Livssang i februar

Broen

Det er en smuk morgen dyppet i lyserød og blå. Frosten ligger som et hvidt lagen over landskabet og uden at have været udenfor endnu, ved jeg, at sprødheden er perfekt. ”En poetisk morgen” siger en stemme og skærer igennem stilheden, da jeg forsigtigt åbner døren for at mærke dagen mod min hud. Han sidder på hegnet i det, der snart vil være en rødmende solnedgang. En silhuet mod horisonten af pink pasteller og en stemme, der er velkendt og alligevel ny. Det er et stykke tid siden, vi sidst talte sammen.

”Harald” siger jeg og min stemme lyder glad. ”Det er i sandhed en smuk morgen. Poetisk ja.”

”Du bad om en fortælling i går” siger han og ser indtrængende på mig gennem det tynde frostlagen. ”Nu er den her.”

Forbavset ser jeg på ham og opdager, at jeg fryser. Netop genopstået fra søvn og en nat fuld af drømme og bratte opvågninger er jeg lidt kuldskær og glæder mig allermest til morgenkaffen. Men det er sandt, jeg bad om en fortælling i går. Endnu engang forbavses jeg over at blive hørt og folder hænderne mod ham som tak.

”Er det nu?” spørger jeg og skutter mig. Han ser på mig fra hegnspælen. Bag ham stiger solen langsomt op i et orange ocean. Himlen skifter farve, de skrøbelige pasteller males over af solopgangens brede penselstrøg og dagen får med ét et mere dramatisk udtryk. Poesi med kant.

Han nikker bare og ser pludselig uinteresseret ud. Men jeg kender ham efterhånden, det skal man ikke tage fejl af. Harald tænker lidt over, hvordan han skal servere den for mig. Fortællingen. Det er nemlig ikke altid, at han har en forkromet plan, har han ladet mig vide i en fortrolig stund. Mennesker tror altid, at vi kun kan foretage os noget, når vi ved besked og har udtænkt en plan, men ofte må vi handle på instinktet i tillid til, at det vil føre os derhen, hvor vi skal. At vi vil få de svar, der er til os på den bedst tænkelige måde. Vi kan ikke altid vide. Vi må følge vores intuition. Og faktisk er det en fordel ikke at vide, har Harald fortalt mig, fordi vi så ikke afskærer os selv fra de små åbninger og lyssprækker, vi ellers ikke ville have set. Når vi er alt for målrettede, styrer vi i direkte linje mod målet og tror, at den hellige grav er velforvaret. Men sådan forholder det sig ikke. Sjælens vej er ikke lige. Den er snoet og fuld af overraskelser.

Jeg byder ham indenfor, men det vil han ikke.

”Jeg kommer tilbage lidt senere” siger han bare og letter mod solopgangen. Der er ild i hans vinger, da han flyver mod solopgangen eller sådan ser det i hvert fald ud.

Jeg kom i tanke om Lakota-indianerne i går eftermiddagen og deres tro på, at alle mennesker har en livssang. Da jeg hørte det første gang vidste jeg at det er sandt. Jeg fik kuldegysning og noget i mig skiftede og faldt på plads. Siden har jeg bevidst søgt min livssang og fundet ud af, at den risler gennem mit liv som en flod. Jeg kan skrive mig derind, helt ind i mit indre landskab og uden anstrengelse give udtryk for det, jeg mærker. Ofte er det poesien, der hjælper mig til at forstå og sætte ord på. Men mest af alt er det en dyb genklang og en følelse af indre ro.

Jeg genkalder mig ørnens ord, som opstod i en fortælling sidste efterår.

”Forestil dig, at din livsflod rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.”

Jeg finder teksten frem og læser den højt for mig selv. Det er en times tid siden, jeg åbnede døren og talte med Harald gennem frostlagnet. Dagen er nu stået op og lyset er skarpt og tillokkende. Energien skifter og selvom jeg er træt, mærker jeg en bølge af oplagthed rejse sig i mig. Det er februars energi, frem og tilbage. Vinter, vinter, forår. Vinter, vinter, forår. Mest vinter, ja, men med små øer af forårslignende tilstande. Begejstring over vintervæk og erantis og en dyb længsel efter at mærke solen og varmen dybt i min sjæl.

Så er han dér igen, denne gang foran vinduet. Han kalder på mig ved at pirke på ruden med sit næb og jeg skynder mig at lukke ham ind.

”Min fortælling?” udbryder jeg og slår begejstret hænder sammen. ”Jeg sidder bare her og småskriver lidt, der er ikke noget særligt. Jeg glæder mig til den egentlige fortælling.”

Mine ord får ham til at slå en skraldlatter op. Kragen hopper op og ned på bordet foran mig og latteren fylder stuerne. Sammen med solstrålerne, der nu gavmildt baner sig vej i lysende linjer henover bordet, er det som en duft af sommer. Latter. Sol. Jeg forsøger at le med, men smilet stivner i mig. Hvad er det egentlig, der er så sjovt?

”Den egentlige fortælling”. Han gentager mine ord, spytter dem nærmest ud mellem sprækkerne i næbbet. ”Dit liv, din livsflod, denne poetiske morgen midt i februar. Det er den egentlige fortælling. Vi tror ofte, at vi skal søge et andet sted hen, end dér hvor vi er lige nu, at svaret findes på den anden side af bakkerne eller rundt om det næste hjørne. Det er en skrøne. Den egentlige fortælling finder sted lige her, lige nu, mens vi sidder her og snakker. Den bor i solen på sin himmelfærd og den spirer dybt i vinterjorden. Lige nu, i disse sekunder, bruser din livsflod gennem dig og februar og du har et valg. Du kan vælge at sætte dig og gennem tillid at skabe forbindelse. Du kan vælge at blive så stille, at du rent faktisk kan høre, hvad din livssang handler om. Og hvis du vil, kan du dyppe din pen i floden, opfyldt af sangen og det, der bor dybt i dig. Derfra kan du skrive. Eller male. Skabe dig det liv, der passer til dig og som får din sjæl til at synge med. ”

Jeg nikker betuttet. Åh, jeg ved det jo godt, hvor tit skal de sige det til mig. Ørnen, kragen, træerne. Naturen bliver ved med at minde mig om det, tålmodigt, kærligt og uden hånlige stikpiller i forhold til min glemsomhed og anfald af manglende tillid. En tåre finder vej fra øjenkrogen og glider forsigtigt ned af kinden.

”Din livssang” siger han og rykker et skridt nærmere, så jeg kan se helt ind i hans kragesjæl. ”Den er der hele tiden og lige nu synger den om februar. Om dage med tvivl og dage med tro. Der er vinter, utålmodighed og rastløshed, for det har været en lang rejse gennem de mørke måneder. Lyshavet er tæt på nu, tidspunktet hvor det hele spirer på ny, men det er ikke tid endnu. Tomrummet, tankerne og lyst til flugt. Dage, hvor det bare bliver for meget. Ventetiden. Toget, der endnu ikke er kørt til perron. Men din livssang synger sig selv uanset, fra hvilken retning vinden blæser. De fire vinde, verdenshjørnerne, den fysiske kraft, der holder naturen i gang. De holder også dig i gang og i live. Påvirker dig, beriger dig og underviser dig. Himlen. Jorden.”

Igen nikker jeg bare og føler mig underligt ordløs. Hans ord glider ind under huden på mig, jeg lukker øjnene og visualiserer igen min livsflod. Lytter til tonerne, stilner tankerne gennem åndedrættet, dybe vejrtrækninger. Jeg synker ind i en slags meditation og da jeg igen forsigtigt åbner øjnene, er han væk.

Den egentlige fortælling, sagde han, er den, der bruser gennem dig lige nu. I dette sekund, i disse øjeblikke. Den bor i solen på sin himmelfærd og den spirer dybt i vinterjorden. Lige nu bruser din livsflod gennem dig og du har et valg. Du kan vælge at sætte dig og gennem tillid skabe forbindelse. Du kan vælge at blive så stille, at du rent faktisk kan høre, hvad din livssang handler om. Og hvis du vil, kan du dyppe din pen i floden, opfyldt af sangen og det, der bor dybt i dig. I dit hjerte. Derfra kan du skrive. ”

Den egentlige fortælling er nu. Din livssang i februar.

Kærlig hilsen
Lene


Livssang og Forårscirkel

Kreativiteten vokser med lyset. Den selvsamme energi, som får foråret til at blomstre og alting til at spire og gro, bor også i os. Vi er ikke afskrevet fra at tage del i alt det, der snart begynder at spire og vokse frem af jorden, vi er inviteret. Men det er en subtil invitation og noget, vi er nødt til at erfare og sige ja til fra et sted dybt i os selv. Det er en invitation fra sjælen.

Måske mærker du ligesom jeg, at energien bliver lidt større efterhånden som dagene bliver længere og lyset vokser. Det er ikke en markant og sprudlende energi, men nærmere en glidende forandring fra mørke til lys. Det er som om noget i os vågner og forsigtigt kigger frem. Først lidt tøvende men snart mere vovet og eventyrlystent. Det er snart tid til at danse igen, tid til at komme ud og frem med alt det, der har ligget i vinterens mørke muld og samlet kræfter. Nu spirer det, nu gror det. Det er snart.

Forårscirklen

Den kommende skrivecirkel, Forårscirklen, er dedikeret til det magiske tidspunkt på året, hvor alting vågner på ny. Det er forårets energi og lyset, som vi skriver os ind i, når vi den 6. marts begiver os ud på en skrivende rejse. Forårscirklen er forankret i foråret og den helt særlige, spirende energi, der nu opstår efter en lang vinter.

Ud fra månedlige opgaver og afsæt får du lejlighed til at gå på opdagelse i både din skrivelængsel og forårets energi. Vi arbejder med fortællinger som omdrejningspunkt og øver os på at skrive fra sjæl og hjerte. Vi lytter til vores livssang og tager imod de fortællinger, der strømmer fra det sted.

Hjertets fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som var lukkede og hjælper os til at finde tilbage til vores vej. Vi vækker skrivelængslen og folder det ud, der har slumret så længe.

Der er stadig et par ledige pladser i Forårscirklen og du er inviteret. Læs mere om Forårscirklen i linket her og skriv til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du vil være med.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s