Når skrivelængslen kalder
Jeg visker tavlen ren, inden jeg går i seng og mumler en bøn. Jeg går ind i foråret med nye øjne. Øjne som ser uden filter, øjne som er indstillet på magi og vidunderlige oplevelser. I drømme. I naturen. I de små finurlige detaljer og tegn, som afslører at noget er større end jeg. Det... Continue Reading →
Porten knirker og åbner sig på rustne hængsler. Dagen er stået op. Det samme er den kvinde, der nærmer sig med hastige skridt, hun småfryser i den kolde vind. Og her starter foråret, tænker hun. Ha! Da hun når helt frem til den røde mur, blafrer porten i vinden. Hængslerne knirker skingert og en stemme... Continue Reading →
Han kommer til syne mellem stenene. De linjer skriver sig selv, jeg ville have skrevet noget helt andet. Men pennen har taget over. Nu står han dér, en kæmpe drage og han har vinden med sig. Født i øst på en kold forårsdag, han er guden af nye begyndelser. De første skridt er vaklende og... Continue Reading →
Hun inviterer mig til at lytte dybere nu. Dybere? Jeg ligner et spørgsmålstegn. Hvordan? Svaret gemmer sig et sted på vejen. Hun står i en lysning og hvisker kom. Nærmere. Følg med mig ind i den del af skoven, hvor de hemmelige fortællinger gror. Jeg begynder at gå, mens lyset sniger sig op over trætoppene.... Continue Reading →
Den nye morgen er mit vidne. Byger, sol og vind. Pennen glider over linjerne og ord kommer frem skabt af blæk og bevægelse. Tænker du slet ikke, er jeg blevet spurgt, men nej, jeg lytter. For nogen i mig fortæller, sagte og uden tøven. Det er en rislende flod i mit skød. Jeg er kvinde... Continue Reading →
Solen skinner gavmildt, frost dækker land. Dagen er ny. God søvn har gjort mig rolig og jeg ser med nye øjne. Sådan her ønsker jeg mig, at det skal være. Livet. Men dage og nætter er ikke ens og jeg må tillade den skiftende rytme og min energi ditto. Marts er en bro mellem vinter... Continue Reading →
Diset daggry, der står hun og betragter mig, næsten usynlig i den papirtynde dis. Lyset har samlet sig om hende og bevæger sig, når hun gør. Instinktivt ved jeg, at hun er min frænde i dag, men jeg løber ikke efter hende og vifter med arme og ben. Jeg råber ikke, for mit kald er... Continue Reading →
Nu husker jeg det. På gåturen i går langs hegnet med marker på den ene side og skoven på den anden, kom jeg til lysningen. En lavning, hvor solen trængte igennem. Her stod lyseblå bistader på rad og række. Stille vind i lavning og duft af noget end vinter. Det første strejf af forår. Jeg... Continue Reading →
“Du ser det” siger Uglen, ankommet til blodbøgen uden at jeg har bemærket det. Måske har hun været dér hele tiden? ”Du ved nu fra et inderligt sted, hvordan det bedst fungerer for dig og måske fornemmer du også hvorfor? Det skal du ære og nære. I denne verden med ansigter vendt mod kameraet i... Continue Reading →
Frost, stille morgen, sommertid og solskin. Hverken hun eller jeg er vilde med, at man skruer på tiden, frem og tilbage, det går ud over døgnrytmen og vi danser ikke længere i takt. Harmonien brydes som lys i skåret glas. Søvnen var dårlig, men nu står vi her i daggryet og skuer ud over landskabet.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 