På tærsklen mødte jeg haren

Det er bare mig i dag. Mig, pennen, skrivebog og blafrende stearinlys. Den første sol finder vej gennem skrivestuens vinduer og støv kommer til syne. ”Dust if you must” hører jeg en hæs stemme sige på engelsk for så at slå over i dansk. Haren kan mange sprog. ”Som ude så inde, skønne kvinde”. Det... Continue Reading →

Mirabellesang

Måske er det forår, men det også vinter. Vinter på tærsklen. Denne tid strider imod dit instinkt, siger du, men forholder det sig egentlig sådan? I dag vil jeg invitere dig på en indre retræte og vise dig noget, du har overset i bunken af frygt og bekymringer. Det ligger dér og glimter som guld... Continue Reading →

På tærsklen i fuldmåneland

“Something beautiful is being born in your life.” Stille nu, jeg skriver langsomt og lader pennen forme hvert bogstav, som blev det hugget ud i sten. Som runer finder skriften vej og det tomme papir i skrivebogen fyldes ord for ord. Vinden er blæst op, træerne danser og lufter de nye skud. Spirer, alt det... Continue Reading →

Tango med Merkur

Så du er endelig ved at erkende det og tage det i accept. Det er en hellig gerning. Ingen undskyldninger eller søforklaringer. Fortællingens kraft forbinder dig til Kilden og guider dig på vej. Din sjæl tænder på lyden af fortællinger og eventyr, din glæde og indre vished vækkes til lyden af musik. Og i det... Continue Reading →

Vovestykket

Jeg læser først, hvad jeg skrev i går og hvordan jeg blev guidet. Ørnens ord om intuitiv timing og om gode gamle Merkur i retrograd. Mens solen stiger til himmels i øst, en orange kugle af håb, flyver flokke af gæs over himlen. De hilser, jeg svarer dem tavst og holder igen. Langsomt går jeg... Continue Reading →

Datter af øst

"Følg blot din sjæls stemme" siger hun og slår ud med vingerne. Fra sin plads i det gamle egetræ har hun både udsigt og indsigt og hun kan se ned på mig, men det gør hun ikke. Hun ser gennem mig. Hun ser og hun ved. Og hun har fulgt mig gennem vinteren frem til... Continue Reading →

Når noget er undervejs

Blå morgen hvisker sit kald, en hymne af dis. Tusmørke, endnu lever natten og en snert af søvn og vintertræthed sidder endnu i mig. Men jeg står op og ser ham fra første færd, for jeg drømte om ham og en af hans venner sidst på natten. Himlen var blå, lyset skarpt, det var tidligt... Continue Reading →

Vildfarelsens ø

Der var engang en kvinde, som hørte en stemme hviske. Så hun satte sig med pen og skrivebog for at lytte til det, stemmen hviskede om. Hun lyttede og skrev sig ind i tillid. Og den morgen fortalte stemmen hende om de tidspunkter, hvor vi ikke ved og hvor både frygt, tvivl og rastløshed krydret... Continue Reading →

I et mellemrum

Det var sommer. Kvinden bevægede sig fra huset og ud i haven balancerede med en bakke. Dér stod en kande iskold vand med citron, et glas og en kop dampende varm kaffe. Hun fandt vej til havebordet og arrangerede det hele foran sig. Skrivebogen og pennen lå dér allerede. Længe blev hun siddende ubevægelig bortset... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑