Mørket kalder mig hjem

Sverige

Det er fuldmåne og mosekonen brygger. Hvide køer vandrer som spøgelser i fuldmånens skær. Jeg ser dem gennem vinduet, det er et magisk syn. Så går jeg ud. Tager min frakke på og træder udenfor på trappestenen. Huset ligger højt, vi har udsigt over dalen og markerne i naturreservatet. Dér står jeg lidt, inden jeg træder helt ud på gårdspladsen under fuldmånen.

Jeg er tilbage. Vi er tilbage. På efterårsferie et ganske særligt sted i Sverige. Jeg elsker området, det åbne landskab og glenterne i luften. Der er nogle steder, som kan det og lige netop her føler jeg mig hjemme. Forbundet. Min sjæl synger og livsfloden bruser som en kilde af stille lykke i mig. Når jeg er her, er jeg hjemme.

Vi er flere af sted denne gang, så jeg har ikke så mange stunder på egen hånd. Min skrivebog ligger stadig i tasken og jeg mærker et pludseligt stik af længsel efter at skrive mig ind og sætte ord på alt det, der rører sig. De hvide køer, som jeg hilser på hver morgen, når jeg går tur med hundene. De stirrer på mig og kommer nysgerrigt nærmere, mens jeg fortæller dem, hvor smukke de er. “Det ved vi da godt”, synes de at svare med deres ordløse blikke. Jeg sender dem et fingerkys og går videre ned af vejen og ind i skoven.

Jeg er nødt til at skrive

Senere samme aften skriver jeg i min bog. Det sker i sengen, inden jeg lægger mig til at sove. Jeg er nødt til at skrive og jeg fortæller mig selv og siderne, hvordan jeg savner mig selv, når jeg ikke skriver. Mine ord er vigtige for mig, de er min måde at skabe forbindelse og forankring på. Her forbinder jeg mig til fortællingens kraft og tager imod det, der har simret og været undervejs. Jeg fortæller om min taknemmelighed over at være tilbage på det sted i Sverige, hvor jeg føler mig hjemme og forbundet med landskabet, bakkerne og de mange fugle i luften. Hvor de hvide køer vandrer i månelyset og det gamle hus har åbnet sine døre og sit hjerte for os. For en stund.

Jeg nyder og jeg sanker. Det skriver jeg, mens tiden løber som sand gennem mine fingre og mine læber nynner en fuldmånesang.

”I cried over beautiful things knowing no beautiful thing lasts.
The field of cornflower yellow is a scarf at the neck of the copper
sunburned woman, the mother of the year, the taker of seeds.
The northwest wind comes and the yellow is torn full of holes,
new beautiful things come in the first spit of snow on the northwest wind,
and the old things go, not one lasts.”
– Carl Sandburg –

Vandreturene i skoven og på stranden ved Østersøen, hvor bølgerne bruser mod land og skænker mig fortællinger. Landskabet forandrer sig hele tiden, mens vi er her, efterårsfarverne bliver mere markante og flere blade falmer. Men egentlig falmer de vel ikke, for de rødorange farver bliver kraftigere og skinner i sollyset. Solen, som holder sig lidt tilbage og giver plads til skyer, regn og rusk. Grenene fra busken udenfor banker mod vinduet og vinden danser.

Åh efterår, jeg giver slip

“Åh efterår, jeg giver slip”, siger jeg til mig selv, mens jeg vandrer og lader landskabet opsluge mig. For hvert skridt giver jeg slip, lægger sommeren bag mig, alt det, jeg ikke skal have med mig videre og som bare tynger og gør mig svag. Jeg giver slip. Det bliver et mantra, som snart synger sig selv, jeg behøver bare at gå. Følelsen følger mig, dyb og markant, mens jeg lader naturen vise vej. Mine støvler træder på våde blade og nedfaldne kastanjer. Farverne glimter i regndråberne, rød, gul og orange. En glente letter fra et træ og svæver ud over stengærdet, jeg følger den med øjnene, mens den sejler over marken og forsvinder. Jeg giver slip.

Jeg lader gå. For hvert skridt, hvert blad og hver en tanke. Og vinden hjælper gerne til, flere dage blæser det kraftigt og jeg er taknemmelig for den gode frakke, jeg har taget med. Snart er det hue og vantetid igen.

Jeg går, jeg slipper, jeg nyder og sanker. Måske skriver jeg ikke så meget, mens vi er i Sverige, men på vandreturene bliver jeg igen bevidst om, at noget alligevel sker og at processen arbejder i mig. De hvide køer i månelys, de bløde bakker og glenterne. Jeg hører hende hviske, der er poesi og jeg overvældes af store følelser. Det er efterår. Tid til at give slip.

Jeg slipper og bliver lettere. Som dagene går, kommer jeg i bedre vandreform og får blod på tanden. Jeg elsker at gå, jeg vil gå mere, længere, dybere ind i skoven og længere op på bakken. Jeg tæller både skridt og velsignelser.

Hver morgen siger jeg tak for den nye dag og indånder den friske luft, mens solen rødmer i øst og køerne træder ud i lyset. Sætter vand over til kaffe og dækker morgenbordet. Det er tidligt, vi sover ikke længe, hvalpen som nu er seks måneder gammel, vækker os ved syv-tiden og vi står op. Med glæde. For hjertet er fuld af forventning, nye skridt venter, mens den gode kaffe dufter og fylder køkkenet med fryd.

Fra min stol ved spisebordet har jeg udsigt over markerne. Jeg dvæler, betragter, men mærker så pludselig et velkendt stik af sørgmodighed, da jeg kommer i tanke om det tidspunkt, hvor vi igen må pakke bilen og drage hjem. “Stop tiden nu”, siger jeg næsten højt og slår i bordet som om det skulle nytte. “Jeg vil bare blive her med kaffe og udsigt. Vandre, sanke, nyde.”

Inspirationen danser i efterårssolen

Jeg leger med tanker om skriveferier og retreats i det svenske. Inspirationen danser i efterårssolen og kaster lange skygger. Mørket kommer tidligt, vi tænder stearinlys og laver mad i den blå støbejernsgryde. Jeg ser, dufter og fornemmer, noget kildrer i mig, frydes og forundres. Og hun er dér. Min indre fortællerske. Hendes stemme er som krydderier, der forsigtigt kastes i gryden og giver smag og kraft. Noget er undervejs, men det er ikke klar endnu.

Det sker senere, da jeg igen vandrer i området over bakkerne og ind i skoven. Det har regnet, luften er tyk af fugt og efterår. Mine støvler sætter spor i det våde mudder og egetræet slipper sine agern. De rammer mig som små stød af erindring og læring. Giv nu slip.

At slippe de gode stunder

“Det er ikke kun alt det, som tynger dig, du nu skal slippe”, hvisker hun. “Du skal også være parat til slippe de gode stunder. Som disse. Give slip på de hvide køer i månelyset og glenterne over marken. Landskabet, de bløde bakker, stengærdet og kastanjerne. Sig farvel. Tag afsked med de fine stunder ved køkkenbordet, maden, vinen, kaffen og samtalerne i stearinlysets skær. Følelsen af tid, for den er snart gået, din tid her og du skal hjem igen. Giv slip. Du skal også slippe de gode stunder. Alt det, som gjorde dig godt.”

Modstanden vokser i mig og bygger en mur af uigennemtrængelighed. Jeg vil ikke høre det, jeg holder mig for ørerne, mens jeg klamrer mig til synet af de hvide køer og månelyset. De sover udenfor mit soveværelsesvindue, køerne. Det er trygt og ganske magisk.

Forstår hun budskabet, fortællersken bag ruden?

Det sidste jeg gør, inden jeg lægger mig til at sove og lukker øjnene, er at se ud på køerne, der lyser som spøgelser i fuldmånens skær. Poesien danser og smyger sig som røg fra mosekonens bryg. Og jeg er en del af den fortælling, kvinden bag ruden, fortællersken, som suger til sig og gør sig klar. Uden hastværk, uden at presse. Opmærksom, årvågen og nysgerrig. Hun forstår instinktivt, at alting har sin tid og at fortællinger sagtens kan simre et stykket tid, inden de er klar til at blive skrevet.

Men forstår hun også budskabet om at give slip? Og kan hun slippe alt det gode og fine, som hun blev skænket, køerne, glenterne, bakkerne, kaffen og de fortrolige stunder ved køkkenbordet, mens tusmørket faldt på? Kan hun give slip på sig selv, den kvinde, hun er lige nu, mens hun er her?

”Time, she knows, grows short. Nothing seems endless anymore. Her life grows full of endings: parents and friends die, animals she has loved disappear in a gasp, dreams fade beyond reclaiming. She does not recognize, when the deaths start, that fall has begun. But later, she will remember: After that one it was never the same. Never again will she hold a living body without knowing the fragility of its life, the closeness of its death.”
– Patricia Monaghan, Seasons of the Witch –

Skrøbeligt, det er så skrøbeligt, det liv, jamrer hun og indser, at stemmen har ret. Noget i hende ved det allerede, selvom hun begræder afskeden og det tidspunkt, hvor huset forsvinder bag hende i regndisen og gribes af fortiden.

Det er rodenergiens tid

Træet slipper sine frugter, sine blade og det, der var liv. Det grønne må vige for det røde, orange og gule og siden gives tilbage til jorden. Det er rodenergiens tid nu. Alting dør udenpå og noget i hende dør også, da hun vinker farvel til de hvide køer og egetræet i skellet. Planter og korn er for længst blevet høstet og det, der er tilbage, begynder at visne og forrådne. Også det gives tilbage til jorden. Frugterne rådner, så deres frø kan blive sat fri og hvile under jorden indtil næste forår. Energien, som bragte planteren gennem sommeren og høsten, vil snart blive lagret i rødderne.

Mørket kalder mig hjem

Mørket kalder mig hjem. Og jeg besvarer mørkets kald ved at trække mig tilbage og hengive mig til den tid, som er nu. Den kommende vinter, hvor det handler om indre vækst, refleksion og hvile.

Så jeg lader det hele gå. Med smerte i hjertet og tårer i øjnene, for jeg er jo bare et menneske. En kvinde, som for en stund blev en del af det bakkede landskab og de åbne vidder, som hilste på køerne og svævede med glenterne over marken. Som dansede i månelyset og sang sin månesang. En sang, hun ikke kendte, før den flød fra hendes læber og som en dyb tone af genklang svævede ud over bakkerne som en anden fugl.

En kvinde, som vandrede ved havet og satte spor, der igen blev taget af bølgerne og bragt tilbage til havet. En cirkel, en cyklus, et farvel. En kvinde, som kiggede ud af vinduet ved midnat og så mosekonen brygge i måneskin og hvide køer danse. En kvinde, som spejlede sig i magien og som lærte, at hun også må give slip på de gode stunder og alt det, hun elsker så højt, for virkelig at blive fri.

Og nu kalder mørket mig hjem.

Billeder og ord fra min egen skriverejse, oktober 2017 – Lene Frandsen

Vintercirklen_2017

Skrivelyst og længsel? Vintercirklen starter den 9. november og der stadig ledige pladser.

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Det er tid til fordybelse og til at nære det indre. Naturen har helt sin egen måde at vise os, at det er tid til at sætte tempoet ned og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig i mørket.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel. Ud fra månedlige skriveøvelser og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i egne omgivelser og skal ikke ud i mørket, stormvejret eller gennem sneen for at komme et bestemt sted hen. Du er allerede ankommet.

I Vintercirklen får du rig mulighed for at folde din indre fortællerske ud med øget skriveglæde til følge. Du opdager fortællingens kraft og intentionens magi. Du vil se, at ordene virkelig er din tryllestav, når du skriver dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Du finder ro og fordybelse i dit skriverum gennem vinteren. Og det er aldrig for sent at møde op og fatte pennen.

Vintercirklen er for kvinder i alle aldre uanset skrivende forudsætninger.

Du finder invitation og detaljer i linket her. Du får uglerabat og sparer 100 kr. ved tilmelding senest den 17. oktober. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Samhain - Intuitiv Skriveworkshop (1)

Intuitiv skriveworkshop i anledning af Samhain og i mørkets tegn.
Skriveworkshoppen finder sted i Skrivehuset v. Ringsted den 31. oktober kl. 10 og der er stadig et par ledige pladser. Kom og vær med på en ganske særlig skrivedag for sjælen. Klik på billedet for invitation og detaljer. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Fortællersken

Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom og råd. Hun kalder via din skrivelængsel og hun har gaver med til dig.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, en rejse, hvor vi hengiver os og lytter til det, vores sjæl synger om. 

Fortællersken

Fortællersken er et online vinterskriveforløb og en cirkel for kvinder med skrivelængsel. Vi starter den 20. november. Der er kun plads til 12 kvinder i skrivecirklen, så tøv ikke, hvis du kan mærke, at du skal være med. Flere har allerede tilmeldt sig.

Du finder invitation og detaljer her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Kærlig hilsen
Lene

At komme hjem

winter-sunrise_-griffett

I disse dage skriver jeg på de allersidste kapitler af min kommende bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”. Jeg er stadig i sporlægningsfasen, men den fase slutter den 21. december ved Vintersolhverv. Så sluttes en cirkel og jeg træder ind i en ny fase. I bogens tilblivelse er det så detektivfasen, som bl.a. indeholder gennemlæsning, gennemskrivning og en overordet struktur, den røde tråd.

Jeg har æret processen, jeg er ikke på noget tidspunkt (med ganske få undtagelser) gået tilbage og har læst, rettet eller redigeret i det, jeg har skrevet gennem året. Så jeg er virkelig spændt på at læse bogen igennem ved Vintersolhverv. For første gang.

På rejse gennem ord, stemninger og årshjul

Gennem ord og stemninger har jeg rejst gennem årstiderne, årshjulet og har forankret mig i skrivningen og den kreative proces. Og snart har jeg skrevet bogen færdig. Lige nu består den i uredigeret form af 318 sider, men der er en del flere sider at skrive her i opløbet. Og jeg elsker det. Jeg elsker denne måde at skrive og arbejde på.  Jeg elsker at fordybe mig, hengive mig og skrive. Jeg elsker at skrive.

En skrivebog, en levebog

Undervejs har jeg delt lidt af de små fortællinger fra den store fortælling på Skrivehusets Facebookside. Det føles naturligt, for bogen er nemlig også en slags skrivebog om at hengive sig til skrivning og den kreative proces på en lidt anden måde end den, der normalt tales og skrives om. Det er også det, jeg underviser i på de intuitive skriveworkshops og i skrivecirklerne, som finder sted hele året.

Bogen fortæller også ørnens historie, en opgave, som jeg fik under en trommerejse på et shamanistisk sommerkursus. Men selvom jeg i starten troede, at det betød noget andet, ved jeg nu, hvad bogen egentlig handler om: Mit liv som ørn. Min rejse over broen, overgangen og helt ind i den kvinde, jeg er i dag.

Et unikt og helt almindeligt liv, som samtidig ligner mange andre kvinders til forveksling. Alle de kvinder, som måske ikke har sagt fra eller haft stemmer indtil nu. Men det får de nu, bl.a. gennem fortællingens kraft.

Kvinder på skriverejse

Undervejs bliver jeg dybt inspireret af alle de kvinder, som jeg samtidig har i skriveforløb og skrivecirkler. De er med til at udvikle mig og min virksomhed gennem deres processer, som jeg får lov til at være en del af i en kort periode af deres skriverejse.  En af mine tidligere skriverejsende kaldte mig for ”skrivemor”. Selv ser jeg mig som en slags guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper den enkelte med at finde skrivevej, retning og resonans gennem fortællingens kraft.

Historiemedicin og fortællingens kraft

Jeg tror på historiemedicin. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Fortællingens Kraft. Intentionen. Ordene, som folder sig ud og strømmer fra et dybt sted i os, når vi skriver os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Det er den mest kraftfulde måde at befri sig selv på, jeg kender. Det er min måde. Men det er meget mere end det. Vi er nemlig skabt til at skabe og bruge vores iboende kreativitet, vi er skabt til at fortælle vores historier, fortællinger og lade dem fortælle os.

Slut med at klippe hæle og hugge tæer – Kom hjem

Jeg tror sørme, at jeg er kommet hjem nu. Hjem til mig selv. Ikke flere besynderlige kompromiser eller klip-en-hæl og hug-en-tå løsninger for at forsøge at være nogen eller noget, jeg ikke er. Det handler bogen også om. Om at komme hjem.

Og hele tiden svæver ørnen over det hele og holder øje. Med mig.  Kom lad os danse.

Dance when you’re sitting down.
Dance like an eagle.
Fly when you touch the ground.
Fly like an eagle.

solhvervscirklen

SOLHVERVSCIRKLEN

Har du skrivelængsel?

Har du skrivelængsel og har du fået lyst til også at hengive dig til den kreative skriveproces og årshjulet, lære at skrive fra sjæl og hjerte og gennem ord og stemninger at finde din vej og måde, er du hjertelig velkommen hos mig i Skrivehuset.

Den næste skrivecirkel er SOLHVERVSCIRKLEN, vi starter den 6. januar og der er stadig ledige pladser.

I Solhvervscirklen (og i alle andre forløb og på skriveworkshops, som jeg afholder) lærer du ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer at skrive på din måde.

Vi arbejder og leger med fortællingens og intentionens kraft forankret i naturen, årshjulet og solhvervsenergien på rejsen gennem vinter mod forår.

Ro, fordybelse og hengivelse til den kreative skriveproces

Et skriveforløb med plads til ro, fordybelse og hengivelse til den kreative skriveproces. Invitation til SOLHVERVSCIRKLEN finder du her. Du er hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Winter Sunrise” © Griffett, Dreamstime
Photo “Winter light” © Kellers, Dreamstime

Vejen hjem

winter-oak-and-full-moon

Bedst som jeg troede, at det var blevet vinter, er efteråret tilbage. Men jeg er stadig en slags vinter og jeg har det godt med den erkendelse. Broen og de skridt, hvor jeg stadig var i tvivl, er lagt bag mig. Nu føles det anderledes at betræde jorden og gå gennem regndisen uden egentlig at vide, hvor jeg er på vej hen.

”Men du ved du da”, hvisker hun og smyger sig om mig som en brise. ”Du er på vej hjem.”

På vej hjem

På vej hjem. Jeg kommer uvilkårligt til at smile. Hun er aldrig i tvivl, hun nøler aldrig i forhold til det, hun har vished om. Hun lader det komme til udtryk som det naturligste i verden. Det opstår indefra som et dybt suk, siver gennem hver eneste celle og videre ud. Jeg hører det som en hvisken, et vindpust af lydløs visdom.

Energien i hendes ord er heller ikke til at tage fejl af, jeg kan mærke hende i hele kroppen. Følelserne, for hun taler ikke alene med en stille hviskende stemme, hun kontakter mig også via mine følelser og guider mig på vej. Men først nu tør jeg virkelig lytte og en ny form for nysgerrig kærlighed er opstået overfor mine egne følelser og fornemmelser, der tidligere mest var til besvær.

Klip en hæl og hug en tå

Hvor mange gange har jeg ikke ønsket mine store og til tider overvældende følelser langt væk ude af stand til at se, at jeg er blevet skænket det meste vidunderlige GPS system, hvad min sjæls rejse angår? Men jeg følte mig så forkert og anderledes, at jeg forsøgte at skubbe dem bort, følelserne og lade som om, at jeg var en anden. Klippe en hæl, hugge en tå.

Et nyt sprog, som slet ikke er så nyt endda

Nu stopper jeg op og mærker efter, ”hov der var den følelse jo igen.” Jeg ikke alene registrerer og accepter, jeg lytter også og indser, at jeg er ved at lære et helt nyt sprog. Et sprog, som i virkeligheden er urgammelt og som min sjæl altid har kendt.

Og egentlig er sproget ganske simpelt. Der er ikke så meget af tage fejl af, når blot man lærer at stole på sig selv og egne impulser. Jeg er f.eks. ikke længere i tvivl om hvad fysisk kvalme betyder, bare for at give et eksempel.

Hun kommenterer ikke mine erkendelser og opdagelser, hun er stille på en sødmefuld måde. Der er ikke mere at sige. Jeg går videre gennem de nedfaldne blade, der nu igen er våde og fulde af forfald. Før lå de så fint ovenpå sneen og isen, det var som om efteråret og vinteren var smeltet sammen og skabte nye billeder i landskabet.  Jeg fortabte mig i de billeder, mens de endnu var nærværende. De opslugte mig og fyldte mig med en forunderlig vished og ro. Nu har regnen skyllet dem væk, men roen er blevet tilbage.

Jeg holder fast i hende

Bedst som jeg er blevet vinter, skifter noget igen. Dansen fører mig videre, hvirvler mig rundt, jeg lærer nye trin og indser, at der ikke er noget at holde fast i. Men det er en sandhed med modifikationer, for jeg holder fast i hende og slipper ikke taget igen. Aldrig mere. Fandme nej og gudinde ske tak og lov. Først nu forstår jeg rigtig, hvad jeg egentlig mente, da jeg sidste år skrev ”Kom lad os danse”.

Nu danser vi. Det sker som det naturligste i hele verden og det føles som en drøm. Men jeg er vågen, jeg har aldrig været mere vågen og stien fører videre gennem våde blade og nedfalden frugt. Forrådnelse, fordærv og farvel. Så snart jeg giver slip, bliver der plads til at det nye kan opstå. Luk den ene dør og en anden dukker op i tågedisen. Når tid er.

Introvert, nu brænder tampen

Forleden dag skrev jeg nogle ord uden at have planlagt det eller have en intention om det, det flød bare gennem mig, ud af min pen og kom til syne på papiret. Ordene åbnede en ny dør på vid gab, en dør som længe har stået på klem og bevæget sig i vinden. Lukket sig. Åbnet sig. Knirket i hængslerne. Gjort opmærksom på sig selv. Kniirrrk. Kniiirk. Du er tæt på nu. Tættere på end du nogensinde har været før:

Jeg har taget min introverte natur til mig. Nu lytter jeg langt om længe til de sange, der næsten lydløst og alligevel som en forunderlig grundtone spiller for mit indre. Dér, tæt på min livsflod, i mørket og vinteren. Frosne dage og floder, som fryser til is men flyder alligevel. Hvordan kunne jeg dog finde på at flygte fra det? Jeg flygtede fra mig selv, jeg var bange for mit lys. Mit lys, der altid har skinnet dybt i mørket. Dualitetens dans og de fine kontraster. Den sidste uges tid er vinteren gået op for mig, jeg er trådt ind i et rum, som jeg husker fra min tidligere barndom. Dét er mit magiske rum. Det er min glæde.

Jeg havde på fornemmelsen, at det skulle blive i vinteren at jeg ville finde tilbage i de fodspor, jeg uden at tøve dansede i som ganske lille pige. Inden livet kom i vejen. Men nu indser jeg, at det ikke var mit liv, der kom i vejen, det var de andres liv. Deres måde at være i livet på og deres ivrighed efter at lære mig noget, som helt grundlæggende var forkert. For mig.

Du kan læse resten i indlægget: Jeg er blevet vinter

Ordene spiller som en sang for mit indre, en melodi og en rytme, som får min krop til at danse. Mine skridt bliver uvilkårligt lettere, nu hvor jeg tør sige og synge den højt. Min sang og min måde at synge den på.

Det er smertefuldt at lade som om

Himmel og hav, hvor har det dog været besværligt og smertefuldt at lade som om. De sidste masker må falde, jeg giver dem til vinden, regnen og det efterår, der for en stund var vinter, men nu tilbage igen. Jeg går med glidende skridt gennem de våde blade og hilser på krager, råger, måger og træer. Jeg stopper op og ser på himlen, jeg er bevidst om retningerne nu, øst, syd, vest og nord.

Jeg ser solen stå op og følger den gennem dagen mod vest, også når den er dækket af skyer. Jeg lytter til både regn og blæst og jeg siger uvilkårligt tak, for selvom jeg sætter stor pris på mørket og vinterens restitutionshuler, så elsker jeg også lyset og livet, der farves af pasteller i den tidlige morgenstund. Jeg bader i fuldmånelyset, når hun står op på himlen og jeg drikker af den visdom, hun skænker mig uden at begræde de nætter, hvor søvnen må vige for månedans.

Kom, lad os danse.

Kontrasterne. Lys, skygge og vejen mod vinter. Du er på vej hjem, siger hun og det ved jeg godt. Jeg er jo vinterbarn. Jeg får kuldegysning ved tanken, jeg har været borte alt for længe. Det land, jeg elsker og den flod, der flyder et sted dybt i mig, var forsvundet. Jeg troede, at jeg var blevet glemt, men sandheden er, at jeg var den, der glemte. Men nu husker jeg.

Den aktive deltagelse

At stå ved hver eneste følelse, tanke, impuls og at tage ansvar og tage del. Det er den aktive deltagelse, der gør forskellen. I livet og på skriverejsen. Men at stå ved noget betyder ikke at holde fast i det, stædigt som en martyr eller klynkende som et offer. Tanker, følelser, impulser og sensationer. De kommer og går. Som toge, der kører til perron og forsvinder igen efter en stund i stilstand. Et fløjt og så farvel. Forskellen er, at jeg nu er helt bevidst om, hvorvidt jeg hopper på toget eller ej.  Og her på det sidste er der mange toge, som jeg har ladet køre. Jeg står stadig på perronen i efterårsregnen, men jeg fryser ikke. Jeg har truffet et bevidst valg.

Loren Cruden, som både inspirerer og underviser mig, siger som følger:

Knowing the truth of change, you can choose a path of positive participation. There is no need to be fettered by mental conditioning. Just because you believed something or responded in certain ways in the past does not necessitate your continuing to do so. Now is now, the opportunity for change is always present.

Nu er nu. Mulighed for forandring er altid til stede. Du kan altid stoppe op, gå i en ny retning og med en kraftfuld intention i hjertet beslutte dig for at komme hjem. Et skridt, et ord af gangen.

Du kan skrive din forvandling

Den forandring kan man skrive sig ind i. Ja, du kan skrive din forvandling, ord for ord, skridt for skridt. Det er bl.a. det, jeg underviser i og som jeg giver videre til kvinderne i skrivecirklerne. Via fortællingens kraft, som bygger bro og skaber nye åbninger og ved intentionens kraft og hjælp, hvor vi lærer at formulere en kraftfuld hensigt og bevidst anvender ordenes energi som både tryllestav og transportmiddel, skriver vi os ind i dybere lag af os selv, som vi ikke kan tænke os til.

Vi praktiserer historiemedicin og vi deler medicinen med hinanden.

Hvis du virkelig vil skrive, hvis du vil danse med ord og stemninger, er du er nødt til at møde op og deltage aktivt i skrivedansen. Ingen andre end du kan holde den pen, som skal anvendes til at skrive dine fortællinger.

Det er en proces, hengiv dig til processen

Det er en proces og forvandlingen sker ikke fra den ene dag til den anden. Men den sker. Og det, der især sker, er at vi pludselig vågner op og får øje på gaven ved at skrive og skabe vores egen vej og måde, uanset om det handler om at turde nyde den kreative proces og åbne op for ren skriveglæde og skaberkraft eller om det vitterligt handler om bevidst at hengive sig til sin hjemvej. Vejen hjem. Gennem ordene, gennem skriverejsen og ved at lytte til den skrivelængsel, der kalder og rumsterer. Og ofte smelter det sammen, så begge dele sker: Vi vågner op, lærer at nyde den kreative proces og åbne op for ren skriveglæde og skaberkraft og TADA … derigennem finder vi vejen hjem.

Skrivelængsel er sjældent en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen.

Fra skriveblokering til skriveglæde

Jeg er så dybt taknemmelig for at få lov til at skrivecoache og guide de pragtfulde kvinder, som ofte møder op med hjerterne fulde af tvivl i forhold til deres egen formåen, men som efterhånden opdager, at der slet ingen grund er til at tvivle. Langsomt forvandles tvivl til tro og skriveblokering til skriveglæde. Fortællingens kraft er stor og magien er vitterligt til stede, hvis du ønsker at det skal være sådan.

Introvert og hvad så? Det er en faktisk en fordel på skriverejsen …

Forleden dag skete der noget i Vintercirklen, skrivecirklen, som er i fuld gang nu. Vi opdagede, at de fleste af os faktisk er introverte af natur og at vi ofte har længtes efter at hengive os til det, der nærer os og som giver os styrke og værdighed indefra. Jeg har taget min introverte natur til mig og det gør selvfølgelig også, at jeg i langt højere grad kan støtte andre kvinder i at gøre det samme. Sig ja til dig selv, sig ja til din vej og måde. Og det gøres så fint på skriverejsen og i skrivecirklerne, netop fordi at indre nærvær, fordybelse og ro i eget selskab virkelig gør en positiv forskel i forhold til at skabe skriverum og lade ordene finde vej.

Det er ofte i stilheden at vi kan høre sjælens sang.

Og en væsentlig del af ”det at skrive” fra sjæl og hjerte handler som bekendt om at lytte.

Du behøver på ingen måde at være introvert, men …

Selvfølgelig behøver du ikke at være introvert for at deltage i skrivecirkler eller på de intuitive skriveworkshops. Men det er ingen bagdel, tværtimod, hvis du er introvert og/eller du har brug for at hengive dig til dit indre rum for at finde næring og skabe harmoni og balance.

En dans mellem inde og ude

I skrivecirklerne skaber og holder jeg bevidst rummet således, at der er plads til dig, din proces og den indre næring. Skrivecirklerne er en dans mellem inde og ude med fokus på den indre proces. Og du lærer ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer og øver dig i at skrive på din måde.

* * *

Bedst som jeg troede, at det var blevet vinter, er efteråret tilbage. Men jeg er stadig vinter og jeg har det godt med den erkendelse. Broen og de skridt, hvor jeg stadig var i tvivl, er lagt bag mig. Nu føles det anderledes at betræde jorden og forsigtigt gå gennem regndisen uden egentlig at vide, hvor jeg er på vej hen.

”Men du ved du da”, hvisker hun og smyger sig som en brise om mig. ”Du er på vej hjem.”

Kærlig hilsen
Lene


solhvervscirklen-januar

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

SOLHVERVSCIRKLEN er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra januar til slutningen af marts, lærer du at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.

SOLHVERVSCIRKLEN er et online skriveforløb for kvinder forankret i energien omkring Vintersolhverv og rejsen gennem vinter mod forår. Forløbet starter den 6. januar 2017 og varer i tre måneder.

Hvis dit nytårsforsæt er at skrive fra sjæl og hjerte og møde op for at folde det ud, der lige nu bare rumsterer som en forunderlig længsel efter at skrive, er SOLHVERVSCIRKLEN ganske sikkert noget for dig.

Jeg har nu åbnet for tilmeldinger.Du finder invitation til SOLHVERVSCIRKLEN og detaljer i linket her.

So stand in the circle
Weave the web of light
Dance in the moonlight
Bring fire to the night
Release the past that made us
Release the fire within
Revel in the mystery
And embrace your sacred kin
– Brian Boothsby –

solhvervscirklen

Photo “Winter oak and full moon” © Marilyn Barbone, Dreamstime
Photo “Winter light” © Kellers, Dreamstime

 

Jeg er blevet vinter

winter-sunset

Det er den smukkeste vintermorgen. Jeg vågnede forholdsvist tidligt, det var kun lige ved at blive lyst. Rimtågen lå over landskabet. Jeg nød hvert skridt med lyset ind i morgenen og jeg så solopgangen stående på marken med fødderne plantet i sne og frost. Magiske øjeblikke og en overvældende taknemmelighed opfyldte mig.

”Poet. Du er født poet og dit hjerte er fuld af poesi.”

Kragerne fløj hen over hovedet på mig. Sorte skygger i den disede frostmorgen. Deres budskab ramte mig som dråber af is. Og jeg vidste i samme sekund at det nok er essensen af den måde, jeg er i livet på. Sådan har det altid været, men jeg har skubbet det væk, fordi jeg følte mig forkert. Som poet i en verden, hvor alle hastede forbi det, der fik mit hjerte til at smile. Nu stod jeg i naturens hjerte og lod kragerne fortælle mig det endnu engang.

Denne morgen minder mig om længslen efter hengivelsen til det, der for mig er selveste gaven ved livet.

De ord og sætninger, som er blevet mig skænket gennem de senere år, på min rejse, den vej, der ligeså stille vælger mig, guider og blidt fører mig, når jeg slipper modstand og kontrol, dukker nu op igen og jeg forstår dem på en ny måde. Der skal gives mere plads til både min skytte og min poet. Sider af mig selv, som er vigtige og som giver mig livsglæde, styrke og resonans. Balance. Harmoni. Jeg har det med at skubbe dem lidt til side.

Lad mig aldrig glemme hverken poesi eller eventyr igen.
Lad mig danse i livets mysterium. Leve det. Være det.
Og skrive om det.

Mørket, vinteren

Denne morgen er fin, sprød og stille. Nu ved jeg, hvorfor jeg er vinterbarn. Det er ingen tilfældighed, at jeg er født i december og i mørket. Mørket, som jeg har lært at sætte stor pris på og som nu folder sig endnu mere ud. Gaven i mørket og i vinteren vokser for hver dag, der går, efterhånden som min bevidsthed kan opfange det. Det dæmrer.

Min introverte natur

Jeg har taget min introverte natur til mig. Nu lytter jeg langt om længe til de sange, der næsten lydløst og alligevel som en forunderlig grundtone spiller for mit indre. Dér, tæt på min livsflod, i mørket og vinteren. Frosne dage og floder, som fryser til is men flyder alligevel. Hvordan kunne jeg dog flygte fra det? Og hvorfor? Jeg flygtede fra mig selv, jeg var bange for mit lys. Det lys, der altid har skinnet i mørket. Dualitetens dans og de fine kontraster. Den sidste uges tid er vinteren virkelig gået op for mig, jeg er trådt ind i et rum, som jeg husker fra min tidligere barndom. Dét er en del af mit magiske rum, min glæde.

Jeg havde på fornemmelsen, at det skulle blive i vinteren at jeg ville finde tilbage i de fodspor, jeg uden at tøve dansede i som ganske lille pige. Inden livet kom i vejen. Men nu indser jeg, at det ikke var mit liv, der kom i vejen, det var de andres liv. Deres måde at være i livet på og deres ivrighed efter at lære mig noget, som helt grundlæggende var forkert. For mig.

“Whereever I am,
the world comes after me.
It offers me its busyness.
It does not believe
that I don’t want it.
Now I understand
why the old poets of China
went so far and high
into the mountains,
then crept into the pale mist.”
– Mary Oliver –

Pigen som blev væk

Jeg rækker ud og omfavner hende, pigen som blev væk. For selvom det var sidste år, at jeg råbte ”fandme nej” og den voksne kvinde og indre pige smeltede sammen i mig, så har det taget en del måneder for dem at lære at arbejde sammen. Og de øver sig endnu, de øver sig hver dag. De har opdaget magien ved disciplin og gentagelsen.

”Lege sammen” smiler hun og jeg ved ikke, hvem af dem, det er. ”Danse sammen.”

Kom, lad os danse.

Der er så meget, som går op for mig i disse øjeblikke, mens solen glider fra øst mod syd og morgenen tager form. Himlen er blå, træerne næsten nøgne og det, der kunne have været sent efterår, er nu blevet vinter.

Og jeg er blevet vinter. Jeg er gået over broen, jeg har taget de sidste skridt og lagt noget bag mig, som jeg ikke vil savne. I den kommende periode vil mit fokus være at slutte fred med fortiden og i al taknemmelig heale de steder, hvor det virkelig gjorde ondt. Det har været mørkt. Det har været meget mørkt. Men havde det ikke været så mørkt, så havde jeg aldrig set lyset. Nu går jeg i tillid og taknemmelighed frivilligt ind i mørket igen, jeg træder uden modstand ind i vinterens rum og hengiver mig med glæde.

Tillid

”Tillid” siger han og flyver ind fra øst. Jeg misser med øjnene mod solen og smiler stort ved synet af hans velkendte skikkelse. Ørnen. Min ven.

”Du sagde til mig, at tillid var årets overskrift” siger jeg prompte og nyder lyden af min egen stemme. Den har en rolig tone, en kærlig note af overgivelse og taknemmelighed.

”Du vidste det godt” nikker han bare og ler højt. Åh, hvor jeg dog elsker hans latter. ”Du havde bare brug for nogen at spejle dig i.”

”Og hvem skulle have troet at den nogen ville blive en ørn?” Jeg fniser og drikker forsigtigt af den gode kaffe. ”En fugl. Og jeg som havde fuglefobi.”

”Ja, man skal opleve meget, før vingerne falder af”.

Jeg tror sørme, at ørnen er en smule vinterkåd i dag, en anelse pjattet. Mit smil fylder nu hele ansigtet, fra øre til øre. Det gør helt ondt, så uvant er det for mig at smile så bredt. Alt i mig har lyst til at fnise.

”Jeg vælger at omskrive dine vise ord, for jeg ved at det er tilladt i historiefortællerens univers. Energien skal være helt rigtig, når den flyder fra mine læber og videre ud Og de skal lyde, ordene altså:”

”Man skal opleve meget, før man får vinger.”

Det får ham bare til at le endnu mere og endnu højere.

”Man skal opleve meget, før man opdager, at man har vinger. Og at man har haft det hele tiden.”

Han blinker til mig, letter og forsvinder mellem træerne. Nu kan jeg se ham og følge hele vejen, for grenene har kun få blade tilbage.

Det er blevet vinter. Jeg er blevet vinter.

 Et uddrag af “Fortælling ved Vintersolhverv” som udkommer i løbet af 2017/18
© Lene Frandsen


Har du skrivelængsel?

Mærker du en dyb længsel, der gerne vil manifestere sig via sproget? Noget, der gerne vil fortælles og sættes fri? Har du lyst til at genfinde din skriveglæde, huske det gode, du glemte undervejs og igen lade kreativiteten blive en del af dit liv? Øve dig på at skrive fra sjæl og hjerte og nyde processen med din intuition og dit hjerte som kompas?

Skrivelængsel er ofte et kald fra sjælen

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Du er hjertelig velkommen i SOLHVERVSCIRKLEN. Invitationen er ude nu, du finder den i linket her.

solhvervscirklen-januar

Dér, hvor vi er

Årets cyklus. Vintersolhverv. På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene og fortællingens kraft føre dig på vej.

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med.

Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby

solhvervscirklen

Photo “Warm Cold Winter Sunset” © Siilur – Dreamstime 
Photo “Winter Light” © Kellers – Dreamstime.

Hverdagspilgrim

hverdagspilgrim_womanwoods

Jeg faldt i staver over spirituelle rejsebøger, hvor forskellige mennesker gik pilgrimsvandringer. I et stykke tid sad jeg og småsavlede lidt ved tanken om at gå en hellig rute, hvor andre havde vandret før mig og hvor både historien og historier svævede som ånder over de støvede veje. Jeg tænkte på bøger, jeg allerede havde læst om emnet og om, hvordan det mon ville være selv at tage af sted.

Men så slog det mig. Hvad så bagefter? For selvom en pilgrimsvandring naturligvis kan ændre et menneske med udsigt og indsigt, erkendelser og alt det, der sker undervejs, så kommer der igen en hverdag. Vi er nødt til at vende hjem og genoptage de liv, vi levede, før vi tog af sted. Måske har vi planer om at ændringer efterfølgende, måske anser vi det for umuligt at leve videre på den måde, vi gjorde før. Men hver eneste tanke om forandring kræver en slags handling, for ellers fortsætter hverdagen blot som den hele tiden har gjort.

Så hørte jeg ham hviske fra et sted udenfor. Og da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg ham flyve i midten af en stor flok krager. Hans vingefang var så meget større og de velkendte aftegninger afslørede ham for mig. Jeg smilede uvilkårligt. Han er der altid på rette tidspunkt.

Jeg tror at kragerne havde en finger med i spillet, for pludselig var det som om jeg hørte en lydløs sang fra hvert eneste vingeslag. Synkron, i takt og alligevel som et symfoniorkester med hver sin lyd, tone og instrument.

”Udfordringen er at være pilgrim i sjælen. Og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.”

Så var de væk, sorte vinger forsvandt i skydækket Den sol, der skinnede over landskabet i morges, var nu væk.

Udfordringen er at være pilgrim i sjælen og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.

Jeg smagte på ordene og skyllede dem ned med en kop te, så de kunne bundfælde sig. Jeg er nødt til at skrive lidt om det, tænkte jeg og derfor sidder jeg nu her.

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse. Jeg skrev ordene ned og lukkede øjnene et øjeblik. Det lyder måske knapt så spændende og eksotisk som en pilgrimsvandring på Caminoen, men ikke desto mindre vakte det genklang et sted dybt i mig.

Det er så let at drømme om rejser, retreats og alt det, vi kan lære og tilegne os på dyre uddannelser eller ved at besøge guruer i øst og vest. Men den eneste guru, som reelt set kan hjælpe og guide os, er den indre guru. Du er din egen guru. Og dit liv, din hverdag og hvert eneste øjeblik er din chance, din mulighed for at foretage din personlige vandring. Ikke flygte, ikke drømme sig væk, men favne hvert eneste øjeblik, hver dag og gøre sit bedste. Snøre vandrestøvlerne og gå den vej, der er din.

Ørnens historie

Nu er han tilbage, pirker med næbbet vinduet, hvor et par iskrystaller gør ham selskab. Men han vil ikke bydes indenfor, han ryster på hovedet og gør blot tegn til, at jeg skal fortsætte med at skrive, mens han taler. Du har gættet det, jeg tager diktat. Fra en ørn. Men sådan er det, der er ingen vej udenom, det er jo hans historie, jeg skriver. Det, der åbenbarede sig på en trommerejse for snart to år siden, da han valgte mig og blev mit kraftdyr. Forvandlet er min fuglefobi.

Din helt egen hverdagscamino

”Lad være med at flygte fra det nu, der er selveste livet. Denne vinterdag, dette øjeblik, hvor du opdager, at rejsen er lige her. Pilgrim i sjælen, din helt egen hverdagscamino. Prøv at blive lidt her og vælg bevidst at se, hvad der skænkes dig netop nu. ”

Han siger ikke mere, letter uden besvær og forsvinder i horisonten. Jeg kommer i tanke om noget af det, han sagde til mig ved Vintersolhverv om bevidst at vælge det, der gør mig godt: “Nu har vi kigget så meget på alle udfordringerne, det, der står i vejen, stammeoverbevisninger, der ikke tjener dig. 2015 var i det hele taget et udfordrende og krævende år. Nu opfordres du til at vælge glæden og virkelig tune ind på sjælens vej. Forbind dig via din tillid.”

Den daglige vandring

Måske er det i virkeligheden det, pilgrimsrejsen handler om? Den daglige vandring, de valg, vi foretager og det tidspunkt, hvor vi lærer os selv at være så nærværende, at vi faktisk kan træde et skridt tilbage og vælge bevidst. Sige nej til det, der fornærmer vores sjæl og i ja til det, der gør os godt dybest inde.

Hvad nu hvis

Mens jeg skriver det, ved jeg det. Det er ikke let. Jeg hælder hele tiden over i frygtens lejr, over i det trygge og velkendte, det sted, hvor der altid mangler noget. Hvad ville der mon ske, hvis jeg helt opgav at sætte mål og i stedet lod mit fokus være helt simpelt. Mit formål. Jeg gør hver eneste dag til en god dag. Så godt jeg kan. Jeg øver mig i at være nærværende, jeg lytter til glædens sang og til de subtile toner af velvære, der findes bag det hele. Nærværet. Øvelsen. De bevidste valg, hvor jeg ikke hovedløst farer fra det ene til det andet og opdager, at jeg danser til frygtens pibe. Det er min intention.

Hvad vælger du at fodre?

“Hvad vælger du at fodre? Kærlighedens eller frygtens ulv? Sjælen eller egoet?”

Udfordringen er ikke at have penge nok til at rejse udenlands og tage del i skelsættende rejser. Det kan være et ekstra krydderi, men det er ikke målet. Målet er hverdagen. Dette her og nu. Pilgrimsrejsen handler i virkeligheden om at navigere i hverdagen og lægge mærke til, hvor man sætter sine fødder. Rejse over de vandløb, hvor sjælen kalder fra den anden bred og tage imod de gaver, der byder sig til undervejs. Og gaver kommer i mange slags pakker og afskygninger, selv forhindringer på vores vej gemmer på gaver og indsigter, hvis vi vælger at se dem sådan. Her starter eventyret.

”Tager du imod udfordringen?” siger han.

”Jeg troede du var fløjet!”

”Jeg er skam altid lige i nærheden. Det er bare ikke altid, at du kan se mig eller lægger mærke til mig. Tager du imod udfordringen?”

”Ja tak, jeg tager imod udfordringen. Pilgrim i hverdagen.”

”Pilgrim i hverdagen. I sjælen. I tillid”. Han smiler fra et sted i skydækket og lader mig vide, at alt er vel.

* * *

En lille fortælling fra den store, bogen, jeg er ved at skrive. Fortælling ved Vintersolhverv udkommer i 2017/18.

Kærlig hilsen
Lene


solhvervscirklen-januar

Den 6. januar starter Solhvervscirklen, som er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår. I Solhvervscirklen skriver vi os gennem vintermånederne i det nye år helt frem til det første spæde forår.

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Varighed: 3 måneder
(januar, februar, marts)
Pris DKK 1090,-
Deltagere: Kvinder med skrivelyst og længsel

Invitation følger i løbet af november, men
hvis du vil sikre dig en plads allerede nu, er du meget velkommen til at forhåndstilmelde dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –

solhvervscirklen

Øen af stilhed

duskblushwoman

Kom, lad os mødes igen og køre ud til øen.
Lad os vende tilbage og sige endeligt farvel til sommeren.
Lad os stå lige dér, hvor havet møder himlen og årstiderne blidt omfavner hinanden.
Hvor dagen forsvinder i disen og natten dukker op.
Det sidste kærtegn, et sagte suk.
Lad os dø med sommeren og genopstå på den anden side.

Vi mødtes sidst på eftermiddagen og begav os på vej. Gennem de sidste rester af gylden høst kørte vi mod kysten og den lille ø. For selvom efteråret allerede har kastet sit første skær på både landskab og mennesker, findes der endnu en sprække, en usynlig overgang, hvor man kan vandre. Og det var vores intention. En sagte aftenvandring på stranden, mens solen gik ned.

Først spiste vi på caféen, der vender ud med vandet. Fra vores vindueplads havde vi udsigt til både hav og himmel og de mange sejlbåde, der var ude i den pastelbløde aftenstund. Det var næsten vindstille og bølgerne gled stille mod land som skvulpende spejle af himmel og lys. Et skær af uendelighed lå og ventede på os derude. Et kys af noget andet.

”Kom” sagde hun, veninden, og gjorde tegn til at det var nu. Maden var spist, vinen drukket og det kunne ikke udskydes længere. Så stod vi dér. Små udbrud af glæde, beundring og taknemmelighed flød fra vores læber, men resten af tiden var vi tavse. Stod lidt hver for sig i meditativ stilhed og stirrede ud mod horisonten, mens bølgerne skvulpede mod land. Helt uden modstand sank vi ind i os selv og faldt til ro.

Senere gik vi langs kysten i det nu sparsomme lys. Vores skridt var automatisk blevet langsommere og eftertænksomheden dansede som myggene mellem os. Samtalen kredsede om de små ting i livet, som egentlig er de store. Vi talte om at give slip, når man allerhelst vil holde fast.

Vi mediterede på tanken om at slippe taget for altid velvidende, at alting er flydende og foranderligt som det ocean, der slog ind mod stranden.  Vi fundrede over, hvad det er, der gør, at vi mennesker så gerne vil have noget at holde fast i, en form for sikkerhed at klamre os til, når livet nu engang er bevægeligt og i konstant forandring. Hvorfor står vi fast, når vi ville have bedre af at bevæge os og lade os bevæge? Og hvad er det egentlig, vi tror vi holder fast i?

Vi talte om at møde sig selv i fuldkommen sårbarhed og om at turde se sig selv dybt i sjælen. Og da en flok svaner fløj fra kysten og ud over vandet, fløj vi med. Forsigtigt svævede vi ud over vandet og så lysene fra den lille havn og sejlskibene, der nu drev mod land for at lægge til for natten. Blidt skvulpede bølgerne dernede og mindede os om, hvor skrøbeligt livet er, hvis vi ikke går helt ind i det.

Det er alle forbeholdene, alle de barrierer, vi bygger op omkring os selv i forsøg på at beskytte os mod det uundgåelige, der gør det så smertefuldt. Når vi sætter grænser op for at lukke nogen eller noget ude, men i stedet lukker vores eget hjerte inde. Når vi forsøger at udtænke store planer og gardere os mod alle verdens ulykker, men samtidig også sætter hegn op mellem os selv og lykken. For er lykken ikke at leve fuldt og helt uden alverdens sikkerhedsforanstaltninger og at turde tage chancen? Også selvom vi kan falde, også selv om vi slår os. Vi kan jo rejse os igen. Åbne vores hjerter og møde os selv og hinanden lige dér, hvor livet er.

Så vandrede vi igen i stille eftertænksomhed og mærkede, hvordan det hele hang sammen. Skumringen, de mange lys fra havnen, havets rolige bølger mod land og sandet under vores fødder. Den rødmende himmel, der langsomt trak lyset til sig og solen, der nu helt var forsvundet og gav mørket lov til at danse sin vals. Snart nærmede vi os parkeringspladsen og uvilkårlig gik vi langsommere, ja vi stoppede endda helt op, for ingen af os havde lyst til det uundgåelige farvel. Men da vi vendte os om for at se det magiske syn endnu engang og stille hviske på gensyn, så vi, at det hele allerede var forandret. De store sten i havkanten var ikke længere synlige, sejlbådene var væk og svanerne var for længst over andre vande.

Der stod vi lidt og mærkede, hvordan vi havde trang til at holde fast. Til at blive lidt længere, til at trække skønheden ud, den skønhed, vi havde fastfrosset i få øjeblikke, men som hele tiden ændrer sig. Men så vidste vi godt, begge to, hvad det egentlig var vi ikke havde lyst til at forlade.

Vi ønskede ikke at forlade os selv. Os selv som rolige, forbundne og meditative kvinder, der drak af havet, himlen og solnedgangen uden at begære det. Os selv som stille, stærke og centrerede kvinder, forankrede dybt i os selv og i sjælen.

Var det mon havet derude, der havde gjort det ved os, eller var det havet i os selv? Var det øen i stilheden eller var det vores egen ø af stilhed, vi netop havde besøgt og følt os sådan hjemme i? Hvem spejler sig egentlig i hvem, havet eller himlen og hvem var det, vi selv spejlede os i lige dér?

Vi kan altid vende tilbage, sagde vi i kor og vidste begge instinktivt, at det er nøglen. Den evige tilbagevenden. Til stedet ved havet, til øen af stilhed, den stilhed, der bor dybt i os selv. Det sted, hvor bølgerne roligt skvulper mod land og vi sænker skuldrene, forlader tankerne og endelig giver slip. Vi kan altid vende tilbage.

Kom, lad os mødes og køre ud til øen.
Lad os vende tilbage og sige endeligt farvel til sommeren.
Lad os stå lige dér, hvor havet møder himlen og årstiderne blidt omfavner hinanden.
Hvor dagen forsvinder i disen og natten dukker op.
Det sidste kærtegn, et sagte suk.
Lad os dø med sommeren og genopstå på den anden side.
Igen.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivelyst og længsel?

Der er endnu et par ledige pladser på Fortællingens Kraft forløbet, som starter på søndag den 11. september. Du kan sagtens nå at være med. Læs mere ved at klikke på billedet nedenfor, du tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com.

Jeg tager imod tilmeldinger indtil den 20. september og så længe pladser haves.

Fortællingens Kraft 110916

Fra et kærligt sted

Valmuer

Hvornår er en historie færdig? Hvornår er jeg færdig? Da jeg stiller det spørgsmål, begynder latter at klukke fra et sted dybt i mig. Nej vel. Aldrig. For noget ændrer sig hele tiden, noget kommer til, andet falder fra. Det, der var i går, er ændret i dag. Taget af vinden, båret gennem luften. Et frø er landet og danner grundlag for at samme blomst skyder op et nyt sted.

”Jeg har også altid været lidt af en mælkebøtte”, griner Harald og kommer svævende ind fra højre, lettere vakkelvorne i sin indflyvning. Vinden er mærkelig i dag, den danser omkring sig selv og fuglene bliver lidt forvirrede, kunne jeg godt forestille mig. Jeg gør i hvert fald. Ved ikke helt, hvad jeg har at regne med.

”Og det er måske endda en fordel”, griner han videre, fuglen som nu er landet. Ørn er han ikke, men en krage skal man heller ikke kimse af.

”En fordel?”

”Ja, du bryder dig jo i grunden overhovedet ikke om at vide. Du elsker livets impulsivitet, elsker at mærke, hvor vinden står og følge den. Danse med den. Som en surfer på bølgerne. ”

Jeg nikker eftertænksomt og sipper af den skoldhede kaffe, som jeg i søndagens anledning har serveret i den røde kop. En telefonsamtale gav mig uden at jeg vidste det et afsæt til at skrive. Det var jeg ikke klar over, da vi sluttede samtalen og jeg gik ud i køkkenet for at brygge kaffe. Om en time skal jeg ud og gå, nåede jeg lige at tænke, så bankede han på vinduet med sit næb, selvom han faktisk slet ikke var ankommet endnu. Men jeg hørte ham og i det sekund vidste jeg, at en lille historie bad mig lukke sig ind. Hvem den var og hvad den indeholdt, havde jeg ingen anelse om og det har jeg stadig ikke, hvor jeg nu sidder her. Med udsigt til marker og finurlig vind, dansende træer og skyer som bomuldsvat, der hverken er ordnede i rondeller eller totter. De flyder bare og gør sig til. Svøber sig, former sig, men i det sekund, jeg tror jeg ser et slags billede, ændrer de sig igen. Bliver til noget andet. Nej, jeg har absolut ingen anelse!

Det gør godt bare at skrive. At lade fingrene danse over bogstaverne på tastaturet, jeg har savnet det.

Jeg leger med ordene, smager på dem, Harald sidder foran mig og gransker mig uden hensyntagen til min eventuelle blufærdighed. Han har prikket til noget i mig og pirret mig med sin formulering. Nu sidder han bare og glor mig lige ind i fjæset med et smørret grin. Han er ret god til dem. De smørrede grin. Men tro ikke, at der er anstrøg af ukærlighed i de grin. Tværtimod. De er så fulde af drilsk kærlighed, at jeg på én gang føler mig udfordret og elsket. Og i samme sekund jeg skriver det, går det op for mig, at det er sådan, det er i vores forhold. Kragens og mit. Vi udfordrer hinanden fra et kærligt sted. Nå ja, måske er det mest ham, som udfordrer mig.

”Det kærlige sted er et interessant sted at være”, nikker han og hans drilske smil antager et strøg af sårbar visdom. Jeg ser pludselig et hav af ømhed i hans svømmende øjne, noget, der ikke kan være så ømt, flydende og skrøbeligt stærkt uden at han kender den side. Og det slår mig, at man måske ikke kan flytte ind i det kærlige sted og tage det til bolig, med mindre man har besøgt og været på ukærlige steder. Boet dér. Været dér. Handlet derfra. Mærket, hvad det gør ved hjerte og sjæl, når man agerer fra et sted udenfor sig selv. Når man handler i trods eller for at vinde en kamp.

”Det er et helt særligt sted, det kærlige?” Jeg sukker dybt og lader i tankerne en mønt falde dybt ned i min røde kaffebrønd. Formulerer en slags intention. Aldrig mere at handle fra andre steder end lige dér. Fra det kærlige sted.

”Det er en nobel tanke, javist.” Han løfter galant på sin kragehat og minder mig i et split sekund om Hr. Varnæs i Matador. Så forsvinder det billede igen. ”Men hvordan vil du sikre dig, at det netop er sådan det er? At du, når du træffer en beslutning og handler ud fra den, gør det fra dit kærlige sted?”

”Hvis jeg havde svaret på det, ville jeg være en millionær in spe”. Jeg ler højt. ”Harald for pokker, kan du se det for dig, hvilken bestseller jeg ville skrive? Men svaret findes jo ikke som sådan. Gør det vel?”

Tvivlen kommer svævende og summer om hovedet på mig som en spyflue. Den summen er høj og irriterende, forstyrrende, jeg kan ikke længere høre mit sjæls stemme eller mærke den gnist af vished, der var der i et splitsekund lige før. Pludselig føler jeg mig virkelig som en surfer på sit bræt. En bølge er drevet videre, mens en ny nærmer sig. Og jo mere jeg forsøger at tænke mig til, hvordan jeg vil ride på den bølge, desto mindre forberedt vil jeg være. Helt paradoksalt. Den erkendelse gør mig både forbavsende glad og uendelig trist.

”Joo”, han trækker lidt på det, som om han forsigtigt trækker ud i et elastisk bånd. ”De findes skam. Både det kærlige sted og svaret. Men ingen andre end du ved, hvor det sted er. Og hvor svarene bor. Dybt i dig selv, i din sjæl og dit hjerte, ja vi gentager os selv her”, han ler højt, ”men det er nu engang sådan, det er. Og du er inde på noget, når du forestiller dig selv som surferen på havets bølger. Når du indser, at du ikke kan forberede dig på anden vis end at centrere dig i forhold til din indre fleksibilitet.”

”Det lyder besværligt”, udbryder jeg. ”Centrere mig i forhold til min indre fleksibilitet. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg forstår … ”

”Fordi der ikke er noget at forstå. Søde pige, kvinde, ven, kan du ikke se det? Det er netop din hang til forståelse, der kan ødelægge det hele. Forsøger du måske at forstå valmuen ved at plukke den? Det eneste forståelse du vil få, er oplevelsen af at den dør mellem hænderne på dig.” Han ryster sørgmodigt på hovedet.  “Jeg vil flyve videre, men måske vi derude om lidt på din tur. Og så kan du jo stille valmuen det samme spørgsmål, hvis du vil. Men du kan også bare beundre den, som du plejer at gøre, føle dig forbundet med den og dens manglede evne til at blive plukket og dermed forstået. ”

Han letter og forsvinder mellem de raslende, dansede træer.

Jeg sidder tilbage med resten af min kaffe, en følelse af rastløs irritation og en subtil glæde, der smelter som chokolade på tungen. Jeg kan godt lide smagen, følelsen. Selvom jeg ikke helt forstår den.

Og nu vil jeg gå ud og beundre valmuerne. Fra et kærligt sted.


Skrivehuset, 1. juni 2016

Kære ven, velkommen til juni ❤

Juni er ifølge kalenderen er årets første sommermåned. Vi træder over en slags tærskel til et nyt rige og en måned, som er opkaldt efter Juno, romersk gudinde. Hun var oprindelig gudinde for kvindelig frugtbarhed og kaldtes også for fødselshjælper. Ydermere var hun skytsgudinde for mange italienske byer og det kan man jo egentlig godt forstå.

Juni markerer årets lyseste tid, her i begyndelsen af juni står solen faktisk allerede op med halvfire tiden om morgenen og vi skal virkelig tidligt op, hvis vi vil opleve magien ved daggry.

Magien ved daggry

Måske er det den magi, fuglene gerne vil fortælle os om, når de begynder at synge i vilden sky på det tidspunkt og lyset vælter gennem sprækkerne i persienner og gardiner? Jeg bliver tit vækket og mens jeg skriver dette, går det op for mig, at jeg måske lidt oftere skulle trodse min lille irritation og mit søvnbehov og simpelthen stå op og gå lidt udenfor.

For hvad mon der er af særlige sommerfortællinger ved daggry i de lyse nætters tid? Hvorfor synger fuglene og hvad synger de mon om?

A bird doesn’t sing because it has an answer
It sings because it has a song
– Maya Angelou –

Fortællingen om “Det kærlige sted” stammer fra min egen skriverejse, jeg skrev den sidste år ved denne tid. Det potente tidspunkt, hvor vi træder gennem en usynlig port og forår bliver til sommer. Vi nærmer os midsommer, sommersolhverv og …

SOMMEREN ER NU!

Jeg har egentlig glædet mig, men pludselig er det som om den kommer bag på mig. Sommeren. Og hov, ja, sørme så, valmuerne er dér igen. Jeg vil ud under åben himmel, lytte til krager, tale med valmuer, ja endda danse med valmuerne og sanke inspiration til kommende skriverier.

LIVET ER NU!

Det er også nu, at du kan vælge at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt. Gå ud, sank og tag imod de ord, som sommeren har til dig. Der er masser af naturlig inspiration lige nu, hvor sommeren snart kulminerer. Sæt dig, skab rum, gerne udenfor og lad ordene dryppe fra dit hjerte og ud på papiret. Lad det komme fra et kærligt sted.

Intuitiv skriveworkshop, en skrivedag for sjælen

Og skulle du få lyst til at tage din skrivelængsel under armen og møde op til en inspirerende skrivedag for sjælen, så har jeg lige nu to muligheder til dig

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

Lørdag den 11. juni kl. 10 – der er kun 1 plads tilbage
Lørdag den 20. august kl. 10

Du tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com.

Og næste skrivecirkel? Det bliver såmænd HØSTCIRKLEN, som starter den 7. august, hvor de lyse nætter ender. Men det skal jeg nok fortælle dig mere om en anden dag.

For nu skal jeg altså ud og danse med valmuerne!

Kærlig hilsen
Lene

 

Giv det til ilden

Nogle gange overgiver vi vores liv til en uønsket diktator. Det kan være et menneske, som vi kender eller har kendt og som måske ikke engang er aktivt til stede i vores liv længere. Eller det kan være tanker og gamle historier, som tynger og holder os fanget.

Bålceremoni

En måde at gøre dig fri af gamle, udslidte historier, løgne og tanker, eller mennesker, der ikke længere tjener dig, er at give det hele til ilden. I forbindelse med min egen forårsrengøring forleden, lavede jeg en lille bålceremoni, hvor jeg ikke alene ryddede op i nedfaldne grene og kviste i haven, jeg gjorde det også til en indre oprydning, hvor jeg for hver gren og pind gav mine byrder til ilden. Pludselig hørte jeg mig selv synge, mens jeg udførte ceremonien. Det var som om min stemme og min sjæl allerede kendte en sang, der handlede om lige netop det. Jeg overlod det hele til det guddommelige og til ildens kraft. Som en god ven sagde til mig efterfølgende: Ilden nærer og fortærer.

Brænd de gamle historier

Brænd de gamle historier, bogstaveligt talt, lav en lille ceremoni og syng en sang, der handler om din indre og ydre oprydning. Du skal se, sangen kommer helt af sig selv, når du er i gang. Efterfølgende føler du nærmest befriet, en sten er faldet fra dit hjerte og ilden har smeltet den. Nu er du fri til at begynde at skrive nye historier og tænke anderledes, godgørende tanker. Et skridt, et ord af gangen.

Mantra: Jeg giver mine byrder til ilden. Jeg er fri.


Nu er du fri til at skrive nye historier

“Nu er du fri til at skrive nye historier og fortællinger, siger ørnen og kommer til stede i suset fra et vingeslag. Og det er fint at erkende, at der skal mere ild til. Det er forår, vi rydder op og smider ud. Du er i fuld gang med at skifte ham, det ved du vel? Det føles måske som en svær tid, hvor du er virkelig ude, hvor du ikke kan bunde, men det er godt. Giv slip og lad dig fragte lidt. Det er et spørgsmål om tid, om tålmodighed og …”

”Tillid”. Jeg smiler en træt grimasse. ”Jeg havde ingen anelse om, hvad det ord og den intention indebar, da jeg ved Vintersolhverv sprang ind i den. Tillid. Det er så omsiggribende at jeg ikke længere ved, hvad ben jeg skal stå på.”

”Så flyv” ler han og ser ganske muntert på mig. Han ser åbenbart ikke helt alvoren i situationen. ”Jeg er virkelig træt, ørn, slidt. Jeg har kastet mig selv ud i noget, jeg ikke kan overskue. Noget, jeg ikke kan kontrollere og nu er jeg ærlig talt lidt bange for, at det skal gå helt galt, selvom jeg egentlig godt ved, at jeg bare burde synge og le, for jeg har jo lagt det hele i Gudeæsken, brændt det på bålet og jeg siger mange gode mantras og erklæringer i løbet af dagen. Og natten. Jeg har skrevet dem i min kalender, jeg siger tak for dem hver aften og i det hele taget. Jeg er faktisk fokuseret. På at give slip og gå i tillid. Men noget i mig stritter så voldsomt imod og er blevet så frygtelig bange, at det vækker mig om natten og holder mig fast i skærsilden.”

Psst. Jeg fortæller dig mere om Gudeæsken i næste uge her på bloggen.

Når frygten tager til og egoet danser

”Det er helt normalt”. Han slår ud med vingerne og ler igen. Han er i det hele taget en meget munter ørn og det er nok meget godt. Når vi er på trommerejse, ligger jeg ofte og smiler under hele turen. Der er så meget humor i hans fjerdragt, hans måde og hans visdom. Åh, jeg ville ønske at jeg kunne tage livet og rejsen med samme legende lethed.

”Normalt? Er det normalt at frygt og ego tager til, når man træffer en beslutning fra hjertet og har en dybfølt intention om at lade livet ske i stedet for at forsøge at få det til at ske? Ja, for noget i mig vil frygtelig gerne kontrollere hele situationen og jeg må næsten sidde på hænderne for ikke at handle i panik. Jeg ved det er forkert, jeg har besluttet mig for tillid, men impulsen til handling og flugt fra skærsilden er enorm. Det er faktisk blevet lidt af en kamp.”

Fortæl din frygt at alt er såre godt

”Fortæl din frygt at alt er såre godt. Fortæl den, at du er taknemmelig for omsorgen, men at den ikke hjælper dig nu. Det er for sent at frygte. Du er på vej væk fra den lejr, hvor man vælter sig i alt det, der ikke fører til noget godt andet end selvmedlidenhed og offermentalitet. Eller kamp. Lad være med at kæmpe, bare lyt til frygten og vug den så i dine arme. Du er jo bange frygt, det kan jeg godt forstå, men lad os sammen være stærke i troen og tilliden. ”

”Og hvad tror du frygten vil sige til det?” Jeg er ikke afvisende overfor hans forslag, jeg er parat til at prøve hvad som helst for at dulme frygtens omklamring. Egoet vil nok altid kæmpe imod, men noget i mig er stærkere.

”Den falder lidt til ro, så blusser den op igen. Kunsten er at vide, at du ikke er din frygt og at vi alle kender til den. Men frygt har jo en adresse, den opstår på grund af noget. Noget, du virkelig frygter, en gammel historie om mangel og kamp, som du har fået galt i halsen. Giv slip på den historie nu, for din hjertelige intention, dine ønsker og bønner er langt mere kraftfulde. Alt er i skønneste orden, vi har dig!”

”Hvem er vi?”

Hans øjne hviler på mig, det gør godt at mærke varmen, der stråler fra ham. Han er næsten som den ild, jeg gav mine byrder til i går. Jeg ville ønske at jeg kunne fastholde ham, så han altid var lige i nærheden, ja så tæt at jeg altid kunne spørge ham til råds og få de gode ord, som jeg får lige nu.

Du er nødt til at møde op og bede om hjælp!

”Hvem siger, at du ikke kan det? Hans stemme skifter leje, aner jeg en smule indignation? Det har jeg jo sagt, mød op, kald og jeg kommer. Skriv mig eller tag på trommerejse. Jeg er til din rådighed, men du er nødt til at møde op og gøre klar til at modtage mig.

”Tak ørn”. Mit suk er dybere end Grand Canyon. ”Jeg ved det jo godt.”

Elsk fortællingerne, så vil de elske at hjælpe dig

”Husk fortællingens kraft. Husk din gave. For én ting er sikkert, det har du lært. Du har tillid til fortællingerne. Du elsker dem af hele dit hjerte og du er aldrig i tvivl. Se nu bare, jeg kan mærke, hvordan du får kuldegysning, når du skriver mine ord. Du elsker dem, du stoler på dem, du skriver i tillid.”

Jeg nikker, en klump sætter sig i halsen og gråden presser sig på. Jeg er virkelig meget træt i dag. Udenfor er solen forsvundet og skyerne trukket sammen. Det landskab, der før lå badet i formildende forårslys er nu tungt. Vinden blæser op, det suser i træerne, alt er forandret.

”Jeg elsker også at give fortællingens kraft videre til andre”, betror jeg mig til ham og han nikker. ”Alt det, du lærer mig og det fortællingerne giver mig. Jeg har nu vished om, at vi kan skabe forbindelse via vores ord og vores fremmøde. Det kræver øvelse og allerførst må vi lære os selv at kende. Men det kommer, når vi kalder. Akkurat som du gør det. Det er også tillid. Og gaven er næsten ubeskrivelig. Den er en velsignelse fra …

”Kilden” siger han og letter i samme øjeblik. Et øjeblik efter er han forsvundet bag træerne og jeg sidder alene tilbage med min kaffekop.


Skrivehuset, den 21. april 2016

Kære ven

Ovenstående er et uredigeret uddrag af den bog, jeg skriver på; Fortælling ved Vintersolhverv. Jeg er stadig i sporlægningsfasen, men jeg fik lyst til at dele lidt med dig. For måske har du ligesom jeg, ting og sager i dit liv, som er udtrådte, slidte og som ikke længere tjener dig? For mit eget vedkommende har det allermest været gamle tankemønstre og historier, som virkelig ikke gjorde noget godt for mig. Tværtimod! Nu har jeg formuleret en hjertelig intention, jeg vælger at invitere nye historier og tanker ind i mit liv og denne gang er det mig, der åbner og lukker døren til min egen sjæls hus. Jeg bestemmer, hvad og hvem jeg lukker ind og hvornår. Det gør godt!

Behold din styrke, brænd det, der hæmmer din blomstring

Måske har du lyst til og brug for at gøre det samme? Jeg kan varmt anbefale bålceremonien, hvor du brænder visne blade, kviste og grene og samtidig får ryddet op i haven. Alternativt skriver du det, du siger farvel til, på et stykke papir, som du efterfølgende brænder. Det er en kraftfuld måde at give slip på. Giv det til ilden. Ilden nærer, fortærer og vil gerne hjælpe dig i dit forehavende. Der er i det hele taget meget hjælp at hente.

Og fortællingerne? Jamen, du skulle bare vide. Fortællingens kraft er stor, jeg bliver til stadighed overrasket. Så har du skrivelængsel, så er der ingen tid at spilde. Din indre fortællerske kalder.

Din indre fortællerske kalder

Skrivelængsel er sjældent en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Giv hende plads, hun har ventet længe på dig

Jeg opfordrer dig kærligt til at møde op og give din indre fortællerske plads. Hun har ventet længe på dig og jeres møde er uundgåeligt. Mød op, skriv og skab helt din egen skriverejse ved kontinuerligt at skrive og hengive dig til processen. Lad vejen blive til, mens du skriver.

Morgensider, aftensider eller sjælebogen. Eller din helt egen rejsedagbog, hvor du skriver dig ind i det, der rumsterer og giver det plads til at folde sig ud. Via ordene, som er din tryllestav. Du skulle bare vide!

Du kan læse om de forskellige skrivebøger på min hjemmeside her. Brug søgefeltet og find det, du leder efter. Og ja, der er også indlæg om den indre censor, frygt modstand og det, der tilsyneladende står i vejen. Alt det, som har støttet og hjulpet mig på min vej.

Mangler du noget, så skriv til mig, jeg deler hjertens gerne af min viden, vished og skriveglæde. Tro mig, fortællingens kraft er stor! Intet vil glæde mig mere end at hjælpe dig på skrivevej og puste til din skriveglæde, så den kan blusse og blomstre.

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP

Du kan også komme med på intuitiv skriveworkshop – medbring blot din skrivelængsel!

Vil du gerne i gang med direkte hjælp og støtte fra mig og Kilden, som jeg altid inviterer? Så kom og fold fortællingerne ud på den intuitive skriveworkshop enten torsdag den 2. juni eller lørdag den 11. juni. Der er stadig ledige pladser på begge dage.

”Øv!  Jeg bobler af skrivelyst og længsel, men har desværre ikke mulighed for at deltage på nogle af ovenstående datoer. Jeg bor i udlandet, jeg er norsk, jeg kan ikke foretage den fysiske rejse til Ringsted, hvor Skrivehuset ligger … hvad gør jeg så?”

Du tilmelder dig da SOMMERCIRKLEN. Et skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelængsel, hvor du skriver hjemme fra dig selv og samtidig bliver en del af en online skrivegruppe i den tid, Sommercirklen varer. 4 måneder, fra maj til august. Invitationen finder du i linket. Jeg tager imod tilmeldinger indtil 20. maj 2016 (så længe der er ledige pladser). Hjertelig velkommen til en skrivecirkel i skriv-fra-sjælen regi og til sommerens særlige energi. Lad din skriveglæde blomstre.

Jeg ønsker dig en fortryllende St. Bededags weekend.

“Løb, min ven, fra alt og alle, der ikke
styrker dine spirende vinger”
– Hafiz –

Kærlig hilsen
Lene


Hvad skal jeg vælge?

Du har akut skrivelængsel og vil i gang med at skrive. Skrivehuset og min tilgang til det at skrive vækker genklang og taler til din sjæl. Men hvilket forløb skal du vælge?

Skrivecirkel? Intuitiv skriveworkshop? Skriv Din Sjæl? Eller måske et skræddersyet personligt forløb? Bogcoaching?

For at gøre det lidt lettere for dig, har jeg lavet en lille oversigt og beskrivelse af de forskellige skrivetilbud, der findes i Skrivehuset lige nu. Du finder den i linket her “Hvad skal jeg vælge?”

cropped-2011-november-003_b.jpg

Pigen der fortalte eventyr

cropped-2011-november-003_b.jpg

Der var engang en pige, som elskede at skrive og fortælle eventyr. Så snart hun kunne tale, kom der historier ud af hendes mund og et af de største øjeblikke i hendes barndom var, da hun lærte at skrive og kunne nedfælde alle de historier, der ligesom bare kom til hende.

Hun mødte op og så strømmede det bare igennem hende og ud på papiret. Det var næsten som magi. “Jeg er jo min egen magiker”, tænkte hun og var begejstret helt ind i sjælen. Når jeg bliver stor, vil jeg være forfatter og dele alle de gode historier med resten af verden, for livet er i sandhed et eventyr og verden er magisk.

Hun færdedes allerhelst i naturen, selvom hun dengang boede i byen, hun dansede med vinden og med de hunde, hun mødte på sin vej, dyreelsker som hun var. Hun levede og åndede for eventyr, magi og fortællingens kraft. Hun gjorde ikke noget særligt, hun anstrengte sig ikke, det kom bare og fossede gennem hende som vandet igennem en vandslange. Og det udløste spontant glæde og begejstring! I hvert fald hos hende selv og hendes farmor, som barndommen igennem støttede og løftede hende på de eventyrlige fortællingers vej.

Virkeligheden bankede på

Men virkeligheden kom og slukkede for eventyret. I mange år. Nogen fortalte hende, at der ikke findes eventyr, at livet ikke er særligt smukt og at man skal yde, før man kan nyde. De pegede på alt det, der ikke var som det skulle være og de fortalte hende, at hun var nødt til at vælge sig en helt anden slags karriere, hvis hun skulle blive til noget.

Efterhånden lagde hun forfatterdrømmen og skriveglæden på hylden og valgte en karriere, som lignede lidt. God til sprog, eminent til at formulere sig og endda på fremmedsprog!

Så hun valgte sprogene, den boglige vej, der på mange måder var anderledes end det, hendes hjerte sang om, men det smagte da lidt af fugl og nu var hendes forældre tilsyneladende glade! Det betød meget for hende, for som særlig VINDUNDERLIG SENSITIV gik alle stemninger helt ind under huden på hende og hun brød sig ikke om at såre og forskrække andre. Det gjorde hende ondt, når andre blev kede og vrede over, at hun skabte sig. Så hellere klippe en hæl, hugge en tå og lade som om.

Uden egentlig at ville det, valgte hun at tro på, hvad hun var blevet fortalt og efterhånden kunne hun godt fornemme det. Verden var da vist temmelig trist! Øv!

Vi bliver, hvad vi vælger at tro på!

Jo længere væk hun kom fra det, hun elskede og som hun tilsyneladende var skabt til, desto mere mellemfornøjet og ked af det blev hun. Ikke på overfladen, det var ikke noget andre lagde mærke til sådan lige med det samme, men det gnavede i hende et sted indeni. Det gjorde hende ked af det. Og da hun efterhånden slet ikke brugte sin kreativitet på den sprudlende og livgivende måde, der tidligere havde givet hende så meget glæde, blev hun decideret deprimeret. Hun fik flere depressioner og blev på mange måder en skygge af sig selv.

Og sådan skulle der gå mange år indtil den dag, hvor fortællingerne igen så deres snit til at dukke i hendes liv og mindede hende om alt det, hun havde glemt og gemt et sted på vejen. Her startede hendes skriverejse og vejen tilbage til alt det, der før havde skænket hende så stor glæde. Og mere kom til.

I shall be tellling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a Wood, and I –
I took the one less traveled by
And that has made all the difference
– Robert Frost –

soulportrait

Mit navn er Lene og af ord er jeg kommet

Jeg er sprogligt uddannet, har en BA i engelsk og tysk og har i mere en femogtyve år arbejdet med sprog, skriftlig kommunikation, salg, marketing og voksenuddannelse.

Der findes en anden vej … og en anden måde!

Men de senere år er jeg gået en anden vej. Og at jeg fandt modet til at gøre det, skyldes primært mine egne skriverier. På bloggen Poetiske Paradokser begyndte jeg på en rejse i ord og stemninger, der skulle vise sig at få afgørende betydning for de valg, jeg senere traf og til stadighed træffer. Jeg besluttede mig nemlig for at følge mit hjerte.

Min hjertelige intention

Hvad jeg ikke vidste dengang, var, at jeg faktisk havde formuleret en hjertelig intention, som skulle blive min indre kurs fremover. Jeg overgav efterhånden styringen til min sjæls kompas og det skulle af snoede veje bringe mig frem til Skrivehuset, hvor jeg bor og arbejder i dag.

Og skriverejsen fortsætter …

Fortællingens kraft

Mens jeg skrev og bloggede mig gennem dage og måneder, dukkede der små fortællinger op og de blev mere og mere påtrængende. De ville fortælle mig noget. De så simpelthen deres snit til at smutte ud mellem linjerne og det, jeg ellers havde tænkt mig at skrive om, og så præsenterede de en lidt anden slags sandhed og et andet sprog, end det, jeg havde været vant til i mit professionelle liv.

Månederne gav mig liv og lyst til at leve det

Poesien dukkede op, leg med ord og ordstillinger, ja hele historier dukkede op og blev til små føljetoner. Jeg gav månederne liv  Månederne gav mig liv og opdigtede et pensionat, hvor de kloge damer fra januar til december kunne bo og konversere med mig om livet og om det, der virkelig betød noget. Under overfladen. Månederne og deres cyklus, rejsen gennem året, blev en rød tråd på Poetiske Paradokser. Senere er fuglene kommet til. Blandt andet.

Jeg fik igen kontakt til min indre pige, den sensitive eventyrerske

Ordene førte mig tilbage til min barndom og den store glæde jeg som barn og ung pige havde ved at skrive og skabe fortællinger. Jeg fik igen kontakt til min indre pige, den sensitive eventyrerske, der elsker alt det, andre tilsyneladende haster forbi. Hun har vished om at Gud bor i detaljen, det skrev og fortalte hun jo om allerede dengang!

Min skriveglæde kom tilbage

Min skriveglæde kom tilbage, men det var så sandelig ikke det eneste, der begyndte at komme tilbage til mig.

At følge sit hjerte og lytte til sjælen, intuitionen, den indre stemme

Det hele handlede om, som skrevet står … at følge sit hjerte. Og lige dér gik det for alvor op for mig, for det stod jo dér, sort på hvidt. Jeg havde selv skrevet det!

Jeg havde jo en helt anden drøm med mit liv, end det jeg gik og lavede til daglig.

Keevaogmig

Min historie

Og resten er historie, min historie, som jeg stadig skriver på. Nu følger jeg mit hjerte og gør det, min sjæl synger om. Jeg øver mig på at lytte ikke mindst til min egen intuition og jeg har efterhånden opdaget, at jo mindre jeg anstrenger mig, jo mere jeg giver slip, gør mig modtagelig og lader komme, desto mere af det gode lander dér i min turban og på mit livspapir.

Det er der ikke noget nyt i, det er noget urgammelt, men virkelig at praktisere det og føre det helt ud i livet, det er blevet min hensigt og mit mål. Let go and let God!

Det er blandt andet det jeg underviser i.

You best teach what you most want to learn

Jeg elsker at skrive, undervise og fortælle historier og så ved jeg ikke noget bedre end at dele og øse af det, der hjælper og inspirerer mig på min egen rejse.

Jeg underviser i at skrive fra sjæl og hjerte.

I processen har jeg taget et coachingcertifikat, jeg har uddannet mig til mindfulness practitioner og instruktør (hvilket i praksis nu betyder, at jeg nu har en daglig meditationspraksis, dyrker yoga og anvender de vidunderlige mindfulness principper i min undervisning og på min egen skriverejse). Jeg har også nuppet to moduler af en diplomuddannelse i ledelse; kommunikation og mindfulness. Det har til dels rustet mig til det skønne og vigtige arbejde, jeg i dag udfører som skrivecoach og underviser og som jeg elsker så højt. Men det meste kunne jeg i forvejen, jeg vidste det bare ikke før jeg endelig tog mod til og sprang ud i det.

greenheart

Ja, selvfølgelig er det et spirituelt anliggende!

Selvfølgelig er det også et spirituelt anliggende. Fra ego til sjæl, fra frygt til kærlighed. Også når vi skriver. Verden har hårdt brug for fortællere af de gode historier, dem, der stammer fra sjælen og fra kærligheden. Du kan kalde det, hvad du vil. Jeg kalder det sjælsfortællinger og jeg er en ivrig samler af gode historier.

The planet does not need more successful people. The planet desperately needs more peacemakers, healers, restorers, storytellers, and lovers of all kinds.
– Dalai Lama –

Ordmagi, tryllestave og intentionens kraft

Jeg tror på, at vi er vores egen magiker og at ordene er vores tryllestav. Det har jeg jo selv oplevet gang på gang! Og når vi bevidst begynder at bruge vores tryllestav og formulerer hjertelige hensigtserklæringer, når vi inviterer Kilden og bruger intentionens kraft, når vi møder op og øver os, igen og igen, så skaber vi virkelig rum til at de gode fortællinger kan lande, berige og forvandle os.

Og du behøver ikke at være spirituel som sådan, MEN én ting er sikkert. Du er nødt til at tro på det! Magien, fortællingerne og ordets kraft. Det, du tror på, tror på dig.

Fortællingerne blev mit fyrtårn

Fortællingerne er som fyrtårne. Det er let at glemme gode råd og fif til “sådan gør du”, men personlige fortællinger glemmer vi ikke så let. De står som lysende fyrtårne i selv den mørkeste nat og leder os på vej. De varmer os på kolde dage og vi husker deres budskab som en indre rislende kilde af visdom og genklang. Vi mærker dem, varmer os ved dem og kan endda genfortælle dem for os selv og andre på dage, hvor vi bliver i tvivl. De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv. De stammer fra sjælen.

Fortællingerne forvandler os

Og du kan tage mit ord for det. Fortællingerne forvandler os, efterhånden som vi møder op og skriver. Blidt og nænsomt bliver vi ledt på vej og gennem vores egne ord finder vi nye veje og måder. Vi skaber med vores ord. Ord er energi, de er informative, men de er også formative. Ordene former os og det er bl.a. derfor, at vi skal vælge vores ord med omhu!

Intentionens kraft

Min egen skriverejse startede ved en tilfældighed, som nok slet ikke var så tilfældig endda. Den åbning, jeg skabte og den hensigt, jeg formulerede i mit hjerte ved intentionens kraft, var så stærk og fundamental, at den langsomt men sikkert skabte en ny vej for mig, som ikke fandtes i forvejen. Eller gjorde den? For efterhånden er jeg kommet til følgende erkendelse, som så fint er formuleret af Tosha Silver i bogen “Helt Åben”:

Der er en plads som du skal opfylde og som ingen andre kan opfylde, noget som du skal gøre, som ingen andre kan gøre. Der er en guddommelig plan med et hvert menneske.

Det pudsige er, at mennesket altid får lige netop det, det ønsker sig, når det giver slip på sin personlige vilje og således giver det guddommelige, den uendelige Kilde mulighed for at arbejde igennem sig.

– Tosha Silver –

Giv slip på forestillingerne om hvordan, mød op og tag imod

Fortællinger er fyrtårne, vejvisere og når vi skriver fra sjælen, strømmer ordene nærmest igennem os som vandet i en vandslange. Vi er blot en kanal for det, der gerne vil fortælles gennem os. Om det er råd og visdom til os selv eller om det er gudegaver også til andre, det er underordnet. Når vi tør lade komme, når vi vælger at give slip, slappe af og tage imod, ændrer både indsigt og udsigt sig markant.

Du kan også lære at bruge fortællingens kraft og skrive fra sjælen

Brug fortællingens kraft og skab dit helt eget fyrtårn af lys, glæde og indre mod. Brug fortællingerne, når du ønsker at huske det du har glemt eller når du igen farer vild. For mennesker farer vild og vi har brug for indre fyrtårne som dem, fortællingerne kan rejse for os.

Inviter fortællingerne ind i dit liv og husk også at indbyde Kilden

Hvorfor ikke invitere fortællingerne i dit liv, hvis du alligevel går rundt med en dyb skrivelængsel? Luk modstandens tunge port op og tag imod den levende puls fra de historier, der ønsker at lade sig skrive gennem dig.

Tag din kreativitet, skriveglæde og styrke tilbage. På en nænsom og sjælsom måde. På din helt egen måde.

Skrivelængsel er sjældent en tilfældighed!

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Læs mere om SKRIVEREJSEN i linket her.

Kærlig hilsen
Lene

 

Jeg gør dig klar til forår

vintergæk

Kreativiteten vokser med lyset. Jeg kan mærke det. Efterhånden som februar går sin gang og dagene bliver lidt længere, mærker jeg energien vokse. Og med energien kreativiteten. Det er som om jeg virkelig er blevet en del af årstiden og det tidspunkt, hvor vi befinder os lige nu. Jeg er ikke adskilt, jeg står ikke udenfor og kigger ind af en dugget rude. Eller omvendt. Jeg er hvert eneste øjeblik og indser efterhånden, hvor kraftfuldt det er at rejse i sekunderne. De øjeblikke, de stunder, der ikke er forgæves eller ubrugelige. Skabelsen sker i de sekunder og det kan gøres med en tanke, en pen eller en pensel. Således har jeg i de forgangne uger malet en lille serie af abstrakte fuglemalerier. Spisebordet må igen lægge overflade til aviser fyldt med farver, pensler og en krukke med vand.

Jeg fornemmer, at det er energien fra Imbolc og den snarlige overgang til forår, jeg mærker. Noget spirer i mig og selvom det langtfra er hele tiden, at jeg føler mig energisk og fuld at skaberlyst, er det oftere og oftere. I går sidst på eftermiddagen kastede solen et gavmildt lys ind af vinduerne i mit skriverum, strålerne ramte reolen og nogle af bøger stod badet i projektørlys. Lyset var blødt, favnende og det var som om, at det bekræftede mig i mine fornemmelser. Foråret er tæt på nu. Det er dristigt at sige og skrive den slags midt i februar, men jeg gør det nu alligevel. I hvert fald kan jeg med en vis sikkerhed påstå, at der sker noget i mig. Jeg er ikke længere vinter. Og selvom jeg nok heller ikke er forår endnu, er jeg fuld af en ny slags energi, der hører dette tidspunkt til. Midt i februar.

Blidemåned

Det er nogle dage siden, jeg sidst skrev morgensider og har jeg har savnet det. Et par gode dage i København og yoga i går morges uden tid til at skrive morgensider først. Nu er det pludselig lørdag og vinter igen, vi vågnede op til et sneklædt landskab. Følelsen af forår og det bløde lys er forsvundet for en stund. Der er stille udenfor, igen har sneen lagt en dæmper på det hele og på mange måder lever februar op til sit navn. Blidemåned. I dag føles ganske blid og jeg vil gå stille med dørene. Bevæge mig forholdsvist langsomt gennem dagen, lægge lidt flere spor i bogen, jeg skriver på og i det hele taget følge den subtile vinter-mod-forår energi.

For det er februars lys, der blidt glider over de snedækkede marker. ”Intet hastværk” hvisker stemmen i mig og nogen stryger mig blidt på kinden. ”Alting kommer til dig i rette tid. Hav’ tillid”. Tillid, det er mit ord og min vej. Hver eneste måned møder jeg op og skriver morgensider i tillid til, at alting er, som det skal være. Stille dage og tomrum hører med. Værelser uden svar. Og vi må vove at blive, selvom de fleste bruger deres liv på at flygte fra den tilsyneladende tomhed og mødet med sig selv. Konstante gøremål og en travl kalender, ingen tomme sider eller blanke dage. Det bliver en kamp for at fylde op og fylde på.

Jeg gør dig klar til forår

Det er længe siden, jeg mødte mig selv i tomrummet, men det er først nu, at jeg virkelig lærer mig selv at kende. Gennem ordene og på siderne her i det evige fremmøde. I tillid. Alting ånder fred, vi har gået tur med hundene gennem sneen og nu venter en lørdag uden sociale aktiviteter i modsætning til sidste weekend, hvor der var fyldt op. Jeg sætter efterhånden pris på tomrummet og aner dets værdi. ”Jeg er en blidemåned” siger hun og smiler underfundigt. ”Jeg gør dig blød og klar til forår”.

Morgensiderne

Efterhånden kan morgensiderne blive en slags forbindelse til det guddommelige. Til kilden. Med en bevidst intention kan vi hver morgen sætte os og ønske kontakt. Både for at holde fokus på det egentlige og for at huske. På mange måder er det den intuitive skrivegernings fornemmeste formål. Vi får kontakt til en hengemt del af os selv og vi kan skrive det frem, vi havde glemt. Så vi husker.  Derfor opstår genklangen som en slags sødme og som en magisk kraft. Udenom tankerne, for intet kan erstatte det direkte møde med ord og kreativitet. Vi må møde op og skrive. Derfor er morgensiderne så gode.

Skrivning som meditation

Skrivning i hånden er sin egen meditation. Når vi skriver, bliver vi ét med det der er og vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik. Morgensiderne holder os til ilden. De gør os til skrivende mennesker allerede i de tidlige morgentimer og gennem ordene får vi både kontakt og en slags jordforbindelse, som vi kan være i resten af dagen. Hver eneste morgen stopper vi op og vender os indad, mod os selv og den dybe brønd af visdom, som gemmer sig bag tanker og begrænsninger. Det er en slags sti, som vi gennem ordene følger i vores eget indre.

Morgensiderne er ikke noget, jeg har opfundet. Men uden at vide det var det en slags morgensider, som gjorde at jeg fik øjnene op for den drøm, der dansede mellem linjerne og i mit hjerte. Hver eneste morgen mødte jeg op og skrev intuitivt på min blog, inden jeg tog på arbejde. Og ved kontinuerligt at møde op og skrive, satte jeg noget fri, som ellers havde været fastlåst og gemt et sted dybt i min sjæl.

Senere indså jeg, at jeg egentlig havde gjort det, som Julia Cameron anbefaler i sin gode bog ”Kreativitet”. Jeg havde skrevet morgensider. Og det kan man ikke gøre uden at der sker noget. Det er i grunden ganske magisk, som man kan slippe bag tanker og modstand ved blot at skrive og blive ved.

Hvis du er en kreativ sjæl og drømmer om at for alvor at tage din kreativitet og din skrivedrøm alvorligt, så anbefaler jeg dig varmt at skrive morgensider. Køb dig en fin og tiltalende notesbog og en god pen. Måske har du allerede en, du kan bruge, men ellers køb en, som taler til dig og gør dig glad. Morgensiderne er nemlig en positiv ting, noget du gør frivilligt og med glæde. Morgensiderne er din overspringshandling og noget af det første, du gør om morgenen. Men det er også en handling, som du giver dig selv til. En kærlighedserklæring til dit skrivende og skabende jeg og alt det, du indeholder og allerede ved.

Det handler om at huske

Det handler ikke om at lære eller erfare noget nyt, det handler snarere om at åbne op for alt det, du allerede ved og indeholder.

Jeg lover dig, at hvis du hver eneste morgen skriver morgensider, så begynder der at ske noget. Magiske ting, der handler om din kreativitet, din skriveglæde og dit liv. Og der er ingen underlige regler om indhold, du skal blot skrive 3 sider hver morgen uden at standse op og uden hensyntagen til, hvad der står. Det vigtigste er selve skrivehandlingen (i hånden) og ikke, hvilke ord, der kommer igennem dig. Du kan skrive alt, du tager imod.

Morgensiderne er en slags grundsten til andre kreative udfoldelser og for mig blev det en slags vej mod min drøm. Jeg skrev mig selv. Jeg fik kontakt til dybere sange i mit indre og jeg lærte at synge dem. Sange, der på mærkværdigvis var varme og velkendte. Jeg huskede. Og genklangen var dyb og god.

Morgensiderne vækker det, der slumrede, til live. Men morgensiderne giver også mulighed for at få styr på tanker og impulser på. Bevidstheden vokser.

En symbolsk og hellig handling

Hver eneste morgen med få undtagelser som forleden møder jeg op og åbner min notesbog. Når jeg åbner den og lader pennen glide over papiret, når ord bliver til sætninger, har jeg startet min dag med en hjertelig intention. Jeg tager min skrivelængsel alvorlig og jeg tager imod det, der skrives vil. Jeg går på opdagelse i sjæl og hjerte og skriver alt det, der ellers ville tynge og holde mig tilbage. Jeg skriver mig fri, så jeg kan skrive frit.

Jeg møder op og tænder mine skrivelys, to store hvide lys, som lyser op og varmer min sjæl. En symbolsk handling og en påmindelse om, at vi skal huske at tænde vores eget lys og lade det skinne. Vi skal huske hvem vi egentlig er. Derfor er det at skrive morgensiderne både en symbolsk og nærmest hellig handling. Vi møder op og stiller os til rådighed for det, der vil skrives. Vi forbinder os. Og vi forpligter os.

Prøv morgensiderne, hvis du ønsker at vække din slumrende kreativitet. Jeg lover dig, det sætter ting i gang og kreativiteten er sjældent det eneste, der vågner. Det hele opstår, når vi skriver. Jo mere vi kan lade være med at tænke over det, vi skriver og skal skrive, desto mere flydende bliver det. Forbavsende, flydende og ganske magisk over tid.

Morgensiderne er det vigtigste redskab i arbejdet med at genfinde sin kreativitet, siger Julia Cameron og det er ikke løgn. Jeg vil blot tilføje:

Morgensiderne er det vigtigste redskab i arbejdet med at genfinde sig selv, sin sjæl og det liv, man egentlig er skabt til at leve. Et ord af gangen.

Poesien viser sig ofte i de ting, man ikke troede var vigtige.
– M.C. Richards –

Kærlig hilsen
Lene


Skrivehusets program 2016 – kom og skriv!

Ved at klikke på nedenstående overskrifter finder du information og datoer for de kommende aktiviteter i Skrivehuset. Og ja, der er stadig pladser i Forårscirklen, de sidste magiske skrivecirkel inden sommer. Kom, skriv og sæt længslen fri!

Forårscirklen – skrivecirkel for kvinder med skrivelængsel
Forårscirklen er et forløb og en skrivegruppe for dig og din skrivelængsel. Vi starter i marts 2016 og begiver os ud på en skrivende rejse, der hylder det tidspunkt på året, hvor vi nu befinder os.

Skrivecirklen er forankret i foråret og den tid på året, hvor alting igen begynder at spire og gro. Som ude så inde. Lad din skrivelængsel blomstre.

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Gå på opdagelse i din skrivelængsel, skriv og fold ud. Jeg vil tage jer med på en skrivende rejse, hvor vi udforsker vores skrivelængsel gennem skriveøvelser, opgaver, meditationer og lidt bevægelse i form af en gåtur i de skønne omgivelser.

Det bliver en dag fuld af skrivende nærvær, en magisk skrivecirkel, hvor vi både tager imod fortællinger og læser dem højt for hinanden i cirklen. Vi taler om modstand, den indre censor og skriver os gennem det, vi møder på dagen. En dag med magi og skrivende fordybelse for sjæl og hjerte.

Skriv din Sjæl
Forløbet er for dig, som ikke længere vil nøjes med at drømme om at skrive. Det er for dig, som måske allerede skriver lidt eller meget og som har lyst til at blive udfordret, klædt på og inspireret til at gå hele vejen. Skrivevejen. Forløbet er en mulighed for at blive en del af en skrivegruppe og i øvrigt at kickstarte din skriveproces fra et nyt sted. Vi øver os på at skrive fra sjæl og hjerte og gør det i et tempo, så alle kan være med. I forløbet vil du endvidere blive mere klar på dit egentlige livsformål og selvfølgelig dit “hvorfor”, når det handler om at skrive.

Du vil have glæde af forløbet uanset om du ønsker at skrive “for dig selv” eller om du har en virksomhed, hvor du ønsker at blive mere tydelig i dit sprog og formulere dit “hvorfor” og dit budskab, så det vækker genklang hos dine læsere.

Skriv Din Sjæl forløbet byder både på intuitive skriveworkshops og en skrivecirkel for 6 dedikerede kvinder. Er du mon den ene?

bur