Lad lyset vokse stille

At give slip er en proces. Fra tidspunktet ved Vintersolhverv, hvor vi stod tæt på bålet og mumlede en stille bøn. Det var aften, det var mørkt. Det sneede, flammer og vand forenedes, fra is til ild. ”Jeg giver slip” sagde jeg og vidste præcist, hvad jeg gerne vil af med.”Jeg springer ind i… ”... Continue Reading →

Sangen og Den Sorte Druide

Solsorten i al sin pragt. Den Sorte Druide. Jeg bliver glad for at se ham og høre hans sang. Han kalder fra tusmørket, inden lyset har fundet sin sprække. Han synger sin sang. Det blå mørke omslutter os som en dyne, selvom vi for længst er stået op. Søvnen var gavmild og jeg føler mig... Continue Reading →

Invitation til at danse

Sprød morgen løfter sin vinger, lille lys kigger ud. Natten letter på sin dyne. Endnu er det mørkt og resterne af fuldmånen dingler som en vindblæst lanterne og spreder sit lys over marken. Er meget mere end et tilfældigt stykke land. Det er her, da jeg passerer æbletræet og vejen slår et blødt sving til... Continue Reading →

Ravnen, haren og sandheden

Ravnen råber om autencitet og sandhed. Ravnen synger om at være tro mod sit hjerte. Det gør hun i tusmørket fra en gren i det gamle træ. Haren kommer til syne på brun pløjejord, jeg må anstrenge mig for at se ham. De er begge frænder i dag. Ravnen og Haren. Sådan starter min morgen.... Continue Reading →

Duft af våd ulv

Der er ulv i sigte. Jeg drømte om en valmuemark, de røde blomster dansede i sommerstøv og sang for mig. Der var et budskab. Noget at huske. Nu er det morgen og drømmen forbi. Men da jeg finder porten til Det Magiske Univers går det op for mig, at jeg ikke kan være så sikker.... Continue Reading →

Jeg har taget havet med mig hjem

Landingen tager lidt tid og på vejen ryger jeg ind i kraftig turbulens. Vilde sekunder med tanker som pile. Det føles som en evighed, det her klarer jeg ikke, nu er det ude med mig. På vej ned møder jeg også havet og de steder, hvor jeg vandrede i den forgangne uge. Brusende bølger der... Continue Reading →

Guldkorn og nøgleord

Så star jeg igen ved Porten til Det Magiske Univers i dagens første lys. Jeg har holdt en uges pause, hvor jeg udelukkende skrev indad og som ugen gik, fik jeg guldkorn og nøgleord til min videre rejse. Det føles højtideligt at stå her igen, tøvende, eftersom jeg spejder efter min frænde. Men jeg ved... Continue Reading →

Fra torne til tillid

The first step to move forward is to acknowledge where you are. Der er tidspunkter på rejsen, hvor man omsluttes af grene med torne. Og der er tidspunkter, hvor den hvide hest uden ridder dukker op og spørger, om man vil med på tur. ”Vil du med på tur?” ”Det er umuligt” svarer man, ”eftersom... Continue Reading →

Lysningen

Jeg følger efter den hvide hind ind i skoven. Tusmørket ligger som et filter over landskabet, luften er fugtig og dufter af regn. Jeg drømte om hende, det er jeg sikker på og nu spørger jeg mig selv, om jeg er vågen. Drøm eller virkelighed? Mine ben bliver ved med at gå og vi er... Continue Reading →

Uvishedens vej

”For første gang nogensinde føles det helt rigtigt”, siger jeg til Cu, som er min følgefrænde i dag. ”Vejen, som ligger hen i dis. Alt det, der ikke har afsløret sig endnu, men som jeg kan mærke simrer. For kunne jeg se det hele og troede, jeg at jeg vidste, så var det ikke min... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑