Hende som mærker

“Alt er timet og tilrettelagt” siger Katten, som sidder midt på vejen, da jeg går mod landsbyen. ”Tag det roligt, svøb dig i dulmende vished om, at du er velguidet på din vej. Beskyttet, med mindre du da insisterer på paniske udfald af egouro og tvivl.” Hun sidder placeret præcist sådan, at jeg ikke kan... Continue Reading →

Vi danser efteråret

”Gå ud og find odderen” er ordene til den musik der spiller i morgenlyset. Det er diset, det er fugtigt, det er koldt. ”Find odderen, for han er den, du skal tale med i dag. Det er længe siden, I to sidst stak hovederne sammen, nu er det tid igen.” Tanken fylder mig med lige... Continue Reading →

Ørnen og længslen

Jeg så ham lette fra marken, da jeg lukkede vinduet til skrivestuen. Med gyldenbrune fjer i modlys svævede han rundt i bløde cirkler, inden han forsvandt bag træerne mod syd. Ørnen. Det var forleden dag, nu kommer han igen flyvende ind i min sfære, jeg smiler og mumler et blødt selvfølgelig. Han viste sig for... Continue Reading →

Mod nord

“Du må give det sin tid” siger Tarbh blandt valmuer i blødt morgenlys. Natten er forbi. Lidt senere end normalt forlader jeg huset, jeg har sovet længe og søvnen hænger ved. Men jeg går, for det gør jeg altid. Han står på engen blandt vilde blomster, de standhaftige, som ikke er bukket under for tørken.... Continue Reading →

Hybenhjerte

”Du står ved en skillevej”, siger Solsorten. Han sidder under hybenbusken i pink og orange. Bag ham er der en mur. En af dem med mursten og graffiti. Med snørklede spraydåsebogstaver står: Her må du vælge med hjertet. Ha ha, meget morsomt. Er det ikke det, jeg har gjort hele tiden? Og hvor har det... Continue Reading →

Grænseland

Det er køligt i morgenens første timer. Med natten i hælene kravler lyset forsigtigt op og kigger ud over kanten. Jeg var vågen ved daggry, her slap søvnen op og jeg blev et vidne til solopgangen. Bløde stråler gennem skysprækker og skyggelys af den slags, der holder på kulden. Det er køligt, da jeg går... Continue Reading →

Du bliver hvad du skriver

Der kommer ingen fortællinger lige nu, er der mange, som siger. Der sker ikke noget og efterhånden finder man ud af, at det ikke nytter noget at presse. Der er ingen veer. ”Men ser du” fortæller jeg Zoe, ”jeg har for længst fundet ud af, at man sagtens kan skrive alligevel. Det kaldes også sankeskrivning.”... Continue Reading →

Vindens Eng

”På gensyn” siger vi til Skovens Hvide Damer og går mod vest. En snoet sti mellem høje graner, en ulv og en kvinde med rygsæk. Solen i syd, det er midt på dagen og rejsen er kun lige begyndt. Jeg har allerede tusinde ting, jeg kunne skrive i min rejsedagbog, men sagens alvor lader sig... Continue Reading →

Lad lyset vokse stille

At give slip er en proces. Fra tidspunktet ved Vintersolhverv, hvor vi stod tæt på bålet og mumlede en stille bøn. Det var aften, det var mørkt. Det sneede, flammer og vand forenedes, fra is til ild. ”Jeg giver slip” sagde jeg og vidste præcist, hvad jeg gerne vil af med.”Jeg springer ind i… ”... Continue Reading →

Bjørnen og ordene

”Nu kan det vel næppe komme som en overraskelse”. På vej gennem stormen og hagl fra vest, passerer jeg porten og går igennem uden at ænse det. Det sker bare, og det eneste jeg registrerer, er den måde hvorpå vinden skubber mig mod øst. Hagl hjælper til, ubehagelige nåle prikker til min hud og på... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑