Når skrivelængslen kalder
Hun følger mig som en skygge, helt tæt på, vi går i stille takt, vores skridt er de samme. Scenen er sat af fugt og dis, Mosekonen er tidligt oppe og passer sin bryg, horisontale søjler af damp stiger til vejrs. ”Kom nærmere og smag på min morgensuppe.” Hendes stemme er jordens hjerte, lyden er... Continue Reading →
Noget i mig er vækket til live, spændingen er som adrenalin. Vi er på vej ind i skoven for at hjælpe manden med hætten. Vi har fået en opgave. Forbandelsen må hæves. ”Det er lige efter bogen” siger ulven henvendt til mig. Hun står foran den store sten med de forunderlige inskriptioner. Det er en... Continue Reading →
”Husk blot en ting. Du forpligter dig til at skrive sjælens og hjertets fortællinger, når du bruger Ealas pen.” Hun flyver op gennem trækronerne og forsvinder på skjult himmel. Jeg står alene på skovstien med den smukke fjer i min hånd. Den fineste pen af dem alle. Den er fra en stolt tradition af barder... Continue Reading →
Hun inviterer mig til at lytte dybere nu. Dybere? Jeg ligner et spørgsmålstegn. Hvordan? Svaret gemmer sig et sted på vejen. Hun står i en lysning og hvisker kom. Nærmere. Følg med mig ind i den del af skoven, hvor de hemmelige fortællinger gror. Jeg begynder at gå, mens lyset sniger sig op over trætoppene.... Continue Reading →
Der må være sket noget, mens jeg sov. Et skift. ”A return to love” hvisker en stemme som et kys blandt træer. ”Det er et mirakel.” Jeg nynner en gammel sang, mens jeg går, nogle af ordene synger jeg højt og skoven, som åbner sig for mig på vintermørk morgen, synger med. Det, der betyder... Continue Reading →
Skarpt lys trænger gennem vinduerne, bryder tågen og blænder. Det, der startede som en diset affære, er nu en magisk morgen med tågelys. Hvis du vil møde hende, må du være stille og gå forsigtigt gennem granerne i skoven. Du kan ikke komme udenom, du må gå igennem. The best way out is always through... Continue Reading →
Jeg følger efter den hvide hind ind i skoven. Tusmørket ligger som et filter over landskabet, luften er fugtig og dufter af regn. Jeg drømte om hende, det er jeg sikker på og nu spørger jeg mig selv, om jeg er vågen. Drøm eller virkelighed? Mine ben bliver ved med at gå og vi er... Continue Reading →
Hun lærer mig at gå langsomt, vi finder nærvær i hvert eneste skridt. I dag blæser en strid forårsvind og regn støver. Jeg går mod vinden som laksen svømmer mod strømmen. Blæsten synger i husmuren og et vindue klaprer. Det er morgen på landet og her bor jeg. Det, der engang var en drøm, er... Continue Reading →
Diset daggry, der står hun og betragter mig, næsten usynlig i den papirtynde dis. Lyset har samlet sig om hende og bevæger sig, når hun gør. Instinktivt ved jeg, at hun er min frænde i dag, men jeg løber ikke efter hende og vifter med arme og ben. Jeg råber ikke, for mit kald er... Continue Reading →
Det starter ikke altid med en fortælling. Nogle gange er der bare en bro. Her befinder jeg mig ved daggryets fødsel, et vidne til det, der er. Jeg lytter til lyden af vandet under broen og får øje på den nye dags billede. Skvulpende og tørstig efter at leve. Et skridt, et åndedrag og så... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 