Sjælen og den gule rute

Lige om lidt går jeg ud. Så forlader jeg min skrivestue og kører ud til sted i skoven, hvor bilen skal parkeres. Herfra går jeg. Jeg vandrer ind mellem stier og stammer af en rute, jeg gik engang for længe siden. Resten lader jeg ske og opstå undervejs. For du kalder. Og det gør du... Continue Reading →

Mørket kalder mig hjem

Det er fuldmåne og mosekonen brygger. Hvide køer vandrer som spøgelser i fuldmånens skær. Jeg ser dem gennem vinduet, det er et magisk syn. Så går jeg ud. Tager min frakke på og træder udenfor på trappestenen. Huset ligger højt, vi har udsigt over dalen og markerne i naturreservatet. Dér står jeg lidt, inden jeg... Continue Reading →

Dørvogteren eller en streg i sandet

Morgenerne er kølige nu, duggen ligger tungt over landskabet. Jeg hilser det kommende efterår velkommen, når jeg vender mig mod øst. Solen stiger langsomt til vejrs. Bag skyerne. Jeg mærker, at de ord ikke er den rette indgang. Jeg prøver en port, men den synes låst. Hvis porten ikke åbner, når du banker på og... Continue Reading →

I lyset af vand

Dette er en fortælling om en kvinde, som er træt i tørken og som vander sin vilde kamille hver aften, fordi den ved. I fortællingen vil du også møde en rød glente ved navn Pema. Pema er min læremester, en flyvende fjerdragt af visdom og årvågenhed. Hun kommer aldrig helt tæt på og alligevel har hun... Continue Reading →

Jeg vander hende, fordi hun ved

Jeg vander min kamille. Hun er ny og opstået midt i tørken. Hun er som tidslerne i græsplænen og jeg er i lære. Jeg vander hende, fordi hendes budskab er simpelt og smukt. Jeg vander hende, fordi hun ved. ”Slap af”, siger hun og vender sin smilende blomst mod min smerte. ”Slap af, giv slip... Continue Reading →

Fortællerskens Visdom (2)

”Jeg får lyst til at spørge hende om hendes navn, men finder det ikke passende. I stedet sætter jeg mig forsigtigt på den taburet, hun hiver frem til mig, inden hun igen forsvinder ind i huset. For at lave kaffe, antager jeg. Der er dejlig lunt på trappen til hendes hus, et gammelt bondehus med... Continue Reading →

Fortælling ved fuldmåne

Jeg havde forladt sommerhuset og var trådt ud i sølvnatten. På bare fødder gik jeg gennem det dugvåde græs og snart stod jeg på stranden. Over mig hang hun som en himmellampe og oplyste landskabet. Jeg kunne tydeligt se kysten og de store stenformationer længere henne af stranden. Jungfrun lå badet i månelys, stoltere og... Continue Reading →

Tilbage til det magiske rum

Jeg sidder udenfor døren til det magiske rum svøbt i et klæde af tristhed. Jeg har savnet det sted, der findes bag døren og mig selv som den, der danser i rummet. Danser i lyset fra de støvede vinduer og til lyden af de toner, der bølger i min sjæl. Støvet, der hvirvles op og... Continue Reading →

Når alt håb er inde

Du er kommet for at skænke mig en fortælling om dette tidspunkt på min rejse. Om tomrummet, som er dybere end nogensinde før og om følelsen af, af alt det gamle som før trøstede mig og gav mig et sted at være, ikke længere er gyldigt. De klæder, som jeg før varmede mig i, er... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑