Gwenllians invitation

Mit navn er Eidheann og jeg er fortællerske. I et år boede jeg på et sted for rejsende kvinder, et pensionat. Det var mit hjem og mit liv. For et år siden sluttede en cyklus og jeg bevægede mig videre og fandt mit drømmehus ved havet. Nu er endnu en cyklus ovre og jeg står på kanten af havet og spejder ud i tusmørkeblå.

”Skal jeg blive her?” spørger jeg tusmørket som opfanger mine vibrationer. ”Fortsætter fortællingen eller slutter den her?”

Det var et godt spørgsmål. Et af de svære. Jeg kunne have valgt at tage imod Gwenllians invitation, jeg kunne have rejst til hendes ø og lært mere om at tale med fugle. Men jeg lyttede til mit hjerte og svaret var enkelt og klart. Jeg blev her. Jeg lod fortællingen fortsætte i endnu en cyklus, hvor jeg lærte noget, der stod skrevet i mine kort.  

Havet skubbede sine bølger op på land, mine støvlesnuder blev våde. Fleur sad i det våde sand og lod sig bade.

Tiden er gået og jeg er tilbage på det samme sted. Hvor land og hav mødes og hvor alting begynder igen. Mit hjertes svar er et andet nu.

Eidheann. Du troede måske, at jeg var forsvundet, da jeg tilbage i december pludselig blev væk? Jeg smiler, det kan jeg godt forstå, mennesker formoder og skaber mening, noget, de kan forstå og acceptere. De analyserer sig frem til en forklaring og lægger sig til at hvile på den. Fordi de er trætte. Fordi de er slidte. Fordi de aldrig lod sig opsluge af mørket og hørte den anden sang.

Hvor bor jeg nu? Tilbage i december mødte du mig i huset i skoven. Den ene dag var jeg der, den næste var jeg væk. Tilsyneladende, men ser du, jeg har været her hele tiden. Jeg trådte blot i baggrunden, fadede lidt ud for vise dig vej til fortællingernes medicin. Jeg var hende, der holdt pennen. Det var mig. Eidheann. Jeg er her skam endnu.

Dengang skrev jeg:

Jeg kunne have valgt at tage imod Gwenllians invitation, jeg kunne have rejst til hendes ø og lært mere om at tale med fugle. Men jeg lyttede til mit hjerte og svaret var enkelt og klart. Jeg bliver her.

Så tror man, at invitationen for evigt er blevet borte. At man forspildte en chance og et øen er væk. At Gwenllian drog bort og aldrig kom tilbage. Hun rejste med hav og tidevand, men nu er hun tilbage. Hun står på stranden i daggryets første lys. I vandkanten vugger et skib på rolige bølger. I hånden har hun en invitation. Hun vinker, jeg smiler og kommer nærmere. Jeg åbner kuverten og læser højt …

Lene Frandsen ©️
Vejen til Fortællingernes Medicin
3. august 2026

Image by Photka, Dreamstime (c)

Sometimes, in order to feel safe, we exile ourselves from the things we formerly knew (and loved). All edges are transitional places, and the greatest edges are the places where land meets the sea. So, ponder into the mystery of ebb and flood and never resist the natural flow!

– Sharon Blackie –

Fortsættelse følger. Det har du sikkert gættet, mere kommer, når det er klar. Det handler om efterårets intuitive skriverejse og i denne uge åbner jeg mig og gør rummet klar, så invitationen kan lande. Det sker samme dag, som de lyse nætter ender. Den 7. august.

Så ved du også, hvad der står i Gwenllians invitation. Og dit navn står øverst på invitationen.

Kærlig hilsen
Lene

Skriveskolen for Fortællersker
Bureauet for Magiske Skriverejser

NÅR SKRIVELÆNGSLEN KALDER 🖋️💚