Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Verden er anderledes uden det gamle filter. Skoven er grønnere, duftene mere intense og himlen over granerne mere blå. ”Vi skal ind i bøgeskoven” forklarer Faola, mens vi går. ”Vi skal mødes med Bò. Bò?” ”Koen.” Faola går videre uden at tage sig af den forundring, der rejser som modstand i min krop. Hvad laver... Continue Reading →
Noget i mig er vækket til live, spændingen er som adrenalin. Vi er på vej ind i skoven for at hjælpe manden med hætten. Vi har fået en opgave. Forbandelsen må hæves. ”Det er lige efter bogen” siger ulven henvendt til mig. Hun står foran den store sten med de forunderlige inskriptioner. Det er en... Continue Reading →
Dér står hun med hemmeligheden i månens sidste lys. Dag afløser nat og vi mødes i et glimt af lykke. Et strejf af noget andet, et kærtegn og en stemme, der hvisker kom. Nu skal du bare høre. Det er hende, Tranen, på ét ben i vandet, tålmodighed og årvågen som få. Afslappet i krop... Continue Reading →
Jeg følger efter den hvide hind ind i skoven. Tusmørket ligger som et filter over landskabet, luften er fugtig og dufter af regn. Jeg drømte om hende, det er jeg sikker på og nu spørger jeg mig selv, om jeg er vågen. Drøm eller virkelighed? Mine ben bliver ved med at gå og vi er... Continue Reading →
Svøbt i dis giver dagen sig til kende. Luften er tyk af poesi. Over mig flyver Ørnen på lyserød himmel, under mig knaser gruset for hvert skridt, jeg tager. ”Er vi på vej et særligt sted hen?” spørger jeg ham henkastet. Til det svarer han ja. ”Vi skal på besøg hos mosekonen, hende der bor... Continue Reading →
Solregn, skarpt lys med bløde kanter. På linje med efteråret vandrer jeg ud i morgenen uden at tænke over, hvor jeg går hen. Om der er en fortælling. Om jeg møder en frænde. Alt vil afsløre sig for mig, når blot jeg lader pennen glide over papiret og sætter den ene fod foran den anden.... Continue Reading →
Du er nødt til at begynde din rejse, tage det første skridt. Hvad kalder på dig, hvem er det som hvisker i vinden? En som kender dit navn. En som ved om dit savn. Der er så meget, som står i vejen. Tiden er knap. Det kan være svært at få tage hul på, at... Continue Reading →
Der var engang en kvinde. En modig og skriveglad kvinde fuld af længsel efter at folde sin sande sjæl ud og lade dens fortællinger skrive. En kvinde, som helt instinktivt have en forståelse af, at eventyrets kraft kunne hjælpe hende med den intention. At eventyret ville skænke hende helt særlige værktøjer som hun også kunne... Continue Reading →
Elegant landing i morgensol, dug slynger sig som tynde grene over plænen. Det sker i øst, den nye dag vokser med lyset, tøvende hæver den sig i horisonten. Luften er frisk og fuld af tidligt efterår. Jeg trækker vejret dybt, åbner havelågen og hører det velkendte knirk og så lyden af egne skridt over gruset.... Continue Reading →
”Jeg giver afkald på en fortælling”, siger jeg så højt, at han ikke kan undgå at høre det. Jeg er ikke i humør til … ” Over sten og knoldet jord kommer han nærmere. Vi befinder os et stykke oppe i bjergene. Det er en kølig morgen, skyerne ligger lavt og lyset er dæmpet. Verden... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 