Når skrivelængslen kalder
Fra Sommersolhverv på året længste dag, på rejse af lysets vej. Her når du vendepunktet, det er midsommer og du må gerne holde en pause. Kom, sæt dig ved bålet og lyt til sommerens fortælling, mærk den kraftfulde energi. Ilden nærer og fortærer. Forsigtigt overrækker du dine byrder til bålet og ilden tager imod. Vi... Continue Reading →
"Kan du huske de somre?", siger hun og svæver ind over mit landskab med østenvinden. Iskold er den, men hendes stemme er varm og indbydende. Hun lander foran mig og ser indtrængende på mig for at høre mit svar. Jeg nikker bare. Jeg husker dem som om, det var i går. De somre, hvor jeg... Continue Reading →
Det er den sidste dag i januar. Det er gråt, blæsende og regnfuldt. Og fordi vinteren er så mild i går her på disse breddegrader, er der allerede fuld gang i spirerne også ovenpå jorden. Nu er det tid for Imbolc, her ved månedsskiftet og i de første dage af februar fejrer vi det tiltagende... Continue Reading →
Tre ord, hver eneste morgen, ledetråde af sjælestof. Lytte og skabe rum for uden det rum og den stilhed, der gør tankepause, kan du slet ikke modtage det, der er til dig. Har du tænkt på det? Du nikker, men det er ikke et mentalt anliggende og derfor må du være bevidst om at holde... Continue Reading →
TÅGEN LETTER Jeg slipper illusionen om, at jeg har travlt. Jeg giver slip på bunken af tanketråde, fedtede, filtrede og i kaos. Nu ligger de på stien bag mig og en fugl samler dem op for at lappe sin rede. Så gør de da gavn. De slidte tanker. Mine ben er lettere nu, men jeg... Continue Reading →
"Kan du huske de somre?", siger hun og svæver ind over mit landskab med østenvinden. Iskold er den, men hendes stemme er varm og indbydende. Hun lander foran mig og ser indtrængende på mig for at høre mit svar. Jeg nikker bare. Jeg husker dem som om, det var i går. De somre, hvor jeg... Continue Reading →
Hvis vi er fokuserede og formår at drysse en smule disciplin over vores skriveprojekt og den rejse, vi kan foretage gennem ordene, så skriver ordene os. Og meget sker faktisk, når vi bliver stille og ikke er i hæsblæsende aktivitet. Når vi sætter os og ser solen gå ned, når vi vandrer i naturen eller mediterer efter en travl dag. Meget af det sker i stilhed på en hel subtil måde. For når vi åbner os i det magiske rum, når vi stiller spørgsmål i vores skrivebog og når vi i tillid skriver os ind, så behøver vi faktisk ikke skrive særlig meget hver dag. Resten kommer af sig selv.
Der findes en dør. En dør til hende, den vise kvinde, hende som ved. Hun er også din indre fortællerske og du kan skrive hende frem. Hun bidrager til vores mentale og fysiske sundhed, hun er som en kilde af visdom og livskraft, som vi også via skrivning kan forbinde os til. Hun har helt... Continue Reading →
Hun står i sprækken og spejler sig i flammen. Skrivelyset blafrer, jeg sætter mig for at byde hende velkommen og lytte til hendes ord. En smule rastløs og ukoncentreret forsøger jeg at samle mig og holde et indre fokus, der samtidig åbner op og fanger hende ind. Som en vind. En brise af duftende ord... Continue Reading →
Gå med det, som drager dig. Vær den du er i pagt med natur og årshjul. Skriv det, du ser og kan mærke og på en måde, som både gør dig godt og som pirrer dig. Vækker noget i dig, gør dig nysgerrighed, gør dig kåd. Fortællersken er klar til at træde frem i lyset.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 