Glæde

Rødmende morgengry, jeg hilser dig. Måne og Venus ditto. Træsilhuetter og uglesang, stilhed, fødder og poter. Kan jeg mon vænne mig til dette sted i mig selv, hvor glæde og taknemmelighed råder? Hvor følelsen af at være kommet hjem er markant og hvor rødder og stolthed vokser gradvist, efterhånden som vinteren skrider frem? Det er... Continue Reading →

Januars sang

Så mødes vi igen. En såret kriger træder frem i morgenlysets blå og ser. Uden sårene ville hjertet forblive lukket. De sår, hun nu kan fylde med kærlig muld og plante de frø, der vil spire, når tid er. Men lige nu er det vinter. De første uger af januar kalder på indre nærvær og... Continue Reading →

Bag skrivelængslens kald

Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom... Continue Reading →

Julerosen

Nogle gange ved du uden at vide. Noget er undervejs og er ikke landet endnu. Men fornemmelsen er klar i dit blod som et indre syn, der manifesteres. Måske er det endnu for tidligt for tidligt at sætte ord på, men du skriver alligevel et par ord i din bog, nøgler som endnu ikke har... Continue Reading →

Livlinen

“Du må lære at stole på fortællingens kraft og kende den som en væverske kender sine tråde. Dine fingre og din pen i bevægelse over blanke sider, linjer, lytte, lære og have tillid.” ”Men hør, hvad laver du da denne morgen på fortællerskens vej? Det var måske lige kækt nok, men med tiden bliver jeg... Continue Reading →

Alt er tilsyneladende

Hver eneste morgen er en ny begyndelse. Foran mig ligger de blanke sider med linjer som en uendelig landevej, linjer der endnu mangler sine ord. Min intention starter i det øjeblik, jeg tænder skrivelyset og trækker mine kort. Her skænkes jeg tre ord, der er som nøgler til usynlige døre og låger undervejs. Med pennen... Continue Reading →

Uglen og fortællersken

Jeg vidste det i det samme, jeg så hende. Cailleach i skikkelse af uglen. Budskabet, der straks forplantede sig i min sjæl. Vinter er ugletid og hun er tilbage. Må vi bede om fuldstændig stilhed! Sluk de kunstige julelys og kom ud under stjernerne. Skru ned for musik og tvangstanker, der driver dig i modsat... Continue Reading →

Eventyr som guide på den indre rejse

Mine ord til dig i dag kunne også have haft overskrift "eventyrlig selvhjælp", for det er nemlig det, eventyrets kraft kan. Du kan bruge din skrivning og de eventyr, du skriver undervejs og i processen, som en slags guide og hjælp på den indre rejse. Det kan måske lyde lidt for eventyrligt, men faktisk er... Continue Reading →

Gåsefjer

Her er stille bortset fra vinden, som hyler i hus og trætoppe. Nedfaldne blade hvirvles op og nogle tager flugten. Men jeg flygter ikke, for dette tidspunkt på årshjulet er et sted, hvor farten sænkes og … ordene forstummer. ”Der er ikke altid ord” siger hun, Gåsemor, og lander for en stund på marken foran... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑