God rejse, min ven

Det, der sker lige nu, er at jeg ihærdigt forsøger at få en fortælling frem. Selv min lytning er lettere anstrengt. Derfor skriver jeg fra det sted i stedet for at blive i presset eller helt at lade være. En fortællerske ved, at der er mange veje ind. Alene det at skrive sender mig i... Continue Reading →

Træd ud af din skygge

Denne morgen påkalder jeg mig fortællingens kraft og fatter pennen, så den kan føre mig på vej. Det er tid til at vende tilbage. Ikke så snart har jeg tændt mine skrivelys, før lyden af vingeslag rammer min sfære. En glidende landing, så selvfølgeligt og ikke helt uventet. Min ærkefrænde Ørnen. Han ler og ser... Continue Reading →

En ven

Sorgen har ændret sig, maskerne er blevet løse som en trøje strikket på tykke pinde. Sorgen fremstår som et væsen gjort af lige dele accept og træthed. Jeg tager endnu et skridt på broen, mørket er sort og regnen falder. Regn som renser, rengør og vasker størknede tårer bort. Det første skridt ind i en... Continue Reading →

Indråbstegn

Der er ordløse steder i sorgens land. Der er tidspunkter, hvor mørket er et fængsel. På de steder bor ingen fortællinger, det er et tomrum, hvor ordløshed er dronning. Jeg befandt mig på et af de steder i går, så jeg trak mig tilbage til min læsestol og lod andres ord tage over. Jeg vælger... Continue Reading →

Fundamentet

Efter nogle dage opdager jeg, at broen er meget anderledes end jeg troede. Den strækker sig både i længde og bredde og efterhånden går det op for mig, at broen ikke er bare. En bro. I går skete der noget ordløst, som gjorde at jeg tog et skridt, der på en almindelig bro ville have... Continue Reading →

Genopstået fra de søde

“God morgen” siger stemmen på sit tydelige sprog, det umiskendelige rhåååhhh. Sort fugl i mørk nat, jeg må gå efter lyden. Egentlig er det morgen, men på denne tid af året er mørket både langt og dybt. Endnu så tidligt, at dagen kun er en antydning af lys i horisonten. Jeg kan kun se det,... Continue Reading →

Du som ser i mørket

Nogen må sige det, skrive det og synge det. Sætte ord på og lade fortællingens kraft folde det usagte ud. Det er det, hun gør, Fortællersken, det er hendes gave. Til hende selv og til verden omkring hende. Sætter du "op" foran, får du en opgave. En gave, der er givet op og hun har... Continue Reading →

Hestekvinden

Da jeg trak kortet og så Each, hørte jeg hendes stemme. Nu er den stille. Tavs. Og det er det spor, jeg følger ind i morgenens landskab, lyden af stille venten. Gudinden af Daggry, halvt menneske, halv hest. Each er en del af mig. Sådan er mit stjernetegn og nu ser jeg hende pludselig tydeligt... Continue Reading →

Du er medicinen

Er dette sjælens mørke nat? Jeg fragtes dybt ind i mørket og tristheden danser. ”Så dans med den” gumler Soen, ”det er hemmeligheden. Dans med tristheden, hold om den og mærk dens væsen.” Jeg danser hver morgen, jeg danser elementernes dans. Vender mig mod alle verdenshjørner og danser energien. Midt i mørket har jeg givet... Continue Reading →

Din tid er inde

“Du skal ikke tænke fortælling, du skal mærke den.” I dag er Cailleach ugle. Tæt på Nymåne og i regndisens tæppe sidder hun i den gamle eg på sjælevej.  Nok var det mørkt og grumset, nok var dér skyer og regn på vej, men da jeg i nat kiggede ud af vinduet, så jeg en... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑