Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Når manuskriptet har forvandlet sig og jeg ved mere, end jeg gør nu, kan du læse om hvem jeg mødte i skoven. Om mange måneder, måske år. For jeg har igen sat fortællingerne fri, jeg har modstået min trang til at vide. Nu gør jeg mig modtagelig for de ord, der falder som regn på... Continue Reading →
Månen er næsten fuld, jeg ser hende fra mit vindue. Stille forsvinder natten, jeg er stået tidligt op og møder dagen ved havet. Det blæser kraftigt, der er fralandsvind og vinteren venter i kulissen. Jeg skutter mig i min frakke og siger min intention højt, så havet kan høre. På hjemvejen går jeg tværs over... Continue Reading →
Hun letter fra træet og jeg ser hende først igen den samme aften, da jeg træder ind i spisestuen for at spise middag. Værtinden serverer græskarsuppe til forret med ristede kerner som topping. Gwyneth November er kvinde igen, nu iført en grøn kjole med dyb udskæring og en kæde om halsen. Vedhænget er en frø... Continue Reading →
Der er en fortælling mellem granerne i kanten af skoven. Den danser i lysstrålerne, som finder vej. Mellem stammer og knirkende grene for vinden er stor i dag. Nedfaldne blade ligger strøet som konfetti, et tæppe af forfald viser vej til det sted, hvor jeg kan skabe forbindelse til fortællingens kraft. Hun er landet på... Continue Reading →
“Du må give det sin tid” siger Tarbh blandt valmuer i blødt morgenlys. Natten er forbi. Lidt senere end normalt forlader jeg huset, jeg har sovet længe og søvnen hænger ved. Men jeg går, for det gør jeg altid. Han står på engen blandt vilde blomster, de standhaftige, som ikke er bukket under for tørken.... Continue Reading →
Der var ingen modstand, jeg gik frivilligt ind i tågerummet. Efter dagevis med uro og forsøg på at få noget til at ske, efter hedebølge og en følelse af at blive brændt på bålet, kom tågen en skønne morgen og jeg var dér. Vågen. Tankerne blev ved med at servere den samme slunkne sandhed og... Continue Reading →
Måske er der bare ingen ord i dag? Måske gemmer de sig bag skyerne eller i krattet af usikkerhed? Måske har slagen slugt dem og de er forevigt gået tabt? Alligevel skriver jeg mig ind, nyt blæk strømmer fra min pen, bogstaver formes og bliver til ord. Det i sig selv er en magisk gerning.... Continue Reading →
De fire elementer rummer nøglen til svar, der ikke kan findes ved at tænke. Men vi må være kreative. Vinden synger i træerne og stenen kaster skygge. Hest og hind nikker, de er ikke uenige. Faola træder ind foran stenen med ryggen til tegnene. ”Vi er alle forbundet” siger hun, ”men vi må dele os... Continue Reading →
Det skete i går at uglen kom. Hun mindede mig om kunsten at lytte. For ser du, det er essensen af intuitiv skrivning. Vi lytter, mens vi skriver. Det husker jeg mig selv på, da jeg møder Ravnen på morgenens rand. Det er så fristende at lægge ordene i munden på hende. At være forud... Continue Reading →
”Denne morgen er en invitation.” Vi mødes ved daggry, vinden er iskold og vejen glat. Han fylder i landskabet på samme måde, som ilddragen gjorde det, men her er elementet jord. Roen damper fra hans varme krop. Dagen står åben. ”Nå” fortsætter han og kommer et skridt nærmere over det våde græs på engen. ”Tager... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 