Hvad høgen fortalte

“Don´t be afraid to take charge or use your voice. Be strong.” I dag handler fortællingen om en høg. Sandheden er, at Høgen er en ganske sjælden gæst i min sfære og derfor er nysgerrigheden så meget desto større. En skygge får liv og lys, da han letter fra taget tæt på skorstenen og kredser... Continue Reading →

Endnu er vinden stille

“If you have given your power away, claim it back.” Toner lyder, ord når mine ører. En lille fugl synger og sangen er til mig. Den vokser sig stærkere i min strube og jeg synger med uden besvær. Ordene kan jeg allerede. Ser man det. ”Slut fred” sagde Ræven i går. I dag er det... Continue Reading →

Solsorten og pennens kraft

Jeg ser ham på morgenturen ud. Gennem snedriver når jeg frem til landsbyen og får øje på hans skikkelse i kastanjetræets grene. Nøgne nu, thi det er vinter. Åh vinter, du vækker poesien i mig, jeg kan mærke det synge og danse. Imbolc. Der er sket noget vildt og vidunderligt, så småt at man næsten... Continue Reading →

Timen inden daggry

“Stol på magien” siger Maggi, den hvide ravn, som er kommet tilbage denne morgen. Mørket er tykt og ufremkommeligt, forsigtig tager jeg dagens skridt og gør holdt et sted på broen. Det svupper under sålerne på mine støvler, jeg står midt i en vandpyt og på rækværket ved min venstre side, har Maggi sat sig... Continue Reading →

Fra fobi til forbindelse

Engang havde jeg fuglefobi og gjorde alt for at undgå de bevingede væsener. Nok kunne jeg med en vis beundring betragte dem på afstand, men det var altid med et hertil og ikke længere. Det ændrede sig den dag, hvor jeg ved Sommersolhverv var på trommerejse og Ørnen kom til mig som frænde. I mere end... Continue Reading →

Kragen fra Wales

The Universe works in perfect order. When you align your thoughts, feelings and beliefs with Spirit you are in harmony with something larger than yourself. En krage taler engelsk og ved nærmere lytning konstaterer jeg, at hans accent stammer fra Wales. Fra vest mod øst er han fløjet, gennem skumring, nat og daggry, båret af... Continue Reading →

Poesiens Træ

Jo mørkere det bliver, desto bedre kan jeg se. Det er en konstatering, som får mig til at smile. Jeg har altid haft sans for livets paradokser. Uglen i træet giver sig til kende thi skumring er ugletid. Jeg standser op foran træ og ugle for at lytte. Den Gamle Eg. De utallige fortællinger, alt... Continue Reading →

Sjæleblæk

Hele morgenen har jeg hørt stemmen hviske, tydelige ord om selvkærlighed og særheder. Vær stolt af den, du er. Bær dine særheder med stoisk ro. Ær dem. Hud, hår og vinger. Laks i vand og Ravn i luften. Ser du budskabet svøbt i morgendis, mærker du roen komme sejlende? Hele tiden hvisker stemmen og noget... Continue Reading →

Lad sangen synge dig

“Sangen findes allerede” synger solsorten og flyver ind i sætningen. ”Du skal bare synge den.” ”Men hvordan? Min stemme lyder lettere desperat. Han får det til at lyde så let. ”Det er hele hemmeligheden” fortsætter han ufortrødent, du bliver ét med sangen og den synger dig. På samme måde er det med fortællingerne. Du åbner... Continue Reading →

En snak med uglen

“Hvis jeg må bede dig om at være tålmodig bare lidt endnu,” siger hun og ser på mig over brillekanten. Brillerne er en illusion, selvfølgelig, for ugler bærer ikke briller. Hun har været vågen gennem natten, det korte mørke vi har om sommeren, og har set, mens andre sov. På daggryets rand mødes vi, morgenen... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑