Jeg har savnet hende, men denne morgen mærker jeg igen hendes kald. En stille sang breder sig i mit bryst, hun nynner og lader mig vide, at jeg er på rette vej. En kæmpe omvej af mørke og frygt, der som en kødædende plante blev min rute gennem december. Et dybt sted af sorg og smerte, som ikke ville lade sig bryde.
Nu går jeg i den tidlige morgen med knitrende skridt på vej ind i den nye dag. Set i bakspejlet forstår jeg uden helt at kunne sætte ord på endnu. Det var ingen omvej og vildfarelsen var tilsyneladende. Mørket, sorgen og smerten fjernede al støjen og flugtveje blev elimineret. Der var ingen steder at flygte hen.
Dér så jeg det. Et stjerneskud. Og vidste præcis, hvad det var jeg måtte indse og kun kunne se fra det sted. I mørket.
“Fortsættelse følger”, synger hun, solsorten fra sin plads i krattet. “Der kommer mere senere, det er på vej”. Og jeg glæder mig.
“Stjerneskud”
Magiske morgensider, 28. december 2019
Fra min egen skriverejse, Lene Frandsen (c)
“Også smerten er din tjener.
Lammet, sønderknust, elendig
ser du at den genforener dig
med det som er nødvendigt.”
– André Bjerke –
Fortsættelsen …
Fortsættelsen er egentlig et tilbageblik på det tidspunkt i december, hvor mørket var en tragt af fugtig sorg og kulde. Hvor smerten hylede som en vildfaren ulv og jeg intet kunne se.
Frembragt af omstændigheder i mit liv, som jeg intet kunne gøre ved, en meget syg hund og forfærdelige forviklinger undervejs i healingprocessen satte mig ud på et sidespor i forhold til indre ro. Jeg sov næsten ikke om natten. Det var som om Aimees forløb (det hedder min hund) rykkede ved alt muligt i mig og fik mure til at styrte sammen. Mure, som havde holdt mig både fanget og tryg på samme tid. Min lade brændte. Og det hele handlede om en byld.
Nu, hvor min lade er brændt, kan jeg endelig se månen.
Vær stolt af dine vinternætter
I går læste jeg så et vidunderligt blogindlæg af norske Kathrine Aspaas.
Vær stolt av vinternettene dine!
Det faldt på et sted, hvor jeg selv stod i mørket og hvor vinternatten smøg sig om mig som en frakke. Dér var stjerner på himlen og frosten havde endelig fundet vej.
Her ude på landet er dér mørkt om aftenen og natten. Nogle gange er her sort. Et mørke, som jeg egentlig aldrig har frygtet, jeg har aldrig været mørkeræd. Alligevel må jeg erkende, at mørket har mange lag og dybder og at jeg i det mørke, som omgav mig i december, blev bange som aldrig før. Ikke alene skulle jeg holde mig selv i frygten for at miste min hund, jeg skulle også være vidne til den ene fejl og forvikling efter den anden, som gjorde mig både rasende og frustreret.
Der var så mange lag i det, jeg oplevede, at det var fuldstændig umuligt at holde fokus. Jeg blev slynget rundt i en centrifuge af bange forvirring. Alt, hvad jeg troede, jeg havde lært og mestrede, faldt til jorden og blev endnu en illusion. Jeg er stadig kun et menneske på godt og ondt. Og også jeg begår fejl.
Find de skyldige!
Og så opdagede jeg det! Jeg havde brug for at slå ud og finde de skyldige. Dyrlægen og hendes personale, der klokkede i det undervejs. Drænet, som faldt ud af halsen på min hund den aften, hvor vi måtte køre til Karlslunde Dyrehospital sidst på aftenen for at få det sat i igen. Med en ekstra stor dyrlægeregning til følge. Og så lige før jul! Min hund er 11 år og forsikringen dækker ikke længere. Bare en sidebemærkning, men det hele blev bare for meget.
Jeg græd i telefonen, da jeg fortalte dyrlægen på Karlslunde, at drænet var faldet ud og jeg næsten skreg, at jeg var så frygtelig ked af, at vi var nødt til at give min ældre hundepige på 11 år bedøvelse igen. På grund af en fejl. En fejl, som måtte placeres og finde sin rette ejermand. Den skyldige. Selv følte jeg mig som en elendig hundemor, der ikke engang kunne bevare roen. Jeg var drænet og der var ikke mere ro at tappe. Tilbage var kun kæmpe træthed, bekymring, vrede og frustration.
Det blev min mand, som kørte af sted med Aimee. Han var langt mere rolig end jeg og vi var enige om, at det var bedst sådan. Jeg lagde mig oppe i sengen med min sorg og min lyst til at slå ud og ventede. Telefonen var åben, så han kunne ringe, når de igen kørte fra Karlslunde. Men jeg kunne næsten ikke udholde ventetiden, så jeg besluttede mig for at gøre noget, der fik hele situationen vendt på vrangen.
Well hello and welcome … en godnathistorie
Jeg lyttede til en godnathistorie på min telefon, som er at finde på appen Calm. Jeg lyttede til en fortælling. Den starter sådan her:
Well hello and welcome …
Det kunne have været en trommerejse, det var som at være i trance, men det var en fortælling. En fortælling om ”Nightfall” og en stemme, der satte mig ind i et landskab, hvor jeg ikke havde været før. Stemmen tilhørte Eva Green, men det gjorde den så ikke alligevel. Og dog. For det var også den efterhånden velkendte Cailleach, som talte til mig.
Nu tror du måske, at jeg er blevet skør, og det gør heller ikke noget, for nogle gange er man nødt til at træde ud af sin sunde fornuft og begive sig ind i tusmørket. The Twilight Zone.
Historiemedicin og et mirakel
Ikke alene lyttede jeg til en virkelig velfortalt fortælling, dragende og styrkende i sine stærke billeder og ord, jeg fik drop af historiemedicin direkte ind i mine årer, men jeg var også et andet sted på samme tid.
Jeg så mig selv og jeg så, hvad jeg havde gang i. Behovet for at placere skylden, fordi jeg ikke kunne være i min sorg og frustration. Lysten til at slå ud, skrige og råbe og give nogen det glatte lag. Det smeltede lige dér og jeg stod ansigt til ansigt med en helt anden følelse. Medfølelse. Mens en stemme fortalte mig, at det slet ikke var nogens skyld, men at oplevelsen var komponeret efter fineste skuffe for at vise mig det, jeg var nødt til at se. Uanset, om man tror på den eller ej, så var det tydeligt, at der kun var en vej at vælge lige dér. Kærlighed og medfølelse.
“Også smerten er din tjener.
Lammet, sønderknust, elendig
ser du at den genforener dig
med det som er nødvendigt.”
– André Bjerke –
Min mand var vel væk i en god times tid og det skulle vise sig, at han slet ikke kunne ringe til mig, mens jeg lyttede til Nightfall på Calm. Signalet trængte ikke igennem, for naturligvis skal man ikke kunne forstyrres af ringende telefoner og bip-lyde, når man mediterer eller lytter til godnathistorier, der har til formål at skabe indre ro og få hjerte- og hjernebølger til at stilne.
En ny sti dybt i mørket
Jeg var stille. Sorgfuld. Og jeg græd. Men jeg så det. Og lige dér begyndte jeg at finde en ny sti gennem mørket, min vrede og store bekymring. Jeg praktiserede medfølelse og metta-meditation, jeg velsignede både dyrlæge, personale og alle de sten, der var blevet lagt på min vej gennem december. Jeg så, at alle gjorde deres bedste i en presset situation og at det bedste ikke altid er godt nok. Vi er mennesker og vi er nødt til at lære at kunne fejle.
Bliv bedre til at fejle
Pema Chödrön fortæller en historie, der handler om at blive bedre til at fejle. Hun var nået til et sted i sit liv, hvor alt håb synes ude. Hun lå ned og livet trådte på hende. Sådan føltes det. Så da hun fik mulighed for det, spurgte hun sin læremester til råds. Hun bad ham om at hjælpe sig, for hun anede ikke, hvad hun skulle gøre.
Det er som at gå i havet, sagde hendes læremester. Der kommer en stor bølge og vælter dig om kuld. Så ligger du med sand i både næse og mund og har et valg. Bliver du liggende og drukner eller rejser du dig og går videre? Går du videre, vil det samme ske igen. Der kommer en stor bølge og vælter dig omkuld. Igen ender du liggende ned med sand i næse og mund. Du vælger livet, du rejser dig og går videre og endnu engang sker det. En kæmpe bølger vælter dig omkuld.
Men efterhånden opdager du noget. Du bliver bedre til at fejle. Du indser, at havet ikke findes uden bølger, men at du altid har et valg. Og når du vælger at acceptere livets bølger og at fald og fejl er en del af livet, åbner du dit hjerte. Bølgerne kommer for at styrke dig, de vil lære dig noget og viser, at du altid har et valg. Tør du sige ja til livet, fuldt og helt med fejl, mangler, bølgegang og søsyge til følge. Efterhånden vil du opdage, at bølgerne bliver mindre og at der går længere tid imellem at de kommer. For du søger ikke længere at undgå bølgerne, du vælger at gå videre og at rejse dig, når du falder. Du vælger dermed også sårbarheden og kærligheden og kan se på og være med andre fra det sted. Herfra strømmer både medfølelse og kærlighed og accept af, at det er sådan i livet. Ingen er fejlfri og havet findes ikke uden bølger.
Det perfekte findes ikke
Du behøver ikke længere at skjule dig. Det perfekte findes ikke. Vi kan se på hinanden med mildere øjne, forståelse og medfølelse, når vi ikke anser os selv for perfekte og når vi tør eje vores fejl. Det er sårbart, javist, men det er også det eneste sted, hvorfra vi virkelig kan elske.
Jeg så, hvordan kærligheden flød som et vandløb bag frygtens mure og lige dér i nattens telt forsvandt min lyst og mit behov for at slå ud og finde de skyldige.
Jeg mødte kærligheden
Jeg mødte kærligheden. Og jeg var i stand til at holde og trøste mig selv, da jeg så mit forpinte ansigt med vrede, bekymring og frustration som krigsmaling. Væk var lysten til at slå ud. Jeg græd for os alle.
Og da Kathrine Aspaas så mindede mig om citatet af André Bjerke i går, vidste jeg, at det var tid til at skrive mit sidste blogindlæg i 2019. Det har simret i mere end en uge og overskriften har længe været klar. Jeg fandt ikke på den, overskriften. Den fandt mig gennem hende i drømmen. Kvinden i rød kåbe og med lanterne, som sagde til mig: I nat sover ingen.
I nat sover ingen
”I nat sover ingen” var hendes første ord til mig. Og det var nat. Dér stod jeg med min yngste hund under stjernehimlen dybt begravet i mørket.
December, var det mon hende? Dog undrede jeg over hendes valg af farve til den kåbe, hun bar. Rød. For min December har aldrig været særlig juleagtig og vi kan begge bedre lide blå, grøn og lilla. I hånden havde hun en gammeldags lanterne med levende lys, som hun forsigtigt bar i venstre hånd. Hendes skridt var glidende og forbavsende sikre, da hun nærmede sig gennem mørket på vej ned af indkørslen, der fører frem til vores hus.
Jeg nikkede og vidste det godt. I nat sover ingen, ej heller jeg.
Hun kom helt tæt på, men drejede så af og gik hen til den store havelåge ved bagindgangen til vores hus. Jeg stirrede på hende og var allermest fascineret af farvevalg og lanterne. Parat som altid til at fortolke og finde mystiske forklaringer. Jeg elsker eventyr og selv i drømme har jeg tendens til at ville finde tråde og løse mysterier. Der er gået en dygtig detektiv tabt i mig. For verden har mere brug for en fortællerske.
Så sagde hun det igen.
”I nat sover ingen.”
”Nej, svarede jeg prompte i drømmen, ”men vil du ikke godt lade være med at vække de andre?”
Kåben, lanternen, stjernerne og mørket
Et sted lige dér sluttede drømmen i et billede, jeg kan tydeligt kan se. Hver eneste detalje træder frem i lys og skygge fastfrosset som et minde, der er meget mere end det. Den røde kåbe. Lanternen. Stjernerne og mørket. Og de eneste ord, hun sagde til mig med en stemme, der minder forbavsende meget om Eva Greens: I nat sover ingen.
Stjerneskud
Jeg har savnet hende, men denne morgen mærker jeg igen hendes kald. En stille sang breder sig i mit bryst, hun nynner og lader mig vide, at jeg er på rette vej. En kæmpe omvej af mørke og frygt, der som en kødædende plante blev min rute gennem december. Et dybt sted af sorg og smerte, som ikke ville lade sig bryde.
Nu går jeg i den tidlige morgen med knitrende skridt på vej ind i den nye dag. Set i bakspejlet forstår jeg uden helt at kunne sætte ord på endnu. Det var ingen omvej og vildfarelsen var tilsyneladende. Mørket, sorgen og smerten fjernede al støjen og flugtveje blev elimineret. Der var ingen steder at flygte hen.
Dér så jeg det. Et stjerneskud. Og vidste præcis, hvad det var jeg måtte indse og kun kunne se fra det sted. I mørket.
I nat sover ingen ej heller jeg
Lover mig selv aldrig mere at sove
Den slags søvn som er en flugt fra det
vi er nødt til at se i øjnene og heale hos os selv, før vi kan heale verden
Men ak, jeg er kun et menneske, så jeg ved
at jeg vil lave fejl igen og igen stå ansigt til ansigt med hende, som har lyst til at slå ud
Da vil jeg huske Eva Greens stemme, fortællingen om Nightfall og drømmen om kvinden i den røde kåbe.
Og jeg vil bære lanternen ❤
Kærlig hilsen
Lene
Kom, skriv med mig i 2022 og væk din indre fortællerske.
Hun har gaver med til dig.
Gennem ord og fortællinger ind i sjæl og hjerte.
Fortællersken I, Intuitiv Skrivning – starter den 15. januar 2022 (klik for at rejse videre til invitation)
Fortællersken II, Eventyret – starter den 1. februar 2022 (klik for at rejse videre til invitation)
Jeg var fuld af sorg og længsel. Sorg over den pige, som aldrig helt følte, at hun hørte til nogle steder. Jeg længtes efter at finde ud af, hvem hun egentlig var, hvad hun kunne lide, hvad hun troede på og hvor hun gerne ville hen i livet.
Da jeg åbnede op for fortællingens kraft og gav hende lov til at skabe sig gennem ord og fortællinger, fik jeg noget forærende, som jeg aldrig havde drømt om skulle tilkomme mig. Jeg fik mig selv tilbage. Jeg fik en stemme, en kraft og en vej, som var helt min egen. En vej, som jeg skrev og som fortællingens kraft hjælp mig med at formgive. Gennem symbolik, mytologi og fortællinger, som jeg ikke anede, at jeg havde i mig, så jeg vejen som en gylden sti i mit blod.
Lene Frandsen
Skrivecoach Lene Frandsen 
Kæreste Lene,
af hjertet tak for dit meget stærke indlæg som taler lige ind i det sted, hvor vi – jeg – ikke har lyst til at mærke den ægte og rigtige følelse, men i stedet finder på alverdens forklædninger og skurke, der må agere deltagere i vores fortælling. I decembers mørke finder så meget sted og at finde lyset og den sande fred kræver vor egen indsats. Måske det er decembers sande gave til os.
Din smukke decemberfortælling viser et lys i mørket og formidler fred. Masser af kærlighed til Aimee, som blev den brave budbringer.
Tusind tak for dine ord. Nu er jeg oprigtig glad for, at jeg skrev som jeg gjorde. Det var faktisk lidt svært og sårbart, men … og du har helt ret i dine betragtninger ❤