Uglen og sommerens fortællinger

Valmuelys

Det hænder tit og ofte, at man forbavses på skriverejsen. Som jeg blev det i går. Stor var min forundring, da det var uglen, som fløj gennem mit vindue og landede i vindueskarmen. Det første daggry, tidlig morgen. Som mig er hun en morgenfugl, skulle jeg lige til at skrive, men jeg ved jo godt, at uglen tilhører natten og at natten er hendes. Hun er den, der kender den anden side af sandheden og hun er ofte afbilledet med månen lysende bag sig.

Mørket er hendes ven

Hun er ikke bange for mørket, mørket er hendes ven. Hendes univers. Derfor undrede det mig noget, at hun pludselig kom anstigende på smukke vinger og aflagde mig et morgenbesøg. Og egentlig synes jeg jo også, at hun hører til ved fuldmåne, men da hun kom, var det mørkmåne.

Der er i sandhed vendt op og ned på ting og sager i disse dage og det, jeg troede jeg vidste, må jeg give slip på og lade gå. Alt er tilsyneladende. Åh!

Jeg havde måske forventet ørnen. Eller ravnen, kragen eller endda den røde glente, som har cirkuleret udenfor mine vinduer i den forgangne uge og lavet flyveopvisning. Men ikke uglen. Det er jo slet ikke hendes tid og tidspunkt og … jeg sank en klump ængstelse og slog gæstfrit ud med armene.

”Det er morgen” udbrød jeg. ”Det er morgen, lyset er for længst stået op og ja, så er det jo faktisk forår. Næsten Beltain. Hvad skylder jeg æren, kære ugle? Jeg troede faktisk, at du hørte natten til?”

Hun ser på mig gennem sine runde øjne, blikket hviler bare i mit. Ikke en lyd kommer ud af hendes næb. I øvrigt kom hun flyvende på samme lydløse facon, gjorde ikke stor stads af sig. For at sige det, som det er, kom hun bag på mig. Forfra. Gennem vinduet, mens tunge regnskyer sejlede over himlen og April slog en skælmsk slag med halen, mens hun på bedste havfruevis svømmede forbi og trak på skuldrene.

Sometimes it snows in April
– Prince – 

Igen denne følelse af, at alting er vendt på hovedet og ingenting er som det ser ud til.

Tøbrud

Jeg sukker lidt og forsøger at lade være med at blinke, mens uglen og jeg stirrer på hinanden. Jo mere, jeg ser på hende, jo mere rørt bliver jeg. Noget i mig begynder at skælve, først som at blive vækket af blide kys ved daggry, men siden som en decideret rystelse. Tårn og tøbrud! Ja, det er sådan, det føles. Som is, der tør. De store isblokke, som har holdt mig fastfrossen, smelter og risler nu som en kilde gennem mig.

Har hun ikke tænkt sig at sige noget, uglen? Jeg er både bange, nysgerrig og utålmodig på samme tid. Hvor længe skal jeg kigge ind i hendes blik uden at vide? Hun ser bare igennem mig. Ser alt. Hun ved og tilsyneladende er hun ikke spor påvirket af min tilstand. Ængstelse og eventyr risler igennem mig i nogenlunde lige store doser.

”Fortæl, søde ugle, fortæl. Hvad har du på hjerte, hvorfor er du landet i min stue? Jeg har sådan en stærk følelse af, at du ved noget, som jeg ikke gør og at du kan afsløre hemmeligheder, der har været gemt alt for længe. Ting, som jeg har holdt skjult for mig selv og ja. Hvad ved jeg?”

Hun trækker på smilebåndet, for det kan ugler godt. Fastholder blikket, men blinker så langsomt med øjnene og ser endelig ud til at ville kommunikere verbalt. Hun er brun, hvid og gylden, hendes fjer er holdt i jordfarver og det hvide tegner kontraster. Pludselig får jeg øje på symboler i hendes fjerdragt, som jeg ikke så før, små tegn og … jeg svømmer lidt væk, men så kaldes jeg tilbage ved lyden af hendes sprøde stemme.

owl-in-the-night

Og så taler hun engelsk! 

”Once there was and once there was not”. Det siger hun. Ja, uglen taler engelsk. Og jeg har ikke tænkt mig at oversætte for dig her, jeg håber at du forstår, for jeg er nødt til bare at følge med og lade historien risle igennem mig. Noget er sket, en dør er blevet åbnet på vid gab. Men hun kan åbenbart også dansk, for pludselig slår hun over og … ligner hun ikke Karen Blixen? Hun lyder i hvert fald sådan.

“I had a farm in Africa at the foot of the Ngong Hills. The Equator runs across these highlands, a hundred miles to the north, and the farm lay at an altitude of over six thousand feet. In the day-time you felt that you had got high up; near to the sun, but the early mornings and evenings were limpid and restful, and the nights were cold.”
(Karen Blixen)

Nye tider er på vej

”Nye tider er på vej. Intet er som det ser ud til at være. Du tror, at ugler hører natten til og at mørket kun findes om vinteren. At du nu kender årstiderne og har styr på, hvordan det hele forholder sig. At du ikke længere kan blive overrasket, fordi du gentagne gange har skrevet dig gennem årshjulet, forankret dig i de kraftfulde tidspunkter, fejret, mærket, danset og bedt. Men sådan forholder det sig ikke. Vel?

En ægte troldkvinde diskuterer ikke med forstanden

Du ved, men du ved ikke. Du ser, men hvad er det egentlig, du ser? Er det tankernes billede af, hvordan verden forholder sig eller er du kommet så langt på din rejse, at du har erkendt, at en ægte troldkvinde slet ikke diskuterer med forstanden? Alle diskussioner opstår af tanker, de finder sted i sindet og troldkvinden tænker ikke. Hun ser. Og det er nøglen til det mirakuløse, for alt, hvad du ser i din indre verden, vil du give lyd og billede i den ydre.

Kunsten er at lære at se i stedet for at tænke. Og du ser jo, så hvorfor lade som om at du ikke gør? Du skjuler dig stadig. Derfor kommer jeg til dig på en forårsdag.

Nu lyder hun pludselig lidt som Deepak Chopra, har jeg ikke hørt ham sige det om troldemænd og tanker før? Troldmandens Lære? Her er det jo så bare troldkvinder, det handler om. Forvirringen bruser over som en sodavand, man åbner efter at have rystet den først.

”Jeg er forvirret” hører jeg mig selv sige. I det mindste er jeg da ærlig.

four-seasons

Jeg lever i bedste velgående på alle årstider

”Du spurgte mig om, hvorfor jeg kom til dig om dagen. Fordi du sover om natten. Du spørger mig, hvorfor jeg ikke venter med at dukke op, til det bliver vinter igen og det ligesom er min tid. Så kan du bedre sætte mig i bås og tænke: Så, nu ved jeg, hvor jeg har hende. Uglen. Den vise kvinde, heksen eller hende, der ved. Kald mig hvad du vil. Jeg lever i bedste velgående på alle årstider og i øvrigt hedder jeg Srona.”

”Dejligt at hilse på dig, Srona. Du er velkommen. Og hvis jeg forstår dig ret, fortæller du mig at alting er tilsyneladende og at mine tanker, mit sind, har skabt et billede af en verden, som langt fra er den verden, der egentlig er? Eller kunne være? Bag det tilsyneladende? Er det det, du mener?”

Så fisker jeg igen

Fiske, fiske, fiske. Jeg vil jo så gerne fange et eller andet, for både forvirring og ugle følger efter en periode med tomrum og en symbolsk vinter, der fik tænderne til at klapre. Det kan du læse om i Timian og Tomrummet.

Ugletid og tæt på Beltain

Men nu er det altså ugletid. Igen. Tæt på Beltain, tidspunktet, hvor foråret kulminerer, er på sit højdepunkt og vi danser og tænder bål på markerne for at fejre foråret, frodighed og vitalitet. Livskraft. Tidspunktet fejres i øvrigt også på Valborgsaften, men det er en helt anden historie.

”Hvad laver ugler egentlig om sommeren?” spørger jeg så, for Srona siger ikke noget og min tålmodighed er næsten sluppet op. Nysgerrigheden svirrer som en dansemyg.

A wise old owl lived in an oak
The more he saw the less he spoke
The less he spoke the more he heard.
Why can’t we all be like that wise old bird?
– Old English Nursery Rhyme –

Hvad laver ugler om sommeren?

”Ja, hvad laver ugler egentlig om sommeren?” gentager hun og blinker til mig. ”Det kan du jo tænke lidt over. Og så kan du jo fortælle alle de kvinder, som læser med her, at sommerens fortællinger og energiarbejde er stærkt undervurderet. Der er så meget saft, kraft og underfundighed i det, man håber, vil blive en eng fuld af solskin og lethed.

Men letheden kan først rigtig nydes, når man bærer alle årstider i sit skød. Følger sin egen cyklus, rytme og ved, at den vise kvinde aldrig sover. At hun forvandler sig alt efter omstændighederne og at hun altid lever i bedste velgående og i dig selv, selvom du forkaster hende og sender hende bort.

Hun er dér på alle tidspunkter af døgnet og i alle årstider. Hun skifter karakter, energi og ja, hun har mange fortællinger og skikkelser. Hun forvandler og forvandles.

Læs også: Den Mystiske Kraft

Valmuelys

Få sommerens gave med jer

“Men glem ikke at få sommerens gave med jer, hvis I virkelig mener det. For tiden er inde. Verdens fortællersker må vækkes og komme frem af deres musehuller, hvor de krøb sammen og skjulte sig for omverdenen.

Du får brug for din indre kærlighedsstyrke

De urgamle fortællinger lever endnu, eventyret danser mellem linjerne og ingenting er, som det ser ud. Tag din kraft og styrke tilbage og gør dig ikke mindre, end du er. Du får brug for den. Din indre kærlighedsstyrke. Lad kreativiteten risle gennem dig og giv dig selv af det, du har brug for og som styrker og gør dig godt. Og lad historiemedicinen være din daglige vitaminpille”

Farewell Srona (jeg håber, at du snart kommer igen)

Så flyver hun. Vender sig om, letter på lydløse vinger og svæver forbavsende langsomt væk fra min synsvinkel og ind i krattet af brændenælder, æble- og lindetræer. Hun flyver fra øst mod syd og følger lyset på sin vej videre gennem dagen. Langsomt.

”Farewell Srona”, hvisker jeg med et stuk. Og tak”.

Er du spændt på, om Srona mon kommer igen og har du også hang til ugler og andre fugle, ord og fortællinger? Godgørende doser historiemedicin til sjæl og hjerte?

Så kom, tag med på skriverejse i SOMMERCIRKLEN, som er det næste online skrivegruppeforløb. Kom og fold din indre fortællerske ud.

Vi skriver i livet

Vi arbejder og leger med fortællingens kraft og vækker kreativitet, intuition og skriveglæde.
Vi løfter og støtter hinanden.
Vi er vidner til hinandens skrivende udvikling og efterhånden, som vi lærer at møde op og folde det ud, der rumsterer bag skrivelængsel og mellem linjerne, opdager vi, hvor godt det gør at indtage historiemedicin. Ikke mindst den, vi selv har komponeret. Uanset hvad det handler om. For husk, at vi skriver i livet. 

Kvinder_Skriverejsen

Din indre fortællerske

Hun er dér. Også i dig. Hun lever mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde, hun er din fortællerske og hende, som ved. Du behøver ikke længere spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads, giv hende rum og ha’ en intention om, at du vil lytte til hende og følge hendes visdom og underfundige råd. Hun kalder via din skrivelængsel og hun navigerer dig via din intuition.

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun er fortællerske. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker. Og i modsætning til så mange andre, beder hun os ikke om at skrive bogmæssige bestsellers eller få vores digte udgivet, selvom det også kan være nok så fint.

Hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme. Ja, for hun hjælper os på sin helt særlige måde med at komme hjem.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. VI kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme og helt særlige fortællinger. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, netop for at give plads til alt det, der rumsterer i os og danser mellem linjerne. Nu får vi endelig lejlighed til at sætte ord på og lytte til det, vores sjæl synger om.

Hun giver os altid et skud godgørende historiemedicin, vores indre fortællerske. Og som en af kvinderne i Forårscirklen forleden konstaterede: Historiemedicinen virker altid.

Sommercirklen starter

Uglerabat

SOMMERCIRKLEN – nu med uglerabat, hvis du tilmelder dig senest den 1. maj.

Og her kommer SOMMERCIRKLEN ind i billedet, for det er næste online skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

Vi starter den 17. maj og hvis du har lyst til at være med, får du early bird rabat ved tilmelding inden den 1. maj. Uglerabat!

Der er et begrænset antal pladser, så tøv ikke, hvis du bare kan mærke, at du skal være med. Lige nu er lidt over halvdelen af pladserne snuppet, men cirklen er ikke  sluttet endnu. Kom, hvis skrivelængslen kalder. Og …

Er du introvert som jeg? Så giv dig selv en sommergave …

Introvert? Du elsker sommeren og de udadvendte aktiviteter men har brug for alenetid til at nære dig selv og det indre, selvom det er sommer, årets mest udadvendte tid? Plejer du at lægge lidt for store byrder på sommerens skuldre og ender du ofte med at være drænet, fordi du glemte dig selv og dine behov til fordel for ”alt det sociale” og lyset, som vælter frem og kræver dig?

Lad dig forankre i sommerens energi og find ro gennem ordene

Sommercirklen er for dig, som ønsker at forankre dig i sommerens lyse energi og samtidig finde ro gennem ordene. Sommercirklen kan være med til at give dig en god balance mellem det indre og ydre. Samtidig vækkes din indre fortællerske via skriveafsæt og øvelser.

Fortællinger er magiske og vækker den indsigt og visdom, som allerede findes i dig. Men du er nødt til at lade dem vågne. I Sommercirklen vækker vi blidt fortællingerne og lader dem danse gennem sommeren. Vi arbejder bevidst med den energi, der er til rådighed i sommermånederne og folder sommerens fortællinger ud.

Kreativitet, intuition og skriveglæde

Sommercirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet lærer du at bruge dine egne sommerfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.

Der er ikke faste dage, du skal kunne deltage. Forløbet er glidende og du skaber selv dit rum og din tid, hvor du skriver, så det passer ind i dit liv og din sommer.

EARLY BIRD deltagergebyr: 
Hvis du tilmelder dig Sommercirklen senest den 1. maj er din pris kun 900,- DKK. (Normalpris DKK 1090,-)

Tilmelding sker på e-mail til skrivehuset@gmail.com

Invitation og detaljer om SOMMERCIRKLEN finder du i linket her og som sagt; lige nu opnår du uglerabat, hvis du har fået lyst til at være med.

HER KAN DU LÆSE OM, hvad andre siger om at være i skrivecirkel eller forløb hos mig.

OG TIL YDERLIGERE INSPIRATION, læs også gerne

Vejen til den vise kvinde
Væversken
Timian og Tomrummet
Den mystiske kraft
Når Tornerose vågner

She is ancient
She is the landscape beneath our feet
She is the mountains and the hills
She is the rock and the stone
that leads down to the shore
She is wisdom
She is knowledge
She is mysteries
She is the old hag
She is the Cailleach
– Rachel Patterson –

Kærlig hilsen
Lene

Læs mere om SKRIVEREJSEN her

women-writing

Alle billeder i indlægget her er købt på Dreamstime.com (c).

Vejen til den vise kvinde

woman-forest

“The wild woman carries the bundles for healing, she carries everything a woman needs to be and know. She carries the medicine for all things. She carries the stories and words and songs and signs and symbols. She is both the vehicle and the destination”.
– Clarissa Pinkola Estés – 

Hun findes i os alle, den vilde kvinde, hende som ved. Hun er en del af den kvindelige sjæl og jeg er enig med Clarissa Pinkola Estés, når hun siger, at den vilde kvinde er essentiel for en kvindes mentale og sjælelige sundhed. Hun er indbegrebet af vores længsel og hun er svaret på vores spørgsmål.

Skrivelængsel og fortællinger

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os ikke om at skrive bogmæssige bestsellers eller at få vores digte udgivet. Hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme og helt særlige fortællinger. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, netop for at give plads til alt det, der bobler og rumsterer i os, et sted, hvor vi endelig får sat ord på og hvor vi først og fremmest lytter til det, vores sjæl synger om.

Fordi vi har skrivelængsel. Fordi noget vil skrives og fortælles gennem os.

Den vilde kvinde. Den vise kvinde. Tornerose, som vågner efter at have sovet i 100 år. Hun kalder og det gør hun også via din skrivelængsel.

Fortællingerne

Fortællingerne er en rød tråd på min egen skriverejse. Det blev bare sådan, selvom det ikke var en bevidst intention, da jeg i sin tid begav mig af sted. Men min indre fortællerske så snart sit snit til at snige sig ind mellem linjerne og efterhånden som jeg skrev, kom jeg dybere og fik efterhånden kontakt til alt det, der havde ligget hengemt i mig selv. Jeg fulgte længslen, jeg mødte op og jeg skrev.

Og fortællingerne dumpede ned i min turban og ud på papiret.

Jeg lærte mig selv at lytte og hun lærte mig at høre de subtile toner, lyden af min egen sjæls sang. Jeg blev snart klar over, at det ofte kun var i stilhed og i selskab med mig selv, at jeg virkelig kunne høre hendes stemme. I mit skriverum og i naturen, som snart kom til at spille en essentiel rolle på min rejse.

Naturen hjalp mig med at skabe forbindelse, at åbne op og at lytte til alt det, der nu er blevet en del af min vej. Den naturlige cyklus, årshjulet og alt det, der danser mellem linjerne. Det subtile, uformgivede, alt det, der er undervejs. Fortællingerne, fuglene, månederne og meget af det, som jeg også underviser i og giver videre til kvinderne i skrivecirkler og skriveforløb. Historiemedicin. Ord for sjæl og hjerte.

En ensom pilgrimsfærd

En del af skriverejsen er en ensom pilgrimsfærd og det kræver sin kvinde at skabe et kærligt rum, hvor man befinder sig en fisk i vandet eller et træ i jorden. Forbundet. Alene.  For det er tiden alene og ofte i stilhed, som vækker sjælen og som giver os den ro, restitution og fornyelse, som vi har brug for.

I øvrigt er mange af de skriverejsende, som jeg har i forløb, introverte ligesom jeg selv. Og selvom det på ingen måde er et krav, er det faktisk en stor fordel, at du befinder dig godt i eget selskab og ikke har travlt med at komme ”ud og væk”, når du skriver og begynder at få kontakt med dybe steder i dig selv. Steder, hvor din livsflod flyder og hvor du kan høre og lytte til sjælens sang.

Samtidig giver sjæletiden og tiden alene dig det, du har brug for i dit liv som introvert. Egentid, hvor du kan nære dig selv og tanke op. Alenetid, hvor du også sanker, for det er en del af både den kreative proces og din egen rejse. Dit skriverum kan blive dit fristed. Så følger du både din skrivelængsel, du lytter og sætter ord på det, som rumsterer, men du giver samtidig dig selv et sted, hvor du kan nære dig selv og din introverte natur. For det kan være en svær balance at finde tid til sig selv og lytte til sjælens sang i den moderne verden.

John O’Donohue skriver som følger om ensomhed eller alenehed, solitude i sin vidunderlige bog “Anam Cara”:

“Solitude people, they learn to whisper awake the deep well of love within. This is not a question of forcing yourself to love yourself, it is more a question of exercising reserve, of inviting the wellspring of love that is, after all, your deepest nature to flow through your life. When this happens, the ground that has been hardened within you grows soft again.

When you cease to fear your solitude, a new creativity awakens in you. Your forgotten or neglected wealth begins to reveal itself. You come home to yourself and learn to rest within.”

Selvvalgt alenehed for ja, jeg er introvert! 

For mig er skriverejsen blevet en hengivelse til både min introverte natur og til den dybe længsel efter noget andet og noget mere, som altid har fyldt mig med både eventyrlyst og vemod i lige store dele. Skriverejsen har åbnet døre og skabt de rum, der var essentielle for mig og som gav mig en dyb forståelse af gaven ved selvvalgt ensomhed eller alenehed, som jeg også kalder det.

Nu siger jeg nej til for meget og for hyppig social aktivitet. For jeg har en anden aftale og den har jeg med mig selv. Jeg har lært mig selv at overholde egenaftaler på samme måde, som jeg afholder aftaler med venner og familie. Det betyder alt for mig, at jeg giver og nærer mig selv på den måde, der gør mig godt og som er helt naturligt for mig, for kun sådan kan jeg være i verden på en velafbalanceret måde og give af det, jeg har.

Min indre vise kvinde bor i aleneheden. Hun næres af de rum, jeg skaber til mig selv og hun vokser sig stærkere, når jeg forbinder mig via det, som nærer mig. Når jeg vandrer i naturen, sidder i stilhed og ofte i meditation og ikke mindst når jeg skriver. Hun dukkede endelig op, da jeg holdt op med at kæmpe mod min natur og den kvinde, jeg egentlig er og hengav mig til det, der skulle vise sig at være min dans. Hun er blevet min dans. Og jeg er blevet hende.

Jeg flygter ikke længere fra mig selv og min introverte natur, jeg forestiller mig ikke længere og bilder hverken mig selv eller andre ind, at jeg er en anden, end den jeg er. Jeg har brug for alenetid og jeg har brug for meget af den. Så jeg kan høre og mærke min sjæl.

Læs også: Den stille stemme

I stilhed. Alene.

Jeg forbinder mig via ordene på skriverejsen og jeg forbinder mig i naturen og med naturens hjælp. I stilhed. Alene. Rummet er både et indre rum og et ydre rum, ofte i min egen skrivestue eller ude i naturen. I naturen finder jeg den ro og det nærvær, som min sjæl længsel efter. Jeg mærker forbundethed, jeg lytter til træer, fugle og bevæger mig på kanten mellem verdenerne. Jeg får jordforbindelse og jeg kommer hjem.

Når det ikke kan udsættes længere

Og så er det jo sådan, at de kvinder som kommer til mig og melder sig til en skrivecirkel eller et andet slags skriveforløb, ofte har det på samme måde som jeg. Også de er som oftest introverte, også de har skrivelængsel og en dyb lyst og drift efter at hengive sig til sin egen sjæls sang gennem den skrivelængsel, de mærker. De hører hende kalde, den vise kvinde. De kommer med en dybfølt intention om endelig at møde op og lytte, for tiden er kommet og det kan ikke længere udsættes. Der er fortællinger, som skal høres, fortælles og måske deles.

Vi aflærer og skriver et nyt landkort

På skriverejsen er en stor del af læringen at aflære meget af det, vi lærte og fik påskrevet i en tidlig alder. For ofte er det de tillærte tanker eller måder at være i livet, der skaber uro, smerte og endda sygdom. Fordi de ikke stemmer overens med det, som sjælen synger om. Eller som den norske forfatterinde Kristin Flood så rigtigt siger det: Kortet stemmer ikke overens med landskabet.

oldmap

At skrive et nyt landkort

Vores opgave er nu at skrive et nyt landkort, som passer perfekt til vores sjæl og det, vi egentlig er kommet her for. Ord for ord. Og som det er med pilgrimsfærd og den slags rejser, så må vi skrive os igennem mange slags landskaber og forhindringer endda. Bjerge, dale, åbent landskab og moser. Gennem skove, hvor vi farer vild og tror os fortabt, men hvor vi pludselig opdager lysningen i skoven. Alt er tilsyneladende, intet er som det ser ud til at være og da slet ikke, som vi engang fik at vide, at det var.

Vi må udfordre vores egne tanker, som blot gentager de gamle historier og overbevisninger, vi må lære forhindringer og blokeringer at kende, for hvad de egentlig er. Men når vi opdager, at vi faktisk kan skrive os igennem, give det svære ord og stemme, så begynder der at ske noget. Det, der stod i vejen, viser sig at være vejen. Vi skriver os igennem.

Læs mere i “Når Tornerose Vågner”

Det er søndag eftermiddag, mens jeg skriver dette. Jeg drikker te og læser i gamle notesbøger, der stammer fra min skriverejse for et par år tilbage. Udenfor trommer regnen mod ruden, landskabet ligger svøbt i dråber bag et næsten gennemsigtigt gråt gardin og træerne danser stille i vinden. De ser stadig nøgne og sårbare ud, træerne, men det er kun tilsyneladende. Jeg var ude hos dem i går og kom så tæt på, at jeg kunne se de store forstadier til knopper på grenene. Så jeg kunne lytte til træernes fortællinger og det endnu uformgivede, som er undervejs.

For deres fødder står et vildnis af vintergæk og erantis, et fint tæppe af hvidt, gult og grønt. For går man helt ind mellem træerne og bøjer sig ned, så man er i kontakt med jordbunden, kan man se dem. De små grønne spirer, som nu kigger op fra jorden. Det er blevet marts og vi befinder os i grænselandet mellem vinter og forår.

Inden længe er det forårsjævndøgn.

Rejsedagbøger

Jeg vender tilbage til mine notesbøger, jeg læser mine egne ord og indser endnu engang vigtigheden i at holde øje med sig selv i processen. Jeg kalder dem mine rejsedagbøger, de efterhånden mange håndskrevne notesbøger i min samling. De er essensen af min indre pilgrimrejse og samtidig en løbende manifestation af den forandring og forvandling, der er sket. De er spækket med små citater og ting, som inspirerer mig undervejs og som har synes vigtigt for min rejse og min udvikling.

Og de er fulde af små fortællinger, som jeg selv har skrevet og som alene er opstået, fordi jeg mødte op og skrev. Igen og igen. Fordi jeg lærte mig selv at lytte. Til hende.

Hun lærer mig at danse

Jeg ser hende, jeg hører hende, jeg lytter og læser hendes fortællinger. De fortællinger, som hun lader skrive gennem mig. Og efterhånden mærker jeg hende i både krop, sjæl og knogler. Der er ikke længere nogen adskillelse. Måske glemte jeg hende på et tidspunkt, men hun glemte aldrig mig. Nu er hun vågnet, hun er blevet en temmelig tydelig del af mig selv og hun hverken vil, kan eller skal ignoreres. Kød, blod, liv og sjæl. Hun lærer mig at danse, hun viser mig trinene og efterhånden bliver det lettere og lettere at følge dem. At danse, bare at danse.

Hun lærer mig at sige ”nej fandme nej”, når jeg igen er lige ved at ”klippe en hæl og hugge en tå”, men hun viser mig, hvordan man gør det fra et kærligt sted. Hun er blevet en uvurderlig del af min skriverejse, hun er min fortælling og jeg er hendes. Hun er min sjæl og min længsel. My awen alone. På skriverejsen.

”We may have forgotten her names, we may not answer when she calls us, but in our bones we know her, we yearn toward her; we know she belongs to us og we to her.
– Clarissa Pinkola Estés-

Vejen til den vise kvinde

Vejen til den vise kvinde går ofte gennem selvvalgt alenehed eller ensomhed. Det er en rejse, et indre pilgrimsfærd, som vi må foretage alene. Derfor er det en styrke og en gave at være introvert, hvis skriverejsen er den vej, vi vælger. Eller den vej, som vælger os, for ofte er det skrivelængslens kald, der gør at vi endelig møder op og sætter ord på.

Så skaber vi vejen og vi skriver hende frem. Den vise kvinde.

Det, der står i vejen

“When I dare to be powerful, to use my strength in the service of my vision, then it becomes less and less important whether I am afraid”, siger Audre Lorde. Frygt, modstand og alt det, der står i vejen, hører med. Den findes ikke uden, skriverejsen, men efterhånden lærer vi, at vi kan skrive os igennem. Hver eneste forhindring på vejen har sin helt egen fortælling og når vi lytter til den og lader den skrive sig gennem os,  fordamper den ofte som en regndråbe i solskinnet på den første forårsdag.

Vi skriver i livet. Og vi skriver vores vej. Vejen til den vise kvinde. Din indre fortællerske, din livsflod, din sjæl.

Kærlig
Lene

 

Men have their own story-making and myth-telling, but in the old Gaelic traditions, women were bards and poets too. Still today, the voices of women er quieter and our stories are less often heard. The Wise Woman is a woman who has reclaimed her stories and has found the voice with which to tell them. The wise woman is remaking the world.
– Sharon Blackie – 

Hoestcirklen

HØSTCIRKLEN, det næste online skrivegruppeforløb, starter helt symbolsk søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

For høsten og efteråret er ikke kun en forberedelse til den kommende vinter. Det er i høj grad også et tidspunkt, hvor vi fejrer og siger tak for alt det, vi fik med igennem foråret og sommeren. Det, der bar frugt og som vi spiser og nyder godt af lige nu samt det, som vi gemmer til vinterens forrådskammer.

Du finder invitation og detaljer om Høstcirklen i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Høstcirklen er næste online skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

Kom, find din skriveglæde og sæt din indre fortællerske fri.

Tilmelder du dig inden den 7. juli, opnår du early bird rabat og sparer 199 kr.

Tilmelding sker som altid til skrivehuset@gmail.com

PS. Der er ikke faste dage, du skal kunne deltage. Forløbet er glidende og du skaber selv dit rum og din tid, hvor du skriver, så det passer ind i dit liv.

Kærlig hilsen
Lene

 

 

På skriverejse i Forårscirklen

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om,
at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte.
Det handler om en din længsel efter dig selv, din sjæl og
den visdom, som bølger dybt i dig.
Den vise kvinde, du egentlig er, bag modstand, frygt og alt det, der står i vejen.
Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft,
alt det du glemte og mistede undervejs.
En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til,
mens du skriver og hengiver dig til processen.

skriverejse ind i forårets univers
Kom med i Forårscirklen. Der er stadig ledige pladser.

Forårscirklen er et skrivegruppeforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og din egen sjæl og kerne. Forårscirklen er forankret i foråret fra de første spæde tegn på nyt liv i begyndelsen af marts og til naturen står i fuldt flor i slutningen af maj. Lad din skriveglæde blomstre.

Forårets energi og den kreative proces

I løbet af Forårscirklen vil du gennem ord og skriverier forankre dig i forårets energi og lære om den kreative skriveproces. Skriveøvelser og afsæt, som du modtager i et smukt og inspirerende månedsbrev fra mig, tager udgangspunkt i hver måneds kvalitet og vil både give dig en god fornemmelse af den kreative proces og af din egen aktive medvirken.

Du lærer forårets måneder og dig selv at kende på en ny måde gennem de ord, stemninger og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja til den skrivelængsel, der ofte er et kald fra sjælen.

Forårscirklen booster din skriveglæde

Vi starter den 1. marts, som ifølge kalenderen er årets første forårsmåned. Lyset er vokset betydeligt og mange fugle er begyndt at synge. Der er ikke så stille i naturen længere. I det hele taget er marts en måned, hvor det hele begynder at vågne igen.

Har du skrivelængsel? Hvorfor så ikke vågne i takt med naturen, årshjulet og via ord og skriverier tage på en skøn og fordybende skriverejse ind i forårets univers, som du i høj grad selv er med til at skabe? En rejse, som du foretager hjemme hos dig i det skriverum, du har skabt til lejligheden. Du får masser af inspiration og ideer til hvordan det kan gøres, så du bedst trives og virkelig får lyst til at skrive og folde ud.

Deltagere i Forårscirklen

Kvinder med skrivelyst og længsel uanset alder og skrivende forudsætninger Du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du bor. Norske og svenske kvinder er også velkomne, eneste forudsætning er, at du kan læse og forstå dansk, eftersom forløbet foregår på dansk. Men du skriver selvfølgelig på dit eget sprog.

Som medlem af Forårscirklen får du

  • Månedlige skriveopgaver og afsæt udformet i en smuk og inspirerende PDF-fil. Den sendes i en personlig e-mail fra mig, som også vil indeholde anden inspiration, der gør sjælen og skriveprocessen godt. ( januar, februar, marts)
  • Inspiration og skrivende input fra mig i min rolle som skrivecoach og underviser. Jeg byder ind med viden og visdom om livet, naturen og selvfølgelig skriveprocessen i både månedsbrevene og i Forårscirklen på Facebook (hemmeligt rum).
  • Større viden og indre indsigt om naturen og forårets gave, ikke mindst fra din egen dybe vished og visdom, der vil flyde fra dig som en kilde, når du skriver med afsæt i øvelser og opgaver.
  • En god fornemmelse af, hvordan du kan bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse.
  • Små meditationer, mantra og mindfulnessøvelser, som hjælper dig med at være forankret i nuet og som kan medvirke til større indre ro og styrke og/eller løbende skrivecoaching og styrkende opmuntring fra mig til dig og din skriveproces. Du får det, du har brug for. Når du har brug det.
  • Du bliver en del af en skrivecirkel, som hylder processen, den naturlige cyklus og skriver om det.

PRIS
DKK 1090,-
for 3 måneders deltagelse (marts, april, maj)

Tilmelding sker på e-mail til skrivehuset@gmail.com

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Du har helt dine egne fortællinger og måde at skrive dem på. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang.

Skriveblokering er ingen hindring!

Skriveblokering er ingen forhindring for at komme med i Forårscirklen med mindre du da ønsker at forblive skriveblokeret. I Forårscirklen opdager du nemlig hurtigt, at alt kan skrives og at det, som står i vejen, er vejen. Vi skriver os igennem og vi skriver i livet.

Læs mere om SKRIVEREJSEN her. 

Forårscirklen er et online skrivegruppeforløb

Forårscirklen er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i den fælles cirkel. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med. Skrivelængsel har ingen alder.

Når vi lærer at holde øje med os selv i processen, sker der noget

Jeg holder et skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. I stedet for at lære at skrive på en bestemt måde, lærer du at skrive på din egen måde og efterhånden vil du opleve, at du skriver mere frit og ubesværet. I skrivecirklerne lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe og flod, opture og nedture.

For når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en del af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi til tider kan føle os.

Fortællingens kraft

I Forårscirklen arbejder og leger vi med fortællingens kraft. Jeg byder på skriveøvelser og afsæt, der som døråbninger fører dig på vej. Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.

It’s not a competition
It’s a doorway
– Mary Oliver –

Find indre ro og lys på rejsen ind i foråret

Du skriver hjemme i dine egne omgivelser i det skriverum, du har skabt til lejligheden. Et skriverum, som også i høj grad er et indre rum og en tilstand, du bevidst kan vælge at forbinde dig til. Du øver dig og du bliver efterhånden mere erfaren. Du finder ud af at disciplin skaber magi. Det skal jeg nok fortælle meget mere om undervejs.

På lune forårsdage kan du måske sidde udenfor og skrive, hvis du har mulighed for det. At skrive udenfor kan skabe en ganske særlig stemning og naturen spiller under alle omstændigheder en stor rolle i Forårscirklen.

Din hjertelige intention

Indledningsvis vil du blive inviteret til at skrive en hensigtserklæring, din hjertelig intention og hensigtserklæring med forløbet. Din hensigtserklæring er en kontrakt mellem dig og Kilden.

Hensigtserklæringen er magisk, ordene er din tryllestav

Hensigtserklæringen er ganske magisk, for også her bruger vi ordene som vores tryllestav. Du lærer at skabe rum som landingsplads for ord og fortællinger og opdager, hvordan du ved at formulere en hjertelig intention, en hensigtserklæring, med dit fremmøde kan åbne op og bane vej for, at netop det du søger og har intention om med din deltagelse, lander på dette rette sted og tidspunkt. Intentionens kraft er stor.

Indre ro og fordybelse

Forløbet kan også medvirke til større indre ro og fordybelse. Angst, uro og stress dulmes, når vi møder op, skriver os gennem årstiderne og hengiver os til skriveprocessen. Det gør godt at skabe rum til fordybelse og det healer at sætte ord på.

Er du introvert og/eller har du brug for at hengive dig til dit indre rum for at finde næring og skabe harmoni og balance?

Det er bestemt ingen bagdel, hvis du egentlig er introvert og har brug for at hengive dig til dit indre, som nærer dig og skænker dig visdom og styrke. I Forårscirklen skaber og holder jeg bevidst rummet således, at der er plads til dig, din proces og den indre næring. Forårscirklen er en dans mellem ude og indre med fokus på den indre proces. Du lærer ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer og øver dig i at skrive på din måde.

Brug forårets spirende energi til at starte eller genstarte din skriveproces, en skriverejse, som aldrig slutter.

Forårscirklen på Facebook

Jeg opretter en hemmelig gruppe på Facebook til Forårscirklen, som er vores fælles online rum. Det er her, vi deler af vores ord, visdom og det, vi støder på undervejs, mens vi skriverejser i Forårscirklen. Ideen er selvfølgelig, at vi løfter og støtter hinanden gennem ordene. Det er frirum for ord, kvindelig og naturlig visdom, et rum, hvor vi bliver løftet, støttet og inspireret.

I velkomstbrevet sætter jeg rummet og skitserer retningslinjerne for det fælles rum. Forårscirklen er som de andre skrivecirkler og intuitive skriveworkshops forankret i Julia Camerons regler for Den Hellige Cirkel. Vi værner om den kreative proces og vi passer på hinanden. Alt hvad der deles i det fælles rum er naturligvis fortroligt.

Skrivemor og guide i bjergene

Du kan se på mig som en slags skrivemor, som en af mine tidligere skriverejsende døbte mig, eller måske som en guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper dig med at finde skrivevej gennem fortællingens kraft.

Du er allerede fortællerske

Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing. Jeg kalder det også historiemedicin. I Forårscirklen arbejder og leger vi med fortællingens kraft og du vil opdage, at du allerede er fortællerske! Du mærker din fortællerstemme og du får efterhånden tillid til den.

Du møder din vise kvinde og dypper pennen i din indre visdom. Du forbavses, fortrylles og forvandles.

Tilmelding og betaling
Tilmelding sker på e-mail til skrivehuset@gmail.com og herefter fremsendes bekræftelse og faktura til indbetaling af beløbet via bankoverførsel eller MobilePay.

Når betaling har fundet sted, er du officielt medlem af Forårscirklen og vil modtage velkomstbrev og det første månedsbrev med de skriveafsæt og øvelser, som hører marts til. Dog tidligst den 1. marts 2017, hvor vi officielt åbner Forårscirklen og træder indenfor. Her starter skriverejsen.

Nogle gange ved man bare, at det er tid. Så kan det ikke udsættes mere. Du er hjertelig velkommen i Forårscirklen.

Kærlig hilsen
Lene

skriverejsen

Skriverejsen
I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Du har sikkert opdaget det, hvis du følger lidt med her i mit skriveunivers. Jeg har dedikeret mit virke til en anden slags skrivning end den, vi normalt støder på og er bekendt med. Jeg kalder det skriverejsen.

Det er ikke en produktorienteret rejse som sådan, med mindre du da vælger at se på dig selv som produktet. For skriverejsen handler allermest om dig og din indre proces. Den handler om, at du har en indre, veludviklet fortællerske, som kalder på dig via din skrivelængsel med en invitation til at kigge indenfor og folde det ud, som gemmer sig bag længslen. Der er nemlig mange gaver at hente.

Bag skrivelængslen. Bag mure af modstand og frygt for at fejle. Bag alt det, der står i vejen. Der finder du hende. Din vise kvinde.

Din vise kvinde

Din vise kvinde er hende, som begynder at vågne, når du møder op og skriver hende. Det er din indre stemme, en kraftfuld stemme, som blot er blevet temmelig hæs og rusten af at være blevet gemt og glemt så længe. Det er din sjæls stemme, din kvindekraft, som ulmer og som gerne vil skrives og fortælles. Hun har noget på hjerte og du er hende.

woman-mountain-soul

Hende, som lytter indad og lader sin stille stemme komme til orde.
Hende, som gennem tillid, øvelse og gentagelse åbner op og tager imod.
Hende, som ønsker at skærpe sin intuition
og følge sit hjerte
af den vej, som er hendes at gå.
Hende, som efterhånden lærer sig selv at stå frem og
midt i sårbarhedens frodige muld
siger det højt, som hendes sjæl synger om.
Hun siger det højt og lader det fortælles.
Hende, som efterhånden får vished om, at det ikke gøres
ved at lægge frygt, modstand og indre censor bag sig.
Hende, som forstår, at hun er nødt til at favne det hele og skrive det.
Ord for ord.
Hende, som forvandles.

Læs også gerne: Med næb, kløer og kærlighed

Når vi gør det, skriver vi i nuet. Vi er forbundet og det er bl.a. her, at fortællingerne kan nå os. Når vi er mødt op og har gjort os modtagelige. Vi lærer årstiden og de forskellige tidspunkter på årshjulet og i processen bedre at kende og det gør vi via egne ord. Når vi skriver. Det findes alt sammen bag tunge tanker og den modstand, som simpelthen bare hører med.

Alt kan skrives

Du opdager efterhånden, at alt kan skrives og selv skriveblokering er ikke længere en undskyldning for ikke at skrive. Der er en fortælling bag alt det, vi møder på vores vej og når vi gennem ordene og fortællingens kraft kaster lys på det og folder ud, begynder der virkelig at ske noget. Men selvfølgelig skriver vi ikke hele tiden, vi øver os også på at sanke. Meditere. Sidde og være i stilhed og lade inspirationen finde os.

Læs også gerne: Ulven og den trygge skriveblokering

Du opdager også, at du kan bruge dine personlige skriverier som en kraftfuld spirituel praksis, som efterhånden kan være med til at befri dig for alle de gamle, udslidte historier. Historier, som tynger dig og holder dig fast på et sted, du for længst er vokset fra. Du skriver dig videre og du forbavses, forundres og fortrylles til stadighed. Når du altså møder op og skriver.

Du oplever, at skrivning er terapeutisk, især når livet er svært og du opdager, at du får uvurderlig hjælp til at bygge bro og skabe nye åbninger gennem fortællingens kraft.

Og er du med i en skrivecirkel vil du opleve, at de andre kvinder lytter, løfter og støtter dig. Det gør de i henhold til reglerne for Den Hellige Cirkel, som så fint er formuleret af Julia Cameron. Den Hellige Cirkel er en del af alle skrivecirkler og intuitive skriveworkshops.

Som skrivemor, guide i skrivebjergene og underviser hjælper jeg dig hjertens gerne med at finde ind til hende. Din vise kvinde. Din fortællerstemme, den indre stemme. Det gør jeg bl.a. ved at skabe de rum, som jeg tilbyder i skrivecirklerne og på de intuitive skriveworkshops.

Og jeg hjælper dig også med at genfinde din skriveglæde. Du er nemlig skabt til at skabe og som kvinde er det essentielt, at du bruger din iboende kreativitet og skaberkraft. Det er sundt, livgivende og forløsende. Det kan gøres på mange måder og områder i vores liv, men har du skrivelængsel er det ganske sikkert, fordi Skriverejsen på den ene eller anden måde kalder på dig. Der er ord i din jord.

På skriverejsen øver vi os på at lytte og skrive det, vi hører.

I pagt med årstiderne og årshjulet lærer du at forankre dig, du bevæger dig via din intention og giver dig selv lov til at folde ud via fortællingens kraft. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, som åbner op og styrker dig i din proces og på din skriverejse uanset hvad det handler om for dig. Lige nu.

Jeg viger ikke fra min intention og den forpligtelse, jeg har som rumpasser i det rum, hvor vi barsler med hjertets fortællinger. Jeg træder ikke ud af min rolle og agerer dommer eller bøddel, jeg overrasker dig ikke med pludselig indfald fra min veludviklede korrekturmoster. Du kan ikke overtale mig til at agere indre censor, så du får ret i dine fejlagtige antagelser om, at du ikke er værdig og at du ikke kan skrive.

Jeg er skrivemor og din guide i skrivebjergene. De rum, jeg holder, er kærlige, rummelige og magiske rum, hvor fortællinger kan lade, berige, berøre og forvandle os. Hvor vi deler, lytter og er med det, der er.

Fortællingens Kraft og historiemedicin

Jeg tror på historiemedicin. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Fortællingens Kraft. Intentionen. Ordene, som folder sig ud og strømmer fra et dybt sted i os, når vi skriver os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte.

Vi genopdager det magiske rum

Skriverejsen starter ofte med, at vi genopdager det kærlige, magiske rum. At vi forsigtigt åbner den gamle, knirkende dør og træder helt ind. At vi mærker kuldegysning af genkendelighed og en dyb tone af genklang i alt det, der strømmer os i møde, når vi lukker døren bag os og sætter os, åbner os og tager imod.

Selve nøglen til kreativitetens udspring, flow, skriveglæde og sjæleforbindelse findes i det netop det rum. Legerummet. Det magiske legerum, hvor vi boltrer os og husker alt det gode, vi glemte undervejs. Når vi først har givet os selv lov til igen at muntre os i det rum, lege, udforske, skrive, skabe og falde i store floder af fordybelse, sker der noget med os. Vi forvandles gennem glæden ved at skrive og ved hjælp af fortællingens kraft.

Og ja, ofte må vi skrive os gennem mure af modstand, frygt og andre blokeringer, der paradoksalt nok er trygge fængsler, hvor vi holder os selv fanget. Men jeg lover dig, det gør godt at skrive og fortælle det det. Et ord af gangen.

Vi vikler os ud

På Skriverejsen handler det ikke om så meget om retstavning, grammatik eller alt det vi lærte i skolen og på livets vej. Her handler det faktisk ofte om at aflære meget af alt det, vi blev vist og påskrevet, men som på ingen måde tjener os eller vores skriveglæde i dag. Vi er nødt til at vikle os selv ud af alt det, vi mere eller mindre frivilligt fik viklet os ind. Og så starter vi igen. Vi skriver og fortæller nye og anderledes historier, som i virkeligheden er ældgamle. De kvindelige fortællinger. Vi bærer dem i os og de bærer os, når vi giver dem ord at ånde og leve igennem.

Forårscirklen er en del af Skriverejsen. Hjertelig velkommen.

forarscirklen-marts

Kvinde kend dit tomrum

raven-and-misty-lake

Der er stille hos træerne i disen. Rester af sne ligger som små øer af hvidt. Nogle hænger sammen som halvøer, andre har løsrevet sig og skvulper i tågen. Mit udsyn er begrænset. Jeg kan ikke se længere end til skellet, februars landskab ligger svøbt i dis og er hverken til at hugge eller stikke i. Hertil og ikke længere. Det er ikke tid endnu.

Kvinde, kend dit tomrum. Stemmen lyder gennem tid og rum og er ikke til at tage fejl af.

Jeg smiler uvilkårligt. Hun kommer til stede som et flyvende tæppe af blåsorte fjer med sit sædvanlige glimt i øjet. Jeg kan allerede fornemme den, mens hun er undervejs. Latteren. Den klukkende latter, der som smeltevand giver åen liv igen. Under broen. Rislende livstegn midt i disen, dybt i vinteren. Tidspunktet for Imbolc er passeret og jeg er igen gledet ind i tomrummet, omgivet af dis og februars landskab.

Så lander hun. På mit skrivebord. Ravnen.

“Kvinde, kend dit tomrum” siger hun højt og så ler vi begge. Det er umuligt at lade være.

“Men jeg kender åbenbart ikke mit tomrum endnu” protesterer jeg, mens tårerne triller. Noget er vist også ved at smelte i mig.

“Det gør du da!” Hun ryster på hovedet og klikker med næbbet. Jeg stirrer på farven i hendes fjerdragt, den dybe blåsorte farve og mærker et ønske om at eje en kjole i netop den farve. Ikke sort, ikke blå, men farve midt i mellem.

“Midt i mellem” nikker hun, “det er jo lige det. Du befinder dig i tomrummet og ønsker dig en kjole, som er hverken eller men både og. Sikke en masse ord i flow, hvis man da ikke sætter punktum og komma. Det gør hun ikke og jeg retter ikke. Min korrekturmoster er afgået ved døden, hvad skriverejsen angår. Det er sat punktum for hendes narrestreger. Jeg ler igen. Og pludselig er tomrummet ikke så slemt længere. Det gør godt at skille sig af med lidt mere af det, som tynger og skygger for det egentlige.

Tomrum, så var du dér igen

Tomrummet. Tilstanden mellem to faser, lige dér hvor den ene fase er slut, men hvor den anden ikke helt er startet endnu. Hyrdetimen, timen mellem nat og dag. Det tidspunkt på året, hvor vinteren egentlig er slut, men hvor foråret ikke har taget over. Og alle de andre overgange mellem årstider og livsfaser. Tidspunktet, hvor vi mennesker kan blive noget så utålmodige og rastløse og har stor lyst til at kaste os ud i næste fase, selvom det slet ikke er meningen. Tomrummet har nemlig sin særlige gave og er en del af det, der findes i alt. Et mellemrum. Intermezzo. Ingen svar. Intet hastværk. Bare være.

Hun nikker, Ravnen. Men til forskel for mig er hun ganske god til tomrum, det bilder jeg mig i hvert fald ind. Hun virker fuldstændig rolig og afklaret, sejler gennem året og årshjulet som havde hun ikke bestilt andet. Hun hengiver sig til alle faser og danser med det, der er. Opture, nedture. Ebbe og flod. Slutninger og nye begyndelser. Det evige oprydningsarbejde, for der synes altid at være mere at give slip på. Hun tillader sig selv bare at være, flyve, svæve og følge det subtile flow gennem processen.

Luft, ild, vand og jord.
Øst, syd, vest og (n)ord.

Lad disen gribe dig

“Jeg er i lære hos dig, Ravnemor, er du klar over det?”

“Ravnemor?” Hun ler kort. “Ja, det ved jeg da udmærket godt, men gør du? For i så fald vil jeg kærligt invitere dig til at trække vejret dybt, helt ned i maven og lade dig gribe af disen. Ja, lad dig falde og mærk, hvordan disen og tomrummet griber dig. Slip modstanden, du er nødt til at hengive dig med tillid. Den tillid, som rejsen lærer dig så meget om. Tilliden, som skaber forbindelse. Ha’ tillid til tomrummet, for det er her du restituerer og genskaber din kraft. Regenererer.

Når naturen holder vejret

Har du nogensinde oplevet, at naturen holder vejret? Det er som om alting pludselig står stille. Der er ingen vind, ingen lyde, alt ånder fred. Hvis man stiller sig ud og trækker vejret dybt ned i maven og lader sig gribe af energien, falder man ind i en blød stilhed. Tankerne forstummer, kroppen falder til ro. Tør man blive stående uden at følge pludselige impulser til at bevæge sig videre, handle eller gøre noget, bliver man grebet af noget andet. Et slags tomrum. Det er som at sidde på en bro i fuldstændig harmoni med omgivelserne og blot dvæle ved synet af den flod, som flyder under broen. Stilhed. Væren. Der er ingenting andet at gøre end at hengive sig og vide, at det tidspunkt, hvor man sammen med naturen tager det næste skridt og træder over grænsen til næste fase, vil komme. Det kommer, når tid er. Ikke før og ikke siden.”

Hun gentager det, jeg allerede ved, men som jeg åbenbart ikke helt har forstået.

“Kvinde, kend dit tomrum”. Hun siger det igen og smager på ordene som var de syrlige bolsjer. Men der må være noget ganske særligt i de bolsjer, for jeg fniser som en skolepige. “Måske skulle jeg udgive en bog med den titel?” Hun foretager et kækt hop på stedet og i samme sekund bryder jeg sammen i latterkrampe. Jeg ler, så tårerne triller. Forløsningen er enorm. Som et vandfald, et kraftigt og mægtigt vandfald. En vulkan af vand. Åh, det gør godt!

En bæk i det tidlige forår

Siden bliver vi stille, Ravnen og jeg. Vi sidder lidt med hinanden i stilhed, jeg lukker øjnene og glider ind i en slags meditation. Jeg mediterer til lyden af rislende vand, jeg er en bæk i det allertidligste forår som stille flyder den vej, der er hendes at flyde. Jeg hengiver mig til trætheden og giver slip på den modstand, jeg har mærket det meste af ugen. Jeg har kæmpet, kæmpet med mig selv i tomrummet og det kommer der sjældent noget godt ud af. Bortset fra læringen selvfølgelig, for denne gang ser jeg tomrummet på en ny måde. Men nu slipper jeg kampen. Nu giver jeg op.

Jeg åbner øjnene og misser mod lyset. En gråkrage bader i sneen herude. Pudser sine fjer og er pludselig ved at snuble i tøet. Det ser ikke ud til at røre ham, uanfægtet ryster han sig og spankulerer videre. Han nynner en sang, jeg kan fornemme nogle strofer, det lyder lidt som:

“Når du snubler i rummet det tomme
Når du vælter omkuld i din egen tø
La, lala, kra kra og lad gø
Ønsker du livet i hele sin pragt
Må du først være klar til at dø

Lad dig falde ind i det tomme rum
Lad dig gribe af disen, den grå
Rejs dig og dans med den stilhed, du hører
Lyt og lad være, lad gå”

Så kan jeg ikke høre mere, han er væk. Det samme er Ravn. Jeg mærker et stik af skuffelse, for der var noget, jeg gerne ville have spurgt hende om. Men ak, det må vente, for fuglen er fløjet.

Kvinde, kend dit tomrum. Jeg fniser igen og drikker af kaffen, mens skrivelysene blafrer.

women-writing

Skriverejsen
I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Du har sikkert opdaget det, hvis du følger lidt med her i mit skriveunivers. Jeg har dedikeret mit virke til en anden slags skrivning end den, vi normalt støder på og er bekendt med. Jeg kalder det skriverejsen.

Det er ikke en produktorienteret rejse som sådan, med mindre du da vælger at se på dig selv som produktet. For skriverejsen handler allermest om dig og din indre proces. Den handler om, at du har en indre, veludviklet fortællerske, som kalder på dig via din skrivelængsel med en invitation til at kigge indenfor og folde det ud, som gemmer sig bag længslen. Der er nemlig mange gaver at hente.

Bag skrivelængslen. Bag mure af modstand og frygt for at fejle. Bag alt det, der står i vejen. Der finder du hende. Din vise kvinde.

Din vise kvinde

Din vise kvinde er hende, som begynder at vågne, når du møder op og skriver hende. Det er din indre stemme, en kraftfuld stemme, som blot er blevet temmelig hæs og rusten af at være blevet gemt og glemt så længe. Det er din sjæls stemme, din kvindekraft, som ulmer og som gerne vil skrives og fortælles. Hun har noget på hjerte og du er hende.

Hende, som lytter indad og lader sin stille stemme komme til orde.
Hende, som gennem tillid, øvelse og gentagelse åbner op og tager imod.
Som bevidst skærper sin intuition og følger sit hjerte af den vej, som er hendes at gå.
Hende, som efterhånden lærer sig selv at stå frem og midt i sårbarhedens frodige muld siger det højt, som hendes sjæl synger om. Hun siger det højt. Hun fortæller det. Men det gør hun ikke ved at lægge frygt, modstand og indre censor bag sig. Hun gør det ved at favne det hele og skrive det.

Men have their own story-making and myth-telling, but in the old Gaelic traditions, women were bards and poets too. Still, today, the voices of women are quieter and our stories are less often heard. The Wise Woman is a woman who has reclaimed her stories and has found the voice with which to tell them. The Wise Woman is remaking the world.”
– Sharon Blackie –

Læs også gerne: Med næb, kløer og kærlighed

Skriveglæde, natur og historiemedicin

Skriverejsen handler også om glæden ved at skrive. Det gør godt at få åbnet op og lade kreativiteten risle igennem sig. Til det skaber jeg skriveafsæt og øvelser, som du kan arbejde og skrive ud fra på din måde. De er forankret i årstiden og naturen spiller en stor rolle. Ja, i skrivecirklerne inviterer jeg sågar til ture ud, hvor du arbejder med naturen og din intuition i forhold til skriverierne. Du vil opleve, at vi kontinuerligt arbejder med den energi og kraft, som er til stede på de forskellige årstider. Vi forbinder os til det, vi allerede er en del af.

Når vi gør det, skriver vi i nuet. Vi er forbundet og det er bl.a. her, at fortællingerne kan nå os. Når vi er mødt op og har gjort os modtagelige. Vi lærer årstiden og de forskellige tidspunkter på årshjulet og i processen bedre at kende og det gør vi via egne ord. Når vi skriver. Det findes alt sammen bag tunge tanker og den modstand, som simpelthen bare hører med.

Alt kan skrives

Du opdager efterhånden, at alt kan skrives og selv skriveblokering er ikke længere en undskyldning for ikke at skrive. Der er en fortælling bag alt det, vi møder på vores vej og når vi gennem ordene og fortællingens kraft kaster lys på det og folder ud, begynder der virkelig at ske noget. Men selvfølgelig skriver vi ikke hele tiden, vi øver os også på at sanke. Meditere. Sidde og være i stilhed og lade inspirationen finde os.

Læs også gerne: Ulven og den trygge skriveblokering

Brug dine skriverier som spirituel praksis

Du opdager også, at du kan bruge dine personlige skriverier som en kraftfuld spirituel praksis, som efterhånden kan være med til at befri dig for alle de gamle, udslidte historier. Historier, som tynger dig og holder dig fast på et sted, du for længst er vokset fra. Du skriver dig videre og du forbavses, forundres og fortrylles til stadighed. Når du altså møder op og skriver.

Du oplever, at skrivning er terapeutisk, især når livet er svært og du opdager, at du får uvurderlig hjælp til at bygge bro og skabe nye åbninger gennem fortællingens kraft.

Og er du med i en skrivecirkel vil du opleve, at de andre kvinder lytter, løfter og støtter dig. Det gør de i henhold til reglerne for Den Hellige Cirkel, som så fint er formuleret af Julia Cameron. Den Hellige Cirkel er en del af alle skrivecirkler og intuitive skriveworkshops.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Som skrivemor, guide i skrivebjergene og underviser hjælper jeg dig hjertens gerne med at finde ind til hende. Din vise kvinde. Din fortællerstemme, den indre stemme. Det gør jeg bl.a. ved at skabe de rum, som jeg tilbyder i skrivecirklerne og på de intuitive skriveworkshops.

I pagt med årstiderne og årshjulet lærer du at forankre dig, du bevæger dig via din intention og giver dig selv lov til at folde ud via fortællingens kraft. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, som åbner op og styrker dig i din proces og på din skriverejse uanset hvad det handler om for dig. Lige nu.

Rumpasser i det magiske rum

Jeg viger ikke fra min intention og den forpligtelse, jeg har som rumpasser i det rum, hvor vi barsler med hjertets fortællinger. Jeg træder ikke ud af min rolle og agerer dommer eller bøddel, jeg overrasker dig ikke med pludselig indfald fra min veludviklede korrekturmoster. Du kan ikke overtale mig til at agere indre censor, så du får ret i dine fejlagtige antagelser om, at du ikke er værdig og at du ikke kan skrive.

Jeg er skrivemor og din guide i skrivebjergene. De rum, jeg holder, er kærlige, rummelige og magiske rum, hvor fortællinger kan lade, berige, berøre og forvandle os. Hvor vi deler, lytter og er med det, der er.

FORÅRSCIRKLEN

Næste online skrivegruppeforløb, Forårscirklen, starter den 1. marts. Invitation og detaljer finder du ved at klikke her.

Jeg tager imod tilmeldinger, så længe pladser haves og du tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com.

Velkommen om bord på en magisk skriverejse ind i forårets univers. For kvinder med skrivelyst og længsel. Jeg glæder mig til at byde velkommen.

Vi skrives ved.

Kærlig hilsen
Lene

Hvad andre siger om at være på skriverejse hos mig, kan du læse om i linket her


Photo “Fog over lake with swimming ducks and raven” © Christine Korten, Dreamstime

Fortsættelse følger

birch-trees_birk

Lyset glider stille frem på himlen, mens jeg sætter mig med morgensiderne. Det blæser og har blæst gennem natten, vinden vaskede bort, mens jeg sov. Nu er det tidlig morgen og som noget af det første checker jeg ind, åbner min skrivebog og lader ordene dryppe som dug fra træerne, mens lyset får øjne. Morgensiderne er min første forankring til det, der er mit univers og min måde at være i livet på. Jeg har for længst fået vished om, at skriverejsen er en kraftfuld og magiskabende vej, hvis man altså har skrivelængsel og disciplin nok til at møde op og tage imod. Uanset hvad det handler om.

For vi skriver jo i livet.

Den stille stemme

Når man lærer sig selv at kende i skriveprocessen og samtidig lærer processen at kende, den kreative proces med alle dens opture og nedture. Når man begynder at se en større sammenhæng og opdager, at man via ordene kan forbinde sig til den kraft, som allerede findes dybt i en selv og forstår, at hvis man virkelig lytter dybt og inderligt nok, så er der en anden stemme, som rummer sandheden om, hvem man egentlig er. Den stille stemme.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing.
Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

Læs mere i “Den Stille Stemme”

Din måde at være i livet på

”Det handler om din måde at være i livet på” siger Ravnen og smiler underfundigt, mens hun klikker med næbbet. Netop landet, fløjet gennem bølgende dis og båret af brisen fra øst. Træerne vugger og danser i dag, vinden er vågnet og på den allersidste dag i januar bliver der gjort rent. Vi lufter ud og skaber plads til det nye, som skal komme.

Jeg nikker som svar på Ravnens ord, jeg er helt enig med hende. Og jeg er taknemmelig for, at jeg har fundet min vej og måde, selvom det har taget mange år og mange ord.

At møde frygten og at turde se

Gennem tåge og mørke, af snoede stier og kringlede veje har jeg mødt mig selv og min frygt gennem de ord og fortællinger, som dukkede op, mens jeg skrev. Frygten, skulle det vise vej, var et pejlemærke og noget, jeg var nødt til at stå ansigt til ansigt med. Jeg lærte at se på Frøken Frygt med nye øjne og et drys kærlig nysgerrighed, gradvist altså og efterhånden. Jeg nærmede mig hende og flygtede så igen, kun for at opdage, at hun ofte fulgte med og stillede sig på vejen foran mig med krydsede arme og et sørgmodigt blik.

”Hvornår ser du ?” hviskede hun, men jeg var bange for at se og kunne slet ikke finde ord til at svare hende.

Efterhånden kom modet

Men efterhånden kom modet. Og det var ikke den slags mod, man hører om i eventyrlige fortællinger om helte og heltinder, som bider tænderne sammen, hvæsser sværdet og kæmper til sidste bloddråbe. Det var et mod, som jeg fandt i den dybeste sårbarhed og et sted, hvor jeg aldrig havde drømt om, at der ville være styrke at finde. Jo da, Freud har sagt det og mange før og efter ham, men når erfaringen ikke er gjort med egen krop og sjæl, så tæller den ikke rigtig. Jeg skrev mig til mod og jeg gjorde det ved at lytte til både frygt, modstand og dyb sårbarhed. Jeg gav dem ord, jeg gav det hele ord og ordene gav mig.

Min indre pige

På et tidspunkt skrev jeg mig ind til et mørkt sted fuld af fugt og spindelvæv. En dør med en kæmpemæssig hængelås, afskallet maling og en hengemt lugt af svigt og savn. Forsigtigt åbnede jeg døren til mit magiske rum og lukkede min indre pige ud af det skab, hvor jeg alt for længe havde holdt hende fanget. Åh, jeg var så bange, for jeg var sikker på at hun ville hade mig for at være faret så meget vild. Og så længe. Det var et skæbnesvangert øjeblik, da jeg satte nøglen i den rustne hængelås og så hende i øjnene.

”Jeg forstår godt, hvis du hader mig og ikke vil kendes ved mig” fremstammede jeg og følte mig meget lille. Mindre end hende, pigen med de funklende blå øjne og det lyse hår.

Hun hadede mig ikke

Men hun hadede mig ikke. Tværtimod. Hun var bare glad for at blive lukket ud af skabet, sit mangeårige fangehul og igen få lov til at forkynde sin sandhed. Hun lærte mig at synge igen, at danse og at gøre det, som jeg altid har elsket. Skrive og fortælle historier. Og hun lærte mig at gøre det alene. Á Lene. Du behøver ikke andres tilladelse eller at søge andres rum og måder for at være den, du er kommet for at være. Gør det på din måde. Men gør det. Nu.

Keep it simple. Do it your way.

Uden hende er jeg intet

”Jeg svigter dig aldrig igen” sagde jeg højtideligt og det løfte har jeg holdt. For uden hende er jeg intet. Uden hende har jeg et stort hul i hjertet, som ingen andre kan fylde ud. Hun er mit hjerte. Hun er mit mod, min styrke og min sårbarhed. Hun er mit eventyr. Og jeg er hende.

Så det handler om måden, vi er i livet på, det har Ravnen ret i.

Nu er det Imbolc

”Og nu er det Imbolc” siger hun fornøjet, Ravnen og ser på mig funklende øjne. Et magisk tidspunkt.” Jeg nikker glad og kan mærke det langt ind i sjælen. Det er mit tidspunkt. Og Brigids tidspunkt.

Brigid og de gamle keltere

For de gamle keltere var Imbolc den tid på året, hvor nyt liv opstår. Træer og planter begynder at vokse, vinteren møder foråret for første gang. Man holdt ildfest eller lysfest for Brigid, Gudinden for poesi, smedekunst og healing. En af ideerne med lysfesten var at vække lysets ånd midt i den mørke vinter (midvinter).

Ved Imbolc eller på dagen for Candlemas eller Kyndelmisse, om du vil, den 2. februar, fejrer vi jordens genopvågning efterhånden som solens varme og lyset vender tilbage. Men perioden for Imbolc strækker sig helt frem til den 13. februar, hvis man skal tro gamle skrifter. Det har jeg valgt at gøre. Og uanset hvad, kan vi forankre os i den energi, som vi også er en del af og spørge os selv om potentialet, spirerne og det, vi ønsker, skal vokse i den nye cyklus.

Kald det, hvad du vil

For det, vi har fokus på, vil vokse. Vi mærker vores intention, hvad har vi lyst til at sætte i bevægelse og begynde? Her giver vi altså bevidst liv til vores intention om positiv forandring, især det, som blidt skubber os frem og forvandler os indefra. Det er et kraftfuldt tidspunkt at ændre gamle vaner på og skrive nye historier og fortællinger. Et skridt, et ord af gangen.

Find din egen vej og måde

I øvrigt kan du kalde tidspunktet, for hvad du vil. For mig er tidspunktet Imbolc, men for dig er det måske anderledes?

Find gerne din helt egen vej og energi i februar, som ankommer i morgen og brug de ord, som føles godgørende for dig. Du kan sætte dig helt fri af dogmer og andres forståelse og forankre dig i nuet, det skabende øjeblik og skrive dig ind i tidspunktet i naturen og i dig selv.

Gå ud, gå ind og skriv om det

Gå ud og se dig omkring, mærk luften og livet, der begynder at ulme igen. Hør solsorten, som nu øver sig på sin forårssang. Se erantis og vintergæk stikke hovederne frem i haverne rundt omkring og lyt til den sang, der blæser i vinden. Gå ud og forbind dig, gå ind og skriv om det. Som det nu passer dig. Prøv dig frem og find din egen vej og måde.  Din måde at skabe forbindelse på, din vej til kraften og din iboende kreativitet og glæde.

Du er bærer af din egen visdom, men du kan som jeg har gjort det vælge at invitere Brigid ind i din cirkel og lytte til hendes stemme i dig selv. Det, hun repræsenterer på dette tidspunkt af året, hvor vinter møder forår for første gang.

Begynd på ny

Imbolc finder sted i slutningen af januar og begyndelsen af februar. Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage.

Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk nu. Det er et perfekt tidspunkt at kaste lys på noget af det, som har overvintret i mørket og under jorden. Uden hastværk eller forcering, bare lytte, mærke og lade komme. Et fint tidspunkt at begynde på ny.

Kunst, poesi og fortællinger

Imbolc er også et gunstigt tidspunkt for kunst, poesi og fortællinger. Jeg har selv mærket det gennem de senere år, hvor noget ligesom vågner i mig. Det er altid ved Imbolc, at jeg tager mit malergrej frem igen og supplerer ord og fortællinger med farver og billeder. Jeg føler mig antændt af inspiration, kreativitet og nyt liv.

Jeg har valgt at skabe rum for en intuitiv skriveworkshop i anledning af Imbolc. Den 8. februar gæster 6 kvinder med skrivelængsel min skrivestue. Sammen skal vi via ord og fortællinger på opdagelsesrejse i Imbolc energien og hvem ved, måske vil både Ravnen og Brigid være til stede på denne dag også?

Ravnelatter

Det får hende til at le højt. Rullende og hjerteligt. Ravnen. Hun ler så tårerne triller og ser på mig gennem et vandfald af visdom.

”Hvad er dér?” hører jeg mig selv spørge.

Hun ved noget, jeg ikke ved. Det står klart, det bølger mellem os og danser mellem linjerne. Og nu, hvor jeg har lært hende lidt bedre at kende, ved jeg også, at hun ikke har tænkt sig at afsløre det for mig. Jeg vil selv opdage det, når tid er. Jeg kan stille spørgsmål og lade dem føre mig på vej, men svarene kommer ikke, før jeg er parat. Det er en modningsproces så forunderlig, at man bare må acceptere den og vælge at trække vejret dybt gennem dens tråde af magi.

Jeg glæder mig til skriveworkshoppen og til at fejre Imbolc sammen med de kvinder, som kommer. Alle pladser er optaget, det blev som det skulle være på den skriveworkshop, som jeg allerede så for mig og mærkede tilbage i efteråret. Du kan læse om tilblivelse i fortællingen om ”Ravnen og skriveworkshoppen”.

Brigid i os selv

Vi kommer med vinteren i os, vi er stadig vinter, men vi er også bærere af det forår, som snart skal komme. Vi er lysets potentiale og det er det lys og vores skaberkraft, vi fejrer på skrivedagen og i forbindelse med Imbolc i øvrigt. Vi gør det via fortællingens kraft og ved at forankre os i fejringen af Brigid og lyset. Men det handler ikke så meget om at lære Brigid at kende via en slags intellektuel forståelse, selvom det er vanvittigt spændende at gå på opdagelse i gamle bøger og lære hende bedre at kende.

Der er et spind af historier og fortællinger om hendes væsen, der er delte meninger og mange slags fortolkninger. Opgaven er at lytte, lære, mærke efter og siden at gøre det til sit eget. Det som vækker genklang. For ét er Brigids historie og det, der var de gamle kelteres fejring, noget andet er, hvem eller hvad Brigid er i os selv.

Dansen i lyset, varmen fra ilden

Vi er her for at fejre. Lyset, potentialet og de små spirer af livskraft, som vi nu mærker. Vi er her ikke for at kaste vinterens kåbe af os, vi har stadig mørket i os og vinteren er ikke forbi, men vi er her for at danse lidt i lyset og mærket potentialet for den kommende tid. Have fokus på det, vi mærker er godt for os, det vi ønsker at tage med os videre på rejsen. Varme os ved lyset og ilden, den arneild, som Brigid også i følge sagnet er beskytter af.

Jeg vandrede med hende gennem skoven i weekenden, jeg lyttede, betragtede og forstod. Den slags forståelse, som snarere er en dyb indre vished end en mental forklaring på noget, som er nærmest uforklarligt. Og dog. For var det ikke netop det, som skoven lod mig vide, da jeg vandrede? Fornemmelsen af spirende lys og levekraft mellem træerne.

Var det ikke selve mysteriet, der åndede på mig og gav mig en følelse af indre eventyr og en livsgnist, som jeg aldrig i mit liv har oplevet så stærkt før?

Så længe det skaber genklang og resonans

Og er det i sidste ende ikke ligegyldigt, hvad vi kalder det? Så længe det skaber genklang og resonans og er med til at bane vej for den kraft og kreativitet, som vi alle bærere af på hver vores måde?

En hare løber over marken og følger lyset mod syd. Ravn smiler stadig smørret og letter så. Ordløs visdom får vinger. Hun er sin egen fortælling, Ravn og hun er til stor inspiration. Sådan er det bare. Sådan er jeg bare.

Og fortsættelse følger.

Blessed Imbolc. Glædelig Imbolc.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Birch tree at sunset” © Ying Feng Johansson, Dreamstime 


forarscirklen

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Forårscirklen starter den 1. marts

Online Skrivegruppeforløbet Forårscirklen starter den 1. marts 2017 og varer i 3 måneder. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Invitation til Forårscirklen finder du i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund stadig ledige pladser og du er hjertelig velkommen.


intuitiv-skriveworkshop2017

Jeg har nu sat dato på de intuitive skriveworkshops i 2017. Alle skriveworkshops er forankret i årstiden og et særligt tidspunkt på årshjulet.

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP FOR KVINDER MED SKRIVELÆNGSEL

Onsdag den 8. februar kl. 10
i anledning af Imbolc og i lysets tegn – invitationen finder du her.
Alle pladser er optaget.

Lørdag den 29. april kl. 10
i anledning af Beltain – detaljer følger

Fredag den 22. september kl. 10
i anledning af efterårsjævndøgn – detaljer følger

Lørdag den 28. oktober kl. 10
i anledning af Samhain og i mørkets tegn- detaljer følger

Alle pladser på skriveworkshoppen den 8. februar i anledning af Imbolc er nu optaget, så hvis du vil i gang med at skrive og folde ud i et af mine skriveforløb ganske snart, så tag et kig på invitationen til Forårscirklen ovenfor. Vi starter den 1. marts.

Og ellers mødes vi igen til intuitiv skriveworkshop sidst i april omkring Beltain. Du er hjertelig velkommen og kan forhåndsreservere din plads ved at skrive en e-mail til mig skrivehuset@gmail.com.

 

Ravn i mosen

winter-moors

Dybt i vinteren, januar er fremskreden og langsomt nærmer vi os tidspunktet for Imbolc.  Den seneste uge har jeg mærket en velkendt rastløs energi krydret med vished om, at det virkelig ikke er tid endnu. Jeg har læst mig ind i egne ord om, hvordan man bevidst kan vælge at gå helt ind i januar og i kærlig accept give slip på alle forestillinger om, at der findes en genvej til forår. For der er mange gaver at hente, hvis man ikke forcerer og forsøger at flygte fra det, der er vinterens formål og budskab.

Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå uden at jeg skal anstrenge mig.

Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen. Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.

Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal. Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt.

Fra “Ventesang og forårsdrømme” januar 2016

Har jeg så lært det?

Og så skulle man jo tro, at jeg var blevet bedre til det i år. Jeg læser mine egne ord og ryster træt på hovedet, det står jo dér, sort på hvidt. Og ydermere har jeg en dyb vished om, at det er sådan, det forholder sig. Som januar er jeg fuld af tålmodighed, opfyldt at ro og kærlig accept, jeg glæder mig over vinterens tomrum og tågede dage, hvor jeg selv er mindst lige så tåget. Min vej ligger hengemt i vintertyk dis og fuglene flyver forbi, mens de kaster små bemærkninger af sig, som godt kunne lyde lidt spottende, hvis man altså ikke lige trækker vejret dybt og lytter til det dybere budskab. Et strejf af noget andet. En drys vished.

Endnu et besøg af ravn

Hun kommer til stede, som hun har det for vane her i vinter. Ravnen. Pludselig er hun dér, ofte i luften over markvejen, når jeg om eftermiddagen går tur med hundene. Når jeg vandrer langs mosen, kan jeg høre hende i trætoppen og hvis jeg kigger godt efter, kan jeg se hende. I går var hun i selskab med en anden ravn, som jeg ikke har set før. Men ofte er hun alene og hun opsøger mig, når jeg endelig stikker næsen ud og genopdager, at frisk luft og bevægelse gør underværker.

Som imiterer Ingmar Bergmann

”Dæmoner kan ikke lide frisk luft” skræpper hun og imiterer Bergmann. Hun ligner ham til forveksling, når hun ser på mig. Jeg misser med øjnene mod lyset, mens jeg nikker, for jeg kender godt sætningen og jeg ved, at den er sand.

En tur i mosen og en anden fortælling

Det gjorde godt at forlade huset i går eftermiddag og følge det bratte strejf af sol, da skyerne pludselig gled til side på en ellers grå dag og badede landskabet i et skarpt og lovede januarlys. Ud af markvejen, langs skellet og ned i mosen. På et tidspunkt går det lidt op, man mærker det ikke, men pludselig står man på noget, der kunne minde om en bakketop og skuer ud over landskabet. Nøgne trætoppe, som omkranser mosen og et forholdsvis fladt midtsjællandsk landskab med marker og små arealer af pludselig skov. Dér på bakketoppen falder jeg som regel ind i et andet tempo, en dør åbner sig og jeg ser det, jeg ikke kunne se før. Landskabet og fuglene, som flyver over mit hoved, letter og lander fra træerne i mosen, fortæller mig en historie, som jeg ikke helt kunne høre før. Selvom jeg ved, at den findes. Og at den hele tiden er tilgængelig, hvis jeg altså bevidst træffer et valg om at invitere den ved at forbinde mig.

Ravnen sidder stadig foran mig, hun smiler underfundigt eller sådan ser det ud. Jeg drikker kaffe af en kop med prikker, tern og en solgul kant. En kop uden hank, perfekt til en god kaffe om formiddagen. Ikke for stor, ikke for lille. Kaffe med havremælk og to skrivelys i lotusstager. Jeg er anderledes rolig i dag, det kan jeg mærke, turen i mosen har sat sine spor. Jeg kaldte det min sanketur og det er sandt, jeg har virkelig sanket. I går var jeg træt og tom, i dag er noget igen anderledes.

Den kreative proces

”Den kreative proces” siger ravnen og kigger beundrende på sin blåsorte vinge. Den ligner en smuk handske, fjerene er som lange, slanke fingre. Jeg længes efter at gribe ud og holde hende i hånden. Der er noget fortryllende over hendes fremtoning og en længsel bobler i mig. Åh, at være som hun og vide alt det, hun tilsyneladende har vished om. Længslen blandes med taknemmelighed, jeg er glad for hun sidder her og gør denne fortælling mulig. Og i øvrigt hjælper mig med at huske. For det er sandt. Den kreative proces er på ingen måde lineær eller særlig forudsigelig. Alligevel er der noget, som hele tiden dæmrer, når jeg genopdager det, jeg godt vidste, men som jeg lige glemte og var nødt til at opdage igen.

Genopdagelsen. Gentagelsen. Den subtile disciplin, der åbner op for magien.

”Rrrrrååå” siger hun så og ler højt. Hun klikker med næbbet og betragter mig i et rum af underfundig forbundethed. Det gjorde godt at komme en tur i mosen i går. Det gjorde godt at stå på bakketoppen og se ud over landskabet, læse dets budskaber og høre fuglene stemme i. Det lindrede at trække vejret dybt og få forbindelse til alt det, jeg i virkeligheden længes efter, når jeg ihærdigt forsøger at forcere og få til at ske. I januar. Men jeg huskede og da jeg gik, ledte jeg ikke efter inspirationen. Jeg lod inspirationen finde mig.

writing-close-up

Morgensiderne hjælper også til at huske

Dybt i vinteren og ganske tæt på Imbolc. Da jeg skrev morgensider i går og gav mig selv lov til at sætte ord på den frustration og træthed, jeg pludselig mærkede og som gjorde mig gold og stædig, skete der noget allersidst på siderne. Jeg skriver 3 sider hver morgen, for morgensiderne er vitterligt magiske.

”Januar, lige nu er jeg bare træt” skrev jeg og følte mig som det tungeste væsen i verden. Så kom ordene og jeg kunne høre hendes syngende stemme dybt i mig, mild og kraftfuld på samme tid:

”Det er snart Imbolc, du må ud og få frisk luft og finde de små spirer, som nu kigger op af jorden. Har du egentlig set, om der er erantis i din cirkel udenfor hegnet? Har du været inde i cirklen, er du trådt ind og har du hilst på træet dit? Har du forbundet dig? I tillid?

Så slap siderne op og det var nok meget godt. For jeg sad tilbage med spørgsmål, som uden bebrejdelse og i kærlighed lod mig vide, at der vist var noget, jeg havde overset. Igen. Jeg rejse mig fra min egen tunghed og gik gennem en mur af modstand ud og tog overtøj og gummistøvler på. Langs hegnet, ind i det lille buskads bag haven og hen til den cirkel af træer, som jeg fandt sidste år. Close to home.

Og der var de, små erantis, gule bebuderne af livskraft og et tegn på, at vi virkelig nærmer os Imbolc. At noget sker, selvom vi ikke kan se det og at kraften arbejder stille under jorden. Jeg lyttede til træet, som ikke overraskende fortalte mig om tomrummet, ventesalen og alt det, jeg egentlig godt ved. Men det var godt at blive mindet om det og mærke træets dybe og rummelig accept. En sten faldt fra mit hjerte, jeg sagde tak og gik tilbage, hvor jeg kom fra.

Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.” – Jeff Brown –

Lad processen arbejde for dig

Ravn er fløjet nu, men jeg kan stadig mærke hendes glød. Hun er et af de klogeste væsener, jeg har mødt, selvom hun egentlig ikke gør meget stads af sig. Jeg elsker, når hun dukker op og pirker til min opfattelse og sætter mine overbevisninger på prøve. For mest af alt får hun mig til at huske. Hun prikker kærligt til mig og inviterer mig til at vende tilbage. Skabe forbindelse. I tillid.

Et lys breder sig på himlen udenfor, skyerne glider til side og dagen er lysere, end jeg havde regnet med. Hvilket minder mig om noget, jeg netop har skrevet til kvinderne, som lige nu er på skriverejse i Vintercirklen og Solhvervscirklen.

Giv slip og lad komme (det er lettere sagt end gjort, men hvis vi hengiver os til processen, bliver vi bedre til det undervejs)

“Når I skriver og arbejder med afsæt og skriveopgaver, jeres egen proces og i det hele taget, så prøv gerne at lade være med at tænke skrivestil og i tankerne at gå efter noget bestemt. Bare giv slip og lad komme, læg dommeren og bedømmeren lidt væk og vær blot nysgerrige efter, hvad der viser sig.

Lad processen arbejde, mød op og skriv, som du gør det her. Vi er ofte alt for hurtige til at drage konklusioner og her i skrivecirklerne er intentionen jo netop at skabe et frirum for ord og skriverier. Et sted, hvor vi kan prøve os frem. Uanset hvad resultatet bliver, for i virkeligheden er det allermest processen, vi lærer af. Vores fremmøde, vores skrivearbejde og alt det, der sker mellem linjerne.

Fokuser på processen

“Getting it right is not as important as paying attention to what and how you are learning” siger Loren Cruden og det er sagen i en nøddeskal.

Fokuser på processen og lad på forhånd være med at udelukke noget. Rejs i nysgerrighed og undren og lad ordene folde det ud, I ikke kan tænke jer til. Der er mange gaver at hente.”

og betragt dig selv i processen

Når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis.

Processen er nøglen til varig skriveglæde og selvudfoldelse via ord og fortællinger. Lytning er et andet nøgleord. Lyt til din skrivelængsel, den er ofte et kald fra sjælen.

Kærlig hilsen
Lene


forarscirklen

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig.

En visdom og en vej, du kan skrive dig ind i

Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Invitation til skrivegruppeforløbet FORÅRSCIRKLEN er ude nu

Invitation til Forårscirklen er ude nu og jeg har åbnet for tilmeldinger. Forårscirklen er som de andre skrivecirkler et online skriveforløb, vi mødes ikke fysisk, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Du finder invitationen til Forårscirklen ved at klikke på billedet ovenfor. Vi starter den 1. marts. Hvis du kan mærke, at du skal være med, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com.


Kom, skriv og fejr Imbolc på intuitiv skriveworkshop den 8. februar –
en skrivedag for sjæl og hjerte

Der er 2 pladser tilbage. Klik på billedet nedenfor for invitation og detaljer.

imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Thumbnail Photo: “Winter sunrise” © Helen Hotson, Dreamstime
Øvrige fotos: © Lene Frandsen

Stilhed og mørke

magiskfortaellerkabe

Mens jeg barsler med et nyt blogindlæg om efteråret og en forunderlig gæstebog, som stammer fra dette års ferietur til Sverige, får du her en fortælling, som jeg skrev i og om Oktober sidste år.

”I en park i Småland dukkede hun op og lige dér vidste jeg, igen, alt alting er som det skal være. Jeg er mit eget efterår og selvom det gør ondt, må jeg lade det sidste blad falde, når tid er. Den sidste illusion om, at man kan holde fast på noget, der ikke er evigt, men som må indgå i den naturlige cyklus og symbiose.

“Det er efterår nu, rejsen går mod vinter, det uundgåelige mørke, der må komme og beskytte det, du nu har valgt at tage med dig videre. Men der er stadig noget at give slip på. Der er stadig flere blade på træerne, ja de gule, brune og de smukke røde, men også dem må du lade gå.”

”Jeg ser et sørgmodigt blik glide over dit ansigt, jeg ser din modstand som en trods og en smerte. Noget må blive tilbage, tænker du og betragter det røde blad, der så perfekt hænger dér og gør dig tryg. Men ser du, end ikke det blad kan du beholde. For når vinterens første storm har vist sit sande ansigt og tilsyneladende ubarmhjertigt kastet sin renselse over det, der var, må du sande at det sidste blad faldt. Også det smukke røde. Først da er du fri. Først da har du alt.”

Jeg nikker, men jeg ved egentlig ikke om jeg helt forstår det. Hvorfor kan jeg ikke bare beholde et blad? Er der virkelig ingen træer, som får lov at beholde et blad eller to, nogle, der ligesom skjuler sig for vind og vejr og bare får lov at være? Men hun ryster på hovedet, det er vist ikke meningen og det er ikke noget, jeg skal ønske mig. Alvorligt ser hun på mig gennem dybbrune øjne, hun er som skovbunden i den mørke granskov.

Lad det hele gå og du vil have alt tilbage.

Jeg troede, at det var slut med at møde månederne på den måde, men pludselig dukkede hun op i en park. I Småland. Da jeg mindst af alt ventede det, gav hun sig til kende på det mest overraskede sted og i en mundering, som jeg på ingen måde havde forestillet mig. Hun lignede ikke den Oktober, jeg kender fra tidligere, hun havde forandret sig og hendes smukke efterårskrop var klædt helt i hvidt. Fra top. Til tå. Et usædvanligt valg, for hører den hvide farve ikke sommeren til, er den ikke forbundet med luftige sommerkjoler og lagner, der hænger til tørre i vinden.? Duften af vasketøj smelter en streng af modstand i mig, jeg er pludselig tilbage på en grøn sommereng, hvor alting blomster i lyset fra solen.

Men det er efterår nu og derfor undrede det mig, at hun stod dér i hvidt. Højt til vejrs på en træstamme dansede hun med himlen og det træ, der fuld af latter bøjede sig over hende og raslede med sine høstblade. Rød, orange, gul og brun, det var en farvelade af strålende energi og glæde. Hendes arme var strakte mod himlen og fingrene dansede i glidende bevægelser. Alt ved hende rørte sig og berørte mig.

”Oktober?” udbrød jeg og mærkede en tåre i øjenkrogen. ”Er det virkelig dig? Her?”

I en park i Småland dukkede hun op og lige dér vidste jeg, igen, alt alting er som det skal være. Jeg er mit eget efterår og selvom det gør ondt, må jeg lade det sidste blad falde, når tid er. Den sidste illusion om, at man kan holde fast på noget, der ikke er evigt, men som må indgå i den naturlige cyklus og symbiose.

“Det er som musik”, siger hun nu og ser på mig over kaffekoppens kant, den smukkeste komposition, men også den har en finale og så er det slut. “Stilheden kommer efter”, hendes stemme ændrer sig pludselig til en kildrende hvisken og hendes brune øjne bliver sorte som natten. Men det er en smuk form for sort, som et beskyttende mørke og jeg rykker lidt nærmere for at få varmen dér, hvor jeg mindst af alt ventede at finde den. “Stilheden og mørket, min ven”, hun klapper mig på hånden og hendes læber åbner sig i et kærligt smil.

Stilheden og mørket. Jeg nikker, det er svært at kapere, jeg kan mærke at det trækker i hele kroppen, men jeg overgiver mig. Først er overgivelsen en mental beslutning og jeg ved af erfaring, at det langt fra er nok, men det starter ofte dér. Herefter er overgivelsen en proces, som på mange måder spejler sig så fint i det efterår, der nu uden hverken tøven eller hastværk går mod vinter. Kragerne sidder i hegnet i den første morgenstund, misser med øjnene mod lyset og kaster et blik mod det vindue, hvor en søvnig kvinde stikker hovedet frem og siger god morgen.

”Kommer I også med vinterhistorier” spørger hun forsigtigt og lader en hånd glide gennem sit uglede hår. Tanken gør hende tryg og hun ser forventningsfuld på dem. Særligt en krage har hendes opmærksomhed. Han hedder Harald.

Og det er da også ham, som svarer, men det gør han uden ord. Han vender sit hovedet og ser på hende gennem det tidlige morgenmørke og gør så et tegn, hun ikke er i tvivl om. Det er som varselstagning, hun havde en intention, en hensigt, med sit spørgsmål og hun fik sit svar. Harald er en klog fugl og jeg er taknemmelig for at kende ham, siger hun til sig selv, mens hun folder hænderne som tak, mumler en bøn og forlader badeværelset for at gå helt ind i morgenen.

Og du er en klog kvinde, fordi du spørger, synger vinden.

Udenfor danser Oktober og det er ikke kun i parken i Småland, at hun byder op til dans. Gå ud, gå ud i vinden og vejret og mød hende dér, hvor du er og hvor du mindst af alt venter det. Lad det være en intention i hjertet, at du gerne vil have helt dit eget efterårsbudskab og lyt så til efterårets sang. Lyt så dybt at du bliver den sang. Og syng så!

* * *

Læs også gerne NÅR VINDEN DANSER – om sjælens indsigter, tomrum, naturen, pauser og svar der kommer, når vi giver slip og bare er, som vi er skabt til at være. Fra min tur efterårstur til Småland 2015.

Vintercirklen

Til dig og din skrivelængsel – Vinteren og mørkets gave

Vintercirklen er et skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel. Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt, får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord kærlig vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i dine egne omgivelser eller hvor, du vil. Du skal ikke begive ud i stormvejret eller gennem sneen, som de andre i skrivecirklen sidder du hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt og som gør dig godt. Men vi deler, beriger, støtter og løfter hinanden i et fælles rum, som jeg skaber og holder til formålet.

Jeg vil komme med ideer til, hvordan du kan skabe dit eget hellige skriverum og dedikere dig. Du vil blive inviteret til indledningsvis at formulere en hjertelig intention med skrivegruppen og forløbet. Du vil lære, hvorfor din hjertelige intention og din dedikation er magisk. Blandt andet.

Mere information finder du i invitationen her.

Vinteren, naturen og mørkets magi

Hver måned modtager du et nyt sæt skriveøvelser og opgaver, som er forankret i årstiden, naturen og mørkets magi.

Naturlig visdom, nærvær og stilletid

Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. I stedet for at flygte eller begræde den mørke tid, hylder vi mørket og den tid, der er som skabt til sjælelige sysler og så skriver vi. Blandt andet. For forløbet vil også omhandle nærvær og stilletid, det vil indbyde til kærlig omsorg for dig selv via små mindfulness øvelser og meditationer. Og mørkning.

Der vil dukke styrkende mantraer op undervejs og du vil i det hele taget blive beriget med vinterlig inspiration, visdom og styrke. Og til din store forundring vil du opdage, at det meste kommer fra et sted dybt i dig selv. Fordi du kom. Fordi du sagde ja, mødte op og skrev. En inderlig sårbarhed og styrke som er helt i tråd med vinteren og mørkets budskab.

Og du vil skrive.

Er din tid kommet? Er det din tur til at tage på en vinterlig skriverejse og lære både dig selv, vinteren og mørket bedre at kende? Lade fortællingens kraft støtte og løfte dig og i cirkel med andre skrivende kvinder skrive dig gennem vinteren og uden at du ved af, skrive helt din egen vinterbog med ord, som støtter, løfter og forvandler dig. Over tid. I processen.

Det startede med Vintercirklen … og nu er vi snart tilbage igen

Vintercirklen var et tilløbsstykke i 2015 og pladserne blev hurtigt booket. Det er en glæde at hengive sig til mørket, vinteren og at skrive om det. Og i år er jeg et års erfaring rigere, så der vil være endnu mere skriveinspiration, mindfulness og naturvisdom at koble dig på. For hold da op, hvor har jeg selv lært meget ved at skriverejse gennem året med en flok skønne, vise kvinder. Det er summen af den læring og visdom, der nu får lov til at cirkulere videre i kommende skrivecirkler og forløb.

Tak til alle jer, som var med. Tak til alle jer, som kommer.

Det startede med Vintercirklen og snart er vi tilbage igen. En ny Vintercirkel kan begynde.

By the Earth which is her body.
By the Air which is her breath.
By the fire which is her bright spirit.
By the living Waters of her womb.
The circle is open.
And yet unbroken.
Merry meet and merry part and merry meet again.

– Gammelt keltisk vers –

Du er hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

magiskfortaellerkabe

 

Lad det ske

Misty Bridge

Det er en smuk sensommerdag og ifølge kalenderen er det sommerens sidste dag. Jeg har lovet mig selv at tilbringe så meget af dagen udendørs som overhovedet muligt og har sidst på formiddagen har jeg sat mig ud med ord og en kop grøn te. Solen varmer, vinden er blot en let brise og himlen er temmelig blå.

Hun ser godt ud, August, i sin luftige kjole med viltert kornhår og en stor kuffert bredt ud for sine fødder. Det er også hende sidste dag og i morgendisen kunne jeg skimte broen. Den bro, vi nu alle skal gå over. Hun går først og forsvinder i nattemørket ved midnat. I morgen er en anden historie og den tilhører September og de af os, som vælger at passere broen.

Mit valg er truffet. I dag er jeg sommer, i morgen er jeg efterår. Og i aften tager jeg ud og giver sommeren til havet og siger tak. Når mørket sænker sig, byder jeg efteråret velkommen. Denne gang går jeg med lette skridt ind i september kun med det, som tjener mig og som jeg ønsker at tage mig med videre.

Jeg mærker varmen på min hud gennem den lette trøje. En sommerfugl danser forbi. En del af mig bliver stille, afventende og lyttende og for en stund er der ingen ord. Så hører jeg dem risle igen og fører pennen langs linjerne på det glatte papir. August smiler, hun er ikke ked at skulle tage afsked.

”Det er en del af den naturlige cyklus”, siger hun og sætter sig på stolen foran mig. Solstrålerne leger med hendes hår. ”Når du hengiver dig i stedet for at stritte imod, mærker du rytmen og årstiden dybt i dig selv. Du forstår, at det er en evig dans og at din sjæl kender hvert eneste trin. Følg med, hengiv dig og dans over broen i tillid til, at alt er præcist, som det skal være. Mærk dine fødder mod træets fugtige overflade og bevægelsen i din krop. Tillad dig selv at blive bevæget. Er der tårer, så græd dem. Er der latter, så le så højt at kragerne letter fra træet, du behøver ikke at skjule dit strålende smil i hænderne. Dans over broen med lette skridt og lad efteråret omfavne dig på den anden side.

Det går ikke hurtigere, end at du præcist kan følge med. Forandringen er langsom. Efteråret lærer dig at give slip, dag for dag, skridt for skridt. Følg naturen og tag ved lære, lyt til fortællingerne, der bruser i skovens kilder og rasler i træernes blade. Hør vindens sang, lyt til tonerne og mærk dem dybt i mellemgulvet. Stå på kanten og lad dig falde i tillid til at efteråret vil gribe dig og skænke dig forunderlige gaver.

Når du er på den anden side, når du mærker den fugtige kulde mod din hud, tøv da ikke med at gå videre. Vend dig ikke om for at få et glimt af sommeren, som forsvandt. Det, der var, er nu forbi. Brænd dine gamle, udslidte historier på det bål, du inden længe vil se i vejkanten. Stands op, varm dig lidt ved flammerne og saml nye kræfter til din videre rejse. Og se om du ikke genkender den gamle bålpasser med skæg og ulden kappe. Hvis han byder på nødder og bær, sig da tak og spis med glæde. Mærk de magiske efterårsvitaminer fylde hver en celle af din krop. Lyt til den gamle bålpassers fortællinger og visdom, hvem ved, måske giver han dig en ny ledetråd.

Når du er klar, følg da brødkrummesporene i den retning, som årshjulet viser dig, gå trygt mod efterårsjævndøgn, hvor alting igen er i perfekt balance. Dag og nat er lige lange, det er et smukt og magisk tidspunkt, som jeg inviterer dig til at fejre. Fra det tidspunkt vokser mørket stødt og inviterer også dig indenfor. Hengiv dig og tøv ikke. Og ser du dragen må du endelig ikke lade dig skræmme og flygte i den anden retning. Ved efterårsjævndøgn går dragen under jorden for at tilbringe vinteren dér. Møder du dragen, så pris dig lykkelig, for mødet er en opfordring til dig om at bære ildenergien i dit indre og aktivere ilden indefra og lade den varme dig gennem vinteren.

Dragen er et ældgammelt symbol på jordenergi, dynamik, ild, vilje og mod. Det kan du tage med dig på det tidspunkt, hvor også du går ind i mørket. Det er ikke et sted at frygte, som vi fejlagtigt har lært det det er et sted, hvor vi kan komme i kontakt med vores styrke, kraft, indre fokus, spirituelle vej og sjælens indre visdom. Vi er en del af det hele, lys og mørke og ikke separeret fra det.

Ser du, der er virkelig intet at frygte eller begræde. Alting er præcist som det skal være. Dans med det, lyt til tonerne og mærk rytmen i din krop. Gå blot over broen og se dig ikke tilbage.

”Og hvad så efter efterårsjævndøgn?” spørger jeg med spæd stemme og drikker det sidste af min grønne te.

”Mon ikke September vil fortælle dig mere om det?” siger hun bare og jeg kan mærke, at hun ikke har tænkt sig at afsløre meget mere.

”Alting vil afsløres for dig på helt rette tidspunkt” tilføjer hun dog og lukker sin kuffert ved at sætte sig ovenpå den med sin store og velformede bagdel. Hun er en frodig kvinde, August og hun elsker sine former. ”Bare lad det ske”.

Jeg forlader hende i sensommersolen for at gå ind og lave frokost. Da jeg kigger ud af vinduet, er hun væk. Men denne gang løber jeg ikke efter hende i et febrilsk forsøg på at få hende til at blive. Jeg trækker bare på skulderen og lader det ske.

Uddrag fra min kommende bog Fortælling ved Vintersolhverv, som udkommet i løbet af 2017.

Tag godt imod efteråret. Bare lad det ske ❤

træetoglyset

By the Earth which is her body
By the Air which is her breath
By the Fire which is her bright spirit
By the living Waters of her womb
The circle is open
And yet unbroken
Merry meet and merry part and merry meet Again

– Gammelt keltisk vers –

Kærlig hilsen
Lene


vintercirklen-011116

Skrivelyst og længsel?

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Tid til fordybelse og til at nære dig selv. Kom ned i tempo, læn dig ind i mørket og oplys dit skriverum med masser af stearinlys. Tid til te, indre nærvær og kontakt til den stille del af dig selv, den hviskende, sjælelige del, der bærer på så meget visdom.

Vintercirklen starter den 1. november 2016

Sammen skriver vi os igennem vinteren og den mørke den. Find indre ro og varme gennem ord og skriverier og lær både dig selv og vinteren bedre at kende, forankret i årshjulet og den naturlige cyklus. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted.

Der er nu åbent for tilmeldinger

Jeg har nu åbnet for tilmeldingerne, eftersom mange allerede stod på spring for at komme med. Vintercirklen er årets mest populære skrivecirkel og sidste år var der rift om pladserne.

Invitation til Vintercirklen finder du her, tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Skrivemagi ved Sommersolhverv

TheWheel

Der er torden i luften, luftfugtigheden er høj og morgenturen foregik i noget, der mindede om regndis. Det var lunt og vinden stille. Naturen er i venteposition. Det er faktisk behageligt vejr, jeg kan mærke mig selv falde til ro i det, selvom der er udsigt til torden. Jeg håber at det vil regne i dag. Alting trænger. Der er meget at vaske og rense bort nu, hvor vi nærmer os sommersolhverv og midsommer. Dagene flyder af sted som blade i en flodstrøm og jeg tillader mig selv at blive en del af det flow uden at gøre unødig modstand.

”The path of least resistance” er ordene, der kommer til mig, som de altid kommer på engelsk fra min sjæl. Den stille stemme som vistnok er irsk. Hun kender de sange, de irske, keltiske og hun kender sit værd. Dybt i mig er hun og jeg længes stadig efter hende, selvom jeg nu har vished om,  at hun altid er lige i nærheden og at jeg er hende.

Vendepunktet

”Der er roligt i sjælens land, lad alting folde sig ud som det er meningen. Sommersolhverv, vendepunktet. Det er også dit vendepunkt. ”

”En dag af gangen, nu, fra øjeblik til øjeblik, lyt og bliv i din kerne af velbehag. For alting er præcist som det skal være. Du er på vej, du mærker vejen og kvinden, du har længtes så inderligt efter. Træd nu helt ind og favn hver en side, lys, skygge, hvert et sår, ar og lad igen de gamle historier brænde på bålet ved sommersolhverv. Giv dem til ilden. Spring ind, spring ud og spring over bålet og vid, at du snart er på næste niveau.”

Hun ved

Jeg er spændt på næste niveau, hvad det så end betyder, men hun smiler bare. Hun ved. Og jeg overgiver mig med et hjerte fuld af lettelse. Jeg behøver ikke at vide mere, end jeg ved i dag. Jeg skal blotte lytte og følge de subtile impulser, der kommer fra et sted dybt i mig selv. Uden tvivl på, at min sjæl og mit hjerte kender de svar, der senere vil afsløre sig for mig, efterhånden som jeg træder fra sten til sten over min livsflod. Sætter mig, blunder, lader det komme, som skal komme og det gå, som ønsker at gå. Hendes smil bliver lidt bredere ved følelsen af mine ord og hendes øjne glimter varmt i regndisen.

Sagde jeg, at vejret er utrolig behageligt i dag. Selvom der er torden i luften?

Ovenstående tekst er et lille uddrag fra den bog, jeg skriver på. Fortælling ved Vintersolhverv. Jeg følger årets cyklus og cirklen er min struktur. Endnu er jeg i sporlægningsfasen, den kreative fase. Jeg forholder mig åben, modtagelig og tager imod det, der kommer. Ønsker du på et tidspunkt at skrive en bog og kommer du til mig for at søge hjælp, støtte og få lidt værktøjer til din proces, vil jeg varmt anbefale dig samme fremgangsmåde i sporlægningsfasen. Læs mere i Skriv Din Bog.

Men tilbage til sommersolhverv og den magiske fejring …


SOMMERSOLHVERV

Sommersolhverv markerer året længste dag og er kulminationen på solens kraft. Naturens kræfter har nået deres højeste og jorden beruses af frugtbarhed. Indenfor shamanisme siger man, at porten mellem verdener står på vid gab ved netop Sommersolhverv og derfor er det et særligt kraftfuldt tidspunkt at arbejde spirituelt på.

Solhverv, midsommerfest og Sankt Hans er egentligt én og samme fest. Der tændes bål for at fejre og tilskynde frugtbarhed renselse, godt helbred og kærlighed. Ilden symboliserer solen og dens evne er bl.a. at rense, forvandle og velsigne.

En dobbelt fejring

Hvis du fejrer ved sommersolhverv den 21. juni og måske springer over bålet og ind i det nye, er det på flere måder en dobbelt fejring. På den ene side er det en fejring af alt det, som nu har manifesteret sig under solens tiltagende rejse mod sommersolhverv. På den anden side er det også en fejring af, at lyset nu igen vender og at vi nu vender os mod den mørkere del af året.

Fra sommersolhverv og til vintersolhverv trækker lyset sig ganske langsomt tilbage og ved efterårsjævndøgn er dag og nat igen lige lange.

Giv dine byrder til ilden

Jeg har nu i flere år haft den store glæde at fejre Sommersolhverv. Jeg har givet mine byrder til ilden og jeg er sprunget ind i det nye med det, jeg ønsker at tage med mig videre. Det er virkelig et kraftfuldt og magisk tidspunkt at gøre status på og bruge naturens kræfter og magi til at hjælpe sig videre på rejsen. Og hvis vi ønsker os, at det skal være sådan, kan vi også bruge dette tidspunkt til at fejre vores manifestationer på skriverejsen, det hele hænger jo så fint sammen.

Når skrivelængslen kalder men modet udebliver?

Måske tænker du, at du jo slet ikke er begyndt på din skriverejse endnu, selvom du mærker både skrivelyst og længsel. “Jeg skal lige tage mod til mig”, siger du med spæd stemme og kan godt høre, at den sætning er lidt slidt. Du har sagt det før, ikke sandt? Du har tænkt det.

Men hvor vil du da finde modet henne, det mod, du ønsker at tage til dig? Og hvornår vil du gøre det? Det er irriterende spørgsmål, men de er ikke helt uvæsentlige, hvis du har skrivelængsel. Hvad der det mon, der rumsterer fra et sted dybt i dig? Hvad er det, der skrives vil?

Når det bobler i hjertet, men tankerne siger STOP

For min erfaring siger mig, at skrivelængsel på ingen måde er en kuriøs tilfældighed, men et kald fra sjælen. Din sjæl kalder på dig. Hvisker, rumsterer og sender små (eller store) impulser af dyb længsel rundt i din krop. Det bobler i dit hjerte. Men når boblerne når dit hoved og du føler dig lettere beruset, lukker tankerne sig straks om det, der var et slags spirende mod. De fortæller dig en helt anden historie end den, der bor i dit hjerte. Her regerer den indre censor, her huserer de gamle historier om uduelighed og nederlag og alt det, du ikke kan. Her bor løgnene, med andre ord.

Vil du høre en god nyhed?

Udfordringen er selvfølgelig, at du på et tidspunkt valgte at tro på de løgne og formede din identitet ud fra det, andre sagde, mente og gjorde, men vil du høre en god nyhed?

Sommersolhverv er perfekt til indre renselse

Sommersolhverv er et perfekt tidspunkt at rense sig på. Det er et vendepunkt i naturen og det kan så sandelig også blive et vendepunkt i dig. Og der er så meget magisk energi i spil, som du kan læne dig ind i og låne af. Ja, for den magi tilhører så sandelig også dig. Du er en del af den.

Du er din egen magiker.

Sig ja til nye historier og fortællinger, som tjener dig og gør godt

Har du lyst til at sige ja til din skrivelyst og længsel? Og har du fået lyst til at fejre Sommersolhverv og give de gamle historier til ilden, så du fra det magiske tidspunkt kan åbne dig og sige ”JA” til nye historier og fortællinger, som tjener dig og gør din sjæl og dit hjerte godt?

Forberedelse – inden sommersolhverv (den 21. juni)

Hvad er det for historier og overbevisninger, som hæmmer dig og forhindrer dig i at følge din sjæls kalden?

Find en blok og en pen. Nu skriver du simpelthen det ned, som tankerne og den indre censor fortæller dig. Gå på opdagelse i de gamle historier og sæt ord på. Giv hver historie eller udsagn et nyt ark, som du siden kan folde sammen, som du folder et brev. Og giv den endelig gas. Prøv at lyt til, hvad tanker og indre censor siger og brug de samme ord. De ord, som har negativt ladet energi og som dræner dig. Nu har du chancen. Skriv det ned, sæt ord og fold dit brev.

Ilden, din allierede (ved Sommersolhverv)

Og hvem skal så have de breve, få eller mange. Det skal ilden! Ved sommersolhverv.

Tænd et bål, alene eller sammen med gode venner, og når ilden lystigt brænder, så sæt dig lidt og se på den. Mærk ilden, mærk dens kraft og styrke.

Ilden symboliserer solen og den renser, forvandler og velsigner. Den vil hjertens gerne hjælpe og støtte dig i dit forehavende, den er en vigtig del af fejringen ved sommersolhverv.

Giv brevene til ilden

Når du er klar, giver du brevene som beskrevet ovenfor til ilden. Du overrækker højtideligt brevene til ildens ånd, et efter et og du ser med dine egne øjne, hvordan ilden fortærer både papir og ild. Når det første brev er brændt, siger du tak og så brænder du det næste. Tak. Og det næste. Tak.

Du har sagt farvel

Indtil der ikke er flere breve. Du har nu givet dem til ilden og ilden har bogstaveligt talt ædt dine gamle historier og overbevisninger. Alt det, der hæmmede dig og stod i vejen. Nu er du klar. Nu er du renset og i pagt med ilden har du givet slip på alt det, der gjorde dig tung og som holdt dig fra skriveglæden. Du har sagt farvel til alle de falske udsagn, løgne og udtrådte fortællinger, som ikke længere tjener dig. Og du har gjort det ved sommersolhverv, et særligt kraftfuldt og magisk tidspunkt på året.

Og du er nu klar til skrive nye historier

Nu er du fri til at skrive nye historier, følge din skrivelængsels kald og lytte til de subtile toner fra din livssang. Du er fri, du er værdig og du skal ikke længere lige tage mod til dig. Modet har fundet dig.

Spring, spring ud og spring over bålet. Det har jeg selv gjort ved tidligere sommersolhvervsfejringer og det gør jeg så sandelig også i år, selvom jeg ikke skal deltage i en officiel fejring.

Spring over bålet og ind i det nye, alt det du drømmer om og ønsker dig. Det, du har en hensigt eller en intention om skal være din dagsorden for den kommende tid på rejsen mod høst og efterår. Sig det højt, når du springer eller sig det i dig selv og dit hjerte.

Spring ind i glæden

  • Jeg springer ind i glæden.
  • Jeg springer ind i min skrivelængsel og folder den ud. Ord for ord.
  • Jeg siger ja til min sjæl og springer ind i det, der glæder mit hjerte.
  • Jeg springer ind i … roen, tilliden, troen, kærligheden.

Du har sikkert selv dine helt egne formuleringer og intentioner. Med dem i hjertet kan du springe over bålet og ind i det, der endnu er formløst, subtilt og men alligevel undervejs. For tro mig; med din intention i hjertet og dit bevidste fokus på det, der gør dig godt, vil magien begynde at arbejde i og omkring dig.

Intentionens kraft er stor.


Høstcirklen

Har du en intention om at tage din skrivelængsel alvorligt? Har du lyst til at møde op og med din intention i hjertet begive dig på skriverejse i nysgerrighed efter at folde det ud, din sjæl synger om? Du er velkommen i Høstcirklen, et skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel.

Når de lyse nætter ender

Høstcirklen starter helt symbolsk søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi høster via ordene og fortællingens kraft

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

For høsten og efteråret er ikke kun en forberedelse til den kommende vinter. Det er i høj grad også et tidspunkt, hvor vi fejrer og siger tak for alt det, vi fik med igennem foråret og sommeren. Det, der bar frugt og som vi spiser og nyder godt af lige nu samt det, som vi gemmer til vinterens forrådskammer.

Læs mere om Høstcirklen her. Mærk efter, om det er noget for dig og spørg eventuelt sin sjæl, hvis du er i tvivl.

Er du i tvivl? Spørg din sjæl

Start med opvarmningsøvelsen, som du finder her. Tøm hovedet for tunge tanker og overfladevand. Det tager 5 minutter og herefter er du klar til at skrive fra et dybere sted i dig selv.

Stil dit spørgsmål? Kære sjæl eller hjerte, skal jeg være med i Høstcirklen? Er tiden kommet til at møde op og sige JA til min skrivelængsel. Stil dit stopur og skriv så flydende og intuitivt som muligt. Gerne i 15-20 minutter, prøv bare at lade komme og se så, om der ikke skulle opstå et svar mellem linjerne. Det gør der som regel og du kan mærke det.


Kære ven, jeg ønsker dig en magisk Sommersolhvervsfejring. Må du følge dit hjertes intention, dit lys og din glæde.

“Løb, min ven, fra alt og alle, der ikke styrker dine spirende vinger”
– Hafiz –

Kærlig hilsen
Lene

sommersolhverv_shamanism

 

 

Fra et kærligt sted

Valmuer

Hvornår er en historie færdig? Hvornår er jeg færdig? Da jeg stiller det spørgsmål, begynder latter at klukke fra et sted dybt i mig. Nej vel. Aldrig. For noget ændrer sig hele tiden, noget kommer til, andet falder fra. Det, der var i går, er ændret i dag. Taget af vinden, båret gennem luften. Et frø er landet og danner grundlag for at samme blomst skyder op et nyt sted.

”Jeg har også altid været lidt af en mælkebøtte”, griner Harald og kommer svævende ind fra højre, lettere vakkelvorne i sin indflyvning. Vinden er mærkelig i dag, den danser omkring sig selv og fuglene bliver lidt forvirrede, kunne jeg godt forestille mig. Jeg gør i hvert fald. Ved ikke helt, hvad jeg har at regne med.

”Og det er måske endda en fordel”, griner han videre, fuglen som nu er landet. Ørn er han ikke, men en krage skal man heller ikke kimse af.

”En fordel?”

”Ja, du bryder dig jo i grunden overhovedet ikke om at vide. Du elsker livets impulsivitet, elsker at mærke, hvor vinden står og følge den. Danse med den. Som en surfer på bølgerne. ”

Jeg nikker eftertænksomt og sipper af den skoldhede kaffe, som jeg i søndagens anledning har serveret i den røde kop. En telefonsamtale gav mig uden at jeg vidste det et afsæt til at skrive. Det var jeg ikke klar over, da vi sluttede samtalen og jeg gik ud i køkkenet for at brygge kaffe. Om en time skal jeg ud og gå, nåede jeg lige at tænke, så bankede han på vinduet med sit næb, selvom han faktisk slet ikke var ankommet endnu. Men jeg hørte ham og i det sekund vidste jeg, at en lille historie bad mig lukke sig ind. Hvem den var og hvad den indeholdt, havde jeg ingen anelse om og det har jeg stadig ikke, hvor jeg nu sidder her. Med udsigt til marker og finurlig vind, dansende træer og skyer som bomuldsvat, der hverken er ordnede i rondeller eller totter. De flyder bare og gør sig til. Svøber sig, former sig, men i det sekund, jeg tror jeg ser et slags billede, ændrer de sig igen. Bliver til noget andet. Nej, jeg har absolut ingen anelse!

Det gør godt bare at skrive. At lade fingrene danse over bogstaverne på tastaturet, jeg har savnet det.

Jeg leger med ordene, smager på dem, Harald sidder foran mig og gransker mig uden hensyntagen til min eventuelle blufærdighed. Han har prikket til noget i mig og pirret mig med sin formulering. Nu sidder han bare og glor mig lige ind i fjæset med et smørret grin. Han er ret god til dem. De smørrede grin. Men tro ikke, at der er anstrøg af ukærlighed i de grin. Tværtimod. De er så fulde af drilsk kærlighed, at jeg på én gang føler mig udfordret og elsket. Og i samme sekund jeg skriver det, går det op for mig, at det er sådan, det er i vores forhold. Kragens og mit. Vi udfordrer hinanden fra et kærligt sted. Nå ja, måske er det mest ham, som udfordrer mig.

”Det kærlige sted er et interessant sted at være”, nikker han og hans drilske smil antager et strøg af sårbar visdom. Jeg ser pludselig et hav af ømhed i hans svømmende øjne, noget, der ikke kan være så ømt, flydende og skrøbeligt stærkt uden at han kender den side. Og det slår mig, at man måske ikke kan flytte ind i det kærlige sted og tage det til bolig, med mindre man har besøgt og været på ukærlige steder. Boet dér. Været dér. Handlet derfra. Mærket, hvad det gør ved hjerte og sjæl, når man agerer fra et sted udenfor sig selv. Når man handler i trods eller for at vinde en kamp.

”Det er et helt særligt sted, det kærlige?” Jeg sukker dybt og lader i tankerne en mønt falde dybt ned i min røde kaffebrønd. Formulerer en slags intention. Aldrig mere at handle fra andre steder end lige dér. Fra det kærlige sted.

”Det er en nobel tanke, javist.” Han løfter galant på sin kragehat og minder mig i et split sekund om Hr. Varnæs i Matador. Så forsvinder det billede igen. ”Men hvordan vil du sikre dig, at det netop er sådan det er? At du, når du træffer en beslutning og handler ud fra den, gør det fra dit kærlige sted?”

”Hvis jeg havde svaret på det, ville jeg være en millionær in spe”. Jeg ler højt. ”Harald for pokker, kan du se det for dig, hvilken bestseller jeg ville skrive? Men svaret findes jo ikke som sådan. Gør det vel?”

Tvivlen kommer svævende og summer om hovedet på mig som en spyflue. Den summen er høj og irriterende, forstyrrende, jeg kan ikke længere høre mit sjæls stemme eller mærke den gnist af vished, der var der i et splitsekund lige før. Pludselig føler jeg mig virkelig som en surfer på sit bræt. En bølge er drevet videre, mens en ny nærmer sig. Og jo mere jeg forsøger at tænke mig til, hvordan jeg vil ride på den bølge, desto mindre forberedt vil jeg være. Helt paradoksalt. Den erkendelse gør mig både forbavsende glad og uendelig trist.

”Joo”, han trækker lidt på det, som om han forsigtigt trækker ud i et elastisk bånd. ”De findes skam. Både det kærlige sted og svaret. Men ingen andre end du ved, hvor det sted er. Og hvor svarene bor. Dybt i dig selv, i din sjæl og dit hjerte, ja vi gentager os selv her”, han ler højt, ”men det er nu engang sådan, det er. Og du er inde på noget, når du forestiller dig selv som surferen på havets bølger. Når du indser, at du ikke kan forberede dig på anden vis end at centrere dig i forhold til din indre fleksibilitet.”

”Det lyder besværligt”, udbryder jeg. ”Centrere mig i forhold til min indre fleksibilitet. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg forstår … ”

”Fordi der ikke er noget at forstå. Søde pige, kvinde, ven, kan du ikke se det? Det er netop din hang til forståelse, der kan ødelægge det hele. Forsøger du måske at forstå valmuen ved at plukke den? Det eneste forståelse du vil få, er oplevelsen af at den dør mellem hænderne på dig.” Han ryster sørgmodigt på hovedet.  “Jeg vil flyve videre, men måske vi derude om lidt på din tur. Og så kan du jo stille valmuen det samme spørgsmål, hvis du vil. Men du kan også bare beundre den, som du plejer at gøre, føle dig forbundet med den og dens manglede evne til at blive plukket og dermed forstået. ”

Han letter og forsvinder mellem de raslende, dansede træer.

Jeg sidder tilbage med resten af min kaffe, en følelse af rastløs irritation og en subtil glæde, der smelter som chokolade på tungen. Jeg kan godt lide smagen, følelsen. Selvom jeg ikke helt forstår den.

Og nu vil jeg gå ud og beundre valmuerne. Fra et kærligt sted.


Skrivehuset, 1. juni 2016

Kære ven, velkommen til juni ❤

Juni er ifølge kalenderen er årets første sommermåned. Vi træder over en slags tærskel til et nyt rige og en måned, som er opkaldt efter Juno, romersk gudinde. Hun var oprindelig gudinde for kvindelig frugtbarhed og kaldtes også for fødselshjælper. Ydermere var hun skytsgudinde for mange italienske byer og det kan man jo egentlig godt forstå.

Juni markerer årets lyseste tid, her i begyndelsen af juni står solen faktisk allerede op med halvfire tiden om morgenen og vi skal virkelig tidligt op, hvis vi vil opleve magien ved daggry.

Magien ved daggry

Måske er det den magi, fuglene gerne vil fortælle os om, når de begynder at synge i vilden sky på det tidspunkt og lyset vælter gennem sprækkerne i persienner og gardiner? Jeg bliver tit vækket og mens jeg skriver dette, går det op for mig, at jeg måske lidt oftere skulle trodse min lille irritation og mit søvnbehov og simpelthen stå op og gå lidt udenfor.

For hvad mon der er af særlige sommerfortællinger ved daggry i de lyse nætters tid? Hvorfor synger fuglene og hvad synger de mon om?

A bird doesn’t sing because it has an answer
It sings because it has a song
– Maya Angelou –

Fortællingen om “Det kærlige sted” stammer fra min egen skriverejse, jeg skrev den sidste år ved denne tid. Det potente tidspunkt, hvor vi træder gennem en usynlig port og forår bliver til sommer. Vi nærmer os midsommer, sommersolhverv og …

SOMMEREN ER NU!

Jeg har egentlig glædet mig, men pludselig er det som om den kommer bag på mig. Sommeren. Og hov, ja, sørme så, valmuerne er dér igen. Jeg vil ud under åben himmel, lytte til krager, tale med valmuer, ja endda danse med valmuerne og sanke inspiration til kommende skriverier.

LIVET ER NU!

Det er også nu, at du kan vælge at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt. Gå ud, sank og tag imod de ord, som sommeren har til dig. Der er masser af naturlig inspiration lige nu, hvor sommeren snart kulminerer. Sæt dig, skab rum, gerne udenfor og lad ordene dryppe fra dit hjerte og ud på papiret. Lad det komme fra et kærligt sted.

Intuitiv skriveworkshop, en skrivedag for sjælen

Og skulle du få lyst til at tage din skrivelængsel under armen og møde op til en inspirerende skrivedag for sjælen, så har jeg lige nu to muligheder til dig

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

Lørdag den 11. juni kl. 10 – der er kun 1 plads tilbage
Lørdag den 20. august kl. 10

Du tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com.

Og næste skrivecirkel? Det bliver såmænd HØSTCIRKLEN, som starter den 7. august, hvor de lyse nætter ender. Men det skal jeg nok fortælle dig mere om en anden dag.

For nu skal jeg altså ud og danse med valmuerne!

Kærlig hilsen
Lene