Fortælling i morgendis

Billedet var der før fortællingen. Det kom til mig i en drøm.

To linjer skrev jeg i går. Billedet var der allerede. Så forlod jeg rummet og lukkede forsigtigt døren bag mig. Og som timerne gik glemte jeg alt om mit forehavende. Jeg vidste, at jeg skulle lade natten gå og dagen komme tilbage.

Natten gik, dagen kom. Mørket er større nu, det varer længere. Det var tidligt, så jeg tænkte ikke over, at der endnu ikke var dagslys. Når efteråret vokser og vinteren kommer står jeg op i mørke. Jeg er en morgenfugl. Jeg er en af dem, som er flyvende fra første færd, men jeg ynder at gøre det langsomt. Lette. Lande. Der skal være tid til kaffen og til morgenmaden. Til de små rutiner og ritualer, der gør mig godt.

Efter en halv times tid begyndte jeg at undre mig. Det var stadig mørkt. Nu var klokken over solopgang, men intet lys var at se i horisonten. Stille trommen mod ruden afslørede, at det var regnvejr. Måske var det derfor, at lyset var forsinket? Min undren voksede, da viseren på uret gled forbi syvtallet og mørket stadig lå som en dyne over landskabet. Min kaffekop var tom nu. Det var tid til morgenturen ud, en gåtur med hunden ned til landsbyen og tilbage. Men lyset? Hvor blev det dog af?

To linjer skrev jeg i går. Billedet var dér allerede. Det puffede pludseligt til mig og jeg skyndte mig ind for at åbne min PC. Billedet. Det billede, der var kommet til mig en i drøm, en mørk drøm med skumringslys og en kvinde i hvid kjole, der løb ud af en markvej. Træerne, de nøgne stammer, følelsen af tidlig vinter. Mørket, der ikke ville slippe og skikkelsen med det sorte hår. Hvem var hun?

Var der ikke stjerner på himlen? Så det var altså om natten. Længe sad jeg og stirrede på billedet, var vel nærmest gledet ind i en meditativ tilstand og det var som om nogen hviskede. Kom nærmere.

Det er tid nu. Jeg vil gerne fortælle dig min historie.

Vildfarelse

Jeg leder efter en åbning. Det har jeg gjort i dagevis. Bedst som jeg troede, at jeg vidste, hvor indgangen til Det Magiske Univers befandt sig, opdage jeg, at det ikke forholdt sig sådan. Hele sommeren har indgangen været dér i lysningen på vej ind i den tætte del af skoven. Og ofte mødte jeg portvagten eller sjælevogteren, som han kaldte sig. Måske husker du ham? Solsorten. Som sang så smukt ved daggry og som sidst på dagen førte mig ind i skumringens land.

Who knows who wrote that song of summer
That blackbirds sing at dusk
This is a song of colour

Men han er væk nu og det samme er porten. Jeg har ledt efter den i flere dage, forgæves er jeg gået ud og hjem igen. De frænder, jeg har mødt, har været temmelig kryptiske i deres sprog. Men et ord har blinket som en stjerne på nattehimlen. Fornyelse.

I går fortalte Soen mig, at jeg livet fornyr sig selv og at jeg bare skal lade det ske. Bare? Hvad er dog det for et ord? Hun bad mig om at træde et skridt til side og ikke stå i vejen for mig selv. Himlen åbnede sig, regndråber faldt og mere skete der ikke. Jeg gik hjem uden at have fundet indgangen.

Nu gryr en ny morgen og jeg er ude igen. Med tøvende skridt begiver jeg på vej. Måske skulle jeg lede et helt andet sted? Hvis jeg da overhovedet skal lede? Lyset er tilbage, men det er ligeså tøvende som mine skridt. Disen hænger i tråde. En krage lander og står et øjeblik på grusvejen foran mig, så letter han igen uden at sige noget. Han kom, han så og forsvandt igen.

”Er det mig, du leder efter?” En stemme fra buskene, en kat træder frem. Hun ligner en lille tiger med sine striber og gule pels.

”Jeg leder efter åbningen til Det Magiske Univers” betror jeg hende prompte. Endelig sker der noget. ”Den er ikke samme sted som før.”

”Selvfølgelig ikke”. Kort kattelatter. Hvorfor er det så sjovt?

”Hele sommeren er du gået samme sted hen” siger hun så, ”du kunne finde vejen i blinde. Men en morgen var alting anderledes. Indgangen var væk. Hvad skete der? Det var blevet efterår. Nu skal jeg fortælle dig noget.”

”Når årshjulet drejer og årstider skifter, da flytter indgangen sit automatisk og du inviteres til at flytte med. Du kan ikke bare gøre, som du gjorde, du må forny dig og finde nye veje. Hvor mon indgangen befinder sig?”

”Ulven spurgte dig, om du kunne tænke dig en ny begyndelse. Du svarede ja og fik en ledetråd. Alle de såkaldte kryptiske beskeder, du har indsamlet den sidste uges tid, kan du placere i din skrivebog som brikker i et puslespil. Eller du kan se på det som et landkort. Du sætter nåle, du lægger spor.”

”Beskederne hænger sammen og over tid vil du finde vejen og det sted, hvor indgangen til Det Magiske Univers nu befinder sig. Dage kommer, dage går. Det er blevet efterår. Som blade der falder, er der også noget, du må slippe for at det nye kan komme til. En del af rejsen foregår i tågedis. Vær tålmodig og det allervigtigste: Vær god mod dig selv.”

Lene Frandsen, Fra min egen skriverejse ©
19. september 2021

Sunset lyrics by Kate Bush

Vildfarelse og ikke at vide

På skriverejsen sker det under tiden, at vi farer vild og støder på steder i os selv og i vores fortællinger, hvor vi virkelig ikke ved. Og den følelse er ganske ubehagelig, for vi har jo altid lært, at vi skal vide og have svar på rede hånd. Har vi ikke det, er der altid andre, som ved og som er hurtige til at bringe svar og løsninger på banen. Hvis vi ikke ved, er vi dumme og tabt bag en vogn.

Eller er vi nu også det?

Hvad gør man så, når man tilsyneladende er faret vild og processen føles kringlet og frygtindgydende? Forvirrende? Når man ikke kan se skoven for bare træer eller støder panden mod en mur?

Tillid til, at det er præcist som det skal være

Den kreative proces og den første kreative fase er på ingen måde lineær eller forudsigelig. Det, min ven, er en del af eventyret. Et frygtindgydende eventyr for den, som er vant til at ville vide og skal være sikker på, hvor vejen fører hen, før hun begynder at gå.

Hav tillid til, at det er præcist som det skal være, selvom du (eller din indre censor) måske fortæller dig selv, at du er faret vild, fordi du mangler noget eller fordi nogen ikke giver dig pejlemærker og retningsanvisere.

Så er det vi søger vi ud. Hvad synes du om det her? Bedøm mig. Døm mig.

Når vi skriver, har vi været vant til at den slags gøres med røde streger, konstruktiv kritik, dom og en klar indikation af, hvad der er godt og skidt. Desværre er det ofte ødelæggende for de små spirer og det, som er undervejs.

Vejen lærer os den bedste måde at nå frem på og den beriger os, mens vi vandrer ad den.
– Paulo Coelho, Pilgrimsrejsen –

Som du sikkert kan læse af fortællingen ovenfor, befinder jeg mig selv på et sted lige nu, hvor der ikke er nogen svar. Det føles som en vildfarelse. Der er små tråde af noget, budskaber, jeg ikke helt kan finde hoved og hale på. Det kan være frustrerende, men heldigvis har jeg lært, at det er en del af processen. Og at kun den, der farer vild, vil finde lysningen i skoven.

Den kreative proces er ikke lineær og forudsigelig og når vi skriver intuitivt, så ved vi sjældent helt, hvad der vil ske. Men vi svøber os i tillid. At skrive på den måde giver os samtidig et stærkt udgangspunkt i livet, fordi vi over tid bliver mere fortrolige med ikke altid at vide og have svar på rede hånd. Vi kan danse med usikkerheden og samtidig vide, at noget fint vil ske, når det er tid.

Rejsedagbog

Gør som jeg. Skriv rejsedagbog undervejs og i processen. Saml dine budskaber, ledetråde og lad det skrive, som skrives vil. Lad det gerne stå og simre. Forestil dig en stor støbejernsgryde, hvor du putter dine ingredienser i.

Over tid vil du opdage, at du har skrevet dig ind. Du lægger spor og du nærmer dig noget. Tampen brænder. Måske opstår der små fortællinger undervejs, som den jeg tog imod i morges. De leder os på vej, de giver os håb og fortæller os at vi ikke er alene. Der er hjælp at hente, der er hjælpere i buskadset og i den skumring, der kommer tidligere nu, hvor efteråret har taget over.

Skriv det.

Fortællersken III – Pennens Kraft, Vinter

Online skrivecirkelforløb for kvinder med skrivelængsel
Holdstart den 1. oktober 2021
Varighed 4 måneder

Kom, lad mig invitere dig med på skriverejse ind i et magisk univers af ord og fortællinger. Kom, fat din pen og åbn din skrivebog, lad din længsel føre dig på vej.

Du får introduktion til intuitiv skrivning med spirituel forankring og oplever magien i fortællingens kraft.

As you move your hand across the page
You are guided
– Julia Cameron –

Den guidning, som ofte sker, når vi skriver og hengiver os til processen, kan udløses og forstærkes via din intention. Og den kan så fint foldes ud og serveres gennem fortællinger. Fortællingens kraft et stor.

Fortællinger og skrivning i det hele taget kan bidrage med værdifuld indsigt og indre forståelse, lindre og fylde os med accept og healing. Det er en gave at lære sig selv at kende i den kreative proces. Og så er det sjovt og livgivende at lege og arbejde med ord og fortællinger. Vi får historiemedicin for sjæl og hjerte

I Fortællersken III, Pennens Kraft, lader vi os guide af ord og fortællinger.

Spirituelt forankret skrivning

At skrive og arbejde med ord og fortællinger er energiarbejde på præcist samme måde, som hvis du arbejder med shamanisme eller andre former for spirituelt arbejde, blot bruger vi på skriverejsen bevidst ordene og deres energi.

Det vigtigste, når du ønsker at lade ord og fortællinger blive en del af din spirituelle praksis og støtte dig på din indre rejse, er at være bevidst om det og at have en intention om, at du hengiver dig.

Det kan du gøre på mange måder og det er nogle af de måder, vi skal gå på skrivende opdagelse i i Fortællersken III, Pennens Kraft.

Holdstart 1. oktober 2021
Varighed: 4 måneder

Pris 
DKK 2800,-

Beløbet kan opdeles i 2-3 rater, hvis det ønskes. Det koster ikke ekstra.
Skriv blot i kommentarfeltet, hvis du ønsker dig det.

Beløbet er inklusive moms

Forløbet varer 4 måneder og der sættes en godgørende proces i gang, hvor du oplever den kreative cyklus i alle dens facetter. Der er ikke bestemte datoer og tidspunkter, du skal kunne deltage på. Du skaber selv det rum og den tid, hvor du skriver, så det passer ind i din livsrytme.

TILMELDING – FORTÆLLERSKEN III, PENNENS KRAFT

INVITATION OG DETALJER – KLIK HER

Vintersjæl

Et inderligt skriveforløb for kvinder
Starter den 1. november 2021
Varighed: 4 måneder

Forløbet foregår udelukkende online og du kan være med, uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Dybt i vinterens muld, dybt i dig selv

Der er særlige tidspunkter, hvor vi i endnu højere grad kaldes til at lytte til sjælens sang. Et af de tidspunkter er vinteren og det er her, at Vintersjæl har sit afsæt. Dybt i vinterens muld. Dybt i dig selv.

Rodenergiens tid

Vinteren og den mørke tid af året er som skabt til at trække energien hjem. Det er rodenergiens tid og tid til fordybelse og indre næring. Det tidlige mørke kalder os ind. Vi skaber rum til fordybelse og hengiver os til mørket, vi slipper alt det, der stresser og løsriver os fra os selv. Vi lader magien ske, for ligesom frøene i jorden spirer vi i mørket, mens vi hviler og tager den med ro. Fra det sted kan vi også skrive.

Sæt ord på

Hvis du længe har drømt om at skrive og sætte ord på alt det, der bølger i dit bryst, men som du altid skubber foran dig eller glemmer i hverdagens travlhed, så lad Vintersjæl være det sted, hvor du sætter den ydre verden på pause og nærer dig selv.

Rum til vinterord og skriverier

I Vintersjæl inviteres du til at skabe rum til vinterord og skriverier, du lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig i mørket. Forløbet vil støtte dig på din vej gennem vinteren.

Du får spørgsmål til refleksion, som kan hjælpe dig i din proces og åbne op for steder, hvor der før var blokeret. Du får skriveafsæt og øvelser. Din skriveglæde vil blomstre og du oplever magien i fortællingens kraft.

Vintersjæl

En inderlig skriverejse for kvinder

Pris DKK 1300,-
Som betales via Mobilepay eller bankoverførsel ved tilmelding

Ravnerabat ved tilmelding senest den 15. oktober
Pris DKK 1050,-

Beløbet er inklusive moms.

Du er velkommen til at betale deltagergebyret i 2 rater.
Skriv blot i kommentarfeltet, hvis du ønsker det.

Forløbet varer 4 måneder: November, December, Januar, Februar
– skrivebreve med afsæt, øvelser og inspiration følger den 1. i hver måned.

TILMELD MIG VINTERSJÆL (klik på link)

VINTERSJÆL – KLIK FOR FULD INVITATION OG DETALJER

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: