Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Dagen før Vintersolhverv begynder det at regne. Snart er sneen væk. Landskabet mørknes og æbletræet med sine stjernelys virker ensomt i haven. Der er sjappet på havegangen, tunge skyer pryder himlen og julestemningen daler flere grader på barometeret. Jeg ved, at Scarlett er i gang med forberedelserne til fejringen i morgen med bål på stranden... Continue Reading →
Søndag morgen på pensionatet, jeg står op på kanten af daggry og går en tur til havet. Bag mig rødmer himlen ved tanken om den nye dag. Der er poesi i luften, små snefnug finder vej blot for at smelte på vej ned. Jeg ved at Virginia er taget af sted for at besøge sin... Continue Reading →
Det skete i de decemberdage, at jeg nærmede mig afslutningen i Dråbefangerens skrivebog. De sidste sider, så var det tid til at indvie en ny. Det er hellige øjeblikke, afslutningen og den nye begyndelse, ikke noget man skal tage for let på. Vi nærmede os Vintersolhverv, et tidspunkt at fejre, lyset fødes af mørket på... Continue Reading →
Vi kører hjem gennem snoede veje med stendiger og skarpe sving. Der er faldet mere sne og farten er langsommere, end da vi kørte ud. Virginia styrer bilen med overblik og kontrol. Hun kender landskabet og dets linjer, de små steder, hvor man skal være ekstra opmærksom. Vejret ser ikke ud til at genere hende.... Continue Reading →
Tiden står stille på Primrose Café. Man svøbes i et klæde af sød forventning, dufte og magi. Grace holder vores hænder, ser os i øjnene og forsvinder så om bag disken og ind i baglokalet for at komponere vores te. Komponere er ordet. For Graces te er som sød musik for krop og gane. Det... Continue Reading →
Jeg beslutter mig for at blive ven med månen. Ikke at jeg ikke har beundret hendes rejse og de smukke fuldmånenætter. Men det har været den manglende søvn, jeg har haft fokus på og trætheden i dens kølvand. Irritation over at være vågen, når andre sov. Men uglen har lært mig at vende ulempe til... Continue Reading →
Det blev en fin fejring og en slags indvielse af vores tid sammen på pensionatet i kapitlet december. Drinks i biblioteket, lækker middag i spisestuen med hvid dug og levende lys. Scarlett holdt tale om rejsende kvinder og livets tærskler. Om døre, der kommer til syne i tågen og åbninger, man ikke så før. ”Vi... Continue Reading →
Lad mysteriet leve, lad det ånde og udspille sig gennem dig. Jeg tænker på Scarletts ord og spørger mig selv, om jeg er i stand til at holde fokus og blive i den sfære. Der er nogle dage til fuldmåne, men det er overskyet og jeg kan ikke se hende. Månen. Men jeg ved, at... Continue Reading →
Det er mørkt, da jeg vågner, men jeg ved at det er morgen. Spændt som en lille pige juleaften strækker jeg mig, gaber og står op. Da jeg trækker gardinerne fra, ser jeg at haven er forandret. Æbletræet er klædt i en lyskæde bestående af gyldne stjerner og fakler lyser havelågen op. På lågen sidder... Continue Reading →
Så kommer den dag, man har undladt at tænke på. Afskedens time banker på. Jeg ved det fra det øjeblik, jeg slår øjnene op og trækker gardinerne fra. Det er Gwyneths sidste dag på pensionatet. Mørket er grynet blandet med lys, finregn græder. Det gamle æbletræ svajer beklagende i vinden og i horisonten svæver en... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 