Mens skrivelyset blafrer

Skrivelys

Jeg tøver lidt, men tænder så skrivelyset og sætter mig ved bordet. I keramikkruset fra Mols er der nylavet te. Den grønne med jasmin. Udenfor rusker vinden i træerne, lyset er lidt mere dristigt end for et par timer siden. Dagen startede i mørke og til lyden af regn. Det varede længe, inden det blev lyst, for her i huset er vi som regel tidligt oppe.

Nu er formiddagen fremskreden. Jeg har netop sendt velkomstbrev ud til den intuitive skriveworkshop, som jeg afholder om en uge (31. oktober) her i Skrivehuset ved Ringsted. Det er årets sidste skriveworkshop og denne gang er anledningen Samhain og mørkets gave.

Samhain og mørkets gave

I slutningen af oktober og begyndelsen af november er det Samhain, en efterårskvartalsfestival, som hører det keltiske årshjul til. Det er en festival, som blandt andet fejrer mørket.

Tidspunktet markerer også slutningen af det keltiske årshjul og begyndelsen på det keltiske nytår.

Du kender uden tvivl Halloween eller Allehelgen i den kristne tradition. Halloween er altid d. 31. oktober. Fortællingen lyder, at natten mellem d. 31. oktober og d. 1. november er den nat, hvor de døde har lettest ved at vende tilbage til de levendes verden, eventuelt for at skræmme eller gøre regnskaber op

De fejrede mørket

MEN sådan var det ikke oprindeligt. De gamle keltere fejrede mørket, for dem var mørket ligeså vigtigt som lyset. Mørket og døden havde kræfter, som de ikke frygtede.

Ved Samhain, hvor mørket er dybt og på sit højeste, velsignede de frøene i jorden, som nu lå trygt i den mørke muld og igen ville spire, gro og blomstre, når lyset kom tilbage. De kommunikerede med deres forfædre og mødre, da de troede på at afdøde familiemedlemmer kunne besøge deres slægtninge på denne tid af året.

Under Samhain er væggen mellem verdenerne tynd og de døde kunne rejse ind og ud igen. Man dækkede op til de afdøde ved bordet og bød dem velkommen.

Og i øvrigt stammer ordet spøgelse på engelsk, Ghost, fra det tyske ”geist” som oprindeligt var en ånd af en afdød, som var inviteret til Samhain fejringen.

Man tændte bål og fejrede

Man tændte bål på bakketoppe og brændte den muld, der var tilbage fra efteråret. Her samledes man, fejrede og festede. Man sagde tak for mørket. Tak for den gave, mørket er, for i mørket kan vi hvile og restituere.


Samhain markerer også porten til vinter. På den intuitive skriveworkshop den 31. oktober skal vi fejre, lytte og via ord og fortællinger gå på opdagelse i Samhain energien. Sammen går vi gennem porten eller rettere sagt, vi skriver os ind.

Hvilke ord og fortællinger mon vil dukke op?

Hvad kommer der til at ske? Hvilke fortællinger mon vil dukke op, når vi mødes og slutter cirkel? Vi ved det ikke på forhånd, men når vi skaber rum, danner cirkel og skriver os ind, så sker der som regel præcist det, der skal. Vi følger de veje, som opstår undervejs og tager imod det, der kommer. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger leder os på vej, men intention er faktisk, at vi skriver intuitivt og forholder os åbne, nysgerrige og ikke dømmende overfor det, der vil skrives gennem os på denne særlige skrivedag for sjælen.

En plads til dig omkring bordet i min skrivestue

Velkomstbrevet er sendt ud til deltagerne. Og sidder du tilbage med en følelse af, at du burde være med, kan jeg glæde dig med, at jeg har fået et par afbud. Du finder invitation og detaljer i linket her. Skriv til mig, hvis du har tid, lyst og mulighed.  Så er der ganske givet en plads til dig omkring bordet.

Læs gerne mere om de intuitive skriveworkshops og ideen bag her, hvor du også kan se, hvad andre skriver om at være på intuitiv skriveworkshop her hos mig i Skrivehuset.

Efteråret og den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Det er tid til at nære det indre og skabe rum til fordybelse, hvor vi kan være, sanke og restituere. Når vi hengiver os til mørket og tillader os selv at komme ned i tempo, slappe af og give slip på alt det ydre, som stresser os og løsriver os fra os selv, sker der noget magisk. Ligesom frøene i jorden spirer vi i mørket, mens vi hviler og tager den med ro.

Mørket slutter sig om os, så det ydre forsvinder og vi kan vende os indad og nære os selv. Og som Philip Carr-Gomm så rigtigt skriver det i citatet herunder, er der tidspunkter i livet, hvor vi i endnu højere grad kaldes til at lytte til sjælens stemme og sang.

When you hear the sound of your song, you will discover healing and new depths of in your soul.

Vinteren tilbyder os sit rum

Til det tilbyder vinteren os sit rum, hvor ydre forstyrrelser er langt mindre. Mørket kommer tidligt, det slutter sig om os og inviterer os til at falde til ro og lytte. Derfor er vinteren også et perfekt tidspunkt til begynde skriverejsen på eller skrive videre fra et nyt og dybere sted i dig selv.

Min vinter starter ved Samhaim

For mig starter vinteren omkring Samhain og når vi sagte bevæger os ind i november. Mørket er tæt nu, dagene er korte og ofte dunkle, regnfulde og tågede. Scenen er sat. Jeg glæder mig til at skrive og fejre med deltagerne på skriveworkshoppen den 31. oktober og siden hengive mig til vinterens rum.

* **

Jeg tøvede lidt, men tændte så skrivelyset og satte mig ved bordet. I keramikkruset fra Mols var der nylavet te. Den grønne med jasmin. Nu er den næsten drukket. Udenfor rusker vinden i træerne, lyset er dæmpet igen og tunge skyer sejler over himlen.

Nu er det tid til at lytte og skrive mig ind. Lytte til vindens sang og betragte træerne, efterhånden som de giver slip på endnu flere blade. Det sker, mens jeg skriver. Mens skrivelyset blafrer.

Kærlig hilsen
Lene

Online vinter-skriveforløb til dig og din skrivelængsel

Kan du ikke være med på skriveworkshoppen den 31. oktober, mens har du lyst til at skrive fra liv og sjæl og hengive dig til vinterens rum, tilbyder jeg to online vinter-skriveforløb, som begge starter til november.

Vintercirklen  – starter den 9. november (7 ledige pladser)
Fortællersken – starter den 20. november (5 ledige pladser)

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Vinterum

Sjælesteder og et møde

Der er steder, som taler til min sjæl og hvor jeg umiddelbart føler mig hjemme. Hvor min sjæl synger sagte og alting i mig falder til ro. Fordi landskabet afspejler mit indre og jeg kan spejle mig i det ydre. I de bløde bakker. I havet for mine fødder. I himlen og det særlige lys, der er ved kysten. Steder, hvor jeg instinktivt føler, at jeg egentlig burde bo. Steder, hvor naturen rundt omkring mig føles rigtig og byder mig velkommen.

Jeg kalder dem sjælesteder.

Et andet kald

Efter turen til Sverige, som du kan læse mere om i “Mørket kalder mig hjem”, har jeg båret på en længsel efter at vandre i naturen og være tæt på havet. Igen og endnu mere.

Jeg har siddet foran skærmen, jeg har forsøgt at skrive, men hele tiden har jeg hørt et andet kald som tydeligvis kom fra naturen. En stemme i mig har responderet, sagte og næsten sørgmodigt, fordi jeg absolut ikke havde intention om at flygte ud og væk fra skrivebordet. Jeg skal jo skrive og bl.a. forberede den intuitive skriveworkshop i mørkets tegn, som finder sted i anledning af Samhain. Årets sidste skriveworkshop den 31. oktober. Jeg har en intention om at skrive og samle tankerne, ideer til noget brugbart. Skabe rummet og skrive mig derind.

Det er for tidligt

“Det er for tidligt”, hviskede hun, da jeg endelig adlød, forlod skrivebordet og tog ud for at møde hende i skoven. Jeg havde forsøgt at skrive mig ind i hendes univers, jeg havde mediteret og hun kom da også til mig en sen aftenstund, lige før jeg lagde mig til at sove.

Jeg kunne mærke hendes væsen dybt i mig og det kan jeg stadig, mens jeg skriver dette. Cailleach. Jeg kan se hende for mig, hendes smil midt i rynkerne og fornemme latterens rungen. Hun ved. Så hvad bedre end at invitere hende ved selv at skabe rum og åbne op for hendes fortællinger og visdom? Det gjorde jeg. Jeg satte mig. Og jeg følte hendes tilstedeværelse som en sagte summen, men snart kunne jeg mærke en rastløshed, som fortalte mig, at noget ikke var helt rigtigt.

Gå til Kilden

Jo, hun var dér, men alligevel ikke helt. Så jeg gik ud, tog en tur i skoven, ud i efteråret med våde blade under mine fødder og et hav af farver over mit hoved. Blade, bær og forfald. Himlen serverede sig selv på store tallerkener af blåt, solen brød frem bag skyerne og så gik jeg bare. Hunden var med, hun snusede og det samme gjorde jeg. Duftede mig ind i efterårets sang og begyndte at nynne med. Det var vådt, vi gik ned af bakken og ud i det åbne landskab, ud på græsmarken og langs skovbrynet tilbage til skoven.

Så hørte jeg hende. Dér var hun, klart og tydeligt. Hendes stemme var en rislen fra den bæk, der flød langs skovstien og fulgte mig på vej. Hun var Kilden.

”Endelig forstod du det. Selvfølgelig vil jeg gerne skrives, bagefter, men du er nødt til komme ud og mærke jorden under dine fødder. Opleve, hvordan landskabet bugter sig og gå op af bakken mellem træerne og ud på den anden side. Mærke stigningen. Grene, der knækker under dine fødder, kastanjer og visne blade. Se, nu åbner landskabet sig og himlen slår armene ud. Kan du se det? Kan du se mig? Mærke min kraft for hvert skridt du tager, når tankerne aftager og du går intuitivt. Instinktivt. Ser du mig nu? Hører du mig?”

Hun er ikke bare en skrivebordsbordsaffære

Det gjorde jeg og en sten faldt fra mit hjerte. Hun er ikke bare en skrivebordsaffære, selvom det er dér, at jeg kan gøre hendes budskab til ord og sætninger. Hun er livet. Døden. Urgammel og vis. Rachel Patterson beskriver hende således:

She is ancient.
She is the landscape beneath our feet.
She is the mountains and the rolling hills.
She is the rock and stone that leads down to the shore.
She is wisdom
She is knowledge
She is mysteries
She is the old hag
She is the Cailleach

Intuitiv timing

Hun smeltede sammen med min længsel og jeg forstod. At det kald, jeg havde hørt, ikke var et snedigt flugtforsøg fra min frygt og modstand, men endnu et eksempel på den intuitive timing, som jeg har oplevet så mange gange før. Ofte er jeg for tidligt på den, som Cailleach så rigtigt sagde det til mig. Jeg vil gerne være i god tid, velforberedt og på forkant. Men tit sker tingene i sidste øjeblik og eg oplever, at jeg først kan skrive og formgive, når tidspunktet er rigtigt.

Nu viste hun mig vej som et væsen, der rislede i vandet. Hun var kilden langs stien. Og hun var stadig med mig og i mig, da jeg gik videre ind i skoven, nu som en ravn over mit hoved. Landede i et træ, udstødte sit velkendte rrrråå og lod sin ravnelatter lyde som et ekko mellem stammerne. Hunden for sammen og så op.  Et smil skilte blidt mine læber. Latteren rungede i mellemgulvet.

Jeg er efterår nu

Vi kom til en lysning og jeg satte mig på en træstub. Efterårslyset sejlede ind og sendte små bølgeskvulp gennem min krop. De rødbrune farver blandede sig med grønt. Hunden faldt til ro ved min side og for en stund sad vi meditativt og lod os gribe af eftermiddagens bløde lys. Der var kulde og fugt mellem træerne, men dér hvor vi sad, i lysningen, kunne vi mærke solen varme, mens vi lyttede til hendes sang. Cailleach.

Jeg er efterår nu. Og snart bliver jeg vinter.

Jo mere, jeg søger ud i naturen og gør mig modtagelig for den sang, der lyder, spejler mig i himlen, lytter til træernes fortællinger og mærker jorden under mine fødder, desto tættere kommer jeg på min sjæl. Det er ikke nok at blive ved skrivebordet og det ved jeg også godt, men det er let at glemme.

Det er i øvrigt også derfor, at naturen spiller en så stor rolle i de skrivecirkelforløb, jeg tilbyder. Den naturlige cyklus og årstiderne, månederne, fuglene. Hvad det nu, der kommer til os hver især og vil fortælles. Forankringen sker via den åbning, vi skaber, når vi formulerer vores intention. Men vi er også nødt til at komme ud. I naturen. Flere skriveafsæt og øvelser inviterer til ture ud, hvor du også øver dig på at skærpe din intuition.

Porten til vinter

En kilde. Et træ. En ravn. Hun er vejret, tiden og hun er vinter. Efteråret er fremskredent nu og ved Samhain går vi gennem porten til vinter. Det er blandt andet det, vi skal skrive os ind i og fejre på den intuitive skriveworkshop den 31. oktober. På samme måde som vi skrev og fejrede lysets fortællinger ved Imbolc tilbage i februar skal vi nu skrive os ind i mørket. For mørket kalder os hjem. Vi skal lytte og bevæge os ind i Cailleachs fortællinger uanset i hvilken skikkelse, hun kommer til os i. Vi skal skrive os igennem porten til vinter og gøre os klar til vinter. Gennem fortællingens kraft på en skrivedag for sjælen.

Cailleach, den ældre vise kvinde. Hun er kællingen. Heksen. Hende, som ved.

En tur til fjorden

Skovturen var ikke nok. Der skulle mere research til, så dagen efter rev jeg gavmildt en dag ud af kalenderen og begav mig op til sommerhuset ved fjorden. Vandrede langs kysten med det bakkede landskab på venstre side. Fulgte snoede stier med mågerne skrigende over mit hoved. Mærkede hende og så hende i endnu flere skikkelser. I naturen. Det gamle egetræ, hvis skikkelse ligner en dansende kvinde. Den tykke stamme, de bløde former og alle de agern, som hun har givet slip på. Og jeg oplevede igen følelsen af at høre til og komme hjem. At blive hel.

Sjælesteder

Der er visse steder, hvor jeg instinktivt føler mig hjemme og hvor jeg kan høre en ganske særlig sang. En sang, som jeg kender. En sang, som hun kender. The Cailleach. Heksen. Kællingen. Den vise kvinde og hende, som ved.

Det er efteråret og snart vinter. Nu kalder hun, nu kalder hun igen. Det er på tide at komme hjem.

As the Heroine moves on through her life and through whatever new Journeys may come, the time will come to work on becoming Elder. The word ‘elder’, of course, can mean many things. The Elder may be fierce, eccentric, wild; she may be the Trickster energy that sets about disrupting the status quo. She may also represent the deep, restful dark: the slow sinking back into the quietness within that is arguably one of the greatest gifts of extreme old age.

To a woman of the Celtic nations, to become elder is above all to become Cailleach: to represent the integrity and health of the wild places and creatures of this world. To become Elder is to become strong – strong as the white old bones of the earth, strong enough to endure the long, lonely vigil to the end of the world. To become Elder is to hold the power, stay the course. Above all, to become Elder os to become the bean feasa, the Wise Woman: the one who knows the secrets and speaks the language of the land, who speaks with the moral authority of the Otherwold, who weaves the dreaming of the world.
-Sharon Blackie –

Samhain - Intuitiv Skriveworkshop (1)

Den intuitive skriveworkshop i anledning af Samhain finder sted den 31. oktober kl. 10 og der er endnu et par ledige pladser, hvis du har lyst til at være med. Vi fejrer mørkets kommen og gør os klar til vinter på en ganske særlig skrivedag for sjælen.

Skriveworkshoppen finder sted her i Skrivehuset ved Ringsted og der er plads til 6 kvinder omkring bordet. Vi skriver, mediterer og tænder bål. Vi lytter til Cailleach, hører uglens budskab og tager imod de fortællinger, som kommer til os på denne særlige dag, hvor porten til vinter åbner sig. Vi lytter og skriver os ind.

Du kan se invitationen i linket her, tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com. 

Læs mere om de intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel her.

Du er hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

Vintercirklen_2017

Hvis du ikke kan være med den 31. oktober på skriveworkshoppen, men har skrivelængsel og lyst til at skrive og forankre dig i vinterens budskab, skabe rum og lade fortællingens kraft berige dig og lede dig på vej, så kom med i Vintercirklen, som starter den 9. november. Der er endnu et par ledige pladser.

Vintercirklen er næste online skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com og de sidste pladser gives efter først-til-mølle princippet.

Fortællersken

Du kan konsultere din egen vise kvinde via ordene og på skriverejsen. Med en intention om at skærpe din intuition og skrive dig ind, kan du blive bedre til at lytte til den stille stemme og høre hendes røst og kraft. Du åbner op via din intention og den hensigtserklæring, som du formulerer.

Du kan åbne op for de fortællinger, som bor i din sjæl og i dit hjerte. Du kan sætte ord på og lade dig fragte dybere, efterhånden som du øver dig og får tillid til skrivegerningens kraft. Nu handler det at skrive nemlig ikke længere så meget om retstavning, grammatik og om at skrive noget på en bestemt måde. Nu handler det om at finde din stemme og skrive på din måde. Så du vågner og opdager, at du har det hele i dig.

Kom med i Fortællersken

Kom med i Fortællersken og genfind din skriveglæde. Væk din indre fortællerske, skærp din intuition og dans med fortællingens kraft gennem vinteren.

Fortællersken er et online skrivegruppeforløb for en mindre gruppe af kvinder, som har intention om at åbne op for det magiske rum og invitere den indre fortællerske op til dans.

Det gør vi via fortællingens kraft. Skriveafsæt og øvelser er som døråbninger til alt det, du ikke kan tænke dig til. Du vil opdage døre, som ikke fandtes før. Du vil finde nye veje eller rettere sagt, du vil selv skabe dem via skriverejsen og den kraft, du sætter i spil, når du møder op og skriver dig på vej.

Du får masser af læring, næring og skriveinspiration. Du lærer at danse i den kreative proces og være med alt det, der dukker op undervejs. For ligegyldigt hvad det handler om, sætter vi ord på og lader det skrive. Vi skriver i livet.

Klik på billedet ovenfor eller her for invitation og detaljer. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Vinterum

Lidt mere om The Cailleach (Wikipedia)

Thumbnail photo by Rdonar, Dreamstime

Mørket kalder mig hjem

Sverige

Det er fuldmåne og mosekonen brygger. Hvide køer vandrer som spøgelser i fuldmånens skær. Jeg ser dem gennem vinduet, det er et magisk syn. Så går jeg ud. Tager min frakke på og træder udenfor på trappestenen. Huset ligger højt, vi har udsigt over dalen og markerne i naturreservatet. Dér står jeg lidt, inden jeg træder helt ud på gårdspladsen under fuldmånen.

Jeg er tilbage. Vi er tilbage. På efterårsferie et ganske særligt sted i Sverige. Jeg elsker området, det åbne landskab og glenterne i luften. Der er nogle steder, som kan det og lige netop her føler jeg mig hjemme. Forbundet. Min sjæl synger og livsfloden bruser som en kilde af stille lykke i mig. Når jeg er her, er jeg hjemme.

Vi er flere af sted denne gang, så jeg har ikke så mange stunder på egen hånd. Min skrivebog ligger stadig i tasken og jeg mærker et pludseligt stik af længsel efter at skrive mig ind og sætte ord på alt det, der rører sig. De hvide køer, som jeg hilser på hver morgen, når jeg går tur med hundene. De stirrer på mig og kommer nysgerrigt nærmere, mens jeg fortæller dem, hvor smukke de er. “Det ved vi da godt”, synes de at svare med deres ordløse blikke. Jeg sender dem et fingerkys og går videre ned af vejen og ind i skoven.

Jeg er nødt til at skrive

Senere samme aften skriver jeg i min bog. Det sker i sengen, inden jeg lægger mig til at sove. Jeg er nødt til at skrive og jeg fortæller mig selv og siderne, hvordan jeg savner mig selv, når jeg ikke skriver. Mine ord er vigtige for mig, de er min måde at skabe forbindelse og forankring på. Her forbinder jeg mig til fortællingens kraft og tager imod det, der har simret og været undervejs. Jeg fortæller om min taknemmelighed over at være tilbage på det sted i Sverige, hvor jeg føler mig hjemme og forbundet med landskabet, bakkerne og de mange fugle i luften. Hvor de hvide køer vandrer i månelyset og det gamle hus har åbnet sine døre og sit hjerte for os. For en stund.

Jeg nyder og jeg sanker. Det skriver jeg, mens tiden løber som sand gennem mine fingre og mine læber nynner en fuldmånesang.

”I cried over beautiful things knowing no beautiful thing lasts.
The field of cornflower yellow is a scarf at the neck of the copper
sunburned woman, the mother of the year, the taker of seeds.
The northwest wind comes and the yellow is torn full of holes,
new beautiful things come in the first spit of snow on the northwest wind,
and the old things go, not one lasts.”
– Carl Sandburg –

Vandreturene i skoven og på stranden ved Østersøen, hvor bølgerne bruser mod land og skænker mig fortællinger. Landskabet forandrer sig hele tiden, mens vi er her, efterårsfarverne bliver mere markante og flere blade falmer. Men egentlig falmer de vel ikke, for de rødorange farver bliver kraftigere og skinner i sollyset. Solen, som holder sig lidt tilbage og giver plads til skyer, regn og rusk. Grenene fra busken udenfor banker mod vinduet og vinden danser.

Åh efterår, jeg giver slip

“Åh efterår, jeg giver slip”, siger jeg til mig selv, mens jeg vandrer og lader landskabet opsluge mig. For hvert skridt giver jeg slip, lægger sommeren bag mig, alt det, jeg ikke skal have med mig videre og som bare tynger og gør mig svag. Jeg giver slip. Det bliver et mantra, som snart synger sig selv, jeg behøver bare at gå. Følelsen følger mig, dyb og markant, mens jeg lader naturen vise vej. Mine støvler træder på våde blade og nedfaldne kastanjer. Farverne glimter i regndråberne, rød, gul og orange. En glente letter fra et træ og svæver ud over stengærdet, jeg følger den med øjnene, mens den sejler over marken og forsvinder. Jeg giver slip.

Jeg lader gå. For hvert skridt, hvert blad og hver en tanke. Og vinden hjælper gerne til, flere dage blæser det kraftigt og jeg er taknemmelig for den gode frakke, jeg har taget med. Snart er det hue og vantetid igen.

Jeg går, jeg slipper, jeg nyder og sanker. Måske skriver jeg ikke så meget, mens vi er i Sverige, men på vandreturene bliver jeg igen bevidst om, at noget alligevel sker og at processen arbejder i mig. De hvide køer i månelys, de bløde bakker og glenterne. Jeg hører hende hviske, der er poesi og jeg overvældes af store følelser. Det er efterår. Tid til at give slip.

Jeg slipper og bliver lettere. Som dagene går, kommer jeg i bedre vandreform og får blod på tanden. Jeg elsker at gå, jeg vil gå mere, længere, dybere ind i skoven og længere op på bakken. Jeg tæller både skridt og velsignelser.

Hver morgen siger jeg tak for den nye dag og indånder den friske luft, mens solen rødmer i øst og køerne træder ud i lyset. Sætter vand over til kaffe og dækker morgenbordet. Det er tidligt, vi sover ikke længe, hvalpen som nu er seks måneder gammel, vækker os ved syv-tiden og vi står op. Med glæde. For hjertet er fuld af forventning, nye skridt venter, mens den gode kaffe dufter og fylder køkkenet med fryd.

Fra min stol ved spisebordet har jeg udsigt over markerne. Jeg dvæler, betragter, men mærker så pludselig et velkendt stik af sørgmodighed, da jeg kommer i tanke om det tidspunkt, hvor vi igen må pakke bilen og drage hjem. “Stop tiden nu”, siger jeg næsten højt og slår i bordet som om det skulle nytte. “Jeg vil bare blive her med kaffe og udsigt. Vandre, sanke, nyde.”

Inspirationen danser i efterårssolen

Jeg leger med tanker om skriveferier og retreats i det svenske. Inspirationen danser i efterårssolen og kaster lange skygger. Mørket kommer tidligt, vi tænder stearinlys og laver mad i den blå støbejernsgryde. Jeg ser, dufter og fornemmer, noget kildrer i mig, frydes og forundres. Og hun er dér. Min indre fortællerske. Hendes stemme er som krydderier, der forsigtigt kastes i gryden og giver smag og kraft. Noget er undervejs, men det er ikke klar endnu.

Det sker senere, da jeg igen vandrer i området over bakkerne og ind i skoven. Det har regnet, luften er tyk af fugt og efterår. Mine støvler sætter spor i det våde mudder og egetræet slipper sine agern. De rammer mig som små stød af erindring og læring. Giv nu slip.

At slippe de gode stunder

“Det er ikke kun alt det, som tynger dig, du nu skal slippe”, hvisker hun. “Du skal også være parat til slippe de gode stunder. Som disse. Give slip på de hvide køer i månelyset og glenterne over marken. Landskabet, de bløde bakker, stengærdet og kastanjerne. Sig farvel. Tag afsked med de fine stunder ved køkkenbordet, maden, vinen, kaffen og samtalerne i stearinlysets skær. Følelsen af tid, for den er snart gået, din tid her og du skal hjem igen. Giv slip. Du skal også slippe de gode stunder. Alt det, som gjorde dig godt.”

Modstanden vokser i mig og bygger en mur af uigennemtrængelighed. Jeg vil ikke høre det, jeg holder mig for ørerne, mens jeg klamrer mig til synet af de hvide køer og månelyset. De sover udenfor mit soveværelsesvindue, køerne. Det er trygt og ganske magisk.

Forstår hun budskabet, fortællersken bag ruden?

Det sidste jeg gør, inden jeg lægger mig til at sove og lukker øjnene, er at se ud på køerne, der lyser som spøgelser i fuldmånens skær. Poesien danser og smyger sig som røg fra mosekonens bryg. Og jeg er en del af den fortælling, kvinden bag ruden, fortællersken, som suger til sig og gør sig klar. Uden hastværk, uden at presse. Opmærksom, årvågen og nysgerrig. Hun forstår instinktivt, at alting har sin tid og at fortællinger sagtens kan simre et stykket tid, inden de er klar til at blive skrevet.

Men forstår hun også budskabet om at give slip? Og kan hun slippe alt det gode og fine, som hun blev skænket, køerne, glenterne, bakkerne, kaffen og de fortrolige stunder ved køkkenbordet, mens tusmørket faldt på? Kan hun give slip på sig selv, den kvinde, hun er lige nu, mens hun er her?

”Time, she knows, grows short. Nothing seems endless anymore. Her life grows full of endings: parents and friends die, animals she has loved disappear in a gasp, dreams fade beyond reclaiming. She does not recognize, when the deaths start, that fall has begun. But later, she will remember: After that one it was never the same. Never again will she hold a living body without knowing the fragility of its life, the closeness of its death.”
– Patricia Monaghan, Seasons of the Witch –

Skrøbeligt, det er så skrøbeligt, det liv, jamrer hun og indser, at stemmen har ret. Noget i hende ved det allerede, selvom hun begræder afskeden og det tidspunkt, hvor huset forsvinder bag hende i regndisen og gribes af fortiden.

Det er rodenergiens tid

Træet slipper sine frugter, sine blade og det, der var liv. Det grønne må vige for det røde, orange og gule og siden gives tilbage til jorden. Det er rodenergiens tid nu. Alting dør udenpå og noget i hende dør også, da hun vinker farvel til de hvide køer og egetræet i skellet. Planter og korn er for længst blevet høstet og det, der er tilbage, begynder at visne og forrådne. Også det gives tilbage til jorden. Frugterne rådner, så deres frø kan blive sat fri og hvile under jorden indtil næste forår. Energien, som bragte planteren gennem sommeren og høsten, vil snart blive lagret i rødderne.

Mørket kalder mig hjem

Mørket kalder mig hjem. Og jeg besvarer mørkets kald ved at trække mig tilbage og hengive mig til den tid, som er nu. Den kommende vinter, hvor det handler om indre vækst, refleksion og hvile.

Så jeg lader det hele gå. Med smerte i hjertet og tårer i øjnene, for jeg er jo bare et menneske. En kvinde, som for en stund blev en del af det bakkede landskab og de åbne vidder, som hilste på køerne og svævede med glenterne over marken. Som dansede i månelyset og sang sin månesang. En sang, hun ikke kendte, før den flød fra hendes læber og som en dyb tone af genklang svævede ud over bakkerne som en anden fugl.

En kvinde, som vandrede ved havet og satte spor, der igen blev taget af bølgerne og bragt tilbage til havet. En cirkel, en cyklus, et farvel. En kvinde, som kiggede ud af vinduet ved midnat og så mosekonen brygge i måneskin og hvide køer danse. En kvinde, som spejlede sig i magien og som lærte, at hun også må give slip på de gode stunder og alt det, hun elsker så højt, for virkelig at blive fri.

Og nu kalder mørket mig hjem.

Billeder og ord fra min egen skriverejse, oktober 2017 – Lene Frandsen

Vintercirklen_2017

Skrivelyst og længsel? Vintercirklen starter den 9. november og der stadig ledige pladser.

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Det er tid til fordybelse og til at nære det indre. Naturen har helt sin egen måde at vise os, at det er tid til at sætte tempoet ned og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig i mørket.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel. Ud fra månedlige skriveøvelser og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i egne omgivelser og skal ikke ud i mørket, stormvejret eller gennem sneen for at komme et bestemt sted hen. Du er allerede ankommet.

I Vintercirklen får du rig mulighed for at folde din indre fortællerske ud med øget skriveglæde til følge. Du opdager fortællingens kraft og intentionens magi. Du vil se, at ordene virkelig er din tryllestav, når du skriver dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Du finder ro og fordybelse i dit skriverum gennem vinteren. Og det er aldrig for sent at møde op og fatte pennen.

Vintercirklen er for kvinder i alle aldre uanset skrivende forudsætninger.

Du finder invitation og detaljer i linket her. Du får uglerabat og sparer 100 kr. ved tilmelding senest den 17. oktober. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Samhain - Intuitiv Skriveworkshop (1)

Intuitiv skriveworkshop i anledning af Samhain og i mørkets tegn.
Skriveworkshoppen finder sted i Skrivehuset v. Ringsted den 31. oktober kl. 10 og der er stadig et par ledige pladser. Kom og vær med på en ganske særlig skrivedag for sjælen. Klik på billedet for invitation og detaljer. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Fortællersken

Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom og råd. Hun kalder via din skrivelængsel og hun har gaver med til dig.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, en rejse, hvor vi hengiver os og lytter til det, vores sjæl synger om. 

Fortællersken

Fortællersken er et online vinterskriveforløb og en cirkel for kvinder med skrivelængsel. Vi starter den 20. november. Der er kun plads til 12 kvinder i skrivecirklen, så tøv ikke, hvis du kan mærke, at du skal være med. Flere har allerede tilmeldt sig.

Du finder invitation og detaljer her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Kærlig hilsen
Lene

Det første ord

Så blev det Midsommer. Jeg vil benytte lejligheden til at ønske dig en skøn sommertid med masser af rum og plads til det, der gør dig godt.  For som jeg skrev det i ”I skyggen af Egetræet” er det en gave og glæde, hvis vi formår at navigere gennem sommeren og få det bedste med os uden at blive drænede. Når vi ikke lægger for store byrder på sommerens skuldre.

Når lyset er skarpt og dagen lang

Selskabelighed. Stemmer. Mennesker, som træder ind og ud af vores hus og over vores grænser. Fordi de ikke ved bedre og fordi vi giver dem lov, hvis vi ikke selv trækker grænsen og slukker for støjen for en stund. Husker at nære os selv og det indre, der kan synes så skrøbeligt i højsommerens bagende sol. Så let at overse og glemme i det skarpe lys.

Easy does it.

Valmuer

At danse gennem sommeren

Det kan sagtens lade sig gøre at skabe plads til både sociale aktiviteter, fest, farver og solskinsleg og samtidig nære det indre. Jeg har øvet mig i mange år og nu kan jeg dansen. Sådan da. Der skal jo også være plads til tilsyneladende fejltrin, vi skal øve os og prøve os frem. Og denne sommer bliver garanteret anderledes end dem, der kom før. Bedst er det at åbne arme og hjerte og tage imod. Sommeren.

Tid til at sanke og lytte til sjælens kompas

Sommer. Tid til at sanke og måske endda lade det være en slags sjælens sommer. En sommer, hvor du øver dig på at lytte indad samtidig med, at du færdes i det ydre og begynder at indse, at de impulser, de toner og den længsel, du mærker dybt i din sjæl, på ingen måde er en tilfældighed eller noget, du skal nedtone eller skamme dig over. Tværtimod.

Det må gerne komme ud i lyset og blive sagt højt. Det vil gerne fortælles på en sommer, hvor du skærper din intuition og tuner ind på sjælen kompas.

Stemmen, musikken, din livssang. Dér i en solstråle, i skyggen af egetræet eller i solens rejse tilbage til havets skød. Sommerfuglen, der lander på din hånd, når du bliver stille. Måske er det ordløst, subtilt og uhåndgribeligt lige nu og det er helt, som det skal være. Men bevæg dig gerne ind i sommeren med en hjertelig intention om, at du ønsker at skrive mere og sætte ord på noget af alt det, der kalder, rumsterer og bevæger dig og du skal se løjer. Her starter din skriverejse. Så enkelt er det. Det starter med det første ord.

Din hjertelige intention

Med din intention, din hensigtserklæring, skaber du et rum, et vakuum og det er første skridt til at gøre dig modtagelig og skabe landingsplads for ord og fortællinger.

Skriv udenfor_sommercirklen

SKRIV DIN EGEN SOMMERBOG, sådan gør du

Du har købt en vidunderlig notesbog, som taler til dig. Det kan du mærke, du får lyst til at skrive i den. Og du har en god pen eller to eller tre.

Skriv en hensigtserklæring med din sommerbog (min hensigt med at skrive er …) og lad din hjertelige intention bære og løfte dig i dit forehavende. Brug ord, som har en god energi for dig, mærk efter og leg gerne lidt med det. Du kan mærke det, når din hensigtserklæring er klar. Den løfter, støtter og beriger dig. Du får lyst til at møde op og folde din skrivelængsel ud, når du læser den.

Din hensigtserklæring trækker en hellig cirkel omkring din intention og intentionens kraft er magisk.

Læs mere om hengivelse til skriveprocessen i Skrivelængslens 7 bud.

Indstil dig på en modtagelig kanal og lyt

Forestil dig, at du, når du gør klar til at gå ind i dit indre skriverum, dit magiske rum, det sted, du har skabt til dig selv og dine skriverier, indstiller dig på en modtagelig kanal. Du er som en gammel transistorradio, som man kan dreje på. Du indstiller dig og gør dig åben og modtagelig.

Og så lytter du. Prøv at blive stille. Sind og tanker vil meget gerne vide ”hvad og hvordan” og hvis du bliver oppe i hovedet, så skaber det ofte modstand og forvirring. Det er i hovedet, at vi bliver i tvivl. Hjertet tvivler aldrig. Så forlad hovedet for en stund. Lad sind, tanker og indre censor være som de nu er og forestil dig, at du kravler dybere ind i sjælen, ind i stilheden og åbner den knagende dør til dit skriverum. Her lukker du døren bag dig. Her er rart at være, du tænder dit indre lys, du giver plads og sætter dig med din pen og notesbog.

Din indre censor – gratis e-bog til dig

Har du en skrap indre censor? Fortvivl ikke, det er blot et tegn på, at der virkelig er noget på spil og at du har noget på hjerte. Bestil gerne min gratis e-bog om Din Indre Censor som også indeholder skriveafsæt og øvelser, hvor du lærer din indre censor, sabotøren, at kende, for hvad den egentlig er. Lad aldrig din indre censor få det sidste ord, giv det hellere til fortællersken.

Du bestiller e-bogen ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

Somme, pause, sankning – hold lidt fri fra den elektroniske verden

Sluk lidt for alt elektronisk udstyr og giv dig selv en kærkommen pause fra den verden. Din sommerbog kan med fordel være en, du skriver i hånden og holder lidt fri fra den elektroniske verden og alle de mange forstyrrelser.

Sommerbogen vil støtte og holde dig i din proces. For det er en proces. Når du sætter den i gang med dit fremmøde, indgår du en hellig pagt med dig selv og Kilden og lader tingene ske i den rækkefølge, de nu kommer til dig. Du skal ikke til eksamen og ingen vil kræve af dig, at du kan forklare eller gøre rede for det, du skriver. Det er dine ord, din tid og dine sommersider. En gave til dig selv.

Og hvis du stivner midt i skriverierne? Så kunne jeg godt finde på at give dig følgende råd, der er formuleret så fint af Hilary Mantel her:

If you get stuck, get away from your desk. Take a walk, take a bath, go to sleep, make a pie, draw, listen to ­music, meditate, exercise; whatever you do, don’t just stick there scowling at the problem. But don’t make telephone calls or go to a party; if you do, other people’s words will pour in where your lost words should be. Open a gap for them, create a space. Be patient.
– Hilary Mantel –

Skab rum, ro og forbindelse

Det er ofte den manglede forbindelse til jorden, den naturlige cyklus og egen sjæl, der skaber indre uro og giver stress og rastløshed. Men vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Vi kan gøre det ved at komme mere ud i naturen, frisk luft og bevægelse gør underværker, men vi kan så også gøre det ved at skrive. Især hvis vi har skrivelængsel.

Så hvorfor ikke slå to fluer med et smæk? Eller måske helt lade fluerne være og i stedet for hengive dig til den naturlige cyklus, sommeren og dens særlige energi samtidig med, at du skriver og sætter skrivelængslen fri. Du kan sagtens skrive udenfor, for du skriver jo i hånden, din særlige sommernotesbog kan du tage med dig overalt. I sommerhus, på ferie eller med ud i naturen.

Rejsedagbog gennem sommeren

Lad dig fragte gennem ordene og den helt særlige energi, der er til stede i sommermånederne. Betragt bogen som din rejsedagbog og beskriv alt det, du mærker, observerer og oplever på din vej og i dit indre. Mød gerne op hver eneste dag og skriv lidt eller meget. Prøv dig frem. Om morgenen, midt på dagen, aftenen eller midt i de lyse sommernætter. Skriv.

Skriv din sommer, skriv dig selv, din sjæl og giv din indre fortællerske ordet.

Lad vejen skrive dig

Det kræver alt for meget energi at tilsidesætte sin sjæls stemme. Mød op, skriv og skab helt din egen skriverejse ved kontinuerligt at skrive og hengive dig til processen. Lad vejen blive til, mens du skriver og lad vejen skrive dig.

Giv din indre fortællerske ordet og lad hende føre dig på vej. Hun har gaver med, du skulle bare vide, men det kræver din dedikation og disciplin i forhold til at møde op og skrive. Skriverejsen starter med det første ord.

Har du skrivelængsel og lyst til at gå et skridt videre? Give din indre fortællerske ordet og øve dig på at skrive fra sjæl og hjerte og folde det ud, som gemmer sig bag den summende længsel? Så kom med i et skrivecirkelforløb (online) eller på intuitiv skriveworkshop her i min skrivestue.

Nedenfor finder du en liste og kort beskrivelse af høstens og efterårets skriveaktiviteter her i mit univers.

Alle er for kvinder med skrivelængsel i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

HØST OG EFTERÅR 2017 i Skrivehuset

Hoestcirklen

HØSTCIRKLEN (online skrivegruppeforløb) – start den 7. august

Høstcirklen starter helt symbolsk den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

Invitation til HØSTCIRKLEN finder du i linket her.

gudindecirklen

GUDINDECIRKLEN (online skrivegruppeforløb) – start den 8. september
Væk din indre fortællerske, den vise kvinde og Gudinden i dig selv
Efterårsholdet starter den 8. september 2017

Gudindecirklen er et online skriveforløb til dig og din skrivelængsel. Forløbet er dedikeret til at vække din indre fortællerske og åbne op for din kreativitet og skriveglæde.

Forløbet er for dig, som ønsker at arbejde bevidst med at skrive din indre vise kvinde frem og gennem fortællingens kraft at styrke dig selv både som kvinde og fortællerske.

I Gudindecirklen arbejder og leger vi med fortællingens kraft og ud fra devisen: Alle kvinder har en indre fortællerske, som blot venter på at blive vækket og skrevet frem. Du kan også kalde hende Tornerose, for måske har hun sovet i 100 år, men det er aldrig for sent at vågne og fatte pennen. Skrivelængslen kalder og den har gaver med til dig. Hvis du altså møder op og skriver.

Invitation til Gudindecirklen finder du i linket her.
Du opnår ravnerabat ved tilmelding senest den 8. august og sparer DKK 100,-

Samhain - Intuitiv Skriveworkshop (1)

Intuitiv skriveworkshop – Samhain og mørkets gave
Tirsdag den 31. oktober kl. 10 i Skrivehuset v. Ringsted

Efterårets eneste intuitive skriveworkshop finder sted i min skrivestue. Der er plads til 6 kvinder omkring bordet og 2 pladser er allerede booket.

Mørkets gave

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Samhain og det tiltagende mørke på en skrivedag for sjælen. Du bliver gjort klar til vinter og lærer mere om mørkets gave via dine egne ord og fortællinger, som vil flyde fra de skriveafsæt og øvelser, jeg byder på.

Uglen og the cailleach, den vise kvinde, spiller en stor rolle på denne skrivedag for sjælen.

Den intuitive skriveworkshop hylder energien omkring Samhain og støtter dig på din indre rejse fra efterår til vinter.

Vi dypper pennen i den særlige kreative og intuitive energi, der er til rådighed på netop dette tidspunkt og vi skriver fra de steder, hvor vi kan mærke den vinter, som snart er en realitet. Skrivedagen er også en fejring af både kreativitet, skriveglæde og kvindekraft.

Du finder invitation til Samhain skriveworkshoppen i linket her.
Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. Der er i skrivende stund 4 pladser tilbage på denne helt særlige skrivedag.

FORTÆLLINGENS KRAFT

I alle skriveforløb arbejder vi med fortællinger og intentionens kraft.

Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner de steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.

Ha’ en fortryllende sommer.

Og husk, skriverejsen starter med det første ord.

Kærlig hilsen
Lene

Læs mere om SKRIVEREJSEN her

Kvinder_Skriverejsen

Alkymi ved skrivebordet

 

Stille morgen, dæmpet lys og en dampende varm kop te. Tid til at tune ind, tid til at lytte til det, der rører sig i mig lige nu. Papiret lytter, jeg lytter og noget, som er større end jeg lytter med. Jeg lytter og skriver det, jeg hører.

Udenfor ånder alt fred, vinden er stille, næsten lydløs, selvom det begynder at rasle i bladene. Lyset skifter og bliver en smule skarpere i horisonten mod øst. Det er stadig efterår, men ganske snart tager vinteren over.

Jeg kan høre hende ånde i kulissen, jeg kan mærke hendes skridt i undergrunden:
Snart. Samhain. Vinter. Snart.

Simregryden

Det simrer i den store gryde, hvor jeg har lagt ord, tanker, følelser og impulser i. Det, som ikke er formgivet endnu, men som er undervejs. Det simrer, pulserer og dufter, men det er ikke helt klar endnu, det blogindlæg, som jeg har intention om at skrive; om min nylige efterårstur til Sverige, glenterne og gæstebogen. De følelser, der opstod, da jeg læste i gæstebogen, alt det, der rørte og berørte mig.

Men måske var gæstebogen blot et led i min egen indre proces, som fik mig til at indse livets forgængelighed. De eksistentielle tanker, som veninder i overgangsalderen har fortalt om og som jeg ikke havde erfaret endnu, dukkede op lige dér. Så jeg lå i mørket, mens vinden dansede og grenene bankede på vinduet og mærkede, hvordan tiden flød igennem mig. Der var tårer, der var sorg, men det var ikke sørgeligt. Det var noget andet, noget nyt, anderledes og blødt i formen.

Gæstebog, glenter og det bløde mørke

En bro i disen, en vej ind i noget andet. Overgangsalder og efterår. Måske står jeg stadig et sted på broen, halvt dækket af disen og begravet i visne, nedfaldne blade. Fugten kærtegner min kind, en tåre slippes og smelter sammen med omgivelserne. Noget er undervejs. Jeg er undervejs. Det, der skal skrives og formuleres om gæstebog, glenter og det bløde mørke, er ikke helt klar endnu. Det kommer, når det er klar og når jeg er klar.

Vi skriver i livet

Men det betyder ikke at jeg ikke kan skrive. Mens simregryden af ord og stemninger står på komfuret og på helt lavt blus gør sig selv færdig og klar til at blive modtaget, sætter jeg mig ved skrivebordet og skriver lidt af alt det andet, som rumsterer. For det er sådan, det er på skriverejsen. Vi skriver i livet og dypper pennen i det, dér er.

Alkymi

Sødme. Sorg. Dit liv og mit liv. Omstændighederne. Rammerne. De små øjeblikke af ”noget andet” Det smelter sammen, det er alkymi. For vi skriver i livet, vi skriver ikke udenfor livet.

Det er nok en af de vigtigste lektioner på skriverejsen. Vi skriver i livet. Det er en illusion at tro, at det at skrive er noget separat og løsrevet fra det liv, vi lever. Tværtimod. Vi skriver i livet, vi møder op og viser, at vi er villige, at vi siger ja og at vi har hørt og mærket skrivelængslen. I vores fremmøde udviser vi tillid og vi er klar over, at der ikke sker noget, før vi møder op og rent faktisk skriver. Så simpelt, så svært. Og når vi skriver, danser vi med det hele.

Vi skaber rum til at skrive og være med os selv og ordene på trods og i overensstemmelse med. Vi skriver det, der er og lader det forvandle sig i processen, så processen kan forvandle os.

Vemod, melankoli og mørke

Vemodet, melankolien og det tiltagende mørke har et budskab til os. Hver især. Vi lærer at acceptere sårbarheden og betragte den som grobund for forvandling. Vi lærer os selv at kende som efterår med alt, hvad det indebærer. Når du fortæller processen, så fortæller processen dig og forvandlingen, forandringen, sker næsten helt af sig selv.

Alkymi ved skrivebordet

Vi tager det med til skrivebordet, smerten, sorgen, hverdagen, glæder og frustrationer. Vi tager det med og vi dypper pennen i det, også når vi har åbent døren til det magiske rum og er gået ind. Det smelter sammen. Livet og magien. Vi skriver ikke udenfor livet, vi skriver i livet. Det er alkymi ved skrivebordet.

Vi sidder med os selv

Hver eneste dag oplever vi ting, som gør noget ved os. Der er tanker, følelser og forskellige situationer og udfordringer, som sætter os på prøve og får os til at mærke, at vi lever. At skrive fra de steder, hvor de store følelser bor, kan være en stor hjælp til at mærke, hvad der rører sig og til at acceptere, at det er som det er.

Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis. Det er en måde at være med det, der er på, uden at ønske det anderledes. Vi kæmper ikke med det, vi skriver det og skriver os måske igennem. Vi sidder med os selv, som vi sidder med tanker og følelser i meditation og vi lytter til os selv uden at dømme. Vi mærker og vi er.

Vi giver os selv lov til at skrive det, der bevæger sig i os og berører os. Vi kan stille spørgsmål og sende dem ud, vi kan forbinde os til både sjæl og Kilde og vi kan fortælle os selv om alt det, der føles så smertefuldt og tilsyneladende meningsløst. Eller det der glæder os, fylder os med begejstring og giver os lyst til at danse.

Som en af kvinderne, der deltog i Vintercirklen sidste år udtrykte det i sin evaluering:
“Jeg har lært at lytte til hver eneste måned og til mig selv.”

Fortællinger og din livssang

Undervejs oplever vi måske, at der dukker fortællinger op for at støtte os og guide os på vores vej. Det er ikke altid noget, vi bevidst søger, men fortællingerne har det med at skrive sig selv. De bygger bro, de bærer over og de fortæller det, der er, uden at dømme. Selv har jeg vished om, at netop den slags fortællinger stammer fra sjælen. De har en særlig klang, de kræver ingen anstrengelser. De flyder og risler som små kilder, floder eller bruser som vandfald og de overrasker os gang på gang med deres dybe indsigt og helt særlige tone. En melodi vi på sælsom vis allerede kender.

Det er ofte i den slags fortællinger, at vi hører vores egen livssang.

Skriv din sjæl – lad efteråret, vinteren og den mørke tid støtte dig

Har du skrivelængsel? Er det din tid nu? Efteråret og den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, skab små intime rum til dig selv, tænd stearinlys og måske røgelse, sæt noget blid musik på, der synger til din sjæl og skriv så. Lad være med på forhånd at have ambitioner om, hvad og hvordan du vil skrive, sæt dig i stedet for roligt ned og lyt til det, der gerne vil skrives gennem dig.

Lad ordene transportere dig og rejs så indad for at møde de ord, historier og fortællinger, som allerede bor i dig eller som gerne vil skrives gennem dig. Hvis du ikke umiddelbart kan mærke noget eller du føler, du er for meget oppe i hovedet, så stil i stedet spørgsmål til de tomme sider og den skrivelængsel, der forsigtigt kalder på dig dybt indefra. Hvad mon der gerne vil skrives gennem mig?

Inviter Kilden og tag imod

Giv tid og lad svarene komme til dig. Inviter dem på samme måde, som du kan invitere Kilden og kærligheden. Gør dig åben og stil dig undrende overfor det, du mærker og fornemmer uden at ville det anderledes. Og når du hører noget, fornemmer noget, så begynd at skrive det.  Forestil dig, at du tager imod. Du er nærmest som en skrivende diktafon, der blot skriver det, du hører.

Aftensiderne kan hjælpe dig med at finde ro

Prøv eventuelt aftensiderne, hvis du vil finde ro og fordøje det, som dagen bragte. Lad ordene vise vej og læg det fra dig, du ikke længere kan bruge til noget. Det er som om vi gennem aftensiderne rydder op i dagen, der gik og skiller os af med det, der ellers ville have sat sig som uro og stress og noget, der måske kunne have gjort, at vi har svært ved at falde i søvn. Vi bliver færdige med dagen og vi gør os klar til at gå ind i aftenen på en roligere og mere fredfyldt måde. Efterfølgende har vi måske lyst til at sidde lidt i meditation. Men under alle omstændigheder giver aftensiderne ro og samtidig holder de os til os skriveilden. De minder os om, at vi er skrivende mennesker, som gennem ordene kan finde klarhed, retning og døre, som ikke fandtes før.

Når vi skriver, skaber vi åbninger. Vi skriver vores vej og opdager, at vejen skriver os.

Skumringstimen og livsfloden – skriv dig ind

Selv bruger jeg skumringstimen, den magiske bro mellem dag og nat, til at sætte mig med det, der er. Jeg søger roen, møder stilheden og skriver aftensider og/eller mediterer. Det er en godgørende måde at forlade dagen og sige tak på. Det er som om det er lettere at genskabe forbindelse til sjælen på netop det tidspunkt, hvis man altså skulle være faret lidt vild i løbet af dagen. Jeg skriver mig ind og forestiller mig, at jeg vender tilbage til livsfloden, der bruser i min sjæl.

”Forestil dig, at din livsflod rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.”

Citat Ørnen – fra min egen skriverejse, september 2015.

En vinterrejse i ord og stemninger

I disse dage arbejder jeg videre med velkomstbrev, skriveafsæt og øvelser til skrivegruppeforløbet Vintercirklen, som starter den 1. november. Jeg skaber rum. Jeg gør klar. Det er anden gang, jeg skal holde rum for Vintercirklen og netop den skrivecirkel har en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg har nemlig vished om, at vinteren og mørket har helt særlige gaver med til os, når vi møder op, gør os modtagelige og via vores intention begiver os ud på vinterrejsen i ord og stemninger.

Find indre ro og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelyst og længsel. Du kan være med uanset alder, lad blot din skrivelængsel føre dig på vej.

Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens og mørkets gave. I Vintercirklen forankrer vi os i vinterens energi og finder samtidig ro og fordybelse gennem ordene. Skrivecirklen har bl.a. til hensigt at åbne op for skrivelængsel og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

En vintergave til din sjæl

Vintercirklen er forankret i naturens visdom, vinteren og årshjulet, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja.

Du finder invitationen til Vintercirklen her. Hvis du kan mærke, at du skal være med, så tilmelder du dig på skrivehuset@gmail.com. Vi starter om en uge, den 1. november og de fleste pladser er nu booket, MEN mon ikke, der også er en plads til dig, hvis du kan mærke at det skal være sådan?

Kærlig hilsen
Lene

Fik du læst “Mørkets gave”?

Mørket er mit hvilested og jeg har nu vished om, at det er i mørket at forvandlingen sker. Vinteren kræver os og tvinger os ind i os selv, skubber os blidt ind i mørket og lukker døren bag sig, men den gør det af ren og skær kærlighed. En nøgle bliver drejet om og vi er fanget. Tror vi. Vi dør lidt. Men man skal dø for at genopstå og det er hele vinterens visdom i sin essens.

Vinteren inviterer os til indre indsigt og til genfødsel. Mørket er en gave. I Mørkets gave fortæller jeg mere om mørke, melankoli og om, hvorfor en depression også kan være et kald fra sjælen. Du får også et par ideer til, hvordan du kan holde mørkning og så fortæller jeg mere om, hvordan de gamle keltere fejrede mørket og så det som en vidunderlig og berigende del af året.

Snart. Samhain.Vinter. Snart.

autumn-mist

Mørkets gave

frozenlake_winter

Det er efterår og rejsen går langsomt mod vinter. Et skridt, en dag af gangen, men det er uundgåeligt og en del af den naturlige cyklus. Jeg mærker et strejf af velkendt melankoli, selvom jeg faktisk sætter pris på efteråret, vinteren og de skiftende årstider. Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned og gå lidt i hi. Mørket, vejret, de korte dage og lange, mørke aftener. Det er ikke en forbandelse, det er en velsignelse.

Melankolien hører med

Melankolien hører vinteren og den mørke tid til. Sådan har det i hvert fald altid været for mig. Tidligere forsøgte jeg at flygte fra de mere dystre toner, der dukkede op i mig selv på denne årstid og som spejlede sig i tåge og vintermørke. Som ude så inde.

Kvinde, din depression kan også være et kald fra sjælen

Jeg forsøgte at flygte fra det, jeg søgte ud og gjorde mig travl og uopnåelig, men jo mere jeg kæmpede imod, desto stærkere blev de lange fangearme. Jeg blev holdt fast. Jeg faldt, sank og det var, som om jeg aldrig helt kunne nå bunden. Der var bare mere mørke og jeg følte mig fastlås i min indre kamp og mit mørke. Blandt andet derfor har jeg tidligere haft flere depressioner. Først langt senere har jeg fået en dyb forståelse af, at mine depressioner var et kald fra sjælen.

Depression stops time and one settles into one’s own waters as a sailing vessel without wind and one sinks into one’s own depths. Depression comes as a gift asking that a woman recognize her own substance and trust it as the quiet, steady voice of her own truth.

Depression serves a woman as it presses down on her, forcing her to leave behind that which was not of herself, which had influenced her to live a life alien to her own nature.

– Judith Duerk –

Mørke gjort af kærlighed

Nu kæmper jeg ikke længere, jeg har lært at hengive mig og jeg ikke alene accepterer mørket som en naturlig del af livet, jeg har endda lært at elske det. Mørket.

Jeg har lært mig selv at være i det, navigere i det og nu sætter jeg stor pris på den mørkere del af året. Mørket er mit hvilested og jeg har nu vished om, at det er i mørket at forvandlingen sker. Vinteren kræver os og tvinger os ind i os selv, skubber os blidt ind i mørket og lukker døren bag sig, men den gør det af ren og skær kærlighed. En nøgle bliver drejet om og vi er fanget. Tror vi. Vi dør lidt. Men man skal dø for at genopstå og det er hele vinterens visdom i sin essens.

Vinteren inviterer os til indre indsigt og til genfødsel. Når tid er.

Gør som naturen

Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned. Det er tid til fordybelse, til at nære os selv helt inde fra og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, så hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig bag den dunkle facade.

Stunder af nærvær

Det er tid til stearinlys, dampende varm te, suppe og stunder af nærvær med os selv og den længsel, vi har haft så længe, vi husker, og som rusker i os som vinden i træerne. Den vækkes i små ryk, når vi læser noget, der giver genklang, noget andre sjæle har skrevet og som umiddelbart skaber resonans i egen sjæl. De ord kunne have været mine, tænker vi, eller de ord må være til mig. En underlig sødme fylder os, men samtidig har den en bitter sorg med sig, fordi vi ikke selv helt tør hengive os til det, der rumsterer indeni.

Træk energien hjem

Den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, følg med lyset og put dig, når mørket kommer. Hvorfor ikke holde mørkning og fejre mørkets kommen med en stille stund i meditation eller i kontemplation med skriverier i stearinlysenes skær? Bare være i tusmørket, der kommer snigende, når dagslyset gradvist forsvinder. Den gammeldags måde at holde mørkning er at sidde stille inden døre uden tændt lys, mens aftenmørket falder på.

Mørkningstimen

Du kan skabe helt din egen mørkningstime. Måske har du lyst til at gøre det på helt traditionel vis og sidde uden elektrisk lys eller lys i det hele taget og bare være. Meditere eller simpelthen bare betragte, hvordan lyset forsvinder og overgiver sig til mørket og aftenen. Det sker helt uden modstand, de bytter bare plads, dagen og natten. Og at mørket er længere og dybere om vinteren er ikke en tilfældighed.

I skumringen kommer stilheden sejlende og åbner sin dør for dig. Det er en magisk time, skumringstimen.

Mediter, skriv eller gør ingenting – timen er din

Du kan også meditere 10-15 minutter, en stilhedsmeditation eller til blid musik, og herefter langsomt komme tilbage til rummet, hvor du tænder stearinlys og måske lidt røgelse og sætter dig ved skrivebordet med din notesbog. Jeg har før skrevet om aftensiderne, du kan læse om dem ved at klikke på linket. Her møder du dig selv og tager afsked med dagen, der gik. Du renser dig ved at skrive om det, der er, du forankrer dig i nuet og går ind i aftenen på en roligere måde. Du hengiver dig til din dedikation om at møde op og skrive lidt hver aften, hvis det altså er din intention.

En hellig stund i skumringen – du giver dig selv

Der er en helt særlig energi og stemning i skumringen eller mørkningstimen. Måske er det her, du har lyst til at konsultere din sjæl og spørge den til råds og simpelthen bare lytte dybt til den stille stemme. Det kan være, at der dukker vers og poesi op eller også har du bare brug for at sidde stille og skrive de ord, der nu kommer. Lad det være en hellig stund, som ikke afhænger af, om du skriver to ord eller flere sider. Det er en tid og en time, du giver til dig selv og den indre stilhed, det er et frirum og et nærvær med det, der er. Det kan også være her, du møder din skrivelængsel og spørger: Hvad er det egentlig, du vil fortælle mig? Eller. Hvad mon der er af historier og fortællinger til mig?

girlshaman_bonfire

De gamle keltere og mørket

Måske har hørt mig skrive det før, men jeg er en keltisk sjæl. Det har jeg altid vidst, jeg har følt mig både draget og forbundet med den keltiske tradition og jeg har haft drømmesyn og andre forunderlige oplevelse om ”der var dengang”. Lige fra barns ben har jeg interesseret mig ualmindeligt meget for både Irland, Wales og Skotland og de gamle keltiske traditioner, jeg har læst og studeret bidder og brudstykker af den keltiske tradition og historie og derfor har jeg også boet to år i Skotland. Jeg føler mig draget.

Samhain og Halloween

I slutningen af oktober og begyndelsen af november er det Samhain, en efterårskvartalsfestival, som hører det keltiske årshjul til. Det er en festival, som blandt andet fejrer mørket og døden. Tidspunktet markerer også slutningen af det keltiske årshjul og begyndelsen på det keltiske nytår.

Du kender uden tvivl Halloween eller Allehelgen i den kristne tradition. Halloween er altid d. 31. oktober. Fortællingen lyder, at natten mellem d. 31. oktober og d. 1. november er den nat, hvor de døde har lettest ved at vende tilbage til de levendes verden, eventuelt for at skræmme eller gøre regnskaber op

De fejrede mørket

MEN sådan var det ikke oprindeligt. De gamle keltere fejrede mørket, for dem var mørket ligeså vigtigt som lyset. Mørket og døden havde kræfter, som de ikke frygtede. Ved Samhain, hvor mørket er dybt og på sit højeste, velsignede de frøene i jorden, som nu lå trygt i den mørke muld og igen ville spire, gro og blomstre, når lyset kom tilbage. De kommunikerede med deres forfædre og mødre, da de troede på at afdøde familiemedlemmer kunne besøge deres slægtninge på denne tid af året. Under Samhain er væggen mellem verdenerne tynd og de døde kunne rejse ind og ud igen. Man dækkede op til de afdøde ved bordet og bød dem velkommen.

Og i øvrigt stammer ordet spøgelse på engelsk, Ghost, fra det tyske ”geist” som oprindeligt var en ånd af en afdød, som var inviteret til Samhain fejringen.

Tak for mørkets gave

Man tændte bål på bakketoppe og brændte den muld, der var tilbage fra efteråret. Her samledes man, fejrede og festede. Man sagde tak for mørket. Tak for den gave, mørket er, for i mørket kan vi hvile og restituere.

Der er gjort et stort nummer ud af uhyggen omkring Halloween og i det hele taget er mørket ofte noget, mange af os frygter. Det er blevet genstand for noget dårligt, farligt og ildevarslende. Vi løber skrigende væk fra mørket i os selv og vi frygter vinteren, der er så lang.

Men hvad nu hvis vinteren er lige præcist så lang, som den skal være, for at vi kan få sjælen med? Når vi hengiver os til mørket og tillader os selv at komme ned i tempo, slappe af og give slip på forestillingen om, at alting sker i overhalingsbanen, så sker der noget magisk. Med os. Ligesom frøene i jorden vokser vi i mørket, mens vi hviler og tager den lidt med ro. Vi giver slip og lader komme.

Womb (livmoder) og Tomb (gravsted) var tæt forbundet i den keltiske tradition. De tidlige keltiske gravsteder havde tunneler som førte ind til mørke, indre kamre. Det var ikke kun steder, hvor de vigtige døde blev begravet, det var også vigtige centre for jordens energi, som kan bruges til at forstærke og i øvrigt forbedre kvaliteten af den indre rejse.

Hvis du spørger mig, er Samhain et vigtigt tidspunkt på året, som virkelig er værd at fejre og skrive sig ind i.

VINTERCIRKLEN

 Der findes en anden sang, andre toner og et sted,
hvor vinteren ikke bare er noget, det skal overstås,
men er et helligt sted i os selv, hvor vi sanker, hviler, hengiver os.
Og skriver om det.

Kom og vær med på en magisk ordrejse gennem vinteren i VINTERCIRKLEN

solhvervscirklen

Der er desværre ikke flere ledige pladser i Vintercirklen, som starter den 1. november, men fortvivl ikke, hvis du gerne vil være med i et skrivegruppeforløb, som hylder vinteren, mørket og skriver fra den særlige energi, der er til rådighed i vinterhalvåret.

I begyndelsen af januar starter Solhvervscirklen, som er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår. I Solhvervscirklen skriver vi os gennem vintermånederne i det nye år helt frem til det første spæde forår.

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Varighed: 3 måneder
(januar, februar, marts)
Pris DKK 1090,-
Deltagere: Kvinder med skrivelyst og længsel

Invitation følger i løbet af november, men
hvis du vil sikre dig en plads allerede nu, er du meget velkommen til at forhåndstilmelde dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –