Når skrivelængslen kalder
Det sker ved Nymåne. Ravnen kommer flyvende ind i min sfære og tilbyder sin hjælp. Hun letter fra en af granerne på stien ud til stranden og svæver over hovedet på mig. Slanke fingre på sorte vinger. Elegant i luften, jeg stopper op for at beundre hende. ”Vær hilset” råher hun og nej, jeg har... Continue Reading →
Måske er det teen, måske er det tid? Da jeg vågner og står op, mærker jeg det straks. Min fod gør ikke ondt mere. Hævelsen er forsvundet, healing er sket. Taknemmeligt går jeg hen til vinduet og trækker gardinet fra. Uden at humpe. Det er mandag og det er Forårsjævndøgn. Ostara. Udenfor er himlen skyet... Continue Reading →
Elva har bestilt en taxi og proklamerer med et bredt smil, at hun giver en tur til byen. Det er tåget søndag, dagen før Forårsjævndøgn og jeg havde ikke tænkt mig at gå ud. ”Min fod er forstuvet” siger jeg indigneret til hende. Mangel på medfølelse og respekt for andres ulykke? Er det sådan, det... Continue Reading →
På den attende dag i marts er vejret gråt og finregn fugter luften. I dag er vinden stille. Naturen holder vejret og jeg glider gennem den dør af langsomhed, som tilbydes. Jeg har ikke travlt. Desuden er det lørdag og jeg har forstuvet min fod. Tidligere var den slags en forbandelse, men noget må være... Continue Reading →
På den trettende dag i marts går det op for mig, at vi hver har fået en opgave, som trækker i forskellige retninger. Men det er ikke noget vi taler om ved middagsbordet eller indvier hinanden i. Vi ved, at det er uundgåeligt, at rejsen tager os hver vores vej og at vi som fortællersker... Continue Reading →
I Caileans køkken er der let til latter. Det indser jeg snart og det får mig til at slappe af. Han er uden alder og alligevel fornemmer jeg, at han er mindst ti år ældre end jeg. Måske mere? Det er ikke til at sige, for han er svær at sætte alder på. I øvrigt... Continue Reading →
Da jeg har skrevet i min rejsedagbog, bladrer jeg lidt i den og forundres. Så mange sider, så meget skrift. Det startede på kanten til november, hvor Gwyneth dukkede op og rejsen begyndte. Men egentlig startede det hele med Dråbefangeren som en slags prolog, en trylleformel, som åbnede den knirkede låge og hvor landskabet omkring... Continue Reading →
Jeg visker tavlen ren, inden jeg går i seng og mumler en bøn. Jeg går ind i foråret med nye øjne. Øjne som ser uden filter, øjne som er indstillet på magi og vidunderlige oplevelser. I drømme. I naturen. I de små finurlige detaljer og tegn, som afslører at noget er større end jeg. Det... Continue Reading →
Det er Beithes sidste dag. Hun sidder allerede ved morgenbordet, da jeg kommer ind af døren. Det samme gør Maize og Elva, som begge kom hjem sent søndag aften. De havde delt en taxi fra togstationen. Jeg hørte dem på trappen og Elva stak hovedet ind for at sige hej. Hun kunne se på lyset,... Continue Reading →
I denne uge har Grace temadage på Primrose Café og Beithe og jeg er på vej til byen. Den lille gule bus, som jeg ville kalde en rutebil, kører gennem hårnålesving og byder på op og nedture. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle til byen og gå på Primrose... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 