Gåsen og den gode historiemedicin

Måske tror du ikke, at du har brug for en fortælling i dag, men det er præcist, hvad du har brug for. Har du aldrig hørt om historiemedicin? Den slags, som kan løfte dig ud af dit følelsesmæssige kviksand og sætte tanker fri som sommerfugle. Du har trådt vande på dette sted i dagevis og... Continue Reading →

Dansen

"Dig igen", jeg smiler og ved instinktivt at budskabet er af stor vigtighed. ”Din indre vildskab, ja, forbindelsen til himlen og jorden og en dyb følelse af, at du lever og ånder fra det sted. Det var ikke bare en ubetydelig anvisning eller et forslag fra en ven. Det er din sjæls sande vej og... Continue Reading →

Døren til hende

Der findes en dør. En dør til hende, den vise kvinde, hende som ved. Hun er også din indre fortællerske og du kan skrive hende frem. Hun bidrager til vores mentale og fysiske sundhed, hun er som en kilde af visdom og livskraft, som vi også via skrivning kan forbinde os til. Hun har helt... Continue Reading →

Se nu dagen gryr

Der synes at være et kald, en invitation til et mere bevidst fokus, for fundamentet er stærkt nok til at bære nu. Dit sande fundament. Hvor ønsker du da, at året skal bringe dig hen? Hun svarer prompte, er ikke i tvivl, svaret mærkes som en hellig ed og højtidligt siger hun: Tættere på mig... Continue Reading →

Svanesang

Dér på himlen I det første morgenlys. Vinden er skarp, dagen er ny. Se op, hør sangen som et ekko fra din sjæl. Svaner. En flok svaner på himmelvej fra øst mod sydvest. En vintersang, en hymne til årets næstsidste dag. Og som du fornemmer, en tone til dig og et budskab om det, der... Continue Reading →

Et træ i eventyrets muld

Jeg har skrevet morgensider så længe, jeg kan huske og de er blevet en fast del af mit morgenritual. Jeg tænder mine skrivelys, jeg trækker kort og så sætter jeg mig og skriver mig ind i dagen. De første spæde sprækker af lys, noget i mig slår tonen an og uanset om det er dur... Continue Reading →

Samhain og den sidste kvinde

Det er fredag morgen, lyset er endnu sparsomt, men solen rødmer i horisonten ved tanken om den nye dag. Jeg er hjemvendt fra morgentur med hundene, jeg har hilst på både måne og daggry og bevæget mig i sprækken mellem nat og dag. Et magisk tidspunkt, som jeg sætter pris på at færdes i. En... Continue Reading →

Dørvogteren eller en streg i sandet

Morgenerne er kølige nu, duggen ligger tungt over landskabet. Jeg hilser det kommende efterår velkommen, når jeg vender mig mod øst. Solen stiger langsomt til vejrs. Bag skyerne. Jeg mærker, at de ord ikke er den rette indgang. Jeg prøver en port, men den synes låst. Hvis porten ikke åbner, når du banker på og... Continue Reading →

I lyset af vand

Dette er en fortælling om en kvinde, som er træt i tørken og som vander sin vilde kamille hver aften, fordi den ved. I fortællingen vil du også møde en rød glente ved navn Pema. Pema er min læremester, en flyvende fjerdragt af visdom og årvågenhed. Hun kommer aldrig helt tæt på og alligevel har hun... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑