Døren

Der findes en dør. En dør til hende, den vise kvinde, hende som ved. Hun er også din indre fortællerske og du kan skrive hende frem. Hun bidrager til vores mentale og fysiske sundhed, hun er som en kilde af visdom og livskraft, som vi også via skrivning kan forbinde os til. Hun har helt... Continue Reading →

Så lad gå da

“Do not let your intellect imprison your heart as human imprisons his selchie spouse, the magical seal.” Ordene bæres af vinden i den mørke morgen, skrivelys brænder og øjne lukkes for en stund. Følelser flyder gennem mig som en flod, der løber mod havet, jeg sætter mig ved bredden under egetræet og ser det ske.... Continue Reading →

Efter mørkestormen

“Hvornår er du allermest dig selv” spørger han i morgenlysets rødmen og måske rødmer jeg også, som himmel så kvinde, for spørgsmålet rører ved noget dybt i mig. Jeg tøver lidt, men kender ham godt nok til at vide, at han forventer et svar og at det svar er et, der skal siges højt. Som... Continue Reading →

Men lyset kommer

En fortælling byder sig til hver eneste morgen, når jeg sidder i skrivelysets skær med mine magiske morgensider. Den er en mulighed og en invitation. Som en sæbeboble bristes den i usynlige glasatomer og forsvinder igen, hvis jeg ikke lytter og tager imod. Men den er hverken fornærmet eller sur, den pønser ikke på hævn... Continue Reading →

Heltindens eventyrlige rejse

Der var engang en kvinde. En modig og skriveglad kvinde fuld af længsel efter at folde sin sande sjæl ud og lade dens fortællinger skrive. En kvinde, som helt instinktivt have en forståelse af, at eventyrets kraft kunne hjælpe hende med den intention. At eventyret ville skænke hende helt særlige værktøjer som hun også kunne... Continue Reading →

Selvomsorg

Det handler ikke kun om forsvar og angreb. Krigeren i dig er også din indre beskytter, som kan sørge for, at du får det, du har brug for og på en måde, som gør dig godt. Din vildskab rummer selvomsorg. Din vildskab rummer hende, som ikke danser til andres pibe eller følger flokken. Hun følger... Continue Reading →

Håb

I dag vil jeg følge brødkrummesporene hele vejen til din fod. I dag vil jeg grave dybt i mulden under de nedfaldne blade og finde håbet frem. Efter fuldmåne og med min intention i hjertet begiver jeg mig ud i vinden. Lyset sejler på himlens stormfulde hav, skyer som øer dukker op og forsvinder igen.... Continue Reading →

I vinterens favn

” When you make room for stories, stories make a room for you”. Den gamle bøg taler for første gang til mig, tavsheden brydes og vinden rusker op i grenene. Det har regnet i nat og de nedfaldne blade er gennemblødte og blanke i pytterne for træets fod. Et blad giver slip og svæver den... Continue Reading →

Historiemedicin

Han er tilbage. Et svævende orakel kommer til syne mellem bygerne og i lyset fra Øst. En ny dag, en ny fortælling. Og det skal vise sig, at det netop er fortællingerne og deres kraft, han vil berette om i dag. Han lander. Foran mig på skrivebordet toner han frem, en skikkelse af rødbrune fjer... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑