Når skrivelængslen kalder
Dagen før ”Stille nu” siger Willow May pludselig, da vi på majs fjerde dag sidder omkring spisebordet. Virginia har serveret frokost bestående af en nærende salat, brød og hjemmelavet hummus. Der er vand på kanden, hvor citronskiver og mynte svømmer omkring som havfruer. Stemningen er løssluppen og snakken går. Vi taler i munden på hinanden.... Continue Reading →
Næste morgen møder jeg igen Ceridwen på stranden. Hun kommer gående mod mig fra syd. Jeg står stille og vinker til hende, hun nikker og med lange skridt når hun frem. Vinden har vendt sig og kommer nu fra vest, havet bruser kraftfulde bølger mod land. Det er køligt, diset og dråber af saltvand og... Continue Reading →
Solsorten sidder på taget, da jeg træder ud af døren og lukker den bag mig. Jeg hører hans sang, før jeg får øje på ham i lyset på tagryggen. Han synger, fordi han kan og fordi dagen er ny. En hymne til solen, der er gledet op i horisonten bag pensionatet. En hymne til livet... Continue Reading →
Bag pensionatet lidt oppe af vejen til højre, er der en låge i stendiget, som fører ud på engen. Jeg har været her én gang før i marts, hvor vejen viste mig vej. Mine ben gik af sig selv og lod tankeprotester ligge bag efterårets blade. Denne gang er det anderledes, jeg går samme vej... Continue Reading →
Hvad er dér i kanden, Fionnuala? Jeg ser på hende, mens hun udfører bevægelsen, lange fingre holder kanden og hælder forsigtigt indholdet op i et glas. Vi er alene i biblioteket, det er tidlig morgen og solen glider ind gennem vinduet og kaster lys på støv og edderkoppespind. Dust if you must. Fionnuala stiller kanden... Continue Reading →
Når manuskriptet har forvandlet sig og jeg ved mere, end jeg gør nu, kan du læse om hvem jeg mødte i skoven. Om mange måneder, måske år. For jeg har igen sat fortællingerne fri, jeg har modstået min trang til at vide. Nu gør jeg mig modtagelig for de ord, der falder som regn på... Continue Reading →
Efter Vintersolhverv bliver der stille. Virginia er i køkkenet hele dagen og forbereder vores julemad, selv tager hun af sted juleaftensdag for at tilbringe helligdagene med sin familie. Hvor mon hun kommer fra? Hendes navn blev endelig afsløret for os, men mere ved vi ikke og måske er det nok? Jeg hygger mig på mit... Continue Reading →
Den næste morgen er der faldet sne, lette fnug falder fra skumringshimlen. Haven har skiftet udseende og er klædt i hvidt. Efterår er blevet vinter. Vi er tæt på nymåne og jeg mærker den indadvendte energi som modstand mod at stå op og blive konfronteret med Gwyneth og Maize i spisestuen. Søndagens måltider sørgede vi... Continue Reading →
Jeg sætter mig på en af de store rødder, den er som en stol med mosbetræk. Det gamle træ brummer samtyggende. Det lysner nu, daggry er nær. Er det mon for sent? Mine tanker buldrer som ilden i pejsen og gør mig urolig, men så taler egen og jeg indstiller mig på at lytte. ”Fortæl... Continue Reading →
Jeg sover for længe, det er stadig mørkt, men månen har bevæget sig og hænger i vest over skoven og de høje træer. Fortumlet står jeg op og kommer i tøjet, mens stemmen i mit hoved slår på tromme og siger, at det er for sent nu. Gwyneth vil dumpe dig. Jeg fortsætter mit forehavende... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 