Vildfarelse

Nyebegyndelser

I dag var noget anderledes, måske var det lyset og den måde, det gavmildt spredte sine stråler på. Det startede med en lille sprække i øst, men så bredte det sig. Lyset. Som om et lille hjerte voksede sig større og gav slip på alt det, hun havde holdt tilbage. Kærligheden strømmede fra det sted, hvor hun før havde mærket en knyttet hånd holde så hårdt, at knoerne var helt hvide.

Landskabet vågnede og en ny dag var født. Alt det havde hun i sig. Nu opdagede hun, hvor godt det gjorde at sætte det fri og lade det strømme. Forbavset så hun, hvordan lyset vækkede hvert eneste græsstrå. Fuglene kom nærmere, årvågne og forårskåde, selvom det stadig kun var februar. Kragerne kommunikerede højlydt med hinanden, mens de fløj forbi, det lød som et skænderi, men hun vidste bedre. Det var bare deres måde.

Nu sad hun på sin himmelstol med hænderne i skødet og frydede sig. Synet gjorde hende mild og stadigvæk mærkede hun, hvordan kærligheden strømmede fra hendes hjerte. Det var som om en hengemt kilde var blevet åbnet. En skattekiste fuld af alt det, hun havde drømt om. Kan jeg nogensinde fortælle det til nogen, tænkte hun og viftede blidt tanken væk. Det var ikke det, det handlede om. Det var følelsen, den glæde hun mærkede ved at sætte fri. Tænk at alt det lys kom fra hende. Nu ved jeg, hvem jeg egentlig er, sagde hun til sig selv og mærkede pludselig, hvordan hun blev opfyldt. Det var nok. Der var intet mere at stræbe efter og den drøm, der altid havde synes så fjern forblev fjern. Den var ikke længere hendes drøm. For nogen vidste bedre og langsomt var hun blevet gjort klar til dette øjeblik.

”Det er snart forår” skreg en krage og vinkede med den ene vinge. Eller sådan så det i hvert fald ud. Hun smilede og nikkede, det var sandt. Det knagede i hende som is, der tør op. Den frosne skovsø begyndte at røre på sig og små kilder af levende vand rislede frem fra det, der før havde været en lukket beholder. Nu så hun, hvordan de gule erantis dansede på jorden under hende i deres grønne balletskørter. Hun hørte deres muntre stemmer og den sang, de alle nynnede. En sang, de kendte fra før. Og de kaldte på hende, det hørte hun nu, de kendte hende og bød hende velkommen.

”Kom og dans med os” sang de og hun tog dem på ordet. Forsigtigt steg hun ned fra sin himmelstol og plantede fødder i græsset. Øjeblikket blev hun omsluttet af Moder Jord og den cirkel af erantis, som dansede i hendes skød. Fødderne på jorden, hun stod et øjeblik og vaklede, mens hun missede med øjnene mod solen og alt det lys, der strømmede fra himlen. Hun betragtede sin stol dér i lyset og vidste, at hun altid kunne vende tilbage, når hun trængte til et hvil og samtidig ville se det store billede. Men nu var det tid til at danse!

”Vi fejrer forårets kommen” sang de små erantis, mens de hvirvlede rundt i de grønne skørter. Rundt og rundt, de grønne blade stod som vifter om ørene på dem. Også hun snurrede rundt og lod sig føre af den energi, hun nu mærkede. Det var en vidunderlig følelse. Hvornår var hun stoppet med at danse, hvorfor havde hun glemt, hvor godt det gør?

”Det meste af rejsen går ud på at huske” råbte en erantis stakåndet i farten. ”Du skal ikke slå dig selv i hovedet, fordi du glemte, du skal fejre, at du nu husker det. Endnu en brik falder på plads i det store puslespil. Og hvor er dit lys dog smukt. Når vi er færdige med at danse, skal du gå ned til den store skovsø og spejle dig i vandet. For det er sandt, isen er smeltet og vandet klukker nu ved tanken om, at foråret snart kommer. Februars sidste dage, vinterens farvel, der er al mulig grund til at fejre. Men vi fejrer ikke at vinteren snart er ovre. Vi takker vinteren for det, hun bragte os og lærte os. Jeg håber, at du fik hvilet og slappet af. At du lod mørket omslutte dig og at du badede i den ro, der opstår, når vi hengiver os i stedet for at stritte imod?”

Hun nikkede taknemmeligt og fulgte den lille erantis videre i dansen.

Da dansen var ovre, takkede hun flokken af erantis og begav sig ind i skoven for at besøge den store skovsø. Hun havde været dér mange gange før, så vejen var velkendt, men alligevel skete der noget, som fik hende til at vælge en forkert sti. Pludselig anede hun ikke, hvor hun var henne. Træerne var ukendte, ranke og helt tæt stod de og skyggede for lyset. Længere henne af stien kunne hun se granerne knejse og en løber af grannåle lå strøet ud for hendes fødder. ”Kom bare nærmere”, hørte hun en stemme sige, men hun vidste ikke, hvor den kom fra. Noget i hende var stivnet ved tanken om, at hun vist var faret til. Hvordan kunne det dog ske, hun skulle jo bare ned til skovsøen og spejle sig i vandet, som den søde erantis havde anbefalet hende. Den glæde, der før havde opfyldt hende, frøs nu til is og pludselig var det vinter igen. Mørket omsluttede hende.

”Kom bare nærmere”. Igen hørte hun stemmen og uden egentlig at ville det, lod hun sig føre dybere ind i skoven. Nu mærkede hun vinterens kolde ånde mod sin hud og skuttede sig uvilkårligt. Hvad skal der dog blive af mig, tænkte hun, men hendes ben førte hende videre. Frygten bankede i hendes årer.

Så så hun den. Lysningen midt i skoven. Pludselig åbnede granerne sig, bredte deres arme ud og pegede i retningen af det lys, der nu strømmede ud fra et sted i deres midte. Med et stort suk småløb hun de sidste meter indtil hun stod i lysningen og igen kunne se himlen, der stadigvæk var lyseblå. Midt i lysningen stod der en stor sten og hun var ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle sætte sig på den. Og hun havde jo før talt med både træer og sten, så hvorfor var hun dog blevet så bange? Det var tanken om vildfarelse og om, at hun havde mistet kontrollen. Det var frygten, der havde grebet hende og fortalt hende, at hun var fortabt. En velkendt følelse, det måtte hun indrømme, men på det seneste havde den ikke været dér så ofte. Derfor føltes den endnu stærkere og frygtindgydende, da den dukkede op igen.

Hendes hjerte faldt til ro, da hun satte sig på den store sten. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene og tvang sig selv til at trække vejret med dybe åndedrag. Og da hun igen åbnede øjnene, så hun ham foran sig. Han stod midt i en lysstråle og de brune vinger var blanke som overfladen på en kastanje. Hans blik var rettet mod hende og et smil spillede om hans læber. Et venligt smil. Og læber er måske så meget sagt, for ørne har ikke læber. De har næb. Men det var underordnet, for hun kunne se, at han smilede.

”Hvor er jeg dog glad for at se dig her” udbrød hun og måtte dy sig for ikke at rejse sig og give ham et ordentligt kram. ”Det havde jeg ikke ventet”.

”Nemlig” svarede han majestætisk. Han bevægede sig ikke, men lod blot blikket hvile i hendes. Det gav hende en følelse af ro, som bredte sig i hele kroppen og hun bemærkede end ikke den kulde, der strømmede fra stenen og op i hendes bagdel. I dag var kulden som varme.

”Så er jeg altså alligevel ikke faret vild?” Hun vidste godt, at hun var i færd med at skære det hele ud i pap, men hun var stadig lidt ør og forvirret. Frygten havde vist ikke helt sluppet sit greb.

”Nej, du har fundet vej.”

”Jamen, jeg skulle jo ned til skovsøen?”

”Du troede, at du skulle ned til skovsøen. Du kendte ikke til denne lysning og derfor ville du aldrig have fundet den, hvis du ikke var faret vild. Skovsøen var et påskud for at få dig ind i skoven. Vi lægger den slags spor ud, det har du nok efterhånden opdaget? Spor, som vi beder dig følge i tillid. Og straks begynder dine tanker at lægge rationelle planer, de søger det velkendte. Hvordan kan de andet? De kan kun føre dig af kendte veje og præsentere dig for mønstre, som du allerede har set før. Men det er ikke det, du ønsker dig i dit liv. Du ønsker at finde det, der er til dig, ikke sandt?

Hun nikkede. Selvfølgelig gjorde hun det.

”Så skovsøen var bare et påskud. Jeg skal altså ikke ned og spejle mig …”

”Hold nu op” afbrød han utålmodigt. ”Du behøver ikke at spejle dig i skovsøer for at vide, at du skinner. Det var dit lys, der førte mig på rette vej. Se, det vidste du ikke. Dit lys skinner, så jeg kan finde vej. Vi hjælper hinanden, men du bliver ved at negligere, hvem du er og hvad du gør, blot ved at være dig.

”Jeg er lidt forvirret” indrømmede hun. ”Men jeg er glad for at vi fandt hinanden her. Og lysningen.”

”Den tilsyneladende vildfarelse er en gave” fortsatte han og rykkede et skridt nærmere. Han smilede stadig. ”Det har vi vist også talt om før, men nu har du fået lektien igen. Tillad dig selv at fare vild og komme på afveje i forhold til de rationelle planer, du har lagt. Sjælens vej af fuld af snoede stier og underlige krumspring, der først senere giver mening. Når du får en ledetråd, et spor, så følg det, når du mærker at det kommer fra en ven. Du var ikke et sekund i tvivl, da Erantis opfordrede dig til at gå ned til skovsøen. Din intuition fortalte dig, at det skulle du gøre. Du fulgte dit hjerte, du mærkede glæden og som alle andre vantro ville du gerne se dit eget lys skinne. Så du gik. Ind i skoven og på vej, indtil du for vild. Men kun sådan kunne du finde lysningen i skoven og få det, der er til dig. Voila. Livets mysterium er dit at leve.”

Nu smilede hun også og smilet krakelerede til et bredt grin.

”Jeg er altså ikke vantro!”

”Det ved jeg da godt. Men du ved, hvad jeg mener. Du kan være forvisset om, at dit lys skinner, for kun sådan kan jeg finde dig. Lad bekymringerne hvile. Giv dem til vinden og gå så ud i verden og gør hver eneste dag til det eventyr, du drømmer om. Du har alt, hvad du skal bruge. Du er præcist den, du skal være. Det eneste, der mangler, er du selv begynder at tro på det og hviler i vished om, at det er nok. Læn dig helt ind i tilliden på samme måde, som du fulgte Erantis’ opfordring til at søge skovsøen. Gå med glæde. Du kan ikke gøre noget forkert og der er ingen vildfarelse, når det kommer til stykket. Hvert eneste skridt byder på læring. Men der er masser af hjælp at hente undervejs, du er ikke alene. Tillid er nøgleordet.”

Hun nikkede taknemmeligt og rejste sig fra stenen. Instinktivt vidste hun, at deres samtale var forbi og at ørnen få sekunder senere ville lette fra lysningen. Hun så ham forsvinde op mellem granerne og snart var han blot en smuk silhuette på den lyseblå forårshimmel. Jo, for det var skam blevet forår igen, det mærkede hun. Noget i hende rislede og rumsterede som det vand, der vågner op fra vinterens døs. Fra is til vand. Fra vinter til forår. Fra mørke til lys. Hun smilede og uden besvær fandt hun vejen tilbage til dér, hvor hun kom fra.

Men noget var forandret. Hun var forandret.

For midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild.


Fortællingens Kraft

Fortællingen om vildfarelse dukkede op i morges, mellem linjerne, da jeg var i færd med at skrive noget helt andet. Den flød bare ud og fandt selv vej. På mange måder var det lige netop den fortælling, jeg havde brug for at høre og skrive, men jeg vidste det ikke på forhånd. Og sådan er det ofte med fortællinger. De dukker op, når vi mindst af alt venter det eller på andre måder, end vi havde forestillet os. Og det handler fortællingen netop også om. Alt det, vi ikke kan tænke os til, men som er dér til os og for os, hvis vi skriver i tillid. Jeg oplever det ofte; jeg kan simpelthen ikke tænke mig til det, der vil skrives. Det eneste, jeg skal gøre er at møde op, tage imod og give mig selv lov til at blive glædelig overrasket.

Fortællingen handler også om at blive sit eget forår. Mærke varmen og lyset igen og lade det skinne. Skrive fra det sted, hvor det hele igen begynder at spire og gro og gå på i eventyr i alt det tilsyneladende. For kunne det mon være, at det forholdt sig helt anderledes, end vi gik og forestillede os? Spørger vi tankerne, får vi ikke det rigtige svar. Vi er nødt til at spørge hjertet og det gør vi bl.a. i skrivecirklerne.

Forårscirklen

Hvis du har lyst, så kom og vær med i Forårscirklen, skrivegruppeforløbet, som jeg starter op den 6. marts. Der er stadig et par ledige pladser og du er hjertelig velkommen. Via månedlige skriveafsæt og opgaver får du rig lejlighed til at gå på opdagelse i alt det, der rører sig i dig og i naturen, når forårsmånederne folder sig ud. Du vil lære mere om fortællingens kraft og om, hvordan du kan skrive dig gennem frygt, modstand og den evigt plaprende indre censor i stedet for at blokere.

Du vil opdage, hvordan vi gennem ordene kan forankre os i nuet og årstiderne og lære os selv at kende med forøget ro og skriveglæde til følge. Uanset hvad vi tror på og hvad vi kalder de forskellige energifyldte tidspunkter på året, skriver vi fra de steder, hvor de påvirker os. Vi dypper pennen i den blå himmel, i skyerne og i vinterens mørke, når det er dér, vi er. Vi folder ud fra et sted dybt i os selv og mærker, hvordan vi er forbundet.

I Forårscirklen dypper vi pennen i det første spirende forår og skriver derfra. Læs mere om skrivecirklen og forløbet i linket her og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com, hvis du har lyst til at være med. Læs også gerne mere om Den Hellige Cirkel, som Forårscirklen og de andre skrivecirkler er bygget op omkring. I cirklen er alle lige.

Kom, skriv og sæt fri.

Kærlig hilsen
Lene

 

 

Sporlægning

Searchnomore

Sporlægning er et spørgsmål om tillid. Tillid til den kreative proces og en øvelse i at slippe kontrollen og lade komme i den allerførste skrivefase. Det er i den fase, jeg befinder mig nu, mens jeg skriver min bog. Jeg lægger spor.

At lytte og lade lande

Det kræver et helt nyt syn på det at skrive. En ny følelse. I stedet for at være aktiv og udfarende, i stedet for at jagte ordene, møder man op og lytter. Lytning er en af de vigtigste egenskaber i skrivning. Ligeså stille forsvinder egoet ud af processen, når vi hengiver os og bestræber os på at lytte til det, der vil skrive. For det vil gerne skrives. Den tillid, den tro må vi have. Det handler ikke længere om, at vi skal jage det og indfange det, det handler om at vi skaber en smuk landingsplads. Det handler med andre ord allermest om, at vi gør os klar, for det er i bund og grund vores egen holdning og indstilling, der er afgørende.

Pilgrimsrejsende

Åbenhed, nysgerrighed og en god portion undren er godt at pakke ned i rygsækken, når vi begiver os på vej i den første sporlægningsfase. Vi er virkelig pilgrimsrejsende i den første del af skriveprocessen. Vi tager ud og møder historierne, dér, hvor de er. Vi lader ordene vide, at vi er mødt op og at vi er villige og modtagelige. Fra kyst til kyst rejser vi og tager imod det, der kommer. Uden at vide, uden at have en særlig udtænkt ide om, hvordan det hele til sidst vil knytte bånd og binde sløjfer, rejser vi af sted og skriver det, der kommer til os. Julia Cameron har skrevet om det i sin bog om skrivning ”The right to write” og lige netop den indstilling giver os den fornødne tillid og frihed til at gøre det, vi er kommet for. At lytte og tage imod.

Vi er kunstnere, vi er fri

I sporlægningsfasen retter og redigerer vi således heller ikke det skrevne. Vi går ikke tilbage og korrigerer, vi lader det være, som det er. Det giver en helt ny form for frihed. Vores job er ikke at være redaktør i den første del af den kreative proces, her er vi skabere. Vi er frie kunstnere og vores fornemste opgave er at kærtegne det, der kommer til os og lade det finde vej til papiret. Måske protesterer den indre censor, men lad bare stemmen kagle. Sådan vil det altid være, det er frygtindgydende for den indre censor, når vi forlader komfortzonen og slipper kontrollen. Og det skal vi lære os selv at turde. Her begynder det hele nemlig at ske. Her starter den egentlige fortælling. Ikke at vide er et godt udgangspunkt. Husk nysgerrigheden. Tag springet. Vov det. Lev det og dans med det. Giv slip og lad komme.

Dit job er at skrive

Dit job er et skrive ikke at dømme det skrevne. Du er ikke dommer, du er forfatter. Gem kritikeren langt væk og find din indre eventyrer frem.

Nu står solen op i øst, det er en smuk morgen. Solopgangen er en del af sporlægningsfasen, jeg kunne ikke på forhånd vide, at det ville være næsten skyfrit og at synet nu fortryller mig. Jeg tøver et øjeblik og betragter den måde, hvorpå strålerne spejler sig i vinduet og danner røde linjer på trægulvet. Et par krager flyver forbi, jeg hilser tavst på dem.

At fare vild

En andel del af sporlægningsfasen handler om at turde fare vild. Og nu bliver det farligt, for de fleste af os hader at fare vild. Vi bryder os ikke om at miste orienteringen. Vi ønsker forsikring, vejvisere og har det egentlig bedst med at følge allerede trådte spor. Men i sporlægningsfasen må vi ud i vildnisset og ja, vi skal turde fare vild. Miste orientering, kontrol og alle ideer om, hvor vi mon befinder os henne.

Lysningen i skoven

Det er ikke altid, at det bliver eller går, som vi håbede, men i kontrast til vores tilsyneladende vildfarelse bliver det pludselig essentielt, at det netop ikke gik, som vi håbede eller troede. For kun sådan kan vi se og få øje på den lysning, der pludselig åbner sig i skoven for os. Vildfarelsen var tilsyneladende. Den bærer i sig kimen til nye åbenbaringer og en læring og erkendelse, som vi aldrig havde fået med os, hvis vi ikke netop for vild. Det gælder både i livet og i skrivegerningen. Derfor var det slet ikke vildfarelse. Som Tomas Tranströmer så fint har skrevet det:

”Midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild.”

Skænket til ren kreativitet

Saft, kraft og særlige ord, der bare opstår. Sætninger, der finder vej gennem mørket, dryp af lys, af noget andet. Overraskelser, snedigheder, alt det vi ikke kan udtænke, men som kommer, når vi giver slip. Det fryder os, når vi skriver det og oplever, hvordan det bare flyder gennem os. Det er selve gaven ved sporlægningsfasen og vildfarelsen. Senere kan du rette sporene til, få ender til at mødes, den slags, men det hører ikke til endnu. Denne fase er skænket til ren kreativitet og alt det, der opstår og kommer, når vi ikke planlægger unødigt, men blot begiver os af sted.

Selv har jeg altid elsket at drage ud på må og få. Pakke bilen og uden helt at vide, hvor vi skal hen, bare køre gennem landskabet og finde små og nye veje undervejs. Se alt det, der ikke står i guidebøgerne og møde mennesker, som står udenfor alfavej og taler med stjernerne. Det er eventyr for mig. Det er sporlægning.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivehuset 2016

Som du måske har set er en stor del af 2016 programmet på plads. Du kan nu tilmelde dig Forårscirklen, det sidste skrivegruppeforløb inden sommer eller en af de intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel. Datoerne finder du her.

Skriv din Sjæl

Hvis du vil give dig selv en unik skrivegave, er Skriv din Sjæl måske noget for dig?

Forløbet er for dig, som ikke længere vil nøjes med at drømme om at skrive. Det er for dig, som måske allerede skriver lidt eller meget og som har lyst til at blive udfordret, klædt på og inspireret til at gå hele vejen. Skrivevejen. Forløbet er en mulighed for at blive en del af en skrivegruppe og i øvrigt at kickstarte din skriveproces fra et nyt sted. Vi øver os på at skrive fra sjæl og hjerte og gør det i et tempo, så alle kan være med. I forløbet vil du endvidere blive mere klar på dit egentlige livsformål og selvfølgelig dit “hvorfor”, når det handler om at skrive.

På workshops og i skrivecirklen vil vi bl.a. arbejde med følgende

  • Fortællingens kraft
  • Kernen i dit budskab, dit hvorfor
  • Årstidernes betydning og indvirkning på vores energi og kreativitet
  • Den indre censor
  • Den kreative proces
  • Mindfulness, meditationer og mantras

Du vil have glæde af forløbet uanset om du ønsker at skrive “for dig selv” eller om du har en virksomhed, hvor du ønsker at blive mere tydelig i dit sprog og formulere dit “hvorfor” og dit budskab, så det vækker genklang hos dine læsere.

Der er plads til 6 dedikerede kvinder i Skriv Din Sjæl forløbet og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. I skrivende stund er der 5 pladser tilbage. Er den ene din?
Tilmelding til skrivehuset@gmail.com

Læs mere om Skriv din Sjæl her.

Searchnomore

 

 

Det der står i vejen

 

theolddoor

Om få dage har vi rejst hele vejen gennem mørket, de dunkle måneder november og december og ankommer til årets endestation, Vintersolhverv. Personligt har jeg opdaget hvilken befrielse det er, når jeg både i mit personlige liv, min proces og i min virksomhed følger og hengiver mig til årets naturlige cyklus.

Derfor kan jeg nu med glæde i stemmen sige højt: Du vil fremover opleve, at aktiviteterne i Skrivehuset følger årets cyklus. Det vidste jeg ikke for et år siden, da jeg for alvor trådte frem og gjorde min drøm til virkelighed. Jeg valgte at leve af det, som mit hjerte brænder for og det, som har været min egen vej. Skrivevejen eller skriverejsen, som jeg også kalder den. Jeg kan nu samle min uddannelse, min viden, min vished og min erfaring under ét tag og det er det, jeg gør i Skrivehuset. Jeg arbejder nu som fuldblods skrivecoach, underviser og fortællerske og jeg elsker det.

Dér, hvor vi er

Årets cyklus. Vintersolhverv. På samme måde som man i shamanistisk praksis arbejder med den energi, som er i naturen alt efter årstiden, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder. Hver årstid inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg også bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus, som vi er en del af, til at bestemme, hvilke skriveaktiviteter, kurser og workshops, der er åbne lige nu. Når vi går ind i vinteren, den mørke tid, vil der være fokus på skrivecirklerne, hvor vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi lærer den mørke del af året bedre at kende gennem skriveøvelser og afsæt og på den måde lærer vi også vores eget mørke bedre at kende. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde.

Skrivecirklerne

Vintercirklen startede op i november og er i fuld gang. Nytårscirklen starter op den 8. januar 2016 og i denne skrivecirkel rejser vi sammen og hver for sig gennem vinteren mod lyset. Skriveøvelser og afsæt vil være forankret i det tidspunkt på året, hvor vi befinder os og den energi, der er til rådighed. Der er i øvrigt stadig et par ledige pladser i Nytårscirklen, hvis du vil være med.

Foråret, udadvendthed og nye intuitive skriveworkshops

Senere, når vi når frem til det første forår og lyset er vokset og bærer os mod spiring og frodighed, slår jeg igen dørene op for nye intuitive skriveworkshops og mere udadvendte aktiviteter. Så mødes vi igen ved spisebordet i Skrivehusets hjerte, skriver, folder ud og deler vores fortællinger.

Vi skriver det, der står i vejen og skriver dermed vores vej

Som noget nyt i 2016 vil jeg også tilbyde skriveworkshops, som er forankret i et bestemt emne og/eller udfordring. Det, der står i vejen, er vejen. Derfor forsøger vi ikke at bilde os selv eller andre ind, at vi på skriverejsen og i processen ikke kender til frygt, modstand, overspringshandlinger og den til tider frygtindgydende indre censor. Nej, vi møder de trolde, der dukker op vores vej og skriver dem.  Alt det, der står dér med armene over kors og stædig nægter at ”gå væk”, det er vores pejlemærker. Det er hjælpere, selvom det kan være angstprovokerende og synes som det stik modsatte.

Skriv din indre censor

Så hvis du tør, og selvfølgelig gør du det, så kom og vær med, når jeg i det tidlige forår tilbyder et forløb, der som arbejdstitel lige nu hedder ”Skriv din indre censor”. I forløbet, som både vil bestå af intuitiv skriveworkshop her i skrivehuset og i et delvist online skrivegruppeforløb, en skrivecirkel, skriver vi ud fra afsæt og opgaver, der handler om alt det, der står i vejen. Frygt, modstand, overspring og så videre. Vi påkalder os de hjælpere, vi ellers har brugt hele vores liv på at flygte fra og så byder vi op til skrivende dans. Men Kilden vil selvfølgelig også være inviteret. Bag det hele er Kilden og kreativiteten til vores rådighed, hjælp og støtte. Det bliver sjovt, lærerigt og befriende. Og der er kun få pladser i forløbet, jeg vil invitere 6-7 kvinder og er du en af dem, så hold øje med siden her eller skriv til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du umiddelbart er interesseret.

Taknemmelighed

Det, der står i vejen, er vejen. Det har jeg selv måtte sande i det år, der snart er gået. Og hvis du har læst mine tidligere blogindlæg er du til dels bekendt med min egen proces og lidt af det, jeg har gået og skrevet mig igennem. Det var også mit første år som skrivecoach og underviser i eget regi, fortællerske har jeg været lige siden jeg blev født.

Jeg er så taknemmelig for alle de skønne, skrivende kvinder, der kom min vej og som har deltaget i personlige skriveforløb, bogcoaching, på de intuitive skriveworkshops og nu også i skrivecirklerne. Selvom jeg sjældent taler om mål og resultater og gerne hylder processen hele vejen, så må jeg med stolthed i stemmen også lige huske at sige, at ingen er gået herfra uden at have lært noget essentielt. Om sig selv. Ej heller jeg.

Så lad os danse, lad os fejre.

Som at komponere, spille og lytte til musik

Skrivningen er ofte et transportmiddel på vejen, sjældent et mål i sig selv. Og som jeg skriver det, ved jeg instinktivt, at det heller ikke er sandt, for det at skrive og folde ud, kreativitet, er et af de fornemmeste mål, vi kan have. Intet er mere saliggørende end ren skriveglæde. Det er bare ikke endestationen eller et glamourøst produkt, selvom vi sagtens kan ende med at putte resultatet af vores proces ind i en bog og vælge at få den udgivet.

Vi skal øve os, for øvelse gør både mester og menneske

For mig er det at skrive som at komponere, spille og lytte til musik. Du er instrumentet, men hvilken slags musik, du ender med at komponere og spille og hvad der føles godt og rigtigt for dig, ved du sjældent på forhånd. Du er nødt til at skrive dig ind i det og mærke efter. Lytning er en af de vigtigste kompetencer i skrivning og vi kan øve os på at blive bedre til at lytte. Vi skal i det hele taget øve os. Det gør dygtige musikere i øvrigt også. Og øvelse gør ikke alene mester, det gør også menneske.

Nysgerrighed, åbenhed og kærlighed til det, du møder på din vej, er gode ingredienser at putte i din simregryde eller i din rygsæk, hvis du tager på skriverejse.

Når vi farer vild

I året, der snart er gået, lærte jeg noget som har på mange måder har sat mig fri. Man skal turde fare vild. Det er ikke altid, at det bliver eller går, som vi håbede, men i kontrast til vores tilsyneladende vildfarelse bliver det pludselig essentielt, at det netop ikke gik, som vi håbede eller troede. For kun sådan kan vi se og få øje på den lysning, der pludselig åbner sig i skoven for os. Vildfarelsen var tilsyneladende. Den bærer i sig kimen til nye åbenbaringer og en læring og erkendelse, som vi aldrig havde fået med os, hvis vi ikke netop for vild. Derfor var det slet ikke vildfarelse. Som Tomas Tranströmer så fint har skrevet det:

Midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild.

Tillad dig selv at fare vild

På baggrund af min egen erfaring med tilsyneladende vildfarelse og alt det, der dukker op på vejen og gør processen så forhindringsfuld, kan jeg nu med begejstring i ordene skrive: Tillid dig selv at fare vild. Giv dig selv lov. Det er sårbart, det er frygtindgydende til tider, men det er en gave til sjæl og hjerte. Paradoksalt nok. Hvis vi altså tager imod udfordringerne, går i tillid og giver os selv masser af kærlighed midt i vores eget mørke og store sårbarhed. Din sårbarhed er nøglen. Det er ganske vist.

Hvad giver du slip på og hvad tager du med dig videre?

Hvad tager du med dig videre i året, der kommer? Hvad giver du slip på, hvad er du færdig med og hvad værner du om og tager med dig videre?

Tillid er en magisk kraft

Selv har jeg en hjertelig intention om at skrive og gå i tillid. For den tillid skaber forbindelse. Den er en magisk kraft og energifyldt tilstand, som kobler os til Kilden og guddommelig vejledning. Tillid skaber således også forbindelse til vores egen sjæl og giver os adgang til vores intuition. Prøv at tænk lidt over, hvad tillid betyder for dig og om ordet også har en særlig, kærlig og magisk kraft for dig. For mig er tillid blevet altafgørende og derfor er det også overskriften på det kommende år for mig. Det år, der starter ved Vintersolhverv om ganske få dage.

Forleden morgen landende fortællingen ”I tillid” i min pen og i mit hjerte og her citerer jeg ørnen. Resten kan du læse i fortællingen, hvis du har lyst.

”Styrken opstår i de handlinger, der er båret af tillid” siger han og gør mine til, at vores snak er forbi. ”Den kan ikke se dagens lys, den kan ikke blive født, før du vover springet. Før du faktisk springer. Den er findes simpelthen ikke før springet, den eksisterer ikke. Først i det øjeblik du springer, fødes styrken.

Du opfordres til at vove springet, til at folde dine smukke vinger ud, følge dit hjerte og kaste dig ud i himlens rum. For himlen, en engel eller måske en ørn vil gribe dig og føre dig derhen, hvor du allerbedst kan medvirke til netop det, der er dit store hjerteønske. Fred og kærlighed på jorden. ”

Hvem har sagt, at det skal være svært?

Et af mine hjerteønsker er at kunne medvirke til at du møder op og tager din skrivelængsel alvorligt. Men alvoren skal tages med et gran salt eller to, for du vil ofte opleve, at det føles som en leg, når du først har lært dig selv at give slip og tage imod. Igen må du øve dig. Igen og igen. ”Hvem har sagt, at det skal være let?” bliver vi tit spurgt, og det ved vi vist godt efterhånden, at det ikke er. Det kan være så svært, at vi giver svært så meget fokus, at svært vokser og bliver svært stædig og ufremkommelig.

Men er vi ofre? Er vi klynkere, der hellere vil lade være, fordi det tilsyneladende er svært og bare tale om, hvor svært det er? Valget er dit. Hvad vælger du?

Så jeg vil i stedet spørge: Hvem har sagt, at det skal være svært? Så længe vi skriver i tillid og ved, at frygten, modstanden, tvivlen, de mange overspring og den evigt plaprende indre censor hører med og kan skænke os gaver, vi troede var personlige forbandelser, er vi både kommet langt og er samtidig tæt på at være hjemme.”

Glædeligt Vintersolhverv og god rejse videre

Jeg ønsker dig glædeligt Vintersolhverv og jeg gør det med et lille citat af Jeff Brown. Må tilliden og kærligheden være det, der bærer dig videre ind i det nye år. Jeg håber, at vi ses og hvis ikke, skrives vi uden tvivl ved. Du skal i hvert fald være hjertelig velkommen til at læse, dele og blive inspireret af de fortællinger og blogindlæg om livet og skriverejsen, som jeg deler her på siden og i Skrivehusets Facebook univers.

“Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.”
– Jeff Brown –

Glædeligt Vintersolhverv og på skrivende genklang. Det, der står i vejen, er vejen. Kys det og skriv det.

Kærlig hilsen
Lene

cropped-2011-november-003_b.jpg