Når skrivelængslen kalder
Elva har bestilt en taxi og proklamerer med et bredt smil, at hun giver en tur til byen. Det er tåget søndag, dagen før Forårsjævndøgn og jeg havde ikke tænkt mig at gå ud. ”Min fod er forstuvet” siger jeg indigneret til hende. Mangel på medfølelse og respekt for andres ulykke? Er det sådan, det... Continue Reading →
I 2021 lancerede jeg mit tredje Fortællersken skrivekursus for kvinder. Det hedder Fortællersken Pennens Kraft. Det er essensen af den erfaring, jeg selv har gjort mig som fortællerske og den erfaring, jeg har fået som underviser på Skriveskolen for Fortællersker. Jeg har 8 års jubilæum i år. Og én ting er sikkert og vist. At... Continue Reading →
Pennen førte mig frem til pensionatet, ordene skabte en vej. Det er den intuitive skrivnings kunst. At skrive fra et andet sted. Jeg havde ingen anelse om, at jeg ville ende på et sted, hvor rejsende kvinder kommer. Stedet findes ikke på et kort, kun det indre kompas kender ruten. Som var det meningen. Bestemt.... Continue Reading →
Jeg er hende der bryder sneen. Som den første forlader jeg pensionatet og træder ud i kulden. Hue, halstørklæde, vanter, alt er på plads. Mine støvler sætter spor på havegangen, igen er lågen min tærskel, jeg træder ud i vinterlandskabet med et suk. Energien er skiftet, stilheden i landskabet er markant, sne dæmper lyde og... Continue Reading →
Selvfølgelig har hun planlagt det hele. Men om hendes natlige udflugt har noget med undervisningen at gøre, ved jeg ikke. Efter morgenmaden og ti minutters pause, hvor vi lige kan nå op på værelserne og hente pen og notesblok, samles vi i det gamle bibliotek bag spisestuen. Værtinden har sørget for friske forsyninger af vand,... Continue Reading →
Da jeg træder ind i spisestuen, får jeg straks øje på hende. Hun er iført en løs sort kjole og hendes hår er samlet i en knold. Hun sætter sig ned ved bordet i samme øjeblik, som jeg åbner døren og jeg undrer mig over duften af frisk luft som en kølig brise i den... Continue Reading →
Vi sover lidt længere efter turen ud i natten. Jeg vågner til lyden af klirrende porcelæn, en duft af nybagt brød strømmer fra køkkenet og op af trappen. Jeg føler mig forbavsende frisk og udhvilet, selvom det blev sent og søvnen kortere end normalt. Senere fortæller hun mig, at det er månemedicinens indvirkning. Nu begynder... Continue Reading →
”Sæt farten ned og lad mig hjælpe dig”. Det er ordene, jeg hører, da jeg åbner vinduet i soveværelset og lukker daggryet ind. De svæver som dugkorn, jeg stikker hovedet helt ud og lader dem lande på tungen som snefnug en vintermorgen. Jeg råber ja tak, for jeg aner ikke mine levende råd. Når en... Continue Reading →
“Alt er timet og tilrettelagt” siger Katten, som sidder midt på vejen, da jeg går mod landsbyen. ”Tag det roligt, svøb dig i dulmende vished om, at du er velguidet på din vej. Beskyttet, med mindre du da insisterer på paniske udfald af egouro og tvivl.” Hun sidder placeret præcist sådan, at jeg ikke kan... Continue Reading →
Så ved de det alle sammen. De kender min intention. Den er opstået som en naturlig udvidelse af mit solhvervsord, de små frø, jeg forsigtigt lagde i den mørke vintermuld, da dagene var korte. Nu blomstrer træer og buske, valmuer danser i mit hegn. Mit solhvervsord har fået dybe rødder og stængler ditto i den... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 