Når skrivelængslen kalder
Når man åbner sig for det, er der frænder alle vegne. De holder øje med dig, de kredser om dig, gemmer sig måske lidt for at betragte dig i det skjulte. Men de er dér. Til lands, til vands og på jorden. I sprækker, træer og på store sten. I huller, dybe skygger og når... Continue Reading →
Det er tirsdag, Fleur og jeg skal til byen. Mens himlen bløder i øst, skænker jeg kaffe i kruset og forbereder en skål skyr med hjemmelavet mysli. Fleur har spist sin mad og følger forventningsfuld mine bevægelser. Da jeg er færdig med kaffe og morgenmad, vasker jeg op, stiller kop og skål i stativet, slukker... Continue Reading →
Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom... Continue Reading →
”Du kom” konstaterer Uglen og ser på kvinden i vinterfrakke. I mørket er hun usynlig, men ikke for uglen, som har nattesyn. Hun står med armene over kors og virker utålmodig. Det er ikke det rigtige ord, Uglen vender det i maven og gylper det op. Det er noget andet, kvinden er. Usikker. Forventningsfuld. Bange.... Continue Reading →
På januars ellevte dag løber Fleur i forvejen ud i klitterne og ned på stranden. Lyset er en diset affære, blågråt og utydeligt, som om mørket tøver med at slippe sit sorte greb. Selv går jeg langsomt ned af den sti, der har budt sig til og som vi følger hver eneste dag, Fleur og... Continue Reading →
Vi venter på lyset. Fleur har været ude for at gøre sine morgentoilette, så kommer hun susende tilbage og gør utålmodigt ved døren. Inde i varmen ryster hun og ser forventningsfuld på mig, kom, vi skal ud i køkkenet og gøre, som vi gjorde i går. Rytmen er god, energien langsom, i dag mærker jeg... Continue Reading →
”Hvad mon er sket med Uglen og Brokkekvinden?” siger jeg til Fleur, mens vi forbereder vores måltid i køkkenet. Lyset nærmer sig, havet hvisker stille. I brændeovnen buldrer ilden og kaffen er klar. Fleur har spist sin mad og sidder nu forventningsfuld og venter på en bid af osten. Jeg bagte boller sidst på eftermiddagen... Continue Reading →
Vi skilles foran klitterne, der fører op til huset. Et knus og hun tager de første skridt i nordlig retning. Niamh. Pludselig var hun dér, nu er hun næsten borte, en mørk prik på gråbrunt sand. Fleur løber i forvejen op til huset, hun ved, at man ikke kan holde fast i det, der er... Continue Reading →
Det er vidunderligt at Niamh sidder i mit køkken og drikker kaffe. I det magiske univers kan alt lade sig gøre og jeg begynder at forstå, hvordan jeg selv har valget mellem at prikke hul på illusionen eller bevare magien. Men spørgsmålet er, hvad der er illusion og hvad der er virkelighed? Det spørger jeg... Continue Reading →
Juleaftensdag. For tre dage siden. Jeg smiler, da jeg læser i min rejsedagbog og med nybegynderens undren tegner de streger, der skal blive et symbol på min nye ven. Et nyt kapitel på min forunderlige rejse. Jeg har gået en frisk tur langs havet og er blevet blæst igennem. Jeg har givet alt mit bøvl... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 