Processen er nøglen

Creek water

Jeg dypper pennen i regntunge skyer og morgendug. Det er stadig sommer og selvom vejret er køligt, ustadigt og på mange måder minder mere om efterår, dufter dér af stille klargørelse fra simregryden.

Jeg arbejder og skriver mig ind i flere ting, som er undervejs; nye blogindlæg med inspiration til skriverejsen, nye fortællinger og et nyt skrivegruppeforløb, hvor vi også mødes fysisk i gruppen. Et vinterforløb, forankret i mørkets visdom og det tidspunkt på året, som mange har det lidt svært med. Her skriver vi os ind, men vi skal også ud. I naturen. Og være sammen i gruppen, læse højt, lytte, støtte og løfte hinanden. Over tid.

Men det er ikke endnu, det kommer, når det er klar.

For endnu er det sommer. Jeg lærer om tillid og tålmodighed, jeg simrer, sanker, passer hundehvalp og skriverejser med kvinderne i Sommercirklen, som nu er gået ind i sidste etape af deres skriverejse.

Smukke, sårbare og magiske fortællinger har fundet vej til cirklen. Det er en fornøjelse at se, lytte og bevidne kvindernes proces og skrivearbejde. Og det er netop processen, vi kaster ekstra lys på i skrivearbejdet her. For processen er nøglen.  Det, der kommer til os i møde, når vi er mødt op og med vores intention i hjertet begiver os på skriverejse.

HØSTCIRKLEN starter den 7. august. Der er stadig ledige pladser.

Det, der står i vejen

Det, der står i vejen, er som bekendt vejen. Når vi møder op, begynder at skrive og støder på det, der står i vejen, så får vi som oftest øje på os selv. Men hvis vi med vores intention i hjertet skriver alligevel, ord for ord, selvom det kan være tungt og selvom det nogle gange går opstrøms, så sker der noget. Så bliver vi en laks. Så får vi det, vi har brug for. Undervejs og i processen.

Processens magi

“Getting it right is not as important as paying attention to what and how you are learning” siger Loren Cruden og det er sagen i en nøddeskal.

Fokuser på processen og lad på forhånd være med at udelukke noget. Rejs i nysgerrighed og undren og lad ordene folde det ud, du ikke kan tænke dig til. Der er mange gaver at hente.

Når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis.

Processen er nøglen til varig skriveglæde og selvudfoldelse via ord og fortællinger. Lytning er et andet nøgleord. Lyt til din skrivelængsel, den er ofte et kald fra sjælen.

Inspirationen kommer ofte først, når vi skriver

Inspirationen kommer, når vi er begyndt at skrive. Det kommer, når vi er kommet og når vi SKRIVER. Det sker ikke i tankerne. Det sker i fremmødet.

Og nogle gange skal vi rejse og skrive opstrøms, op ad floden mod strømmen, som laksen. Det er en del af både livet og skriverejsen. Også om sommeren.

In the dark of the moon,
October
the salmon are pulling up

on the stream of their cycle.
They come at night shining
with life and death
to the small secret waters beneath the stars.
I hear them moving against reason
with pure purpose going upstream
big as whales
bright with death
and life
they pass.
-Loren Cruden –

Intentionens kraft

Wayne Dyer betragtede intention som en kraft i universet, som muliggør skabelse af alt, hvad der er til. Intention er således ikke noget, man gør eller tilstræber, det er snarere en energi, som vi allerede er en del af. Han forklarer intentionen som et energifelt, der er fuldt tilgængeligt for alle og som vi kan aktivere og bruge til at skabe positiv fremgang i vores liv.

Drop kampen og mistilliden til livet

En af måderne at få kontakt til energifeltet af intention er at droppe kampen, fordommen og mistilliden til livet og i stedet at søge harmoni med det, der omgiver os. Ved at hengive os til det subtile, naturlige flow og bevidst at søge harmonien, giver vi plads til at vores dybeste ønsker kan manifestere sig. Han fortalte, at retningen for vores dybeste ønsker dukker helt naturligt op til overfladen, når vi giver slip.

Intentionens 7 principper i følge Wayne Dyer

  1. Kreativitet
  2. Venlighed
  3. Kærlighed
  4. Skønhed
  5. Udvidelse
  6. Ubegrænset overflod
  7. Modtagelighed

Kilde: “The Power of Intention” by Dr. Wayne W Dyer.

Uanset om du er enig med Wayne Dyer i hans betragtninger eller om du helt begriber, hvad intentionens kraft egentlig er, kan du med stor fordele alliere dig med intentionens kraft, når du begiver dig på skriverejse. Intentionens kraft vil afsløre sig for dig undervejs. Jeg har selv gjort det og jeg øver mig til stadighed på at ære min intention og i at have tillid til både livet og skriverejsen.

Tillid skaber forbindelse.

Formuler din intention og lad den løfte og støtte dig

Ligegyldig hvad din intention er med at møde op og skrive, så hjælper du magien på vej ved på forhånd at formulere en intention med dit forehavende. Ved at bruge ord med god energi, som støtter og løfter dig og som du kan mærke føles godt, når du skriver og læser dem, aktiverer du intentionens felt og gør dig modtagelig for, at det, du ønsker dig, kan finde dig, når du begiver dig på skrivevej. Du åbner simpelthen op og gør dig modtagelig via din intention.

Aktiv deltagelse er en forudsætning

Men du er nødt til at møde op og skrive. Aktiv deltagelse er en forudsætning. Hvis du ikke møder op og skriver, sker der ingenting. Din sjæl kalder på dig via din skrivelængsel, men du er nødt til at møde op og holde pennen.

Ord er energi

På samme måde som intention er et energifelt, er de ord, du anvender, også energi. Ordene bliver din tryllestav, fordi du bevidst anvender energien i ordene til at fragte dig. Du baner vej for at den gode energi er med på din skriverejse og at det, du har en intention om, rent faktisk også kan ske fyldest.

Samtidig skaber du et rum, hvor du har lyst til at være, for du har formuleret din intention og givet dig selv både plads og lov til at skrive og folde ud. Du har sagt det højt, du har lavet en slags kontrakt med dig selv og Kilden. Du er klar.

Huske og vende tilbage

Men vi glemmer, vi er mennesker, så en del af praksis her er virkelig at HUSKE og at VENDE TILBAGE. Igen og igen. ”Jeg har en intention om at skrive, om at møde op og sige ja til min skrivelængsel.” Men kun én kan tage det første skridt. Og det næste. Du holder pennen. Valget er dit.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Streams cross the forest” © Xing Mio| Dreamstime


Har du skrivelængsel og lyst til at starte eller genstarte din skriveproces fra et nyt sted og i pagt med både intentionens og fortællingens kraft?

I skrivecirklerne og i de andre skriv-fra-sjælen forløb, som jeg tilbyder, lærer du at navigere via din hensigtserklæring, din hjertelige intention med at deltage i skriveforløbet. Du øver dig på at skabe rum og lade ordene føre dig på vej, for du vil snart opdage, at ordene er både dit transportmiddel og din tryllestav. Du får en fornemmelse af energien bag ordene.

Lad den naturlige cyklus støtte dig i din skriveproces – og i dit liv

Hver årstid og særlige tidspunkter på årshjulet inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene, din intention og fortællingens kraft føre dig på vej.

I skrivecirklerne, på skriverejsen, skriver vi os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Læs mere om skriverejsen og ideen bag mine skriveforløb i linket her. 

Hoestcirklen

Næste online skrivecirkelforløb er HØSTCIRKLEN.

Høstcirklen starter helt symbolsk søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

For kvinder med skrivelyst og længsel. Du vil blive inviteret til at formulere en hensigtserklæring, din intention, med at være med i skrivecirklen og vil i processen lære, hvordan intentionens kraft kan støtte og løfte dig både på din skrivevej og i livet.

Der er stadig en håndfuld ledige pladser. Kom, skriv og sæt din indre fortællerske fri.

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Nyd resten af sommeren, solskin eller ej og hjertelig velkommen til høsten og Høstcirklen.

Kærlig hilsen
Lene

Women writing

Lad det simre

Valmuer

Hun er dér. Jeg lytter til hende, mens jeg sidder i køkkenet. Simrer og sanker.

Stenalderbrødet dufter i ovnen og gør sig klar på lav temperatur. Skænker tid og kaffe i kop uden hank.

”Jeg er her, hvisker hun og jeg forsvinder ikke, fordi du ikke får skrevet så meget i dag. ”Skriv blot et par ord. En linje eller to. Det er nok. Lidt af gangen. Mange bække små, snart har du en skrivende å.”

Hun smiler, det kan jeg mærke og hendes vished gør mig rolig. Fylder mig med blød accept og husker mig på, at dette er en tid at nyde. Jeg har nemlig hundehvalp i huset, hun er 9 uger gammel, den skønneste og mest bedårende gule sjæl. Og som andre sunde hundehvalpe er der vildt gang i hende, når hun er vågen.

Så måske bliver det ikke i dag, jeg sætter ord på den melodi, jeg har hørt spille for mit indre de seneste dag. Men jeg ved, at den er dér. Og at hun er dér. Min indre fortællerske, som hvisker poesi i mit øre og kysser min livsflod, så vandet klukker og ler. Det risler, det er dér, det findes dybt i mig. Hun. Er. Mig.

 

Når livet kommer i vejen

På skriverejsen sker det altid uden undtagelse, at livet kommer i vejen. Det sker ting i vores liv, som kan synes at forsinke vores proces eller decideret sætte en stopper for vores skrivende udfoldelse.

Fred og et stænk accept

Find fred med det og drys et stænk accept over, men giv aldrig op. Lad hverken forhindringer eller din indre censor få det sidste ord.

Prøv at finde fred med den slags tilsyneladende forhindringer og vid, at du faktisk ER i gang, selvom der skulle komme en lille periode, hvor du ikke har så meget tid eller overskud til at skrive. Fortæl dig selv, at noget er undervejs og at det kommer, når tid er. Tålmodighed er faktisk en dyd på skriverejsen, for det går ikke altid helt som vi havde tænkt os eller ønsker os. Men vi har en intention i hjertet og ved, at vi altid kan og vil vende tilbage til det magiske skriverum.

At skrive er et valg

At skrive er et valg. Et bevidst valg. Skriv lidt, bare lidt hver dag og skriv det, der er. To ord. Jeg skriver. Tre ord. Jeg skriver lidt. Fire ord. Jeg skriver i livet.

Og husk hensigtserklæringen, din hellige intention. Det er din indre drivkraft, din kontrakt med dig selv og med Kilden.

Processen arbejder for os og i os, også når vi ikke skriver. Selve det indre rum, I nu hver især har skabt og den hjertelige intention, I har formuleret, er hele tiden gyldig. Som oftest handler det om en kontinuerlig tilbagevenden til skriverummet, uanset om der er gået lang eller kort tid siden vi var der sidst. Den evige tilbagevenden, det evige ja og fremmødet. Igen og igen.

Giv tid, giv kærlighed og vid, at du er på vej; på skriverejse ind i sommeren med din intention i hjertet. Læs den højt for dig selv og mærk den i hjertet, hvis du bliver i tvivl. Sig ja til din indre fortællerske. Igen og igen.

 

Kvinderne i Sommercirklen

Sådan skrev jeg til kvinderne, som for øjeblikket deltager i Sommercirklen. I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen folder de sommerens fortællinger ud. Dypper pennen i det, der er. Bevæger sig med ordene som transportmiddel ind i det indre reservoir af visdom og kvindekraft. Gør sig modtagelige, så kreativitet og sommerfortælleringer kan risle igennem dem. Det er smukt at være vidne til.  At lytte og se hvordan fortællersker fødes, rejser sig fra asken som Fugl Fønix og genfinder deres indre skriveild og forfatterstemme.

Sommerens fortællinger og energiarbejde er ofte undervurderet, men i Sommercirklen giver vi plads og skaber rum til begge.

Livet kommer i altid i vejen

Men de oplever det samme, som jeg oplever lige nu. Kvinderne i Sommercirklen. Livet kommer i vejen. Og det, som står i vejen, er vejen. Livet. Vi skriver i livet. Dypper pennen i dagligdagen og finder ud af, at alting er tilsyneladende. For både eventyr og magi lever i bedste velgående mellem linjerne og dukker op, når vi mindst af alt venter det. Hvis vi altså møder op og skriver.

Hvis vi deltager aktivt og ved, at vi er på vej. Også når vi ikke skriver. Når vi simrer, sanker og deltager i det liv, der er vores at leve. Fortællersker. I hjertet.

Sommerord

Jeg har lavet en simrebog

En af de største gaver, jeg har givet mig selv på min egen skriverejse, er en simrebog, hvor jeg kan lade ord og fortællinger simre. Jeg oplever gang på gang, at ord og fortællinger kommer, når de er klar og jeg er klar og at ”noget” kan være undervejs et stykke tid. Jeg kan mærke det, ja endda se det, men jeg kan endnu ikke gribe det og gøre det til den fortælling, det vil ende med at blive. Men jeg kan simre og sanke. Og til det har jeg købt en vidunderlig smuk Simrebog, som er dedikeret til det formål. Og du kan jo gøre det samme.

Simregryden ELLER Simrebogen

Jeg har lovet mig selv at lade det simre. Jeg har nogle ord, som jeg har skrevet i min simrebog, jeg har lagt dem i gryden som de allerførste ingredienser i det, der skal blive et fint og inspirerende blogindlæg om at komme hjem. Min indre censor fortæller mig, at det er en kliché. Jeg nikker, det er der så meget, der er, men jeg vil nu skrive om det alligevel. På min måde. Og ”vil” er i øvrigt slet ikke det rigtige ord, for jeg bærer en intention i hjertet om at dele lidt af alt der, der buldrer i mit eget hjerte på samme måde som vinden buldrer i huset, tagryggen og får træerne til at danse. Jig.

I næste uge er blogindlægget klar. Og i skrivende stund kan jeg på ingen måde sige, nøjagtigt hvad det kommer til at indeholde eller hvordan jeg ender med at skrive det. Men jeg kan mærke at det ér der og jeg har tillid til processen. Det simrer. Det arbejder i mig og processen arbejder for mig. Selvom jeg ikke skriver det NU, har jeg sat det i gang. Det er undervejs. Jeg går med det, lytter og lader vinden danse med det. Jig”

Ordene ovenfor stammer fra min egen skriveproces, hvor jeg bruger jeg simrebogen som en del af min proces og skrivearbejde.

 

Måske har du også lyst til at forsøge dig med en simrebog?

Du kan med fordel lave dig en simrebog, hvis du har intentioner om at skrive noget, som ikke er helt klar endnu. Du ved, at det er undervejs, det kommer når det skal, men det er ikke klar endnu.

I simrebogen lægger du spor
Du skriver måske stikord, pusler med et par overskrifter eller stiller spørgsmål til det, du har intention om at skrive, uden at svare på dem. At stille spørgsmål (uden at besvare dem prompte) er i øvrigt en kraftfuld måde at skriverejse på. Lad spørgsmålene leve og lev spørgsmålene. Brug simrebogen som det falder dig naturligt og leg lidt med det.

Husk blot at tilsætte universel-ingredienserne: Tillid. Tålmodighed. Og kærlighed. Til dig selv, processen og det, som er undervejs. Det kommer, når det skal. Når du er klar og det er klar. Hvis du har en intention i hjertet.

Og du kan med stor fordel skrive din intention forrest i Simrebogen. Det er din kontrakt med dig selv og med Kilden. Lad det simre.

 

Hun er dér og jeg er hende

Hun er dér. Jeg lytter til hende, mens jeg sidder i køkkenet. Simrer. Sanker. Stenalderbrødet dufter i ovnen, gøres klar på lav temperatur. Kaffe i kop uden hank. Jeg er her, hvisker hun og jeg forsvinder ikke, fordi du ikke får skrevet så meget i dag. Bare et par ord. Er nok. Hun smiler, det kan jeg mærke og hendes vished gør mig rolig. Fylder mig med blød accept og husker mig på, at dette er en tid at nyde. Det er sommer og jeg har hundehvalp i huset.

Så måske bliver det ikke i dag, jeg sætter ord på den melodi, jeg har hørt spille for mit indre de seneste dag. Men jeg ved, at den er dér. Og at hun er dér. Min indre fortællerske, som hvisker poesi i mit øre og kysser lyd i min livsflod, så vandet klukker og ler. Det risler, det er dér, det findes dybt i mig. Hun. Er. Mig.

Hun danser i simrebogen. Hun dufter af brød og af sommer. Hun er. Mig.

 

SKRIVELYST OG LÆNGSEL?

Høstcirklen
Online skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Har du skrivelyst og længsel og lyst til at give din indre fortællerske ordet, så kom med i Høstcirklen. Høstcirklen er næste skrivecirkelforløb i pagt med årshjulet og foregår online, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Der er ikke faste dage, man skal kunne deltage. Forløbet er glidende og du skaber selv dit rum og din tid, hvor du skriver og deler, så det passer ind i dit liv.

Hoestcirklen

Høstcirklen starter helt symbolsk søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

For høsten og efteråret er ikke kun en forberedelse til den kommende vinter. Det er i høj grad også et tidspunkt, hvor vi fejrer og siger tak for alt det, vi fik med igennem foråret og sommeren. Det, der bar frugt og som vi spiser og nyder godt af lige nu samt det, som vi gemmer til vinterens forrådskammer.

Høstcirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra august til begyndelsen af november, lærer du at bruge dine egne høstfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og give din fortællerske ordet.

Tilmelder du dig inden den 7. juli opnår du ravnerabat og sparer 199,- kr.

Kom, skriv og sæt din indre fortællerske fri. Hun har gaver med til dig.

Kærlig hilsen
Lene

Women writing

Photos (c) Dreamstime
Summer meadow © Verastuchelova

Old letters, pink peony and antique feather © Liligraphie

Fortællingen som forsvandt

Joy Wild 3

Kære ven, der skete noget underligt forleden dag. Og jeg beklager, hvis du klikkede forgæves videre til et blogindlæg og en fortælling, som ikke fandtes længere. Mystiske ting skete lige dér. For ser du, det ser ud til, at jeg skrev en slags farlig fortælling. Forbudt. I hvert fald fik jeg af Facebook at vide, at min sponsering af blogindlægget ikke kunne godkendes. Jeg prøvede at tilrette 3 gange, men det gjorde ingen forskel. Jeg havde blot citeret de første afsnit af fortællingen. Men der var stødende ord eller bemærkninger i den. Noget usandt og usandsynligt. Sagde de.

Men noget egentlig svar på, hvorfor jeg ikke kunne godkendes, fik jeg aldrig.

Måske bryder folkene på Facebook sig ikke om fortællinger fra sjæl og hjerte? Om fugle, kvinder og tilsyneladende fiktion. Måske skal det hele helst være i “sådan gør du” form og skæres på en bestemt måde for at gå igennem. Men ser du, de fortællinger, der kommer til mig, vil ikke finde sig i få klippet hæle og hugget tæer for at passe ind. Og det vil jeg heller ikke. Længere. Der var engang, men nu er det slut!

Læs også Ravnen og skriveworkshoppen

Fortællingen landede på et tørt sted

Nuvel. Selv var jeg glad for fortællingen. Den landede på et tørt sted. Jeg havde brug for at høre det, fortællingen fortalte mig og den kom flydende, da jeg endelig satte mig til at skrive. Hvorfor fortællingen om Høgen Hannah og mine efterfølgende refleksioner er farlig, kan jeg kun gætte mig til. Men her har du den igen. Den forbudte fortælling, som gjorde mig så godt.

Tilmeld dig min blog og del gerne på Facebook, hvis du kan lide det, jeg skriver og deler

Og hvis du ikke har tilmeldt dig min blog, så gør det gerne nu. Jeg lover dig, at jeg ikke sletter flere blogindlæg eller fortællinger, fordi nogen stiller sig i vejen med armene over kors og udtaler: Hertil og ikke længere. For vi skal længere ind og folde det ud, der alt for længe har været usagt og forstummet. På skriverejsen.

Dette indlæg sponserer jeg ikke så på Facebook, men jeg lægger det ud og håber så inderligt, at det når dem, som vil have glæde af at læse. Dig, min ven.

I kærlighed
Lene

* * *

For træt til at skrive

Du siger, at du er for træt til at skrive. Hun ser på mig gennem støvede, nærmest lysegrønne øjne. Men har du overvejet, om du er træt, fordi du ikke skriver? Fordi du lige nu befinder dig udenfor din egen cirkel, dit magiske skriverum, det sted, hvor du boltrer dig i ord og fortællinger? Har du tænkt på, om trætheden skyldes, at du ikke gør det, din sjæl synger om og som dit hjerte beder dig om? Har du overvejet det?

Jeg slår øjnene ned, kigger væk og ryster lidt på hovedet. Nej, sådan kan det umuligt forholde sig! Energien er forsvundet. Den er væk. Tilbage er kun et tordenvejr af tunge tanker, som forplumrer ethvert forsøg på hengivelse til noget, der var engang.

”Du glemmer din indre poet. Fortællersken. Hende, som bare elsker at skrive og gør det af hele sit hjerte. Som åbner op, så det kan strømme igennem hende. Og som ved, at man ofte skal skrive sig varm og skrive sig ind. Gennem mure af modstand, over fliser af frygt og med en indre sabotør i hælene, som kun har et punkt på sin dagsorden: At stoppe dig i dit forehavende.”

Mit suk er dybere end Gran Canyon. Kan det virkelig forholde sig sådan? At jeg er faldet i endnu en snedig fælde sat op af min indre censor, gjort af modstand, frygt og uendelige tanketråde, som forgrener sig langt tilbage og folder et væld af gamle historier ud? Historier, som på ingen måde booster hverken skriveglæde eller eventyrlyst, hvis du forstår, hvad jeg mener?

Det dæmrer, nu mærker jeg noget, en gnist, et snert af det, jeg elsker så højt. Jeg kan fornemme nogle dansetrin dybt i mig og langsomt stiger noget til vejrs, en sang, en stemme, der bliver lidt tydeligere, for hvert ord, jeg skriver. Nu tøver jeg ikke længere, jeg løfter blikket og ser på hende, dybt ind i det støvede lysegrønne, som pludselig forvandles.

Hun ser anderledes ud nu. Et smil breder sig på hendes læber, blikket bliver mildt og en tåre glider ud af øjenkrogen og ruller langsomt ned af ansigtet. Kinden er våd. En dråbe og så en til. Men det er ikke hende, der græder, der er mig. Og hvor gør de dog godt. De tårer! Noget hårdt bliver blødere, lidt mere mildt og selvom jeg skriver langsommere nu, gør jeg det stadigvæk. Skriver. Og på en stille måde går det op for mig, at hun har ret. Høgen. Hannah.

Ja, hun er høg i dag. Og hun har ikke noget imod at fortælle mig sit navn, hun hedder Hannah. Noget så fint, dog ikke så usædvanligt. Men burde høge ikke have kraftfulde navne, noget med kant? Et gennemborende navn, som det blik, der nu betragter mig og ser gennem alt, hvad jeg forsøger at skjule?

”Du har ret, Hannah” siger jeg og får kuldegysning, da jeg langsomt udtaler ordene. ”Jeg var røget i en snedig fælde, som egentlig ikke er så snedig endda. Jeg kender den jo godt og derfor gør det mig ekstra ked af det. At jeg ikke så det. Opdagede det. Før det var for sent.

”For sent? Visse vasse og hov”. Hun løfter en vinge som for at understrege, at jeg er for hård ved mig selv.

Du hoppede af frygtens hjul og begyndte at skrive

”Du gjorde det jo. Du hoppede af frygtens hjul og begyndte at skrive. Du mærkede pludselig, hvad det handlede om og da du skrev de første ord, åbnede du en dør. Du udviste tillid til det, du mærkede, du trådte et skridt ind i modstandens fængsel og ud på den anden side. Gennem ordene og dit fremmøde.

Og lige dér gav du mig mulighed for at komme til stede og tale med dig. Det var ikke muligt før. Du var lukket. Så jeg måtte vente og det gør jeg gerne. Men synes du ikke, at det er langt sjovere, når vi kan mødes tête-a-tête og samtale, mens du skriver?

”Sjovere? Jo bestemt. Og langt mere godgørende. Men sig mig engang, Hannah, hvorfor er du høg i dag?”

Hun ryster på hovedet og blinker med øjnene. For første gang, det har jeg ikke set hende gøre før. Blinke. Jeg blinker også og endnu en tåre sættes fri. Det, der før var et fængsel, er nu et åbent hul, hvor lyset strømmer ind.

There is a crack in everything, that’s where the light comes ind
– Leonard Cohen –

Jeg er høg, når det passer mig

”Jeg er høg, når det passer mig.” Hun ler bare og kunne hun gøre det, ville hun sikkert trække på skuldrene. ”Men hør nu her. Jeg er kommet for at give dig det perspektiv på din situation, som du tilsyneladende mangler lige nu. Fordi du har en blind vinkel. Du vandrede tilsyneladende magtesløs rundt i den fælde, du havde skabt til dig selv. Og det er ingen bebrejdelse, tværtimod, sindet er snedig og kan en masse gode tricks, når det gælder. Du har uden tvivl opdaget det, hvordan dit sind eller dit ego, hvis du vil, kan efterligne sjælens stemme og langsomt infiltrere sig i det, der ellers var en sjælelig melodi. ”

”Du har lært at lytte, du kender sjælens stemme og du er efterhånden vant til at høre de ord, som din sjæls stemme gerne bruger. Men hvad så når ego pludselig bruger de samme ord, vendinger, ja endda det samme sprog? ”

Jeg ryster på hovedet og føler mig forfærdelig træt. Det er ikke altid så let endda at erkende, at man er faldet i fælden igen. Indrømme det for sig selv, rejse sig og gå videre.

Bliv bedre til at fejle, siger Pema Chödrön. Er jeg mon blevet bedre til det nu?

Du glemte en vigtig ting, du glemte at mærke efter!

”Du glemte en vigtig ting; at mærke efter. For gjorde ordene og de fortællinger, du hørte, dig godt? Styrkede de dig, fik du ny energi, blev du berørt, kysset af dug og kærtegnet af milde vinde? Nej, vel!? Du blev udmattet! Og pludselig kunne du ikke længere finde hoved og hale på hverken ego, sjæl eller dig selv.

”Nu overdriver du vist” udbryder jeg og ler. Lettet.

Giv dig selv

”Det er på tide at give dig selv. Igen. Det, du trænger til. Som menneske, som sjæl og som kvinde. Uanset hvad ego, frygt, modstand og andre måtte mene om den sag. Du må slukke for noget af alt det, som forstyrrer dig og gør dig forvirret. Vælge de fortællinger, der gør dit hjerte godt og får din sjæl til at synge. Skrive og tegne det landkort, der passer til din sjæls rute. Og her spiller fortællersken en stor rolle. Poeten. Eventyreren.”

”Men det smerter mig” siger jeg med spæd stemme, ”at jeg gang på gang kan falde i den samme fælde og ende på et så goldt sted i mig selv. Ufrugtbar midt i maj. Et sted med mental træthed, udmattelse og en fortælling om, at det kræver drastiske skridt og store ændringer i mit liv at komme ud af kattepinen. Jeg har haft tanker om at emigrere til Sydfrankrig. Lade mig skille. Kaste alt, hvad jeg har skabt på gulvet, lukke døren og smække den bag mig. Give slip og lade mig falde. Dybt. Dybere. Død.”

Kvinder og fugle imellem

”Netop. Igen er det ego, som er på spil. Så snart du mærker en snert af ubalance, en sorg, en smerte, så er frygt og ego klar til at blæse det op og gøre det til en dramatisk scene. Og eftersom du selv har sans for drama, skal der ikke så meget til, vel? Hvis vi nu skal være ærlige, og det skal vi jo, kvinder og fugle imellem. Og så med fire planeter i retrograd, stagnation, tomrum og tunge tanker på din rejse gennem april. En passage i dit liv, et tomrum, som blev længere end forventet og som du stadig mærker efterdønningerne af.

Det er som om, det ikke rigtig er blevet forår endnu.

Læs mere i Timian og Tomrummet.

Jeg hoster og høgen ler. Hannah fniser og ser pludselig helt alvorligt ud. Hun sætter vist tingene lidt på spidsen og det virker. Jeg ser det, gennemskuer mig selv og ler så med. Åh, den godgørende latter.

”Jeg kommer tilbage om et par dage” siger Hannah og flyver gennem det åbne vindue og væk fra min synsvinkel. Solen skinner gennem regntunge skyer, morgenens dug er næsten væk og solen glider frem bag en sky. Lyset ændrer sig fra minut til minut. Det er grønt nu, landskabet, frodigt og afventende. Jeg spejler mig og ser en kvinde. Grøn, frodig og afventende. Med regn i håret og tårer på kinden.

Snart sommer

Det er faktisk snart sommer. Selvom man ikke skulle tro det. Maj, Du Milde, har vist en ny side af sig selv. Og jeg faldt i en fælde. Fejlede. Igen. Kom på afveje og glemte vejen tilbage. Kom ud af mig selv og huskede ikke, hvordan jeg skulle komme hjem. Men jeg fandt en lysning i skoven, da jeg mødte høgen i min fortælling. Hende, som kalder sig Hannah. Endelig så jeg det, jeg forstod at min kattepine ville trække ud, indtil jeg fandt tilbage til det, jeg er kommet for. Som fortællerske. Som kvinde. På skriverejse.

Det gør mig godt at skrive

Skrive. Det gør mig godt.  Og det er på ingen måde nok for mig at skrive morgensider og notere små ting i mine notesbøger. Jeg er nødt til at give mig selv lov til at være fortællerske. Jeg er afhængig af historiemedicin, det er min vitaminindsprøjtning og en af de allerstørste glæder i livet. Men man skal huske at tage sin egen medicin og det glemte jeg.

Jeg skriver mig ind

Jeg skriver mig ind. Jeg sætter ord på, jeg lader fortællersken få det, der er min kæreste eje. Min skriveglæde. Det er som at trække vejret, dybt, langsomt, gennem ordene, gennem sætninger og det, der opstår undervejs. Jeg lytter til hende og skriver det, hun siger. Sætter ord på de digte, som bølger i mig på samme måde, som rapsmarkerne bølger i maj. Uanset vejret.

Jeg kan virkelig ikke tænke mig til det!

At skrive forankrer mig, åbner mig og sætter mig i forbindelse med alt det, som mit sind ofte vil gøre alt for at forplumre. Jeg er nødt til at skrive. Jeg kan ikke tænke mig til det. Det, der gerne vil skrives og skabes gennem mig. Bag mure af modstand, frygt og selvskabte fængsler. Bag alt det, der står i vejen.

Når gamle historier kommer op til overfladen

De gamle historier. De har rumsteret på det seneste. Er kommet op til overfladen og har skummet i mit indre ocean. Og det sker fra tid til anden. Det ved jeg. Af erfaring. En del af helingen handler om at lade komme, op, skylle igennem og lade passere.

Og hvem ved, måske slipper vi aldrig af med de gamle historier? Måske skal vi bare lade dem skumme og vente lidt til uvejret driver over? For guderne skal vide, at jeg fik et søkort i hånden, som jeg slet ikke kunne forlige mig med. Jeg blev trist, træt og mistede min indre retningssans. For en stund.

Jeg er skyllet ind på en ny kyst

Nu har jeg smidt det forkullede søkort over bord og er skyllet ind på en ny kyst. Her falder regnen over markerne, vinden hvisker i trækronerne og alt ser forbavsende frodigt og grønt ud. Jeg træder ud i det våde græs, går langsomt rundt i haven og betragter. Høgen er væk, men hendes fortælling og hendes ord kærtegner mig blidt. Gør mig blød. Gør mig stille.

Poeten i mig vækkes, der er kaffe i en gul kop og regnen siler.

Vi aflærer og skriver et nyt landkort

På skriverejsen er en stor del af læringen at aflære meget af det, vi lærte og fik påskrevet i en tidlig alder. For ofte er det de tillærte tanker eller måder at være i livet, der skaber uro, smerte og endda sygdom. Fordi de ikke stemmer overens med det, som sjælen synger om. Eller som den norske forfatterinde Kristin Flood så rigtigt siger det:

“Kortet stemmer ikke overens med landskabet.”

At skrive et nyt landkort

Vores opgave er nu at skrive et nyt landkort, som passer perfekt til vores sjæl og det, vi egentlig er kommet her for. Ord for ord. Og som det er med pilgrimsfærd og den slags rejser, så må vi skrive os igennem mange slags landskaber og forhindringer endda. Bjerge, dale, åbent landskab og moser. Gennem skove, hvor vi farer vild og tror os fortabt, men hvor vi pludselig opdager lysningen i skoven. Alt er tilsyneladende, intet er som det ser ud til at være og da slet ikke, som vi engang fik at vide, at det var.

Vi må udfordre vores egne tanker, som blot gentager de gamle historier og overbevisninger, vi må lære forhindringer og blokeringer at kende, for hvad de egentlig er. Men når vi opdager, at vi faktisk kan skrive os igennem, give det svære ord og stemme, så begynder der at ske noget. Det, der stod i vejen, viser sig at være vejen. Vi skriver os igennem.

Til inspiration, læs også gerne
Et helt særligt sted
Vejen til den vise kvinde
Den mystiske kraft
Skriverejsen

Kærlig hilsen
Lene

SOMMERCIRKLEN
er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel
Der er endnu et par pladser tilbage.
Vi starter den 17. maj, så du kan sagtens nå at komme med.
Giv dig selv, skriv din sjæl og din sommer.
Et skrivecirkelforløb for kvinder med skrivelyst og længsel.
I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

Du finder invitation til SOMMERCIRKLEN her.
Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com senest på mandag den 15. maj.

Du er velkommen.

Thumbnail photo © Christasvengel | Dreamstime.com

Så jeg kan høre hende hviske

Kvinder_Skriverejsen

Jeg dypper pennen i det første morgengry. Landskabet ligger svøbt i dis, et gråt tæppe af dråber. Brigids lys brænder som kulisser mod det regnvåde landskab, ild og vand. Der er te i kruset og mine solhvervssten ligger som levende intentioner på bordet ved min side. Tillid. Forbindelse. De minder mig om den evige tilbagevenden til det sted i mig selv, hvor jeg kan forankre mig og finde ro. Så jeg kan lytte. Til de subtile toner af min livsflod sang og den stille stemme. Så jeg kan høre hende hviske. Så jeg kan mærke hendes kald.

Den evige gentagelse

Den evige gentagelse. Rytmen. Cirklen. Den cyklus, vi alle er en del af. Den aktive medvirken og en intention om kontinuerligt at vende tilbage til det sted, hvor det er muligt at lytte. Stilheden. Et fristed for ord og skriverier, en landingsplads for de fortællinger, der bor bag det tilsyneladende. Bag tunge tanker, forunderlig modstand og frygt. Hvis det altså er skriverejsen, vi vælger.

Tête-à-tête med Ravnen

“Lad vejen vælge dig” siger hun og smiler underfundigt, “hvorfor så meget modstand mod det, der vil gøre dig godt og sætte dig fri?” Hendes blik sejler gennem regndisen og lander som et suk i min sjæl. Jeg kalder hende nærmere og hun kommer flyvende på blåsorte vinger, hun tøver ikke, for det er igen tid til en lille tête-à-tête. Med Ravnen, med hende, min flyvende mentor. Min allierede, min frænde.

“Ja hvorfor? svarer jeg og sender spørgsmålet tilbage til hende. Og tilføjer med glæde i hjertet: “Modstanden er væk nu. Jeg hilser dig og byder dig velkommen. Hvis jeg altså ikke har sagt det før.

Hun klikker med næbbet og nikker bare. Som om jeg havde et valg. For hvem kan sende et orakel af visdom på vingerne før tid, når hun nu har udsøgt sig mig? Når hun dukker op som det naturligste i verden og beriger mine fortællinger og åbner mit hjerte. Døre, som før var lukkede, står nu på vid gab og nysgerrigheden er større end frygten. For hvad er det egentlig, jeg er bange for?

Livets mysterium

Lyden af livets mysterium har altid fundet vej til mine ører som sød musik, jeg ønsker mig det ikke anderledes. Og i øvrigt begynder jeg at se en rød tråd bag det hele, noget, som jeg bare må forfølge og hengive mig til. Det er hun en vigtig del af, Ravnen. Hun er en del af de kvindelige fortællinger og et univers, som jeg før nærmede mig med forsigtige skridt for så at tage flugten. Hvad var det mon, der dragede mig i så høj grad og som fik mit hjerte til at banke så heftigt? Dengang, da frygten var større end nysgerrigheden, inden jeg forstod at længslen var et kald og en vigtig ledetråd. Hun boede der. Bag skrivelængslen. Hende, som ved.

Længslen

”True vitality is hidden within longing. When you give in to creative passion, it will bring you to the ultimate threshold of transfiguration and renewal. This growth causes pain, but it is a sacred pain.
– John O’Donohue –

Vi har talt lidt om længslen og dens budskab i skrivecirklerne. En af kvinderne fortalte, at hun har lært at betragte længslen som et væsen, hun ikke længere flygter fra eller fortrænger, men som hun respekterer og forsøger at lade leve i sig selv.

Skrivelængslen. Et subtilt kald eller en decideret smerte, et stik i hjertet af længselsfuld lyst, som snart bliver sendt til tælling af en lavine af modstand og argumenter hvorfor, det ikke lader sig gøre at forfølge skrivelængslen.

Det handler om dansen

En af misforståelserne er produktet. Vi har lært, at hvis vi skriver, så er det med et bestemt udfald for øje og ofte påstår kvinder med skrivelængsel at de har en bog i maven. Eller også er de blevet guidet til at skulle skrive en bog. Med al respekt for og kærlighed  til for bøger, jeg elsker at læse og bøger gjort af ord og papir er en essentiel del af mit liv og mit interieur, så er det bare sjældent det, at skrivelængslen som udgangspunkt handler om. Det handler om dansen. Processen. Hengivelsen til længslen og nysgerrigheden efter at møde op og folde den ud.

Og måske kommer du til at skrive bøger, noveller, digte og fantastiske blogindlæg i processen, men det er slet ikke det, det handler om. I første omgang. Det er sandsynligvis noget andet, du har i maven og hjertet. En dyb og inderlig længsel efter dig selv, din sjæl og den livssang, du bærer rundt på. Hvad sangen handler om og hvordan den gerne vil synges, finder du først ud af, når du møder op og dedikerer til processen. Igen og igen.

Skriv, så kommer hun til stede

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os ikke om at skrive bogmæssige bestsellers eller at få vores digte udgivet. Hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme og helt særlige fortællinger. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, netop for at give plads til alt det, der bobler og rumsterer i os, et sted, hvor vi endelig får sat ord på og hvor vi først og fremmest lytter til det, vores sjæl synger om. Stemmen bag længslen, den hvisken, du mærker i dit skød og i dit hjerte. Skrivelængslen.

Men du er nødt til at møde op og skrive hende. Din aktive deltagelse er en forudsætning.

Døren til dit vilde væsen, din vise kvinde

”The doors to the world of the wild Self are few but precious. If you have a deep scar, that is a door. If you have an old, old story, that is a door. If you love the sky and the water so much, you almost can’t bear it, that is a door. If you yearn for a deeper life, a full life, a sane life, that is a door.”
– Clarissa Pinkola Estés –

Nej, fandme nej!

Det er snart længe siden, at jeg en søvnløs nat hørte hendes stemme og mærkede hendes kraft for første gang. ”Nej fandme nej” var ordene og det kan måske synes som nogle underlige gudindeord, men det skal man ikke lade sig narre af. Og der var brug for dem, de ord, netop de ord. For jeg havde alt for længe, ja faktisk det meste af mit liv, danset til tonerne fra andres piber og forsøgt at få mine egne trin til at passe ind. Jeg dansede på landminer og måtte konstant anstrenge mig for ikke at træde forkert. Men den nat skete der noget, som ændrede min kurs og min måde at være i livet på.

I månederne op til var der sket nogle ting i mit liv, som for alvor satte det i perspektiv. Jeg havde været i sorg, i tomrum og vandret gennem mørke gange. Et venskab var forlist og det satte en lavine af følelser og gamle historier i gang i mig. Tomrummet, de mørke gange og sorgen, som jeg sidst valgte at lytte til, fortalte mig nogle historier om mig selv, som jeg nu for første gang var moden til at høre. Historier, hvis arme rakte langt tilbage i tiden og som havde udspring helt tilbage i min tidlige barndom og sikkert også længe før den tid.

Mørkevandring

Min mørkevandring viste sig at være en styrkeprøve Den gav mig vished om min egen kraft og formåen og selvom jeg oplevede både sorg og svaghed, hvor store og dybe følelser skulle mærke, væres med og bearbejdes, fandt jeg paradoksalt nok ind til hende. Min vise, vilde kvinde. Nogle lag blev skrællet af i de måneder og illusioner brast. Heldigvis.

Måske var det en slags sjælens mørke nat, jeg vandrede igennem den sommer og det efterår for et par år tilbage? Under alle omstændigheder fik jeg øje på mig selv og de mønstre, tanker og handlinger, som havde formet og til dels bestemt udfoldelsen af mit liv indtil da, men som ikke længere tjente mig. Kærligt men bestemt blev jeg opfordret til at give slip. Min himmel var mørk, jeg mistede orienteringen og selvom jeg dengang troede, at jeg var fortabt og faret vild, forholdt det sig på ingen måde sådan. Jeg var på vej hjem. Til mig selv. Og det var en vej, som jeg måtte gå alene. Den vej har for altid ændret min måde at være i livet på. Den har forevigt forvandlet mig.

Et budskab af værdighed

Vejen til den vise kvinde går ofte gennem selvvalgt alenehed eller ensomhed. Det er en rejse, en indre pilgrimsfærd, som vi må foretage alene. Og det er ofte dér i mørket, hvor vi tror os forevigt fortabt, at hun dukker op som en røst fra et sted dybt i os. For mig var hun en rumlende torden, jeg kunne høre og mærke i hele kroppen. Sådan kan hun stadig føles, men efterhånden som jeg er blevet mere lydhør og har fundet ud af, at jeg bevidst kan læne mig ind i hendes og mærke hendes kraft og styrke som en integreret del af, hvem jeg er, har hun fået mange stemmer og måder at kommunikere på. Hun er ikke en kvinde, hun er mange. Men uanset hvad hun siger og i hvilken skikkelse, hun træder frem, så er der altid en helt særlig følelse af værdighed gemt i hendes budskab.

Stå ved dig selv og dine følelser.
Det gør godt at græde, tårerne renser dig.
Vandet er en del af, hvem du er.
Det gør godt at le, vinden lufter og letter dig.
Luften er en del af, hvem du er.
Det gør godt at brænde igennem og sige til eller fra.
Ilden varmer og buldrer som en kraftfuld flamme i dig.
Ilden er en del af, hvem du er.
Det gør godt at forankre sig hos Moder Jord.
At sidde hos træerne, dufte og mærke mulden under dine fødder og i din sjæl.
Jorden er en del af, hvem du er.

Velkommen til Gudindecirklen

I Gudindecirklen skal vi lege med og udforske elementerne, vi skal vække Tornerose og danse med de fortællinger, som opstår i processen. Vi skal lytte, skrive og dele og åbne op for den indre fortællerske, som jeg efterhånden er overbevist om, at alle kvinder bærer rundt på. Hun vil gerne sættes fri og lade sig skrive gennem dig. Hun kalder gennem skrivelængslen.

Jeg byder på månedlige skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger fører dig på vej. Du lærer at skabe landingsplads for ord og fortællinger og igennem forløbet, som varer 3 måneder, får du direkte erfaring med og tillid til den kreative proces. Naturen og den naturlige cyklus spiller en stor rolle i Gudindecirklen.

Vi skriver i livet

Du vil opdage, at det, som står i vejen, er vejen og at du kan skrive dig igennem. Alt kan skrives, der er en fortælling i hver eneste forhindring og den fordamper efterhånden, når den skrives, beskrives og får sin helt egen fortælling at ånde ud i. Du vækkes, du vågner og du opdager, at du virkelig er hende. Den stemme, som hvisker og kalder via længslen. Hun skriver sig gennem dig. Du opdager også, hvordan kreativiteten gør dig godt, for skriveprocessen er også en kreativ udfoldelse og handler ikke om retstavning, grammatik eller dom. Ikke på skriverejsen. Skriverejsen er helliget formålet og den intention, du møder op med, ført på vej af længslen af dit bryst.

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed

Jeg har dedikeret Gudindecirklen til de kvindelige fortællinger og til Gudinden i dig selv, deraf navnet. Efter at have skriverejst med og lyttet til de kvinder, som har været i forløb, på intuitiv skriveworkshop og i skrivecirklen gennem mere end to år nu, er jeg ikke længere i tvivl. Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed og møder du op og hengiver dig processen (jeg viser dig hjertens gerne hvordan), så får du smæk for skillingen.

Det udtryk af Ravnens. Hun ler højt, mens hun siger det gennem mig og jeg bryder sammen i lattergråd. Humor er i øvrigt også en del af skriverejsen. Når vi skriver og forløser gennem ord, skriverier og fortællinger, kommer humoren og den umiddelbare glæde tilbage i vores liv. Når vi skriver. Når vi danser. Den sniger sig ud mellem linjerne, det er på ingen måde bare sorg, smerte og tunge forhindringer, vi må skrive os igennem. Tværtimod.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen holder jeg et skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, vi ønsker jo at lokke hende helt frem og lade hende boltre sig. Din indre fortællerske. Og det gøres ikke ved at byde hende på kasser, stram struktur og morderisk kontrol. Hun ønsker at danse og flyve frit og at tage dig med sig i sin dans. I Gudindecirklen lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe, flod, opture og nedture. Det hører med.

Lyttende vidner

Deling er heling. Vi favner sårbarheden og siger det højt. I cirklen deler vi af vores fortællinger og af processen undervejs. Vi deler med hinanden og så lytter vi i cirklen i henhold til reglerne for Den Hellige Cirkel, som Julia Cameron så fint har formuleret dem. Vi er ikke dommere, bødler eller korrekturlæsere. Vi er lyttende vidner til hinandens skrivende forvandling og til de fortællinger, som opstår, når vi møder op og skriver. Og vær ikke bange, kvinde min, jeg byder på skriveafsæt og øvelser, der som fyrtårne leder dig på vej.

I Gudindecirklen får du mulighed for også at skrive, lege og arbejde med gudindeenergien, mytologi og symboler gennem skriveafsæt og øvelser. Ikke fra et intellektuelt ståsted, men fra et sted i dybt dig. Vi skriver intuitivt og folder ud, som det opstår. For visdommen bor i dig selv. Hun bor i dig. Den vise kvinde. Gudindecirklen tilbyder dig et skriverum, hvor du gennem ord og fortællinger kan finde vej ind til hende og blive i stand til at mærke din egen kraft og høre dens stemme. I alle dens afskygninger. I alle retninger. I luften, i ilden, i vandet og i jorden. I livet.

“Believe that your tragedies, your losses, your sorrow and your hurt happened for you, not to you. And I bless the thing that broke you down and cracked you open because the world needs you open.
– Rebecca Campbell – 

Vil du med i Gudindecirklen?

Hvis du vil være med i Gudindecirklen, som starter den 8. september og varer i 3 måneder, tilmelder du dig på skrivehuset@gmail.com. Du finder invitation og flere detaljer i linket her.

Ved tilmelding senest den 8. august får du ravnerabat (early bird) og sparer 100,- kr

Der er 15 pladser i Gudindecirklen, som tildeles efter først-til-mølle-princippet.

Der er ikke faste dage, man skal kunne deltage. Forløbet er glidende og du skaber selv dit rum og din tid, hvor du skriver og deler, så det passer ind i dit liv.

Jeg dypper pennen i det første morgengry. Landskabet ligger svøbt i dis, et gråt tæppe af dråber. Brigids lys brænder som kulisser mod det regnvåde landskab, ild og vand. Der er te i kruset og mine solhvervssten ligger som levende intentioner på bordet ved min side. Tillid. Forbindelse. De minder mig om den evige tilbagevenden til det sted i mig selv, hvor jeg kan forankre mig og finde ro. Så jeg kan lytte. Til de subtile toner af min livsflod sang og den stille stemme.

Så jeg kan høre hende hviske. Så jeg kan mærke hendes kald.

Kærlig hilsen
Lene

Tl inspiration læs også gerne

Vejen til den vise kvinde
Når Tornerose vågner
Disciplin skabe magi
Den stille stemme
Skriverejsen

Kvinder_Skriverejsen

Så vi husker

footprints-snow

Er der ord i dag? Er der en fortælling, et budskab, noget mellem linjerne? Jeg ved det ikke, men jeg sætter mig, tænder skrivelyset og lysene i Brigids stage i vinduet. Det hvide, det røde og det grønne. De to hyacinter, som var stille medvirkende på skriveworkshoppen i onsdags, er nu sprunget ud. Blålilla nuancer som kontrast til det hvide landskab. Sne. Midvinter. Langsomt rejser vi videre fra tidspunktet ved Imbolc, følger rytmen, dansen og resten af vejen gennem vinter mod forår.

Jeg skænker te, en gylden, blød og helt vidunderlig jasminte, som jeg fik af en ven. Hvilken gave, røgen stiger til vejrs, duften baner sig vej til mine næsebor og jeg smiler uvilkårligt. To harer løber forbi gennem sneen udenfor hegnet. Træerne bevæger sig lydløst i vinden, landskabet er stille. Det er stadig vinter, men noget er sket.

Halvvejs mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn

Ved Imbolc er vi halvvejs mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn. Og selvom tidspunktet ifølge kalenderen nu er passeret, skyller bølger af det, der var og blev os skænket, stadig op på stranden. Jeg samler det op og betragter det, der som glitrende muslingeskaller ligger køligt i min hånd. Rører, berører, jeg dufter til lyden af visdom og drikker af teen. Jasmin. Skænket fra en grøn kande, der til forveksling ligner Aladdins lampe.

te-med-jasmin

Teen, der får mig til at huske

Og der er noget fortryllende over ritualet, farven og duften fra den blide te. Den får mig til at huske. Noget, som ligger på tungen og som er ved lige ved at være klar. Til at blive skrevet, til at blive sagt. Der er en fortælling i den te. I røgen, som stiger til vejrs og danner cirkler. En fortælling i det kølige skær fra sneen og de grå skyer, lyset, som virkelig er blevet skarpere og mere markant. Dagene vokser nu. Rejsen går mod Forårsjævndøgn.

Story is the songline of a person’s life.
We need to sing it and we need to hear the singing.
Story told, story heard, story written, story read
create the web of life in words.
– Christina Baldwin –

I anledning af Imbolc

Og den dag kom, da jeg skulle holde intuitive skriveworkshop i anledning af Imbolc. Du har sandsynligvis læst lidt om forberedelserne, hvis du følger med på bloggen her og hvordan jeg skrev mig ind i programmet. Lyttede til ravn, lyttede til vinden og fulgte de subtile spor i sneen mod det, der var til os.

Hvid, rød og grøn

Skriveøvelserne opstod, jeg fik programmet gjort klar og begyndte så at sætte rummet. Brigids lys, et hvidt, et rødt og et grønt. Hvidt for sneen, rødt for solen, livets blod og jorden som langsomt vågner fra sin vinterdvale. Og grøn for den kåbe, som Brigid bærer og for de spirer, der nu rumsterer under jorden, under sneen og allerede har manifesteret sig som vintergæk og erantis, selvom de er dækket af sne lige nu. Blomsterløg. Hyacinter. Krokus. Og masser af små fyrfadslys i cirkler til fejring af Imbolc.

Sneen faldt. Jeg lod den falde.

Og dagen oprandt. Det er stadig vinter, havde jeg sagt og det skal jeg da lige lov for, at det var. Det sneede og efterhånden blev vejene dækket. Men jeg stod op og vidste, at den intuitive skriveworkshop ville blive gennemført, for det havde jeg jo for længst set og fået fortalt. Måske husker du ravnen tilbage i efteråret og fortællingen om, hvordan det sjældent betaler sig at hugge en hæl og klippe en tå? Det gjorde jeg ikke i onsdags, jeg gik ikke i dialog med bekymringen. Tværtimod følte jeg mig ganske rolig. Sneen faldt. Jeg lod den falde. Jeg gjorde rummet klar,  gjorde mig selv klar og da det var tid, begyndte kvinderne at ankomme. Gennem sneen fandt de vej fra vest, nord, øst og syd og snart sad vi i min skrivestue i skæret fra stearinlys og til lyd af stille sne. Vi var klar til en skrivedag for sjælen, en skriveworkshop i anledning af Imbolc.

Vi fejrer lysets tilbagevenden

Imbolc er en ildfestival, vi fejrer lysets tilbagevenden og at dagene nu for alvor bliver længere. Imbolc betyder egentlig ”in the belly” (i maven) og det er meget sigende, for det er de subtile spirer, vi mærker i tidsrummet omkring Imbolc. Potentialet. Undfangelsen er sket, maven begynder at vokse. Det er ikke endnu, det er stadig vinter, men noget er undervejs. Vi kommer med vinteren i os, vi er stadig vinter, men vi er også bærere af det forår, som skal komme. Trætte, vinterslidte, frysende måske, men ikke desto mindre. Imbolc er en sang om forårets kommen, en fejring af de små spirer, alt det, som er undervejs men endnu ikke formgivet.

Det magiske rum i skrivestuen

Vi skrev, foldede ud, lyttede til os selv og hinanden uden at dømme. Intens lytning uden andre formål end at høre og fornemme. Det er essentielt på de intuitive skriveworkshop og i de rum, jeg skaber. Vi er hverken dommere eller bødler. Vi leder ikke efter ting at kritisere, rose eller rise. Vi lytter. Vi er med det, der er og vi tager imod. Det giver en helt anden grundtone og når den først er slået an og rummet er sat i tillid, kærlighed og med de hensigter, vi hver især bærer i hjertet, kan fortællinger lande, berige og berøre os.

Mens sneen faldt og lysene blafrede skrev kvinderne sig ind i energien omkring Imbolc, de skrev om februar og skabte døre og åbninger, som ikke fandtes før. De læste højt og de lyttede til hinanden og alt det, der efterhånden fyldte rummet som en dyb og forunderlig vished. De skrev, fordi det ikke kan være anderledes, når vi først er mødt op og åbningen er skabt.

Vi husker gennem poesi og fortællingens kraft

Gennem et af skriveafsættene hilste de også på den keltiske gudinde Brigid, hende med lysene, det hvide, det røde og det grønne. Hun er den keltiske gudinde for poesi, smedekunst (ild) og healing. Imbolc er hendes tidspunkt og det er ofte hende, man fejrer og gerne gennem sang, poesi og fortællinger. Hendes sprog er poetisk, og i de keltiske lande så man poesi som kanaliseret, nedarvet hukommelse. Vi husker gennem poesi. Og engang var poesi ligeså hellig og værdsat som aspekter af clairvoyance, vision og spådomsevne. Engang.

Vi huskede

Og måske var det i virkeligheden det, vi gjorde i onsdags? Vi huskede. Vi huskede, hvem vi egentlig er, vi mærkede os selv og hinanden som skrivende, fortællende kvinder i et helt nyt lys. Fortællinger landede, de byggede bro og skabte nye åbninger.

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will?
It is stories women need.
Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.”
-Sue Monk Kidd-

Vi skriver i livet, processen er nøglen

Jamen, jeg er jo slet ikke skriveblokeret, sagde en af kvinderne, som egentlig havde troet, at hun var det. Jeg skriver jo. Jeg danser. Og det skal jeg da lige love for, at hun gjorde. Vi dansede alle sammen og vi var med det, der var. For vi skriver i livet, det er meget vigtigt at huske på. Uanset hvad det handler om og hvad, der står i vejen, så er det altid vejen. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, ordene er vores tryllestav, men vi lægger ikke livet bag os. Vi skriver i livet. Vi går på skrivende opdagelse i det, der er. Os selv, tidspunktet, årstiden, energien og vi skriverejser som udgangspunkt med nysgerrighed, undren og kærlighed til os selv, hinanden og processen. Processen er nøglen.

Sårbar og kraftfuld historiemedicin

Der er ikke noget rigtigt eller forkert, der kommer det, der skal. Latter, tårer og alle mulige og umulige følelser. Frygt. Modstand. Og selvom det er et sårbart anliggende, så møder vi det og skriver os igennem. Så godt, vi nu kan. Vi skriver det, beskriver det og giver det ord at ånde igennem. Samtidig lader vi kreativiteten risle igennem os og måske uden at være bevidste om det, giver vi os selv en lille dosis historiemedicin. Lidt har altid ret. Mere kommer senere. For vi begynder at huske.

Lykke, som deltog på skriveworkshoppen i onsdag har givet sin oplevelse følgende ord med på vejen:

Imbolc, midvinter, var overskriften. Og lige netop i dag, med næsten 2 timers køretid hver vej til Ringsted, sneede det. Selvfølgelig. Men intentionen var sat og alle deltagere, også de to fra Jylland nåede rettidigt frem så vi kunne gå i gang med de opgaver som Lene havde glædet sig til at byde os på.

Sikke en god oplevelse. I min hensigtserklæring for dagen havde jeg bl.a. skrevet at jeg “i dag vil sætte kursen for nye berigende, frugtbare og kærlige eventyr for mig og andre i året og årene der kommer”. Igennem dagens opgaver med skriveafsæt og fortællinger kan jeg nu levende se for mig hvordan. Det er som om mit sjælespejl er blevet pudset i dag, så det lyser helt klart. Nu vil jeg med bevidsthedens klare lys være i stand til at manifestere de næste skridt på mit livs rejse.

Bedst af alt var det at mødes i cirklen af fortællende, levende og oprigtige kvinder og dele det vi hver især havde på hjerte.

Igennem de skrevne ord, som vi læste op og delte med hinanden oplevede jeg også den store gave at kunne lytte uden dom og hvilken nydelse det var !

Intentionen var sat. Vi skulle bare møde op som dem vi var og skrive. Det gjorde vi og det bliver vi alle sammen ved med, er jeg sikker på.

At få lejlighed dele mit helt eget udtryk, og egne fortællinger, at blive lyttet til og bevidnet på så sårbare dele af mig var en uvurderlig oplevelse, som jeg for altid vil gemme og tage med mig videre i livet.

Tak for i dag Lene og tak til alle kvinder der formår at skabe rum for at vi kan dele livets fortællinger med hinanden.  Fortællingens kraft og magi kan meget mere end man kan forestille sig.
– Lykke Pia Jespersen –

Lunken te og tid

Tidspunktet for Imbolc er ved at være passeret, men jeg dvæler lidt ved Brigids lys, mens sneen falder. Drikker af teen i det grønne krus med kruseduller, cirkler og snoninger, som minder mig om, hvem jeg er. Teen er lunken nu, men den gør stadig godt. Smag af jasmin, og en duft af kærlighed. Til ord og fortællinger og til det arbejde, jeg har dedikeret resten af mit liv til. Taknemmelighed. For at få lov til at skabe og holde magiske rum, hvor kvinder kan mødes, skrive, læse højt og folde ud. Det, der banker som et hjerte bag skrivelængslen og som aldrig lader os i fred, før vi møder op og skrivelytter. Så vi husker. Så vi ved.

There is a creative spirit in you desiring to be free
and you may well get out of its way
for it will give you no peace until you do”
– Mary Caroline Richards –

Er der ord i dag? Er der en fortælling, et budskab, noget mellem linjerne? Jeg ved det ikke, men jeg sætter mig, tænder skrivelyset og lysene i Brigids stage i vinduet. Det hvide, det røde og det grønne. De to hyacinter, som var stille medvirkende på skriveworkshoppen i onsdags, er nu sprunget ud. Blålilla nuancer som kontrast til det hvide landskab derude. Sne. Midvinter. Forsigtigt rejser vi videre fra tidspunktet ved Imbolc, følger rytmen, dansen og resten af vejen gennem vinter mod forår.

Jeg skænker te, en gylden, blød og helt vidunderlig jasminte, som jeg fik af en ven. Hvilken gave, røgen stiger til vejrs, duften baner sig vej til mine næsebor og jeg smiler uvilkårligt. To harer løber forbi gennem sneen udenfor hegnet. Træerne bevæger sig lydløst i vinden, landskabet er stille. Det er stadig vinter, men noget er sket. Det er sket før og det vil ske igen.

intuitiv-skriveworkshop2017

Vil du med på intuitiv skriveworkshop?

Den næste intuitive skriveworkshop finder sted lørdag den 29. april kl. 10. Her forankrer vi os i tidspunktet for Beltain, det tidspunkt, hvor foråret brister og maj står i fuld flor. Sommeren er på vej. Invitationen opstår i løbet af den kommende tid, den er ikke helt klar endnu, men hvis du vil med på denne særlige skrivedag, er du hjertelig velkommen til at reservere din plads allerede nu. Der er nemlig kun 6 pladser i min skrivestue, en perfekt cirkel på netop denne type skrivedag.

Skriv til mig skrivehuset@gmail.com, hvis du kan mærke, at det skal være sådan. Du kan læse lidt mere om de intuitive skriveworkshops her, som fremover alle vil være forankret i et særligt tidspunkt på årshjulet.

Forårscirklen – vi starter den 1. marts

forarscirklen

Men du behøver ikke at vente helt til slutningen af april, hvis du kan mærke skrivelængslen kalde.

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

– Lene Frandsen –

Forårscirklen starter den 1. marts

Online Skrivegruppeforløbet Forårscirklen starter den 1. marts og varer i 3 måneder. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Du lærer at skabe rum, at formulere din intention og forankre dig i årstiden og den naturlige cyklus. Det giver blandt andet større indre ro og glæde og kan også lindre stress og angst.

I de 3 måneder, forløbet varer, vil du gennem ord og skriverier forankre dig i forårets energi. Skriveøvelser og afsæt tager udgangspunkt i hver måneds kvalitet og vil give dig en god fornemmelse af den kreative proces.

Du lærer forårets måneder og dig selv at kende på en ny måde gennem ord, stemninger og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja til den skrivelængsel, der ofte er et kald fra sjælen.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Du har helt dine egne fortællinger og måde at skrive dem på. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive.

For kvinder med skrivelyst og længsel. Så vi husker. Så vi ved.

Alle skriveforløb og skrivecirkler er for kvinder med skrivelyst og længsel. Og som Lykke beskriver det i sin anmeldelse af den intuitive skriveworkshop i onsdags:

Fortællingens kraft og magi kan meget mere end man kan forestille sig.

Kærlig hilsen
Lene

Ravn i mosen

winter-moors

Dybt i vinteren, januar er fremskreden og langsomt nærmer vi os tidspunktet for Imbolc.  Den seneste uge har jeg mærket en velkendt rastløs energi krydret med vished om, at det virkelig ikke er tid endnu. Jeg har læst mig ind i egne ord om, hvordan man bevidst kan vælge at gå helt ind i januar og i kærlig accept give slip på alle forestillinger om, at der findes en genvej til forår. For der er mange gaver at hente, hvis man ikke forcerer og forsøger at flygte fra det, der er vinterens formål og budskab.

Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå uden at jeg skal anstrenge mig.

Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen. Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.

Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal. Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt.

Fra “Ventesang og forårsdrømme” januar 2016

Har jeg så lært det?

Og så skulle man jo tro, at jeg var blevet bedre til det i år. Jeg læser mine egne ord og ryster træt på hovedet, det står jo dér, sort på hvidt. Og ydermere har jeg en dyb vished om, at det er sådan, det forholder sig. Som januar er jeg fuld af tålmodighed, opfyldt at ro og kærlig accept, jeg glæder mig over vinterens tomrum og tågede dage, hvor jeg selv er mindst lige så tåget. Min vej ligger hengemt i vintertyk dis og fuglene flyver forbi, mens de kaster små bemærkninger af sig, som godt kunne lyde lidt spottende, hvis man altså ikke lige trækker vejret dybt og lytter til det dybere budskab. Et strejf af noget andet. En drys vished.

Endnu et besøg af ravn

Hun kommer til stede, som hun har det for vane her i vinter. Ravnen. Pludselig er hun dér, ofte i luften over markvejen, når jeg om eftermiddagen går tur med hundene. Når jeg vandrer langs mosen, kan jeg høre hende i trætoppen og hvis jeg kigger godt efter, kan jeg se hende. I går var hun i selskab med en anden ravn, som jeg ikke har set før. Men ofte er hun alene og hun opsøger mig, når jeg endelig stikker næsen ud og genopdager, at frisk luft og bevægelse gør underværker.

Som imiterer Ingmar Bergmann

”Dæmoner kan ikke lide frisk luft” skræpper hun og imiterer Bergmann. Hun ligner ham til forveksling, når hun ser på mig. Jeg misser med øjnene mod lyset, mens jeg nikker, for jeg kender godt sætningen og jeg ved, at den er sand.

En tur i mosen og en anden fortælling

Det gjorde godt at forlade huset i går eftermiddag og følge det bratte strejf af sol, da skyerne pludselig gled til side på en ellers grå dag og badede landskabet i et skarpt og lovede januarlys. Ud af markvejen, langs skellet og ned i mosen. På et tidspunkt går det lidt op, man mærker det ikke, men pludselig står man på noget, der kunne minde om en bakketop og skuer ud over landskabet. Nøgne trætoppe, som omkranser mosen og et forholdsvis fladt midtsjællandsk landskab med marker og små arealer af pludselig skov. Dér på bakketoppen falder jeg som regel ind i et andet tempo, en dør åbner sig og jeg ser det, jeg ikke kunne se før. Landskabet og fuglene, som flyver over mit hoved, letter og lander fra træerne i mosen, fortæller mig en historie, som jeg ikke helt kunne høre før. Selvom jeg ved, at den findes. Og at den hele tiden er tilgængelig, hvis jeg altså bevidst træffer et valg om at invitere den ved at forbinde mig.

Ravnen sidder stadig foran mig, hun smiler underfundigt eller sådan ser det ud. Jeg drikker kaffe af en kop med prikker, tern og en solgul kant. En kop uden hank, perfekt til en god kaffe om formiddagen. Ikke for stor, ikke for lille. Kaffe med havremælk og to skrivelys i lotusstager. Jeg er anderledes rolig i dag, det kan jeg mærke, turen i mosen har sat sine spor. Jeg kaldte det min sanketur og det er sandt, jeg har virkelig sanket. I går var jeg træt og tom, i dag er noget igen anderledes.

Den kreative proces

”Den kreative proces” siger ravnen og kigger beundrende på sin blåsorte vinge. Den ligner en smuk handske, fjerene er som lange, slanke fingre. Jeg længes efter at gribe ud og holde hende i hånden. Der er noget fortryllende over hendes fremtoning og en længsel bobler i mig. Åh, at være som hun og vide alt det, hun tilsyneladende har vished om. Længslen blandes med taknemmelighed, jeg er glad for hun sidder her og gør denne fortælling mulig. Og i øvrigt hjælper mig med at huske. For det er sandt. Den kreative proces er på ingen måde lineær eller særlig forudsigelig. Alligevel er der noget, som hele tiden dæmrer, når jeg genopdager det, jeg godt vidste, men som jeg lige glemte og var nødt til at opdage igen.

Genopdagelsen. Gentagelsen. Den subtile disciplin, der åbner op for magien.

”Rrrrrååå” siger hun så og ler højt. Hun klikker med næbbet og betragter mig i et rum af underfundig forbundethed. Det gjorde godt at komme en tur i mosen i går. Det gjorde godt at stå på bakketoppen og se ud over landskabet, læse dets budskaber og høre fuglene stemme i. Det lindrede at trække vejret dybt og få forbindelse til alt det, jeg i virkeligheden længes efter, når jeg ihærdigt forsøger at forcere og få til at ske. I januar. Men jeg huskede og da jeg gik, ledte jeg ikke efter inspirationen. Jeg lod inspirationen finde mig.

writing-close-up

Morgensiderne hjælper også til at huske

Dybt i vinteren og ganske tæt på Imbolc. Da jeg skrev morgensider i går og gav mig selv lov til at sætte ord på den frustration og træthed, jeg pludselig mærkede og som gjorde mig gold og stædig, skete der noget allersidst på siderne. Jeg skriver 3 sider hver morgen, for morgensiderne er vitterligt magiske.

”Januar, lige nu er jeg bare træt” skrev jeg og følte mig som det tungeste væsen i verden. Så kom ordene og jeg kunne høre hendes syngende stemme dybt i mig, mild og kraftfuld på samme tid:

”Det er snart Imbolc, du må ud og få frisk luft og finde de små spirer, som nu kigger op af jorden. Har du egentlig set, om der er erantis i din cirkel udenfor hegnet? Har du været inde i cirklen, er du trådt ind og har du hilst på træet dit? Har du forbundet dig? I tillid?

Så slap siderne op og det var nok meget godt. For jeg sad tilbage med spørgsmål, som uden bebrejdelse og i kærlighed lod mig vide, at der vist var noget, jeg havde overset. Igen. Jeg rejse mig fra min egen tunghed og gik gennem en mur af modstand ud og tog overtøj og gummistøvler på. Langs hegnet, ind i det lille buskads bag haven og hen til den cirkel af træer, som jeg fandt sidste år. Close to home.

Og der var de, små erantis, gule bebuderne af livskraft og et tegn på, at vi virkelig nærmer os Imbolc. At noget sker, selvom vi ikke kan se det og at kraften arbejder stille under jorden. Jeg lyttede til træet, som ikke overraskende fortalte mig om tomrummet, ventesalen og alt det, jeg egentlig godt ved. Men det var godt at blive mindet om det og mærke træets dybe og rummelig accept. En sten faldt fra mit hjerte, jeg sagde tak og gik tilbage, hvor jeg kom fra.

Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.” – Jeff Brown –

Lad processen arbejde for dig

Ravn er fløjet nu, men jeg kan stadig mærke hendes glød. Hun er et af de klogeste væsener, jeg har mødt, selvom hun egentlig ikke gør meget stads af sig. Jeg elsker, når hun dukker op og pirker til min opfattelse og sætter mine overbevisninger på prøve. For mest af alt får hun mig til at huske. Hun prikker kærligt til mig og inviterer mig til at vende tilbage. Skabe forbindelse. I tillid.

Et lys breder sig på himlen udenfor, skyerne glider til side og dagen er lysere, end jeg havde regnet med. Hvilket minder mig om noget, jeg netop har skrevet til kvinderne, som lige nu er på skriverejse i Vintercirklen og Solhvervscirklen.

Giv slip og lad komme (det er lettere sagt end gjort, men hvis vi hengiver os til processen, bliver vi bedre til det undervejs)

“Når I skriver og arbejder med afsæt og skriveopgaver, jeres egen proces og i det hele taget, så prøv gerne at lade være med at tænke skrivestil og i tankerne at gå efter noget bestemt. Bare giv slip og lad komme, læg dommeren og bedømmeren lidt væk og vær blot nysgerrige efter, hvad der viser sig.

Lad processen arbejde, mød op og skriv, som du gør det her. Vi er ofte alt for hurtige til at drage konklusioner og her i skrivecirklerne er intentionen jo netop at skabe et frirum for ord og skriverier. Et sted, hvor vi kan prøve os frem. Uanset hvad resultatet bliver, for i virkeligheden er det allermest processen, vi lærer af. Vores fremmøde, vores skrivearbejde og alt det, der sker mellem linjerne.

Fokuser på processen

“Getting it right is not as important as paying attention to what and how you are learning” siger Loren Cruden og det er sagen i en nøddeskal.

Fokuser på processen og lad på forhånd være med at udelukke noget. Rejs i nysgerrighed og undren og lad ordene folde det ud, I ikke kan tænke jer til. Der er mange gaver at hente.”

og betragt dig selv i processen

Når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis.

Processen er nøglen til varig skriveglæde og selvudfoldelse via ord og fortællinger. Lytning er et andet nøgleord. Lyt til din skrivelængsel, den er ofte et kald fra sjælen.

Kærlig hilsen
Lene


forarscirklen

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig.

En visdom og en vej, du kan skrive dig ind i

Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Invitation til skrivegruppeforløbet FORÅRSCIRKLEN er ude nu

Invitation til Forårscirklen er ude nu og jeg har åbnet for tilmeldinger. Forårscirklen er som de andre skrivecirkler et online skriveforløb, vi mødes ikke fysisk, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Du finder invitationen til Forårscirklen ved at klikke på billedet ovenfor. Vi starter den 1. marts. Hvis du kan mærke, at du skal være med, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com.


Kom, skriv og fejr Imbolc på intuitiv skriveworkshop den 8. februar –
en skrivedag for sjæl og hjerte

Der er 2 pladser tilbage. Klik på billedet nedenfor for invitation og detaljer.

imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Thumbnail Photo: “Winter sunrise” © Helen Hotson, Dreamstime
Øvrige fotos: © Lene Frandsen

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

De fleste veje, værktøjer og løsninger opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og begynder at skrive. Og melder du dig til en skrivecirkel eller et forløb her hos mig i Skrivehuset, er jeg med som skrivecoach og underviser til at holde rummet og støtte, løfte og hjælpe dig på din skrivevej.

Når vi lærer at holde øje med os selv i processen, sker der noget

Jeg holder skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. I stedet for at lære at skrive på en bestemt måde, lærer du at skrive på din egen måde og efterhånden vil du opleve, at du skriver mere frit og ubesværet. Din skrivestemme, din særlige fortællerstemme, begynder at komme til udtryk og det kan du mærke. Det føles godt. Efterhånden opdager du, at du faktiske kan skrive dig hjem.

Årshjulet, den naturlige cyklus og skrivecirklerne

På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid og særlige tidspunkter på årshjulet inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene, din intention og fortællingens kraft føre dig på vej. Jeg viser dig hvordan.

Skrivecirklerier

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med. Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

I skrivecirklerne lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe og flod, opture og nedture.

For når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Kreativitetens dans

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Fortællingens kraft

I alle skriveforløb arbejder og leger vi med fortællingens kraft. Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.

Levende fortællinger og kærlig energi

Og hvem ved, måske er fortællinger i virkeligheden levende ånder, som kommer til stede for at hjælpe os og bygge de broer, vi har brug for, så vi kan komme over kæmpemæssige voldgrave af frygt, modstand og tilbageholdenhed? I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie udsøger sig visse mennesker, gennem hvilken den ønsker at blive skrevet. Og min egen erfaring, både på egen skriverejse og i min rolle som skrivecoach og underviser, siger det samme. Det forholder sig faktisk sådan.

Fortællingerne er levende, de er energi og ofte er de gjort af sjælens sandhed og kærlighed. Det gør godt at møde op, lytte, skrive og tage imod. Det er historiemedicin for sjælen.

Fortællingens Kraft. Hvor ofte har fortællingerne ikke hjulpet mig på min vej og åbnet døre, som jeg slet ikke vidste fandtes? Bygget bro over ellers ufremkommelige floder og skabt klarhed og retning i urolige tider? Uden at jeg gjorde noget særligt for det, dukkede de op og lyste som fyrtårne på mørke nætter. Der sker nemlig noget, når vi dedikerer os, skaber rum og gennem vores hjertelige intention, møder op og siger ja til skrivelængslen. Sætter pennen på papiret og har tillid til, at noget vil skrives gennem os.

Du er nødt til at sige ja

Men der sker ikke noget, før du har vist, at du er villig. Det er dig, der skal sige ja og invitere fortællingens kraft ind i dit liv. Åbne de døre, som for længe siden blev låst med kæmpemæssige hængelåse og træde ind i det rum, som en af kursisterne på den intuitive skriveworkshop kaldte for Det Magiske Legerum.

Vi genopdager det magiske rum

Skriverejsen starter ofte med, at vi genopdager det kærlige, magiske rum. At vi forsigtigt åbner den gamle, knirkende dør og træder helt ind. At vi mærker kuldegysning af genkendelighed og en dyb tone af genklang i alt det, der strømmer os i møde, når vi lukker døren bag os og sætter os, åbner os og tager imod.

Selve nøglen til kreativitetens udspring, flow, skriveglæde og sjæleforbindelse findes i det netop det rum. Legerummet. Det magiske legerum, hvor vi boltrer os og husker alt det gode, vi glemte undervejs. Når vi først har givet os selv lov til igen at muntre os i det rum, lege, udforske, skrive, skabe og falde i store floder af fordybelse, sker der noget med os. Vi forvandles.

Vi vikler os ud

Her handler det nemlig ikke om så meget om retstavning, grammatik eller alt det vi lærte i skolen og på livets vej. Her handler det faktisk ofte om at aflære meget af alt det, vi blev vist og påskrevet, men som på ingen måde tjener os eller vores skriveglæde i dag. Vi er nødt til at vikle os selv ud af alt det, vi mere eller mindre frivilligt fik viklet os ind i. Dengang. Og så begynder vi igen.

Du er allerede fortællerske.

We do not become storytellers.
We came as carriers of the stories that we and our ancestors actually lived. We are.
Some of us are still catching up to what we are.
– Clarissa Pinkola Estés –

Uanset hvad du tror eller hvad andre har bildt dig ind, så vil jeg love dig én ting. Du allerede historiefortæller. Det er som Clarissa Pinkola Estes siger: Vi bliver ikke historiefortællere, vi er det allerede. Vi skal blot huske det og hengive os til det univers, vi kendte så godt engang. Ord for ord.

Den indre fortællerske kommer til udtryk

Gang på gang oplever jeg det, når nye kvinder dukker op i skrivecirklerne og via ordene begiver sig på vej. Uanset hvad der dukker op på skriverejsen og hvordan, så sker det og ofte på en stille og helt subtil måde: Den indre fortællerske kommer til udtryk. Hende som har rørende og vedrørende historier om levet liv, sorg, smerte, glæder og store øjeblikke at fortælle. Erfaringer, livslektier, op-ture og nedture. Sorger og glæder i et smukt patchworktæppe af ord og stemninger.

Glem alt om produktet for en stund

For går du omkring med skrivelængsel, er det sjældent en kuriøs tilfældighed eller fordi du partout skal skrive en bog. Glem alt om produktet for en stund. Det er processen og glæden ved at skrive, fortælle og folde ud, det gælder. Som en de skriverejsende i Fortællingens Kraft forløbet udtrykte det:

”Jeg har svigtet det jeg elsker mest af alt, det levende udtryk, fordi jeg var for bange for den oplevelse af udslettelse og forvandling det uundgåeligt ville medføre. Fordi livets skrøbelige, hjerteknusende skønhed vil tvinge mig i knæ og tvinge mig til at opgive alt det jeg gemmer mig bag.”

Vi svigter os selv, hvis vi ikke lytter til skrivelængslen, møder op og begynder at fortælle de historier, der pulserer i vores blod. Og det er ikke noget nyt, det er noget urgammelt.

Vi er skabt til at skabe og dele vores fortællinger

Vi er kreative kvinder. Vi er skabt til at skabe og dele vores fortællinger, de sjove, de glædelige, de svære og de sørgelige. Engang sad vi omkring bålet og fortalte hinanden om det, vi havde oplevet, vi gav vores erfaringer videre og satte ord på det liv, vi havde levet. Vi lyttede til vinden, til træerne og til den dansende, orange ild, der knitrede i bålet i vores midte. Vi var vores egen ild og vi var en cirkel. I samhørighed. Vi valgte at mødes for at dele, berige, løfte og støtte. Vi lyttede til de kloge ældre kvinder og vi hvilede os i deres visdom.

Det er tid til at tage den glæde og healing tilbage, der er i at dele vores historier og fortællinger. At skrive uden nødvendigvis at skulle gøre ordene til en bogmæssig bestseller eller det, der ligner. At fortælle uden at blive dømt eller bedømt.

Jeg holder alle skriverum og cirkler i henhold til Julia Camerons regler om ”Den Hellige Cirkel”.

Det magiske rum omkring bålet

I 2017 vil jeg forsat gøre mit for at genskabe stemningen og det magiske rum, vi engang delte omkring bålet. Jeg gør det til dels via de skrivecirkler og forløb, jeg tilbyder og dels via de intuitive skriveworkshops, som jeg holder i løbet af året.

Historiemedicin for sjælen

Jeg tror på historiemedicin. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Fortællingens Kraft. Intentionen. Ordene, som folder sig ud og strømmer fra et dybt sted i os, når vi skriver os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Det er den mest kraftfulde måde at befri sig selv på, jeg kender.

Solhvervscirklen

Den næste skrivecirkel er Solhvervscirklen, som er forankret i energien omkring Vintersolhverv og i lysets rejse gennem vinteren mod forår. Du finder invitationen her. Solhvervscirklen er en invitation om et kærligt og givende rum til dig, som gerne vil starte det nye år med en intention om at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt.

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og øv dig på at danse med kreativiteten og fortællingens kraft i årets første måneder. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Intuitiv skriveworkshop i anledning af Imbolc

Imbolc. Kyndelmisse. Lysfest. Uanset hvad vi vælger at kalde dette særlige tidspunkt på året, hvor det første møde mellem vinter og forår finder sted, så er det et tidspunkt at fejre. Selvom vi måske ikke umiddelbart kan se det, er der alligevel ganske små tegn på, at noget sker. Det er stadig koldt, men dagene bliver langsomt længere. Der er tegn på, at jorden rører på sig. Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Lad lyset vokse.

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Imbolc og den kreative energi på en skrivedag for sjælen

Jeg har længe vidst, at jeg ønskede at skabe rum til en intuitiv skriveworkshop i det magiske tidspunkt omkring Imbolc. Nu er dato og tidspunkt en realitet

Onsdag den 8. februar 2017 kl. 10:00-16:30
Skrivehuset v. Ringsted

Der er plads til 6 kvinder omkring bordet i min skrivestue og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. Der er i skrivende stund 4 pladser tilbage. Selvom du tilmelder dig allerede nu for at sikre dig en plads, fakturerer jeg dig først til januar.

Læs også gerne fortællingen bag skriveworkshoppen: Ravnen og skriveworkshoppen.

Må du genfinde din skriveglæde og lade dit hjertes fortællinger flyve frit. For ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

Du er allerede fortællerske.

Kærlig hilsen
Lene

Butterfly Photo © Lunascolours | Dreamstime

Solhvervscirklen

solhvervscirklen

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Solhvervscirklen, et online skriveforløb til dig og din skrivelængsel

Solhvervscirklen er et skriveforløb og skrivecirkelgruppe til dig og din skrivelængsel.

Vi starter den 6. januar 2017 ud fra et nytårsforsæt, der kunne hedde noget i retning af: I 2017 har jeg til hensigt at lytte til min skrivelængsel. Jeg møder op og dedikerer mig til at gå på skriverejse i det, der gemmer sig bag længslen.

Din hjertelige intention og dit nytårsforsæt

Men du vil naturligvis blive inviteret til at formuleret dit eget forsæt, din hjertelig intention og hensigtserklæring med forløbet.Din hensigtserklæring er en kontrakt mellem dig og Kilden. Jeg viser dig hvordan.

Hvis dit nytårsforsæt er at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt, er Solhvervscirklen ganske sikkert noget for dig. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted.

Hensigtserklæringen er magisk, ordene er din tryllestav

Hensigtserklæringen er ganske magisk, for også her bruger vi ordene som vores tryllestav. Du lærer at skabe rum som landingsplads for ord og fortællinger og opdager, hvordan du ved at formulere en hjertelig intention, en hensigtserklæring, med dit fremmøde kan åbne op og bane vej for, at netop det du søger og har intention om, lander på dette rette sted og tidspunkt. Intentionens kraft er stor.

Forbindelse til kreativitet og intuition gennem fortællinger

Solhvervscirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra januar til slutningen af marts, lærer du at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri.

Gennem vinteren med lyset mod forår

I Solhvervscirklen forankrer vi os den energi, der er til stede omkring vintersolhverv, vendepunktet, hvor lyset nu igen begynder at vokse sig større end mørket. Det går langsomt i starten. I Solhvervscirklen følger vi årshjulet og den naturlige cyklus mod forår og finder samtidig ro og fordybelse gennem ord og skriverier.

Du lærer at skabe rum for gode ord og at ære processen

Skrivecirklen har bl.a. til hensigt at vise dig, hvordan du tager imod og lader komme. Du lærer at skabe rum og at ære processen.

Når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

– Lene Frandsen –

Forankret i årshjulet og naturens visdom

Solhvervscirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både månederne, energien og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren, mørket og lysets rejse mod forår. Du vil lære dig selv bedre at kende på den samme rejse gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og skriver.

Indre ro og fordybelse

Forløbet kan også medvirke til større indre ro og fordybelse. Angst, uro og stress dulmes, når vi møder op, skriver os gennem årstiderne og hengiver os til skriveprocessen. Det gør godt at skabe rum til fordybelse og det healer at sætte ord på.

Er du introvert og/eller har du brug for at hengive dig til dit indre rum for at finde næring og skabe harmoni og balance?

Det er bestemt ingen bagdel, hvis du egentlig er introvert og har brug for at hengive dig til dit indre, som nærer dig og skænker dig visdom og styrke. I Solhvervscirklen skaber og holder jeg bevidst rummet således, at der er plads til dig, din proces og den indre næring. Solhvervscirklen er en dans mellem ude og indre med fokus på den indre proces. Du lærer ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer og øver dig i at skrive på din måde.

Skrivelængsel har ingen alder

Brug vinteren og solhvervsenergien til at starte eller genstarte din skriveproces, en skriverejse, som aldrig slutter. Og det er aldrig for sent at fatte pennen og gå i gang. Skrivelængsel har ingen alder!

Varighed

Solhvervscirklen varer i 3 måneder, fra 6. januar til udgangen af marts. Vi starter officielt den 6. januar 2017, hvor jeg udsender velkomstbrev og januars skriveafsæt og øvelser til deltagerne.

Solhvervscirklen på Facebook
Jeg opretter en hemmelig Facebookgruppe til Solhvervscirklen, som er vores fælles online rum. Det er her, vi deler vores ord, visdom og det, vi mærker også kan berige de andre i cirklen. Ideen er, at vi løfter og støtter hinanden gennem ordene. Det er et frirum for ord og visdom, som kan varme og inspirere os og som samtidig holder os til skriveilden.

Et hjertevarmt rum
I Solhvervscirklen lærer vi hinanden at kende gennem FB gruppen. Her inviteres du til at dele lidt af dine egne skriverier i form af citater og uddrag af det, du har skrevet og som har en særlig energi for dig. Det, der inspirerer dig og vækker dyb genklang, vil højst sandsynlig også give noget særligt til de andre medlemmer i Solhvervscirklen. Jeg skitserer selvfølgelig retningslinjerne for de af jer, som vælger at slutte sig til Solhvervscirklen.

Reglerne henholder sig til Julia Camerons regler for ”Den Hellige Cirkel”, som du kan læse i linket her.

Lad Solhvervscirklen på FB blive et godt og hjertevarmt rum at komme i gennem vinteren og ind i det første spæde forår. Forestil dig, at det slet ikke er online, men at du i stedet træder ind i en varm stue, hvor ilden buldrer i kaminen og hvor dine skrivevenner er til stede ligesom du er.

Lyt, lær, giv og tag imod med åbent hjerte. I cirklen er alle lige, vi er her for at løfte, støtte og berige hinanden gennem ord og skriverier.

Når du skriver
Der er skriveøvelser og afsæt, som vil støtte dig i processen og skænke dig indre visdom, men der er ingen deadlines, blinkende lygter eller elektroniske lyde, der kalder på dig og kræve dig. I stedet for vil du blive opfordret til nærvær med dig selv og til at give slip. Det eneste, du holder fast i, er den pen du skriver med, for er det muligt, vil jeg kærligt opfordre til, at du skriver i hånden og i en notesbog, som tiltaler dig.

Vinterskriverier

En gave til dig selv
Sluk lidt for alt elektronisk udstyr og giv dig selv en kærkommen pause fra den verden. Jeg forestiller mig, at du uden at vide det, skriver helt din egen vinterbog med gode ord til dig selv, som støtter og holder dig i din proces. For det er en proces. Når du sætter den i gang med dit fremmøde, indgår du en hellig pagt med dig selv og Kilden og lader tingene ske i den rækkefølge, de nu kommer til dig. Du skal ikke til eksamen og ingen vil kræve af dig, at du kan forklare eller gøre rede for det, du skriver. Det er dine ord og skriverier. En gave til dig selv.

En dans mellem ude og inde
Solhvervscirklen er således en dans mellem ude og inde. Når du skriver og er i dit skriverum, så vær dér med hele dig. Hengiv dig til dig selv, ordene, og det tidspunkt i naturen, som du også er en del af.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

De fleste veje, værktøjer og løsninger opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og begynder at skrive. Og jeg er med som skrivecoach og underviser til at holde rummet og støtte, løfte og hjælpe dig på din skrivevej.

Skrivemor og guide i bjergene

Du kan se på mig som en slags skrivemor, som en af mine tidligere skriverejsende døbte mig, eller måske som en guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper dig med at finde skrivevej gennem fortællingens kraft.

Historiemedicin og fortællingens kraft

Jeg tror på historiemedicinen. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på.

Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing. I Solhvervscirklen arbejder vi bevidst med fortællingens kraft og du vil opdage, at du allerede er fortællerske!

Deltagere i Solhvervscirklen

Kvinder med skrivelyst- og længsel. Du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du bor. Norske og svenske kvinder er også velkomne, eneste krav er at du kan læse og forstå dansk, eftersom forløbet foregår på dansk. Men du skriver selvfølgelig på dit eget sprog.

 Som medlem af Solhvervscirklen får du

  • Månedlige skriveopgaver og afsæt udformet i en smuk og inspirerende PDF-fil. Den sendes i en personlig e-mail fra mig, som også vil indeholde anden inspiration, der gør sjælen og skriveprocessen godt. ( januar, februar, marts)
  • Inspiration og skrivende input fra skrivecoachen og underviseren. Jeg byder ind med viden og visdom om livet, naturen og selvfølgelig skriveprocessen i både månedsbrevene og i Solhvervscirklen på FB.
  • Større viden og indre indsigt om naturen og vinterens gave, ikke mindst fra din egen dybe vished og visdom, der vil flyde fra dig som en kilde, når du skriver med afsæt i øvelser og opgaver.
  • En god fornemmelse af, hvordan du kan bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse.
  • Små meditationer, mantra og mindfulnessøvelser, som hjælper dig med at være forankret i nuet og som kan medvirke til større indre ro og styrke.
  • Du bliver en del af et skrivende netværk, som hylder processen, den naturlige cyklus og skriver om det.

PRIS
DKK 1090,-
for 3 måneders deltagelse

Tilmelding
Tilmelding sker på e-mail til skrivehuset@gmail.com og herefter fremsendes bekræftelse og faktura til indbetaling af beløbet via bankoverførsel eller MobilePay.

Når betaling har fundet sted, er du officielt medlem af Solhvervscirklen og vil modtage velkomstbrev og det første månedsbrev med novembers skriveafsæt. Dog tidligst den 6. januar 2017, hvor vi officielt åbner Solhvervscirklen og træder indenfor.

Tilmelding er åben. Jeg glæder mig til at høre fra dig, hvis du bare kan mærke, at du skal være med.

Nogle gange ved man bare, at det ikke kan udsættes længere. Så er det tid.

Kærlig hilsen
Lene

Der er sket noget vidunderligt. Jeg har fået kontakt til min skriveglæde og dermed til en vigtig del af mig selv. Gennem skriveriet fandt jeg nemlig vejen tilbage til noget af det af mig, der var blevet væk. Noget af det der var blevet glemt. Jeg er slet ikke færdig. Jeg er kun lige begyndt. Men jeg er over de første spæde skridt og jeg har skrevet mig igennem en del af min modstand.

Jeg har længe talt med mig selv om at jeg ville skrive, men Skrivehusets Vintercirkel blev anledningen. Lenes skriveafsæt tilsammen med hendes egne inspirerende tekster, blev det der fik mig i gang med skriveriet. Øvelserne og erfaringerne herfra gav mig mere blod på tanden. Lenes kommentarer til os i Cirklen sammen med hendes løbende coaching af os, hjælper mig med at holde det ved lige. Så, hvis du ligesom jeg, inderst inde ved at skrivning det er dig, men alligevel ikke rigtigt får gjort noget ved det, så skulle du måske give dig selv en skrivegave til Jul. Jeg har i hvert fald aldrig været så skriveglad før.

En anbefaling fra Lykke Pia Jespersen, som nu har deltaget i to skrivecirkler.

Klik her for at læse mere om HVAD ANDRE SIGER om at være i skriveforløb hos mig

Vintersolhverv er et tidspunkt at fejre, en glædens dag, fordi den er symbolet på lysets tilbagevenden i naturen og i vores liv. Vintersolhverv er solårets nytår, vendepunktet, hvor lyset fødes ud af vintermørket på den længste nat.

I 2016 er det Vintersolhverv er den 21. december (kl. 11:44). Solhvervscirklen starter dog først den 6. januar af hensyn til juleferie og nytår. I Solhvervscirklen leger, arbejder og skriver vi fra den energi, der er omkring Vintersolhverv og videre gennem vinteren mod forår.

solhvervscirklen-januar

 Photo “Winter Light” © Kellers – Dreamstime

December og skriveglæden

mysterius-forest_winter

Når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Vi lever

Hver eneste dag oplever vi ting, som gør noget ved os. Der er tanker, følelser og forskellige situationer og udfordringer, som sætter os på prøve og får os til at mærke, at vi lever. At skrive fra de steder, hvor de store følelser bor, kan være en stor hjælp til at mærke, hvad der rører sig og til at acceptere, at det er som det er.

Vi skriver fra et dybere sted

Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis. Det er en måde at være med det, der er på, uden at ønske det anderledes. Vi kæmper ikke med det, vi skriver det og skriver os måske igennem. Vi sidder med os selv, som vi sidder med tanker og følelser i meditation og vi lytter til os selv uden at dømme. Vi mærker og vi er.

Vi giver os selv lov til at skrive det, der bevæger sig i os og berører os. Vi kan stille spørgsmål og sende dem ud, vi kan forbinde os til både sjæl og Kilde og vi kan fortælle os selv om alt det, der føles så smertefuldt og tilsyneladende meningsløst. Eller det der glæder os, fylder os med begejstring og giver os lyst til at danse.

Jeg har lært at lytte

Som en af kvinderne, der deltog i Vintercirklen sidste år udtrykte det i sin evaluering:

“Jeg har lært at lytte til hver eneste måned og til mig selv.”

December, min ven

Vi kommet til December, min måned, for jeg er nemlig barn af December. Både hun og jeg er døtre af Jupiter og så snart jeg skriver det, kan jeg mærke eventyret og magien pulsere i mine årer. Jeg bliver opstemt og får lyst til at trylle. Jeg synes, at der er noget magisk ved den sidste del af den mørke tid, lige inden året vender og vi igen går mod lyset. Det er lidt den magi i mørket og hverdagen, som jeg via skriveafsæt og øvelser nu har givet videre til kvinderne i skrivegruppeforløbet Vintercirklen.

Magien er hel

Jeg elsker eventyr, livets mysterium og alt det, der findes bag det tilsyneladende. Så lad os tage på en magisk rejse gennem December og den sidste del af mørket, indtil vi ved Vintersolhverv sammen rejser gennem årets længste nat og herefter igen vågner op og har vished om, at det hele nu vender.

Magien er hel

Og husk at magien er hel. Det handler ikke om udelukkende at skrive underskønne og poetiske eventyr om glæde, lys og lykke, men om at favne mørket og lade kontrasterne få liv og komme til orde. Lad dansen være både og.

Hvis du mærker melankoli, vemod eller har andre tunge følelser i december, så skriv fra det sted. Det er så vigtigt: Vi skriver i livet, vi skriver fra det sted, hvor vi er ikke hvor vi (eller andre) ønsker at vi skal være.  Også i december.

Skriv i livet.

Processen og den naturlige cyklus

I skrivecirklerne, som jeg tilbyder året rundt, hylder vi processen og den naturlige cyklus. Du lærer ikke at skrive på en bestemt måde, men på din særlige måde. Alle har en forfatter- eller fortællerstemme, nogle gange skal den bare lokkes frem, trænes lidt og finde sit leje.

Naturen, årstiderne og årshjulet

Naturen, årstiderne og årshjulet er en vigtig del af skrivecirklerne. I forløbet lærer du mere om den givne årstid, du skriver dig ind i energierne og går via skriveøvelser og afsæt på opdagelse i din egen indre visdom.

At forankre sig i årstiden og den naturlige cyklus giver større indre ro og glæde og det gør vi så fint via skrivningen og fortællingens kraft.

solhvervscirklen-januar

Næste skrivecirkel er SOLHVERVSCIRKLEN. Vi starter den 6. januar 2017 og der er stadig ledige pladser.

Skrivecirklerne foregår online, men du modtager altid dine skriveopgaver og inspiration pr. e-mail og jeg vil opfordre til indre nærvær og fordybelse i din skriveproces og i dit eget skriverum. Du vil opleve at jeg ligefrem inviterer til skrivetid og nærvær, hvor du slukker for al elektronisk udstyr og bare er med dig selv, ord og skriverier. Forløbene er således en dans mellem inde og ude. Bevidst nærvær er en af nøglerne og du får skrevet fra sjæl og hjerte.

Min intention er blandt andet, at skrivecirklerne sætter en varig skriveproces sættes i gang, som ikke er afhængig af andre omstændigheder end den evige skrivelængsel og lyst til at folde ud. Glæden ved bare at skrive.

Skriveglæde er målet

Skriveglæde er formålet. Skriveglæde er målet. Dansen. For når du først lærer at danse den dans og følge den skiftende rytme, er der intet, som kan stoppe dig. Du skriver, du danser og du er med det hele.

Kom lad os danse.

Velkommen December

Hvad nu hvis vi tilsatte en dosis magi og dryssede lidt tryllestøv ud over livet og det, vi kalder hverdagen. Hvad nu, hvis vi kunne vende tilbage til det sted i os selv, hvor vi var nysgerrige, åbne og modtagelige for både fortryllelse, magi og eventyr? Og hvad nu hvis vi skrev om det, levede det og blev det?

Life is not a problem to be solved, but a mystery to be lived.

Giv slip på ønsket om perfekthed

Og som jeg har skrevet til de skønne og vise kvinder, der nu er på skriverejse gennem vinteren i Vintercirklen, ”giv slip på ønsket om perfekthed her i december”. Måske skulle vi blive bedre til at slippe alle de mange ambitioner om ”perfekthed” og forventning til os selv, andre og December og simpelthen bare give os tid til at nyde decembers rejse gennem mørket mod vintersolhverv, jul og nytår, som i gammel tid faktisk var én og samme fejring?

Lad december blive et hyggeligt og magisk sted at være, hvor vi trækker vejret dybt, giver os tid til hinanden, til nærvær og ikke mindst til den magi, der faktisk findes i og omkring os. Lys i mørket. December er virkelig ikke en motorvej i fart mod den måske søde juletid og alt, hvad det indebærer. Tværtimod er der et andet budskab, en helt anden fortælling bag det tilsyneladende.

Sæt farten ned, giv slip. Kom, lad os danse.

Keep a little room in your heart for the unimaginable.
– Mary Oliver –

Kærlig hilsen
Lene


Skrivelyst og -længsel?

Næste skrivecirkel er SOLHVERVSCIRKLEN med start den 6. januar. Klik på billedet og se invitation og detaljer. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

solhvervscirklen

Næste intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel er en helt særlig skriveworkshop i anledning af Imbolc og den finder sted onsdag den 8. februar kl. 10 her i Skrivehuset v. Ringsted. Klik på billedet nedenfor og se invitation og detaljer. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com – der er i skrivende stund 4 ledige pladser.

imbolc-intuitiv-skriveworkshop

Læs også RAVNEN OG SKRIVEWORKSHOPPEN – en fortælling om, hvordan det sjældent betaler sig at klippe en hæl og hugge en tå for at passe ind.

Photo “Mysterious forest in Winter” © Shevs | Dreamstime

Mørkets gave

frozenlake_winter

Det er efterår og rejsen går langsomt mod vinter. Et skridt, en dag af gangen, men det er uundgåeligt og en del af den naturlige cyklus. Jeg mærker et strejf af velkendt melankoli, selvom jeg faktisk sætter pris på efteråret, vinteren og de skiftende årstider. Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned og gå lidt i hi. Mørket, vejret, de korte dage og lange, mørke aftener. Det er ikke en forbandelse, det er en velsignelse.

Melankolien hører med

Melankolien hører vinteren og den mørke tid til. Sådan har det i hvert fald altid været for mig. Tidligere forsøgte jeg at flygte fra de mere dystre toner, der dukkede op i mig selv på denne årstid og som spejlede sig i tåge og vintermørke. Som ude så inde.

Kvinde, din depression kan også være et kald fra sjælen

Jeg forsøgte at flygte fra det, jeg søgte ud og gjorde mig travl og uopnåelig, men jo mere jeg kæmpede imod, desto stærkere blev de lange fangearme. Jeg blev holdt fast. Jeg faldt, sank og det var, som om jeg aldrig helt kunne nå bunden. Der var bare mere mørke og jeg følte mig fastlås i min indre kamp og mit mørke. Blandt andet derfor har jeg tidligere haft flere depressioner. Først langt senere har jeg fået en dyb forståelse af, at mine depressioner var et kald fra sjælen.

Depression stops time and one settles into one’s own waters as a sailing vessel without wind and one sinks into one’s own depths. Depression comes as a gift asking that a woman recognize her own substance and trust it as the quiet, steady voice of her own truth.

Depression serves a woman as it presses down on her, forcing her to leave behind that which was not of herself, which had influenced her to live a life alien to her own nature.

– Judith Duerk –

Mørke gjort af kærlighed

Nu kæmper jeg ikke længere, jeg har lært at hengive mig og jeg ikke alene accepterer mørket som en naturlig del af livet, jeg har endda lært at elske det. Mørket.

Jeg har lært mig selv at være i det, navigere i det og nu sætter jeg stor pris på den mørkere del af året. Mørket er mit hvilested og jeg har nu vished om, at det er i mørket at forvandlingen sker. Vinteren kræver os og tvinger os ind i os selv, skubber os blidt ind i mørket og lukker døren bag sig, men den gør det af ren og skær kærlighed. En nøgle bliver drejet om og vi er fanget. Tror vi. Vi dør lidt. Men man skal dø for at genopstå og det er hele vinterens visdom i sin essens.

Vinteren inviterer os til indre indsigt og til genfødsel. Når tid er.

Gør som naturen

Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned. Det er tid til fordybelse, til at nære os selv helt inde fra og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, så hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig bag den dunkle facade.

Stunder af nærvær

Det er tid til stearinlys, dampende varm te, suppe og stunder af nærvær med os selv og den længsel, vi har haft så længe, vi husker, og som rusker i os som vinden i træerne. Den vækkes i små ryk, når vi læser noget, der giver genklang, noget andre sjæle har skrevet og som umiddelbart skaber resonans i egen sjæl. De ord kunne have været mine, tænker vi, eller de ord må være til mig. En underlig sødme fylder os, men samtidig har den en bitter sorg med sig, fordi vi ikke selv helt tør hengive os til det, der rumsterer indeni.

Træk energien hjem

Den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, følg med lyset og put dig, når mørket kommer. Hvorfor ikke holde mørkning og fejre mørkets kommen med en stille stund i meditation eller i kontemplation med skriverier i stearinlysenes skær? Bare være i tusmørket, der kommer snigende, når dagslyset gradvist forsvinder. Den gammeldags måde at holde mørkning er at sidde stille inden døre uden tændt lys, mens aftenmørket falder på.

Mørkningstimen

Du kan skabe helt din egen mørkningstime. Måske har du lyst til at gøre det på helt traditionel vis og sidde uden elektrisk lys eller lys i det hele taget og bare være. Meditere eller simpelthen bare betragte, hvordan lyset forsvinder og overgiver sig til mørket og aftenen. Det sker helt uden modstand, de bytter bare plads, dagen og natten. Og at mørket er længere og dybere om vinteren er ikke en tilfældighed.

I skumringen kommer stilheden sejlende og åbner sin dør for dig. Det er en magisk time, skumringstimen.

Mediter, skriv eller gør ingenting – timen er din

Du kan også meditere 10-15 minutter, en stilhedsmeditation eller til blid musik, og herefter langsomt komme tilbage til rummet, hvor du tænder stearinlys og måske lidt røgelse og sætter dig ved skrivebordet med din notesbog. Jeg har før skrevet om aftensiderne, du kan læse om dem ved at klikke på linket. Her møder du dig selv og tager afsked med dagen, der gik. Du renser dig ved at skrive om det, der er, du forankrer dig i nuet og går ind i aftenen på en roligere måde. Du hengiver dig til din dedikation om at møde op og skrive lidt hver aften, hvis det altså er din intention.

En hellig stund i skumringen – du giver dig selv

Der er en helt særlig energi og stemning i skumringen eller mørkningstimen. Måske er det her, du har lyst til at konsultere din sjæl og spørge den til råds og simpelthen bare lytte dybt til den stille stemme. Det kan være, at der dukker vers og poesi op eller også har du bare brug for at sidde stille og skrive de ord, der nu kommer. Lad det være en hellig stund, som ikke afhænger af, om du skriver to ord eller flere sider. Det er en tid og en time, du giver til dig selv og den indre stilhed, det er et frirum og et nærvær med det, der er. Det kan også være her, du møder din skrivelængsel og spørger: Hvad er det egentlig, du vil fortælle mig? Eller. Hvad mon der er af historier og fortællinger til mig?

girlshaman_bonfire

De gamle keltere og mørket

Måske har hørt mig skrive det før, men jeg er en keltisk sjæl. Det har jeg altid vidst, jeg har følt mig både draget og forbundet med den keltiske tradition og jeg har haft drømmesyn og andre forunderlige oplevelse om ”der var dengang”. Lige fra barns ben har jeg interesseret mig ualmindeligt meget for både Irland, Wales og Skotland og de gamle keltiske traditioner, jeg har læst og studeret bidder og brudstykker af den keltiske tradition og historie og derfor har jeg også boet to år i Skotland. Jeg føler mig draget.

Samhain og Halloween

I slutningen af oktober og begyndelsen af november er det Samhain, en efterårskvartalsfestival, som hører det keltiske årshjul til. Det er en festival, som blandt andet fejrer mørket og døden. Tidspunktet markerer også slutningen af det keltiske årshjul og begyndelsen på det keltiske nytår.

Du kender uden tvivl Halloween eller Allehelgen i den kristne tradition. Halloween er altid d. 31. oktober. Fortællingen lyder, at natten mellem d. 31. oktober og d. 1. november er den nat, hvor de døde har lettest ved at vende tilbage til de levendes verden, eventuelt for at skræmme eller gøre regnskaber op

De fejrede mørket

MEN sådan var det ikke oprindeligt. De gamle keltere fejrede mørket, for dem var mørket ligeså vigtigt som lyset. Mørket og døden havde kræfter, som de ikke frygtede. Ved Samhain, hvor mørket er dybt og på sit højeste, velsignede de frøene i jorden, som nu lå trygt i den mørke muld og igen ville spire, gro og blomstre, når lyset kom tilbage. De kommunikerede med deres forfædre og mødre, da de troede på at afdøde familiemedlemmer kunne besøge deres slægtninge på denne tid af året. Under Samhain er væggen mellem verdenerne tynd og de døde kunne rejse ind og ud igen. Man dækkede op til de afdøde ved bordet og bød dem velkommen.

Og i øvrigt stammer ordet spøgelse på engelsk, Ghost, fra det tyske ”geist” som oprindeligt var en ånd af en afdød, som var inviteret til Samhain fejringen.

Tak for mørkets gave

Man tændte bål på bakketoppe og brændte den muld, der var tilbage fra efteråret. Her samledes man, fejrede og festede. Man sagde tak for mørket. Tak for den gave, mørket er, for i mørket kan vi hvile og restituere.

Der er gjort et stort nummer ud af uhyggen omkring Halloween og i det hele taget er mørket ofte noget, mange af os frygter. Det er blevet genstand for noget dårligt, farligt og ildevarslende. Vi løber skrigende væk fra mørket i os selv og vi frygter vinteren, der er så lang.

Men hvad nu hvis vinteren er lige præcist så lang, som den skal være, for at vi kan få sjælen med? Når vi hengiver os til mørket og tillader os selv at komme ned i tempo, slappe af og give slip på forestillingen om, at alting sker i overhalingsbanen, så sker der noget magisk. Med os. Ligesom frøene i jorden vokser vi i mørket, mens vi hviler og tager den lidt med ro. Vi giver slip og lader komme.

Womb (livmoder) og Tomb (gravsted) var tæt forbundet i den keltiske tradition. De tidlige keltiske gravsteder havde tunneler som førte ind til mørke, indre kamre. Det var ikke kun steder, hvor de vigtige døde blev begravet, det var også vigtige centre for jordens energi, som kan bruges til at forstærke og i øvrigt forbedre kvaliteten af den indre rejse.

Hvis du spørger mig, er Samhain et vigtigt tidspunkt på året, som virkelig er værd at fejre og skrive sig ind i.

VINTERCIRKLEN

 Der findes en anden sang, andre toner og et sted,
hvor vinteren ikke bare er noget, det skal overstås,
men er et helligt sted i os selv, hvor vi sanker, hviler, hengiver os.
Og skriver om det.

Kom og vær med på en magisk ordrejse gennem vinteren i VINTERCIRKLEN

solhvervscirklen

Der er desværre ikke flere ledige pladser i Vintercirklen, som starter den 1. november, men fortvivl ikke, hvis du gerne vil være med i et skrivegruppeforløb, som hylder vinteren, mørket og skriver fra den særlige energi, der er til rådighed i vinterhalvåret.

I begyndelsen af januar starter Solhvervscirklen, som er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår. I Solhvervscirklen skriver vi os gennem vintermånederne i det nye år helt frem til det første spæde forår.

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Varighed: 3 måneder
(januar, februar, marts)
Pris DKK 1090,-
Deltagere: Kvinder med skrivelyst og længsel

Invitation følger i løbet af november, men
hvis du vil sikre dig en plads allerede nu, er du meget velkommen til at forhåndstilmelde dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –