Jeg giver det til vinden

Molsbjerge3

Jeg giver det til vinden

Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alting kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter.

Og tag så alt det, jeg ikke længere skal bruge. Lad det flyve i forårsvinden, som resterne af efterårets nedfaldne blade, lad det gå i forrådnelse og opstå som noget nyt et andet sted.

Lad det nye spire og gro og blomstre ved tidspunktet for Beltain og ind i sommeren. Lad det være en del af min kreativitet.

Fri mig for det, der tynger og lad mig stå nøgen tilbage som de træer, der i efteråret uden modstand giver slip på blade og løv og befrier sig selv fra det, der var.

Lad mig være alle årstider og som et træ til alle tider. Rodfæstet men flydende.

Lad mig være forår og lad mig blive sommer, når den tid kommer.

Og min tvivl, frygt og modstand? Jeg giver det til vinden

Kærlig hilsen
Lene

Skrivelyst og længsel?

Jeg afholder intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel i anledning af Beltain på næste lørdag den 29. april kl. 10 her i Skrivehuset ved Ringsted. Kom og vær med på en magisk skrivedag for sjælen og boost din kreativitet og skriveglæde.

Vi fejrer foråret i os selv på rejsen mod sommer og dypper pennen i den helt særlige potente energi, der er ved Beltain. Kom, sæt din indre fortællerske fri på en skrivedag for sjælen.

Der er endnu et par ledige pladser på skriveworkshoppen den 29. april. Invitationen finder du i linket her. Hjertelig velkommen.

Beltain Intuitiv Skriveworkshop

 

Ved Forårsjævndøgn

Connected

Forårsjævndøgn, hvisker hun og tænder skrivelyset. På bordet ved min side står den lysegrønne kop, kaffen er nylavet og dampende varm. Tøvende sætter jeg mig på stolen og lader blikket glide ud over landskabet. Her er stille i dag, naturen holder vejret. Et par gæs spankulerer forbi udenfor hegnet, de gør pause på marken og tager den med ro. Måske skal de videre nordpå, måske bliver de her i området. Det er gråvejr, græsset er vådt af gårsdagens regn. En gråkrage pirker i jorden og æder sig mæt i regnorme. En anden flyver forbi med en stor gren i næbbet, det er igen tid til redebygning.

”Forårsjævndøgn”, hvisker hun og så siger hun ikke mere. Nu er det op til mig.

Foråret tager over

Dag og nat er lige lange nu. Nu vokser lyset stødt og foråret tager over. Jeg tøver lidt og ser på hende, stirrer ind i hendes øjne og fortaber mig i den fine energi og roen, som hun udstråler. Hun ser både ung og gammel ud på samme tid og jeg kommer i tanke om, at jeg drømte om hende i nat. Hun vendte sig rundt, drejede omkring sig selv og jorden, så jeg tydeligt kunne se hende. Og det er sandt, hun har to sider, en ung og en gammel. Og det er afskeden med den gamle, vi skal bevæge os ind i nu, for hendes tid er ved at være ovre for denne gang. Nu er det forårets energi, det gælder, det nye og potentialet.

”Men jeg har altid min vise kvinde med mig” smiler hun. Hun er bag det hele, som en dyb grundtone og et indre kompas. Det er hende, jeg lytter til, når jeg skal træffe store beslutninger eller finde vej. Det hende jeg hviler i, for nu ved jeg det. Jeg er hende.

Hun er landskabet

Hun er urgammel, hun er landskabet under dine fødder, hun er bjergene og dalene. Hun er vejen ned til vandet og stenene på den vej. Hun er visdom, viden og indbegrebet af det mysterium, der bølger i dit bryst. Hun er bølgerne. Hun er tidevandet og månes sølvlys over havet. Hun er mørket, den del, der rummer og holder dig. Hun vokser med alderen og hendes visdom er den jord, du betræder. Hun er jorden. Og du er hende.

Men hun er også en ung kvinde af liv og potentiale. Hun er bærer af foråret og datter af sommeren og den lyse tid.”

Reading in the woods

Nye fortællinger venter

Hun holder en smukt formet sten i sine hænder, et æg så sort og glat som natten og jeg ser, at det er den sten, som blev mig skænket af ravnen for et par måneder siden. ”Ser du det nu?” spørger hun og jeg nikker. Det har været undervejs længe, foråret og allerede ved Imbolc mærkede vi de små spirer. Vi fejrede, vi tændte Brigids lys og skrev os ind i de fortællinger, der hørte det tidspunkt til. Nu er vi er nået frem til Forårsjævndøgn og nye fortællinger venter.

Hun rækker mig stenen og jeg tager højtidligt i mod. Overfladen er blank, kold og glat. Og dog, først nu opdager jeg et særligt mønster i den ene side. Det ligner små spiraler, cirkler, kruseduller. Der er intet lineær eller forudsigeligt over den sten. Den er min solhvervssten og den symbolser forbindelse.

Forårsjævndøgn. Forsigtigt lægger jeg stenen ned på bordet og tænker over, hvordan jeg kan afbalancere mit liv lige nu. I dag. Skabe harmoni og give plads til de spirer, der har rørt på sig siden Imbolc. Det, der endnu ikke var formgivet, er nu klar til at se dagens lys og få en mere konkret form. Ideer, som har simret. Jeg bladrer i den blåsimrebog med guldkanten og læser de ord, som jeg har skrevet. Alt det, der har boblet og som er blevet krydret med tid og kærlighed. Bogstaver, ord, små sætninger og citater.

Vi skaber forbindelse med vores tillid

Din aktive deltagelse er en forudsætning, sagde Ravnen i sidste uge og slog syvtommersøm gennem påstanden om, at vi skal være inspirerede på forhånd eller befinde os i en bestemt tilstand for at kunne skrive. Forbindelse er noget vi skaber med vores tillid og med vores fremmød og vi kan således ikke forudsige, hvad der faktisk vil ske, når vi er begyndt at skrive. Men vi har tillid til ordene og til, at vores fremmøde er med til at skabe forbindelse.

Det er den tillid, jeg er mødt op med i dag og som gør, at mine fingre stadig bevæger sig over tastaturet. Nysgerrig og med undren lader jeg ordene føre mig på vej, jeg rejser gennem sætninger og stemninger og finder nye veje, som ikke fandtes før. Inspirationen møder mig undervejs og det samme gør fortællingerne. Samt de hjælpere, som vi altid kan påkalde os eller som dukker op mellem linjerne, når vi mindst af alt venter det.

Det skrev jeg lidt om i sidste uge. Du kan læse mere i blogindlægget om ”Den Mystiske Kraft”.

Det er ved vores fremmøde, at vi skaber forbindelse. Og det gøres ikke ved at vente på inspirationen, men ved at have tillid til, at inspirationen vil møde os undervejs.

Inspiration exists, but it must find you working.
– Picasso –

“Du vil gerne have fortællingen, kan jeg fornemme?”

”Jeg troede, at du var fløjet. At du havde begivet dig videre og ladt mig i stikken?” Jeg ler kort og ser på hende. Denne gang sidder hun foran mig i skikkelse af ravn, de blåsorte fjer skinner i det sparsomme dagslys.

”Du tror så meget” svarer hun og ler med. Latteren får et kort øjeblik solen til at kigge frem bag skyerne. I et kort sekund er det sommer.

It was one of those March days
when the sun shines hot and the wind blows cold:
when it is summer in the light, and winter in the shade.”
– Charles Dickens –

Ved Forårsjævndøgn fejrer vi opvågningen

Ved Forårsjævndøgn fejrer vi opvågningen, balancen, nyt liv og ifølge den gamle tradition også årets første egentlige forårsdag. Herfra bliver dagene længere end nætterne og så begynder det for alvor at tage fart i naturen.

Her er det oplagt at arbejde med balancen i os selv. Balancen mellem lyset og mørket og det, vi giver energi til.

Tænk lidt over, hvad du har brug for i dit liv lige nu. Måske er det tid til at sætte lidt handling på noget af det, som har ”ligget under jorden” og udviklet sig gennem vinteren?

Det, du vander, vokser

Det du har fokus på vokser. Så hvis du har lyst, kan du gennem ordene arbejde lidt med energierne og din egen balance omkring forårsjævndøgn. Tænk lidt over, hvad du ønsker at give din energi til og vid, at det vil vokse. Det, du vander og gøder, vokser. Og du kan bestemt også vande og gøde gennem ordene og med ord. Selvom dine tanker fortæller dig noget andet og kredser omkring gamle mønstre og begrænsninger, kan du skrive dig fri af det. Sid også gerne lidt i meditation og lad dig guide af din indre stemme i forhold til det, du har brug for at have fokus på nu.

Hvad er der med den balance?

Jeg stejler lidt ved ordet balance, fordi jeg ikke rigtig forstår det. Måske fordi jeg opfatter balance som noget statisk, en tilstand, man skal opnå og fastholde. Det får hende til at ryste kraftigt på hovedet.

”Sådan er det på ingen måde. Tænk harmoni. Tænk dans. Tænk helhed. Og prøv så helt bevidst at give mere tid og fokus på det, du ønsker skal vokse nu og springe helt ud ved tidspunktet for Beltain i slutningen af april.

Forårsjævndøgn, en dans

Forårsjævndøgn. Jeg smager på ordet, mens skrivelyset blafrer. Jeg skyller ned med kaffe og lukker øjnene for at fornemme hende dybt i mig. Jeg ser bjerge og dale og jeg mærker de små pust af forår, en klar og skarp luft af et slags subtilt gennembrud dybt i mig selv. Jeg mærker havet, bølgerne og tidevandet, livets ebbe og flod. Jeg fornemmer gentagelsen og cirklerne, den evige rytme og det, som Ravnen kalder en dans. Den dans, vi kun kan danse, hvis vi møder op og begynder at bevæge os. Lader os bevæge.

Forårsjævndøgn er et godt tidspunkt for nye begyndelser.

Min indre heks

”Jeg vil give mere plads til min indre heks” siger jeg pludselig og forskrækkes let ved lyden af min egen stemme. Den heks, som har været undertrykt og gemt bort i det meste af mit liv. Jeg tænker på alle de bøger, jeg i en ganske tidlig alder læste om hekse, som blev brændt på bålet og husker både min fascination og min angst. Jeg brændte mig, for noget i mig huskede og vidste.

Heksen er hende, som ved

”Åh ja, for også du er en healer. En helbreder. Ravnen nikker anerkendende og klikker kækt med næbbet. ”Kvindelige helbredere var engang kendt som hekse, for det engelske ord ”witch” stammer fra det oldengelske ”witan” som betød ”at vide” eller at ”være vis”. Vise kvinder havde en særlig evne til at afsløre sandheden og se bag det tilsyneladende. Og det var naturligvis ikke så populært” tilføjer hun og et skær af sorg glider over hendes ansigt som en skygge for solen. Hun tripper lidt på stedet og ryster det af sig.

Forårsjævndøgn. Jeg ønsker at lade hende vokse i mig som foråret vokser i naturen. At lytte endnu mere til min intuition og den indre stemme og give hende plads. Stole på hendes visdom og på det, hun fortæller mig. Båret af instinkter og en dyb forankring i både årstid og årshjul. Mulden. Magien. Mysteriet.

Det er regnens og solens tidspunkt, dansen mellem ild og vand. Forårsstorme, høje bølger, vildskab og kaos. Efterfulgt af solbeskinnede dage, hvor det virkelig er sommer i solen. Og hver eneste dag vokser lyset og skaber grobund og plads for alt det, der skal komme. Det, som vi er en del af. Dansen. Livets dans. Og kun ved at danse og blive en aktiv deltager kan vi forbinde os til den dans.

Gudindecirklen

Den 7. april starter online skrivegruppeforløbet Gudindecirklen. Her skal vi arbejde og lege med fortællingens kraft og give plads til vores indre fortællerske. I kraft med at foråret tiltager i styrke, vil vi lade hende vokse gennem vores fremmøde og den evige gentagelse. Ordene. Skrivearbejdet. Du vil høre hendes stemme, du vil mærke hendes kraft og du vil opdage, at den kommer fra et sted dybt i dig selv.

Du kan øve dig på at lytte og blive bedre til at høre. Skærpe din intention og din fornemmelse for de subtile toner bag det hele. Et strejf af berøring, en dyb resonans, genklang og en dans, som din krop allerede kender.

Men du er nødt til at træde helt ind i den cirkel, hvor dansen danses og få direkte erfaring med trinene. I Gudindecirklen lærer du at skabe en oase omkring din proces og dine skriverier, du øver dig på at lytte og skrive det, du hører.

Jeg byder på månedlige skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger fører dig på vej. Du lærer at skabe landingsplads for ord og fortællinger og du vil opdage, at du faktisk kan skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Gennem de 3 måneder, som forløbet varer, får du direkte erfaring med og tillid til den kreative proces. Hvis du altså møder op og skriver, vil du få en god fornemmelse af, hvordan du kan skabe din helt egen og særlige kontakt til Kilden.

Og du behøver ikke at vide på forhånd. Mød op i tillid til, at alt det, du har brug for og som er dit at skrive og fortælle, vil møde dig undevejs. Og som Clarissa Pinkola Estés siger det:

“The teller never knows how it will all come out and that’s at least half the moist magic of story. Story set the innner life in motion.”

Forårsjævndøgn er et godt tidspunkt for nye begyndelser og hvis du synes, at det er på tide, at din indre fortællerske støves af og kommer på banen, er du velkommen i Gudindecirklen. Men tøv ikke for længe, der er nemlig kun 4 pladser tilbage. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Forårsjævndøgn, hvisker hun og tænder skrivelyset. På bordet ved min side står den lysegrønne kop, kaffen er nylavet og dampende varm. Tøvende sætter jeg mig på stolen og lader blikket glide ud over landskabet. Her er stille i dag, naturen holder vejret. Et par gæs spankulerer forbi udenfor hegnet, de gør pause på marken og tager den med ro. Det er gråvejr, græsset er vådt af gårsdagens regn. En gråkrage pirker i jorden og æder sig mæt i regnorme. En anden flyver forbi med en stor gren i næbbet, det er igen tid til redebygning.

”Forårsjævndøgn”, hvisker hun og så siger hun ikke mere. Nu er resten op til mig.

Glædeligt Forårsjævndøgn.

Kærlig hilsen
Lene

Til inspiration, læs også gerne:

Den mystiske kraft
Din aktive deltagelse
Så jeg kan høre hende hviske
Vejen til den vise kvinde

Connected

Kvinde kend dit tomrum

raven-and-misty-lake

Der er stille hos træerne i disen. Rester af sne ligger som små øer af hvidt. Nogle hænger sammen som halvøer, andre har løsrevet sig og skvulper i tågen. Mit udsyn er begrænset. Jeg kan ikke se længere end til skellet, februars landskab ligger svøbt i dis og er hverken til at hugge eller stikke i. Hertil og ikke længere. Det er ikke tid endnu.

Kvinde, kend dit tomrum. Stemmen lyder gennem tid og rum og er ikke til at tage fejl af.

Jeg smiler uvilkårligt. Hun kommer til stede som et flyvende tæppe af blåsorte fjer med sit sædvanlige glimt i øjet. Jeg kan allerede fornemme den, mens hun er undervejs. Latteren. Den klukkende latter, der som smeltevand giver åen liv igen. Under broen. Rislende livstegn midt i disen, dybt i vinteren. Tidspunktet for Imbolc er passeret og jeg er igen gledet ind i tomrummet, omgivet af dis og februars landskab.

Så lander hun. På mit skrivebord. Ravnen.

“Kvinde, kend dit tomrum” siger hun højt og så ler vi begge. Det er umuligt at lade være.

“Men jeg kender åbenbart ikke mit tomrum endnu” protesterer jeg, mens tårerne triller. Noget er vist også ved at smelte i mig.

“Det gør du da!” Hun ryster på hovedet og klikker med næbbet. Jeg stirrer på farven i hendes fjerdragt, den dybe blåsorte farve og mærker et ønske om at eje en kjole i netop den farve. Ikke sort, ikke blå, men farve midt i mellem.

“Midt i mellem” nikker hun, “det er jo lige det. Du befinder dig i tomrummet og ønsker dig en kjole, som er hverken eller men både og. Sikke en masse ord i flow, hvis man da ikke sætter punktum og komma. Det gør hun ikke og jeg retter ikke. Min korrekturmoster er afgået ved døden, hvad skriverejsen angår. Det er sat punktum for hendes narrestreger. Jeg ler igen. Og pludselig er tomrummet ikke så slemt længere. Det gør godt at skille sig af med lidt mere af det, som tynger og skygger for det egentlige.

Tomrum, så var du dér igen

Tomrummet. Tilstanden mellem to faser, lige dér hvor den ene fase er slut, men hvor den anden ikke helt er startet endnu. Hyrdetimen, timen mellem nat og dag. Det tidspunkt på året, hvor vinteren egentlig er slut, men hvor foråret ikke har taget over. Og alle de andre overgange mellem årstider og livsfaser. Tidspunktet, hvor vi mennesker kan blive noget så utålmodige og rastløse og har stor lyst til at kaste os ud i næste fase, selvom det slet ikke er meningen. Tomrummet har nemlig sin særlige gave og er en del af det, der findes i alt. Et mellemrum. Intermezzo. Ingen svar. Intet hastværk. Bare være.

Hun nikker, Ravnen. Men til forskel for mig er hun ganske god til tomrum, det bilder jeg mig i hvert fald ind. Hun virker fuldstændig rolig og afklaret, sejler gennem året og årshjulet som havde hun ikke bestilt andet. Hun hengiver sig til alle faser og danser med det, der er. Opture, nedture. Ebbe og flod. Slutninger og nye begyndelser. Det evige oprydningsarbejde, for der synes altid at være mere at give slip på. Hun tillader sig selv bare at være, flyve, svæve og følge det subtile flow gennem processen.

Luft, ild, vand og jord.
Øst, syd, vest og (n)ord.

Lad disen gribe dig

“Jeg er i lære hos dig, Ravnemor, er du klar over det?”

“Ravnemor?” Hun ler kort. “Ja, det ved jeg da udmærket godt, men gør du? For i så fald vil jeg kærligt invitere dig til at trække vejret dybt, helt ned i maven og lade dig gribe af disen. Ja, lad dig falde og mærk, hvordan disen og tomrummet griber dig. Slip modstanden, du er nødt til at hengive dig med tillid. Den tillid, som rejsen lærer dig så meget om. Tilliden, som skaber forbindelse. Ha’ tillid til tomrummet, for det er her du restituerer og genskaber din kraft. Regenererer.

Når naturen holder vejret

Har du nogensinde oplevet, at naturen holder vejret? Det er som om alting pludselig står stille. Der er ingen vind, ingen lyde, alt ånder fred. Hvis man stiller sig ud og trækker vejret dybt ned i maven og lader sig gribe af energien, falder man ind i en blød stilhed. Tankerne forstummer, kroppen falder til ro. Tør man blive stående uden at følge pludselige impulser til at bevæge sig videre, handle eller gøre noget, bliver man grebet af noget andet. Et slags tomrum. Det er som at sidde på en bro i fuldstændig harmoni med omgivelserne og blot dvæle ved synet af den flod, som flyder under broen. Stilhed. Væren. Der er ingenting andet at gøre end at hengive sig og vide, at det tidspunkt, hvor man sammen med naturen tager det næste skridt og træder over grænsen til næste fase, vil komme. Det kommer, når tid er. Ikke før og ikke siden.”

Hun gentager det, jeg allerede ved, men som jeg åbenbart ikke helt har forstået.

“Kvinde, kend dit tomrum”. Hun siger det igen og smager på ordene som var de syrlige bolsjer. Men der må være noget ganske særligt i de bolsjer, for jeg fniser som en skolepige. “Måske skulle jeg udgive en bog med den titel?” Hun foretager et kækt hop på stedet og i samme sekund bryder jeg sammen i latterkrampe. Jeg ler, så tårerne triller. Forløsningen er enorm. Som et vandfald, et kraftigt og mægtigt vandfald. En vulkan af vand. Åh, det gør godt!

En bæk i det tidlige forår

Siden bliver vi stille, Ravnen og jeg. Vi sidder lidt med hinanden i stilhed, jeg lukker øjnene og glider ind i en slags meditation. Jeg mediterer til lyden af rislende vand, jeg er en bæk i det allertidligste forår som stille flyder den vej, der er hendes at flyde. Jeg hengiver mig til trætheden og giver slip på den modstand, jeg har mærket det meste af ugen. Jeg har kæmpet, kæmpet med mig selv i tomrummet og det kommer der sjældent noget godt ud af. Bortset fra læringen selvfølgelig, for denne gang ser jeg tomrummet på en ny måde. Men nu slipper jeg kampen. Nu giver jeg op.

Jeg åbner øjnene og misser mod lyset. En gråkrage bader i sneen herude. Pudser sine fjer og er pludselig ved at snuble i tøet. Det ser ikke ud til at røre ham, uanfægtet ryster han sig og spankulerer videre. Han nynner en sang, jeg kan fornemme nogle strofer, det lyder lidt som:

“Når du snubler i rummet det tomme
Når du vælter omkuld i din egen tø
La, lala, kra kra og lad gø
Ønsker du livet i hele sin pragt
Må du først være klar til at dø

Lad dig falde ind i det tomme rum
Lad dig gribe af disen, den grå
Rejs dig og dans med den stilhed, du hører
Lyt og lad være, lad gå”

Så kan jeg ikke høre mere, han er væk. Det samme er Ravn. Jeg mærker et stik af skuffelse, for der var noget, jeg gerne ville have spurgt hende om. Men ak, det må vente, for fuglen er fløjet.

Kvinde, kend dit tomrum. Jeg fniser igen og drikker af kaffen, mens skrivelysene blafrer.

women-writing

Skriverejsen
I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Du har sikkert opdaget det, hvis du følger lidt med her i mit skriveunivers. Jeg har dedikeret mit virke til en anden slags skrivning end den, vi normalt støder på og er bekendt med. Jeg kalder det skriverejsen.

Det er ikke en produktorienteret rejse som sådan, med mindre du da vælger at se på dig selv som produktet. For skriverejsen handler allermest om dig og din indre proces. Den handler om, at du har en indre, veludviklet fortællerske, som kalder på dig via din skrivelængsel med en invitation til at kigge indenfor og folde det ud, som gemmer sig bag længslen. Der er nemlig mange gaver at hente.

Bag skrivelængslen. Bag mure af modstand og frygt for at fejle. Bag alt det, der står i vejen. Der finder du hende. Din vise kvinde.

Din vise kvinde

Din vise kvinde er hende, som begynder at vågne, når du møder op og skriver hende. Det er din indre stemme, en kraftfuld stemme, som blot er blevet temmelig hæs og rusten af at være blevet gemt og glemt så længe. Det er din sjæls stemme, din kvindekraft, som ulmer og som gerne vil skrives og fortælles. Hun har noget på hjerte og du er hende.

Hende, som lytter indad og lader sin stille stemme komme til orde.
Hende, som gennem tillid, øvelse og gentagelse åbner op og tager imod.
Som bevidst skærper sin intuition og følger sit hjerte af den vej, som er hendes at gå.
Hende, som efterhånden lærer sig selv at stå frem og midt i sårbarhedens frodige muld siger det højt, som hendes sjæl synger om. Hun siger det højt. Hun fortæller det. Men det gør hun ikke ved at lægge frygt, modstand og indre censor bag sig. Hun gør det ved at favne det hele og skrive det.

Men have their own story-making and myth-telling, but in the old Gaelic traditions, women were bards and poets too. Still, today, the voices of women are quieter and our stories are less often heard. The Wise Woman is a woman who has reclaimed her stories and has found the voice with which to tell them. The Wise Woman is remaking the world.”
– Sharon Blackie –

Læs også gerne: Med næb, kløer og kærlighed

Skriveglæde, natur og historiemedicin

Skriverejsen handler også om glæden ved at skrive. Det gør godt at få åbnet op og lade kreativiteten risle igennem sig. Til det skaber jeg skriveafsæt og øvelser, som du kan arbejde og skrive ud fra på din måde. De er forankret i årstiden og naturen spiller en stor rolle. Ja, i skrivecirklerne inviterer jeg sågar til ture ud, hvor du arbejder med naturen og din intuition i forhold til skriverierne. Du vil opleve, at vi kontinuerligt arbejder med den energi og kraft, som er til stede på de forskellige årstider. Vi forbinder os til det, vi allerede er en del af.

Når vi gør det, skriver vi i nuet. Vi er forbundet og det er bl.a. her, at fortællingerne kan nå os. Når vi er mødt op og har gjort os modtagelige. Vi lærer årstiden og de forskellige tidspunkter på årshjulet og i processen bedre at kende og det gør vi via egne ord. Når vi skriver. Det findes alt sammen bag tunge tanker og den modstand, som simpelthen bare hører med.

Alt kan skrives

Du opdager efterhånden, at alt kan skrives og selv skriveblokering er ikke længere en undskyldning for ikke at skrive. Der er en fortælling bag alt det, vi møder på vores vej og når vi gennem ordene og fortællingens kraft kaster lys på det og folder ud, begynder der virkelig at ske noget. Men selvfølgelig skriver vi ikke hele tiden, vi øver os også på at sanke. Meditere. Sidde og være i stilhed og lade inspirationen finde os.

Læs også gerne: Ulven og den trygge skriveblokering

Brug dine skriverier som spirituel praksis

Du opdager også, at du kan bruge dine personlige skriverier som en kraftfuld spirituel praksis, som efterhånden kan være med til at befri dig for alle de gamle, udslidte historier. Historier, som tynger dig og holder dig fast på et sted, du for længst er vokset fra. Du skriver dig videre og du forbavses, forundres og fortrylles til stadighed. Når du altså møder op og skriver.

Du oplever, at skrivning er terapeutisk, især når livet er svært og du opdager, at du får uvurderlig hjælp til at bygge bro og skabe nye åbninger gennem fortællingens kraft.

Og er du med i en skrivecirkel vil du opleve, at de andre kvinder lytter, løfter og støtter dig. Det gør de i henhold til reglerne for Den Hellige Cirkel, som så fint er formuleret af Julia Cameron. Den Hellige Cirkel er en del af alle skrivecirkler og intuitive skriveworkshops.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Som skrivemor, guide i skrivebjergene og underviser hjælper jeg dig hjertens gerne med at finde ind til hende. Din vise kvinde. Din fortællerstemme, den indre stemme. Det gør jeg bl.a. ved at skabe de rum, som jeg tilbyder i skrivecirklerne og på de intuitive skriveworkshops.

I pagt med årstiderne og årshjulet lærer du at forankre dig, du bevæger dig via din intention og giver dig selv lov til at folde ud via fortællingens kraft. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, som åbner op og styrker dig i din proces og på din skriverejse uanset hvad det handler om for dig. Lige nu.

Rumpasser i det magiske rum

Jeg viger ikke fra min intention og den forpligtelse, jeg har som rumpasser i det rum, hvor vi barsler med hjertets fortællinger. Jeg træder ikke ud af min rolle og agerer dommer eller bøddel, jeg overrasker dig ikke med pludselig indfald fra min veludviklede korrekturmoster. Du kan ikke overtale mig til at agere indre censor, så du får ret i dine fejlagtige antagelser om, at du ikke er værdig og at du ikke kan skrive.

Jeg er skrivemor og din guide i skrivebjergene. De rum, jeg holder, er kærlige, rummelige og magiske rum, hvor fortællinger kan lade, berige, berøre og forvandle os. Hvor vi deler, lytter og er med det, der er.

FORÅRSCIRKLEN

Næste online skrivegruppeforløb, Forårscirklen, starter den 1. marts. Invitation og detaljer finder du ved at klikke her.

Jeg tager imod tilmeldinger, så længe pladser haves og du tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com.

Velkommen om bord på en magisk skriverejse ind i forårets univers. For kvinder med skrivelyst og længsel. Jeg glæder mig til at byde velkommen.

Vi skrives ved.

Kærlig hilsen
Lene

Hvad andre siger om at være på skriverejse hos mig, kan du læse om i linket her


Photo “Fog over lake with swimming ducks and raven” © Christine Korten, Dreamstime

Fortsættelse følger

birch-trees_birk

Lyset glider stille frem på himlen, mens jeg sætter mig med morgensiderne. Det blæser og har blæst gennem natten, vinden vaskede bort, mens jeg sov. Nu er det tidlig morgen og som noget af det første checker jeg ind, åbner min skrivebog og lader ordene dryppe som dug fra træerne, mens lyset får øjne. Morgensiderne er min første forankring til det, der er mit univers og min måde at være i livet på. Jeg har for længst fået vished om, at skriverejsen er en kraftfuld og magiskabende vej, hvis man altså har skrivelængsel og disciplin nok til at møde op og tage imod. Uanset hvad det handler om.

For vi skriver jo i livet.

Den stille stemme

Når man lærer sig selv at kende i skriveprocessen og samtidig lærer processen at kende, den kreative proces med alle dens opture og nedture. Når man begynder at se en større sammenhæng og opdager, at man via ordene kan forbinde sig til den kraft, som allerede findes dybt i en selv og forstår, at hvis man virkelig lytter dybt og inderligt nok, så er der en anden stemme, som rummer sandheden om, hvem man egentlig er. Den stille stemme.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing.
Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

Læs mere i “Den Stille Stemme”

Din måde at være i livet på

”Det handler om din måde at være i livet på” siger Ravnen og smiler underfundigt, mens hun klikker med næbbet. Netop landet, fløjet gennem bølgende dis og båret af brisen fra øst. Træerne vugger og danser i dag, vinden er vågnet og på den allersidste dag i januar bliver der gjort rent. Vi lufter ud og skaber plads til det nye, som skal komme.

Jeg nikker som svar på Ravnens ord, jeg er helt enig med hende. Og jeg er taknemmelig for, at jeg har fundet min vej og måde, selvom det har taget mange år og mange ord.

At møde frygten og at turde se

Gennem tåge og mørke, af snoede stier og kringlede veje har jeg mødt mig selv og min frygt gennem de ord og fortællinger, som dukkede op, mens jeg skrev. Frygten, skulle det vise vej, var et pejlemærke og noget, jeg var nødt til at stå ansigt til ansigt med. Jeg lærte at se på Frøken Frygt med nye øjne og et drys kærlig nysgerrighed, gradvist altså og efterhånden. Jeg nærmede mig hende og flygtede så igen, kun for at opdage, at hun ofte fulgte med og stillede sig på vejen foran mig med krydsede arme og et sørgmodigt blik.

”Hvornår ser du ?” hviskede hun, men jeg var bange for at se og kunne slet ikke finde ord til at svare hende.

Efterhånden kom modet

Men efterhånden kom modet. Og det var ikke den slags mod, man hører om i eventyrlige fortællinger om helte og heltinder, som bider tænderne sammen, hvæsser sværdet og kæmper til sidste bloddråbe. Det var et mod, som jeg fandt i den dybeste sårbarhed og et sted, hvor jeg aldrig havde drømt om, at der ville være styrke at finde. Jo da, Freud har sagt det og mange før og efter ham, men når erfaringen ikke er gjort med egen krop og sjæl, så tæller den ikke rigtig. Jeg skrev mig til mod og jeg gjorde det ved at lytte til både frygt, modstand og dyb sårbarhed. Jeg gav dem ord, jeg gav det hele ord og ordene gav mig.

Min indre pige

På et tidspunkt skrev jeg mig ind til et mørkt sted fuld af fugt og spindelvæv. En dør med en kæmpemæssig hængelås, afskallet maling og en hengemt lugt af svigt og savn. Forsigtigt åbnede jeg døren til mit magiske rum og lukkede min indre pige ud af det skab, hvor jeg alt for længe havde holdt hende fanget. Åh, jeg var så bange, for jeg var sikker på at hun ville hade mig for at være faret så meget vild. Og så længe. Det var et skæbnesvangert øjeblik, da jeg satte nøglen i den rustne hængelås og så hende i øjnene.

”Jeg forstår godt, hvis du hader mig og ikke vil kendes ved mig” fremstammede jeg og følte mig meget lille. Mindre end hende, pigen med de funklende blå øjne og det lyse hår.

Hun hadede mig ikke

Men hun hadede mig ikke. Tværtimod. Hun var bare glad for at blive lukket ud af skabet, sit mangeårige fangehul og igen få lov til at forkynde sin sandhed. Hun lærte mig at synge igen, at danse og at gøre det, som jeg altid har elsket. Skrive og fortælle historier. Og hun lærte mig at gøre det alene. Á Lene. Du behøver ikke andres tilladelse eller at søge andres rum og måder for at være den, du er kommet for at være. Gør det på din måde. Men gør det. Nu.

Keep it simple. Do it your way.

Uden hende er jeg intet

”Jeg svigter dig aldrig igen” sagde jeg højtideligt og det løfte har jeg holdt. For uden hende er jeg intet. Uden hende har jeg et stort hul i hjertet, som ingen andre kan fylde ud. Hun er mit hjerte. Hun er mit mod, min styrke og min sårbarhed. Hun er mit eventyr. Og jeg er hende.

Så det handler om måden, vi er i livet på, det har Ravnen ret i.

Nu er det Imbolc

”Og nu er det Imbolc” siger hun fornøjet, Ravnen og ser på mig funklende øjne. Et magisk tidspunkt.” Jeg nikker glad og kan mærke det langt ind i sjælen. Det er mit tidspunkt. Og Brigids tidspunkt.

Brigid og de gamle keltere

For de gamle keltere var Imbolc den tid på året, hvor nyt liv opstår. Træer og planter begynder at vokse, vinteren møder foråret for første gang. Man holdt ildfest eller lysfest for Brigid, Gudinden for poesi, smedekunst og healing. En af ideerne med lysfesten var at vække lysets ånd midt i den mørke vinter (midvinter).

Ved Imbolc eller på dagen for Candlemas eller Kyndelmisse, om du vil, den 2. februar, fejrer vi jordens genopvågning efterhånden som solens varme og lyset vender tilbage. Men perioden for Imbolc strækker sig helt frem til den 13. februar, hvis man skal tro gamle skrifter. Det har jeg valgt at gøre. Og uanset hvad, kan vi forankre os i den energi, som vi også er en del af og spørge os selv om potentialet, spirerne og det, vi ønsker, skal vokse i den nye cyklus.

Kald det, hvad du vil

For det, vi har fokus på, vil vokse. Vi mærker vores intention, hvad har vi lyst til at sætte i bevægelse og begynde? Her giver vi altså bevidst liv til vores intention om positiv forandring, især det, som blidt skubber os frem og forvandler os indefra. Det er et kraftfuldt tidspunkt at ændre gamle vaner på og skrive nye historier og fortællinger. Et skridt, et ord af gangen.

Find din egen vej og måde

I øvrigt kan du kalde tidspunktet, for hvad du vil. For mig er tidspunktet Imbolc, men for dig er det måske anderledes?

Find gerne din helt egen vej og energi i februar, som ankommer i morgen og brug de ord, som føles godgørende for dig. Du kan sætte dig helt fri af dogmer og andres forståelse og forankre dig i nuet, det skabende øjeblik og skrive dig ind i tidspunktet i naturen og i dig selv.

Gå ud, gå ind og skriv om det

Gå ud og se dig omkring, mærk luften og livet, der begynder at ulme igen. Hør solsorten, som nu øver sig på sin forårssang. Se erantis og vintergæk stikke hovederne frem i haverne rundt omkring og lyt til den sang, der blæser i vinden. Gå ud og forbind dig, gå ind og skriv om det. Som det nu passer dig. Prøv dig frem og find din egen vej og måde.  Din måde at skabe forbindelse på, din vej til kraften og din iboende kreativitet og glæde.

Du er bærer af din egen visdom, men du kan som jeg har gjort det vælge at invitere Brigid ind i din cirkel og lytte til hendes stemme i dig selv. Det, hun repræsenterer på dette tidspunkt af året, hvor vinter møder forår for første gang.

Begynd på ny

Imbolc finder sted i slutningen af januar og begyndelsen af februar. Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage.

Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk nu. Det er et perfekt tidspunkt at kaste lys på noget af det, som har overvintret i mørket og under jorden. Uden hastværk eller forcering, bare lytte, mærke og lade komme. Et fint tidspunkt at begynde på ny.

Kunst, poesi og fortællinger

Imbolc er også et gunstigt tidspunkt for kunst, poesi og fortællinger. Jeg har selv mærket det gennem de senere år, hvor noget ligesom vågner i mig. Det er altid ved Imbolc, at jeg tager mit malergrej frem igen og supplerer ord og fortællinger med farver og billeder. Jeg føler mig antændt af inspiration, kreativitet og nyt liv.

Jeg har valgt at skabe rum for en intuitiv skriveworkshop i anledning af Imbolc. Den 8. februar gæster 6 kvinder med skrivelængsel min skrivestue. Sammen skal vi via ord og fortællinger på opdagelsesrejse i Imbolc energien og hvem ved, måske vil både Ravnen og Brigid være til stede på denne dag også?

Ravnelatter

Det får hende til at le højt. Rullende og hjerteligt. Ravnen. Hun ler så tårerne triller og ser på mig gennem et vandfald af visdom.

”Hvad er dér?” hører jeg mig selv spørge.

Hun ved noget, jeg ikke ved. Det står klart, det bølger mellem os og danser mellem linjerne. Og nu, hvor jeg har lært hende lidt bedre at kende, ved jeg også, at hun ikke har tænkt sig at afsløre det for mig. Jeg vil selv opdage det, når tid er. Jeg kan stille spørgsmål og lade dem føre mig på vej, men svarene kommer ikke, før jeg er parat. Det er en modningsproces så forunderlig, at man bare må acceptere den og vælge at trække vejret dybt gennem dens tråde af magi.

Jeg glæder mig til skriveworkshoppen og til at fejre Imbolc sammen med de kvinder, som kommer. Alle pladser er optaget, det blev som det skulle være på den skriveworkshop, som jeg allerede så for mig og mærkede tilbage i efteråret. Du kan læse om tilblivelse i fortællingen om ”Ravnen og skriveworkshoppen”.

Brigid i os selv

Vi kommer med vinteren i os, vi er stadig vinter, men vi er også bærere af det forår, som snart skal komme. Vi er lysets potentiale og det er det lys og vores skaberkraft, vi fejrer på skrivedagen og i forbindelse med Imbolc i øvrigt. Vi gør det via fortællingens kraft og ved at forankre os i fejringen af Brigid og lyset. Men det handler ikke så meget om at lære Brigid at kende via en slags intellektuel forståelse, selvom det er vanvittigt spændende at gå på opdagelse i gamle bøger og lære hende bedre at kende.

Der er et spind af historier og fortællinger om hendes væsen, der er delte meninger og mange slags fortolkninger. Opgaven er at lytte, lære, mærke efter og siden at gøre det til sit eget. Det som vækker genklang. For ét er Brigids historie og det, der var de gamle kelteres fejring, noget andet er, hvem eller hvad Brigid er i os selv.

Dansen i lyset, varmen fra ilden

Vi er her for at fejre. Lyset, potentialet og de små spirer af livskraft, som vi nu mærker. Vi er her ikke for at kaste vinterens kåbe af os, vi har stadig mørket i os og vinteren er ikke forbi, men vi er her for at danse lidt i lyset og mærket potentialet for den kommende tid. Have fokus på det, vi mærker er godt for os, det vi ønsker at tage med os videre på rejsen. Varme os ved lyset og ilden, den arneild, som Brigid også i følge sagnet er beskytter af.

Jeg vandrede med hende gennem skoven i weekenden, jeg lyttede, betragtede og forstod. Den slags forståelse, som snarere er en dyb indre vished end en mental forklaring på noget, som er nærmest uforklarligt. Og dog. For var det ikke netop det, som skoven lod mig vide, da jeg vandrede? Fornemmelsen af spirende lys og levekraft mellem træerne.

Var det ikke selve mysteriet, der åndede på mig og gav mig en følelse af indre eventyr og en livsgnist, som jeg aldrig i mit liv har oplevet så stærkt før?

Så længe det skaber genklang og resonans

Og er det i sidste ende ikke ligegyldigt, hvad vi kalder det? Så længe det skaber genklang og resonans og er med til at bane vej for den kraft og kreativitet, som vi alle bærere af på hver vores måde?

En hare løber over marken og følger lyset mod syd. Ravn smiler stadig smørret og letter så. Ordløs visdom får vinger. Hun er sin egen fortælling, Ravn og hun er til stor inspiration. Sådan er det bare. Sådan er jeg bare.

Og fortsættelse følger.

Blessed Imbolc. Glædelig Imbolc.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Birch tree at sunset” © Ying Feng Johansson, Dreamstime 


forarscirklen

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Forårscirklen starter den 1. marts

Online Skrivegruppeforløbet Forårscirklen starter den 1. marts 2017 og varer i 3 måneder. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Invitation til Forårscirklen finder du i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund stadig ledige pladser og du er hjertelig velkommen.


intuitiv-skriveworkshop2017

Jeg har nu sat dato på de intuitive skriveworkshops i 2017. Alle skriveworkshops er forankret i årstiden og et særligt tidspunkt på årshjulet.

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP FOR KVINDER MED SKRIVELÆNGSEL

Onsdag den 8. februar kl. 10
i anledning af Imbolc og i lysets tegn – invitationen finder du her.
Alle pladser er optaget.

Lørdag den 29. april kl. 10
i anledning af Beltain – detaljer følger

Fredag den 22. september kl. 10
i anledning af efterårsjævndøgn – detaljer følger

Lørdag den 28. oktober kl. 10
i anledning af Samhain og i mørkets tegn- detaljer følger

Alle pladser på skriveworkshoppen den 8. februar i anledning af Imbolc er nu optaget, så hvis du vil i gang med at skrive og folde ud i et af mine skriveforløb ganske snart, så tag et kig på invitationen til Forårscirklen ovenfor. Vi starter den 1. marts.

Og ellers mødes vi igen til intuitiv skriveworkshop sidst i april omkring Beltain. Du er hjertelig velkommen og kan forhåndsreservere din plads ved at skrive en e-mail til mig skrivehuset@gmail.com.

 

Ravn i mosen

winter-moors

Dybt i vinteren, januar er fremskreden og langsomt nærmer vi os tidspunktet for Imbolc.  Den seneste uge har jeg mærket en velkendt rastløs energi krydret med vished om, at det virkelig ikke er tid endnu. Jeg har læst mig ind i egne ord om, hvordan man bevidst kan vælge at gå helt ind i januar og i kærlig accept give slip på alle forestillinger om, at der findes en genvej til forår. For der er mange gaver at hente, hvis man ikke forcerer og forsøger at flygte fra det, der er vinterens formål og budskab.

Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå uden at jeg skal anstrenge mig.

Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen. Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.

Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal. Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt.

Fra “Ventesang og forårsdrømme” januar 2016

Har jeg så lært det?

Og så skulle man jo tro, at jeg var blevet bedre til det i år. Jeg læser mine egne ord og ryster træt på hovedet, det står jo dér, sort på hvidt. Og ydermere har jeg en dyb vished om, at det er sådan, det forholder sig. Som januar er jeg fuld af tålmodighed, opfyldt at ro og kærlig accept, jeg glæder mig over vinterens tomrum og tågede dage, hvor jeg selv er mindst lige så tåget. Min vej ligger hengemt i vintertyk dis og fuglene flyver forbi, mens de kaster små bemærkninger af sig, som godt kunne lyde lidt spottende, hvis man altså ikke lige trækker vejret dybt og lytter til det dybere budskab. Et strejf af noget andet. En drys vished.

Endnu et besøg af ravn

Hun kommer til stede, som hun har det for vane her i vinter. Ravnen. Pludselig er hun dér, ofte i luften over markvejen, når jeg om eftermiddagen går tur med hundene. Når jeg vandrer langs mosen, kan jeg høre hende i trætoppen og hvis jeg kigger godt efter, kan jeg se hende. I går var hun i selskab med en anden ravn, som jeg ikke har set før. Men ofte er hun alene og hun opsøger mig, når jeg endelig stikker næsen ud og genopdager, at frisk luft og bevægelse gør underværker.

Som imiterer Ingmar Bergmann

”Dæmoner kan ikke lide frisk luft” skræpper hun og imiterer Bergmann. Hun ligner ham til forveksling, når hun ser på mig. Jeg misser med øjnene mod lyset, mens jeg nikker, for jeg kender godt sætningen og jeg ved, at den er sand.

En tur i mosen og en anden fortælling

Det gjorde godt at forlade huset i går eftermiddag og følge det bratte strejf af sol, da skyerne pludselig gled til side på en ellers grå dag og badede landskabet i et skarpt og lovede januarlys. Ud af markvejen, langs skellet og ned i mosen. På et tidspunkt går det lidt op, man mærker det ikke, men pludselig står man på noget, der kunne minde om en bakketop og skuer ud over landskabet. Nøgne trætoppe, som omkranser mosen og et forholdsvis fladt midtsjællandsk landskab med marker og små arealer af pludselig skov. Dér på bakketoppen falder jeg som regel ind i et andet tempo, en dør åbner sig og jeg ser det, jeg ikke kunne se før. Landskabet og fuglene, som flyver over mit hoved, letter og lander fra træerne i mosen, fortæller mig en historie, som jeg ikke helt kunne høre før. Selvom jeg ved, at den findes. Og at den hele tiden er tilgængelig, hvis jeg altså bevidst træffer et valg om at invitere den ved at forbinde mig.

Ravnen sidder stadig foran mig, hun smiler underfundigt eller sådan ser det ud. Jeg drikker kaffe af en kop med prikker, tern og en solgul kant. En kop uden hank, perfekt til en god kaffe om formiddagen. Ikke for stor, ikke for lille. Kaffe med havremælk og to skrivelys i lotusstager. Jeg er anderledes rolig i dag, det kan jeg mærke, turen i mosen har sat sine spor. Jeg kaldte det min sanketur og det er sandt, jeg har virkelig sanket. I går var jeg træt og tom, i dag er noget igen anderledes.

Den kreative proces

”Den kreative proces” siger ravnen og kigger beundrende på sin blåsorte vinge. Den ligner en smuk handske, fjerene er som lange, slanke fingre. Jeg længes efter at gribe ud og holde hende i hånden. Der er noget fortryllende over hendes fremtoning og en længsel bobler i mig. Åh, at være som hun og vide alt det, hun tilsyneladende har vished om. Længslen blandes med taknemmelighed, jeg er glad for hun sidder her og gør denne fortælling mulig. Og i øvrigt hjælper mig med at huske. For det er sandt. Den kreative proces er på ingen måde lineær eller særlig forudsigelig. Alligevel er der noget, som hele tiden dæmrer, når jeg genopdager det, jeg godt vidste, men som jeg lige glemte og var nødt til at opdage igen.

Genopdagelsen. Gentagelsen. Den subtile disciplin, der åbner op for magien.

”Rrrrrååå” siger hun så og ler højt. Hun klikker med næbbet og betragter mig i et rum af underfundig forbundethed. Det gjorde godt at komme en tur i mosen i går. Det gjorde godt at stå på bakketoppen og se ud over landskabet, læse dets budskaber og høre fuglene stemme i. Det lindrede at trække vejret dybt og få forbindelse til alt det, jeg i virkeligheden længes efter, når jeg ihærdigt forsøger at forcere og få til at ske. I januar. Men jeg huskede og da jeg gik, ledte jeg ikke efter inspirationen. Jeg lod inspirationen finde mig.

writing-close-up

Morgensiderne hjælper også til at huske

Dybt i vinteren og ganske tæt på Imbolc. Da jeg skrev morgensider i går og gav mig selv lov til at sætte ord på den frustration og træthed, jeg pludselig mærkede og som gjorde mig gold og stædig, skete der noget allersidst på siderne. Jeg skriver 3 sider hver morgen, for morgensiderne er vitterligt magiske.

”Januar, lige nu er jeg bare træt” skrev jeg og følte mig som det tungeste væsen i verden. Så kom ordene og jeg kunne høre hendes syngende stemme dybt i mig, mild og kraftfuld på samme tid:

”Det er snart Imbolc, du må ud og få frisk luft og finde de små spirer, som nu kigger op af jorden. Har du egentlig set, om der er erantis i din cirkel udenfor hegnet? Har du været inde i cirklen, er du trådt ind og har du hilst på træet dit? Har du forbundet dig? I tillid?

Så slap siderne op og det var nok meget godt. For jeg sad tilbage med spørgsmål, som uden bebrejdelse og i kærlighed lod mig vide, at der vist var noget, jeg havde overset. Igen. Jeg rejse mig fra min egen tunghed og gik gennem en mur af modstand ud og tog overtøj og gummistøvler på. Langs hegnet, ind i det lille buskads bag haven og hen til den cirkel af træer, som jeg fandt sidste år. Close to home.

Og der var de, små erantis, gule bebuderne af livskraft og et tegn på, at vi virkelig nærmer os Imbolc. At noget sker, selvom vi ikke kan se det og at kraften arbejder stille under jorden. Jeg lyttede til træet, som ikke overraskende fortalte mig om tomrummet, ventesalen og alt det, jeg egentlig godt ved. Men det var godt at blive mindet om det og mærke træets dybe og rummelig accept. En sten faldt fra mit hjerte, jeg sagde tak og gik tilbage, hvor jeg kom fra.

Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.” – Jeff Brown –

Lad processen arbejde for dig

Ravn er fløjet nu, men jeg kan stadig mærke hendes glød. Hun er et af de klogeste væsener, jeg har mødt, selvom hun egentlig ikke gør meget stads af sig. Jeg elsker, når hun dukker op og pirker til min opfattelse og sætter mine overbevisninger på prøve. For mest af alt får hun mig til at huske. Hun prikker kærligt til mig og inviterer mig til at vende tilbage. Skabe forbindelse. I tillid.

Et lys breder sig på himlen udenfor, skyerne glider til side og dagen er lysere, end jeg havde regnet med. Hvilket minder mig om noget, jeg netop har skrevet til kvinderne, som lige nu er på skriverejse i Vintercirklen og Solhvervscirklen.

Giv slip og lad komme (det er lettere sagt end gjort, men hvis vi hengiver os til processen, bliver vi bedre til det undervejs)

“Når I skriver og arbejder med afsæt og skriveopgaver, jeres egen proces og i det hele taget, så prøv gerne at lade være med at tænke skrivestil og i tankerne at gå efter noget bestemt. Bare giv slip og lad komme, læg dommeren og bedømmeren lidt væk og vær blot nysgerrige efter, hvad der viser sig.

Lad processen arbejde, mød op og skriv, som du gør det her. Vi er ofte alt for hurtige til at drage konklusioner og her i skrivecirklerne er intentionen jo netop at skabe et frirum for ord og skriverier. Et sted, hvor vi kan prøve os frem. Uanset hvad resultatet bliver, for i virkeligheden er det allermest processen, vi lærer af. Vores fremmøde, vores skrivearbejde og alt det, der sker mellem linjerne.

Fokuser på processen

“Getting it right is not as important as paying attention to what and how you are learning” siger Loren Cruden og det er sagen i en nøddeskal.

Fokuser på processen og lad på forhånd være med at udelukke noget. Rejs i nysgerrighed og undren og lad ordene folde det ud, I ikke kan tænke jer til. Der er mange gaver at hente.”

og betragt dig selv i processen

Når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis.

Processen er nøglen til varig skriveglæde og selvudfoldelse via ord og fortællinger. Lytning er et andet nøgleord. Lyt til din skrivelængsel, den er ofte et kald fra sjælen.

Kærlig hilsen
Lene


forarscirklen

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig.

En visdom og en vej, du kan skrive dig ind i

Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Invitation til skrivegruppeforløbet FORÅRSCIRKLEN er ude nu

Invitation til Forårscirklen er ude nu og jeg har åbnet for tilmeldinger. Forårscirklen er som de andre skrivecirkler et online skriveforløb, vi mødes ikke fysisk, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Du finder invitationen til Forårscirklen ved at klikke på billedet ovenfor. Vi starter den 1. marts. Hvis du kan mærke, at du skal være med, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com.


Kom, skriv og fejr Imbolc på intuitiv skriveworkshop den 8. februar –
en skrivedag for sjæl og hjerte

Der er 2 pladser tilbage. Klik på billedet nedenfor for invitation og detaljer.

imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Thumbnail Photo: “Winter sunrise” © Helen Hotson, Dreamstime
Øvrige fotos: © Lene Frandsen

Te med jasmin i lysegrøn kop

te-med-jasmin_sporlaegningsfasen

Te med jasmin i lysegrøn kop og skrivning af eBog om sporlægningsfasen, som i første omgang skal udleveres til en skøn og livsklog kvinde, som nu er klar til at skrive sin bog.

Sådan skrev jeg på Skrivehusets Facebookside i går, mens jeg hyggede mig med skrivning af eBogen. I dag er koppen turkis og indeholder kaffe med havremælk. Og jeg har også skiftet farve, energien er mindre end i går. Udenfor sniger disen sig langs hegnet i horisonten, smyger sig over marken og dækker delvist træerne i skellet.

Januar er stille og eftertænksom i dag. Både hun og jeg er temmelig disede.
Hvordan var nu lige det var, det dér med tomrummet?

At huske og vende tilbage

Jeg må anstrenge mig for at huske, hvad jeg skrev om sidste år ved samme tid, alt det, jeg godt ved og som bølger dybt i mig. For det hænder at jeg bliver strejfet af et utålmodighedshagl og glemmer, hvad jeg har lært af naturen gennem de sidste mange år. Det hænder, at jeg glemmer hvem jeg er. Det er som om noget i mig trækker i den anden retning, en følelse af rastløs energi og et dybt suk over trætheden og den samtidig manglende energi. Et paradoks, et tomrum midt i det, der er vinterens gave. Januar.

Jeg er kommet for at huske. Tomrummet. Ventesangen.

Så sad hun dér, Januar

Hun ser på mig over brillens kant, stryger forsigtigt en hårtot væk fra øjnene, så hun bedre kan se mig. Hendes læber bevæger sig og former noget, der kunne minde om et smil. Alligevel er udtrykket i hendes øjne ganske alvorligt. Jeg ser på hende, fastholder hendes blik, de stålgrå øjne, en farve af intens væren. Fuldstændig forankret i nuet, hvilende i sig selv og med både overblik og overskud til endnu engang at fortælle mig det, jeg har hørt så mange gange før og som jeg efterhånden har vished om. Alligevel sker det, at jeg glemmer.

Den aktive deltagelse er en forudsætning

Hun er her til at minde mig om det. Når jeg altså spørger, når jeg konsulterer hende og møder op. Den aktive deltagelse er en forudsætning. Det ved jeg med sikkerhed nu.

”Te med jasmin i lysegrøn kop”. Hun smiler nu, et suk glider over hendes læber, mens hun smager på ordene som om hun selv drak af den gode te. Jeg er vild med jasmin. Så kigger hun ned på bunken af papir, som ligger på bordet foran hende. Hun fisker et ark ud, som hun højtideligt holder op foran mine øjne, så jeg kan se. Eller det vil sige; jeg kan faktisk ikke se det, for jeg er langsynet nu og hun er for tæt på.

”Læs højt for mig, Januar” beder jeg med indsmigrende stemme og hun nikker. Det vil hun gerne.

wintergate

”Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå når tid er og uden særlig anstrengelse.

Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen.

Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.

Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal.

Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt. Så kommer tomrummet, de kolde ventesale, tågen og usigtbarheden, men det hører med til rejsen.

Ventesangen. Den er en hyldest til tomrummet og de tidspunkter, hvor man ikke ved og bare er. Det er et fint sted at være, påstod ørnen forleden, hvis man altså ikke modarbejder det. Forsøger at flygte, gøre bedre eller anderledes. Prøv bare at sidde lidt, selvom rastløsheden trommer i tindingerne”, sagde han til mig.  Jeg sad lidt og stirrede ud af vinduet, betragtede træernes fantastiske formationer i disen, sort mod hvidt, og lyttede til dråbernes rejse fra is til vand. En smuk komposition, en vintermelodi så subtil, at man virkelig må lytte inderligt og være stille, hvis man vil høre den.

Jeg hørte den. Lige dér blev jeg januar.”

Hun er færdig med at læse nu, ordene stopper brat og jeg rystes ud af det lytterum, jeg befandt mig i. Ønsker at hun ville blive ved at læse og lade mine egne ord fortælle mig, hvad jeg egentligt god ved. Så jeg kan huske. Så jeg kan vende tilbage til det sted, hvor tillid og accept smyger sig om mig som en blød kåbe.

”Godt så Januar” siger jeg og bryder den stilhed, der har lagt sig som et tæppe mellem os. ”Jeg husker det.”

Træd helt ind i cirklen

”Gør du?” Igen ser hun på mig over brillekanten. ”For jeg kan mærke, at du stadig står udenfor. Kigger ind, danser lidt rundt i periferien, men du er nødt til at komme helt ind. Ind i cirklen, ind i varmen og ind i det sted i dig selv, hvor du er dybt forankret i både din egen kerne og det, der er naturens tilstand lige nu. Intet hastværk. Det er tid til igen at blive januar. Lytte. Høre den smukke komposition, en vintermelodi så subtil, at man virkelig må lytte inderligt og være stille, hvis man vil høre den.”

Med de  selvsamme ord, som jeg skrev sidste år, rejser hun sig fra bordet og forlader skrivestuen. Men hun er her endnu. Hendes væsen danser i disen og vibrerer som et møl omkring flammen på mit skrivelys. Januar.

Te med jasmin i lysegrøn kop. Alt er præcist som det skal være.


Skrivelyst og længsel?

Kom med på intuitiv skriveworkshop i anledning af Imbolc den 8. februar.

Vi er midt i januar og dybt i vinteren. Men der sker snart noget, tomrummet løfter sine tykke vægge for en subtil og spirende energi i slutningen af januar og begyndelsen af februar.

Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Vintergæk, erantis og forstadier til knopper på træerne. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage og det mærkes især på tidspunktet omkring Imbolc, som også er det første møde mellem vinter og forår

Lytte og lade komme

Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk omkring Imbolc. Det er et perfekt tidspunkt til at kaste lys på noget af det, som har overvintret i mørket og under jorden. Uden hastværk eller forcering, bare lytte, mærke og lade komme.

Spirerne i os selv

Ved Imbolc fejrer vi jordens genopvågning, potentialet og den spirende energi fra den nye årstid og spirerne i os selv. Inspirationen, livsgnisten og det første møde mellem vinter og forår, en kraft og magisk alkymi, som også findes i os selv og som vi bevidst kan vælge at forbinde os til.

Imbolc er også et særligt gunstigt tidspunkt for kunst, poesi og fortællinger. Jeg har selv bemærket det i min egen proces gennem flere år og nu er jeg klar til både at fejre og åbne min skrivestue for en intuitiv skriveworkshop først i februar.

En helt særlig skrivedag for sjælen

Kom og vær med til at fejre på en særlig skrivedag for sjælen. Den 8. februar kl. 10 finder årets første intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel sted. Skriveafsæt og øvelser tager udspring i tidspunktet omkring Imbolc og skrivedagen er samtidig en fejring af både kreativitet, skriveglæde, skaberkraft og lyset, naturligvis.

Vi arbejder og leger med fortællingens kraft som på de andre intuitive skriveworkshops. Deltagelse kræver ingen forkundskaber, medbring blot din skrivelyst og længsel.

Der er endnu 2 pladser tilbage omkring bordet i min skrivestue. Hvis den ene er din, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com. Invitation og detaljer finder du i linket her.


forarscirklen

Forårscirklen er det næste online skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelængsel. Vi starter skriverejsen den 1. marts og du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet du befinder dig. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et forløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden.
– Glennie Kindred –

Årshjulet, den naturlige cyklus og skrivecirklerne

På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid og særlige tidspunkter på årshjulet inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Jeg taler ofte om det keltiske årshjul, fordi det skaber dyb resonans i mig, men du finder de samme tidspunkter i den nordiske tradition. Kald det, hvad du vil og lad det runge, skabe genklang og skænke dig den forankring, du længes efter.

Vi skriver i livet

Selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene, din intention og fortællingens kraft føre dig på vej. Jeg viser dig hvordan.

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med. Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

De fleste veje, værktøjer og løsninger opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og begynder at skrive. Og jeg er med som skrivecoach og underviser til at holde rummet og støtte, løfte og hjælpe dig på din skrivevej.

Når vi lærer at holde øje med os selv i processen, sker der noget

Jeg holder skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. I stedet for at lære at skrive på en bestemt måde, lærer du at skrive på din egen måde og efterhånden vil du opleve, at du skriver mere frit og ubesværet. I skrivecirklerne lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe og flod, opture og nedture.

For når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Kreativitetens dans

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Fortællingens kraft

I alle skriveforløb arbejder og leger vi med fortællingens kraft. Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.

Levende fortællinger og kærlig energi

Og hvem ved, måske er fortællinger i virkeligheden levende ånder, som kommer til stede for at hjælpe os og bygge de broer, vi har brug for, så vi kan komme over kæmpemæssige voldgrave af frygt, modstand og tilbageholdenhed?

I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie udsøger sig visse mennesker, gennem hvilken den ønsker at blive skrevet. Og min egen erfaring, både på egen skriverejse og i min rolle som skrivecoach og underviser, siger det samme. Det forholder sig faktisk sådan.

Fortællingerne er levende, de er energi og ofte er de gjort af sjælens sandhed og kærlighed. Det gør godt at møde op, lytte, skrive og tage imod. Det er historiemedicin for sjælen.

forarscirklen

FORÅRSCIRKLEN starter den 1.marts og forløbet varer 3 måneder. Du reserverer din plads på e-mail til skrivehuset@gmail.com.

Invitation til Forårscirklen og flere detaljer finder du her.

Kærlig hilsen
Lene

Life is sacred.
You are alive, you are a sacred being.
Connect with that sacredness.
Look for it in every beating Heart, in every form life touches.
Be alive in the sacred and let the sacred live through you.
– Loren Cruden –

Så kan hun lære det

old-stone-wall_winter

Skrøbelige januar, stærk i din sårbarhed. Mens jeg vandrer i de tynde lag af iskolde erkendelser, går det op for mig fra et dybere sted, at du virkelig mener det, du siger. Din fortælling er anderledes end det, jeg tidligere hørte, hvilket selvfølgelig skyldes, at jeg ikke rigtig lyttede til dig. Jeg mærkede bare ubehaget ved at føle mig sårbar og nærmest hudløs i dine første dage og uger, men jeg bed tænderne sammen og kæmpede mig gennem dine dage og nætter.

Jeg hørte ikke ord som langsomhed og dvale, jeg forstod ikke den tågede, dæmpede udsigt og jeg blev melankolsk og nærmest deprimeret over det alligevel skarpe lys, som ind i mellem gled frem fra skyerne og kastede vinterens projektør på det, der var mit liv. Dit landskab.

Nu er det anderledes. I skæret fra mit skrivelys og til lyden af vinden derude, glider jeg med skyerne over himlen og velkommer den træthed, jeg mærker og som fortæller mig, at du virkelig ved, hvad du taler om. Januar. Men selvfølgelig skulle jeg lige huske det og det fik jeg en smertelig lektion i forleden dag, da jeg om eftermiddagen gik tur med hundene på den knoldede, og skulle det vise sig, temmelig glatte mark herude.

Nytårets kontraster

Det var januars første uge, netop hjemkommet fra nytårsferien i Sverige havde jeg en temmelig stram dagsorden, som samtidig krævede fordybelse og forbundethed. Men det var for meget forlangt, jeg kunne mærke hvordan de hektiske tanker, som stod i skarp kontrast til den fine nytårsfejring i Sverige, nu buldrede løs og tog mig med på tur. Jeg gjorde det, jeg kvindede mig op, jeg overhørte små pip om træthed og om at gå langsomt ind i det, der var årets første dage.

Jeg fik gjort det, jeg skulle og samtidig fik jeg ryddet op efter julens efterladenskaber, social aktivitet og alt det, vi havde ladt bag os, da vi krydsede broen til Sverige og endnu engang rejste ind i det åbne landskab i Österlen, som jeg holder så meget af. Bakkerne, lyset, skoven bag huset. Vi var ved vandet og jeg gennemførte mit nytårsritual præcist som jeg kan mærke, at det skal være. Jeg gav det til havet. Jeg følte mig lettere. Jeg følte mig fri.

Lindrende, introverte dage

Det var blide, milde dage og en kærkommen restitution ovenpå julens sociale aktiviteter, som jeg nyder, men som samtidig trætter mig, fordi jeg sjældent har særlige stunder for mig selv, hvor jeg kan suge næring og bare være, introvert som jeg jo er. Men det er et bevidst valg, fordi jeg elsker samtidig at have min familie på besøg, lyden af trin på trappen og i gæsteværelset, stemmer gennem stuerne. Jul skal der til, men så trænger jeg altså også til natur, åbent landskab, vandreture og masser af godgørende ro og stilhed. Små ord i notesbøgerne, glimt af alt det, der skal komme.

Dagene omkring nytår lindrede og gjorde mig godt, men afbrydelsen var brat. Da vi kørte over broen og vinden hev i bilen, mens lyset sejlede over Øresund og mågerne skreg, vidste jeg at det var sket. Det var blevet nytår og livet ventede. Det liv, som jeg har besluttet mig endelig skal leves i overensstemmelse med min egen dybe overbevisning, det, jeg tror på og det, som er godt for mig. Kun sådan kan jeg virkelig være den kvinde, jeg er kommet for at blive og give af det, der er min gave til denne verden. I dette liv. Nu.

Så kan hun lære det og det gjorde hun vist

Men altså. Jeg faldt. Dér på den isglatte knoldede mark. Vinden var bidende kold, solen skinnede og lyset var nærmest for skarpt. Selvom jeg allerede havde gået lidt, var jeg stadig oppe i hovedet og tanker om pligter og gøremål hvirvlede rundt og lavede trommesolo i mine tindinger. Den kolde vind stressede mig, drillede, men jeg hørte ikke dens ord. Jeg lyttede ikke, jeg var ikke stille nok, jeg gik bare, fast besluttet på lige at få hunden luftet og så komme ind og videre med alt det, jeg havde gang i.

Men så faldt jeg. Bang. Lige så lang jeg var ramlede jeg forover og slog begge knæ ned i jorden. Den frosne, knoldede og meget hårde jord. Slaget var lammende og smerten øjeblikkelig og intens. Det gjorde virkelig ondt. Nu handlede tankerne om, om jeg overhovedet kunne rejse mig og hvad der var sket, men snart kom jeg op og med vaklende skridt gik hunden og jeg tilbage til huset. Jeg kunne gå, men jeg var omtumlet og kvalm. Smerten var stor. Tilbage i huset fik jeg gjort skaderne op og satte mig straks i lænestolen med is på begge knæ og på venstre håndled, som var lettere forstuvet.

Og mens jeg sad dér og stadig holdt på tårerne, chokeret og forslået, forstod jeg det. Et vink med en vognstang. Så kan hun lære det, den kvinde, som godt ved og som oveni købet skriver og fortæller om det. Walking the talk … or not. She fell. Januar og den isglatte knoldede mark lagde mig ned, så jeg kunne forstå det. De kommende dage var jeg nødt til at færdes i ekstrem langsomhed, jeg var forslået og virkelig øm. Jeg sad fortsat med is på knæ og håndled og langsomt forsvandt hævelsen.  Langsomt.

Men læringen forsvandt ikke. Den står mig soleklar på en gråvejsdag i januar.

owl-in-the-night

Det er jo ugletid

Det ironiske ved fortællingen er, at jeg samme eftermiddag netop havde skrevet og udgivet blogindlægget Ugletid, som du kan læse her. Jeg citerer mig selv og ørnen:

Vi har passeret Vintersolhverv og er ankommet til et nyt år og den allerførste måned. Januar. Det hele begynder igen. Lyset vokser for hver dag, der går og efterhånden kan vi se og mærke det. Dagene bliver igen længere, men i starten går det ganske langsomt.

For januar handler ikke om at forcere og skynde sig for at få ting til at ske. Og måske er energien ikke så stor endda? Vi hopper muligvis ind i det nye år med bulder og brag og gode intentioner, men når januar folder sit tæppe ud, sker det sjældent med stor ståhej.

Der følger en stilhed og et tavst tomrum efter nytårsfesten og hvis vi ikke skynder os videre og fylder tomrummet op med gøremål og slår os selv i hovedet, fordi vi stadig er vintertrætte og måske endda en smule drænede ovenpå julen og sociale aktiviteter, ja så kan vi lade os gribe af noget andet.

En stilhed. Noget subtilt og afventende, reflekterende og restituerende.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdig skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

raven_imbolc

En fortrolighed, der går gennem tid og rum

”Når hovmod står for fald” hører jeg hende skrige, hun ler højt og kommer bag på mig. Ravnen. Min nye veninde. Og måske er det en fornærmelse, at jeg kalder hende veninde, men jeg kan godt lide hendes ærlighed og jeg mærker en sælsom fortrolighed mellem os, som går gennem tid og rum. Og tro det eller ej, hun er bestemt ikke ukærlig, nærmest tværtimod. Hun får noget i mig til at smile, til at blive lettere og hun viser mig, at det indimellem godt kan være en gave at give sig selv lov til at være lidt fandenivoldsk. Hun minder mig om mit mantra, der opstod i efteråret 2015: Nej, fandme nej og som jeg stadig giver mig selv lov til at udtale, skrive og mærke, når jeg er i gang med at falde i gamle fælder, hvor jeg klipper en hæl og hugger en tå. Ravnen.

Kom, lad os danse.

”Var det hovmod” spørger jeg og husker i det samme gaven ved at stille spørgsmål, som man ikke umiddelbart forventer svar på. Hvis da overhovedet. For jeg ved godt, at Ravnen ikke giver sig af med at fabulere om den slags. Hun kaldte det hovmod. Så kan jeg tygge lidt på den.

Ravnen og skriveworkshoppen

Jeg vil hellere høre om skriveworkshoppen i forbindelse med Imbolc” siger hun og klikker med næbbet. ”Bliver den så til noget. Ja, for jeg vil jo gerne vide, om jeg skal forberede mig eller flyve et andet sted hen den 8. februar?” Hun ser indtrængende på mig og glimtet i hendes øjne får mig til at klukke af latter.

”Det ved du da udmærket, Ravn, ja! Selvfølgelig gør den det. Men der er stadig et par ledige pladser omkring bordet i min skrivestue, så hvis du vil være så elskværdig at flyve ud i verden og fortælle andre gode kvinder med skrivelængsel, at de er hjertelig velkomne. Det bliver en magisk skrivedag for sjælen, hvor vi fejrer Imbolc og lyset.

Kreativitet. Skaberkraft og skriveglæde. De kvindelige fortællinger.

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will? It is stories women need. Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.” -Sue Monk Kidd-

Og hun kan jo danse

Det får hende til at danse lidt på bordet, små trippende skridt og et rullende ”rrrrråååå”. Jeg ser forundret på hende, for det går op for mig, at hun ikke alene er musikalsk, hun kan også danse. Der er en særlig melodi i det, der for nogen kan lyde skingert. Først nu hører jeg det og fornemmer ligesom, at jeg bliver lukket ind af en tung port. En dør, som ikke fandtes før.

Ravn danser, næbbet klikker, jeg smiler og vugger lidt med.

”Say no more” siger hun og lyder igen til forveksling min gamle engelsklærerinde Frøken Leth.  Men her hører ligheden også op. Der er intet jomfrunalsk eller forsigtigt over Ravnen min. Og i øvrigt er hun ikke min. Jeg er vel snarere hendes. Hun letter og flyver videre ud i det vejr, der nu både rummer vind og tøsne.

Try easier

Jeg drikker den sidste slurk af min te, trækker vejret dybt og lover mig selv at rejse langsomt videre ind i januars energi, lyttende, opmærksom og langt mere stille. Det er jo ugletid.

“You try too hard”, hører jeg vinden synge. “Try easier.”

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Old Stone Wall” © Gabriella Gothberg, Dreamstime


imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

Klik på billedet ovenfor og se invitationen til den intuitive skriveworkshop, som jeg afholder her i Skrivehuset den 8. februar kl. 10 i anledning af Imbolc.

Der er 2 ledige pladser. Er den ene din? Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.


FIK DU LÆST?
Ugletid
Ved Vintersolhverv
Laksen og intentionen
Ingen andre end du
Tabt bag en vogn

old-stone-wall_winter

Ved Vintersolhverv

ravens-in-flight

Det må være årets mørkeste morgen. I min skrivestue har jeg tændt lys og ordene drypper i skæret fra den blafrende flamme. På bordet ligger to magiske sten, som symboliserer min rejse og to ord, der skal følge mig her over tærsklen til det nye solår og give mig hjertemod og styrke på vejen videre. De er blevet mig skænket ved Vintersolhverv og er med til at minde mig om min intention. De er pejlemærker og gaver fra noget, der er større end jeg.

Vi har passeret Vintersolhverv

Udenfor er det kulsort, der er ikke antydning af lys endnu. Ikke desto mindre er det morgen. Senere vil lyset komme svøbt i dis og kun være et subtilt tegn på, at natten er ovre. Et gråt og uigennemsigtigt skær træder frem af nattens dybe skygger og uden at gøre særligt væsen af sig, viser det vej. Langsomt, nærmest tøvende og uden hastværk breder det sit tæppe ud og byder op til vinterdans.

Vi har passeret Vintersolhverv, lyset er født af mørket og selvom man ikke kan se det endnu, går det nu den anden vej. Gennem resten af vinteren med lyset mod forår.

Hun lader det ske

Jeg trækker vejret dybt og mærker forandringen i mig selv som et lille støvkorn af vished. Jeg lader blikket glide fra ordene på skærmen og ud af vinduet. Her mødes jeg af en mur af mørke og kun ser genskæret fra lampen og et spejlbillede af kvinden, som har besluttet sig for at gøre noget, hun på et tidspunkt kom væk fra. Nu er hun vendt tilbage med en intention om at gøre det igen.

Hun skriver fra første færd. Hun er en morgenfugl, det har hun altid været, en introvert morgenfugl med hang til tidlige morgener og ord, som skrives, når det dages. Hun skriver, inden tankerne begynder at trække i den anden retning og skaber følelser af modstand, ja endda frygt for at slet ikke at kunne skrive mere. Hun følger med lyset og når dagen står op, er hun blevet en del af daggryet og solopgangen sker fra hendes eget skød. Hun er en aktiv deltager, allerede fra morgenstunden har hun med sit fremmøde skabt forbindelse og hun lader ordene føre sig på vej. Hun lader det ske.

tango-november-dancing-in-the-air

Ved Vintersolhverv

Jeg skrev min bog færdig (sporlægningsfasen) og drak af kaffen, jeg så stearinlyset blafre og et par fugle flyve forbi med retning mod syd. Lyset var sparsomt og naturen stille, selvom en vind begyndte at blæse op. Jeg lod igen blikket falde ud af vinduet, jeg tillod mig selv at dvæle og blev belønnet med et smukt syn af krager og ravne, som landede fordelt i tre nøgne træer. Det blå lys, som var til stede tidlige på morgenen, var nu blevet gråt. Uigennemsigtigt og diset. To måger fløj forbi og stearinlyset blafrede stadigvæk.

Jeg skrev, jeg var på trommerejse

Jeg skrev, jeg var på trommerejse og jeg havde en givende samtale med ørnen. Jeg fik bekræftet mine solhvervsord, som er symboliseret af de to sten. De har fundet vej til mit skrivebord og jeg bærer deres budskab som en intention i mit hjerte. Tillid. Forbindelse.

When you trust, you connect.

Gå helt ind i cirklen og lad magien gribe dig

Måske var jeg i tvivl, måske følte jeg mig lidt usikker, da jeg stadig stod udenfor cirklen, inden jeg trådte helt ind og lod magien gribe mig. Dér var rumsterende tanker, frygt og modstand, men jeg valgte at gå i tillid og trådte ind i cirklen og fra det sekund blev alting anderledes.

Jeg fejrede Vintersolhverv alene

Jeg trådte over en tærskel og jeg bærer nu budskabet i mig. Følelsen af Vintersolhverv, afrundingen og lysets genfødsel i mig selv.

I går fejrede jeg for første gang Vintersolhverv alene i vished om, at jeg blandt andet skulle skrive min bog ”Fortælling ved Vintersolhverv” færdig.  Samtidig har jeg en intention om at tage min spirituelle praksis helt hjem. Den kan ikke længere være afhængig af andre, af kurser og af begivenheder udenfor mig selv. Det er fint at søge ud, lære nyt og opleve magien og fejring i fælleskaber, men først må jeg bære det i mig. Og øvelse gør virkelig mester!

Hele min dag var skænket til fejringen, det skete på en stille og godgørende måde, i selskab med mig selv, ordene, lysene og fuglene. Blafrende flammer, en duft af røgelse og smag af kærlighed. Jeg lod det ske.

Introvert i vinternatten

Langt senere gik jeg ud i vinternatten og tændte det bål, som jeg havde forberedt tidligere på dagen. Kæresten var med, vi stod tæt på flammeren og gav det til ilden, som vi ikke skulle have med os videre. Eller jeg gjorde, for selvom vi stod dér sammen og tæt forbundet i vores pagt med vinternatten, havde vi hver vores måde at være med ilden på. Hele dagen, færdiggørelsen af bogen, trommerejsen med ørnen og de små ritualer, dansen, glæden og lyden af lys  gled gennem min bevidsthed. Jeg mærkede mine solhvervsord og lod flammerne varme og beskytte mig.

Jeg lod det gå, som ikke længere tjener mig, de gamle udtrådte historier. Jeg gav det til ilden. Og én ting især stod helt klart under den stjerneløse nattehimmel og i flammernes skær.

Ikke mere “hug en hæl og klip en tå”

Jeg hugger ikke flere hæle og klipper flere tæer. Jeg har taget min introverte natur til mig. Nu lytter jeg langt om længe til de sange, der næsten lydløst og alligevel som en forunderlig grundtone spiller for mit indre. Dér, tæt på min livsflod, i mørket og vinteren. Frosne dage og floder, som fryser til is men flyder alligevel. Hvordan kunne jeg dog finde på at flygte fra det? Jeg flygtede fra mig selv, jeg var bange for mit lys. Mit lys, der altid har skinnet dybt i mørket. Dualitetens dans og de fine kontraster.

Jeg havde på fornemmelsen, at det skulle blive i vinteren at jeg ville finde tilbage i de fodspor, jeg uden at tøve dansede i som ganske lille pige. Inden livet kom i vejen. Men nu indser jeg, at det ikke var mit liv, der kom i vejen, det var de andres liv. Deres måde at være i livet på og deres ivrighed efter at lære mig noget, som helt grundlæggende var forkert. For mig.

Taknemmelighed

I lyset og varmen fra flammerne og i ildens bevidsthed var det ikke svært at føle og mærke taknemmelighed. Det kom helt naturligt og flød gennem mig som en kilde af kærlighed. Jeg har taget min introverte natur til mig, jeg trives som en fisk i vandet i mit eget selskab og faktisk er det ret praktisk for en forfatter in spe, skrivecoach og underviser at trives med meget egentid. Og først nu kan jeg indgå i sociale sammenhænge uden smertelige kompromis eller falske forestillinger.

Jeg siger det, som jeg er.

Tvivl forvandles til tro og blokering til skriveglæde

Jeg er dybt taknemmelig for at få lov til at skrivecoache og guide de pragtfulde kvinder, som ofte møder op med hjerterne fulde af tvivl i forhold til deres egen formåen, men som efterhånden opdager, at der slet ingen grund er til at tvivle. Langsomt forvandles tvivl til tro og skriveblokering til skriveglæde.

De fleste af os er introverte af natur

I november måned skete der noget i Vintercirklen, som er i fuld gang nu. Vi opdagede, at de fleste af os faktisk er introverte af natur og at vi længes efter at hengive os til det, der nærer os og som giver os styrke og værdighed indefra. At jeg selv nu har taget min introverte natur til mig, gør selvfølgelig også, at jeg i langt højere grad kan støtte andre kvinder i at gøre det samme. Og det gøres så fint på skriverejsen og i skrivecirklerne, netop fordi at indre nærvær, fordybelse og ro i eget rum virkelig gør en positiv forskel i forhold til at skabe skriverum og lade ordene finde vej.

Det er ofte i stilheden og i eget selskab at vi kan høre sjælens sang.

Selvfølgelig behøver du ikke at være introvert for at deltage i skrivecirkler eller på de intuitive skriveworkshops. Men det er ingen bagdel, tværtimod, hvis du er introvert og/eller du har brug for at hengive dig til dit indre rum for at finde næring og skabe harmoni og balance.

I skrivecirklerne skaber og holder jeg bevidst rummet således, at der er plads til dig, din proces og den indre næring. Skrivecirklerne er en dans mellem ude og indre med fokus på den indre proces. Og du lærer ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer og øver dig i at skrive på din måde.

Du er ikke asocial, fordi du hengiver dig til din introverte natur

En af kvinderne i Vintercirklen kaldte sig selv asocial, fordi hun med vinterens kommen var nødt til at trække energien hjem og putte sig lidt for at komme til hægterne efter en aktiv og udadvendt sommer. Også hun havde forsigtigt erkendt sin introverte natur, men ikke desto mindre var hun stadig slave af alles forventninger om sommerens udadvendte selskabelighed. Hun følte sig forpustet, hun var virkelig udmattet, men selvom hun vidste det og i høj grad mærkede det i både krop og sjæl, var asocial det ord, hun kaldte sig selv. Et fordømmende ord, som på ingen måde har noget med sandheden at gøre. Det gjorde ondt at mærke ordets dom. Det gav en følelse af forkerthed, skam og udstødelse.

Væk med det ord og lad det erstattes af et ord, som føles godt i sjæl og hjerte.

For at være introvert har absolut intet med at være asocial at gøre. At passe, pleje og sørge for sig selv, så man fungerer og har overskud, det er vel enhver kvindes ret.

Aftalen med dig selv er hellig

Aftalen med dig selv er den vigtigste aftale, du kan have i dit liv. For hvis du hele tiden tilsidesætter din egentid, selvom du både har brug for, lyst til og faktisk får energi og nærer dig selv ved at have tid alene, så svigter du både dig selv og din sjæl. Og i sidste ende svigter du også dine omgivelser ved at udgive dig for noget, du ikke er. Bedre er det, synes jeg jo, at danse i ærlighed og i kærlighed til den kvinde, du egentlig er og lade hende komme til orde.

Fortæl det ærligt og kærligt

Sig hvad du har brug for, fortæl det ærligt og kærligt og du skal se, når du giver slip på forestillingerne om, at du skal være noget andet, end den du egentlig er, så sker det hele af sig selv. Du mødes af accept og endda af beundring, fordi du tør stå frem, sige det højt og efterleve det, der gør dig godt.

Overhold aftalerne med dig selv

Og hvordan gør man så det? Jo ser du, jeg er begyndt at skrive mine egenaftaler ind i kalenderen på samme måde, som jeg skriver caféaftaler med veninder, møder og den slags ind. Og de aftaler er mindst ligeså vigtige og gyldige som alle andre aftaler, ja jeg vil endda driste mig til at sige, at de er endnu vigtigere. De er hellige for de er forudsætningen for, at jeg kan fungere i verden, være den, jeg er og give af det, der er min gave til verden. Uden egentid til at nære mig selv med hvad dertil hører, bliver jeg blot en skygge af mig selv. En træt, kedelig og temmelig irritabel skygge.

Måske har du lyst til at gøre det samme i året, som kommer? Skriv din aftaler med dig selv i kalender og overhold dem på samme måde, som når du har lavet en aftale med en god veninde eller din familie.

owl-in-the-night

Uglen og kunsten at lytte

Forleden dag fik jeg et smukt rejsebrev fra en skøn kvinde, som har været på skriverejse og i personligt forløb hos mig ganske længe. Rejsebrevet startede med et citat om en ugle i et egetræ:

”A wise old owl sat in an oak.
The more he saw, the less he spoke.
The less he spoke, the more he heard.
Why can’t we all be like that wise old bird?”

Ordene stammer fra et engelsk nursery rhyme og bliver ofte krediteret til en vis Edward Hersey Richards, men i følge Wikipedia er det ikke helt korrekt. Verset er nemlig langt ældre og er blevet dateret helt tilbage til 1875, selvom det nok er endnu ældre endda.

Uglen i egetræet

Jeg er dybt fascineret af ugleordene, som i sin poesi er så simple og siger det hele. Jeg har stor forståelse for uglen i egetræet. For ordene er essensen af gaven på skriverejsen og i selveste livet, hvis vi altså som uglen er i stand til at blive så stille, så vi rent faktisk kan høre og virkelig lytte. Og jo mere vi lytter, desto mindre har vi behov for hele tiden at tale. Det sker helt af sig selv. Når vi bliver stille nok og lader kroppen falde til ro så kan vi ikke alene høre vores egen stille stemme, sjælens stemme og følge vores intuition og indre kompas på hjertevej, men vi kan også fornemme og modtage de fortællinger, der som fugle svæver i horisonten og kun venter på det rette sted at lande.

Når skrivehandlingen bliver en lyttehandling, forsvinder egoet ligeså stille ud af det.

Skrivelængsel er ofte et kald fra sjælen

Prøv at forestille dig, at dér et sted derude svæver historier og fortællinger med en særlig puls og hjerteslag. Et hjerteslag, som passer perfekt til dit. Det ved din sjæl og du mærker det som skrivelængsel. Men før du faktisk møder dig med en intention om at gå på skrivende opdagelse i det, der pusler og rumsterer, kan fortællingen ikke finde vej til din pen og dit papir.

Det er ikke noget, der sker oppe i hovedet og som du mentalt kan udtænkte og planlægge. Du er nødt til at møde op, dedikere dig og skabe en slags disciplin eller rutine omkring ”det at skrive”. Din fornemmeste opgave er at skabe rum og grobund for det, der senere skal skrives gennem dig.

Tillid skaber forbindelse

Og det bringer mig tilbage til mine egne solhvervsord, tillid og forbindelse. Det er nemlig sådan, at tillid skaber forbindelse.

When you trust, you connect.

Giv din indre fortællerske plads i året, der kommer

Kære ven, skrivende sjæl, her på kanten til juleferie vil jeg kærligt invitere dig til at møde op og give din indre fortællerske plads. Hun har ventet længe på dig og jeres møde er uundgåeligt. Et møde, hvor I vil smelte sammen, øve jer på at lytte til hinanden, danse sammen og skrive fra det sted, hvor længslen lige nu blot er en fed, potent blomsterknop, der efterhånden er temmelig tung at bære. Du er din egen julerose. Hvornår springer du ud?

And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful than the risk it took to blossom.
– Anaïs Nin –

Historiemedicin for sjælen

Jeg tror på historiemedicin. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Fortællingens Kraft. Intentionen. Ordene, som folder sig ud og strømmer fra et dybt sted i os, når vi skriver os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Det er den mest kraftfulde måde at befri sig selv på, jeg kender.

Må du følge dit hjertes kald

Jeg ønsker dig et glædeligt vintersolhverv, god jul og et lykkebringende fredfyldt nytår. Måske krydses vores veje, måske skrives vi ved i en af skrivecirklerne eller ses på intuitiv skriveworkshop. Men uanset hvad, så lov mig en ting. Tag din skrivelængsel alvorligt, den er ofte et kald fra sjælen Hvis du ikke møder op og giver liv til de fortællinger, der bor i din sjæl, hvem skal så gøre det?

Må du følge dit hjertes kald og favne alt det, du er skabt til at være, men som du tidligere forkastede som betydningsløst og endda forkert. Det er nøglen til din sjæls glæde og frihed. Lad det ske, lad det skrives og fortælles gennem dig.

“If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will? It is stories women need. Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.”
-Sue Monk Kidd-

Kærlig hilsen
Lene


Har du skrivelængsel og lyst til at starte eller genstarte din skriveproces fra et nyt sted og i pagt med både intentionens og fortællingens kraft?

I skrivecirklerne skriver vi os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Og du kan være med uanset alder og skriftlige forudsætninger. Skrivelængsel har ingen alder, det er aldrig for sent at genfinde skriveglæden. For kvinder med skrivelyst og længsel.

Den næste skrivecirkel er SOLHVERVSCIRKLEN, som er forankret i energien omkring Vintersolhverv og i lysets rejse gennem vinteren mod forår. Du finder invitationen her. Solhvervscirklen starter den 6. januar og varer i tre måneder.

Solhvervscirklen er en invitation om et kærligt og givende rum til dig, som gerne vil starte det nye år med en intention om at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt. Er det nu, er det endelig tid til, at du møder op og skriver?

Årshjulet, den naturlige cyklus og skrivecirklerne

På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid og særlige tidspunkter på årshjulet inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene, din intention og fortællingens kraft føre dig på vej. Jeg viser dig hvordan.

Skrivecirklerne foregår online

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med. Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

En helt særlig julegave?

Giv dig selv en helt særlig julegave, hvis du kan mærke, at det er tid. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted. Kom og vær med i Solhvervscirklen.

Flere detaljer om skriveforløbet SOLHVERVSCIRKLEN finder du i linket her.

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com. Der er i skrivende stund stadig ledige pladser.

Photo “Ravens” © Vadimtrunov, Dreamstime
Photo “Owl by full moon” © Ricardo Reitmeier, Dreamstime

Thank you for the beautiful, inspiring images

 

Ravnen og skriveworkshoppen

raven_imbolc

Lyset er dristigere denne morgen, luften frisk og lovende. Måske er regnen færdig med sit rengøringsarbejde for denne gang? Fuldmånen er ikke længere fuld, men hun lyste godt tidligt i morges, så jeg fandt ud på toilettet uden min lommelygte. Jeg vågnede i ro efter en god nats søvn.

Jeg oplever endnu engang, at jeg trives godt i Novembers skød og i den kærlighed, som ikke lover mere end den kan holde. Hun er ærlig og går ikke på kompromis med det, hun tror på og har vished om. Det er den dans, hun danser og som hun indbyder mig til at følge på min egen måde. En forunderlig dans af kontraster fra det pastelfarvede morgenlys til skyerne, der både dækker himmel og sol og regnen, som vasker og renser. Sneen er helt væk nu. Det er hverken efterår eller vinter. Og alligevel er det begge dele.

Jeg gav slip

Der skete noget vidunderligt i går. Jeg gav slip på en aftale om skriveworkshop et sted ude af huset. Det havde været et fint møde på et smukt sted, der var på ingen måde noget galt med omgivelserne. Den dag, hvor jeg besøgte stedet, skinnede solen og landskabet lå badet i gyldent sensommerlys. Det var sensommer med kant, for egentlig burde det have været tydeligt efterår ifølge kalenderen. Men jeg er holdt op med at sætte min lid til alle de kasser og bokser, som vi mennesker forsøger at holde alting fast i. Jeg er begyndt at forstå den evige foranderlighed og alt det, der ikke lader sig forstå.

Nu hengiver jeg mig bevidst til livets mysterium og selvom man måske skulle tro det modsatte, gør det mig levende og glad. Nu, hvor jeg ikke længere tager noget for givet, men lytter og følger de subtile toner, der altid har spillet for mit indre og rislet i min livsflod, går jeg på jorden på en helt anden måde.

Stedet var fint, men noget skurede

Men altså. Det var sensommer i september og stedet er så fint. Ikke desto mindre var der noget i mig, som skurede og gjorde lidt vrøvl. Men jeg valgte at overhøre det, jeg lod mig hvirvle ind i noget, der kunne minde om fortryllelse. Stedet, ideen, en ny samarbejdspartner. “Vi trænger alle til luftforandring, det er tid til at prøve noget nyt.” Tankerne bankede den slags ord og sætninger som søm ind i mine tindinger. Bom bom bom. Det her skal jeg, selvfølgelig, jeg gør mig smidig og finder på noget, så min intuitive skriveworkshop kan passe ind i de her rammer. Her er så fint og lyset falder som fløjlsstråler gennem loftsvinduerne på lyse dage. Ejeren var et smukt menneske. Der var ikke noget at sætte en finger på. Og dog.

Så skete der ikke mere den dag. Jeg tog af sted og var tilfreds med mig selv. Sådan da. For der var stadig noget, som skurede. Der var noget i den samtale, jeg havde haft med ejeren af stedet og noget ved de emner, vi kort havde berørt. Jeg blev bl.a. udfordret i forhold til rummet. Det rum, som jeg kærligt holder og som jeg egentlig insisterer på ikke bliver for stort. Nu ved jeg godt hvorfor, men på det tidspunkt tilbage i september var der stadig usikkerhed i mine dansetrin. Frem, tilbage, hældrejning nu eller var det en tå?

Hvem var det egentlig, som spurgte?

Jeg kørte af sted mod lyset i horisonten, solen stod i syd og det var også en vej, jeg skulle. Solbriller, skarpe stråler og små sensationer af noget andet. En følelse af, at jeg var blevet testet. Adspurgt om noget, som jeg tidligere har haft lidt svært ved at eje. Men jeg havde svaret. Prompte. Jeg var egentlig ikke i tvivl, da jeg blev spurgt. Men hvem var det egentlig, som spurgte?

Jeg lader ideer til skriveworkshops og skrivecirkler opstå indefra

Der er gået et par måneder siden den dag og datoen for den kommende skriveworkshop har rumsteret i mit indre. Det er nemlig sådan, at jeg altid lader ideer til skriveworkshops, skrivecirkler og så videre opstå indefra. Jeg ser dem, inden de er manifesteret. Det er min måde, jeg ser dem, jeg mærker dem og efterhånden har jeg vished om, hvorvidt jeg har den rigtige energi til at lade dem komme til live. Ideerne opstår indefra og så arbejder de sig vej gennem mit system, men det er ikke en adgangsbillet at tænke sig til dem. Det skal kunne mærkes og det skal give dyb mening. Ingen andre end jeg kan svare på, om det nu også forholder sig sådan. Giver det dyb mening for mig, kan jeg mærke det? Kan jeg virkelig se det eller ønsker jeg bare, at jeg kunne?

Ønsketænkning

I går gik det op for mig, at stedet og datoen i marts, rummet og de rammer, den intuitive skriveworkshop skulle tilpasse sig ind i, var ønsketænkning. Det var igen det samme spørgsmål om at klippe en hæl og hugge tå. Og det har jeg gjort så mange i mit liv, at jeg slet ikke burde have hverken tæer eller hæle tilbage.

I går stod det mig pludselig klart , at jeg straks måtte give slip på den dato og den aftale. Jeg vidste det og uden at tøve skrev jeg en besked til ejeren af det smukke sted. Jeg fortalte uden at undskylde, at jeg simpelthen ikke kunne skrive mig ind i det rum eller få det til at give mening på nuværende tidspunkt. Jeg kunne ikke se det for mig. Ordene flød og de var smukke på papiret, for jeg kunne mærke dem i mit hjerte.

Jeg sagde fra. Jeg gav slip. Jeg var efterår, et træ med dybe rødder, som lod de sidste blade af forstillelse falde. Det føltes godt og i samme sekund jeg havde trykket på send og ladet e-mailen danse ud i cyberspace, faldt en kæmpe sten fra mit hjerte.

Noget i mig jublede. Jeg var fri.

Intuitiv skriveworkshop, Imbolc og Ravnen

Det skete umiddelbart efter. Den skriveworkshop, som jeg længe har vidst og mærket, at jeg ønskede at holde i forbindelse med Imbolc, blev pludselig manifesteret. Jeg mærkede ordene, jeg så den for mig og jeg så en fugl som symbol på tidspunktet og budskabet. Ravnen. Det var tydeligt. Først tog jeg imod ordene, de flød bare og indenfor kort stod var teksten og invitationen til skriveworkshoppen klar. En skriveworkshop, som jeg naturligvis afholder her i min egen skrivestue og som skal finde sted på tidspunktet for Imbolc tidligt i februar.

Da ordene stod dér, sort på hvidt, gik jeg på shoppingtur i Cyberspace efter det rette billede og jeg konsulterede min sædvanlig butik for stock photos, som passer ind i mit univers. Og snart dukkede hun op, Frøken Ravn, siddende på en gren i den tidlige morgenstund. Uden egentlig at vide det, tror jeg, at hun sidder dér på tidspunktet for Imbolc .

Der kommer dem, der skal

Samtidig mærkede jeg noget nyt. Jeg er ikke urolig for, om der nu også kommer deltagere nok. Jeg ved, at der kommer deltagere og at skriveworkshoppen bliver en realitet, hvis det er meningen, at det skal være sådan. Der kommer altid dem, der skal. Og hvis ikke …

Lad det, der ønsker at komme, komme.
Lad det, der ønsker at forsvinde, forsvinde.
Hvis det er mit, bliver det.
Hvis ikke, vil noget bedre erstatte det.
– Tosha Silver “Helt Åben” –

Imbolc – Intuitiv skriveworkshop den 8. februar kl. 10

Imbolc. Kyndelmisse. Lysfest. Uanset hvad vi vælger at kalde dette særlige tidspunkt på året, hvor det første møde mellem vinter og forår finder sted, så er det et tidspunkt at fejre. Selvom vi måske ikke umiddelbart kan se det, er der alligevel ganske små tegn på, at noget sker. Det er stadig koldt, men dagene bliver langsomt længere. Der er tegn på, at jorden rører på sig. Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Lad lyset vokse.

imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Imbolc og den kreative energi på en skrivedag for sjælen

Jeg kan se og mærke den skriveworkshop allerede. Den har puslet og rumsteret i mine celler længe, jeg har ikke tænkt den, men mere mærket den og danset med den vished, der i subtile toner spillede for mit indre. Jeg har intention om at afholde en intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel omkring Imbolc.

Ja, det er vinter og nej, jeg har ikke tidligere afholdt skriveworkshops om vinteren, fordi jeg har formodet, at ingen gad bevæge sig ud på landet på den tid af året. Nu ved jeg, at det på ingen måde er sandt. Hvis vi ønsker at forankre os i den særlige energi, der er på de forskellige tidspunkter af årshjulet, så møder vi op uanset om det er sommer eller vinter eller et sted derimellem. Og Imbolc finder altså sted i slutningen af januar og i begyndelsen af februar. Nuvel. Skriveworkshoppen er en realitet, jeg afholder den d. 8. februar 2017. Imbolc it is!

I går flød den som en rislende flod af ord og billeder ud på papiret og mens jeg skriver det, kan jeg allerede se stuen her for mig på den særlige vinterdag i februar, hvor jeg sammen med seks kvinder med skrivelængsel møder op og forankrer mig i energien. Det føles helt rigtig, jeg er tryg, rolig og meget lettet.

Fordi jeg gav slip på det, der ikke skulle være, gjorde jeg plads til det, der skal komme og som ærer intentionen i mit hjerte. Jeg glæder mig meget til at afholde skriveworkshoppen til februar med de kvinder, som kommer. Indtil videre er der 3 og det betyder, at workshoppen afholdes. Den er nu en realitet. Hold da op, hvor jeg glæder mig til at byde velkommen!

raven_imbolc

Ravnen

Fortællingen om den intuitive skriveworkshop i forbindelse med Imbolc er dog ikke helt færdig endnu. For du husker jo, at jeg kunne se ravnen helt tydeligt, da jeg forestillede mig dagen, lyset og rummet og at jeg fandt det helt rigtige billede til at ledsage invitationen på min hjemmeside.

Da jeg lidt senere trådte ud i novemberlyset for at gå tur med min hund skete der noget, som blot gjorde mig endnu mere sikker i mit hjerte. Vi var kun nået få meter ned af markvejen, før hun pludselig kom til syne over hovedet på mig. Ravnen.

Det var lyden som fangede mig, hendes kaldende skrig. Først troede jeg, at det var en af kragerne, dem er der nemlig mange af herude, hvor kragerne er venner, men jeg tog fejl. Da jeg så op for at hilse på fuglen, som tydeligvis kaldte på mig, vidste jeg straks at det ikke var en krage men en ravn. Det rislede frydefuldt ned af ryggen på mig og kuldegysningen forvandledes snart til glødende taknemmelighed. Mit smil var ikke til at tage fejl af og jeg ved, at hun så og mærkede det. Smilet. Ravnen. Jeg sendte hende et fingerkys og sagde tak.

Right you are”, skreg hun

”Right you are” skreg hun, min nye ven og lød som min gamle engelsklærerinde Frøken Leth. Hun fløj fra øst mod vest, hen over træerne, der nu står næsten nøgne i novemberlyset. Hun forsvandt hen over hustaget på naboens gård, men egentlig er hun slet ikke forsvundet. Jeg er blevet skænket en ny ven og jeg er dybt taknemmelig. Jeg er overbevist om, at Frk. Ravn vil komme til stede på sin helt særlige måde, når jeg afholder intuitiv skriveworkshop i forbindelse med Imbolc den 8. februar.

imbolc-intuitiv-skriveworkshop

Du finder invitationen til den intuitive skriveworkshop i forbindelse med Imbolc her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Du er hjertelig velkommen, hvis du altså er en af de seks kvinder, som jeg allerede kan fornemme sidde omkring bordet i min skrivestue i vinterlyset på den særlige februardag.

Der er nu 3 pladser tilbage. Mon den ene er din?

Kærlig hilsen
Lene

In winter’s cold and sparkling snow,
The garden in my mind does grow.
I look outside to blinding white,
And see my tulips blooming bright.

And over there a sweet carnation,
Softly scents my imagination.
On this cold and freezing day,
The Russian sage does gently sway,

And miniature roses perfume the air,
I can see them blooming there.
Though days are short, my vision’s clear.
And through the snow, the buds appear.

In my mind, clematis climbs,
And morning glories do entwine.
Woodland phlox and scarlet pinks,
Replace the frost, if I just blink.
My inner eye sees past the snow.
And in my mind, my garden grows.

– Cynthia Adams, Winter Garden –

Photo “Raven” © Vadimtrunov, Dreamstime

Mørkets gave

frozenlake_winter

Det er efterår og rejsen går langsomt mod vinter. Et skridt, en dag af gangen, men det er uundgåeligt og en del af den naturlige cyklus. Jeg mærker et strejf af velkendt melankoli, selvom jeg faktisk sætter pris på efteråret, vinteren og de skiftende årstider. Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned og gå lidt i hi. Mørket, vejret, de korte dage og lange, mørke aftener. Det er ikke en forbandelse, det er en velsignelse.

Melankolien hører med

Melankolien hører vinteren og den mørke tid til. Sådan har det i hvert fald altid været for mig. Tidligere forsøgte jeg at flygte fra de mere dystre toner, der dukkede op i mig selv på denne årstid og som spejlede sig i tåge og vintermørke. Som ude så inde.

Kvinde, din depression kan også være et kald fra sjælen

Jeg forsøgte at flygte fra det, jeg søgte ud og gjorde mig travl og uopnåelig, men jo mere jeg kæmpede imod, desto stærkere blev de lange fangearme. Jeg blev holdt fast. Jeg faldt, sank og det var, som om jeg aldrig helt kunne nå bunden. Der var bare mere mørke og jeg følte mig fastlås i min indre kamp og mit mørke. Blandt andet derfor har jeg tidligere haft flere depressioner. Først langt senere har jeg fået en dyb forståelse af, at mine depressioner var et kald fra sjælen.

Depression stops time and one settles into one’s own waters as a sailing vessel without wind and one sinks into one’s own depths. Depression comes as a gift asking that a woman recognize her own substance and trust it as the quiet, steady voice of her own truth.

Depression serves a woman as it presses down on her, forcing her to leave behind that which was not of herself, which had influenced her to live a life alien to her own nature.

– Judith Duerk –

Mørke gjort af kærlighed

Nu kæmper jeg ikke længere, jeg har lært at hengive mig og jeg ikke alene accepterer mørket som en naturlig del af livet, jeg har endda lært at elske det. Mørket.

Jeg har lært mig selv at være i det, navigere i det og nu sætter jeg stor pris på den mørkere del af året. Mørket er mit hvilested og jeg har nu vished om, at det er i mørket at forvandlingen sker. Vinteren kræver os og tvinger os ind i os selv, skubber os blidt ind i mørket og lukker døren bag sig, men den gør det af ren og skær kærlighed. En nøgle bliver drejet om og vi er fanget. Tror vi. Vi dør lidt. Men man skal dø for at genopstå og det er hele vinterens visdom i sin essens.

Vinteren inviterer os til indre indsigt og til genfødsel. Når tid er.

Gør som naturen

Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned. Det er tid til fordybelse, til at nære os selv helt inde fra og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, så hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig bag den dunkle facade.

Stunder af nærvær

Det er tid til stearinlys, dampende varm te, suppe og stunder af nærvær med os selv og den længsel, vi har haft så længe, vi husker, og som rusker i os som vinden i træerne. Den vækkes i små ryk, når vi læser noget, der giver genklang, noget andre sjæle har skrevet og som umiddelbart skaber resonans i egen sjæl. De ord kunne have været mine, tænker vi, eller de ord må være til mig. En underlig sødme fylder os, men samtidig har den en bitter sorg med sig, fordi vi ikke selv helt tør hengive os til det, der rumsterer indeni.

Træk energien hjem

Den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, følg med lyset og put dig, når mørket kommer. Hvorfor ikke holde mørkning og fejre mørkets kommen med en stille stund i meditation eller i kontemplation med skriverier i stearinlysenes skær? Bare være i tusmørket, der kommer snigende, når dagslyset gradvist forsvinder. Den gammeldags måde at holde mørkning er at sidde stille inden døre uden tændt lys, mens aftenmørket falder på.

Mørkningstimen

Du kan skabe helt din egen mørkningstime. Måske har du lyst til at gøre det på helt traditionel vis og sidde uden elektrisk lys eller lys i det hele taget og bare være. Meditere eller simpelthen bare betragte, hvordan lyset forsvinder og overgiver sig til mørket og aftenen. Det sker helt uden modstand, de bytter bare plads, dagen og natten. Og at mørket er længere og dybere om vinteren er ikke en tilfældighed.

I skumringen kommer stilheden sejlende og åbner sin dør for dig. Det er en magisk time, skumringstimen.

Mediter, skriv eller gør ingenting – timen er din

Du kan også meditere 10-15 minutter, en stilhedsmeditation eller til blid musik, og herefter langsomt komme tilbage til rummet, hvor du tænder stearinlys og måske lidt røgelse og sætter dig ved skrivebordet med din notesbog. Jeg har før skrevet om aftensiderne, du kan læse om dem ved at klikke på linket. Her møder du dig selv og tager afsked med dagen, der gik. Du renser dig ved at skrive om det, der er, du forankrer dig i nuet og går ind i aftenen på en roligere måde. Du hengiver dig til din dedikation om at møde op og skrive lidt hver aften, hvis det altså er din intention.

En hellig stund i skumringen – du giver dig selv

Der er en helt særlig energi og stemning i skumringen eller mørkningstimen. Måske er det her, du har lyst til at konsultere din sjæl og spørge den til råds og simpelthen bare lytte dybt til den stille stemme. Det kan være, at der dukker vers og poesi op eller også har du bare brug for at sidde stille og skrive de ord, der nu kommer. Lad det være en hellig stund, som ikke afhænger af, om du skriver to ord eller flere sider. Det er en tid og en time, du giver til dig selv og den indre stilhed, det er et frirum og et nærvær med det, der er. Det kan også være her, du møder din skrivelængsel og spørger: Hvad er det egentlig, du vil fortælle mig? Eller. Hvad mon der er af historier og fortællinger til mig?

girlshaman_bonfire

De gamle keltere og mørket

Måske har hørt mig skrive det før, men jeg er en keltisk sjæl. Det har jeg altid vidst, jeg har følt mig både draget og forbundet med den keltiske tradition og jeg har haft drømmesyn og andre forunderlige oplevelse om ”der var dengang”. Lige fra barns ben har jeg interesseret mig ualmindeligt meget for både Irland, Wales og Skotland og de gamle keltiske traditioner, jeg har læst og studeret bidder og brudstykker af den keltiske tradition og historie og derfor har jeg også boet to år i Skotland. Jeg føler mig draget.

Samhain og Halloween

I slutningen af oktober og begyndelsen af november er det Samhain, en efterårskvartalsfestival, som hører det keltiske årshjul til. Det er en festival, som blandt andet fejrer mørket og døden. Tidspunktet markerer også slutningen af det keltiske årshjul og begyndelsen på det keltiske nytår.

Du kender uden tvivl Halloween eller Allehelgen i den kristne tradition. Halloween er altid d. 31. oktober. Fortællingen lyder, at natten mellem d. 31. oktober og d. 1. november er den nat, hvor de døde har lettest ved at vende tilbage til de levendes verden, eventuelt for at skræmme eller gøre regnskaber op

De fejrede mørket

MEN sådan var det ikke oprindeligt. De gamle keltere fejrede mørket, for dem var mørket ligeså vigtigt som lyset. Mørket og døden havde kræfter, som de ikke frygtede. Ved Samhain, hvor mørket er dybt og på sit højeste, velsignede de frøene i jorden, som nu lå trygt i den mørke muld og igen ville spire, gro og blomstre, når lyset kom tilbage. De kommunikerede med deres forfædre og mødre, da de troede på at afdøde familiemedlemmer kunne besøge deres slægtninge på denne tid af året. Under Samhain er væggen mellem verdenerne tynd og de døde kunne rejse ind og ud igen. Man dækkede op til de afdøde ved bordet og bød dem velkommen.

Og i øvrigt stammer ordet spøgelse på engelsk, Ghost, fra det tyske ”geist” som oprindeligt var en ånd af en afdød, som var inviteret til Samhain fejringen.

Tak for mørkets gave

Man tændte bål på bakketoppe og brændte den muld, der var tilbage fra efteråret. Her samledes man, fejrede og festede. Man sagde tak for mørket. Tak for den gave, mørket er, for i mørket kan vi hvile og restituere.

Der er gjort et stort nummer ud af uhyggen omkring Halloween og i det hele taget er mørket ofte noget, mange af os frygter. Det er blevet genstand for noget dårligt, farligt og ildevarslende. Vi løber skrigende væk fra mørket i os selv og vi frygter vinteren, der er så lang.

Men hvad nu hvis vinteren er lige præcist så lang, som den skal være, for at vi kan få sjælen med? Når vi hengiver os til mørket og tillader os selv at komme ned i tempo, slappe af og give slip på forestillingen om, at alting sker i overhalingsbanen, så sker der noget magisk. Med os. Ligesom frøene i jorden vokser vi i mørket, mens vi hviler og tager den lidt med ro. Vi giver slip og lader komme.

Womb (livmoder) og Tomb (gravsted) var tæt forbundet i den keltiske tradition. De tidlige keltiske gravsteder havde tunneler som førte ind til mørke, indre kamre. Det var ikke kun steder, hvor de vigtige døde blev begravet, det var også vigtige centre for jordens energi, som kan bruges til at forstærke og i øvrigt forbedre kvaliteten af den indre rejse.

Hvis du spørger mig, er Samhain et vigtigt tidspunkt på året, som virkelig er værd at fejre og skrive sig ind i.

VINTERCIRKLEN

 Der findes en anden sang, andre toner og et sted,
hvor vinteren ikke bare er noget, det skal overstås,
men er et helligt sted i os selv, hvor vi sanker, hviler, hengiver os.
Og skriver om det.

Kom og vær med på en magisk ordrejse gennem vinteren i VINTERCIRKLEN

solhvervscirklen

Der er desværre ikke flere ledige pladser i Vintercirklen, som starter den 1. november, men fortvivl ikke, hvis du gerne vil være med i et skrivegruppeforløb, som hylder vinteren, mørket og skriver fra den særlige energi, der er til rådighed i vinterhalvåret.

I begyndelsen af januar starter Solhvervscirklen, som er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår. I Solhvervscirklen skriver vi os gennem vintermånederne i det nye år helt frem til det første spæde forår.

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Varighed: 3 måneder
(januar, februar, marts)
Pris DKK 1090,-
Deltagere: Kvinder med skrivelyst og længsel

Invitation følger i løbet af november, men
hvis du vil sikre dig en plads allerede nu, er du meget velkommen til at forhåndstilmelde dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –