Når skrivelængslen kalder
Måske er det teen, måske er det tid? Da jeg vågner og står op, mærker jeg det straks. Min fod gør ikke ondt mere. Hævelsen er forsvundet, healing er sket. Taknemmeligt går jeg hen til vinduet og trækker gardinet fra. Uden at humpe. Det er mandag og det er Forårsjævndøgn. Ostara. Udenfor er himlen skyet... Continue Reading →
Følelsen af at være på rette tid og sted fortsætter gennem dagen. Jeg følger et indre flow og lader mig fragte. Som blev jeg genfødt sammen med lyset på årets længste nat er jeg vågnet til en ny bevidsthed. Tågen letter aldrig, men bliver hængende som et vidne. Lyset tøver og giver sig tid. Det... Continue Reading →
Hvert år ved Forårsjævndøgn går solen hen over det følsomme punkt i niogtyve grader Fisk, det sidste tegn i dyrekredsen. I stjernernes verden når vi årets store finale. Når forårsjævndøgnet indtræffer, bevæger solen sig ind i nul grader Vædder, og livets hjul begynder forfra. Det er en dag fuld af frigørelse, der fører os frem... Continue Reading →
Ravnen råber om autencitet og sandhed. Ravnen synger om at være tro mod sit hjerte. Det gør hun i tusmørket fra en gren i det gamle træ. Haren kommer til syne på brun pløjejord, jeg må anstrenge mig for at se ham. De er begge frænder i dag. Ravnen og Haren. Sådan starter min morgen.... Continue Reading →
Følg din sjæls stemme, lyt til dens kald. Se, en ny dør har åbnet sig. Bortset fra, at det er en gammel dør med afskallet maling og patina, så langt øjet rækker. Altid har du været draget af den vej, som ligger for dine fødder, når døren åbnes og du træder ind, men du skubbede... Continue Reading →
”Jeg vil ikke skrive om det” udbryder jeg og tørrer tårer væk med pegefingeren. Vand løber over. Men det er allerede i gang. Dagens frænde er Haren og i samme sekund jeg så hende, vidste jeg. Det skælvede i min krop. Kære haremor, glenten tog en af dine unger i går. Helt tilfældigt kiggede jeg... Continue Reading →
Under haremånen møder jeg ulven. Lidt overrasket må jeg indrømme, men sådan er det i det magiske univers. Man ved aldrig og bedst, som man tror at man ved, bliver det helt anderledes. Træerne kaster skygger i månelyset og det er ikke en hvilken som helst fuldmåne i nat, har jeg ladet mig fortælle. Hun... Continue Reading →
“Det er underlige tider” siger Haren som kommer mig i møde i sprækken mellem nat og dag. Vi er tidligt oppe. ”Kunne du heller ikke sove?” spørger jeg ham og glæder mig over ikke at være alene. Hyrdetimen kan være et ensomt sted. Vi nærmer os fuldmåne og jeg mærker noget hive i mig sidst... Continue Reading →
Forårsjævndøgn. Pennen glider langsomt over linjerne og skriver det første ord. Jorden vender sig fra vinterens dybe mørke og vænner sig til lyset. Dag og nat er lige lange nu, de er i balance. Det er forårets første dag. En port åbner sig, tøvende står jeg et øjeblik og ser, så går jeg igennem. Ved... Continue Reading →
Hvad skal jeg vide i dag? Er der noget, jeg kunne have glæde af at kende til? Og hvem mon er min frænde og hjælper på denne dag i marts? Spørgsmålene stiller jeg på engen tæt ved søen. Tågen er tyk og luften fugtig. Vandperler dingler fra kanten af min hue og en enkelt rammer... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 