Når skrivelængslen kalder
”Velkommen” siger kvinden i grønt og gentager skiltets budskab. Jeg føler mig afslappet og hilser på hende. Fleur logrer. Vi står foran hendes havelåge, hun på den ene side og jeg på den anden. Foråret er kommet til hendes have, alt er lysegrønt og blomstrende, der er påskeliljer, krokus og nogle lilla blomster, jeg ikke... Continue Reading →
Hun kom ved midnat, da maj blev juni. Med bussen kørte hun igennem hårnålesving og så lyset fange træer og insekter. Han satte hende af ved det grønne stoppested, chaufføren og hun gik resten af vejen under tiltagende måne. Kufferten på hjul trak hun bag sig. Et sted på vejen hilste hun på Willow, som... Continue Reading →
Oonagh June er skam ankommet til pensionatet, selvom hun ikke er indskrevet i fortællingen endnu. Efter sigende ankom hun med bussen til det grønne stoppested ved midnat i går. Willow er forduftet og fortsættelse følger Hvordan mon hun ser ud, hvordan mon hun er? Oonagh June. Det ser jeg frem til at skrive mig ind... Continue Reading →
”Hvordan lærer jeg at vove vildnisset, Willow?” ”Du er vildnisset” smiler hun og lægger hovedet på skrå, så kastanjekrøllerne vælter. Med de ord går jeg alene til havet. Puslespil Det er søndag og vi taler om puslespilsbrikker. Virginia er som altid på familiebesøg og vi sørger selv for maden. Vi er Elva, Willow og jeg.... Continue Reading →
”Du behøver ikke at forklare” siger Ceridwen til mig, da vi mødes på stranden først på eftermiddagen. Solen står højere nu og lyset er skarpere. Det samme er vinden, den skærer sig gennem huden og slår tromme på kolde knogler. Vinteren var lang, men nu er den ovre. ”Jeg ved alt” fortsætter hun ”alt, hvad... Continue Reading →
Venlighed er en hellig gral, skriver jeg i rejsedagbogen. Faola vækkede mig syngende og jeg gik ud fra, at vi straks skulle af sted. Forlade hulen under stjernerne og finde spejlet. Men hun fortæller mig, at hun er nødt til at gå alene. Der er noget, hun må gøre og selvom hun udtrykker det mere... Continue Reading →
”På gensyn” siger vi til Skovens Hvide Damer og går mod vest. En snoet sti mellem høje graner, en ulv og en kvinde med rygsæk. Solen i syd, det er midt på dagen og rejsen er kun lige begyndt. Jeg har allerede tusinde ting, jeg kunne skrive i min rejsedagbog, men sagens alvor lader sig... Continue Reading →
Det er et spørgsmål om at lytte. Du hører med pennen, mens du skriver dig ind. Du skal ikke tænke og regne den ud, du følger det dybe flow bag mylderet af tanker. Lad sangen synge dig. Den kunst kan du lære at mestre. Din intuition er stærkere end du tror. Af ord er du... Continue Reading →
For et par uger siden havde jeg en vidunderlig drøm. Jeg var i Frankrig og jeg var ude at cykle. Det var forår af den slags, det kan være i Sydfrankrig og som minder om en sommer i Danmark. Luften var mild og fuld af blomsterduft. Dagen var ny. Jeg cyklede igennem en fransk landsby... Continue Reading →
”Denne fortælling er en redegørelse for noget, som skete i går”, begynder jeg og Ulven ler højt. ”Det lyder meget officielt. Der er ingen domstole i det magiske univers, tværtimod, her øver vi os på at lægge dommen væk.” Hun smiler bredt. ”Lad mig starte forfra. I går lagde vinden sig og ud på eftermiddagen... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 