Rævestreger

Hvad skal jeg vide i dag? Er der noget, jeg kunne have glæde af at kende til? Og hvem mon er min frænde og hjælper på denne dag i marts? Spørgsmålene stiller jeg på engen tæt ved søen. Tågen er tyk og luften fugtig. Vandperler dingler fra kanten af min hue og en enkelt rammer... Continue Reading →

Nøgleordet er tillid

Der er ingen tvivl, når hun dukker op i min sfære. Da jeg beder min bøn og blander kortene, ser jeg hende i et glimt. Nøgleordet er lytning og åbenhed overfor en visdom, som ikke er højrøstet eller som vil krænge vrangen ud for at blive set og hørt. Hun venter og så er det... Continue Reading →

Du skulle bare vide

For anden dag i træk kommer han hoppende gennem sneen og det er selvfølgelig helt uhørt i din del af virkeligheden, men herfra hvor jeg står, er alt muligt. Du skulle bare vide. Det magiske vandhul er frosset til is, men det gør kun landskabet endnu mere indbydende. Lige nu kan du som naturen holde... Continue Reading →

En ven

Sorgen har ændret sig, maskerne er blevet løse som en trøje strikket på tykke pinde. Sorgen fremstår som et væsen gjort af lige dele accept og træthed. Jeg tager endnu et skridt på broen, mørket er sort og regnen falder. Regn som renser, rengør og vasker størknede tårer bort. Det første skridt ind i en... Continue Reading →

Du som ser i mørket

Nogen må sige det, skrive det og synge det. Sætte ord på og lade fortællingens kraft folde det usagte ud. Det er det, hun gør, Fortællersken, det er hendes gave. Til hende selv og til verden omkring hende. Sætter du "op" foran, får du en opgave. En gave, der er givet op og hun har... Continue Reading →

Du er medicinen

Er dette sjælens mørke nat? Jeg fragtes dybt ind i mørket og tristheden danser. ”Så dans med den” gumler Soen, ”det er hemmeligheden. Dans med tristheden, hold om den og mærk dens væsen.” Jeg danser hver morgen, jeg danser elementernes dans. Vender mig mod alle verdenshjørner og danser energien. Midt i mørket har jeg givet... Continue Reading →

Kvinden og høgen

Alene det at ville en vidunderlig fortælling og presse som i en ve, kan være nok til at flowet stopper. Historien bliver i pennen og nægter at komme ud. Vi har lært om kamp, tvang og om at bide tænderne sammen, men det er ikke sådan, det fungerer på Fortællerskens Vej. Jeg ved det, jeg... Continue Reading →

Poesiens Træ

Jo mørkere det bliver, desto bedre kan jeg se. Det er en konstatering, som får mig til at smile. Jeg har altid haft sans for livets paradokser. Uglen i træet giver sig til kende thi skumring er ugletid. Jeg standser op foran træ og ugle for at lytte. Den Gamle Eg. De utallige fortællinger, alt... Continue Reading →

Kaldet indefra

”Det er den tid på året”, hvisker Solsorten, ”tid til at vende hjem. Tegn en cirkel om dig selv og din intention for efteråret og den kommende vinter. Skab rum og sæt sunde grænser. Kaldet indefra, det er som en kærlig portal, gå i gennem i tillid og mærk det. Det, du har brug for.... Continue Reading →

En særlig visdom

Noget er anderledes her til morgen, energien er skiftet og jeg mærker et blidt strejf af håb som en brise gennem det åbne vindue. Det er sidste dag med Merkur i retrograd og jeg tænker på, hvad jeg lært gennem de uger, hvor han dansede baglæns. Merkur. Jeg forstod efterhånden, at vi ikke kun bliver... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑