Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det kræver tålmodighed at blive lukket ind i en fortælling. Ofte må du bevæge dig et stykke først, inden du når til tærsklen og det sted, hvor landskabet åbner sig. Du kan gøre det med en opvarmningsøvelse, hvor du tømmer dig for overfladisk tankeaffald og gør dig klar til dit kreative eventyr. Det kan gøres... Continue Reading →
Det virker, når jeg virker og jeg har ikke virket i et stykke tid. Det har været halvhjertet, et forsøg på at få gang i en ild, der ikke rigtig ville brænde. Den blev ved med at gå ud. Enten slukkede jeg den selv, fordi jeg var for træt til at kæmpe eller også blev... Continue Reading →
Vejen til fortællingers medicin handler ikke bare om at skrive og fiske en fortælling frem. Og det handler slet ikke om likes eller berømmelse. Det er en vej dybt ind i dig selv til et sted, hvor dit sande hjerte bor. Den vej er fuld af fælder og forhindringer, for gennem det meste af dit... Continue Reading →
Det går op og ned, det går ud og ind. Rytmen skifter, der er omkvæd og forunderlige vers, der er lange strofer og bløde pauser. Der er musik. Og musikken varierer, skifter mellem dur og mol, bølger mellem toner og har forskellig kraft og tryk. Allegro, Adagio, Crescendo, Staccato, Con Meto. Tag ikke noget for... Continue Reading →
Din sande røst, synger fuglen i mørket. Det sker sent, mørket er dybt som en grav. Men graven er intet dødshul, det er en hellig livmoder. A sacred womb, som fuglen det synger. Ved nymåne på kanten til vintersolhverv. Nu er dagen blevet blå.Natten er på vej.Lyset forsvinder stille,mørket omslutter mig. Er det daggry eller... Continue Reading →
Jeg klatrer op af det samme bjerg, men jeg kommer ingen vegne. Det er mørkt, det er stejlt og jeg har lyst til at skrige: ”Så hjælp mig dog væk fra det her sted.” Det samme stejle bjerg, det samme mørke som en evig gentagelse af noget, jeg har oplevet før. Igen og igen. Det... Continue Reading →
I rette tid, ikke før, ikke siden. Sådan sagde frøen i går. Nu er Losgann og søen, bregnerne og de magiske fiddleheads, forvandlet til et åbent landskab uden ord. Et landskab, der langsomt afsløres, når sort bliver til blå og en lyssprække viser sig i horisonten. Jeg stirrer ud og ser kun mig selv spejlet... Continue Reading →
Nogle gang møder man kronhjorten på kanten af daggry. Sådan er det for mig i dag. Himlen farves af nattens tårer, vinden tørrer dem bort. Tårerne. De er gode, de åbner en vej. Det er her, han står under birketræer af sølv. Temmelig aftagende måne kaster lys, i landet mellem nat og dag kan jeg... Continue Reading →
Jeg har i høj grad allieret mig med mit magiske barn, når jeg igen byder velkommen til Pensionatet for Skrivende Sjæle. Denne gang skriver vi os ind i efterårets energi og processer. Længe havde jeg lyst til at gøre noget anderledes og det nye skrivekursus, som jeg introducerede i sommer og som jeg har fået... Continue Reading →
Så hurtigt kan livet ændre sig. Et øjeblik, et skilt og en beslutning. Jeg går ud af caféen og føler mig lettere end før. Livet på landevejen er ovre. Jeg ser den lille by i et nyt lys og smiler til de gæster, der sidder ved bordene udenfor. Snart er det mig, som vil servere... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 