Der er altid en fortælling

Der er altid en fortælling, hedder dagen blogindlæg, men det kunne også have heddet: Endelig tør jeg være sommer. Det handler bl.a. om, hvordan jeg som introvert nu endelig har lært at værne om mit indre rum og næring. Jeg har længe elsket efteråret og vinterrummet allermest, men i morges vågnede jeg med en helt ny følelse og sagde til mig selv: Endelig tør jeg være sommer. Sommer.

Forvandling

Jeg må skrive for mig selv og til mig selv i disse dage. Jeg ønsker så inderligt at fastholde mig selv i processen og være både nysgerrig og åben overfor dette nye sted i mig. Floden. Det var ikke trædestenene over til den anden side, der var nøglen, det var vandet og at vove at... Continue Reading →

Skrivekraft og ritualernes 8 bud

TÅGEN LETTER Jeg slipper illusionen om, at jeg har travlt. Jeg giver slip på bunken af tanketråde, fedtede, filtrede og i kaos. Nu ligger de på stien bag mig og en fugl samler dem op for at lappe sin rede. Så gør de da gavn. De slidte tanker. Mine ben er lettere nu, men jeg... Continue Reading →

Kvinden der rykkede tilbage til start

Jeg er tilbage på Langeland, jeg ser solnedgangen over søen i baghaven, jeg ser gæssene og en and, der kunstfærdigt lander på vandet. Jeg står bare dér på bredden og følger mig fuldstændig fortabt. Og fordi jeg har besluttet mig for ikke at skrive i netop den uge, så har jeg ingen pen og notesbog... Continue Reading →

De glemte fortællinger

"Kan du huske de somre?", siger hun og svæver ind over mit landskab med østenvinden. Iskold er den, men hendes stemme er varm og indbydende. Hun lander foran mig og ser indtrængende på mig for at høre mit svar. Jeg nikker bare. Jeg husker dem som om, det var i går. De somre, hvor jeg... Continue Reading →

Gåsen og den gode historiemedicin

Måske tror du ikke, at du har brug for en fortælling i dag, men det er præcist, hvad du har brug for. Har du aldrig hørt om historiemedicin? Den slags, som kan løfte dig ud af dit følelsesmæssige kviksand og sætte tanker fri som sommerfugle. Du har trådt vande på dette sted i dagevis og... Continue Reading →

Pennen

”Din tillid er altafgørende. For husk, det er ikke hvad du tror på, det er hvad du har tillid til.” Jeg er egentligt ikke forbavset over at hende i den skikkelse, hun passer som fod i hose til det, der rører sig hos mig lige nu. I morgenens første lys står hun med solopgangen som... Continue Reading →

Ravnekvinden

Jeg er lettet, da jeg ser hende, for jeg har brug for en som hende i dag. ”Der er healing i at være hjertemodig” lyder hendes hilsen, da hun lander på mit bord. ”Hjertemodig, det er et stort ord” sukker jeg, ”det ved jeg ikke, om jeg er.” Men hun forvisser mig om, at det... Continue Reading →

April

Frost, stille morgen, sommertid og solskin. Hverken hun eller jeg er vilde med, at man skruer på tiden, frem og tilbage, det går ud over døgnrytmen og vi danser ikke længere i takt. Harmonien brydes som lys i skåret glas. Søvnen var dårlig, men nu står vi her i daggryet og skuer ud over landskabet.... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑