Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Det er sidst i marts og solen skinner. Da jeg trækker gardinet fra, må jeg misse med øjnene, lyset er skarpt på den kridhvide sne. Vinteren er tilbage. Forårstegn og spirer er gemt under sneen, men solsorten tripper fornøjet rundt og gør sit job. Thi solsorte ved. Efter besøget i Visdommens Mose skete der noget... Continue Reading →
”På gensyn” siger vi til Skovens Hvide Damer og går mod vest. En snoet sti mellem høje graner, en ulv og en kvinde med rygsæk. Solen i syd, det er midt på dagen og rejsen er kun lige begyndt. Jeg har allerede tusinde ting, jeg kunne skrive i min rejsedagbog, men sagens alvor lader sig... Continue Reading →
Skrivelysene brænder og solen skinner fra horisonten over marken og ind gennem vinduet. Scenen er sat og kort trukket. Det er en særlig dag, for jeg har taget en ny skrivebog i brug og indvier den ved at lade fyldepennen glide over linjerne som solen, der langsomt glider op på himlen. Endnu en ny begyndelse... Continue Reading →
“Hvad kan du tilsætte for at gøre dit liv mere levende, sitrende, kærligt og godt? En gåseflok flyver over pink morgenhimmel i et landskab dækket af sne. Et tyndt lag, javist, men det er frostvejr og følelsen af hvid er markant. Skridt knirker og næser løber, himlen er et skue af livlige pasteller og skysaft.... Continue Reading →
Jeg hæfter mig uvilkårligt ved birketræet i midten af kortet, stammen af sølv, forgreningerne og den måde, hvorpå det spejles af vandet. Birketræet som bl.a. symboliserer en ny begyndelse, denne gang med et fundament som har været udfordret og rystet i sin grundvold. Det mærkes i krop og sjæl. Ørnen er frænde og kommer med... Continue Reading →
Jeg møder hende i dagens første lys, den cremede lyserøde dis, der hører september til. Edderkoppespind funkler fra græs og grene. Det er en smuk morgen, selvom jeg stadig betragter den gennem et filter. I samme sekund hører jeg ordet som et ekko mellem træerne. Accept. ”Accept er nøglen til forandring. Du kan ikke ændre... Continue Reading →
Det er med et strejf af luftig taknemmelighed at han lander på mit bord og i min bevidsthed. Smilet er ikke til at tage fejl af, humor danser altid tæt med alvor og egentlig behøver han slet ikke at sige noget. Der er for længst opstået en særlig indforståethed mellem os. Dog er det længe... Continue Reading →
Der behøver ikke at være en fortælling I dag, men alligevel hvisker noget i løvet. Jeg havde glemt, at det var forår, glemt Beltane og at vi er godt på vej mod sommer. Kulden, vinden og stormen i mit hjerte holdt mig fast i vinterlænker. Lænker, som var frivillige, for ikke lang tid gik, før... Continue Reading →
TÅGEN LETTER Jeg slipper illusionen om, at jeg har travlt. Jeg giver slip på bunken af tanketråde, fedtede, filtrede og i kaos. Nu ligger de på stien bag mig og en fugl samler dem op for at lappe sin rede. Så gør de da gavn. De slidte tanker. Mine ben er lettere nu, men jeg... Continue Reading →
Jeg er tilbage på Langeland, jeg ser solnedgangen over søen i baghaven, jeg ser gæssene og en and, der kunstfærdigt lander på vandet. Jeg står bare dér på bredden og følger mig fuldstændig fortabt. Og fordi jeg har besluttet mig for ikke at skrive i netop den uge, så har jeg ingen pen og notesbog... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 