Når skrivelængslen kalder
Vi sidder omkring morgenbordet på majs tredje dag. Elva og Maize fortæller, at de skal af sted for at mødes med deres respektive lærere. Nu ved jeg at Elva er i lære hos Grace på Primrose Café og at hun boltrer sig med kunsten at lave magisk te. En snert af misundelse stikker mig som... Continue Reading →
Disen danser over markerne, luften er tyk af fugt og modent korn. Gyldne er de farver, som møder mit øje i en cirkel af tåge og lys. Lige dér træder hun frem som en rødlig skygge, forsigtigt bevæger hun sig frem. Yndefulde bevægelser bevæger mig og kalder nåden frem i mit hjerte. ”Kom nærmere” hvisker... Continue Reading →
“Know that your sensitivity is not a curse, but a gift that allows you to receive and understand messages from your soul.” “Din sensitivitet er ingen forbandelse, den er en gave. Men for at sætte pris på gaven, må man vide, hvordan den virker. Og du må trøste din indre pige, som igen skvulper alene... Continue Reading →
Som dagen gryr mærker jeg taknemmeligheden stige. Den kommer dybt indefra og er en følelse, jeg ikke kan forcere. Nu vælter den frem som det naturligste i livet. Her slutter de åbne fortællinger fra Sorgens Bro. De sidste dage inden Vintersolhverv lukker jeg mig om mig selv og lader inderligheden flyde. Som floden under broen.... Continue Reading →
Længe er der stille på broen. Decembers mørke dækker for lys og lyde, natten er lang. Jeg sidder alene i mørket klædt i stilhed. Den slags stilhed, som varmer uden at man får det for varmt. Blød stilhed som kontrast til det første chok af sorg, der ramte mig som en pil i hjertet. Jeg... Continue Reading →
“Der er bare ingen ord” siger jeg til Tranen, som står i det mørke vandhul. ”Kun en dyb sorg i hjertet. Hvordan skal jeg dog beskrive den?” ”Ved at sætte ord på” svarer han nøgtern, mens han på ét ben holder øje med noget i vandet. Jeg bliver tavs, lader sorgen skylle igennem mig som... Continue Reading →
”I dag har jeg en intention om at svøbe mig i taknemmelighed” siger jeg til Losgann, frøen, da jeg møder ham ved det magiske vandhul. Helt intuitivt er jeg igen nået frem til et sted, som jeg husker fra sommerens rejse i det magiske landkort. ”Taknemmelighed er godt” nikker Losgann, ”når den opstår helt naturligt... Continue Reading →
”You think you can avoid pain, but actually you can’t. If you do, you just get sicker or you feel more pain. But if you can speak it, if you can write it, if you can paint it, it’s very healing.” – Sue Monk Kidd – De kvindelige fortællinger er ikke enten eller. De er både og.... Continue Reading →
Det er september. Vi er trådt over tærsklen til efterår og luften er køligere nu. Om morgenen ligger duggen tungt over landskabet og Mosekonen er til stede ved daggry med sin gryde. Jeg ser hende fra badeværelsesvinduet og ved. Dette er et godt tidspunkt at gøre status og sige tak, inden rejsen går videre ind... Continue Reading →
Som en kvinde opdagede det på sidste FORTÆLLERSKEN hold, er det helt normalt at have to eller flere stemmer i fortællingerne, efterhånden som vi lærer de forskellige steder i os selv at kende og kaster lys på dér, hvor der var mørke. Men hvordan lyder mørket? Og lyset? Hvordan bliver fortællingen, hvis jeg skriver den... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 