Når skrivelængslen kalder
Et par dage er gået siden fuldmånen. Efterdønningerne har lagt sig og havet i mig er roligere end det længe har været. Lyset sniger sig op over bakketoppen og skygger flyder som floder i landskabet. En lille fugl synger på afsatsen foran vinduet. ”Kom ud og hils på den nye dag.” Jeg tager overtøj på... Continue Reading →
Vi lander i et mellemrum med havet på den ene side og et frodigt landskab på den anden. Et bål brænder ud, nogen har forladt det og er gået videre. Men det er ikke ildrester og aske, han vil vise mig i dag. Det er noget vandet. ”Du ved at vand er efterårets element” siger... Continue Reading →
Hun følger mig som en skygge, helt tæt på, vi går i stille takt, vores skridt er de samme. Scenen er sat af fugt og dis, Mosekonen er tidligt oppe og passer sin bryg, horisontale søjler af damp stiger til vejrs. ”Kom nærmere og smag på min morgensuppe.” Hendes stemme er jordens hjerte, lyden er... Continue Reading →
”Det er overvældende”, jeg betror mig til Each, som er mit daggrys vidne. ”Jeg føler mig helt ør i forsøget på at fastholde det, jeg lærte og oplevede i de forgangne dage.” Hun ser på mig med kloge hesteøjne, rolig i skyggen af den gamle eg. ”Mit kraftsjælested” siger jeg med forsigtig glæde i stemmen, men det ved hun selvfølgelig godt. ”Kan du se, hvad du er i færd med at gøre?” ”Gøre? Ja altså, jeg gør mit ypperste for ikke at tabe det igen, jeg prøver virkelig at forstå, så det ikke slipper fra mig og går i glemmebogen. Hestelatter fylder skoven, skarp og mild på samme tid, fuld af frændig venlighed ...
Det er køligt i morgenens første timer. Med natten i hælene kravler lyset forsigtigt op og kigger ud over kanten. Jeg var vågen ved daggry, her slap søvnen op og jeg blev et vidne til solopgangen. Bløde stråler gennem skysprækker og skyggelys af den slags, der holder på kulden. Det er køligt, da jeg går... Continue Reading →
“Vil du finde din stemme, så lyt til solsortens sang. Pluk de røde bær i skovbrynet, gå glædens vej. Det er som at navigere din båd gennem skærgården, når bølgerne går højt. Der er steder, du må sejle udenom. ”Men hov”, jeg lytter, da noget i mig protesterer, ”var det ikke netop meningen, at jeg... Continue Reading →
Det er et højtideligt øjeblik, når den første spæde fortælling finder vej til nye sider. Min skrivebog er indviet og rejsen fortsætter fra højsommer og ind i høsten. Vinduet står i min stue står åben, fuglene synger og vinden er stille. Det dæmpede lys og skydækket passer mig fint i dag. Som at få en... Continue Reading →
De fire elementer rummer nøglen til svar, der ikke kan findes ved at tænke. Men vi må være kreative. Vinden synger i træerne og stenen kaster skygge. Hest og hind nikker, de er ikke uenige. Faola træder ind foran stenen med ryggen til tegnene. ”Vi er alle forbundet” siger hun, ”men vi må dele os... Continue Reading →
Jeg skriver i en solstråle, skarpt lys trænger gennem vinduesglas og skygger danser. Det er morgen efter nattestormen. Her stopper ordene, men jeg skriver alligevel det, der ikke er. Dristig i det skarpe lys sandhed bevæger jeg mig ind og tager ikke det tilsyneladende for gode varer. Jeg lytter til stormens sang, et orkester af... Continue Reading →
Hvis der er en fortælling, så må jeg hente den frem fra bunden af det store hav. Er det en søhest? En perle i hjertet af en musling? Er det en sjælden fisk, en krabbe eller en tangtråd, der fører mig frem til en selkie? Hvis der er en fortælling i dag, må jeg bede... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 