Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
“Do not let your intellect imprison your heart as human imprisons his selchie spouse, the magical seal.” Ordene bæres af vinden i den mørke morgen, skrivelys brænder og øjne lukkes for en stund. Følelser flyder gennem mig som en flod, der løber mod havet, jeg sætter mig ved bredden under egetræet og ser det ske.... Continue Reading →
Hun står i sprækken og spejler sig i flammen. Skrivelyset blafrer, jeg sætter mig for at byde hende velkommen og lytte til hendes ord. En smule rastløs og ukoncentreret forsøger jeg at samle mig og holde et indre fokus, der samtidig åbner op og fanger hende ind. Som en vind. En brise af duftende ord... Continue Reading →
Det var da jeg lavede min morgenyoga og meditation, at jeg hørte hendes stemme. Hun kaldte på mig. Noget i mig vidste, så jeg adlød, fulgte brødkrummesporene ind i skrivestuen og videre ud i køkkenet, hvor jeg satte vand over til te. Te med kamille. Nu damper teen i koppen, afventende, mens den trækker. Jeg... Continue Reading →
Det er fuldmåne og mosekonen brygger. Hvide køer vandrer som spøgelser i fuldmånens skær. Jeg ser dem gennem vinduet, det er et magisk syn. Så går jeg ud. Tager min frakke på og træder udenfor på trappestenen. Huset ligger højt, vi har udsigt over dalen og markerne i naturreservatet. Dér står jeg lidt, inden jeg... Continue Reading →
Morgenerne er kølige nu, duggen ligger tungt over landskabet. Jeg hilser det kommende efterår velkommen, når jeg vender mig mod øst. Solen stiger langsomt til vejrs. Bag skyerne. Jeg mærker, at de ord ikke er den rette indgang. Jeg prøver en port, men den synes låst. Hvis porten ikke åbner, når du banker på og... Continue Reading →
Dette er en fortælling om en kvinde, som er træt i tørken og som vander sin vilde kamille hver aften, fordi den ved. I fortællingen vil du også møde en rød glente ved navn Pema. Pema er min læremester, en flyvende fjerdragt af visdom og årvågenhed. Hun kommer aldrig helt tæt på og alligevel har hun... Continue Reading →
”Jeg får lyst til at spørge hende om hendes navn, men finder det ikke passende. I stedet sætter jeg mig forsigtigt på den taburet, hun hiver frem til mig, inden hun igen forsvinder ind i huset. For at lave kaffe, antager jeg. Der er dejlig lunt på trappen til hendes hus, et gammelt bondehus med... Continue Reading →
Det er tid nu. På tærsklen til forår rækker jeg dig en gylden pen, som passer perfekt til din hånd. Mærk dens glatte overflade, køligheden og måden, den lægger sig til rette i din håndflade på. Dine finger smyger sig om den, placerer sig og ved præcist, hvordan det skal være. Du behøver slet ikke... Continue Reading →
Du er kommet for at skænke mig en fortælling om dette tidspunkt på min rejse. Om tomrummet, som er dybere end nogensinde før og om følelsen af, af alt det gamle som før trøstede mig og gav mig et sted at være, ikke længere er gyldigt. De klæder, som jeg før varmede mig i, er... Continue Reading →
Det er fuldmåne og mosekonen brygger. Hvide køer vandrer som spøgelser i fuldmånens skær. Jeg ser dem gennem vinduet, det er et magisk syn. Så går jeg ud. Tager min frakke på og træder udenfor på trappestenen. Huset ligger højt, vi har udsigt over dalen og markerne i naturreservatet. Dér står jeg lidt, inden jeg... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 