad er det for et underligt ord at bruge om nogen, som tydeligvis danser i samhørighed og i deres rette element?

Gaia. Lyden af hendes sagte, kærlige kald og den uendelige healende kraft, der er i hendes skød, hænder og i hendes favn. Et univers af jordbunden frodighed, hvor hun pludselig udpeger mig som en valmuerne og blidt hvisker:

“Også du danser i dit rette element. Lige nu.” Hun bruger ikke ordet ”doven”, men ser blot på mig gennem kærlige øjne, en kvinde, som skriver ord i både sol og skygge.”

Lad det ske, Gaia.

Meget går op for mig i disse dage, men det meste er endnu ordløst og ikke formgivet. Jeg ser igen billedet af mig selv med begge ben i flodens strøm, midt i processen, og omgivet af vand. Hvad er der at forstå?

”Lad det ske”, hvisker hun og lærkerne stemmer ivrigt i. “Lad det ske”. Jeg får lyst til mere kaffe og giver mig selv lov. Lærken synger stadig sin sang.

Lad det ske, Gaia.

Ovenstående tekst er et dugfrisk uddrag fra den bog, jeg skriver på i sporlægningsfasen Fortælling ved Vintersolhverv.


En skriveøvelse til dig

Kvinderne i skrivegruppeforløbet Sommercirklen har her i juni måneds rejsebrev fået en skriveøvelse, et afsæt, som handler om valmuerne og netop det skriveafsæt, som er lille del af deres skriveforløb og proces, har jeg også lyst til at dele med dig.

Er du frisk på at gå på opdagelse i valmuernes visdom via nedenstående afsæt?


Skriveøvelse – Valmuens fortælling

Når valmuen igen blomstrer og dukker op på marker, i haver og grøftekanter er det rigtig sommer. Og det er selvfølgelig min personlige tolkning, for valmuen er og bliver min yndlingsblomst. Så stærk og så skrøbelig på samme tid, vild, utæmmet og ikke bare sådan at plukke. Jeg har ofte taget mig tid til at stå lidt hos valmuerne og er tit kommet hjem med en fortælling, et budskab eller bare et par styrkende ord.  Er det bare mig, eller er der noget magisk, fortryllende og ganske eventyrligt ved de sårbare valmuer, der samtidig er så stærke og stolte?

Jeg vil nu invitere dig til at skrive din helt egen fortælling om valmuen. Måske er du umiddelbart blevet inspireret af det, jeg har skrevet ovenfor eller også har du din helt egen opfattelse af, hvad valmuen er for en størrelse og hvilken visdom, den gemmer på.

Forestil dig, at du indledningsvis (og rejs gerne gennem ordene) går dig en tur i det sommerlige junivejr. Her støder du på et tidspunkt på en, to eller flere valmuer og du beslutter dig for at …

Hvad du beslutter dig for og hvad der så sker i fortællingen, er helt op til dig og de ord, der kommer til dig, når du rejser ind i valmuens univers og skriver denne fortælling. Og du må hjertens give fortællingen (eller hvad der nu kommer til dig) en ny overskrift, hvis det passer bedre til indholdet.

Prøv at skrive så flydende og intuitivt som muligt, rejs via ordene ud og møde det, der er til dig i valmuens sommerunivers. Skriv gerne i 30-45 minutter, så intuitivt og flydende som muligt, og lad komme.

Skriv gerne en liste først

Har du brug for det, så start gerne indledningsvis med at lave en liste med ca. 10 ord, du forbinder med valmuen og skriv eventuelt ud fra disse ord.

Lister er altid gode, når vi vil det tomme papir til livs!

Det er altid en god ide indledningsvis at lave en liste, hvis vi stivner ved tanken og synet om det tomme papir. Det er som oftest de første ord, der er de svære.

Ordenes energi

Lister med ord og udtryk kan også gøre os bevidst om den særlige energi, ord har, og kan hjælpe dig med at mærke energien i de ord, du instinktivt vælger. Du kan nu bevidst begynde at arbejde med og vælge ord, som gør dig godt, når du arbejder skriftligt med dig selv.



SKRIVECIRKEL

Har du fået lyst til mere? Kalder din skrivelængsel?

Den næste skrivecirklen bliver Høstcirklen, som starter søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Invitation er på vej, men du kan sagtens forhåndstilmelde dig på skrivehuset@gmail.com.

Læs mere om ideen med skrivecirklerne her.
Tidligere skrivecirkler finder du her.

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP

Hvis det mere er den intuitive skriveworkshop, der taler til dig, er der 2 muligheder lige nu. Jeg har 1 plads tilbage på skriveworkshoppen på lørdag den 11. juni kl. 10. Måske er den din? Skynd dig at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du snupper den sidste plads inden sommerferien.

Lørdag den 20. august 2016 kl. 10

Ellers mødes vi igen til en magisk skrivedag for sjælen, på intuitiv skriveworkshop, lørdag den 20. august kl. 10. Her har jeg 4 pladser tilbage.

Alle tilmeldinger sendes til skrivehuset@gmail.com og du er først tilmeldt, når du har fået en personlig bekræftelse i en mail fra mig.

Ha’ en fortryllende juni og god fornøjelse med ord og valmuer.

Lad det ske, Gaia ❤

Kærlig hilsen
Lene

Vildfarelse

Nyebegyndelser

I dag var noget anderledes, måske var det lyset og den måde, det gavmildt spredte sine stråler på. Det startede med en lille sprække i øst, men så bredte det sig. Lyset. Som om et lille hjerte voksede sig større og gav slip på alt det, hun havde holdt tilbage. Kærligheden strømmede fra det sted, hvor hun før havde mærket en knyttet hånd holde så hårdt, at knoerne var helt hvide.

Landskabet vågnede og en ny dag var født. Alt det havde hun i sig. Nu opdagede hun, hvor godt det gjorde at sætte det fri og lade det strømme. Forbavset så hun, hvordan lyset vækkede hvert eneste græsstrå. Fuglene kom nærmere, årvågne og forårskåde, selvom det stadig kun var februar. Kragerne kommunikerede højlydt med hinanden, mens de fløj forbi, det lød som et skænderi, men hun vidste bedre. Det var bare deres måde.

Nu sad hun på sin himmelstol med hænderne i skødet og frydede sig. Synet gjorde hende mild og stadigvæk mærkede hun, hvordan kærligheden strømmede fra hendes hjerte. Det var som om en hengemt kilde var blevet åbnet. En skattekiste fuld af alt det, hun havde drømt om. Kan jeg nogensinde fortælle det til nogen, tænkte hun og viftede blidt tanken væk. Det var ikke det, det handlede om. Det var følelsen, den glæde hun mærkede ved at sætte fri. Tænk at alt det lys kom fra hende. Nu ved jeg, hvem jeg egentlig er, sagde hun til sig selv og mærkede pludselig, hvordan hun blev opfyldt. Det var nok. Der var intet mere at stræbe efter og den drøm, der altid havde synes så fjern forblev fjern. Den var ikke længere hendes drøm. For nogen vidste bedre og langsomt var hun blevet gjort klar til dette øjeblik.

”Det er snart forår” skreg en krage og vinkede med den ene vinge. Eller sådan så det i hvert fald ud. Hun smilede og nikkede, det var sandt. Det knagede i hende som is, der tør op. Den frosne skovsø begyndte at røre på sig og små kilder af levende vand rislede frem fra det, der før havde været en lukket beholder. Nu så hun, hvordan de gule erantis dansede på jorden under hende i deres grønne balletskørter. Hun hørte deres muntre stemmer og den sang, de alle nynnede. En sang, de kendte fra før. Og de kaldte på hende, det hørte hun nu, de kendte hende og bød hende velkommen.

”Kom og dans med os” sang de og hun tog dem på ordet. Forsigtigt steg hun ned fra sin himmelstol og plantede fødder i græsset. Øjeblikket blev hun omsluttet af Moder Jord og den cirkel af erantis, som dansede i hendes skød. Fødderne på jorden, hun stod et øjeblik og vaklede, mens hun missede med øjnene mod solen og alt det lys, der strømmede fra himlen. Hun betragtede sin stol dér i lyset og vidste, at hun altid kunne vende tilbage, når hun trængte til et hvil og samtidig ville se det store billede. Men nu var det tid til at danse!

”Vi fejrer forårets kommen” sang de små erantis, mens de hvirvlede rundt i de grønne skørter. Rundt og rundt, de grønne blade stod som vifter om ørene på dem. Også hun snurrede rundt og lod sig føre af den energi, hun nu mærkede. Det var en vidunderlig følelse. Hvornår var hun stoppet med at danse, hvorfor havde hun glemt, hvor godt det gør?

”Det meste af rejsen går ud på at huske” råbte en erantis stakåndet i farten. ”Du skal ikke slå dig selv i hovedet, fordi du glemte, du skal fejre, at du nu husker det. Endnu en brik falder på plads i det store puslespil. Og hvor er dit lys dog smukt. Når vi er færdige med at danse, skal du gå ned til den store skovsø og spejle dig i vandet. For det er sandt, isen er smeltet og vandet klukker nu ved tanken om, at foråret snart kommer. Februars sidste dage, vinterens farvel, der er al mulig grund til at fejre. Men vi fejrer ikke at vinteren snart er ovre. Vi takker vinteren for det, hun bragte os og lærte os. Jeg håber, at du fik hvilet og slappet af. At du lod mørket omslutte dig og at du badede i den ro, der opstår, når vi hengiver os i stedet for at stritte imod?”

Hun nikkede taknemmeligt og fulgte den lille erantis videre i dansen.

Da dansen var ovre, takkede hun flokken af erantis og begav sig ind i skoven for at besøge den store skovsø. Hun havde været dér mange gange før, så vejen var velkendt, men alligevel skete der noget, som fik hende til at vælge en forkert sti. Pludselig anede hun ikke, hvor hun var henne. Træerne var ukendte, ranke og helt tæt stod de og skyggede for lyset. Længere henne af stien kunne hun se granerne knejse og en løber af grannåle lå strøet ud for hendes fødder. ”Kom bare nærmere”, hørte hun en stemme sige, men hun vidste ikke, hvor den kom fra. Noget i hende var stivnet ved tanken om, at hun vist var faret til. Hvordan kunne det dog ske, hun skulle jo bare ned til skovsøen og spejle sig i vandet, som den søde erantis havde anbefalet hende. Den glæde, der før havde opfyldt hende, frøs nu til is og pludselig var det vinter igen. Mørket omsluttede hende.

”Kom bare nærmere”. Igen hørte hun stemmen og uden egentlig at ville det, lod hun sig føre dybere ind i skoven. Nu mærkede hun vinterens kolde ånde mod sin hud og skuttede sig uvilkårligt. Hvad skal der dog blive af mig, tænkte hun, men hendes ben førte hende videre. Frygten bankede i hendes årer.

Så så hun den. Lysningen midt i skoven. Pludselig åbnede granerne sig, bredte deres arme ud og pegede i retningen af det lys, der nu strømmede ud fra et sted i deres midte. Med et stort suk småløb hun de sidste meter indtil hun stod i lysningen og igen kunne se himlen, der stadigvæk var lyseblå. Midt i lysningen stod der en stor sten og hun var ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle sætte sig på den. Og hun havde jo før talt med både træer og sten, så hvorfor var hun dog blevet så bange? Det var tanken om vildfarelse og om, at hun havde mistet kontrollen. Det var frygten, der havde grebet hende og fortalt hende, at hun var fortabt. En velkendt følelse, det måtte hun indrømme, men på det seneste havde den ikke været dér så ofte. Derfor føltes den endnu stærkere og frygtindgydende, da den dukkede op igen.

Hendes hjerte faldt til ro, da hun satte sig på den store sten. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene og tvang sig selv til at trække vejret med dybe åndedrag. Og da hun igen åbnede øjnene, så hun ham foran sig. Han stod midt i en lysstråle og de brune vinger var blanke som overfladen på en kastanje. Hans blik var rettet mod hende og et smil spillede om hans læber. Et venligt smil. Og læber er måske så meget sagt, for ørne har ikke læber. De har næb. Men det var underordnet, for hun kunne se, at han smilede.

”Hvor er jeg dog glad for at se dig her” udbrød hun og måtte dy sig for ikke at rejse sig og give ham et ordentligt kram. ”Det havde jeg ikke ventet”.

”Nemlig” svarede han majestætisk. Han bevægede sig ikke, men lod blot blikket hvile i hendes. Det gav hende en følelse af ro, som bredte sig i hele kroppen og hun bemærkede end ikke den kulde, der strømmede fra stenen og op i hendes bagdel. I dag var kulden som varme.

”Så er jeg altså alligevel ikke faret vild?” Hun vidste godt, at hun var i færd med at skære det hele ud i pap, men hun var stadig lidt ør og forvirret. Frygten havde vist ikke helt sluppet sit greb.

”Nej, du har fundet vej.”

”Jamen, jeg skulle jo ned til skovsøen?”

”Du troede, at du skulle ned til skovsøen. Du kendte ikke til denne lysning og derfor ville du aldrig have fundet den, hvis du ikke var faret vild. Skovsøen var et påskud for at få dig ind i skoven. Vi lægger den slags spor ud, det har du nok efterhånden opdaget? Spor, som vi beder dig følge i tillid. Og straks begynder dine tanker at lægge rationelle planer, de søger det velkendte. Hvordan kan de andet? De kan kun føre dig af kendte veje og præsentere dig for mønstre, som du allerede har set før. Men det er ikke det, du ønsker dig i dit liv. Du ønsker at finde det, der er til dig, ikke sandt?

Hun nikkede. Selvfølgelig gjorde hun det.

”Så skovsøen var bare et påskud. Jeg skal altså ikke ned og spejle mig …”

”Hold nu op” afbrød han utålmodigt. ”Du behøver ikke at spejle dig i skovsøer for at vide, at du skinner. Det var dit lys, der førte mig på rette vej. Se, det vidste du ikke. Dit lys skinner, så jeg kan finde vej. Vi hjælper hinanden, men du bliver ved at negligere, hvem du er og hvad du gør, blot ved at være dig.

”Jeg er lidt forvirret” indrømmede hun. ”Men jeg er glad for at vi fandt hinanden her. Og lysningen.”

”Den tilsyneladende vildfarelse er en gave” fortsatte han og rykkede et skridt nærmere. Han smilede stadig. ”Det har vi vist også talt om før, men nu har du fået lektien igen. Tillad dig selv at fare vild og komme på afveje i forhold til de rationelle planer, du har lagt. Sjælens vej af fuld af snoede stier og underlige krumspring, der først senere giver mening. Når du får en ledetråd, et spor, så følg det, når du mærker at det kommer fra en ven. Du var ikke et sekund i tvivl, da Erantis opfordrede dig til at gå ned til skovsøen. Din intuition fortalte dig, at det skulle du gøre. Du fulgte dit hjerte, du mærkede glæden og som alle andre vantro ville du gerne se dit eget lys skinne. Så du gik. Ind i skoven og på vej, indtil du for vild. Men kun sådan kunne du finde lysningen i skoven og få det, der er til dig. Voila. Livets mysterium er dit at leve.”

Nu smilede hun også og smilet krakelerede til et bredt grin.

”Jeg er altså ikke vantro!”

”Det ved jeg da godt. Men du ved, hvad jeg mener. Du kan være forvisset om, at dit lys skinner, for kun sådan kan jeg finde dig. Lad bekymringerne hvile. Giv dem til vinden og gå så ud i verden og gør hver eneste dag til det eventyr, du drømmer om. Du har alt, hvad du skal bruge. Du er præcist den, du skal være. Det eneste, der mangler, er du selv begynder at tro på det og hviler i vished om, at det er nok. Læn dig helt ind i tilliden på samme måde, som du fulgte Erantis’ opfordring til at søge skovsøen. Gå med glæde. Du kan ikke gøre noget forkert og der er ingen vildfarelse, når det kommer til stykket. Hvert eneste skridt byder på læring. Men der er masser af hjælp at hente undervejs, du er ikke alene. Tillid er nøgleordet.”

Hun nikkede taknemmeligt og rejste sig fra stenen. Instinktivt vidste hun, at deres samtale var forbi og at ørnen få sekunder senere ville lette fra lysningen. Hun så ham forsvinde op mellem granerne og snart var han blot en smuk silhuette på den lyseblå forårshimmel. Jo, for det var skam blevet forår igen, det mærkede hun. Noget i hende rislede og rumsterede som det vand, der vågner op fra vinterens døs. Fra is til vand. Fra vinter til forår. Fra mørke til lys. Hun smilede og uden besvær fandt hun vejen tilbage til dér, hvor hun kom fra.

Men noget var forandret. Hun var forandret.

For midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild.


Fortællingens Kraft

Fortællingen om vildfarelse dukkede op i morges, mellem linjerne, da jeg var i færd med at skrive noget helt andet. Den flød bare ud og fandt selv vej. På mange måder var det lige netop den fortælling, jeg havde brug for at høre og skrive, men jeg vidste det ikke på forhånd. Og sådan er det ofte med fortællinger. De dukker op, når vi mindst af alt venter det eller på andre måder, end vi havde forestillet os. Og det handler fortællingen netop også om. Alt det, vi ikke kan tænke os til, men som er dér til os og for os, hvis vi skriver i tillid. Jeg oplever det ofte; jeg kan simpelthen ikke tænke mig til det, der vil skrives. Det eneste, jeg skal gøre er at møde op, tage imod og give mig selv lov til at blive glædelig overrasket.

Fortællingen handler også om at blive sit eget forår. Mærke varmen og lyset igen og lade det skinne. Skrive fra det sted, hvor det hele igen begynder at spire og gro og gå på i eventyr i alt det tilsyneladende. For kunne det mon være, at det forholdt sig helt anderledes, end vi gik og forestillede os? Spørger vi tankerne, får vi ikke det rigtige svar. Vi er nødt til at spørge hjertet og det gør vi bl.a. i skrivecirklerne.

Forårscirklen

Hvis du har lyst, så kom og vær med i Forårscirklen, skrivegruppeforløbet, som jeg starter op den 6. marts. Der er stadig et par ledige pladser og du er hjertelig velkommen. Via månedlige skriveafsæt og opgaver får du rig lejlighed til at gå på opdagelse i alt det, der rører sig i dig og i naturen, når forårsmånederne folder sig ud. Du vil lære mere om fortællingens kraft og om, hvordan du kan skrive dig gennem frygt, modstand og den evigt plaprende indre censor i stedet for at blokere.

Du vil opdage, hvordan vi gennem ordene kan forankre os i nuet og årstiderne og lære os selv at kende med forøget ro og skriveglæde til følge. Uanset hvad vi tror på og hvad vi kalder de forskellige energifyldte tidspunkter på året, skriver vi fra de steder, hvor de påvirker os. Vi dypper pennen i den blå himmel, i skyerne og i vinterens mørke, når det er dér, vi er. Vi folder ud fra et sted dybt i os selv og mærker, hvordan vi er forbundet.

I Forårscirklen dypper vi pennen i det første spirende forår og skriver derfra. Læs mere om skrivecirklen og forløbet i linket her og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com, hvis du har lyst til at være med. Læs også gerne mere om Den Hellige Cirkel, som Forårscirklen og de andre skrivecirkler er bygget op omkring. I cirklen er alle lige.

Kom, skriv og sæt fri.

Kærlig hilsen
Lene

 

 

Livssang i februar

Broen

Det er en smuk morgen dyppet i lyserød og blå. Frosten ligger som et hvidt lagen over landskabet og uden at have været udenfor endnu, ved jeg, at sprødheden er perfekt. ”En poetisk morgen” siger en stemme og skærer igennem stilheden, da jeg forsigtigt åbner døren for at mærke dagen mod min hud. Han sidder på hegnet i det, der snart vil være en rødmende solnedgang. En silhuet mod horisonten af pink pasteller og en stemme, der er velkendt og alligevel ny. Det er et stykke tid siden, vi sidst talte sammen.

”Harald” siger jeg og min stemme lyder glad. ”Det er i sandhed en smuk morgen. Poetisk ja.”

”Du bad om en fortælling i går” siger han og ser indtrængende på mig gennem det tynde frostlagen. ”Nu er den her.”

Forbavset ser jeg på ham og opdager, at jeg fryser. Netop genopstået fra søvn og en nat fuld af drømme og bratte opvågninger er jeg lidt kuldskær og glæder mig allermest til morgenkaffen. Men det er sandt, jeg bad om en fortælling i går. Endnu engang forbavses jeg over at blive hørt og folder hænderne mod ham som tak.

”Er det nu?” spørger jeg og skutter mig. Han ser på mig fra hegnspælen. Bag ham stiger solen langsomt op i et orange ocean. Himlen skifter farve, de skrøbelige pasteller males over af solopgangens brede penselstrøg og dagen får med ét et mere dramatisk udtryk. Poesi med kant.

Han nikker bare og ser pludselig uinteresseret ud. Men jeg kender ham efterhånden, det skal man ikke tage fejl af. Harald tænker lidt over, hvordan han skal servere den for mig. Fortællingen. Det er nemlig ikke altid, at han har en forkromet plan, har han ladet mig vide i en fortrolig stund. Mennesker tror altid, at vi kun kan foretage os noget, når vi ved besked og har udtænkt en plan, men ofte må vi handle på instinktet i tillid til, at det vil føre os derhen, hvor vi skal. At vi vil få de svar, der er til os på den bedst tænkelige måde. Vi kan ikke altid vide. Vi må følge vores intuition. Og faktisk er det en fordel ikke at vide, har Harald fortalt mig, fordi vi så ikke afskærer os selv fra de små åbninger og lyssprækker, vi ellers ikke ville have set. Når vi er alt for målrettede, styrer vi i direkte linje mod målet og tror, at den hellige grav er velforvaret. Men sådan forholder det sig ikke. Sjælens vej er ikke lige. Den er snoet og fuld af overraskelser.

Jeg byder ham indenfor, men det vil han ikke.

”Jeg kommer tilbage lidt senere” siger han bare og letter mod solopgangen. Der er ild i hans vinger, da han flyver mod solopgangen eller sådan ser det i hvert fald ud.

Jeg kom i tanke om Lakota-indianerne i går eftermiddagen og deres tro på, at alle mennesker har en livssang. Da jeg hørte det første gang vidste jeg at det er sandt. Jeg fik kuldegysning og noget i mig skiftede og faldt på plads. Siden har jeg bevidst søgt min livssang og fundet ud af, at den risler gennem mit liv som en flod. Jeg kan skrive mig derind, helt ind i mit indre landskab og uden anstrengelse give udtryk for det, jeg mærker. Ofte er det poesien, der hjælper mig til at forstå og sætte ord på. Men mest af alt er det en dyb genklang og en følelse af indre ro.

Jeg genkalder mig ørnens ord, som opstod i en fortælling sidste efterår.

”Forestil dig, at din livsflod rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.”

Jeg finder teksten frem og læser den højt for mig selv. Det er en times tid siden, jeg åbnede døren og talte med Harald gennem frostlagnet. Dagen er nu stået op og lyset er skarpt og tillokkende. Energien skifter og selvom jeg er træt, mærker jeg en bølge af oplagthed rejse sig i mig. Det er februars energi, frem og tilbage. Vinter, vinter, forår. Vinter, vinter, forår. Mest vinter, ja, men med små øer af forårslignende tilstande. Begejstring over vintervæk og erantis og en dyb længsel efter at mærke solen og varmen dybt i min sjæl.

Så er han dér igen, denne gang foran vinduet. Han kalder på mig ved at pirke på ruden med sit næb og jeg skynder mig at lukke ham ind.

”Min fortælling?” udbryder jeg og slår begejstret hænder sammen. ”Jeg sidder bare her og småskriver lidt, der er ikke noget særligt. Jeg glæder mig til den egentlige fortælling.”

Mine ord får ham til at slå en skraldlatter op. Kragen hopper op og ned på bordet foran mig og latteren fylder stuerne. Sammen med solstrålerne, der nu gavmildt baner sig vej i lysende linjer henover bordet, er det som en duft af sommer. Latter. Sol. Jeg forsøger at le med, men smilet stivner i mig. Hvad er det egentlig, der er så sjovt?

”Den egentlige fortælling”. Han gentager mine ord, spytter dem nærmest ud mellem sprækkerne i næbbet. ”Dit liv, din livsflod, denne poetiske morgen midt i februar. Det er den egentlige fortælling. Vi tror ofte, at vi skal søge et andet sted hen, end dér hvor vi er lige nu, at svaret findes på den anden side af bakkerne eller rundt om det næste hjørne. Det er en skrøne. Den egentlige fortælling finder sted lige her, lige nu, mens vi sidder her og snakker. Den bor i solen på sin himmelfærd og den spirer dybt i vinterjorden. Lige nu, i disse sekunder, bruser din livsflod gennem dig og februar og du har et valg. Du kan vælge at sætte dig og gennem tillid at skabe forbindelse. Du kan vælge at blive så stille, at du rent faktisk kan høre, hvad din livssang handler om. Og hvis du vil, kan du dyppe din pen i floden, opfyldt af sangen og det, der bor dybt i dig. Derfra kan du skrive. Eller male. Skabe dig det liv, der passer til dig og som får din sjæl til at synge med. ”

Jeg nikker betuttet. Åh, jeg ved det jo godt, hvor tit skal de sige det til mig. Ørnen, kragen, træerne. Naturen bliver ved med at minde mig om det, tålmodigt, kærligt og uden hånlige stikpiller i forhold til min glemsomhed og anfald af manglende tillid. En tåre finder vej fra øjenkrogen og glider forsigtigt ned af kinden.

”Din livssang” siger han og rykker et skridt nærmere, så jeg kan se helt ind i hans kragesjæl. ”Den er der hele tiden og lige nu synger den om februar. Om dage med tvivl og dage med tro. Der er vinter, utålmodighed og rastløshed, for det har været en lang rejse gennem de mørke måneder. Lyshavet er tæt på nu, tidspunktet hvor det hele spirer på ny, men det er ikke tid endnu. Tomrummet, tankerne og lyst til flugt. Dage, hvor det bare bliver for meget. Ventetiden. Toget, der endnu ikke er kørt til perron. Men din livssang synger sig selv uanset, fra hvilken retning vinden blæser. De fire vinde, verdenshjørnerne, den fysiske kraft, der holder naturen i gang. De holder også dig i gang og i live. Påvirker dig, beriger dig og underviser dig. Himlen. Jorden.”

Igen nikker jeg bare og føler mig underligt ordløs. Hans ord glider ind under huden på mig, jeg lukker øjnene og visualiserer igen min livsflod. Lytter til tonerne, stilner tankerne gennem åndedrættet, dybe vejrtrækninger. Jeg synker ind i en slags meditation og da jeg igen forsigtigt åbner øjnene, er han væk.

Den egentlige fortælling, sagde han, er den, der bruser gennem dig lige nu. I dette sekund, i disse øjeblikke. Den bor i solen på sin himmelfærd og den spirer dybt i vinterjorden. Lige nu bruser din livsflod gennem dig og du har et valg. Du kan vælge at sætte dig og gennem tillid skabe forbindelse. Du kan vælge at blive så stille, at du rent faktisk kan høre, hvad din livssang handler om. Og hvis du vil, kan du dyppe din pen i floden, opfyldt af sangen og det, der bor dybt i dig. I dit hjerte. Derfra kan du skrive. ”

Den egentlige fortælling er nu. Din livssang i februar.

Kærlig hilsen
Lene


Livssang og Forårscirkel

Kreativiteten vokser med lyset. Den selvsamme energi, som får foråret til at blomstre og alting til at spire og gro, bor også i os. Vi er ikke afskrevet fra at tage del i alt det, der snart begynder at spire og vokse frem af jorden, vi er inviteret. Men det er en subtil invitation og noget, vi er nødt til at erfare og sige ja til fra et sted dybt i os selv. Det er en invitation fra sjælen.

Måske mærker du ligesom jeg, at energien bliver lidt større efterhånden som dagene bliver længere og lyset vokser. Det er ikke en markant og sprudlende energi, men nærmere en glidende forandring fra mørke til lys. Det er som om noget i os vågner og forsigtigt kigger frem. Først lidt tøvende men snart mere vovet og eventyrlystent. Det er snart tid til at danse igen, tid til at komme ud og frem med alt det, der har ligget i vinterens mørke muld og samlet kræfter. Nu spirer det, nu gror det. Det er snart.

Forårscirklen

Den kommende skrivecirkel, Forårscirklen, er dedikeret til det magiske tidspunkt på året, hvor alting vågner på ny. Det er forårets energi og lyset, som vi skriver os ind i, når vi den 6. marts begiver os ud på en skrivende rejse. Forårscirklen er forankret i foråret og den helt særlige, spirende energi, der nu opstår efter en lang vinter.

Ud fra månedlige opgaver og afsæt får du lejlighed til at gå på opdagelse i både din skrivelængsel og forårets energi. Vi arbejder med fortællinger som omdrejningspunkt og øver os på at skrive fra sjæl og hjerte. Vi lytter til vores livssang og tager imod de fortællinger, der strømmer fra det sted.

Hjertets fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som var lukkede og hjælper os til at finde tilbage til vores vej. Vi vækker skrivelængslen og folder det ud, der har slumret så længe.

Der er stadig et par ledige pladser i Forårscirklen og du er inviteret. Læs mere om Forårscirklen i linket her og skriv til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du vil være med.

 

Hold ud

solmellemtræerne

Jeg bød velkommen til februar i et anfald af bekymring. Det blev bare blevet sådan, jeg vågnede i den mørke nat og vidste, at jeg skulle omkring banken, betale regninger og i det hele taget, tage et nøgtern kig på kontoen. Januar har været stille på flere måder, indtjeningen har været lille.

Det var egentlig ikke sådan, jeg havde forestillet mig, at det skulle være. Jeg havde glædet mig til at vågne op i den helt særlige stemning, der er, når en ny måned tager over. Og lyset var da også på vej op på himlen, da jeg rejste mig fra sengen og trak gardinerne fra. Men inde i mig dansede bekymringerne over konsekvensen af en meget stille januar. Var det også sådan sidste år? Pludselig kunne jeg ikke huske det længere. Jeg trak vejret dybt nogle gange og beroligede mig selv. Huskede mig selv på min hjertelige intention om at gå i tillid. Med et følte jeg mig afskåret fra den gode forbindelse og der var noget teatralsk og kunstigt over det svulmende røde lys i horisonten. ”Så fantastisk er det vel heller ikke på denne tid af vinteren” sagde jeg og det var ikke et spørgsmål.

Mens jeg skrev morgensider, hørte jeg min indre stemme, sjælestemmen, hviske. ”Husk at også tillid er en proces. Du må øve dig. Tillid er ikke noget, man mestrer fra det øjeblik, man beslutter sig for at gå i tillid. Det er noget man lærer sig selv, skridt for skridt. Bær over med dig selv og hav tillid til, at du bliver bedre til at mestre tilliden efterhånden. Du er først ved at lære dig selv at kende som et tillidsfyldt væsen. ”

Tillid er en proces

Jeg lyttede dybt til den indre stemme og nedfældende det, hun sagde til mig. Det trøstede og gjorde godt. Og da jeg åbnede min mail, lå der et nyhedsbrev i min indbakke fra den gode Kathrine Aspaas med titlen ”Hold ud”. Det var som om hendes ord var skrevet lige netop til mig og jeg smilede uvilkårligt af den kærlig synkronicitet, der var i det hun skrev: ”Januar har været en lortemåned. Pengene fosser ud. Ondt i halsen og kaos i systemet. Vi er mange, som har det sådan for tiden, så hvordan kommer vi videre?”

Nu synes jeg jo egentlig slet ikke, at januar havde været sådan en lortemåned, tværtimod, så alene det trøstede mig lidt. Og så opfordringen til at holde ud. ”Tak Kathrine”, sagde jeg og hankede op i mig selv, trak endnu engang vejret dybt, gik i banken og fik betalt det, der skulle betales.

Tillid er en proces, sagde min indre stemme og jeg skrev det ned. Jeg tilgav mig selv den frygtelige opvågning og angsten for økonomisk fallit og gik videre. Tillid er en proces og jeg er kun ved at lære det. Det er som med alt andet, vi ønsker at mestre og gøre til en de af vores liv. Vi må vende tilbage igen og igen. Øve os. Tilgive. Og prøve igen. Jeg går i tillid, skrev jeg så og sluttede mine morgensider af med den sædvanlige tak.

Imbolc

Og så er det sket. Vi har forladt januar og er rejst ind i et nyt univers, som tilhører februar. Da jeg havde overstået morgenens skrækscenarie og igen havde fået tilliden til processen helt ind under huden, åbnede jeg mig og bød hende velkommen. Februar. Lyset gled op på himlen og havde fået et nyt skær. Selvom solen snart forsvandt igen og skydækket nu hænger tungt over landskabet og truer med regn, fik jeg glimt af hendes særlige væsen og energi. Lige dér genopstod jeg og længslen efter forår og nye tider bankede i mit bryst. Dette er et helt særligt tidspunkt på året, tænkte jeg. Det er Imbolc (keltiske årshjul).

In winter’s cold and sparkling snow,
The garden in my mind does grow.
I look outside to blinding white,
And see my tulips blooming bright.

And over there a sweet carnation,
Softly scents my imagination.
On this cold and freezing day,
The Russian sage does gently sway,

And miniature roses perfume the air,
I can see them blooming there.
Though days are short, my vision’s clear.
And through the snow, the buds appear.

In my mind, clematis climbs,
And morning glories do entwine.

Woodland phlox and scarlet pinks,
Replace the frost, if I just blink.
My inner eye sees past the snow.
And in my mind, my garden grows.”

– Cynthia Adams, Winter Garden.

Digtet af Cynthia Adams indkredser lige netop den følelse, jeg har nu. Jeg ser det usynlige, jeg mærker det, vi endnu ikke kan røre eller sanse. Det findes allerede og det er ved at genopstå.

Plant dine ideer og lad dem udvikle sig

Nu er det tid til indre forberedelse af de forandringer, som skal komme. Plant dine ideer og lad dem udvikle sig. Bring dine visioner og indre erkendelser ud gennem ordene, brug poesi, sang og kunst. Det er meget intuitiv energi til rådighed lige nu, så lyt dybt og inderligt til din indre livssang og lad den smelte sammen med de nye kræfter, der kommer med det snarlige forår.

Imbolc er således et tidspunkt at fejre, et gunstigt tidspunkt for kunst og poesi og for at pusle med de subtile spirer, der rører på sig. Det kan vi gøre på mange måder og selvfølgelig også gennem ordene. Skriv poesi, dyp pennen dybt i din fantasi og lad den blot flyde som den å, hvor vandet nu er tøet op og begynder at risle og bevæge sig. Mærk den rislen og lad dig bevæge.

Jeg har aldrig tænkt på februar som en særlig magisk måned eller poetisk måned. Mest af alt har hun været en trinbræt på den lange rejse mod forår og jeg er ofte blevet utålmodig og lidt ked af det, når hun pludselig bød på snestorm og vinterlige dage. Jeg har hæftet mig ved de små forårsbebudere i haven, men jeg har ikke lyttet ind i mig selv og mærket energien. Den samme energi, der lige nu er til rådighed i naturen. Et magisk og potent tidspunkt, hvor vores accept af vinteren begynder af vige for driften til at bevæge os videre ind i forårets energi. Der er måske en vis utålmodighed og rastløshed at spore og en stor længsel efter det, der snart skal komme.

Helt ind i februar

Nu har jeg lovet mig selv at synke helt ind i februar og lære hende bedre at kende. Skridt for skridt, ord for ord. Jeg har en hjertelig intention om ikke at skynde mig, jeg øver mig på at gå og skrive i tillid og så åbner jeg for den lærdom og rigdom, som februar byder på.

Uden at blive sentimental siger jeg undskyld til hende, fordi jeg aldrig rigtig har sat mig ind i hendes univers og fortæller hende, at jeg nu er her for at lære. Bedre sent end aldrig. Hun ler blot og ser kærligt på mig med et blik, som ikke bærer nag.

”Jeg er blot glad for at du er kommet nu”, siger hun og ryster på hovedet, så de rødlige lokker danser om ansigtet på hende. Hendes øjne er mørkeblå og minder mig en skovsø i februar. Der er både vand og is i det blik, men på lyse dage spejler solen sig i hendes sø og giver hendes øjne et helt særligt skær. ”Jeg er altså virkelig ked af, at jeg først er her nu, på denne måde” siger jeg igen og nu lægger hun forsigtigt en kølig hånd over min mund, mens hun igen ryster på hovedet. ”Ssssh, der er ikke noget at undskyld. Kom, lad os nu sammen gå gennem de øjeblikke, der kendetegner min måned og det tidspunkt på året, hvor vi er lige nu. Lad os fejre nuet og lyset, som vokser hver eneste dag. ”

Så siger hun ikke mere, men rækker mig sin hånd og trækker mig med udenfor, hvor regnen nu drypper fra himlen. Bagerst i haven står de gule erantis i deres grønne balletskørter og byder os velkommen. Jeg kan høre, at de fniser fornøjet, en stille summen breder sig i det, der allermest ligner et vildnis. Skovbund. Vi har endnu ikke gjort noget særligt ved haven, selvom det er snart fire år siden, vi flyttede ind i huset for enden af markvejen. Lige nu glæder det mig. Jeg kan godt lide det lidt vilde krat og alt det, der ikke er tæmmet. Jeg fryder mig ved synet af de gule balletdanserinder, som fnisende øver sig på deres dansetrin. Fra en af grenene i det gamle æbletræ lyder der kragelatter. Jeg løfter armen og hilser på den sorte fugl, der sidder og betragter os. Det er ikke Harald, men måske en søster.

Hvem er jeg i februar? hvisker jeg stille og sender mit spørgsmål ud i luften. Hvad er det mon for en særlig energi, der findes på netop dette tidspunkt af året og hvordan kan jeg blive en del af det hele uden et ønske om at forcere?

Processens kraft

Endnu engang går processens kraft op for mig. Vigtigheden i at turde give slip i tillid til, at alt folder sig ud i helt sit eget tempo. At følge naturen eksempel og rytme er noget af det bedste, vi kan gøre for os selv.

Og nu er vi kommet til februar. Jeg bliver pludselig opfyldt af en livgivende nysgerrighed efter at hengive mig til både energien og den magi, der kendetegner Imbolc og det tidspunkt på året, hvor vi befinder os lige nu. Og hvem bedre til at undervise mig end selveste Februar?

”Vi går i tillid”, siger jeg i en munter tone til Februar og hun nikker. ”Det gør vi da, min ven. Hold ud.”

Kærlig hilsen
Lene


Kom, skriv og fold din skrivelængsel ud!

Forårscirklen er en skrivecirkel, som er forankret i det allerførste forår. Vi starter i marts måned og rejser sammen gennem foråret. Vi lader komme, vi lader blomstre. Følger skrivelængslen og den årstid, der er indbegrebet af skabelse og kreativitet. Gennem egne og andres ord får du vished om, hvad det vil sige at hengive sig til skriveprocessen og skrive fra sjæl og hjerte.

Jeg vil komme med ideer til, hvordan du kan skabe dit rum og dedikere dig og du vil indledningsvis blive inviteret til at formulere en hjertelig intention med din deltagelse i skrivecirklen. Du vil lære, hvordan din intention (hensigtserklæring) og din dedikation er magisk.

Læs mere om Forårscirklen i linket her og skriv til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du har lyst til at være med. Der er stadig ledige pladser.

I Forårscirklen bliver vi vores eget forår.

 

 

 

I tillid

Skyørn

“Jeg har en fortælling til dig på denne mørke morgen”, siger han til mig og træder ind i det lys, jeg har tændt over spisebordet. En snert af irritation baner sig vej gennem mørket og prikker utålmodigt til mig. Fortælling? Nu? Jeg var ærlig talt på vej ud i dagen, jeg har planer, det er december og selvom mine altid gode intentioner denne vinter i høj grad handler om overgivelse til årstid, langsomhed, tålmodighed og ren væren, så er der grænser. I dag har jeg sågar en aftale ud af huset.

Så hvad vil han her? Han plejer i øvrigt aldrig at komme, når det stadig er mørkt. Men da jeg skriver det, smiler jeg uvilkårligt, for hvornår skulle han ellers komme? Vi er i den mørkeste tid på året, de sidste dage inden vintersolhverv. Naturens endestation, toget kører til perron, holder en lille kunstpause og uden stor ståhej vender det og kører i den anden retning. Igen. Mod lyset. Gennem Vinteren. Mod foråret.

Han står foran mig på spisebordet og bader i det kunstige lys. Udtrykket i hans øjne siger alt.

”Når en fortælling banker på, ankommer i den tidlige morgen og blidt men insisterende lader dig vide, at det er tid. Hvad gør du? Påkalder du dig ret til at sige nej, henholder du dig til regler og protokoller om det rette tidspunkt, om manglende tid, om andre planer og er du åndsfraværende, allerede på vej et nyt sted hen, ikke helt til stede i det nu, det øjeblik, der lige nu danser i det allerspædeste daggry? Overser du muligheden, gaven og det, øjeblikket rækker mod dig? Afslår du og haster videre?

Måske tror du at han taler højt, måske forestiller du dig at han råber ordene til mig, men sådan forholder det sig på ingen måde. Han taler stille og roligt. Hele hans ørnekrop er plantet i dette øjeblik med kløerne på bordet og blikket hvilende i mit. Jeg slår øjnene ned, pludselig skammer jeg mig lidt, han ser jo det hele. Han svøber sig i vished og i tillid til, at han udfylder sin rolle til perfektion. Mit kraftdyr, min mentor.  Der er ingen grund til at råbe. Han ser ikke engang vred ud, han håner mig ikke. Han siger det bare, som det er. Stiller de spørgsmål, der er nødvendige, for at jeg ser mig selv og uden dom, kærligt men bestemt stopper op, mærker efter og uden yderligere modstand lander paraderne falde, mens jeg udbryder: ”Du har ret. Jeg var åndsfraværende. Mit nærvær hang i en tynd tråd.”

Jeg vender tilbage til min hensigtserklæring, min hjertelige intention og husker det, jeg formulerede omkring min rejse. Lad gå og lad komme. Tag imod de gode øjeblikke, som de oprinder, bliv i nuet, husk at løfte blikket og let gerne lidt fra jorden, hvis du har brug for at se det hele i et lidt andet perspektiv. Den store sammenhæng. Nok er det vidunderligt at dvæle ved detaljen, det er jeg god til, men jeg har fået en ny kompetence og det er frihed. Frihed til at flyve. Og i 2015 lærte jeg at danse. Danse med det, der er. Uden at ønske mig det anderledes valgte jeg bevidst at tage imod det, der kom min vej. Som denne fortælling. Denne morgen. Den er min hjertelige intention. Nuvel.

Lyset vokser nu, træernes nøgne silhuetter kommer til syne. Det er et magisk øjeblik, blot en antydning, en forsigtig streg på det store lærred. Så lader jeg igen mit blik glide over på ham, ørnen på skrivebordet, og lader ham vide, at jeg er klar.

”Jeg tager imod fortællingen” siger jeg med rolig stemme. ”Og nu er jeg i øvrigt også blevet nysgerrig. Hvad har du mon til mig på denne mørke decembermorgen?

Han smiler og ved, at jeg nu er klar. Atter ankommet til det eneste tidspunkt, der findes. Nuet. Det nu, de øjeblikke, der er flydende og i konstant forandring på samme måde som jeg er det. Hvorfor synes det så vigtigt for os mennesker at have noget at holde fast i? Tryghed. Sikkerhed. Det findes ikke, det er en illusion.

”Næsten rigtigt”. Han rykker et par skridt nærmere og læner sig op af ryggen på en af spisestuestolene. Den turkisgrønne farve og det mørke træ står godt til hans teint.

”Trygheden ligger i at give slip. For først når du slipper kontrollen, grebet, den tryghed og sikkerhed, du kæmper så hårdt for at beholde, først da er du sikker.”

”Et paradoks” konstaterer jeg. Det kommenterer han ikke.

”Du må lære at lade dig bære af det usynlige. Når den unge ørn letter fra reden for første gang, har han tillid til at luften vil bære den og holde ham oppe. Han har også tillid til, at luften vil hjælpe ham på vej mod det sted, hvor han skal hen.

Bortset fra sine instinktive fornemmelser har ørnen ingen grund til at tro, at han faktisk kan flyve. Han må kaste sig ud fra reden, men han ved ikke, om han kan. Flyve. Han har ingen sikkerhed eller sikkerhedsnet, for den sags skyld. Men ikke desto mindre vover han springet ud i luften og forårets skarpe solskin. Og vupti. Hvad sker der? Ørnen flyver, han bliver til ørn lige dér, hvor han opdager sin frihed og styrke. Nu ser han det hele fra oven og opdager, hvor smukt det er. Alt det, han ikke ejer, besidder eller kunne drømme om at forsøge at tilegne sig. Han er fri. Båret af luften, hjulpet af vinden, fri til at være og gøre det, han er kommet for. Flyve og være ørn.”

Jeg sukker. Det er en smuk lille anekdote, en dejlig fortælling om tillid og frihed. Men ak, jeg er ingen ørn.

”Hvad er forskellen?” Han ser på mig og er nu læremesteren, afventende, spørgende. Han vil gerne høre mit svar.

”Jeg har ingen vinger. Og i øvrigt er jeg heller ingen årsunge.”

”Glem årene. Det handler om noget helt andet.” Han ler. ”Hvert øjeblik er nyt og om ganske få dage er det Vintersolhverv. Her vender det hele og du har modtaget en invitation. Du er blevet inviteret til at starte på ny. Hvad giver du slip på, hvad tager du med dig videre?

”Tillid. Tålmodighed. Kærlighed. Et håb om fred og kærlighed på jorden.” En lille tåre bryder frem i øjenkrogen på samme måde som lyset nu bryder gennem mørket. Det er atter dag. Træerne står ranke og tillidsfulde i noget, der kunne minde om tavshed. Stilhed. En godgørende venten.

”Styrken opstår i de handlinger, der er båret af tillid” siger han og gør mine til, at vores snak er forbi. ”Den kan ikke se dagens lys, den kan ikke blive født, før du vover springet. Før du faktisk springer. Den er findes simpelthen ikke før springet, den eksisterer ikke. Først i det øjeblik du springer, fødes styrken.

Du opfordres til at vove springet, til at folde dine smukke vinger ud, følge dit hjerte og kaste dig ud i himlens rum. For himlen, en engel eller måske en ørn vil gribe dig og føre dig derhen, hvor du allerbedst kan medvirke til netop det, der er dit store hjerteønske. Fred og kærlighed på jorden. ”

”Det er store ord på en mørk morgen i december”. Jeg slår en lille latter op, jeg er både forlegen og dybt rørt. Det er så stort, at jeg næsten ikke kan få det til at handle om mig. Men jeg sagde ordet tillid, gjorde jeg ikke? Og jeg mente det. Ørnen har talt.

”Kan vi tale mere om tillid en anden dag?” Jeg ser, at han er på vej videre, jeg ved, at han om lidt flyver derude i det første dagslys og glider gennem disen væk fra mit landskab. Jeg forsøger ikke at holde fast på ham, selvom det er svært, men noget i mig vil gerne vide, at … han ikke forsvinder for altid og at jeg er alene med mit håb om, at tillid vil give mig vinger og at himlen vil gribe mig.

Han svarer ikke. Væk er han. Ligeså pludselig som han kom. Men noget er igen forandret, forvandlingen er sket, lyset er tilbage om end diset, utydeligt og uklart. Og når jeg kaster et blik på siderne her, ser jeg, at en række ord er landet og har skænket mig en lille fortælling. Hvem skulle have troet det for bare kort tid siden? Så hurtigt kan det ske. Så legende let.

I tillid.

Kærlig hilsen
Lene

Skyørn

Lad din sjæls fortællinger flyde

meditation

Hvis du mærker skrivelængsel og længe har haft lyst til at komme i gang med at skrive, men ikke rigtig får det gjort, er den intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel en oplagt anledning til at få hul på det, der rører sig bag frygt, modstand og den evige udsættelse. Mød op og lad din sjæls fortællinger flyde. Det har andre kvinder gjort før dig og faktisk blev den ene cirkel af kvinder så glade for både rummet, min måde og hinanden, at de skal mødes nu igen på lørdag til en ny intuitiv skriveworkshop her i Skrivehuset. De kalder sig “Ordkvinderne, der sagde ja”.

Er det din tur nu? Jeg afholder 3 intuitive skriveworkshops i efteråret 2015

Måske er det nu din tur til at sige ja? Til dig selv, din sjæl og den skrivelængsel, der rumler og rumsterer?

Jeg afholder 3 intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel i oktober og november:

Lørdag den 31. oktober kl. 10
Torsdag den 12. november kl. 10
Lørdag den 28. november kl. 10

Der er stadig et par ledige pladser på alle workshops.

På skriveworkshoppen tager jeg jer med på en skrivende rejse, hvor vi udforsker vores skrivelængsel gennem skriveøvelser, opgaver, meditationer og bevægelse – bl.a. i form af en lille gåtur i de skønne omgivelser. Det bliver en dag fuld af skrivende nærvær i en magisk skrivecirkel af 6 kvinder. Vi taler om frygt, modstand og den indre censor og vi skriver os igennem det, vi møder på dagen. Vi tager imod de ord, sætninger og fortællinger, som kommer til os og vi læser højt og deler med hinanden. Vi øver os på at lytte og indstille os selv på en modtagelig kanal. Det er rørende, bevægende og det sætter gang i din indre fortæller og i din skriveproces indefra og ud. Du lærer hvad det vil sige at skrive fra sjælen og mærker den godgørende forskel.

Læs mere om workshoppen i linket her.

Du kan også finde begivenhederne på Skrivehusets Facebook side og tilmelde dig dér, MEN endelig tilmelding sker til mig på e-mail skrivehuset@gmail.com, hvorefter du modtager en bekræftelse og et kontonummer til indbetaling af workshopbeløbet. Først da er din tilmelding endelig gyldig og din plads i skrivecirklen reserveret.

Der er kun 6 pladser på hver workshop, så tøv ikke, hvis du skal være den ene kvinde på en af oktoberdagene. Begge workshops foregår i min spisestue med udsigt til have, marker og himmel i Skrivehuset v. Ringsted. Du er hjertelig velkommen

Kærlig hilsen
Lene

TheCircle


Fortællingens Kraft

En ny intuitiv skriveworkshops som vil se dagens lys i begyndelsen af 2016 og som jeg også snart vil tilbyde som personligt skriveforløb med personlig coaching, sparring og intuitiv vejledning i processen. Glæd dig 🙂

Læs mere om Fortællingens Kraft i linket her.

meditation

Tør du dedikere dig?

Lågen

Det er kraftfuldt at forestille sig, at historien eller bogen allerede findes. Den er et sted derude. Den bor i landskabet, den fragtes af fuglene og der ligger brudstykker af dens sætninger og kapitler gemt forskellige steder. Vi ved ikke på forhånd hvor, vi har ikke et landkort eller en gennemtænkt plan. Vi ved bare at den findes og har tillid til, at den gerne vil skrives. Og som min muse i fortællingen Noget om Dedikation fortalte mig, er ordene vores transportmiddel. Vi sidder altså ikke og tænker over, hvad vi vil skrive – vi skriver.

Det er selve skrivegerningen, der gør forskellen.

Tør du dedikere dig?

Så hvad nu hvis du dedikerer dig til selve skrivegerningen? Tør du? Dedikerer du dig til at møde op, igen og igen, i tillid til at de historier eller fortællinger, der ønsker at blive skrevet gennem dig, findes et sted derude? For jeg lover dig, det giver en helt anden følelse end at tro, at du skal tænke sig til det hele. I stedet skal du indstille dig på at lytte, for når skrivningen bliver et spørgsmål om at lytte, forsvinder egoet nemlig ligeså stille. Du bliver den, som tager imod, en slags historiernes jordemoder. Du kan ånde lettet op, du skal ikke finde på det hele. Det findes allerede. Du skal bare øve dig på at turde tage imod.

Fortællerens frihed – og fortællingens

Som fortæller giver det en indre frihed ikke at forsøge at eje hverken historier eller fortællinger. Og når vi møder op og helt intuitivt skriver og begiver os på vej, så er det som om en helt særlig slags fortællinger søger netop os. Vi har hvert vores inspirationsunivers, vores måde og stemme. Selvom vi skriver om det samme som andre, får ord, sætninger og fortællinger efterhånden vores egen lyd og farve. Jo mere vi skriver, jo oftere vi dedikerer os, møder op og faktisk skriver, desto mere udvikler vores sprog sig gennem det, vi åbner op for. Det er på skriverejsen, undervejs, at vi møder os selv og finder vores helt egen fortællerstemme. Det er fortællingens alkymi, mødet mellem fortællingen og os, der gør forskellen.

Men først og fremmest er det dedikationen, som er altafgørende. Det at sige ”ja” og kontinuerligt være i stand til at dedikere sig, ikke kun én gang, men hver eneste gang vi sætter os til tastaturet eller skriver i vores notesbog, gør en indre forskel som åbner os og gør os modtagelige. Det er som om selve dedikationen rummer en subtil magi. Hvis vi siger ja til ordene, siger ordene ja til os. Hvis vi har tillid til fortællingerne og tror på dem, får de tillid til os og søger os i tillid til, at vi vil tage imod dem, skrive dem og igen sætte dem fri.

Vi sætter fri

Når vi har skrevet en fortælling, når vi har modtaget og den er færdig, giver vi slip. Vi sætter den fri. Det er her, vi slipper i fuld tillid til, at fortællingen nu har fået vinger og kan flyve selv. Den når derhen, hvor den skal og læses af dem, som skal læse den. Den er ude af vores hænder. Vi ejer den ikke og identificerer os ikke med den. Den fik liv gennem os, vi gav den vinger, men nu er den fri. Nu flyver den derhen, hvor den kan inspirere, berige og bevæge og måske sætte gang i nye fortællinger hos en anden skrivende sjæl. Fordi ordene vakte genklang, fordi der var noget mellem linjerne, som gjorde noget helt specielt ved vedkommende. Fortællinger kan nemlig også bruges som inspiration, som afsæt til nye fortællinger og til at hjælpe andre med at finde deres vej og måde.

Og vi er fri. Til igen at møde op, dedikere os på ny og tage imod en ny fortælling, når det igen er tid.

Dedikation og tillid skaber forbindelse

Som min muse i Fortællingen om Dedikation sagde: At skrive en fortælling er en tillidssag. When you trust, you connect. Når du møder op, dedikerer dig og skriver i tillid skaber du forbindelse. Forbindelse til Kilden, kreativiteten og din egen sjæls visdom.

Bliv ved. Lad ordene være dit transportmiddel, lad dig fragte. Lyt, mens du skriver og lad være med at tage på camping med egoet. Det kommer dér aldrig noget sundt ud af. En skriverejse er som livet. Fuld af forhindringer, som alle har til hensigt at lære os noget. Så hver eneste forhindring, du støder på undervejs, skriver du dig igennem. For ser du, det er akkurat de samme forhindringer, som andre vil støde på, når de begynder at skrive. Det findes ikke uden, men det vil vi gerne bilde os selv ind. Og så snart vi mærker modstandens klamme hånd på vores hud, lyst til flugt, der bevæger sig rastløs rundt af kroppen, så er det spørgsmål om at stoppe op, trække vejret dybt og sige højt til sig selv: Jeg dedikerer mig. Igen.

”Så jeg skal altså dedikere mig flere gange?”

”Hele tiden.” Hun ler højt. ”Du kan ligeså godt lære det først som sidst, hver eneste gang du sætter dig til tastaturet er en ny begyndelse. Start med at dedikere dig. Og begynd så igen.”

Skab forbindelse igen og igen

Måske går vi fejl af forbindelsen og tror, at når vi en gang har forbundet os, så er det for evigt. Men sådan forholder det sig ikke, vi er nødt til at gøre det igen og igen. På samme måde som når vi vender tilbage til meditationspuden. Vi sætter os med os selv og det, der er. Vi sætter os ikke for at søge perfektion og for gøre det på en bestemt måde, tværtimod sætter vi os med os selv og de tanker og følelser, der nu engang er. Vi forsøger ikke at få dem til at forsvinde, vi registrerer, accepterer, men vi forankrer os i åndedrættet og vender hele tiden tilbage til udgangspunktet. Måske er det på samme måde, vi forbinder os. Vi sætter os med os selv uden at søge perfektion, vi møder op, siger ja og skriver det, der kommer. Igen og igen. Hver eneste gang er ny. En ny begyndelse.

Og det starter med din dedikation, din tillid og det allerførste ord. Tør du?

Kærlig hilsen
Lene


VINTERCIRKLEN – en skrivegruppe

Der er stadig et par ledige pladser i VINTERCIRKLEN. Læs mere i linket og tøv ikke, hvis en af de pladser er din. Tilmeld dig til skrivehuset@gmail.com

Lågen