Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Nu vender hun sig om. For første gang sker det, jeg står bag et af grantræerne med udsigt over stranden. Blandt hybenbuske med modne frugter, røde, orange, som himlen, der åbner sig. Nu vender hun sig om, halvt skjult bag det lange hår, svøbt i sin lilla kåbe. Fløjl, tænker jeg eller silke. Men det... Continue Reading →
Tag ikke fejl, på Rejsen til Daggryets Ø lærer vi også at skrive. Men kan vi ikke skrive allerede? Jo, men som enhver musiker eller danser må vi øve os for at udvikle os og for at vedligeholde vores stemme og skriveflow. Jeg har haft kvinder i forløb, som krydsede læringen af, efterhånden som de... Continue Reading →
Mit navn er Eidheann og jeg er fortællerske. I et år boede jeg på et sted for rejsende kvinder, et pensionat. Det var mit hjem og mit liv. For et år siden sluttede en cyklus og jeg bevægede mig videre og fandt mit drømmehus ved havet. Nu er endnu en cyklus ovre og jeg står... Continue Reading →
Der er fortællinger, vi deler gavmildt, mens andre er stjernefrø, som vi holder tæt til hjertet. Så skrøbelige, nye og svære at begribe. De er gaver fra det guddommelige, de er bringere af kærlighed. Så afslørende, at vi er nødt til at putte dem i sjælens jord og se dem spire og gro. De skinner... Continue Reading →
Det er for tidligt at skrive, ord fordamper i sommersol, men der findes en sfære af poesi, som jeg kan træde ind i. Ikke for at forgribe mig på begivenheders gang eller den guddommelige timing, men for at danse. Bevægelserne er langsomme, jeg strækker mig og lader mine arme gøre sit. Stagneret energi sendes afsted... Continue Reading →
Regn siler og jeg mærker, at jeg holder mig selv tilbage. At noget er klar til at eksplodere, men at jeg stadig tyer til kontrol. Det sker helt automatisk, sådan har det jo altid været. Så længe, jeg kan huske og nu står jeg her i samme historie som før. Det gør mig vred! Er... Continue Reading →
"Ingen ord kan beskrive det", siger jeg ydmygt. "Jeg vil end ikke forsøge." Da ser hun op fra sin landingsplads. Langs markerne i græsrabatten, badet i aftenlys. Hun siger ingenting men ser på mig med forundring, sorte øjne fanger mine blå. Det sker udenfor mit vindue, da jeg vasker op. Jeg har udsigt til markvejen mod nord. Jeg ser, at hun lander og i samme sekund ved jeg. Den store fugl i sort. Det er Ravnen.
