Indråbstegn

Der er ordløse steder i sorgens land. Der er tidspunkter, hvor mørket er et fængsel. På de steder bor ingen fortællinger, det er et tomrum, hvor ordløshed er dronning. Jeg befandt mig på et af de steder i går, så jeg trak mig tilbage til min læsestol og lod andres ord tage over. Jeg vælger... Continue Reading →

Der er ingen vej udenom

Frø gror i mørket og det gør du også. Og det ER mørkt, da jeg træder ud af døren og åbner den knirkende havelåge. Finregn drysser dråber, himlen er koboltblå mod lyset fra vinduerne i huset. Jeg går ud af markvejen, drejer til højre for enden af havehegnet og følges med tøvende lys i øst.... Continue Reading →

Din tid er inde

“Du skal ikke tænke fortælling, du skal mærke den.” I dag er Cailleach ugle. Tæt på Nymåne og i regndisens tæppe sidder hun i den gamle eg på sjælevej.  Nok var det mørkt og grumset, nok var dér skyer og regn på vej, men da jeg i nat kiggede ud af vinduet, så jeg en... Continue Reading →

Hengivelse

Uglen og Kragen konverserer og det gør de på de allersidste sider i min skrivebog. Selv er jeg stået op til en morgen med skarp sol mellem skyer. Først rødmende himlen, så hengav den sig. Og det, min ven, er også nøgleordet i dag. Hengivelse. ”Et spadestik dybere” siger Uglen og Kragen nikker, ”det kræver... Continue Reading →

Poesiens Træ

Jo mørkere det bliver, desto bedre kan jeg se. Det er en konstatering, som får mig til at smile. Jeg har altid haft sans for livets paradokser. Uglen i træet giver sig til kende thi skumring er ugletid. Jeg standser op foran træ og ugle for at lytte. Den Gamle Eg. De utallige fortællinger, alt... Continue Reading →

En snak med uglen

“Hvis jeg må bede dig om at være tålmodig bare lidt endnu,” siger hun og ser på mig over brillekanten. Brillerne er en illusion, selvfølgelig, for ugler bærer ikke briller. Hun har været vågen gennem natten, det korte mørke vi har om sommeren, og har set, mens andre sov. På daggryets rand mødes vi, morgenen... Continue Reading →

Når sårbarhed vendes til styrke

Mens jeg gik morgentur, dukkede den op igen. Skolen for Fortællersker. Jeg slap den og lod ideen simre i sig selv under Corona-krisen. Det var ikke helt tid endnu. Imens har ideen vokset sig stærkere som rødder i min jord, uden at jeg har gjort noget særligt. Et frø er blevet til en kraftfuld spire.... Continue Reading →

Uglebogstaver

Disse ord skal skrives med blæk, dansende tråde i den nye morgen. For mange ord, for meget, for ditten og datten. Er du ikke træt af at høre det og lade dig begrænse? Uglemor på gren i tidlig morgen. Hvad laver du her, fristes jeg til at spørge, eftersom jeg har lært at hun primært... Continue Reading →

Vintersolhverv i maj

”Nu ved du det og med erfaring forankret i levet liv, er det blevet din visdom. Det er længe siden, vi to har stukket hovederne sammen, du formodede vel, at jeg for længst var forduftet? Jeg er jo en nattefugl og en af dem, man ofte forbinder med vinter og dybt mørke.” ”I går gik... Continue Reading →

Krisepunktet

Jeg tænder skrivelysene og sætter mig i mit magiske rum. Gør det, jeg altid gør, trækker mine kort, mærker budskabet og modtager 3 nøgleord. Indre skatte. Forbindelse. Gnist. Men i dag er jeg for urolig til at kunne modtage en fortælling. Jeg skriver i livet, jeg sætter ord på den frygt, jeg mærker. For uroen... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑