Vejen hjem

winter-oak-and-full-moon

Bedst som jeg troede, at det var blevet vinter, er efteråret tilbage. Men jeg er stadig en slags vinter og jeg har det godt med den erkendelse. Broen og de skridt, hvor jeg stadig var i tvivl, er lagt bag mig. Nu føles det anderledes at betræde jorden og gå gennem regndisen uden egentlig at vide, hvor jeg er på vej hen.

”Men du ved du da”, hvisker hun og smyger sig om mig som en brise. ”Du er på vej hjem.”

På vej hjem

På vej hjem. Jeg kommer uvilkårligt til at smile. Hun er aldrig i tvivl, hun nøler aldrig i forhold til det, hun har vished om. Hun lader det komme til udtryk som det naturligste i verden. Det opstår indefra som et dybt suk, siver gennem hver eneste celle og videre ud. Jeg hører det som en hvisken, et vindpust af lydløs visdom.

Energien i hendes ord er heller ikke til at tage fejl af, jeg kan mærke hende i hele kroppen. Følelserne, for hun taler ikke alene med en stille hviskende stemme, hun kontakter mig også via mine følelser og guider mig på vej. Men først nu tør jeg virkelig lytte og en ny form for nysgerrig kærlighed er opstået overfor mine egne følelser og fornemmelser, der tidligere mest var til besvær.

Klip en hæl og hug en tå

Hvor mange gange har jeg ikke ønsket mine store og til tider overvældende følelser langt væk ude af stand til at se, at jeg er blevet skænket det meste vidunderlige GPS system, hvad min sjæls rejse angår? Men jeg følte mig så forkert og anderledes, at jeg forsøgte at skubbe dem bort, følelserne og lade som om, at jeg var en anden. Klippe en hæl, hugge en tå.

Et nyt sprog, som slet ikke er så nyt endda

Nu stopper jeg op og mærker efter, ”hov der var den følelse jo igen.” Jeg ikke alene registrerer og accepter, jeg lytter også og indser, at jeg er ved at lære et helt nyt sprog. Et sprog, som i virkeligheden er urgammelt og som min sjæl altid har kendt.

Og egentlig er sproget ganske simpelt. Der er ikke så meget af tage fejl af, når blot man lærer at stole på sig selv og egne impulser. Jeg er f.eks. ikke længere i tvivl om hvad fysisk kvalme betyder, bare for at give et eksempel.

Hun kommenterer ikke mine erkendelser og opdagelser, hun er stille på en sødmefuld måde. Der er ikke mere at sige. Jeg går videre gennem de nedfaldne blade, der nu igen er våde og fulde af forfald. Før lå de så fint ovenpå sneen og isen, det var som om efteråret og vinteren var smeltet sammen og skabte nye billeder i landskabet.  Jeg fortabte mig i de billeder, mens de endnu var nærværende. De opslugte mig og fyldte mig med en forunderlig vished og ro. Nu har regnen skyllet dem væk, men roen er blevet tilbage.

Jeg holder fast i hende

Bedst som jeg er blevet vinter, skifter noget igen. Dansen fører mig videre, hvirvler mig rundt, jeg lærer nye trin og indser, at der ikke er noget at holde fast i. Men det er en sandhed med modifikationer, for jeg holder fast i hende og slipper ikke taget igen. Aldrig mere. Fandme nej og gudinde ske tak og lov. Først nu forstår jeg rigtig, hvad jeg egentlig mente, da jeg sidste år skrev ”Kom lad os danse”.

Nu danser vi. Det sker som det naturligste i hele verden og det føles som en drøm. Men jeg er vågen, jeg har aldrig været mere vågen og stien fører videre gennem våde blade og nedfalden frugt. Forrådnelse, fordærv og farvel. Så snart jeg giver slip, bliver der plads til at det nye kan opstå. Luk den ene dør og en anden dukker op i tågedisen. Når tid er.

Introvert, nu brænder tampen

Forleden dag skrev jeg nogle ord uden at have planlagt det eller have en intention om det, det flød bare gennem mig, ud af min pen og kom til syne på papiret. Ordene åbnede en ny dør på vid gab, en dør som længe har stået på klem og bevæget sig i vinden. Lukket sig. Åbnet sig. Knirket i hængslerne. Gjort opmærksom på sig selv. Kniirrrk. Kniiirk. Du er tæt på nu. Tættere på end du nogensinde har været før:

Jeg har taget min introverte natur til mig. Nu lytter jeg langt om længe til de sange, der næsten lydløst og alligevel som en forunderlig grundtone spiller for mit indre. Dér, tæt på min livsflod, i mørket og vinteren. Frosne dage og floder, som fryser til is men flyder alligevel. Hvordan kunne jeg dog finde på at flygte fra det? Jeg flygtede fra mig selv, jeg var bange for mit lys. Mit lys, der altid har skinnet dybt i mørket. Dualitetens dans og de fine kontraster. Den sidste uges tid er vinteren gået op for mig, jeg er trådt ind i et rum, som jeg husker fra min tidligere barndom. Dét er mit magiske rum. Det er min glæde.

Jeg havde på fornemmelsen, at det skulle blive i vinteren at jeg ville finde tilbage i de fodspor, jeg uden at tøve dansede i som ganske lille pige. Inden livet kom i vejen. Men nu indser jeg, at det ikke var mit liv, der kom i vejen, det var de andres liv. Deres måde at være i livet på og deres ivrighed efter at lære mig noget, som helt grundlæggende var forkert. For mig.

Du kan læse resten i indlægget: Jeg er blevet vinter

Ordene spiller som en sang for mit indre, en melodi og en rytme, som får min krop til at danse. Mine skridt bliver uvilkårligt lettere, nu hvor jeg tør sige og synge den højt. Min sang og min måde at synge den på.

Det er smertefuldt at lade som om

Himmel og hav, hvor har det dog været besværligt og smertefuldt at lade som om. De sidste masker må falde, jeg giver dem til vinden, regnen og det efterår, der for en stund var vinter, men nu tilbage igen. Jeg går med glidende skridt gennem de våde blade og hilser på krager, råger, måger og træer. Jeg stopper op og ser på himlen, jeg er bevidst om retningerne nu, øst, syd, vest og nord.

Jeg ser solen stå op og følger den gennem dagen mod vest, også når den er dækket af skyer. Jeg lytter til både regn og blæst og jeg siger uvilkårligt tak, for selvom jeg sætter stor pris på mørket og vinterens restitutionshuler, så elsker jeg også lyset og livet, der farves af pasteller i den tidlige morgenstund. Jeg bader i fuldmånelyset, når hun står op på himlen og jeg drikker af den visdom, hun skænker mig uden at begræde de nætter, hvor søvnen må vige for månedans.

Kom, lad os danse.

Kontrasterne. Lys, skygge og vejen mod vinter. Du er på vej hjem, siger hun og det ved jeg godt. Jeg er jo vinterbarn. Jeg får kuldegysning ved tanken, jeg har været borte alt for længe. Det land, jeg elsker og den flod, der flyder et sted dybt i mig, var forsvundet. Jeg troede, at jeg var blevet glemt, men sandheden er, at jeg var den, der glemte. Men nu husker jeg.

Den aktive deltagelse

At stå ved hver eneste følelse, tanke, impuls og at tage ansvar og tage del. Det er den aktive deltagelse, der gør forskellen. I livet og på skriverejsen. Men at stå ved noget betyder ikke at holde fast i det, stædigt som en martyr eller klynkende som et offer. Tanker, følelser, impulser og sensationer. De kommer og går. Som toge, der kører til perron og forsvinder igen efter en stund i stilstand. Et fløjt og så farvel. Forskellen er, at jeg nu er helt bevidst om, hvorvidt jeg hopper på toget eller ej.  Og her på det sidste er der mange toge, som jeg har ladet køre. Jeg står stadig på perronen i efterårsregnen, men jeg fryser ikke. Jeg har truffet et bevidst valg.

Loren Cruden, som både inspirerer og underviser mig, siger som følger:

Knowing the truth of change, you can choose a path of positive participation. There is no need to be fettered by mental conditioning. Just because you believed something or responded in certain ways in the past does not necessitate your continuing to do so. Now is now, the opportunity for change is always present.

Nu er nu. Mulighed for forandring er altid til stede. Du kan altid stoppe op, gå i en ny retning og med en kraftfuld intention i hjertet beslutte dig for at komme hjem. Et skridt, et ord af gangen.

Du kan skrive din forvandling

Den forandring kan man skrive sig ind i. Ja, du kan skrive din forvandling, ord for ord, skridt for skridt. Det er bl.a. det, jeg underviser i og som jeg giver videre til kvinderne i skrivecirklerne. Via fortællingens kraft, som bygger bro og skaber nye åbninger og ved intentionens kraft og hjælp, hvor vi lærer at formulere en kraftfuld hensigt og bevidst anvender ordenes energi som både tryllestav og transportmiddel, skriver vi os ind i dybere lag af os selv, som vi ikke kan tænke os til.

Vi praktiserer historiemedicin og vi deler medicinen med hinanden.

Hvis du virkelig vil skrive, hvis du vil danse med ord og stemninger, er du er nødt til at møde op og deltage aktivt i skrivedansen. Ingen andre end du kan holde den pen, som skal anvendes til at skrive dine fortællinger.

Det er en proces, hengiv dig til processen

Det er en proces og forvandlingen sker ikke fra den ene dag til den anden. Men den sker. Og det, der især sker, er at vi pludselig vågner op og får øje på gaven ved at skrive og skabe vores egen vej og måde, uanset om det handler om at turde nyde den kreative proces og åbne op for ren skriveglæde og skaberkraft eller om det vitterligt handler om bevidst at hengive sig til sin hjemvej. Vejen hjem. Gennem ordene, gennem skriverejsen og ved at lytte til den skrivelængsel, der kalder og rumsterer. Og ofte smelter det sammen, så begge dele sker: Vi vågner op, lærer at nyde den kreative proces og åbne op for ren skriveglæde og skaberkraft og TADA … derigennem finder vi vejen hjem.

Skrivelængsel er sjældent en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen.

Fra skriveblokering til skriveglæde

Jeg er så dybt taknemmelig for at få lov til at skrivecoache og guide de pragtfulde kvinder, som ofte møder op med hjerterne fulde af tvivl i forhold til deres egen formåen, men som efterhånden opdager, at der slet ingen grund er til at tvivle. Langsomt forvandles tvivl til tro og skriveblokering til skriveglæde. Fortællingens kraft er stor og magien er vitterligt til stede, hvis du ønsker at det skal være sådan.

Introvert og hvad så? Det er en faktisk en fordel på skriverejsen …

Forleden dag skete der noget i Vintercirklen, skrivecirklen, som er i fuld gang nu. Vi opdagede, at de fleste af os faktisk er introverte af natur og at vi ofte har længtes efter at hengive os til det, der nærer os og som giver os styrke og værdighed indefra. Jeg har taget min introverte natur til mig og det gør selvfølgelig også, at jeg i langt højere grad kan støtte andre kvinder i at gøre det samme. Sig ja til dig selv, sig ja til din vej og måde. Og det gøres så fint på skriverejsen og i skrivecirklerne, netop fordi at indre nærvær, fordybelse og ro i eget selskab virkelig gør en positiv forskel i forhold til at skabe skriverum og lade ordene finde vej.

Det er ofte i stilheden at vi kan høre sjælens sang.

Og en væsentlig del af ”det at skrive” fra sjæl og hjerte handler som bekendt om at lytte.

Du behøver på ingen måde at være introvert, men …

Selvfølgelig behøver du ikke at være introvert for at deltage i skrivecirkler eller på de intuitive skriveworkshops. Men det er ingen bagdel, tværtimod, hvis du er introvert og/eller du har brug for at hengive dig til dit indre rum for at finde næring og skabe harmoni og balance.

En dans mellem inde og ude

I skrivecirklerne skaber og holder jeg bevidst rummet således, at der er plads til dig, din proces og den indre næring. Skrivecirklerne er en dans mellem inde og ude med fokus på den indre proces. Og du lærer ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer og øver dig i at skrive på din måde.

* * *

Bedst som jeg troede, at det var blevet vinter, er efteråret tilbage. Men jeg er stadig vinter og jeg har det godt med den erkendelse. Broen og de skridt, hvor jeg stadig var i tvivl, er lagt bag mig. Nu føles det anderledes at betræde jorden og forsigtigt gå gennem regndisen uden egentlig at vide, hvor jeg er på vej hen.

”Men du ved du da”, hvisker hun og smyger sig som en brise om mig. ”Du er på vej hjem.”

Kærlig hilsen
Lene


solhvervscirklen-januar

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

SOLHVERVSCIRKLEN er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra januar til slutningen af marts, lærer du at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.

SOLHVERVSCIRKLEN er et online skriveforløb for kvinder forankret i energien omkring Vintersolhverv og rejsen gennem vinter mod forår. Forløbet starter den 6. januar 2017 og varer i tre måneder.

Hvis dit nytårsforsæt er at skrive fra sjæl og hjerte og møde op for at folde det ud, der lige nu bare rumsterer som en forunderlig længsel efter at skrive, er SOLHVERVSCIRKLEN ganske sikkert noget for dig.

Jeg har nu åbnet for tilmeldinger.Du finder invitation til SOLHVERVSCIRKLEN og detaljer i linket her.

So stand in the circle
Weave the web of light
Dance in the moonlight
Bring fire to the night
Release the past that made us
Release the fire within
Revel in the mystery
And embrace your sacred kin
– Brian Boothsby –

solhvervscirklen

Photo “Winter oak and full moon” © Marilyn Barbone, Dreamstime
Photo “Winter light” © Kellers, Dreamstime

 

Fortællingen om Forladthed

Den første efterårskuling er drevet ind over landet. I det sidste døgns tid har det blæst, men mærkelig nok er det ikke koldt. Temperaturerne er tocifrede. Jeg tager mig i at savne det rigtige efterår, hvor vinden bider i kinderne og nærmest blæser mig om kuld. Hvordan kan jeg dog længes efter det? Måske er det fordi, at jeg instinktivt fornemmer nødvendigheden af at få renset luften og at få lukket døren til sommer fuldstændigt. Jeg er videre nu, jeg er ovre broen. Jeg er efterår.

På skrivebordet står mit efterårsalter. Kastanjer, røde blade, fjer og tørrede bær slutter cirkel rundt om fyrfadslyset, som jeg har tændt. Udenfor er dagen endnu dunkel, skyerne ligger som et gråt tæppe over landskabet og fuglene svæver lydløst forbi. Underligt nok er her stille, selvom vejret er uroligt. Et paradoks ligger i luften og ligner et spørgsmålstegn. Jeg trækker vejret dybt og forholder mig afventende. Indeni er der ro.

At føle sig forkert og uelsket

Der opstår hele tiden noget nyt og samtidig urgammelt i skrivecirklerne. De samme temaer dukker op hos forskellige kvinder, som er på forskellige steder på deres rejse. Nogle bliver ordløse og oplever tomrummet, rummet uden svar og i går opstod en tråd om ikke alene tomrummet, men også om at føle sig forkert og uelsket. Det kender jeg også. Forkertheden. Følelsen af at være uelsket. Og forladt.

Da jeg skrev om det i vores udveksling i Høstcirklen, kom jeg i tanke om en fortælling, jeg skrev sidste år. Det var på et svært tidspunkt på min rejse. Jeg var stadig i sorg over tabet af en ven, et venskab, som forliste med et brag. Der var intet fyrtårn til at lede venskabet på rette vej, for senere skulle det vise sig, at det var meningen, at det hele skulle gå i stykker og blive smadret til pindebrænde mod de skarpe klippeskær. Bølgerne gik højt. Det er en anden historie, men det var sidste år ved denne tid, ja nok lidt tidligere, det var stadig sommer, men det er underordnet. For fortællingen handler om forladthed og de følelser, som kvinden i Høstcirklen beskrev. Den får du her:

WomanForest

Fortællingen om Forladthed

Det er så nemt at fare vildt. Selv er jeg faret vild utallige gange på min indre rejse. Stødt på steder i mig selv, hvor tørken har brændt huller i sjælen og fortabtheden har været som brænde på bålet. En næsten uudholdelig følelse af forladthed.

Forladtheden har sin helt egen dans. Hun kommer snigende, når man mindst af alt venter det. Og følelsen er så intens, at man kun har en umiddelbar impuls. Flugt. Flugten ruller sin røde løber ud, frister med alt det, der før føltes godt. En tur i byen, shopping, et møde på café, alt for at dulme smerten og undgå den intense følelse af fortabthed. Et lækkert måltid, et godt glas vin. Og hvis smerten holder ved, er det sandsynligvis fordi man trænger til at komme ud. Længere væk. En rejse til et kraftfuldt sted, et retreat eller en vandring. Tanken om at være pilgrim er tiltalende, for pilgrimme er ikke forladte, de har selv valgt den ensomme vej mod målet på den anden side. Og det kunne jo være, at man mødte nogen undervejs. En medrejsende, en anden sjæl, som også var på vej ud for at finde sig selv, finde tilbage til det sted, hvor livet er udholdeligt og man mærker en subtil forbundethed, der giver dyb indre ro.

Forladthed er en ubuden gæst. Hun spørger ikke, om man er hjemme og om man har lyst til besøg. Hun går direkte ind som om der ikke fandtes en dør. Og hun lader døren stå åben, så en iskold luft rammer rummet som et kuglelyn.  Hendes stemme er indsmigrende og kølig. Venter ikke på svar, men taler uafbrudt. Sårbarheden smyger sig om en, man føler sig kold og nøgen. Fingrene er iskolde, vinden rusker i håret, døren står jo åben og kulden når helt ind. Det rum, der før var så lyst og fuld af kærlighed, er nu klamt og mørkt.

Impulsen rammer umiddelbart. Lyst til flugt. For ingen kan rumme en følelse så skarp, en ensomhed så mørk og dyster. Rastløsheden kommer buldrende og vil lege med, skarp forfulgt af Tomhed og Tvivl. De er tvillinger, de to, og færdes altid i hinandens nærhed.

Det er så nemt at fare vild. Det er så nemt at blive overrumplet af følelser, der har til hensigt at forpurre rejsen og skabe oprør i de indre farvande.

Følelserne er din ven. Et budskab fra din sjæl.

”Følelserne er din ven. Et budskab fra din sjæl. Der er noget, den vil fortælle dig, men den kan ikke få ørenlyd”. Stemmen hvisker som en vind fra øst. Mærkeligt, tænker jeg og må så smile lidt. For mit indre er opfyldt af hæsblæsende dans, hvor stemmerne taler i munden på hinanden. Resultatet er en dyb indre uro og et sted, hvor jeg næsten ikke kan holde ud at være. Jeg er i fuld gang med at udtænke en snedig plan, der skal frelse mig fra mig selv og de følelser, der buldrer som bål indeni.

Jeg hører stemmen, før jeg ser fuglen og den velkendte lyd af venskab rammer mig. Giver mig mod til at trække vejret så dybt, så jeg i et kort øjeblik igen kan se klart. Tankerne forstummer om end kun for en kort bemærkning, men nok til at jeg stopper op og træder et skridt tilbage. Indser, at jeg er på vej ud af en sti, som på ingen måde har noget med min vej at gøre. Jeg er i færd med at fare vild. Igen.

”Undskyld. Ørn?” Jeg stormer hen til vinduet og åbner det på vid gab. Blikket søger mod øst, ser skydækket og træerne i skellet. Afsøger området, næsten febrilsk efter et livstegn fra det sted, hvor stemmen kom fra. Så ser jeg hende. Uden en lyd kommer hun sejlende ind over træerne og sætter kursen mod huset. Et dybt suk af lettelse kysser min kind.

”Følelserne. Dem, du skriver om, dem du mærker og er klar til at flygte fra. De er din ven. Et budskab fra sjælen.” Hun lander forsigtigt i det åbne vindue og sætter sig til rette i vindueskarmen. Lyset indrammer hende bagfra og hun ligner en engel i forklædning, som hun sidder dér. Mit hjerte hopper i brystet og jeg ved ikke, hvad ben jeg skal stå på. Selvom jeg har hørt det før. Utallige gange. Og selvom jeg endda godt ved det, det med følelserne. De er sjælens sprog. Følelserne. Intuitionen. Og det paradoksale er, at jeg har masser af begge dele. En sand overflod af den slags signaler. Men det er mig en gåde, hvordan jeg kan glemme det gang på gang.

”Du er et menneske. Mennesker glemmer. Det er en del af vejen.” Hun smiler overbærende og lader kærligt sit blik hvile i mit. Det er som om vi smelter sammen for en stund og en dyb sø af ro breder sig i mig. ”Det handler om at vende tilbage igen. Igen og igen. ”

”Men hvorfor så mange følelser. Og hvorfor så intense?”

Min stemme er lettere desperat.  Jeg kan godt selv høre det og mærker igen rastløsheden for en kort bemærkning. Så gribes jeg af det, hun forsøger at fortælle mig og indstiller mig på at lytte. Trækker en stol hen til vinduet og sætter mig foran hende i et forsøg på at mønstre dyb koncentration og nærvær. Det her er et vigtigt øjeblik. ”Fordi du ikke lytter. Og fordi du lader tvivlen sætte dagsordenen. Men hør nu her. I aften, når du har spist og ryddet op, så klæd dig varmt på og sæt dig ud. Sæt dig stille et sted i naturen og plant dine fødder i jorden. Træk vejret dybt og mærk, hvordan kroppen efterhånden slapper af og tankerne bliver mere stille. Sæt dig med Forladthed. Bliv i følelsen uden at flygte. Bare sid og mærk, hvordan det føles. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Du kan lukke dine øjne og meditere. Eller du lade blikket hvile i horisonten, finde et objekt at betragte. Og sid så bare. Helt stille. Bare dig og naturen. Og lyt så til, hvad Forladthed har at fortælle.

Udesidning

Som sagt, så gjort. Jeg takkede ørnen og så hende flyve tilbage i samme retning, hvorfra hun var kommet. Jeg lavede aftensmad, jeg spiste og så fandt jeg noget varmt tøj frem. Den store trøje, de gamle støvler og et uldent tæppe. Et tørklæde i halsen, for vinden var kold i aftes. Jeg tog en klapstol med og begav mig så ud. Fandt et sted, hvor jeg umiddelbart følte mig godt tilpas og satte mig ned. Jeg gjorde som ørnen havde sagt, jeg trak vejret dybt og mærkede, hvordan kroppen efterhånden slappede af og tankerne blev mere stille. Så sad jeg med mig selv, naturen og Forladthed. Eller, det havde jeg forestillet mig, at jeg skulle. Men på forunderligvis var Forladthed forsvundet. Tilbage var kun en tiltagende indre ro og en dyb følelse af, at jeg havde gjort det rigtige. Ingen flugt. Intet selskab. Kun mig selv og de følelser, der hele dagen havde danset i mig og gjort mig trist og tom. Jeg mediterede lidt. Så åbnede jeg forsigtigt øjnene og betragtede en sky, der lignede en munter fløjtespiller. Jovialt banede han sig vej over himlen og spillede sin musik.

Det varede ikke længe, før jeg hørte den. Min indre stemme. Sjælens stemme. Jeg lyttede uden anstrengelse og mærkede straks en dyb følelse af forbundethed. Lige dér på min stol, iført støvler og trøje, siddende i aftenlyset. Og sjælen fortalte mig om Forladthed og jeg forstod instinktivt hvad det handlede om. Måske havde jeg haft det på fornemmelsen, men jeg var så overrumplet af mit eget tordenvejr, at jeg ikke kunne høre det.

Forladthed. Følelsen af Forladthed handler ikke om, at du er blevet forladt af andre. Følelsen opstår, når du har forladt dig selv. Forladt din sjæl. Jeg nikkede. Genklangen var som sød musik og lyden af min egen sjæls stemme gav mig alt det, jeg havde længtes efter. Væk var følelsen af forladthed og tomhed. Jeg stillede forsigtigt nogle spørgsmål, der lå mig på sinde og lyttede så efter svar. Og svarene kom. Uden tøven, men på den blideste og kærligste måde fik jeg det at vide, som jeg trængte til at høre. Uden drama eller løftede pegefingre men i et indre brusebad af kærlighed.

”Sig mig engang, søde sjæl, hvordan forbinder jeg mig igen”, hørte jeg mig selv spørge. ”For jeg er efterhånden udmærket klar over, at det er menneskeligt at fare vild og forlade sig selv”.

Svaret kom på engelsk. Det er min sjæls sprog. Og jeg vil ikke oversætte ordene her, men blot skrive dem, som de kom. Jeg spurgte også, om ordene var til mig alene. Sjælen rystede på hovedet. Ordene er til os alle. Alle os sjæle, som er på rejse, som søger og som gerne vil lære. De er ikke forbeholdt en, de er forbeholdt alle.

”When you trust, you connect”.

Jeg sad ude i næsten to timer. Jeg sad i stilhed og jeg sad i dyb indre ro. Jeg mærkede hvordan alt det, jeg havde søgt og forestillet mig kunne findes i det ydre, altid brænder som en indre flamme i mig selv. Jeg så solen glide ind og ud mellem skyerne på sin rejse ned i vest. Jeg så en fugl lave opvisning i luften over mig og jeg hørte myg summe og græsset gro. Først da kulden nåede min krop og jeg begyndte at fryse, rejste jeg mig og gik langsomt tilbage til huset. Et skridt af gangen. Tankerne var stille, kroppen var afslappet og dybt i mig hørte jeg lyden af min egen sjæls kærlige stemme.

”When you trust, you connect”.

Jeg var ikke længere forladt. Jeg var forbundet.

Fortællingen om Forladthed vil indgå i min bog “Fortælling ved Vintersolhverv” som udkommer i løbet af 2017. I skrivende stund er jeg endnu i sporlægningsfasen og har skrevet 275 sider.

Kærlig hilsen
Lene


Næste skrivecirkel er Vintercirklen

Vintercirklen

Forankret i Vinteren og den naturlige cyklus

I Vintercirklen forankrer vi os i vinterens energi og finder samtidig ro og fordybelse gennem ordene. Skrivecirklen har bl.a. til hensigt at åbne op for din indre fortællerske og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja.

Indre ro og fordybelse

Forløbet vil således også medvirke til større indre ro og fordybelse. Angst, uro og stress dulmes, når vi møder op, skriver os gennem årstiderne og hengiver os til skriveprocessen. Det gør godt at skabe rum til fordybelse og det healer at sætte ord på.

Det er den manglende forbindelse til jorden og den naturlige cyklus, der skaber indre uro, giver stress og en rastløs, ensom følelse. Og vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Forbindelse til den naturlige cyklus, der om vinteren i høj grad handler om at værdsætte mørket og den tid, der er skabt til hi og langsomhed. Vi trækker energien hjem og giver os selv lov til at bare at være. Vi stiller os åbne overfor det, mørket og vinteren kan tilbyde af visdom og læring, vi gør os bløde og modtagelige, så vi kan lade os fortrylle. Og så skriver vi. Lidt. Meget. Vi ved det ikke på forhånd, men vi stiller os åbne overfor muligheden af, at vi vil blive glædeligt overraskede.

 

Skrivelængsel har ingen alder

Brug vinterenergien til at starte eller genstarte din skriveproces, en skriverejse, som aldrig slutter. Og det er aldrig for sent at fatte pennen og gå i gang. Skrivelængsel har ingen alder!

Du finder invitation og flere detaljer om Vintercirklen i linket her. Vi starter på skriverejsen den 1. november og det er online forløb, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

vintercirklen-011116

Når følelser påvirker skriveprocessen

Augustmorgen

Det er i skriveprocessen som i livet. Vi oplever dage med pludselig tristhed eller andre tunge følelser. Som om en sky er gledet ind foran solen og vi bevæger os langsomt ind i en tåge af tvivl. Jeg har også sådanne dage, men jeg har lært mig selv at skrive alligevel.

Accept

Når jeg mærker tristheden, starter jeg med at acceptere den. Erkender dens tilstedeværelse og ønsker mig det ikke anderledes. I accepten sker der noget, et subtilt skift. Jeg kæmper ikke, jeg hengiver mig til tristheden og læner mig ind i følelsen af det, der rumsterer. Sidder lidt med følelsen, måske i meditation. Det kan også være, at jeg går en tur, hvis jeg mulighed for det. Men jeg forsøger ikke at gå fra tristheden, jeg går med den. Bevæger mig gennem landskabet, det indre og det ydre, mærker pulsen gennem kroppen og tager et skridt af gangen. Det hænder at tristheden fordufter, forsvinder mellem træerne i skoven eller tages af vinden ved havet. Andre gange kommer den med hjem igen.

Men det betyder ikke, at jeg ikke kan skrive. Man kan skrive fra alle slags steder i sig selv, også dem med tristhed, frygt og smerte. Så skriver jeg det, jeg mærker, fortæller tristheden og giver den sit eget sprog. For kun når vi kender tristhedens mørke kroge kan vi virkelig beskrive den, som den er. Sætte ord på og skabe billeder af vores følelser og det at være menneske.

Uanset vejret

Hvis vi lader vind og vejr afgøre, om vi kan skrive eller ej, får vi sikkert ikke skrevet særlig meget. Vi udsætter skriveprocessen for frygtelige rutsjebaneture og en god oplevelse vil afhænge af, om solen skinner eller ej. Så vi må vælge at møde op uanset vejret og uafhængig af vores eget humør. Det, der skal skrives, vil gerne skrives alligevel, det er ikke afhængig af, hvordan vi lige har det i dag.

Meditation, mol og dur

Meditationen hjælper os her, fordi vi gennem vores meditationspraksis lærer at betragte tanker og følelser, for hvad de er. Tanker og følelser. De definerer ikke, hvem vi er og vi identificerer os ikke med dem. De bestemmer heller ikke om vi skal skrive eller ej.

Uden at gøre stor stads af humøret kan man alligevel få en forståelse af det, der rører sig indeni, når man skriver det. Det er næsten som at skrive musik, nogle gange i dur andre gange i mol. Det er alt sammen musik og det har lov at være sådan. Den accept giver en lindrende fleksibilitet, som man kan tage med sig i bådet livet og i skrivegerningen. Den giver lov til at være menneske på godt og ondt. Og samtidig sætter vi os selv fri af tilstanden, således at vi kan leve og skrive alligevel.

Påvirker følelserne skriveprocessen?

Mærker du at dine følelser påvirker skriveprocessen? Prøv eventuelt at skriv dig fri via opvarmningsøvelsen (du må gerne skrive mere end 5 minutter, prøv med 20-30 minutter) eller et andet form for afsæt. Friskrivningsøvelser kan være meget virkningsfulde, fordi vi ikke alene tvinger os selv til at skrive, men samtidig også tømmer os for det, der sidder og trykker. Skriv det, du mærker og det, der smerter. Lad det strømme ud på papiret, giv det ord og dermed vinger. Du vil som regel føle dig lettere bagefter og under alle omstændigheder får du en god fornemmelse af, hvad det egentlig handler om. Og du får skrevet.

Skriveprocessen er ikke afhængig af vores humør eller solen på himlen. Det, der vil skrives, er der til alle tider. Det venter bare på at vi skal møde op og tage imod. Uanset vind, vejr og humør.

Kærlig hilsen
Lene


Intuitive skriveworkshops efterår 2015

Næste intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel finder sted onsdag den 16. september.
Næste intuitive skriveworkshop “Fortællingens Kraft” finder sted torsdag den 24. september.

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Stormvarsel

 

Huset ved havet

Mens jeg skriver dette, blæser det op udenfor. Der er stormvarsel og lyden forplanter sig i husmuren og i min krop. Men stormen forhindrer mig ikke at skrive. Den er der bare. Noget udenfor mig. Hvis jeg lod vind og vejr afgøre, om jeg kunne skrive eller ej, så fik jeg sikkert ikke skrevet særlig meget. Jeg ville udsætte skriveprocessen for frygtelige rutsjebaneture og en god oplevelse ville afhænge af, om solen skinnede eller ej.

Jeg vælger at møde op uanset vejret. Og jeg vælger at møde op uafhængig af mit eget humør. Det, der skal skrives, vil gerne skrives alligevel, det er ikke afhængig af, hvordan jeg lige har det i det. Meditationen er god her, fordi jeg gennem min daglige meditationspraksis lærer at betragte tanker og følelser, for hvad de er. Tanker og følelser. De definerer ikke, hvem jeg er og jeg identificerer mig ikke med dem.

En tur i teateret

Efterhånden kan jeg som en slags tilhører sidde og høre sine tanker tale. Jeg er i teateret til en forestilling og man opdager, at jeg har været dér før. Til samme forestilling, ja jeg kender nærmest replikkerne og kunne sagtens fungere som sufflør. For det er en gammel forestilling. Tankerne, følelserne og de ord, der følger i deres kølvand, er noget jeg har hørt til hudløshed. Det er som om tankerne prikker til følelser og følelser sætter et maskineri i gang. Som en tilskuer sidder jeg og betragter forestillingen og jeg lærer, at jeg kan fungere uafhængigt af replikkerne på scenen. Jeg kan sagtens skrive, selvom en af skuespillerne fortæller mig, at ”det kan jeg altså ikke i dag”. En følelse bakker måske det udsagn op, men jeg ved at de to er elskende og hænger samme som ærtehalm. Tanken og følelsen. Lad dem bare fortabe sig i deres kærlighedseventyr. Tilbage sidder jeg på tilskuerrækken og har et valg. Jeg kan vælge at blive en del af forestillingen eller jeg kan klappe, rejse mig og forlade teateret. Jeg kan gå et andet sted hen. Jeg kan vælge at skrive det, der skrives vil, uafhængig af de gamle historier og velkendte replikker.

Ind i kernen

Det minder mig om vejret. Stormen, der nu kaster våde blade mod vinduet og på sin vis forstyrrer mig. Jeg løfter blikket og ser dråberne mod ruden, en mosaik af våd forvirring og en distraktion. Jeg velkommer den. Den giver mig en vis pause i mit skrivende flow, jeg trækker vejret dybt, men jeg lader mig ikke forføre. Jeg går videre gennem ordene. Forbi teateret med de mange tanker og følelser og dybere ind i mig selv. Helt inde i kernen er der stille. Nogle kalder det orkanens øje. Her kan jeg sidde med mine ord og skriverier uden at blive trukket væk fra det, der er essensen. Jeg bliver ved at skrive. Jeg mødte op, jeg traf et bevidst valg og nu er jeg her. På plads i mig selv. Lyttende, åben og modtagelig. Måske stormer det, måske laver regnen musik mod vinduerne og træerne danser dertil, men jeg er blot en tilskuer. Et skrivende vidne.

Meditation

Sæt dig på gulvet i lotusstilling eller i en stol med benene plantet på jorden. Luk øjnene og træk vejret dybt ned i maven. Lyt til dit eget åndedrag, lyt indad og mærk, hvordan kroppen efterhånden slapper af. Måske bliver tankerne også lidt mere stille. Uanset hvad, betragter du blot tankerne for hvad de er. Tanker. Når du støder på en tanke og bliver trukket væk fra åndedraget, registrerer du blot. Tanke. Du registrerer, accepterer og vender blidt tilbage til åndedrættet. Prøv at forestille dig, at du sidder midt i din egen kerne. Der blødt, varmt og stille. Selvom tanker og følelser dukker op, så sidder du stadig solidt plantet i dig selv. Og det er fra det sted, du kan skrive. Herfra kan du altid skrive.

Hvis du i løbet af din skriveproces eller allerede inden, du er kommet i gang, føler modstand og bliver bombarderet med tunge tanker om ”nej, jeg kan ikke skrive nu” – så sæt dig roligt ned og træk vejret dybt. Luk øjnene og søg indad via dine dybe vejrtrækninger. Helt ind i din kerne. Bliv siddende roligt og hvil i visheden om, at du hverken er dine tanker eller følelser. Når du føler dig klar, så åbn øjnene og begynd at skrive. Hvis du har lyst, kan du med fordel starte med opvarmningsøvelsen, inden du går i gang med dine egentlige skriverier.

Opvarmningsøvelsen finder du her.

Kærlig hilsen
Lene

Huset ved havet