Dørvogteren eller en streg i sandet

Morgenerne er kølige nu, duggen ligger tungt over landskabet. Jeg hilser det kommende efterår velkommen, når jeg vender mig mod øst. Solen stiger langsomt til vejrs. Bag skyerne.

Jeg mærker, at de ord ikke er den rette indgang. Jeg prøver en port, men den synes låst. Hvis porten ikke åbner, når du banker på og hvis din nøgle ikke passer i låsen, så er det ikke din port. Lige nu. Måske kan jeg trylle, det kan jeg som regel, min rygsæk er fuld af skriveurter og historiemedicin, men jeg kan instinktivt mærke, at den lukkede port har et budskab. Så jeg takker, vender mig om og går. Gennem ordene. Jeg skriver mig videre.

Det, du søger, findes dybt i dig selv, men for at kunne åbne porten og komme ind, er du nødt til at give slip på dørvogteren.

En stemme lyder, men jeg kan ikke umiddelbart se nogen. Det er begyndt at regne, tunge dråber trommer landskabet åbent og jeg træder frem. Lytter til regnen, smager på ordene, jeg hørte og er nødt til bare at stå lidt og skærpe min opmærksomhed. Dråbernes rejse fra himmel til jord. Den dråbe, der finder vej til min næse og ender på spidsen af min tunge. Dråben blander sig med ordene fra før og jeg hører et suk.

”Hvilken dørvogter?” spørger jeg så og stiller spørgsmålet med sirlige bogstaver i min skrivebog. Men jeg stiller det også i det våde græs på engen. Så lytter jeg lidt mere. Trækker vejret dybt og bliver stille indeni.

Lad efteråret hjælpe dig på din færd

”Lad efteråret hjælpe dig på din færd. Bevæg dig indad med en intention om, at du nu langsomt giver slip på den vogter af dit indre skattekammer, der med næb og kløer har spærret vejen for dig i alle de mange år. Den del af dig, som er bange, frygtsom og som vil gøre alt for at forplumre dine egne håb og drømme. Som forkaster de ideer, der kommer fra hjertet, og som forbander nysgerrigheden efter at prøve noget anderledes, blot fordi din indre censor skaber røre i andedammen. Og nej, jeg er ingen and. Ej heller en mand. Men tampen brænder.”

Jeg lytter og skriver det, jeg hører. Snart kommer der mere.

Du skal tilbyde din dørvogter et nyt job. Ja, hun skal forfremmes!

”Lad dette være en ny begyndelse. Et efterår, hvor du i takt med naturen giver slip på alt det, som ikke længere tjener dig og som står i vejen for din glæde og indre ro. Lad dørvogteren vide, at du ikke længere har brug for hende på samme måde som før, men du skal ikke fyre hende. Du skal opgradere hende og tilbyde hende et nyt job. ”

”Du siger altså, at jeg skal forfremme min indre dørvogter?”

”Ja. Og gør det på en fin måde, som passer til både dig og hende. Skab et rum fuld af kærlig respekt, hvor du fortæller hende, at hendes rolle som dørvogter på den gamle måde er udtjent, men at det på ingen måde betyder, at du ikke har brug for hende længere. Tværtimod. For hun kan hjælpe og tjene dig på anden vis.

Hun får et større ansvarsområde. Hendes opgave er fremover at åbne døren for dig og sørge for, at du altid husker dit indre skattekammer og har tillid til, at det findes bag tanker og mentalt tunge skyer og at du kan skrive dig ind. Hun er nu dørholder.

Men samtidig får hun endnu en opgave, som du har store forventninger til. Du stoler på hende og derfor er du parat til at udvide hendes ansvarsområde og give hende flere betroede opgaver. Hun skal nu samtidig være din tro væbner og vogter. Hun skal vogte dine grænser og vise dig, hvor du kan sætte dem og hvordan. Trække den streg i sandet, du har brug for. En cirkel om dit hjerte.”

”Men hun var jo min fjende før. Eller en slags fjende i hvert fald, hun forhindrede mig i at komme ind i mit indre skattekammer. Jeg ved slet ikke, om jeg kan stole på hende efter det.”

”Det både kan og skal du. Du er nødt til at se på hende med nye øjne og fra et kærligt sted i dig selv. Hun gjorde, hvad hun var blevet bedt om og hun gjorde det godt. Eminent, spørger du mig. Hun kunne sit shit, for at sige på godt gammeldansk.” Stemmen ler og jeg smiler uvilkårligt. Hun behøver ikke at give sig til kende. Jeg ved godt, hvem hun er.

Hvordan kan jeg deltage, spørger jeg og hun svarer …

”Kan du huske, hvad du spurgte om for et par uger siden, da du gik aftentur ved mosen og ordene pludselig flød fra dit hjerte. Og kan du huske, at de kom på engelsk, ordene?”

Jeg nikker. De ord har sat spor og skabt en åbning, som jeg ikke helt kender omfanget af endnu. Langsomt skriver jeg ordene igen:

I love this threshold between Summer and Autumn.
The crisp mornings, the smell of something new as the time come to let go.
I walk into the last light of the day to feel the spirit of the land and learn about release.
Surrender. To what is.
How may I participate, I ask and she answers:

By being true to yourself and your own inner nature.”

Da jeg læser ordene højt for mig selv, skælver noget i mig. Og pludselig kan jeg se hende. Tydeligt. Hun er uglen.

”By being true to yourself and your own inner nature.” Hun gentager den sidste linje med britisk accent. Jeg tror, at hun er fra Yorkshire.

”Lad mig lige forstå dig ret” skynder jeg mig at sige, for nu er jeg bange for at miste tråden. ”Jeg forfremmer min indre dørvogter og giver hende et udvidet og særligt betroet ansvar? Hun skal være min tro vogter og væbner. Hendes opgave er altid at åbne døren for mig, når jeg står foran mit indre skattekammer og er i færd med at lade frygt og modstand forplumre min intention og få mig til at vende om. Men samtidig er hun også min livvagt. Hende, der vogter over hjertet og dets intentioner. Men også hende, som sætter de nødvendige grænser og giver nyt liv til min indre kriger. Så jeg kan være tro mod mig selv … so I can be true to myself and my own inner nature. De grænser, jeg sætter. Min indre beskytter og ånd.

Hun nikker ivrigt, uglen. Og jeg er glad for at det er hende. Det er nemlig ved at være ugletid igen og som efteråret vokser og mørket finder sit leje, finder hun sin gren i mit træ og øser af sin visdom. Cailleach er tilbage.

En cirkel om mit hjerte, en streg i sjælens sand

En cirkel om mit hjerte.
En streg i sjælens sand
By being true to yourself and your own inner nature.

Kunsten at vende en ulempe til værdifuld læring

Jeg skriver sætningerne min simrebog, mens jeg takker uglen for visdom og ord. Det var også hende, der sidst på sommeren kom frem fra sit skjul og bad mig om at se på min situation som en fordel og ikke en ulempe. Hun lærte mig kunsten at vende skuden fra negativ til noget brugbart og lærerigt om end svært. Bid mærke i, at jeg ikke skrev positiv, for her handler det på ingen måde om at kaste falsk lys og glæde over noget, som har brug for at simre i mørke og gemme sig bag et klæde af tristhed.

Vær ikke bange for melankoli.
Vov at være trist, når tristheden danser.
Vov dens fortælling.
Lyt.

Hvad handlede det så om i sommer?

Hvad handlede det om i sommer, spørger du måske og er blevet lidt nysgerrig. Det ville jeg være.

Hvis du har læst lidt med, her eller der, så ved du uden helt at vide, at det handlede om indre tørke og lidt for meget sommerlys og projektører på noget, der havde brug for et mere dæmpet rum til at finde sine spirer.

En kvinde, som var sommertrist

Det handlede om en kvinde, der blev både trist og træt midt i sommeren og som ikke helt fandt tid eller sted til at nære sig selv og sin introverte natur.

Hun fik ikke ladet op og blev hvirvlet rundt i hedebølge, sollys og sociale arrangementer. Fødselsdage, fester og kalas. Hver eneste gang, hun endelig fandt fodfæstet og evnede en slags balance, blev hun hurtig skyllet omkuld igen.

Du kan læse lidt fra sommerens rejse her:

I lyset af vand
Jeg vander hende, fordi hun ved

Set i bakspejlet er der en fortælling og en læring, som giver mening på paradoksal vis. Og uglen pegede på det i sommer dog uden at give mig svaret. Svaret skulle jeg selv finde og nu har jeg fundet det. På tærsklen til efterår og med tiden.

Nogle spørgsmål står tilbage:

Hvordan kan jeg leve resten af mit liv og være tro mod mig selv og min indre natur?
Hvad har jeg allerede ladet gå på min rejse hertil? Hvad har jeg sagt farvel til?
Hvad er det nu tid til at give slip på?

Min dørvogter er blevet forfremmet

Jeg har haft samtalen med min indre dørvogter, som nu er blevet forfremmet. Først så hun rædselsslagen ud, men da jeg på en stille og kærlig måde forklarede hende, at jeg nu har brug for hende på en helt ny måde, vågnede noget i hende og hendes øjne fik nyt lys. Hun er glad for sin nye rolle. Lidt skræmmende, siger hun, men det er kun et godt tegn. Vi har formuleret en ny ansættelseskontrakt og har begge skrevet under.

Spæde som dagen, der gryr, tager vi sammen bittesmå skridt i retning af det, som sjælen synger om. Først et skridt. Pause. Og så det næste. På den vej, der nu dukker op i regndisen, er der brug for en vogter af både skattekammer og grænser. En, der på en kærlig måde vogter cirklen om hjertet og trækker de streger, der trækkes skal. I sandet. Men som vover at forholde sig både åben og sårbar uden at agere dørmåtte.

Efteråret er en ny begyndelse. Jeg hilser det velkomment, når jeg vender mig mod øst og takker for solen. Langsomt stiger den til vejrs. Bag disen.

Fra min egen skriverejse, august 2018
Lene Frandsen (c)

SKRIV MED MIG – EFTERÅR og VINTER 2018

Alle pladser i skrivecirkelforløbet Fortællersken er nu optaget.
Fortællersken kommer igen til januar 2019, invitation og detaljer følger snart.

Vintercirklen, den indre rejse
eSkrivekursus for kvinder med skrivelyst og længsel
Start 23. oktober / Varighed: 14 uger

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Det er tid til fordybelse og til at nære det indre. Det er rodenergiens tid.

Det bliver tidligt mørkt. Vi vender næsen hjem og indad, for nu er det tid til at nære det indre og skabe rum til fordybelse, hvor vi kan være, sanke og restituere. Når vi hengiver os til mørket og tillader os selv at komme ned i tempo, slappe af og give slip på alt det ydre, som stresser os og løsriver os fra os selv, sker der noget magisk. Ligesom frøene i jorden spirer vi i mørket, mens vi hviler og tager den med ro.

Mørket slutter sig om os, så det ydre forsvinder for en stund. Vi opfordres til at nære os selv, sanke og lytte. Fra det sted kan vi også skrive. Og som Philip Carr-Gomm så rigtigt skriver det i citatet herunder, er der særlige tidspunkter i livet, hvor vi i endnu højere grad kaldes til at lytte til sjælens stemme og sang.

When you hear the sound of your song, you will discover healing and new depths of in your soul.

I Vintercirklen, Den indre Rejse inviteres du til at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig i mørket. Vinteren bliver  vores allierede.

Vi starter vinterskriverejsen i slutningen af oktober (23.10) og glider ligeså stille ind i vinter, som ugerne går.

Vintercirklen, den indre rejse
eSkrivekursus

Start: 23. oktober 2018
Varighed: 14 uger

Pris: DKK 1050,-
som betales via MobilePay 29476483 (eller bankoverførsel) ved tilmelding

Ravnerabat ved tilmelding senest den 23. september:
DKK 900,- inkl. moms

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Herefter sender jeg dig bekræftelse og betalingsinformation.
Din plads på holdet er først endelig booket, når betaling er modtaget.

Du finder invitation og detaljer i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor.

Samhain og Mørkets Gave – Intuitiv Skriveworkshop i Mørkets Tegn
for kvinder med skrivelængsel
Onsdag den 31. oktober kl. 10 – Skrivehuset v. Ringsted

Jeg har 4 pladser tilbage på denne skriveworkshop.

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Samhain og det tiltagende mørke på en skrivedag for sjælen. Du bliver gjort klar til vinter og lærer mere om mørkets gave via dine egne ord og fortællinger, som vil flyde fra de skriveafsæt og øvelser, jeg byder på.

En stille skrivedag for sjæl og hjerte.

Du finder invitation og detaljer ved at klikke på linket her eller billedet ovenfor.

Tilmelding sker som altid til skrivehuset@gmail.com

Kærlig hilsen
Lene

True belonging requires us to believe in and belong to ourselves so fully
that we can find sacredness both in being part of something and in standing alone.

But in a culture that’s rife with perfectionism and pleasing, and with the erosion of civility, it’s easy to stay quiet, hide in our ideological bunkers, or fit in rather than show up as our true selves and brave the wilderness of uncertainty and criticism.

True belonging is not something we negotiate or accomplish with others; it’s a daily practice that demands integrity and authenticity. It’s a personal commitment that we carry in our hearts.”

– Bréne Brown –