Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
I dugvåd skumring åbenbarer landskabet sig og en sø kommer til syne. En sø og en fugl. Det er så tidligt, at morgenen har søvn i øjnene, energien er dvælende, daggryet nær. Fuglen står på et ben i søen og spejder ned i vandet, den blanke overflade, hvor nattens stjerner spejlede sig. ”Kom nærmere” hvisker... Continue Reading →
Der er stille dage, hvor solen langsomt stiger og hvor energien er rolig. Det kaldes slowflow. Du kan ikke skynde dig og opnå noget, tværtimod. I stedet kan du svøbe dig i ro. Beslutte dig for at alt kommer til dig, hvis du ikke barrikaderer dig med travlhed og kontrol. Der er dage, hvor man... Continue Reading →
Det er sidst i april, da jeg begynder at mærke det. Magien findes i mig. Det er ikke noget udenfor mig selv, det er ikke noget, jeg skal bede om og håbe på. Jeg skal forbinde mig til den. Magien. Og her lærer jeg noget nyt. Magien er subjektiv, den er dybt personlig og fungerer... Continue Reading →
”Det handler om at huske” siger Each som er hest. Det ved hun om nogen. Hun husker de åbne vidder, vinden og solen, der rejser mod syd. Hun husker energien og mærker den. Derfor er det hende, der kommer susende ind i min sfære i dag, lyden af hove kysser mine ører. ”Huske?” ”Hvem du... Continue Reading →
Som inde så ude. Han træder ind på gårdspladsen. Bukken. Det er tidlig morgen, jeg sidder med min kaffe og kigger ud af vinduet. Så kommer han løbende ind i min sfære, stopper op og står helt stille. I kostbare sekunder udveksles energi og jeg ved. Det er en ny begyndelse. Efter kort tid går... Continue Reading →
Skrivelyset brænder stille. Det har regnet i nat, vejen er våd, store dråber hænger fra grenene og glimter i sollyset. Her åbner et rum sig, her begynder jeg at skrive. Landskabet toner frem, levende og frit. ”I dag forventer du mirakler» siger odderen, som jeg møder ved vandhullet et stykke nede af marken. Hvorfor jeg... Continue Reading →
Der står en ræv et stykke inde på marken. Hun betragter mig nysgerrigt, men holder sig på afstand. Hendes energi blæses ind i min sfære. Vinden er kold, det er blevet vinter igen, selvom vi er sidst i marts. Ræven er bærer af historiemedicin som mange andre frænder. Og er det ikke det, jeg søger... Continue Reading →
Kan man gå direkte ind på en linje og bede om historiemedicin? Kan man træde ind i disen på en tidlig morgen og kalde på det indre forår, der lader vente på sig? Kan man bede om hjælp og påkalde sig en fortælling, der handler om at finde håb? Kan man tale med en tyr... Continue Reading →
Det virker, når jeg virker og jeg har ikke virket i et stykke tid. Det har været halvhjertet, et forsøg på at få gang i en ild, der ikke rigtig ville brænde. Den blev ved med at gå ud. Enten slukkede jeg den selv, fordi jeg var for træt til at kæmpe eller også blev... Continue Reading →
”Du kan ikke skynde dig” siger han henkastet, hunden, der står ved min side. Jeg ved ikke, hvor han kommer fra. Han kom bag på mig, lydløse spor i sneen, en snude i min vante, jeg stopper op og ser, hvem han er. Vi mødes i timen efter daggry på det tidspunkt, hvor solen rejser... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 