Ravn i mosen

winter-moors

Dybt i vinteren, januar er fremskreden og langsomt nærmer vi os tidspunktet for Imbolc.  Den seneste uge har jeg mærket en velkendt rastløs energi krydret med vished om, at det virkelig ikke er tid endnu. Jeg har læst mig ind i egne ord om, hvordan man bevidst kan vælge at gå helt ind i januar og i kærlig accept give slip på alle forestillinger om, at der findes en genvej til forår. For der er mange gaver at hente, hvis man ikke forcerer og forsøger at flygte fra det, der er vinterens formål og budskab.

Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå uden at jeg skal anstrenge mig.

Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen. Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.

Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal. Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt.

Fra “Ventesang og forårsdrømme” januar 2016

Har jeg så lært det?

Og så skulle man jo tro, at jeg var blevet bedre til det i år. Jeg læser mine egne ord og ryster træt på hovedet, det står jo dér, sort på hvidt. Og ydermere har jeg en dyb vished om, at det er sådan, det forholder sig. Som januar er jeg fuld af tålmodighed, opfyldt at ro og kærlig accept, jeg glæder mig over vinterens tomrum og tågede dage, hvor jeg selv er mindst lige så tåget. Min vej ligger hengemt i vintertyk dis og fuglene flyver forbi, mens de kaster små bemærkninger af sig, som godt kunne lyde lidt spottende, hvis man altså ikke lige trækker vejret dybt og lytter til det dybere budskab. Et strejf af noget andet. En drys vished.

Endnu et besøg af ravn

Hun kommer til stede, som hun har det for vane her i vinter. Ravnen. Pludselig er hun dér, ofte i luften over markvejen, når jeg om eftermiddagen går tur med hundene. Når jeg vandrer langs mosen, kan jeg høre hende i trætoppen og hvis jeg kigger godt efter, kan jeg se hende. I går var hun i selskab med en anden ravn, som jeg ikke har set før. Men ofte er hun alene og hun opsøger mig, når jeg endelig stikker næsen ud og genopdager, at frisk luft og bevægelse gør underværker.

Som imiterer Ingmar Bergmann

”Dæmoner kan ikke lide frisk luft” skræpper hun og imiterer Bergmann. Hun ligner ham til forveksling, når hun ser på mig. Jeg misser med øjnene mod lyset, mens jeg nikker, for jeg kender godt sætningen og jeg ved, at den er sand.

En tur i mosen og en anden fortælling

Det gjorde godt at forlade huset i går eftermiddag og følge det bratte strejf af sol, da skyerne pludselig gled til side på en ellers grå dag og badede landskabet i et skarpt og lovede januarlys. Ud af markvejen, langs skellet og ned i mosen. På et tidspunkt går det lidt op, man mærker det ikke, men pludselig står man på noget, der kunne minde om en bakketop og skuer ud over landskabet. Nøgne trætoppe, som omkranser mosen og et forholdsvis fladt midtsjællandsk landskab med marker og små arealer af pludselig skov. Dér på bakketoppen falder jeg som regel ind i et andet tempo, en dør åbner sig og jeg ser det, jeg ikke kunne se før. Landskabet og fuglene, som flyver over mit hoved, letter og lander fra træerne i mosen, fortæller mig en historie, som jeg ikke helt kunne høre før. Selvom jeg ved, at den findes. Og at den hele tiden er tilgængelig, hvis jeg altså bevidst træffer et valg om at invitere den ved at forbinde mig.

Ravnen sidder stadig foran mig, hun smiler underfundigt eller sådan ser det ud. Jeg drikker kaffe af en kop med prikker, tern og en solgul kant. En kop uden hank, perfekt til en god kaffe om formiddagen. Ikke for stor, ikke for lille. Kaffe med havremælk og to skrivelys i lotusstager. Jeg er anderledes rolig i dag, det kan jeg mærke, turen i mosen har sat sine spor. Jeg kaldte det min sanketur og det er sandt, jeg har virkelig sanket. I går var jeg træt og tom, i dag er noget igen anderledes.

Den kreative proces

”Den kreative proces” siger ravnen og kigger beundrende på sin blåsorte vinge. Den ligner en smuk handske, fjerene er som lange, slanke fingre. Jeg længes efter at gribe ud og holde hende i hånden. Der er noget fortryllende over hendes fremtoning og en længsel bobler i mig. Åh, at være som hun og vide alt det, hun tilsyneladende har vished om. Længslen blandes med taknemmelighed, jeg er glad for hun sidder her og gør denne fortælling mulig. Og i øvrigt hjælper mig med at huske. For det er sandt. Den kreative proces er på ingen måde lineær eller særlig forudsigelig. Alligevel er der noget, som hele tiden dæmrer, når jeg genopdager det, jeg godt vidste, men som jeg lige glemte og var nødt til at opdage igen.

Genopdagelsen. Gentagelsen. Den subtile disciplin, der åbner op for magien.

”Rrrrrååå” siger hun så og ler højt. Hun klikker med næbbet og betragter mig i et rum af underfundig forbundethed. Det gjorde godt at komme en tur i mosen i går. Det gjorde godt at stå på bakketoppen og se ud over landskabet, læse dets budskaber og høre fuglene stemme i. Det lindrede at trække vejret dybt og få forbindelse til alt det, jeg i virkeligheden længes efter, når jeg ihærdigt forsøger at forcere og få til at ske. I januar. Men jeg huskede og da jeg gik, ledte jeg ikke efter inspirationen. Jeg lod inspirationen finde mig.

writing-close-up

Morgensiderne hjælper også til at huske

Dybt i vinteren og ganske tæt på Imbolc. Da jeg skrev morgensider i går og gav mig selv lov til at sætte ord på den frustration og træthed, jeg pludselig mærkede og som gjorde mig gold og stædig, skete der noget allersidst på siderne. Jeg skriver 3 sider hver morgen, for morgensiderne er vitterligt magiske.

”Januar, lige nu er jeg bare træt” skrev jeg og følte mig som det tungeste væsen i verden. Så kom ordene og jeg kunne høre hendes syngende stemme dybt i mig, mild og kraftfuld på samme tid:

”Det er snart Imbolc, du må ud og få frisk luft og finde de små spirer, som nu kigger op af jorden. Har du egentlig set, om der er erantis i din cirkel udenfor hegnet? Har du været inde i cirklen, er du trådt ind og har du hilst på træet dit? Har du forbundet dig? I tillid?

Så slap siderne op og det var nok meget godt. For jeg sad tilbage med spørgsmål, som uden bebrejdelse og i kærlighed lod mig vide, at der vist var noget, jeg havde overset. Igen. Jeg rejse mig fra min egen tunghed og gik gennem en mur af modstand ud og tog overtøj og gummistøvler på. Langs hegnet, ind i det lille buskads bag haven og hen til den cirkel af træer, som jeg fandt sidste år. Close to home.

Og der var de, små erantis, gule bebuderne af livskraft og et tegn på, at vi virkelig nærmer os Imbolc. At noget sker, selvom vi ikke kan se det og at kraften arbejder stille under jorden. Jeg lyttede til træet, som ikke overraskende fortalte mig om tomrummet, ventesalen og alt det, jeg egentlig godt ved. Men det var godt at blive mindet om det og mærke træets dybe og rummelig accept. En sten faldt fra mit hjerte, jeg sagde tak og gik tilbage, hvor jeg kom fra.

Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.” – Jeff Brown –

Lad processen arbejde for dig

Ravn er fløjet nu, men jeg kan stadig mærke hendes glød. Hun er et af de klogeste væsener, jeg har mødt, selvom hun egentlig ikke gør meget stads af sig. Jeg elsker, når hun dukker op og pirker til min opfattelse og sætter mine overbevisninger på prøve. For mest af alt får hun mig til at huske. Hun prikker kærligt til mig og inviterer mig til at vende tilbage. Skabe forbindelse. I tillid.

Et lys breder sig på himlen udenfor, skyerne glider til side og dagen er lysere, end jeg havde regnet med. Hvilket minder mig om noget, jeg netop har skrevet til kvinderne, som lige nu er på skriverejse i Vintercirklen og Solhvervscirklen.

Giv slip og lad komme (det er lettere sagt end gjort, men hvis vi hengiver os til processen, bliver vi bedre til det undervejs)

“Når I skriver og arbejder med afsæt og skriveopgaver, jeres egen proces og i det hele taget, så prøv gerne at lade være med at tænke skrivestil og i tankerne at gå efter noget bestemt. Bare giv slip og lad komme, læg dommeren og bedømmeren lidt væk og vær blot nysgerrige efter, hvad der viser sig.

Lad processen arbejde, mød op og skriv, som du gør det her. Vi er ofte alt for hurtige til at drage konklusioner og her i skrivecirklerne er intentionen jo netop at skabe et frirum for ord og skriverier. Et sted, hvor vi kan prøve os frem. Uanset hvad resultatet bliver, for i virkeligheden er det allermest processen, vi lærer af. Vores fremmøde, vores skrivearbejde og alt det, der sker mellem linjerne.

Fokuser på processen

“Getting it right is not as important as paying attention to what and how you are learning” siger Loren Cruden og det er sagen i en nøddeskal.

Fokuser på processen og lad på forhånd være med at udelukke noget. Rejs i nysgerrighed og undren og lad ordene folde det ud, I ikke kan tænke jer til. Der er mange gaver at hente.”

og betragt dig selv i processen

Når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis.

Processen er nøglen til varig skriveglæde og selvudfoldelse via ord og fortællinger. Lytning er et andet nøgleord. Lyt til din skrivelængsel, den er ofte et kald fra sjælen.

Kærlig hilsen
Lene


forarscirklen

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig.

En visdom og en vej, du kan skrive dig ind i

Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Invitation til skrivegruppeforløbet FORÅRSCIRKLEN er ude nu

Invitation til Forårscirklen er ude nu og jeg har åbnet for tilmeldinger. Forårscirklen er som de andre skrivecirkler et online skriveforløb, vi mødes ikke fysisk, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Du finder invitationen til Forårscirklen ved at klikke på billedet ovenfor. Vi starter den 1. marts. Hvis du kan mærke, at du skal være med, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com.


Kom, skriv og fejr Imbolc på intuitiv skriveworkshop den 8. februar –
en skrivedag for sjæl og hjerte

Der er 2 pladser tilbage. Klik på billedet nedenfor for invitation og detaljer.

imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Thumbnail Photo: “Winter sunrise” © Helen Hotson, Dreamstime
Øvrige fotos: © Lene Frandsen

Denne morgen er jeg rig

Juliogjeg

Jeg er rig. På denne underskønne sommermorgen har jeg sat mig udenfor i morgensol og vind for at skrive i min bog. Morgensider. Et stort glas vand med friske limeskiver. Fuglesang og duekurren. Skygger, lys og livet, der folder sig ud.

Morgensider. Jeg møder op, åbner bogen og lader ordene risle ud på siderne som de nu kommer. Og det er tilladt at skrive hvad som helst, for på morgensiderne skriver vi det, som det er. Vejen åbner sig gennem ordene og et lys trænger igennem som gik jeg på en skovsti med sol mellem trækronerne. Det er en nåleskov, duften er markant i mine næsebor og underlaget blødt under mine fødder. Her går jeg via ordene, jeg fragtes til de subtile toner af den sang, der lyder dybt i mig. Min livssang, velkendte sprøde toner, som drager og forløser. Gennem skoven med de høje træer og lyset, der regner ned mellem stammerne.

Ord. Denne morgen er jeg rig, jeg mærker det, mens jeg sidder her i dagens første timer og sætter ord på. De små ting, detaljerne og brisen, der leger med mit hår. På morgensiderne kommer jeg til stede, jeg bliver nærværende og min opmærksomhed skærpes. Noget vågner i mig og pludselig kan jeg se kvinden vandre gennem skoven.

Hun drysser ord, bag hende ligger sætningerne spredt ud som små fluer i nåleskoven. I hånden bærer hun en stav og hvis jeg zoomer ind, kan jeg se det fint udskårne træ med symboler. Bogstaver. Og et smukt formet greb, der som et uendelighedssymbol snor sig om hendes hånd.

Ordene er hendes tryllestav. Gennem ord og sætninger ikke alene skriver hun sit liv, hun skaber det. Hendes skridt er sikre, stolte og holdningen rank. Nu tvivler hun ikke længere, hendes indre vished bærer hende af skjulte stier, der har ventet på hendes skridt. Over hende, over træerne, skinner solen og en ny dag vågner. En dag, der er hendes at skrive. Og den starter lige her. På morgensiderne.

Kærlig hilsen
Lene

HØSTCIRKLEN – til dig og din skrivelængsel

Hvis du har lyst til at skrive din vej, din sjæl og sætte din skrivelængsel fri, så kom med i Høstcirklen. Der er stadig ledige pladser.

Du finder invitationen i linket her og tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com

Til yderligere inspiration, læs også gerne
NÅR HØSTEN KOMMER

Jeg gør dig klar til forår

vintergæk

Kreativiteten vokser med lyset. Jeg kan mærke det. Efterhånden som februar går sin gang og dagene bliver lidt længere, mærker jeg energien vokse. Og med energien kreativiteten. Det er som om jeg virkelig er blevet en del af årstiden og det tidspunkt, hvor vi befinder os lige nu. Jeg er ikke adskilt, jeg står ikke udenfor og kigger ind af en dugget rude. Eller omvendt. Jeg er hvert eneste øjeblik og indser efterhånden, hvor kraftfuldt det er at rejse i sekunderne. De øjeblikke, de stunder, der ikke er forgæves eller ubrugelige. Skabelsen sker i de sekunder og det kan gøres med en tanke, en pen eller en pensel. Således har jeg i de forgangne uger malet en lille serie af abstrakte fuglemalerier. Spisebordet må igen lægge overflade til aviser fyldt med farver, pensler og en krukke med vand.

Jeg fornemmer, at det er energien fra Imbolc og den snarlige overgang til forår, jeg mærker. Noget spirer i mig og selvom det langtfra er hele tiden, at jeg føler mig energisk og fuld at skaberlyst, er det oftere og oftere. I går sidst på eftermiddagen kastede solen et gavmildt lys ind af vinduerne i mit skriverum, strålerne ramte reolen og nogle af bøger stod badet i projektørlys. Lyset var blødt, favnende og det var som om, at det bekræftede mig i mine fornemmelser. Foråret er tæt på nu. Det er dristigt at sige og skrive den slags midt i februar, men jeg gør det nu alligevel. I hvert fald kan jeg med en vis sikkerhed påstå, at der sker noget i mig. Jeg er ikke længere vinter. Og selvom jeg nok heller ikke er forår endnu, er jeg fuld af en ny slags energi, der hører dette tidspunkt til. Midt i februar.

Blidemåned

Det er nogle dage siden, jeg sidst skrev morgensider og har jeg har savnet det. Et par gode dage i København og yoga i går morges uden tid til at skrive morgensider først. Nu er det pludselig lørdag og vinter igen, vi vågnede op til et sneklædt landskab. Følelsen af forår og det bløde lys er forsvundet for en stund. Der er stille udenfor, igen har sneen lagt en dæmper på det hele og på mange måder lever februar op til sit navn. Blidemåned. I dag føles ganske blid og jeg vil gå stille med dørene. Bevæge mig forholdsvist langsomt gennem dagen, lægge lidt flere spor i bogen, jeg skriver på og i det hele taget følge den subtile vinter-mod-forår energi.

For det er februars lys, der blidt glider over de snedækkede marker. ”Intet hastværk” hvisker stemmen i mig og nogen stryger mig blidt på kinden. ”Alting kommer til dig i rette tid. Hav’ tillid”. Tillid, det er mit ord og min vej. Hver eneste måned møder jeg op og skriver morgensider i tillid til, at alting er, som det skal være. Stille dage og tomrum hører med. Værelser uden svar. Og vi må vove at blive, selvom de fleste bruger deres liv på at flygte fra den tilsyneladende tomhed og mødet med sig selv. Konstante gøremål og en travl kalender, ingen tomme sider eller blanke dage. Det bliver en kamp for at fylde op og fylde på.

Jeg gør dig klar til forår

Det er længe siden, jeg mødte mig selv i tomrummet, men det er først nu, at jeg virkelig lærer mig selv at kende. Gennem ordene og på siderne her i det evige fremmøde. I tillid. Alting ånder fred, vi har gået tur med hundene gennem sneen og nu venter en lørdag uden sociale aktiviteter i modsætning til sidste weekend, hvor der var fyldt op. Jeg sætter efterhånden pris på tomrummet og aner dets værdi. ”Jeg er en blidemåned” siger hun og smiler underfundigt. ”Jeg gør dig blød og klar til forår”.

Morgensiderne

Efterhånden kan morgensiderne blive en slags forbindelse til det guddommelige. Til kilden. Med en bevidst intention kan vi hver morgen sætte os og ønske kontakt. Både for at holde fokus på det egentlige og for at huske. På mange måder er det den intuitive skrivegernings fornemmeste formål. Vi får kontakt til en hengemt del af os selv og vi kan skrive det frem, vi havde glemt. Så vi husker.  Derfor opstår genklangen som en slags sødme og som en magisk kraft. Udenom tankerne, for intet kan erstatte det direkte møde med ord og kreativitet. Vi må møde op og skrive. Derfor er morgensiderne så gode.

Skrivning som meditation

Skrivning i hånden er sin egen meditation. Når vi skriver, bliver vi ét med det der er og vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik. Morgensiderne holder os til ilden. De gør os til skrivende mennesker allerede i de tidlige morgentimer og gennem ordene får vi både kontakt og en slags jordforbindelse, som vi kan være i resten af dagen. Hver eneste morgen stopper vi op og vender os indad, mod os selv og den dybe brønd af visdom, som gemmer sig bag tanker og begrænsninger. Det er en slags sti, som vi gennem ordene følger i vores eget indre.

Morgensiderne er ikke noget, jeg har opfundet. Men uden at vide det var det en slags morgensider, som gjorde at jeg fik øjnene op for den drøm, der dansede mellem linjerne og i mit hjerte. Hver eneste morgen mødte jeg op og skrev intuitivt på min blog, inden jeg tog på arbejde. Og ved kontinuerligt at møde op og skrive, satte jeg noget fri, som ellers havde været fastlåst og gemt et sted dybt i min sjæl.

Senere indså jeg, at jeg egentlig havde gjort det, som Julia Cameron anbefaler i sin gode bog ”Kreativitet”. Jeg havde skrevet morgensider. Og det kan man ikke gøre uden at der sker noget. Det er i grunden ganske magisk, som man kan slippe bag tanker og modstand ved blot at skrive og blive ved.

Hvis du er en kreativ sjæl og drømmer om at for alvor at tage din kreativitet og din skrivedrøm alvorligt, så anbefaler jeg dig varmt at skrive morgensider. Køb dig en fin og tiltalende notesbog og en god pen. Måske har du allerede en, du kan bruge, men ellers køb en, som taler til dig og gør dig glad. Morgensiderne er nemlig en positiv ting, noget du gør frivilligt og med glæde. Morgensiderne er din overspringshandling og noget af det første, du gør om morgenen. Men det er også en handling, som du giver dig selv til. En kærlighedserklæring til dit skrivende og skabende jeg og alt det, du indeholder og allerede ved.

Det handler om at huske

Det handler ikke om at lære eller erfare noget nyt, det handler snarere om at åbne op for alt det, du allerede ved og indeholder.

Jeg lover dig, at hvis du hver eneste morgen skriver morgensider, så begynder der at ske noget. Magiske ting, der handler om din kreativitet, din skriveglæde og dit liv. Og der er ingen underlige regler om indhold, du skal blot skrive 3 sider hver morgen uden at standse op og uden hensyntagen til, hvad der står. Det vigtigste er selve skrivehandlingen (i hånden) og ikke, hvilke ord, der kommer igennem dig. Du kan skrive alt, du tager imod.

Morgensiderne er en slags grundsten til andre kreative udfoldelser og for mig blev det en slags vej mod min drøm. Jeg skrev mig selv. Jeg fik kontakt til dybere sange i mit indre og jeg lærte at synge dem. Sange, der på mærkværdigvis var varme og velkendte. Jeg huskede. Og genklangen var dyb og god.

Morgensiderne vækker det, der slumrede, til live. Men morgensiderne giver også mulighed for at få styr på tanker og impulser på. Bevidstheden vokser.

En symbolsk og hellig handling

Hver eneste morgen med få undtagelser som forleden møder jeg op og åbner min notesbog. Når jeg åbner den og lader pennen glide over papiret, når ord bliver til sætninger, har jeg startet min dag med en hjertelig intention. Jeg tager min skrivelængsel alvorlig og jeg tager imod det, der skrives vil. Jeg går på opdagelse i sjæl og hjerte og skriver alt det, der ellers ville tynge og holde mig tilbage. Jeg skriver mig fri, så jeg kan skrive frit.

Jeg møder op og tænder mine skrivelys, to store hvide lys, som lyser op og varmer min sjæl. En symbolsk handling og en påmindelse om, at vi skal huske at tænde vores eget lys og lade det skinne. Vi skal huske hvem vi egentlig er. Derfor er det at skrive morgensiderne både en symbolsk og nærmest hellig handling. Vi møder op og stiller os til rådighed for det, der vil skrives. Vi forbinder os. Og vi forpligter os.

Prøv morgensiderne, hvis du ønsker at vække din slumrende kreativitet. Jeg lover dig, det sætter ting i gang og kreativiteten er sjældent det eneste, der vågner. Det hele opstår, når vi skriver. Jo mere vi kan lade være med at tænke over det, vi skriver og skal skrive, desto mere flydende bliver det. Forbavsende, flydende og ganske magisk over tid.

Morgensiderne er det vigtigste redskab i arbejdet med at genfinde sin kreativitet, siger Julia Cameron og det er ikke løgn. Jeg vil blot tilføje:

Morgensiderne er det vigtigste redskab i arbejdet med at genfinde sig selv, sin sjæl og det liv, man egentlig er skabt til at leve. Et ord af gangen.

Poesien viser sig ofte i de ting, man ikke troede var vigtige.
– M.C. Richards –

Kærlig hilsen
Lene


Skrivehusets program 2016 – kom og skriv!

Ved at klikke på nedenstående overskrifter finder du information og datoer for de kommende aktiviteter i Skrivehuset. Og ja, der er stadig pladser i Forårscirklen, de sidste magiske skrivecirkel inden sommer. Kom, skriv og sæt længslen fri!

Forårscirklen – skrivecirkel for kvinder med skrivelængsel
Forårscirklen er et forløb og en skrivegruppe for dig og din skrivelængsel. Vi starter i marts 2016 og begiver os ud på en skrivende rejse, der hylder det tidspunkt på året, hvor vi nu befinder os.

Skrivecirklen er forankret i foråret og den tid på året, hvor alting igen begynder at spire og gro. Som ude så inde. Lad din skrivelængsel blomstre.

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Gå på opdagelse i din skrivelængsel, skriv og fold ud. Jeg vil tage jer med på en skrivende rejse, hvor vi udforsker vores skrivelængsel gennem skriveøvelser, opgaver, meditationer og lidt bevægelse i form af en gåtur i de skønne omgivelser.

Det bliver en dag fuld af skrivende nærvær, en magisk skrivecirkel, hvor vi både tager imod fortællinger og læser dem højt for hinanden i cirklen. Vi taler om modstand, den indre censor og skriver os gennem det, vi møder på dagen. En dag med magi og skrivende fordybelse for sjæl og hjerte.

Skriv din Sjæl
Forløbet er for dig, som ikke længere vil nøjes med at drømme om at skrive. Det er for dig, som måske allerede skriver lidt eller meget og som har lyst til at blive udfordret, klædt på og inspireret til at gå hele vejen. Skrivevejen. Forløbet er en mulighed for at blive en del af en skrivegruppe og i øvrigt at kickstarte din skriveproces fra et nyt sted. Vi øver os på at skrive fra sjæl og hjerte og gør det i et tempo, så alle kan være med. I forløbet vil du endvidere blive mere klar på dit egentlige livsformål og selvfølgelig dit “hvorfor”, når det handler om at skrive.

Du vil have glæde af forløbet uanset om du ønsker at skrive “for dig selv” eller om du har en virksomhed, hvor du ønsker at blive mere tydelig i dit sprog og formulere dit “hvorfor” og dit budskab, så det vækker genklang hos dine læsere.

Skriv Din Sjæl forløbet byder både på intuitive skriveworkshops og en skrivecirkel for 6 dedikerede kvinder. Er du mon den ene?

bur

 

Skriv dig hjem

skumringstimen

Hver eneste dag oplever vi ting, som gør noget ved os. Der er tanker, følelser og forskellige situationer og udfordringer, som sætter os på prøve og får os til at mærke, at vi lever. At skrive fra de steder, hvor de store følelser bor, kan være en stor hjælp til at mærke, hvad der rører sig og til at acceptere, at det er som det er. Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis. Det er en måde at være med det, der er på, uden at ønske det anderledes. Vi kæmper ikke med det, vi skriver det og skriver os måske igennem det. Vi sidder med os selv, som vi sidder med tanker og følelser i meditation og vi lytter til os selv uden at dømme. Vi mærker og vi er.

morgensiderne, aftensiderne eller i sjælebogen har vi lov til at skrive nøjagtigt det, der bevæger sig i os og berører os. Vi kan stille spørgsmål og sende dem ud, vi kan forbinde os til både sjæl og Kilde og vi kan fortælle os selv om alt det, der føles så smertefuldt og meningsløst. Eller det der glæder os, fylder os med begejstring og giver os lyst til at danse.

Fortællinger og din livssang

Undervejs oplever vi måske, at der dukker fortællinger op for at støtte os og skabe en slags klarhed. Det er ikke altid noget, vi bevidst søger, men fortællingerne har det med at skrive sig selv. De bygger bro, de bærer over og de fortæller det, der er, uden at dømme. Selv har jeg en formodning vished om, at netop den slags fortællinger stammer fra sjælen. De har en særlig klang, de kræver ingen særlig anstrengelser. Det er som om de bare flyder, risler som en kilde og de overrasker os gang på gang med deres dybe indsigt og helt særlige tone. En melodi vi på sælsom vis allerede kender.

Det er ofte i den slags fortællinger, at vi hører vores egen livssang.

Skriv din sjæl – lad efteråret og den mørke tid støtte dig

Efteråret og den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, skab små intime rum til dig selv, tænd stearinlys og måske røgelse, sæt noget blid musik på, der synger til din sjæl og skriv så. Lad være med på forhånd at have ambitioner om, hvad og hvordan du vil skrive, sæt dig i stedet for roligt ned og lyt til det, der gerne vil skrives gennem dig. Lad ordene transportere dig og rejs så indad for at møde de ord, historier og fortællinger, som allerede bor i dig eller som gerne vil skrives gennem dig. Hvis du ikke umiddelbart kan mærke noget eller du føler, du er for meget oppe i hovedet, så stil i stedet spørgsmål til de tomme sider og den skrivelængsel, der forsigtigt kalder på dig dybt indefra. Hvad mon der gerne vil skrives gennem mig?

Inviter Kilden og tag imod

Giv tid og lad svarene komme til dig. Inviter dem på samme måde, som du kan invitere Kilden og kærligheden. Gør dig åben og stil dig undrende overfor det, du mærker og fornemmer uden at ville det anderledes. Og når du hører noget, fornemmer noget, så begynd at skrive det.  Forestil dig, at du tager imod. Du er nærmest som en skrivende diktafon, der blot skriver det, du hører.

Aftensiderne kan hjælpe dig med at finde ro

Prøv eventuelt aftensiderne, hvis du vil finde ro og fordøje det, som dagen bragte. Lad ordene vise vej og læg det fra dig, du ikke længere kan bruge til noget. Det er som om vi gennem aftensiderne rydder op i dagen, der gik og skiller os af med det, der ellers ville have sat sig som uro og stress og noget, der måske kunne have gjort, at vi har svært ved at falde i søvn. Vi bliver færdige med dagen og vi gør os klar til at gå ind i aftenen på en roligere og mere fredfyldt måde. Efterfølgende har vi måske lyst til at sidde lidt i meditation. Men under alle omstændigheder giver aftensiderne ro og samtidig holder de os til os skriveilden. De minder os om, at vi er skrivende mennesker, som gennem ordene kan finde klarhed og retning.

Skumringstimen og livsfloden – skriv dig ind

Selv bruger jeg skumringstimen, den magiske bro mellem dag og nat, til at sætte mig med det, der er. Jeg søger roen, møder stilheden og skriver aftensider og/eller mediterer. Det er en godgørende måde at forlade dagen og sige tak på. Det er som om det er lettere at genskabe forbindelse til sjælen på netop det tidspunkt, hvis man altså skulle være faret lidt vild i løbet af dagen. Jeg skriver mig ind og forestiller mig, at jeg vender tilbage til livsfloden, der bruser i min sjæl.

”Forestil dig, at din livsflod rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.”

Citat Ørnen i fortællingen ”Som Katten vender jeg hjem” – fra min egen skriverejse, september 2015.

Find ro i efteråret og den mørke tid. Skab oaser af stilhed, ro og fordybelse og giv dig selv lov til at være. Lyt til det, der rumsterer i dig og som måske mærkes som en subtil og inderlig længsel. Skab rum, giv tid og lad komme. Skriv dig hjem til dig selv din sjæl.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivelængsel?

Jeg holder intuitive skriveworkshops og tilbyder personlige skriveforløb, intuitiv skrivecoaching, som jeg kalder Skriverejsen. Begge dele er med til at styrke dig som fortæller og forbinder dig gennem ord og fortællinger til din dybe visdom og din sjæl.

Og som noget nyt kan du nu også deltage i magiske og kærlige skrivecirkler, skrivegruppeforløb, hvor du i cirkel med andre skrivende kvinder er på skriverejse. Skrivecirklerne er ofte forankret i et bestemt emne eller en årstid. Vintercirklen er nu i gang, men der kommer nye skrivecirkler og skrivegruppeforløb i begyndelsen af 2016.

bur

Det der inspirerer

solregn_stol_august
En ny morgen med regn og magisk himmellys. Luften er sprød, stadig mild, men med en snert af noget andet. Efteråret rykker nærmere. Jeg sætter pris på de skiftende årstider og jo mere, jeg føler med årstiderne og den naturlige cyklus, desto bedre forstår jeg mig selv. Det er den manglende forbindelse til jorden, der skaber uro og giver en rastløs og nærmest ensom følelse. Så jo mere jeg kontinuerligt forbinder mig til den naturlige cyklus og til min egen sjæl, jo mere hviler jeg i mig selv. Jeg mærker større ro og livet giver automatisk bedre mening. Jeg er en del af noget større og det ærer jeg i stedet for at modarbejde det. Det er i øvrigt altid naturen, som har inspireret mig mest. Jeg har i årevis skrevet om månederne, årstiderne og fuldmånen på min blog Poetiske Paradokser og på det seneste er det fuglene, der har overbragt mig fortællinger og som giver mig indsigt og visdom.


Følg det, der inspirerer – og spørg din sjæl

Har du tænkt på, hvad der inspirerer dig? Og søger du det, går du helt ind i det, så du kan sanke inspiration og lære mere? Den læring går begge veje, det er ikke kun et spørgsmål om at søge ud og hente information hos andre. Det vigtigste bor i egen sjæl. For når vi skriver noget, som vi instinktivt er interesserede i og som påvirker os, bevæger og berører os, så opdager vi ofte, at noget i os allerede ved. Vi husker. Og det er blandt andet her at fortællingerne kan hjælpe os, vi kan udforske de områder ved hjælp af fortællinger og gå på opdagelse via ordene. Vi behøver ikke at være intellektuelle eksperter, det handler snarere om at grave dybt ned i egen viden, følge de impulser der dukker og i det hele taget at turde lade sig føre på vej via følelser og intuition. Det kan handle om årstider og fuldmåne, men det kan også være andre ting, der dukker op. Forleden dag, på den intuitive skriveworkshop, var en kvinde helt nede på havets bund for at få sjælesvar.

Fortællinger som fyrtårne

Der findes en hel skattekiste af viden og visdom i vores egen sjæl og den kan skrives frem. Ved at møde op og stille spørgsmål, ved at færdes med åbenhed og nysgerrighed, sætte sig ved Kilden og bruge fortællingerne som fyrtårn, kan vi vække det, der har slumret og som måske har føltes som en stille længsel, et dybt suk og som vi på sælsom vis har været draget af hos andre, uden helt at vide hvorfor. Vi kan dedikere notesbøger til vores små udforskningsprojekter, jeg har bl.a. mødt en kvinde, som skriver sig vej gennem månens faser og folder det ud, hun mærker på egen krop og i egen sjæl. Månen lærer hende at huske, ja det er næsten som om hun spejler sig i månevandet og ser sig selv.

Skov, hav, skumring og daggry

Det handler om at gå derhen, hvor vi bliver inspireret. Og vi behøver faktisk ikke at gøre så meget andet end bare at være dér. Vi skal ikke anstrenge os eller gøre noget særligt, som vi ofte tror. Selv søger jeg gerne ind i skoven eller ud til vandet, når jeg søger både ro og inspiration. Det er her, jeg sætter mig og mærker, at jeg er forbundet. Så lytter jeg til stilheden og ofte dukker der små budskaber op som en hvisken i trækronerne eller en vibration i skovbunden. Jeg går med årstiderne, hver eneste morgen ser og mærker jeg forandringerne i naturen og i egen krop og sjæl.  Daglige ture ud, frisk luft og bevægelse gør også underværker for både inspiration og den naturlige melankoli, der hører efteråret og vinteren til. Og så giver det stor mening at følge med lyset og lade det være en energimæssig ledetråd. Jeg er vild med skumringen, det tidspunkt, hvor dagen glider over i aften og lyset ligeså stille forsvinder. Det er et godt tidspunkt at sidde i meditation på eller måske skrive aftensider og tage afsked med dagen og det, der var. Det er et magisk tidspunkt på samme måde som daggryet er. Her bor der mange gode fortællinger.

Mennesker og replikker

Men det kan også være andre ting end naturen, der inspirerer. Sæt dig alene på en café med din notesbog og lyt til summen og samtalerne omkring. Hør replikker, hvordan taler folk, hvad siger de. Du kan eventuelt lade en replik fra et andet menneske være afsæt til en lille fortælling, skriv sætningen og skriv herefter videre. Sæt eventuelt stopuret og se, hvor det fører dig hen. Gå en tur og læg mærke til mennesker, bare betragt dem, deres måde at gå på, tøj, mimik – det kan give inspiration til at skabe karakterer til dine fortællinger og historier. Skriv det, du ser og fornemmer, der kan opstå mange historier og fortællinger baseret på tilfældige menneskemøder på en tur i byen. Brug det, du har omkring dig og gå på opdagelse i det tilsyneladende.

I nærvær med os selv og det, der er

Måske er det mest oplagte dog at skrive fra eget liv. Hver eneste dag oplever vi ting, som gør noget ved os. Vi har tanker, følelser og forskellige situationer og udfordringer sætter os på prøve og får os til virkelig at mærke, at vi er mennesker på godt og ondt. At skrive fra de steder, hvor de store følelser bor, kan være en stor hjælp til at mærke, hvad der rører sig og til at acceptere, at det er som det er. Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som fylder os med enten frygt, skam, sorg, smerte eller selvfølgelig glæde. Det er en måde at være med det, der er på, uden at ønske det anderledes. Vi kæmper ikke med det, vi skriver det og skriver os måske igennem det. Vi sidder med os selv, som vi sidder med tanker og følelser i meditation og vi lytter til os selv uden at dømme. Vi mærker og vi er. På morgensiderne, aftensiderne eller i sjælebogen har vi lov til at skrive nøjagtigt det, der bevæger sig i os og berører os. Vi kan stille spørgsmål og sende dem ud, vi kan forbinde os til både sjæl og Kilde og vi kan fortælle os selv om alt det, der føles så smertefuldt og meningsløst. Eller det der glæder os og giver os lyst til at danse.

Der dukker fortællinger op

Undervejs oplever vi måske, at der dukker fortællinger op for at støtte os og skabe en slags klarhed. Det er ikke altid noget, vi bevidst søger, men fortællingerne har det med at skrive sig selv. De bygger bro, de bærer over og de fortæller det, der er, uden at dømme. Selv har jeg en klar formodning om, at netop den slags fortællinger stammer fra sjælen. De har en særlig klang, de kræver ingen særlig anstrengelser. Det er som om de bare flyder, risler som en kilde og de overrasker os gang på gang med deres dybe indsigt og helt særlige tone. En melodi vi på sælsom vis allerede kender.

Det er ofte i den slags fortællinger, at vi hører vores egen livssang.

Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner de steder i os, som før var lukkede, og de hjælper os med at finde tilbage til vores vej, når vi farer vild. Og mennesker farer vild! De hjælper os til at huske og forbinder os til vores sjæl og livsformål og vores dybeste ønsker for det liv, vi egentlig ønsker at leve.

Og så er de ofte fulde af medfølelse og kærlighed.

Kærlig hilsen
Lene


Fortællingens Kraft

Har du fået lyst til at gå på opdagelse i din skrivelængsel og din sjæls visdom via fortællinger, så afholder jeg i efteråret 2015 en række skriveworkshops som hedder Fortællingens Kraft. Her kan du lære at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri. Det kildrer skrivelysten og sætter din skriveproces i gang eller genstarter den fra et nyt sted. Du vil få udbytte af workshoppen uanset om du har intention om at bruge fortællingerne i din egen livsproces eller om du skal skrive og inspirere andre. Workshoppen er både for mænd og kvinder.

Det er en intuitiv skriveworkshop i skriv-fra-sjælen regi og første gang er torsdag den 24. september. Der er stadig ledige pladser. Læs mere i linket ovenfor og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com.

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

Gå på opdagelse i din skrivelængsel, skriv og fold ud.

Jeg vil tage jer med på en skrivende rejse, hvor vi udforsker vores skrivelængsel gennem skriveøvelser, opgaver, meditationer og lidt bevægelse i form af en gåtur i de skønne omgivelser.

Det bliver en dag fuld af skrivende nærvær, en magisk skrivecirkel, hvor vi både tager imod fortællinger og læser dem højt for hinanden i cirklen. Vi taler om modstand, den indre censor og skriver os gennem det, vi møder på dagen. Der er ikke noget rigtigt eller forkert – det er bare. En skrivende oplevelse for sjælen i cirkel sammen med andre skrivende kvinder, en dag fuld af skriveglæde, ro og nærvær. Og masser af ord.

Næste workshop finder sted den 16. september. Læs mere i linket, se andre mulige datoer og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com.

solregn_stol_august

Magiske morgensider

Morgensider

Jeg fornemmer, at morgensiderne med tiden kan blive en slags forbindelse til det guddommelige. Til kilden. Med en bevidst intention kan vi hver morgen sætte os og ønske kontakt. Både for at holde fokus på det egentlige og for at huske. På mange måder er det den intuitive skrivegernings fornemmeste formål. Vi får kontakt til en hengemt del af os selv og vi kan skrive det frem, vi havde glemt. Så vi husker.  Derfor opstår genklangen som en slags sødme og som en magisk kraft. Udenom tankerne, for intet kan erstatte det direkte møde med ord og kreativitet. Vi må møde op og skrive. Derfor er morgensiderne så gode.

Jeg har opdaget at skrivning er sin egen meditation. Når vi skriver, bliver vi ét med det der er og vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik. Morgensiderne holder os til ilden. De gør os til skrivende mennesker allerede i de tidlige morgentimer og gennem ordene får vi både kontakt og en slags jordforbindelse, som vi kan være i resten af dagen. Hver eneste morgen stopper vi op og vender os indad, mod os selv og den dybe brønd af visdom, som gemmer sig bag tanker og begrænsninger. Det er en slags sti, som vi gennem ordene følger i vores eget indre.

Morgensiderne er ikke noget, jeg har opfundet. Men uden at vide det var det en slags morgensider, som gjorde at jeg fik øjnene op for den drøm, der dansede mellem linjerne og i mit hjerte. Hver eneste morgen mødte jeg op og skrev intuitivt på min blog – inden jeg tog på arbejde. Og ved kontinuerligt at møde op og skrive, satte jeg noget fri, som ellers havde været fastlåst og gemt et sted dybt i min sjæl.

Senere indså jeg, at jeg egentlig havde gjort det, som Julia Cameron anbefaler i sin gode bog ”Kreativitet”. Jeg havde skrevet morgensider. Og det kan man ikke gøre uden at der sker noget. Det er i grunden ganske magisk, som man kan slippe bag tanker og modstand ved blot at skrive og blive ved.

Hvis du er en kreativ sjæl og drømmer om at for alvor at tage din kreativitet og din skrivedrøm alvorligt, så anbefaler jeg dig varmt at skrive morgensider.

Køb dig en fin og tiltalende notesbog og en god pen. Måske har du allerede en, du kan bruge, men ellers køb en, som taler til dig og gør dig glad. Hvor du mærker noget godt og måske inspirerende. Morgensiderne er nemlig en dejlig ting, noget du gør frivilligt og med glæde. Men det er også en handling, som du giver dig selv til. En kærlighedserklæring til dit skrivende og skabende jeg og alt det, du ikke drømmer om, at du indeholder og allerede ved.

Det handler om at huske

Det handler ikke om at lære eller erfare noget nyt, det handler snarere om at åbne op for alt det, du allerede ved og indeholder.

Jeg lover dig, at hvis du hver eneste morgen skriver morgensider, så begynder der at ske noget. Magiske ting, der handler om din kreativitet og din skriveglæde. Og der er ingen underlige regler om indhold, du skal blot skrive 3 sider hver morgen uden at standse op og uden hensyntagen til, hvad der står. Det vigtigste er selve skrivehandlingen (i hånden) og ikke, hvilke ord, der kommer igennem dig. Du kan skrive alt, du tager imod.

Morgensiderne er en slags grundsten til andre kreative udfoldelser og for mig blev det en slags vej mod min drøm. Jeg skrev mig selv. Jeg fik kontakt til dybere sange i mit indre og jeg lærte at synge dem. Sange, der på mærkværdigvis var varme og velkendte. Jeg huskede. Og genklangen var dyb og god.

Morgensiderne vækker det, der slumrede, til live. Men morgensiderne giver også mulighed for at få styr på tanker og impulser på. Bevidstheden vokser.

En symbolsk og hellig handling

Selv har jeg haft et par udfald, men nu skriver jeg morgensider igen. Hver eneste morgen møder jeg op og åbner min notesbog. Lige nu er den beigefarvet med en elefant præget i omslaget. Når jeg åbner den og lader pennen glide over papiret, når ord bliver til sætninger, har jeg startet min dag med en hjertelig intention. Jeg tager min skrivelængsel alvorlig og jeg tager imod det, der skrives vil. Jeg går på opdagelse i sjæl og hjerte og skriver alt det, der ellers ville tynge og holde mig tilbage. Jeg skriver mig fri, så jeg kan skrive frit.

Jeg møder op og tænder mine skrivelys, to store hvide lys, som lyser op i vintermørket og varmer min sjæl. En symbolsk handling og en påmindelse om, at vi skal huske at tænde vores eget lys og lade det skinne. Vi skal huske hvem vi egentlig er. Derfor er det at skrive morgensiderne både en symbolsk og nærmest hellig handling. Vi møder op og stiller os til rådighed for det, der vil skrives. Vi forbinder os. Og vi forpligter os.

Prøv morgensiderne, hvis du ønsker at vække din slumrende kreativitet. Jeg lover dig, det sætter ting i gang og kreativiteten er sjældent det eneste, der vågner. Det hele opstår, når vi skriver. Jo mere vi kan lade være med at tænke over det, vi skriver og skal skrive, desto mere flydende bliver det. Forbavsende, flydende og ganske magisk over tid.

Kærlig hilsen
Lene

stearinlys_december