De tusinde følelsers sang

Disen danser over markerne, luften er tyk af fugt og modent korn. Gyldne er de farver, som møder mit øje i en cirkel af tåge og lys. Lige dér træder hun frem som en rødlig skygge, forsigtigt bevæger hun sig frem. Yndefulde bevægelser bevæger mig og kalder nåden frem i mit hjerte. ”Kom nærmere” hvisker... Continue Reading →

Forbigående tristhed

“Know that your sensitivity is not a curse, but a gift that allows you to receive and understand messages from your soul.” “Din sensitivitet er ingen forbandelse, den er en gave. Men for at sætte pris på gaven, må man vide, hvordan den virker. Og du må trøste din indre pige, som igen skvulper alene... Continue Reading →

Fordi det er nu vi lever

Som dagen gryr mærker jeg taknemmeligheden stige. Den kommer dybt indefra og er en følelse, jeg ikke kan forcere. Nu vælter den frem som det naturligste i livet. Her slutter de åbne fortællinger fra Sorgens Bro. De sidste dage inden Vintersolhverv lukker jeg mig om mig selv og lader inderligheden flyde. Som floden under broen.... Continue Reading →

Bevidneren

Længe er der stille på broen. Decembers mørke dækker for lys og lyde, natten er lang. Jeg sidder alene i mørket klædt i stilhed. Den slags stilhed, som varmer uden at man får det for varmt. Blød stilhed som kontrast til det første chok af sorg, der ramte mig som en pil i hjertet. Jeg... Continue Reading →

Sorgens bro

“Der er bare ingen ord” siger jeg til Tranen, som står i det mørke vandhul. ”Kun en dyb sorg i hjertet. Hvordan skal jeg dog beskrive den?” ”Ved at sætte ord på” svarer han nøgtern, mens han på ét ben holder øje med noget i vandet. Jeg bliver tavs, lader sorgen skylle igennem mig som... Continue Reading →

Det kan sagtens lade sig gøre

”I dag har jeg en intention om at svøbe mig i taknemmelighed” siger jeg til Losgann, frøen, da jeg møder ham ved det magiske vandhul. Helt intuitivt er jeg igen nået frem til et sted, som jeg husker fra sommerens rejse i det magiske landkort. ”Taknemmelighed er godt” nikker Losgann, ”når den opstår helt naturligt... Continue Reading →

De store følelsers ord

”You think you can avoid pain, but actually you can’t. If you do, you just get sicker or you feel more pain. But if you can speak it, if you can write it, if you can paint it, it’s very healing.” – Sue Monk Kidd – De kvindelige fortællinger er ikke enten eller. De er både og.... Continue Reading →

September og workshops i min stue

Det er september. Vi er trådt over tærsklen til efterår og luften er køligere nu. Om morgenen ligger duggen tungt over landskabet og Mosekonen er til stede ved daggry med sin gryde. Jeg ser hende fra badeværelsesvinduet og ved. Dette er et godt tidspunkt at gøre status og sige tak, inden rejsen går videre ind... Continue Reading →

Stemmer og følelser

Som en kvinde opdagede det på sidste FORTÆLLERSKEN hold, er det helt normalt at have to eller flere stemmer i fortællingerne, efterhånden som vi lærer de forskellige steder i os selv at kende og kaster lys på dér, hvor der var mørke. Men hvordan lyder mørket? Og lyset? Hvordan bliver fortællingen, hvis jeg skriver den... Continue Reading →

Vejen hjem

Bedst som jeg troede, at det var blevet vinter, er efteråret tilbage. Men jeg er stadig en slags vinter og jeg har det godt med den erkendelse. Broen og de skridt, hvor jeg stadig var i tvivl, er lagt bag mig. Nu føles det anderledes at betræde jorden og gå gennem regndisen uden egentlig at... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑