Når skrivelængslen kalder
Min intention er at lade min pen vandre dybt ind i Det Magiske Univers og hengive mig uden modstand. Jeg vil være åben og nysgerrig og lade min nye intention koble sig på min intention om at leve et fortryllende liv. Det Magiske Univers har altid været en del af mit indre landskab, men aldrig... Continue Reading →
Det er ikke så tit, jeg møder dig, men glæden er stor, når jeg gør. Det er mig en ære, Bradan, bringer af flodens visdom. Han rejser sig af vandet som en fisk med vinger og i et splitsekund er vi i øjenhøjde. Så rammer han vandoverfladen og forsvinder med et elegant plask i ringen.... Continue Reading →
“Du ser det” siger Uglen, ankommet til blodbøgen uden at jeg har bemærket det. Måske har hun været dér hele tiden? ”Du ved nu fra et inderligt sted, hvordan det bedst fungerer for dig og måske fornemmer du også hvorfor? Det skal du ære og nære. I denne verden med ansigter vendt mod kameraet i... Continue Reading →
Som dagen gryr mærker jeg taknemmeligheden stige. Den kommer dybt indefra og er en følelse, jeg ikke kan forcere. Nu vælter den frem som det naturligste i livet. Her slutter de åbne fortællinger fra Sorgens Bro. De sidste dage inden Vintersolhverv lukker jeg mig om mig selv og lader inderligheden flyde. Som floden under broen.... Continue Reading →
Husk at du ikke skriver til nogen udenfor dig selv, men at din intention er at tappe fra din indre kilde af visdom. Det, der bor i kroppen. Det, der synger i hjertet. Det potentiale, der er indkodet i din sjæl. Følg din længsel gennem tykt og tyndt og ind i de mørke, aflåste kamre.... Continue Reading →
The big question is whether you're going to say a hearthy "YES" to your adventure.- Joseph Campbell - Tilbage til jorden Jeg mærker et strejf af taknemmelighed, en brise af lettelse i mit bryst, for jeg har brug for vinterens rum og mørket til at simre, sanke og restituere. Mens jeg går, bliver lyset mere markant... Continue Reading →
Engang for længe siden i de keltiske lande, betragtede man poesi som kanaliseret, en slags nedarvet hukommelse. Poesi (og fortællinger i øvrigt) var ligeså helligt og værdifuldt som clairvoyance, vision og spådom var det. Det var Brigids dag. Imbolc. Dagen, hvor vi fejrer lyset og blidt vækker det forår, som har slumret gennem vinteren. Det... Continue Reading →
Jeg skriver i morgenlys og til gåsesang. Det er Imbolc og blækket viser sig fra en ny side. Dristige bobler af ord finder vej og et strejf af poesi blander sig med mørket. En ny dag er stået op. Midt mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn findes en station og her står jeg af i dag. De... Continue Reading →
Det er den sidste dag i januar. Det er gråt, blæsende og regnfuldt. Og fordi vinteren er så mild i går her på disse breddegrader, er der allerede fuld gang i spirerne også ovenpå jorden. Nu er det tid for Imbolc, her ved månedsskiftet og i de første dage af februar fejrer vi det tiltagende... Continue Reading →
Det er fredag morgen, lyset er endnu sparsomt, men solen rødmer i horisonten ved tanken om den nye dag. Jeg er hjemvendt fra morgentur med hundene, jeg har hilst på både måne og daggry og bevæget mig i sprækken mellem nat og dag. Et magisk tidspunkt, som jeg sætter pris på at færdes i. En... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 