Når det er tid

Her er så stille, at man kan høre årshjulet dreje. ”Hvad er tid?” spørger jeg hesten Each, som dukkede op i morgendisen og blev min frænde i dag. ”Det er også et af livets mysterier” siger hun. ”Tiden går og kommer. Nu er tiden landet på sommer.” Sommer, jeg nikker, nå ja. Det har jeg... Continue Reading →

Vindens Eng

”På gensyn” siger vi til Skovens Hvide Damer og går mod vest. En snoet sti mellem høje graner, en ulv og en kvinde med rygsæk. Solen i syd, det er midt på dagen og rejsen er kun lige begyndt. Jeg har allerede tusinde ting, jeg kunne skrive i min rejsedagbog, men sagens alvor lader sig... Continue Reading →

Lysningen

“Din nye brik er tillid, en dybere form for tillid. Venlighed er en hellig gral, det lærte du i går. Tillid er også et bæger. Et bæger fuld af venlig godtroenhed ikke at forveksle med naivitet.” Odderen er forsvundet ligeså pludseligt, som han dukkede op. For lidt siden gik han på stien, vi havde skabt... Continue Reading →

Sommersjæl – En skriverejse

Forestil dig, at du kan gå på opdagelse i dit indre landskab og at du kan udforske tærsklen. Beskriv landskabet. Hvad ser du? Er der bakker? Marker? En sø eller et bjerg? Du kan foretage en skrivende vandring gennem dit indre landskab på samme måde, som du kan vandre i en fortælling. Ja, faktisk kan... Continue Reading →

En ny begyndelse i Fortællersken III

Hvert år ved Forårsjævndøgn går solen hen over det følsomme punkt i niogtyve grader Fisk, det sidste tegn i dyrekredsen. I stjernernes verden når vi årets store finale. Når forårsjævndøgnet indtræffer, bevæger solen sig ind i nul grader Vædder, og livets hjul begynder forfra. Det er en dag fuld af frigørelse, der fører os frem... Continue Reading →

Stille skridt på våd vej

”Hvis der er tomrum, må du ære det”. Hagl kaster sig fra himlen og gør jorden hvid, små kugler af is falder. Koen står i en hegning på den anden side af landsbyen og spejder efter mig, da jeg kommer ned af vejen. Over bakken med byskiltet, så får jeg øje på hende. Tomrum. Er... Continue Reading →

Under stjernen ved Imbolc

Jeg ser stjernen, da jeg træder ud af døren og kigger mod øst. Rester af natteblå hænger ved. Mellem skyerne har den fundet sig en sprække og den er det første, jeg ser. Stjernen. Jeg er hende som vandrer om morgenen og følges med dagens første lys. Min gåtur er en hellig gerning. Du ser... Continue Reading →

Når længslen vågner

"Jeg vil skrive noget fint og poetisk", siger jeg til Slangen Nathair, som kigger frem fra mørket. ”Fange et glimt af solopgangen, danse med nattens sidste stjerne. Jeg orker ikke flere ord om transformation og svære steder i mørket, hvor man holder ud og bliver inde. Jeg er færdig med at finde mig i det!”... Continue Reading →

Lad lyset vokse stille

At give slip er en proces. Fra tidspunktet ved Vintersolhverv, hvor vi stod tæt på bålet og mumlede en stille bøn. Det var aften, det var mørkt. Det sneede, flammer og vand forenedes, fra is til ild. ”Jeg giver slip” sagde jeg og vidste præcist, hvad jeg gerne vil af med.”Jeg springer ind i… ”... Continue Reading →

Bjørnen i nord

With the blessings of the great bearof the starry heavens andthe deep and fruitful earthwe call upon the powers of the North- from Druid Ceremony – “Art betyder bjørn” brummer han, ankommet under tåget himmel, hvor stjernerne har gemt sig. Han ved godt, at jeg har haft svært ved at forstå ham, han var en... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑