Når skrivelængslen kalder
Det er en fryd at vågne op og gå til havet. Som det første. Uden tvivl. I ført badekåbe, klipklapper og med håret sat op. Med søvnen hængende i huden og en følelse af at være en af de første, som griber dagen og siger ja. Solsorten hilser mig med sin sang, æbletræet nikker godmodigt... Continue Reading →
Krage kalder morgenen ind. Gennem det åbne vindue hører jeg dagen stå op og lydene vokse. Lyset rejser sig som en søjle og snart danser landskabet i morgendis. Udenfor mit vindue på værelse nummer 3. Søvnen slipper uden modstand, jeg bliver liggende lidt og lytter. Skubber blidt tanker om andet bort og nyder den kølige... Continue Reading →
Mandag morgen er vi alle samlet ved morgenbordet. Virginia er tilbage og har bagt surdejsbrød, store skiver, sprøde og saftige, ligger på et fad. Melon, jordbær og agurk er stødt til. Det er blevet sommer på Pensionatet. Jeg vågnede lidt før 6 og var frisk. Vinduet stod på klem og fuglene sang. En krage skreg.... Continue Reading →
Hun kom ved midnat, da maj blev juni. Med bussen kørte hun igennem hårnålesving og så lyset fange træer og insekter. Han satte hende af ved det grønne stoppested, chaufføren og hun gik resten af vejen under tiltagende måne. Kufferten på hjul trak hun bag sig. Et sted på vejen hilste hun på Willow, som... Continue Reading →
Nu står de i en vase på mit skrivebord, de tre urteplanter. De dufter og de minder mig om Fern og hemmeligheden. Så hemmelig, at jeg ikke kan dele den her, men jeg kan forsikre dig om at fortællingen bor i manuskriptet. Lige nu må jeg holde kortene tæt til kroppen. Det er essentielt. Roseroot.... Continue Reading →
Så lærte jeg det. Man har planer med mig. Jeg er ikke bare en tilfældig gæst på Pensionatet og min læring er ikke kun til eget brug. Cailean og Willow har talt. Det forunderlige er, at alting føles anderledes nu og at det, de fortalte mig forleden i Caileans hus, mærkes som en selvfølge. Det... Continue Reading →
”Du må indstille dig på magi”, siger Willow, da vi mødes ved lågen, den låge der fører ind i skoven og frem til Caileans hus. Jeg havde ikke planlagt at møde nogen og bliver forbavset, da Willow pludselig kommer småløbende i flagrende nederdel og sneakers. Grøn trøje over løs T-shirt. Kastanjekrøllerne hopper og danser. Hun... Continue Reading →
”Hvordan lærer jeg at vove vildnisset, Willow?” ”Du er vildnisset” smiler hun og lægger hovedet på skrå, så kastanjekrøllerne vælter. Med de ord går jeg alene til havet. Puslespil Det er søndag og vi taler om puslespilsbrikker. Virginia er som altid på familiebesøg og vi sørger selv for maden. Vi er Elva, Willow og jeg.... Continue Reading →
”Det er først bagefter, at man får øje på trådene. De fine perletråde i edderkoppespindet. Hvordan man med sine ord og ved at beskrive sine rejse har skabt en vej, som ikke fandtes før. Hvordan man med sin disciplin og sine gentagelser selv har vævet den vej. En vej, hvor der vokser fortællinger og hvor... Continue Reading →
Dagen før ”Stille nu” siger Willow May pludselig, da vi på majs fjerde dag sidder omkring spisebordet. Virginia har serveret frokost bestående af en nærende salat, brød og hjemmelavet hummus. Der er vand på kanden, hvor citronskiver og mynte svømmer omkring som havfruer. Stemningen er løssluppen og snakken går. Vi taler i munden på hinanden.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 