Når skrivelængslen kalder
På den anden side af fuldmånen vågner jeg brat. Søvnen er forsvundet og dagen er ny. Sprød lyd af dug klimprer. Æbletræet blomster og solsorten synger sin sang. Således er scenen sat, jeg kan ikke sove mere, så jeg står op og går tidligt til havet. Havet er roligt i dag og kalder mig frem... Continue Reading →
Flere har spurgt om det kræver særlig erfaring med at skrive, hvis man gerne vil deltage på min sommerskriveskole. Kræver det, at man er god til at skrive og gør det i forvejen? Fordrer det, at man ved en masse om at skrive og er intellektuelt forankret i skrivning i forhold til genre, litteratur og... Continue Reading →
Når man lærer at trætheden er en ven. Når man begynder at opdage, hvordan man bruger energien. Når det dæmrer i skumringen og alt falder på plads. Igen. Så ved man. At der er en vis bremselængde og at ting tager tid. Jeg takker for min samtale med Ceridwen og for læringen om den usynlige... Continue Reading →
”Du behøver ikke at forklare” siger Ceridwen til mig, da vi mødes på stranden først på eftermiddagen. Solen står højere nu og lyset er skarpere. Det samme er vinden, den skærer sig gennem huden og slår tromme på kolde knogler. Vinteren var lang, men nu er den ovre. ”Jeg ved alt” fortsætter hun ”alt, hvad... Continue Reading →
Dagen efter beslutter jeg mig for at tage chancen. Jeg vil ud i skoven og finde Cailean igen. I min rejsedagbog har jeg skrevet fortællingen om porten. Porten til Eneboerens Spor. Det var ikke svært, da jeg først tunede ind. Det er de små ritualer, der gør det. Den måde, jeg langsomt tænder skrivelyset på... Continue Reading →
Scarlett tog os med i skoven. Men inden vi gik ud, samledes vi i det gamle bibliotek, hvor hun fortalte lidt om skovens univers. Om træerne som alene og i grupper er fulde af betydning for os. I den keltiske tradition har træerne meget specifikke betydninger. De fungerer som landmærker, de er udgangspunkter og steder,... Continue Reading →
Der kommer ingen fortællinger lige nu, er der mange, som siger. Der sker ikke noget og efterhånden finder man ud af, at det ikke nytter noget at presse. Der er ingen veer. ”Men ser du” fortæller jeg Zoe, ”jeg har for længst fundet ud af, at man sagtens kan skrive alligevel. Det kaldes også sankeskrivning.”... Continue Reading →
Verden er anderledes uden det gamle filter. Skoven er grønnere, duftene mere intense og himlen over granerne mere blå. ”Vi skal ind i bøgeskoven” forklarer Faola, mens vi går. ”Vi skal mødes med Bò. Bò?” ”Koen.” Faola går videre uden at tage sig af den forundring, der rejser som modstand i min krop. Hvad laver... Continue Reading →
Vi tror det måske ikke, men afhængig af årstiden er der forskel på energien, når vi skriver. Mange tænker, at det at sysle med ord og skriverier er et vinterligt anliggende, men sådan forholder det sig slet ikke. Sommerens ord og energiarbejde er ofte undervurderet. Skriv udenfor, i skoven og i haven Jeg har i... Continue Reading →
Snart sidder vi placeret rundt om soluret med lukkede øjne og fuldt fokus på at lytte til vinden. Et budskab er undervejs. Vil det nå os, er vi i stand til at høre? Det kan være svært at blive stille nok, tankerne vil gerne bidrage med slidte løsninger. Jeg slipper min irritation over at være... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 