Det vilde dyr Magi

Det er først i januar og udenfor vinduerne danser regndisen. Jeg veksler mellem energi og noget, der føles som tomrum og træthed. Der er øjeblikke, hvor jeg bliver utålmodig og får lyst til at trække tågetæppet til side. Men så husker jeg og vender tilbage til det sted, hvor vi befinder os lige nu. Allerførst... Continue Reading →

Januars sang

Så mødes vi igen. En såret kriger træder frem i morgenlysets blå og ser. Uden sårene ville hjertet forblive lukket. De sår, hun nu kan fylde med kærlig muld og plante de frø, der vil spire, når tid er. Men lige nu er det vinter. De første uger af januar kalder på indre nærvær og... Continue Reading →

Eventyrets kraft

Denne dag skænker jeg til eventyrets kraft og til de første egentlige forberedelser til Fortællersken II, som har eventyret i fokus. Thi det at skrive kan være som et eventyr ikke ulig de gamle sagn og fortællinger, når vi først får skrevet os ind og vejen åbner sig. Vi har det i sig, det gemmer... Continue Reading →

Fra hjertet

"Din tid er faktisk kommet nu", smiler hun og hilser mig velkommen i dug og morgenlys. Det er nu. Den tanke er helt fremmede og underlig i mit hoved, det har jo altid været noget et sted derude, en prik i fremtiden, en skønne dag. Nu står jeg her på kanten til den nye dag... Continue Reading →

Tør jeg?

Hele morgenen har jeg har hørt hendes stemme hviske, hun vil have min opmærksomhed, men jeg har ting at gøre. Jeg beder hende om at vente og skubber hende blidt væk og udsætter hende. Jeg udsætter hende for ignorering og iklæder mig min travlhed. Fortæller mig selv, at jeg ikke har tid til den slags... Continue Reading →

Når skrivelængslen kalder

Jeg ser dem komme, ved daggry nærmer de sig med tøvende skridt. Vævet ind i solopgangens spind træder de ind i landskabet og gør sig klar. Klar til at skrive en ny morgen og åbne op for en vej, som allerede findes i dybt i dem selv. De er fortællersker, men tør næsten ikke tro... Continue Reading →

Døren til hende

Der findes en dør. En dør til hende, den vise kvinde, hende som ved. Hun er også din indre fortællerske og du kan skrive hende frem. Hun bidrager til vores mentale og fysiske sundhed, hun er som en kilde af visdom og livskraft, som vi også via skrivning kan forbinde os til. Hun har helt... Continue Reading →

Gåsen og den usynlige dør

En flok gæs flyver over mit hoved på morgenturen, deres V-formation kommer til syne i regndisen. Jeg ser, registrerer og fanger et subtilt budskab, som jeg ikke tolker. Jeg går videre. Da jeg er hjemme igen, tænder skrivelyset og trækker mit dyrekort, er det Gåsen, som træder frem. Jeg smiler uvilkårligt. Sådan er det ofte... Continue Reading →

Når noget er undervejs

Blå morgen hvisker sit kald, en hymne af dis. Tusmørke, endnu lever natten og en snert af søvn og vintertræthed sidder endnu i mig. Men jeg står op og ser ham fra første færd, for jeg drømte om ham og en af hans venner sidst på natten. Himlen var blå, lyset skarpt, det var tidligt... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑