Når skrivelængslen kalder
Hun følger mig som en skygge, helt tæt på, vi går i stille takt, vores skridt er de samme. Scenen er sat af fugt og dis, Mosekonen er tidligt oppe og passer sin bryg, horisontale søjler af damp stiger til vejrs. ”Kom nærmere og smag på min morgensuppe.” Hendes stemme er jordens hjerte, lyden er... Continue Reading →
Det skete i går at uglen kom. Hun mindede mig om kunsten at lytte. For ser du, det er essensen af intuitiv skrivning. Vi lytter, mens vi skriver. Det husker jeg mig selv på, da jeg møder Ravnen på morgenens rand. Det er så fristende at lægge ordene i munden på hende. At være forud... Continue Reading →
“Don´t be afraid to take charge or use your voice. Be strong.” I dag handler fortællingen om en høg. Sandheden er, at Høgen er en ganske sjælden gæst i min sfære og derfor er nysgerrigheden så meget desto større. En skygge får liv og lys, da han letter fra taget tæt på skorstenen og kredser... Continue Reading →
Hvad skal jeg vide i dag? Er der noget, jeg kunne have glæde af at kende til? Og hvem mon er min frænde og hjælper på denne dag i marts? Spørgsmålene stiller jeg på engen tæt ved søen. Tågen er tyk og luften fugtig. Vandperler dingler fra kanten af min hue og en enkelt rammer... Continue Reading →
Der er ingen tvivl, når hun dukker op i min sfære. Da jeg beder min bøn og blander kortene, ser jeg hende i et glimt. Nøgleordet er lytning og åbenhed overfor en visdom, som ikke er højrøstet eller som vil krænge vrangen ud for at blive set og hørt. Hun venter og så er det... Continue Reading →
For anden dag i træk kommer han hoppende gennem sneen og det er selvfølgelig helt uhørt i din del af virkeligheden, men herfra hvor jeg står, er alt muligt. Du skulle bare vide. Det magiske vandhul er frosset til is, men det gør kun landskabet endnu mere indbydende. Lige nu kan du som naturen holde... Continue Reading →
Sorgen har ændret sig, maskerne er blevet løse som en trøje strikket på tykke pinde. Sorgen fremstår som et væsen gjort af lige dele accept og træthed. Jeg tager endnu et skridt på broen, mørket er sort og regnen falder. Regn som renser, rengør og vasker størknede tårer bort. Det første skridt ind i en... Continue Reading →
Nogen må sige det, skrive det og synge det. Sætte ord på og lade fortællingens kraft folde det usagte ud. Det er det, hun gør, Fortællersken, det er hendes gave. Til hende selv og til verden omkring hende. Sætter du "op" foran, får du en opgave. En gave, der er givet op og hun har... Continue Reading →
Er dette sjælens mørke nat? Jeg fragtes dybt ind i mørket og tristheden danser. ”Så dans med den” gumler Soen, ”det er hemmeligheden. Dans med tristheden, hold om den og mærk dens væsen.” Jeg danser hver morgen, jeg danser elementernes dans. Vender mig mod alle verdenshjørner og danser energien. Midt i mørket har jeg givet... Continue Reading →
Alene det at ville en vidunderlig fortælling og presse som i en ve, kan være nok til at flowet stopper. Historien bliver i pennen og nægter at komme ud. Vi har lært om kamp, tvang og om at bide tænderne sammen, men det er ikke sådan, det fungerer på Fortællerskens Vej. Jeg ved det, jeg... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 