Rejsen til Daggryets Ø. Intuitiv skriverejse for kvinder. Starter den 15. september 2026 og varer i 5 måneder. Der er 1 plads tilbage på holdet.
Rejsen til Daggryets Ø
På daggryets kyst
Der er en pige i mig, som ihærdigt forsøger at gøre det rigtige. Stadigvæk! Den rigtige smag, balance, det perfekte flow. En balance, der hele tiden flytter sig i evig forandring, hun begynder at indse, at hun er kommet til kort. For bedst som hun tror, at hun har skabt den perfekte balance, ændrer den... Continue Reading →
Guddommelig tilladelse
Uglen og det gamle sværd Bum! Overskriften er ankommet. Som hvid fjer sendt fra himlen, engel, due, fugl. Fællesnævneren? Vinger, siger du prompte og smiler, fordi du uden at tænke vidste. Du behøvede ikke at regne den ud. Med de ord er en fortælling sat i spil, en underfundig dans af blæk og fjer. Du... Continue Reading →
I dag har ingen travlt
Det er for tidligt, jeg ved det, jeg er i inderlig proces. Åben for det, der er til rådighed, åben uden at gribe eller forgribe. Det er en øvelse og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det var let. Alligevel kan en del af mig uden løgn fortælle, at det er det bedste, der... Continue Reading →
Det gyldne mellemrum
Der står en ræv et stykke inde på marken. Hun betragter mig nysgerrigt, men holder sig på afstand. Hendes energi blæses ind i min sfære. Vinden er kold, det er blevet vinter igen, selvom vi er sidst i marts. Ræven er bærer af historiemedicin som mange andre frænder. Og er det ikke det, jeg søger... Continue Reading →
Et smukt tegn
Blegt lys, sol gennem tynde skyer, let frost og skarp vind. En ravn flyver forbi. Jeg hører hende, før jeg ser hende. Et kald, som en klokke i mit indre. Er du vågen? Er du klar? Hun jubler i sin lyd og kalder på stille fejring. En vej har åbnet sig, den er blevet gjort... Continue Reading →
Der er altid en sang
”Alle brikkerne vil falde på plads” siger høgen og betragter mig fra pælen i hegnet. ”Du behøver ikke at gøre noget. Faktisk er det bedst, hvis du træder til side. Du har sået dine frø og snart er det tid til spiring. Snart er et nøgleord, det er ikke endnu. Og her kommer din tålmodighed... Continue Reading →
Derfor stoler hun på havet
De sidste dage af februar blev tilbragt på kanten til havet bag klitterne et sted. Et sted, hvor hun blev holdt af tåge og et landskab, der ikke lod sig nøjes med tilsyneladenheder. Således talte det åbne klitlandskab til hendes sjæl, det sted, hvor hun befandt sig på en tærskel i tågedis. Havet sang for... Continue Reading →
Pigen og kronhjorten
”Jeg er sådan en, der giver udtryk for sine følelser” siger pigen til kronhjorten, som står i hvælvingen. Birketræer, en ny begyndelse, sølvstammer i lyset fra sol og sne. Det er midt i februar og faktisk er det fastelavn. Men her skal det hverken handle om katte, tønder, boller op eller boller ned. Det skal... Continue Reading →
Kvinden på klippen
Hun har stået på klippen længe. Helt ude på kanten. Med vindblæst hår, dramatisk himmel, kæmpe bølger mod hendes kyst. Så blev hun blæst tilbage og forsvandt. Der gik et døgn, måske lidt længere. Hun var tilbage på et gammelt sted. Det kan du ikke se, hvis dit blik er fæstet på klippekanten og den... Continue Reading →
