Når skrivelængslen kalder
Det er en af de morgener, hvor jeg føler mig hudløs. Dem har jeg lært at ære. De kommer fra tid til anden og der behøver ikke at være en grund. Da jeg boede på Pensionatet, kunne man erklære blidedag på dage som denne. Det behøver jeg ikke nu. Og dog. ”Blidedag” siger jeg til... Continue Reading →
De næste dage forsøger jeg at falde til ro i huset ved havet. Det er ikke så let, som jeg troede. For væk er det ydre tæppe af den tryghed, Pensionatets rum og de andre gav. Elva, Maize, Virginia og alle månedslærerne. De er her ikke længere. Men Aoileann tog imod mig på dette sted.... Continue Reading →
Det er november og mørket er vokset. Det samme er regnen, i disse dage er skyerne tunge og landskabet vådt. I hvert fald dér, hvor jeg bor et sted midt på Sjælland. Egentlig har jeg altid været ret vild med november, men i år er noget anderledes. Hun er mere krævende, tingene stikker dybere og... Continue Reading →
Vi sidder omkring morgenbordet på majs tredje dag. Elva og Maize fortæller, at de skal af sted for at mødes med deres respektive lærere. Nu ved jeg at Elva er i lære hos Grace på Primrose Café og at hun boltrer sig med kunsten at lave magisk te. En snert af misundelse stikker mig som... Continue Reading →
Disen danser over markerne, luften er tyk af fugt og modent korn. Gyldne er de farver, som møder mit øje i en cirkel af tåge og lys. Lige dér træder hun frem som en rødlig skygge, forsigtigt bevæger hun sig frem. Yndefulde bevægelser bevæger mig og kalder nåden frem i mit hjerte. ”Kom nærmere” hvisker... Continue Reading →
“Know that your sensitivity is not a curse, but a gift that allows you to receive and understand messages from your soul.” “Din sensitivitet er ingen forbandelse, den er en gave. Men for at sætte pris på gaven, må man vide, hvordan den virker. Og du må trøste din indre pige, som igen skvulper alene... Continue Reading →
Som dagen gryr mærker jeg taknemmeligheden stige. Den kommer dybt indefra og er en følelse, jeg ikke kan forcere. Nu vælter den frem som det naturligste i livet. Her slutter de åbne fortællinger fra Sorgens Bro. De sidste dage inden Vintersolhverv lukker jeg mig om mig selv og lader inderligheden flyde. Som floden under broen.... Continue Reading →
Længe er der stille på broen. Decembers mørke dækker for lys og lyde, natten er lang. Jeg sidder alene i mørket klædt i stilhed. Den slags stilhed, som varmer uden at man får det for varmt. Blød stilhed som kontrast til det første chok af sorg, der ramte mig som en pil i hjertet. Jeg... Continue Reading →
“Der er bare ingen ord” siger jeg til Tranen, som står i det mørke vandhul. ”Kun en dyb sorg i hjertet. Hvordan skal jeg dog beskrive den?” ”Ved at sætte ord på” svarer han nøgtern, mens han på ét ben holder øje med noget i vandet. Jeg bliver tavs, lader sorgen skylle igennem mig som... Continue Reading →
”I dag har jeg en intention om at svøbe mig i taknemmelighed” siger jeg til Losgann, frøen, da jeg møder ham ved det magiske vandhul. Helt intuitivt er jeg igen nået frem til et sted, som jeg husker fra sommerens rejse i det magiske landkort. ”Taknemmelighed er godt” nikker Losgann, ”når den opstår helt naturligt... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 