Samhain og den sidste kvinde

Det er fredag morgen, lyset er endnu sparsomt, men solen rødmer i horisonten ved tanken om den nye dag. Jeg er hjemvendt fra morgentur med hundene, jeg har hilst på både måne og daggry og bevæget mig i sprækken mellem nat og dag. Et magisk tidspunkt, som jeg sætter pris på at færdes i. En... Continue Reading →

Hver gang årshjulet drejer

Hver gang årshjulet drejer og jeg står på et sted, hvor jeg har stået før og alligevel aldrig har været, har jeg vished om, at der er en underliggende rytme i livets dans. Der er magi i gentagelsen og der er stor kraft og styrke i at blive en del af rytmen og øve sig... Continue Reading →

Uglen og Beltain

Det hænder tit og ofte, at man forbavses på skriverejsen. Som jeg blev det i går. Stor var min forundring, da det var uglen, som fløj gennem mit vindue og landede i vindueskarmen. Det første daggry, tidlig morgen. Som mig er hun en morgenfugl, skulle jeg lige til at skrive, men jeg ved jo godt,... Continue Reading →

Mysteriet, Madonna og månen

Jeg skriver mig ind. Starter et sted og lader mig føre på vej af ordene. Undlader at kaste dom over de første linjer og afsnit og skriver mig varm. En dør åbnes og det sker uden anstrengelse. Den åbner sig bare og snart står jeg midt i det magiske rum. Energien skifter og jeg gribes... Continue Reading →

Fortællerske i hjertet

Skriv din vej, skriv dig selv, skriv din sjæl  Kald det, hvad du vil. Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget... Continue Reading →

Jeg giver det til vinden

Jeg giver det til vinden Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alting kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter. Og tag så alt det, jeg ikke længere skal bruge. Lad det flyve... Continue Reading →

Ved Forårsjævndøgn

Forårsjævndøgn, hvisker hun og tænder skrivelyset. På bordet ved min side står den lysegrønne kop, kaffen er nylavet og dampende varm. Tøvende sætter jeg mig på stolen og lader blikket glide ud over landskabet. Her er stille i dag, naturen holder vejret. Et par gæs spankulerer forbi udenfor hegnet, de gør pause på marken og... Continue Reading →

Kvinde kend dit tomrum

Der er stille hos træerne i disen. Rester af sne ligger som små øer af hvidt. Nogle hænger sammen som halvøer, andre har løsrevet sig og skvulper i tågen. Mit udsyn er begrænset. Jeg kan ikke se længere end til skellet, februars landskab ligger svøbt i dis og er hverken til at hugge eller stikke... Continue Reading →

Fortsættelse følger

Lyset glider stille frem på himlen, mens jeg sætter mig med morgensiderne. Det blæser og har blæst gennem natten, vinden vaskede bort, mens jeg sov. Nu er det tidlig morgen og som noget af det første checker jeg ind, åbner min skrivebog og lader ordene dryppe som dug fra træerne, mens lyset får øjne. Morgensiderne er... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑