Guddommelig omvej

Blå morgen strækker sig dovent i horisonten, lyset begynder at gry. Et fint drys af sne dækker landskabet. Jeg ved det, for jeg har været ude at gå. Tilbage i et inderligt spor, som lige nu allermest handler om at genvinde tilliden og blive så stille, at jeg kan høre. ”Tillid skaber forbindelse” tuder den... Continue Reading →

Spørg sjælen

Der er sne ved det magiske vandhul og is på vandet, men det forhindrer ikke hverken Frø eller Bæver at være til stede. For ser du: Der var engang og engang var der ikke … Rigide regler, nu bløde som smør, smelter på isen. Bæver griner sit uimodståelige grin og Losgann siger sit kvækha! Tonen... Continue Reading →

Stormens øje

Jeg stiller ingen krav til mig selv om at skrive noget bestemt, jeg har ingen særlige forventninger. Den slags sætter ofte en bom op på linjerne foran mig. Tunghed tvinger, modstand møder sig selv og udelukker det, der forsøger at komme til. Det ved jeg af erfaring, jeg har gjort det her så længe, at... Continue Reading →

Kraftpunktet

Jeg lytter til lyden af morgen. Knitrende skridt i tøsne, spor efter hare og kat. Selv sætter jeg nye spor på morgenturen ud og forsøger helt bevidst at være til stede i hvert skridt. Livet er nu, hvor tit siger vi ikke det til os selv og hinanden. Livet er nu, også gennem svære passager... Continue Reading →

Guddommelig opsamling

”Skriv dig ind” hvisker han. Jeg fornemmer en lyd af vand, en stille rislen. Jeg er strandet udenfor rummet med tusind tomme linjer foran mig. Så længe jeg tøver, sker der ingenting, så i samme øjeblik hans stemme lyder, begynder jeg at skrive. ”Det var bedre” proklamerer han i et muntert tonefald, tampen brænder, du... Continue Reading →

Lucia

”Det er hellig dag”, siger Bjørnen den brune på broen. ”Det er hviledag.” Jeg nikker og tager et skridt i retning af det sted, hvor jeg ved Vintersolhverv vil forlade broen, træde ud af den første sorgfase og fejre. Hvis det altså bliver sådan, men noget hvisker om, at det gør. Det er endnu en... Continue Reading →

Fundamentet

Efter nogle dage opdager jeg, at broen er meget anderledes end jeg troede. Den strækker sig både i længde og bredde og efterhånden går det op for mig, at broen ikke er bare. En bro. I går skete der noget ordløst, som gjorde at jeg tog et skridt, der på en almindelig bro ville have... Continue Reading →

Invitation fra sjælen

Der var engang en kvinde, som hørte en stemme hviske. Så hun satte sig med pen og skrivebog for at lytte til det, stemmen hviskede om. Hun lyttede og skrev sig ind i tillid. Og den morgen fortalte stemmen hende om de tidspunkter, hvor vi ikke ved og hvor både frygt, tvivl og rastløshed krydret... Continue Reading →

Bevidneren

Længe er der stille på broen. Decembers mørke dækker for lys og lyde, natten er lang. Jeg sidder alene i mørket klædt i stilhed. Den slags stilhed, som varmer uden at man får det for varmt. Blød stilhed som kontrast til det første chok af sorg, der ramte mig som en pil i hjertet. Jeg... Continue Reading →

Fortællinger fra Sorgens Bro

Jeg havde til hensigt at lave en slags julekalender til mig og til dig, som læser med. Men så skete det på decembers første dag, at min elskede hund døde. Pludselig befandt jeg mig på Sorgens Bro og det, der havde formet sig mentalt, krakkelerede. I stedet måtte jeg lade hjertet skrive. Jeg måtte dyppe... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑