Januars sang

Woman walking alone on path in mystic dark forest. Lonely adult girl in strange creepy park at night in autumn. Young woman in fantasy spooky woods in twilight. Fear in scary mystery forest.

Silhouette of girl standing on mountain and night sky with shooting star. Alone concept.

Når noget er undervejs

Jeg har før skrevet om de forskellige stationer på skriverejsen. Om tomrum og ventesale, de tidspunkter, hvor toget endnu ikke er kørt til perron. Og jeg plejer at fortælle kvinderne, som er i skrivecirkelforløb i Fortællersken, at en del af skriverejsen handler om at lære alle stationerne på skriverejsen at kende samtidig med, at vi lærer os selv at kende i processen.

Vi rejser i al slags vejr og ankommer til mange forskellige stationer. Betragt dem, mærk dem og skriv om dem. Giv dem gerne navne, så du kan genkende dem igen og læse dine egne beskrivelse af de steder, for de samme stationer vil dukke op på skriverejsen igen og igen. Tomrummet. Tærsklerne. Og når vi lægger dommen væk og rejser i nysgerrighed og undren, opstår et vakuum hvor vi kan være i accept og forankre os. Som fortællerske og som skriverejsende.

Skiftespor og forhindringer

Jeg kender tomrummet. Jeg er bekendt med tærsklen. Jeg har været dér så mange gange før og efterhånden begynder jeg at kunne mærke deres energi og den tilknytning, stationer har til de forskellige tidspunkter på årshjulet. Af erfaring og skade har jeg lært, eftersom jeg flere gange er blevet korporligt forhindret i at skynde mig ud af vejen i januar med alle mine planer og kalenderen fuld af aktivitet og vigør, at det ikke nytter at forcere og tvinge igennem, når energien ikke er til det.

Jeg har fået tillid til processen og ved, at der er tidspunkter, hvor vi sanker, restituerer og samler til inspiration og at der er tidspunkter, hvor vi tager imod fortællingerne, skriver og er i et vidunderligt flow. Men hvis nogen påstår, at vi altid kan være i flow og altid skal skrive os tomme og matte, så vil jeg ryste på hovedet og sige, at jeg har en anden opfattelse af det. Selvom det er svært, så har jeg lært mig selv at ære både tomrum, tærskler og de tidspunkter, hvor det simpelthen ikke er tid. Som lige nu.

Januar og simrebog

De sidste par dage har jeg kredset som en fugl om sit bytte uden at kunne slå ned. Jeg har set, mærket og fornemmet, men selvom jeg faktisk kan se og har en god omend subtil ide om det, der skal komme, så kan jeg samtidig mærke, at dér mangler noget. Timing. Og da det gik op for mig, efter jeg havde revet mig i håret og følt mig både irriteret og uendelig rastløs, faldt jeg til ro med min tekop og skrivebog, den bog, hvor jeg blot skriver små ord og ledetråde og lader tingene opstå. Simrebogen.

Det er vinter, det er først i januar, energien er langsom og afventende. For mig er det tiden før skiftesporet. Mit tog kører langsomt gennem landskabet, udsigten er diset, men et sted i mig mærkes skiftesporet allerede og den tid er forbi, hvor gamle løsninger kan bruges. Jeg mangler en nøgle. En ganske særlig nøgle, som er en ledetråd og et tidspunkt, hvor timingen er fin.

Mens vi skriver, bliver vi ofte vejledt

Og det var det, der kom flyvende til mig i den lille fortælling i morges, da jeg skrev mine magiske morgensiden. Den guidning, som ofte sker, når vi skriver og hengiver os til processen. Fortællingens kraft kan bidrage med værdifuld indsigt og forståelse af, hvordan det forholder sig og kan lindre og fylde os med accept og healing. Det kaldes også historiemedicin og mange af de fortællinger, vi skriver og tager imod, er en slags teaching stories.

Man kan skrive på mange måder, men på Skriverejsen har vi ofte en intention om at skrive fra sjæl og hjerte og lytte til det, der gerne vil skrives gennem os.

Når vi ikke er helt så udfarende og forsøger at opfinde historier og lader det blive et mentalt anliggende, men når vi åbner os, gør os modtagelige og med vores intention i hjertet begiver os på skrivevej, sker det, nogle gange ganske pludseligt, at ordene bare flyder igennem os. Og de fortællinger, som opstår og til tider nærmest flyder igennem os, bringer os alle mulige former for læring.

Læring og næring

Mange af de fortællinger, som dukker op på skriverejsen og i processen, kan fint gå under betegnelsen ”teaching stories, fortællinger som underviser os. De er fulde af både læring og næring og de viser os undere.

Det, vi har brug for at høre, mærke og komme i kontakt med

Det er ikke noget vi anstrenger os for at få til at ske. Det sker bare. Og netop de fortællinger bringer os på magisk vis det, vi har brug for at høre eller som vi har brug for at komme i kontakt med. Kvinderne i skrivecirkelforløbet Fortællersken, opdager da også snart, at de fortællinger som er skrevet af os, gennem os og til os selv, samtidig er historiemedicin for de andre kvinder i cirklen.

Historiemedicinen virker!

Deling er heling. Historiemedicinen virker begge veje og i skrivecirklen er vi, når alt går op i en højere enhed og det gør det heldigvis tit, både fortællersker, healere og modtagere.

A woman caught in a rain storm with a different shadow

A red heart shaped tree at sunset.

A woman prays while her shadow is a superhero.

De kvindelige fortællinger

De kvindelige fortællinger er ikke enten eller. De er både og. Vi er med det hele og vi skriver det, der er. Men når vi gør det, når vi møder op i al sårbarhed og lader sorgen, smerten, skammen eller vreden rulle gennem os, gennem pen, krop og sjæl og videre ud på papir eller skærm, så sker der noget. Vi får renset lidt, grædt de tårer, der skal grædes og sagt det svære højt. Vi deler og det heler.

”You think you can avoid pain, but actually you can’t. If you do, you just get sicker or you feel more pain. But if you can speak it, if you can write it, if you can paint it, it’s very healing.” – Sue Monk Kidd –

Vi har også undertrykt vores glæde og rene begejstring!

Og det er på ingen måde kun det svære og tunge, som vi har haft svært ved at dele og sige højt. Vi har også haft svære ved at rumme og eje de glade og mere vilde følelser og impulser, begejstringen ikke mindst.

Vi har undertrykt vores spontane glæde af frygt for at såre andre, vi er blevet vant til at danse på landminer, har gjort os mindre end vi er og gemt os bag masker og facader. Af frygt for at fejle, være for meget eller gøre andre vrede eller kede af det. Af frygt for at ikke at være elsket, hvis vi folder os helt ud. Af frygt.

Hende, der bare er og giver udtryk for sin sjæl

På skriverejsen og i skrivecirklerne lærer vi efterhånden at tage den undertrykte del af os selv tilbage.

Hende, der bare må danse, synge og  give udtryk for sin sjæl. Fordi hun kan og fordi det er ved at løbe over. Hun kan ikke længere skjule det eller skjule sig. Hun må give udtryk for sig selv, sine følelser, sin sensualitet og seksualitet og kaste det bort, som før begrænsede hende. Det sker gradvist i processen og delvist gennem fortællingens kraft, hvis hun altså er fortællerske og det er de fleste kvinder faktisk, tro det eller ej. Hun bor bag skrivelængslen, din indre fortællerske.

Hun dypper pennen i sin egen sandhed

Hun får øje på detaljerne, fortællingerne bag det tilsyneladende og efterhånden får hun også tillid til fortællingens kraft og sin egen kraft som fortællerske. Hun dypper pennen i sin egen sandhed, det vilde, det stærke, det glade og det sørgelige. Hendes fortællinger rummer alle toner og farver. Hendes fortællinger er både abstrakte, symbolske, eventyrlige og helt nede på jorden kvindelige.

Hendes fortællinger rummer hende og lærer hende at stå ved sig selv. Og de viser ofte hvordan.

Og glem ikke skriveglæden! 

“Jeg elsker vist at skrive”, udtaler mange af kvinderne, mens de er på skriverejse og lader fortællingens kraft, historiemedicin og kreativitet risle gennem sig.

Et helt særligt sted

I de skrivecirkelforløb, jeg tilbyder, er vi med det hele. Og vi lærer hinanden at kende udenfor den kontekst og uden de roller og masker, som vi ellers færdes i og med. Der opstår et vakuum af kreativ frihed og et sted, hvor den dybeste sårbarhed rummer den største styrke.

De kvindelige fortællinger

De kvindelige fortællinger handler om alt mellem himmel og jord, som Kristen Roderick så fint udtrykker det i citatet herunder. De handler om at være kvinde.

First menstruation, coming of age, committing to a life partner, becoming a mother, losing a loved one, facing a serious illness, moving to a new home, entering midlife, becoming an elder… Living inside these experiences are stories of love, loss, fear, and courage – moving us from one phase of life into the next.

We are the wisdom of these stories – often told in hushed whispers in coffee shops, across the kitchen table, or in the bathroom at work. As we give them the credence they deserve, they are no longer stolen moments in hidden doorways, but valued for what they really are – keys to our locked wisdom, guiding us through the many transitions of our lives. Our stories stitch us back together, remind us that our Truth is always our greatest strength, and bring us closer to the women we’ve longed to be – found at last.
– Kristen Roderick – 

Vores fortællinger heler og minder os om vores sjæls sandhed

Bedre og mere tydeligt kan det næppe siges. Vores fortællinger syr os sammen igen, de healer, sætter plaster på, kysser sårbare steder, gør sår til ar og minder os om, at vores sandhed altid er vores største styrke  Fortællingerne bringer os tættere på at blive de kvinder, vi har længtes efter at være.  De minder os om det, der er sandt for os, det, der gør os godt og det, vi er skabt til at være. Fortællingerne hjælper os med at finde hjem.

Vi kommer hjem gennem det, der står i vejen

Vi kommer hjem og det gør vi gennem alt det, der står i vejen. Og på skriverejsen sker det, når vi følger vores skrivelængsel, møder op og skriver.

Det er her, at vi lærer de forskellige stationer på skriverejsen at kende og øver os i at danse i processen. Der er opture og nedture, flod og ebbe. At skrive i pagt med årshjulet giver en ekstra dimension og en følelse af dybere forankring med det, vi er en del af. Naturen og den naturlige cyklus.

Vi skriver i livet

Jeg har sagt det før og jeg vil gentage det igen og igen. Vi skriver i livet. Vi dypper pennen i det, der er, uanset hvad det handler om.

Når vi møder op og skriver, uanset om vi er alene på skriverejse eller for en tid er med i et skrivecirkelforløb, er omstændighederne i vores liv ikke til hindring for, at vi kan være med og skrive. Tværtimod. Vi dypper pennen i det, der er og er med det, der er.

Livet kommer i vejen, javist. Men det, der står i vejen, er som bekendt vejen.

Når skrivning er terapeutisk

Her er skrivningen også terapeutisk, fordi vi giver os selv lov at sætte ord på og sige det, som det er. Uden omsvøb. Det svære, sørgelige, det uforståelige og uvirkelige.

Begiv dig af sted med nysgerrighed og undren

Kære ven, skønne kvinde, skriv i livet og lad fortællingerne overraske dig undervejs. Og det gør de altid, fortællingerne.  Tag ikke noget for givet, men begiv dig af sted med nysgerrighed og undren.

Alt er tilsyneladende og hvis du virkelig ønsker, at det skal være sådan, så får du hjælp fra alle mulige og umulige steder – også gennem fortællingens kraft.

Wild boar, sus scrofa, family in nature with sow and small stripped piglets. Herd of animals in nature. Family concept.

Hjælperne og den mystiske kraft

Ofte bliver der inviteret hjælpere ind i fortællingerne. Og det er her, at fortællingens kraft virkelig viser sin styrke. Ganske ofte er det dyr, som træder i karakter, men det er også gudinder og energier, som vi opdager, at vi kan påkalde os og forbinde os til. Det sker ofte helt af sig selv, når vi hengiver os til skriverejsen og begiver os på vej. Så dukker de op. Hjælperne.

Sharon Blackie skriver om hjælperne i sin bog ”If Women Rose Rooted”:

We all need allies to help us on our journey. Our European folk and fairy tales are full of them and many come in human form. There are human allies for sure, but for women especially so many of our allies in the old stories are animals.

In Celtic mythology there is an especially close affinity between animal and women. Women are not just helped by animals; they are accompanied by them and often take on their form. This is the real importance of animal allies in our native traditions; that by understanding what it is to become an animal, we participate in an ancient form of knowledge, a knowledge of the body and the senses rather than merely of the intellect. Animals are teachers and more often than not, it is women who mediate their teachings.

Hvor kommer de fra?

Hvor kommer de fra, hjælperne, som vi påkalder os gennem fortællingens kraft og som træder frem og viser os vej? Nogle af os har været på trommerejse, vi har mødt vores kraftdyr og ved, at vi kan søge hjælp og visdom gennem vores hjælpere her, vi bliver undervist, men det samme kan ske i fortællingerne, som vi skriver. De fleste af kvinderne i skrivecirklerne oplever, at det bare sker af sig selv. Når vi skriver så får vi pludselig øje på alt det, vi har skubbet væk, gemt og glemt og gennem ord og fortællinger åbner krukkerne sig igen. Vi dufter, vi sanser og vi mærker.  Vi vågner.

Den mystiske kraft

Måske er det den mystiske kraft, som vi gennem skriverejsen skaber forbindelse til og som gennem ord og fortællinger gør os opmærksom på, hvem vi er og hvad vi savner i vores liv for at blive hele og levende kvinder?

De skønne fortællinger, som ikke forklarer, men som viser os vej ved hjælp af de væsener, dyr eller mennesker, som på forunderlig vis dukker op undervejs. Det rytmiske flow, forbindelsen til jorden. Den guddommelige kraft så stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle og så mystisk og dragende som månelyset. Så skinnende som solen. Den sol, som før badede min skriveplads i lys og varme og inviterede mig til at tage plads. En hellig kraft, som har været indestængt i århundrede, men som er klar til at vågne og som gerne vækkes på skriverejsen og via fortællingens kraft.