Mælkebøtter og krageskrig

Lad os lige få en ting på det rene. Jeg har faktisk truffet et valg og det er baseret på kærlighed. Men noget i mig er frygteligt bange. Det, som synes så kærligt og indlysende ved højlys dag, virker ikke helt efter hensigten kl. 3 om natten. Tværtimod. Og jo mindre jeg sover, desto større... Continue Reading →

Hende der spørger

Jeg øver mig på livet. Jeg øver mig på at skrive livet og det mellem linjerne. Jeg øver mig på at blive så åben, at fortællingerne kommer svævende som mælkebøttefrø og lander i min pen. Det er et samspil og en evig genskabelse. Gennem ord og skriverier skaber jeg mig selv. Min praksis spørger du?... Continue Reading →

Høgen og April

Frost, stille morgen, sommertid og solskin. Hverken hun eller jeg er vilde med, at man skruer på tiden, frem og tilbage, det går ud over døgnrytmen og vi danser ikke længere i takt. Harmonien brydes som lys i skåret glas. Søvnen var dårlig, men nu står vi her i daggryet og skuer ud over landskabet.... Continue Reading →

Håb

Håb. Du er mit nøgleord i dag. Jeg pakker dig forsigtigt ud af boblepapiret og betragter den lille mærkat med anbefaling: Handle with care. Håb. Der ligger du som en regnbue på min himmel i farver, jeg ikke har set før. Ikke på den måde og fra dette sted. Kan jeg bære dig om halsen... Continue Reading →

Poesi og den spirende længsel

Engang for længe siden i de keltiske lande, betragtede man poesi som kanaliseret, en slags nedarvet hukommelse. Poesi (og fortællinger i øvrigt) var ligeså helligt og værdifuldt som clairvoyance, vision og spådom var det. Det var Brigids dag. Imbolc. Dagen, hvor vi fejrer lyset og blidt vækker det forår, som har slumret gennem vinteren. Det... Continue Reading →

Imbolc

Jeg skriver i morgenlys og til gåsesang. Det er Imbolc og blækket viser sig fra en ny side. Dristige bobler af ord finder vej og et strejf af poesi blander sig med mørket. En ny dag er stået op. Midt mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn findes en station og her står jeg af i dag. De... Continue Reading →

Men lyset kommer

En fortælling byder sig til hver eneste morgen, når jeg sidder i skrivelysets skær med mine magiske morgensider. Den er en mulighed og en invitation. Som en sæbeboble bristes den i usynlige glasatomer og forsvinder igen, hvis jeg ikke lytter og tager imod. Men den er hverken fornærmet eller sur, den pønser ikke på hævn... Continue Reading →

Pennen

”Din tillid er altafgørende. For husk, det er ikke hvad du tror på, det er hvad du har tillid til.” Jeg er egentligt ikke forbavset over at hende i den skikkelse, hun passer som fod i hose til det, der rører sig hos mig lige nu. I morgenens første lys står hun med solopgangen som... Continue Reading →

Se nu dagen gryr

Der synes at være et kald, en invitation til et mere bevidst fokus, for fundamentet er stærkt nok til at bære nu. Dit sande fundament. Hvor ønsker du da, at året skal bringe dig hen? Hun svarer prompte, er ikke i tvivl, svaret mærkes som en hellig ed og højtidligt siger hun: Tættere på mig... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑