Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Nogle siger at han er stjernebillede, men han er også en frænde, som jeg møder ved broen til vinter. Det er Samhain og mørket er tykt og ufremkommeligt. Værelset har intet vindue og ingen vægge, alt er sort. Jeg taler med mine afdøde slægtninge og beder dem om hjælp. Senere dukker han op og velsigner... Continue Reading →
Der er gået en uge og den har været uden fortællinger. Pensionatet ligger badet i morgensol. Jeg snuppede en kop kaffe, inden jeg gik ud, morgenmaden må vente til senere. Det er lunt for årstiden og vinduet stod åben i nat, jeg hørte uglen fra sit sted i mørket. Hun kaldte i timen inden daggry.... Continue Reading →
Jeg har skrivebog og pen med mig, gaven fra Dråbefangeren, og samme aften tager jeg den frem fra rygsækken og placerer mig ved bordet under vinduet. Det er mørkt nu og udsigten slettet, men da jeg åbner vinduet, kan jeg høre havets beroligende buldrende i det fjerne. Jeg er mæt af mad og vin serveret... Continue Reading →
Så sker det at den første frost kommer og landskabet vågner til knitrende lyde af potespor. Jeg trækker gardinet fra i værelse nummer 3 og ser det fra første sal. Et åndedrag af vinter. Det hvide skær på græsset i haven og havet, der strækker sig i vest. ”Din morgen starter med en tur ud”... Continue Reading →
Det starter i stilhed i rummet, hvor fortællingerne søger hen. De ved, at her bor en kvinde med pen. De skubber ikke til hinanden, der er ingen konkurrence, så snart en fortælling fanges af pennen med blåt blæk, forsvinder alle de andre. Denne fortælling tager hende ud i skoven, de vandrer på dunkle i stier... Continue Reading →
Lyset vokser fra en sprække i horisonten, linjer af orange blander sig med blåt. Farverne passer altid sammen, har du lagt mærke til, hvordan de komplimenterer hinanden? Det er Frøen jeg møder på kanten af dagen og ved vandhullet som så mange gange før. Han er min læremester udi sensitivitet og så siger han også... Continue Reading →
Han står under to birketræer, der danner en port. Han velsigner den nye begyndelse. Jeg forlader huset ved daggry, hvor lyset blot er en sprække på himlen. Afskedens time kom og hjertet var tungt, da hun omfavnede mig og gav mig en madpakke til rejsen. ”Du er klar” hviskede hun i mit øre og skubbede... Continue Reading →
Himlen er rød mod øst, som ild brænder den mellem træerne. Men morgenen er kold. Den aftagende måne hænger højt mod vest, lyset breder sig og sort fugl flyver på tværs. Luften er klar og kølig, jeg har fundet huen frem. Morgenturen er den samme, jeg går ned til landsbyen og tilbage igen med hunden... Continue Reading →
”Lad dig nu guide af ord og fortællinger. Skriv din sjæl.” Jeg åbner skrivebogen som er fuld af blanke sider bortset fra den forreste side, hvor hun har skrevet sine ord. Da jeg vågner, hænger månen i vest og mørket lever endnu. Jeg står op, tænder stearinlyset på det lille bord foran vinduet og finder... Continue Reading →
Vi sover lidt længere efter turen ud i natten. Jeg vågner til lyden af klirrende porcelæn, en duft af nybagt brød strømmer fra køkkenet og op af trappen. Jeg føler mig forbavsende frisk og udhvilet, selvom det blev sent og søvnen kortere end normalt. Senere fortæller hun mig, at det er månemedicinens indvirkning. Nu begynder... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 