Slutningen

Et strejf af vemod rammer mig, da jeg træder ind i cirklen foran den gamle bøg. I dag skal jeg tage imod det sidste blad, den sidste fortælling. Dér hænger det, bladet i morgensolen, der har fundet vej gennem et mønster af grene. Lyset er blødt og luften fugtig, efteråret er fremskredent og kulden mærkes... Continue Reading →

Kan du høre stilheden synge?

Tusmørketid er ugletid. Og det er i vinterrummet, at du kan gøre dig lydhør overfor visdommens fortællinger. Den visdom, der kommer med alderen, tråde af levet liv. Uglen er nemlig også væverske, ser du. Hun betragter mig fra en af de øverste grene på den gamle bøg. Hele natten har hun sidder dér og ventet.... Continue Reading →

Forberedelse

Hun sidder allerede ved træet fod, da jeg ankommer, men hun ser ikke op, hun læser i en stor bog af den slags, der er for tung til godnatlæsning. ”Det er kvindernes bog” siger hun, da jeg kommer nærmere gennem de våde blade, det har regnet i nat. Hun betragter mig gennem klare øjne, hun... Continue Reading →

Lytning

"Lyt” hvisker han og dæmper lydene omkring os med sin blotte tilstedeværelse. En rislen i græsset og han kommer til syne. ”Du har ikke været særlig stille på det sidste. Indeni, mener jeg og derfor kan du ikke høre grundtonen. Du mærker tvivl og føler dig lettere løsrevet.” Han ser granskede på mig. ”Ikke sandt?”... Continue Reading →

Brevet

”Hvad hvisker du om” spørger jeg skikkelsen, som dukker op på tærsklen af daggry. ”Din sande sjæl” svarer han og træder over sprækken mellem nat og dag. ”De tidspunkter på døgnet og året, hvor du kaldes hjem til inderligt nærvær med dig selv. Når du ser mig, ved du at det er tid. Tid til... Continue Reading →

Vildfarelsens ø

Der var engang en kvinde, som hørte en stemme hviske. Så hun satte sig med pen og skrivebog for at lytte til det, stemmen hviskede om. Hun lyttede og skrev sig ind i tillid. Og den morgen fortalte stemmen hende om de tidspunkter, hvor vi ikke ved og hvor både frygt, tvivl og rastløshed krydret... Continue Reading →

Store sager

For et par måneder siden havde jeg den store fornøjelse at opleve pianistinden Katrine Gislinge i et kirkerum. En blæsende septemberaften satte veninden og jeg hinanden stævne og helt uden at vide, hvad der ventede os, mødte vi op ved landsbykirken, mens fuldmånen lyste. Vi købte billet og stod lidt i kirkeskibet og ventede sammen... Continue Reading →

Inden næste afgang

Disen danser og solsorten sidder på en gren som en sort silhuet blandt de sidste blade. Den synger sin sang. Skrivelysene brænder, der er kaffe i koppen, grøn for håb, og en kvinde er mødt op for at skrive sig vej ind i dagen. Hun mærker impuls til flugt, for hun ved af erfaring, at... Continue Reading →

På tærsklen til vinter

I dag er vejret i sync med mit humør. Vi danser i takt, regnen, blæsten og jeg. Jeg er lige kommet ind fra morgenens gåtur med hunden og en stemme som vindens hvisker i mit øre: You’ve only just begun. Tærsklen mellem efterår og vinter Jeg kaldes ind, kaldes hjem og inviteres til at lytte.... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑