Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Det er et højtideligt øjeblik, når den første spæde fortælling finder vej til nye sider. Min skrivebog er indviet og rejsen fortsætter fra højsommer og ind i høsten. Vinduet står i min stue står åben, fuglene synger og vinden er stille. Det dæmpede lys og skydækket passer mig fint i dag. Som at få en... Continue Reading →
Svøbt i dis dukker morgenen op, en uklar skikkelse kommer mig i møde og tager imod. Daggrysværtinden byder mig velkommen og jeg fornemmer, at vi passerer porten til Det Magiske Univers. Det er ikke tydeligt, for ser du, disen er tyk som ærtesuppe. Jeg smiler indeni. Åh, at lade sig fragte og forføre. Af dis... Continue Reading →
Diset daggry, der står hun og betragter mig, næsten usynlig i den papirtynde dis. Lyset har samlet sig om hende og bevæger sig, når hun gør. Instinktivt ved jeg, at hun er min frænde i dag, men jeg løber ikke efter hende og vifter med arme og ben. Jeg råber ikke, for mit kald er... Continue Reading →
Der er en frø og en hvid ravn på broen denne morgen. Jeg søger ikke en fortælling, jeg beskriver bare, hvad jeg ser. Endnu en diset dag, hvor solen synes for evigt forsvundet og månen er mørk. ”Er det dig, Losgann?” spørger jeg ud i luften, en kølig vind danser i øst. ”Kvækha!” lyder svaret... Continue Reading →
Frø gror i mørket og det gør du også. Og det ER mørkt, da jeg træder ud af døren og åbner den knirkende havelåge. Finregn drysser dråber, himlen er koboltblå mod lyset fra vinduerne i huset. Jeg går ud af markvejen, drejer til højre for enden af havehegnet og følges med tøvende lys i øst.... Continue Reading →
Stille morgen, Mosekonen rører i sin bryg med træske, det har hun gjort siden daggry. Disen danser og bag sløret træder landskabet i karakter. I skellet kommer træerne til syne. På bordet i skrivestuen brænder lys og kort er trukket, kvinden ved bordet er tro mod sin intention og hengiver sig med hele sit væsen.... Continue Reading →
Jeg skriver i morgenlys og til gåsesang. Det er Imbolc og blækket viser sig fra en ny side. Dristige bobler af ord finder vej og et strejf af poesi blander sig med mørket. En ny dag er stået op. Midt mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn findes en station og her står jeg af i dag. De... Continue Reading →
Så mødes vi igen. En såret kriger træder frem i morgenlysets blå og ser. Uden sårene ville hjertet forblive lukket. De sår, hun nu kan fylde med kærlig muld og plante de frø, der vil spire, når tid er. Men lige nu er det vinter. De første uger af januar kalder på indre nærvær og... Continue Reading →
Fuldmåne min, endelig overgav jeg mig til dig. Endelig forstod jeg, at du har været så insisterende, fordi vi to hører sammen og du spejler dit lys i min sjæl. Hengivelse, jeg hører min sjæl hviske i glæde og genkendelse, endelig kom hun frem til det sted, hvor floden er dyb nok og hvor trangen... Continue Reading →
Der behøver ikke at være en fortælling I dag, men alligevel hvisker noget i løvet. Jeg havde glemt, at det var forår, glemt Beltane og at vi er godt på vej mod sommer. Kulden, vinden og stormen i mit hjerte holdt mig fast i vinterlænker. Lænker, som var frivillige, for ikke lang tid gik, før... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 