Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Jeg møder uglen i skumringen. Hun kalder og jeg går ud. Tusmørkelys, det er ugletid, hun vil sige noget til mig. Hun sidder i egetræet, mens solen går ned. Mod syd er lyset dæmpet, mod vest rødmer himlen en sidste gang. Så overlades natten til stjernerne. ”Du er ved at lære det” siger hun anerkendende... Continue Reading →
De kommer allerede inden jeg er hjemme igen. Fortællingerne. De snor sig som slanger, de synger som fugle og en stemme fører historien på vej. Jeg smiler, det er morgen, frost, solen hænger dovent i disen. En af fortællingerne leger med D-ord, find på nogle, griner den og jeg foreslår dejlig. Dvæle. En solsort stemmer... Continue Reading →
Man ved aldrig, hvad der vil ske, når man starter med at skrive. Det er din intention, der bærer kursens kraft. Hvis du lytter og ikke skaber splid med formodninger, vil du se en vej tegne sig i disen. Stille morgen, knitrende frost, solen stiger langsomt op i øst. Det er den første april. Og... Continue Reading →
Skrivelyset brænder stille. Det har regnet i nat, vejen er våd, store dråber hænger fra grenene og glimter i sollyset. Her åbner et rum sig, her begynder jeg at skrive. Landskabet toner frem, levende og frit. ”I dag forventer du mirakler» siger odderen, som jeg møder ved vandhullet et stykke nede af marken. Hvorfor jeg... Continue Reading →
Der er gang i simregryden, jeg sysler med sommerens intuitive skriveskole. Meget fint lander i min sfære og jeg inspireres. Ikke af noget ydre, ikke af frygt eller manipulation, men fra et sted, hvor sjælen synger. Mit udgangspunkt er, hvad jeg selv har brug for og trænger til i samklang med min indre pige, mit... Continue Reading →
Jeg tager min byrde og lægger den på kanten af klippen. Her forlader jeg min sorg. Det er en tåget morgen, kulde og varme mødes ved Forårsjævndøgn. Træthed mærkes, vinter satte sine spor. Fortiden ligger bag mig. Jeg traf mine valg, jeg fulgte hjertets vej. Det har været en lærerig rejse, men nu er jeg... Continue Reading →
Kan du være med ubehaget på tærsklen? Bare mærke at det findes uden at vikle dig ind i dets tråde? Uvisheden er en kløft, en afgrund foran dig. Men det er samtidig et løfte om fornyelse og håb. Tæt på Forårsjævndøgn, et tidspunkt for balance. Når Forårsjævndøgn eller Ostara, som tidspunktet også kaldes, indtræffer, bevæger... Continue Reading →
Det velkendte rhhåå, en sten falder fra min sjæl. Dump lyd høres, da sten rammer vandet. Plask. Det er en god lyd, en af dem, der får læberne til at vibrere. Et smil formes, da ravnen rammer min sfære som sten ramte vand. Hun kommer med foråret, glidende over himlen med sine karakteristiske vingeslag. En... Continue Reading →
“Man skal da ikke skynde sig i marts” siger hind, hun står på stien foran mig. I krattet ses bregner og nyt græs, der har fundet vej gennem mulden. ”Hvis man da overhovedet skal skynde sig?” ”Det skal man vel nogle gange. Du har da også brug for at flygte og gemme dig bort?” ”Tja,... Continue Reading →
Måske kender du det fra dig selv? Du vil så gerne have noget til at ske på en bestemt måde. Faktisk kan du slet ikke forestille dig det anderledes. Men det sker ikke rigtigt eller også opstår der hele tiden forviklinger, forsinkelser og intet bliver, som du havde håbet. Alligevel hænger du i. Du vil... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 